Om mig selv Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
|
På www.pol.dk sender jeg Alex Chilton en sidste hilsen. Her er en lidt længere version:
Da Alex Chilton og The Box Tops sang ’The Letter’ til tops på alverdens hitlister i efteråret 1967 var han kun 16, men lød som en mand, der havde prøvet det meste med en stemme, fuld af den gutturale soul, der var baggrundsmusik i hans hjemby, Memphis. Tirsdag døde han, 59 år, af et hjerteanfald lige før en koncert med sit gendannede band Big Star, men alene ’The Letter’ skriver ham ind i rockhistorien. Han havde ikke selv skrevet den, det havde Wayne Carson Thompson, som også havde skrevet “Always on my mind”, men Chilton sang den, som var det hans. Det blev den i hvert fald.
Selv om andre ville have byttet deres karriere for en sang som “Cry Like A Baby” kom The Box Tops aldrig til at overgå deres debutsingle, de var ikke mærkelige nok i en tid, hvor det skæve var rettesnoren. I 1970 gik de i opløsning og efter som solist at have forsøgt at få en bid af The Big Apple vendte Chilton tilbage til Tennessee. Sammen med Chris Bell (der døde i 1978) dannede han Big Star, der ikke lader sig sætte på nogen formel, men udgør dna’et til navne som R.E.M, The Replacements, Radiohead og Wilco uden at være utro mod den melodiøsitet, der bar både The Beatles og Beach Boys. Tre albums nåede de, med ’Radio city’ fra 1974 som hovedværket.
Chilton blev derpå producer, bl.a. af The Cramps, og udsendte sporadiske plader i en branche, hvis letbenethed han med sit sind havde det stadig sværere med, men udødeligheden skyldes altså sangen om fyren, der forlanger en flybillet lige nu, for han fået brev fra sin kæreste, som beder ham komme hjem, fordi hun ikke kan undvære ham. Pronto.
I 2009 udsendte Rhino et ret overvældende bokssæt med Big Star, der fyldestgørende forklarer, hvorfor Alex Chilton bliver svær at undvære.
Foto: www.musicspectrum.org
Den står stadig i min reