Om mig selv Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
|
I dagens udgave af Politiken advokerer jeg for ‘Sagen genåbnet’:
Det her er ikke for de smagsdommere, der på DR2 ruller elitært med øjnene og siger, at krimier, de siger mig altså ikke spor. Stakkels dem. Mysterier er livets salt.
På TV2 genopruller den nye doku-sobre serie ’De 7 drab’ kendte sager ”for at blive klogere på, hvad der får et menneske til at begå den værste forbrydelse af dem alle.” Seriens indledning er inspireret af BBC-serien ‘Sagen Genåbnet,’ som siden 2000 har skildret en fiktiv cold case unit i dens bestræbelser på at løse ellers henlagte mordgåder. I bogstaveligste forstand et gravearbejde.
Virkelighedens opklaring er trivielt teamwork. Det gør sig ikke på tv, så et omdrejningspunkt er påkrævet. I ’Sagen genåbnet’ hedder han Peter Boyd, indlevet, men kontrolleret fremstillet af Trevor Eve. Boyd lever i et socialt vakuum, hans analytiske sans er lige så skarp som hans habit. Han kan være charmerende, men er psykopat. Og forløber sig ofte over for medarbejdere og mistænkte. Omkring ham prøver folk at få tingene til at glide ved enten at glide af eller lave grimasser bag hans ryg. Et godt billede af en arbejdsplads med sådan en chef.
Siden hans medarbejder, Mel Silver, i 2004 blev vippet ud fra en balkon, har Boyd manglet en, der tør sige ham imod, selv om Spencer Jordan ligner en, der er på vej til at brokke sig ud af serien. Grace Foley, den moderlige psykolog, har Boyds fortrolighed. Omvendt udfordrer han konstant hendes profilanalyser.
Kun retsmedicineren Eve, spillet af Tara Fitzgerald, kan matche Boyd. Hun har noget, han gerne vil have – beviser og ledemotiver. Metalsplinter under negle og fårehår fra uniformer for slet ikke at tale om dna-tests er de brikker, der får de uoverskuelige puslespil til at gå op. I suggestiv belysning, tvangfri dialog og medrivende temposkift. Det største og mest fascinerende mysterium er faktisk, hvordan det hold overhovedet lykkes med samarbejdet.
Vi venter på niende sæson. Avisrygter mener, det bliver den sidste. BBC skal spare. Mon ikke de budgetansvarlige trænger til at blive afhørt af Boyd?
”Verdens bedste krimi” lyder DR2-afmeldingen. Tæt på.
Foto: Pressefoto fra BBC med Trevor Eve som Boyd. I baggrunden Sue Johnston som Grace Foley.
I dagens Politiken sender jeg Natalie Cole denne fødselsdagshilsen:
At blive født med en sølvske i munden kan efterlade en bitter eftersmag, der kan vare det meste af livet. Det kan Natalie Cole tale med om. På lørdag fylder hun 60, selv om det ikke er til at se på det officielle pressefoto… Som datter af sangeren og pianisten Nat King Cole, ’the sepia Sinatra’, voksede hun op i velstand i en familie, der blev kaldt ’de sorte kennedyer’, men overfladen løj. Utroskab var dagens uorden, og børnene blev forsømt eller sendt på kostskole.
Alligevel lå den røde løber og ventede på Natalie Cole, da hun modstræbende, efter faderens død af lungekræft, begyndte som sanger. I 1975 slog hun igennem, både på soul- og popmarkedet med ’This will be’. Ligesom sin far kunne hun nå både det sorte og hvide publikum. En god sanger og entertainer uden at være sjælsrystende. Hit fulgte på hit. Hun tog stikkene hjem.
Det gjorde hun også i bogstaveligste forstand. Natalie Cole blev heroin-misbruger. I en grad så man i branchen kaldte hende ’the freebase queen’. Det fortæller hun selv i den meget nærgående selvbiografi fra 2000. Da var hun blevet stoffri, og havde reetableret sig, bl.a. ved hjælp af den far, der ellers aldrig var der, da hun var barn. Nu sørgede moderne teknik for, at far og datter kunne synge duet på faderens kendingsmelodi ’Unforgettable’. Den slags e-l-s-k-e-r amerikanerne. Siden har far og datter gentaget tricket.
Musikalsk er hun blevet mindre spændende med årene; hun er, som sin far, vokalt en suveræn tekniker, men flagrer for ubeslutsomt mellem gospel, jazz og pop, uden at populariteten dog er aftaget.
For et par år siden indhentede fortiden hende. Hun fik konstateret hepatitis C, formentlig fordi hun i sin tid havde delt beskidte nåle med andre, og fik i 2009 en nyretransplantation samtidig med at hendes søster døde – af lungekræft. Da Natalie Cole gjorde koncert-comeback senere det år, var der stående bifald i Hollywood Bowl, før hun havde sunget en strofe. Naturligvis.
Dagens tv-anmeldelse i Politiken er begået af denne blogger:
For 117 år siden, da menneskeheden uden at vide, hvad der ventede, lod sig tvangsindlægge til mental forkulning i kabel-tv-helvedet, foresvævede der mig noget om, at nogle af tv-kanalerne blev anbefalet for deres opdragende effekt. Ja, de gjorde sig til af at have et vist lødigt præg. En af dem var Discovery Channel.
At se Discovery i dag er at gå på opdagelse i sider af sig selv, man helst ikke ville have anet, man besad. Det er en absurd fascinerende og skræmmende verden, hvor orden bliver til kaos, hvor helte bærer sikkerhedsdragter, hvor biler ikke overholder fartgrænserne og hvor kæmpekrabber tilsyneladende er erhvervsfiskeres eneste indtægtskilde. Drengerøvsfjernsyn. Understreget af reklamer for burgere, minutsupper, mikroovne, smarte biler, computerspil og det obligate strygejern – til når man skal flytte hjemmefra.
Et af programmerne er ’Destroyed in seconds’, malende oversat til ’Smadret på sekunder’. Her vises klip fra ulykker, katastrofer og uheld under mottoet ’livet hænger i en tynd tråd’. Med replays i slowmotion og fast forward med saglig speakerkommentar, der gør opmærksom på de udløsende detaljer (indrammet af en rød cirkel). Det er et program for dem, der synes 9/11 kun manglede Nicolas Cage og Sandra Bullock i at være perfekt underholdning.
Programmet har sine arketyper: Her er firehjulstrækkerne, der kører ind i en butik, selv om bremserne virker. Vinduespudsere, som af en lunefuld stormvind bliver kastet ind mod det højhus, de er ved polere. Dragracere og kitesurfere, som demonstrerer, at dumdristighed ikke kan betale sig. Samt selvfølgelig tornadoer, for intet er jo så fotogent som en naturkatastrofe. Det skulle da lige være en eksplosion i et giftlager, der får Seest til at ligne en bordbombe. Det etiske aspekt, for sådan et er der også, er, at ingen af de medvirkende i de pludseligt opståede undtagelsestilstande kommer seriøst til skade. Som hovedregel.
Og skulle døden komme for tæt på, er der sikkert råd at hente i et andet Discovery-program. Det hedder ’Ultimativ overlevelse’. Det har jeg til gode.
Lørdagens tv-indsamling udløste denne mening i Politiken i dag:
De kender det sikkert godt, kære læser, det der med at undgå butikscentre lørdag formiddag. Der løber ens dårlige samvittighed nemlig spidsrod mellem mere eller mindre ’frivillige’ fra alverdens ngo’er. Af og til må jeg tage mig i mit velnærede nakkeskind for ikke at svare dem, at jeg støtter børnearbejde og regnskovsrydning. Roligt nu, det gør jeg selvfølgelig ikke, men godhedsindustrien har det med at pirke til det onde i mig.
Det var derfor med blandede følelser, jeg overværede Danmarks Indsamling, en af de få gange, hvor en bilsælger på DR uimodsagt kan tale om ansvarlighed, hvor velgørenhedsfirmaerne glemmer deres indbyrdes konkurrence, og hvor nationen samles, som om DR stadig har monopol. Der går en ubrudt linje fra Ungarns-indsamlingen i 1956 til årets indsamling til det kortsigtede i Haiti og det langsigtede i Afrika (hvis situation ikke blev fremstillet så udsigtsløst elendig som vanligt). Det er den slags stunder, der definerer danskerne som overskudsagtige. Selvindbildning og aflad pr. sms eller ej, så argumenterer man ikke mod 130 mio. kroner.
Og hvordan fungerede den så som tv, denne elektroniske raslebøsse? Langt bedre end forventet. Og forsonende nok ved netop ikke at være et show, men ved at fokusere på det, det handlede om. Susan Boyle, Thomas Helmig og Anne Linnet var kun pausefyld, mens tekstrullen berettede om donationer fra Midtdjurs Traktorlager til Socialistiske Sygeplejersker (det stod der!).
Hovedpersonerne var afrikanerne og især de nødstedte i Haiti. Og da de var lovligt undskyldt, trådte Hella Joof i deres sted. Godt nok iført en hovedbeklædning, der lignede en Det Brune Punktum-parodi på etnicitet, men det lykkedes hende både at være medfølende, men også så morsom, at det ikke kammede over i medlidenhed. Og velgørende var det at høre hende, ved nyheden om endnu en pengerekord, udbryde: ”Hvor er det dejligt at være dansker og bo i det her land.” Og så efter en kunstpause: ”Det er også dejligt ikke at være dansker og bo i det her land…”
Stående ovationer var der også, da tre børne-tv-værter tog bad i fiskesuppe. Jo, offerviljen kendte ingen grænser sådan en aften, hvor alt klappede, mens vi også klappede lidt af os selv.
Hvad kæmper vi for, sagde de danske håndboldspillere efter hver time-out. Anført af Kasper Hvidt lød svaret: Guld. Og før EM luftede også Ulrik Wilbek medaljedrømme. Som EM skred frem, viste det sig, at han fik mindre og mindre at have dem i. Ingen af de danske målmænd fik gang i spillet og vort nationale håndboldmæssige adelsmærke, fløjspillet, fungerede kun sporadisk ligesom skudtruslen fra bagspillere som Mikkel Hansen.
I dag vandt Frankrig over Kroatien 25-21 i en finale, der navnlig i første halvleg demonstrerede, hvor langt de danske EM-mestre i virkeligheden var fra at kunne gentage den overraskende succes for to år siden. Der blev i dag vist håndbold på et artistisk og intuitivt niveau, der var medrivende og magisk.
Anført på fransk side af den uforlignelige Nikola Karabatic (billedet) og verdens p.t. bedste keeper, lille frygtløse og lynsnare Thierry Omeyer. Samt et hyperbevægeligt forsvar. Og fra kroatisk side af den uopslidelige boldtroldmand Ivano Balic og målmanden Mirko Alilovic, som nægtede at gå ned, men ikke kunne holde koncentrationen. Især ikke da et par arbitrære dommerkendelser fik kroaterne til at bruge mere tid på at diskutere end på at spille, så Frankrig kunne gå fra 9-12 til 17-13 og dermed reelt afgjorde kampen et lille stykke inde i 2. halvleg. Ikke mindst fordi den uberegnelige koleriker af en kroatisk landstræner lod Balic sidde ude i denne afgørende fase.
Med sejren kan Frankrig smykke sig med den håndboldmæssige tricolore: Verdensmestre, olympiske mestre og europamestre. Der må jubles. Ikke mindst på spillets vegne. Merci bien.
Også til Kasper Hvidt for den tid, der har været. Ingen er uundværlig, men med hans farvel må danskerne parkere medaljedrømmene på bænken et par sæsoner.
Pressefoto fra www.nikolakarabatic.com
|
|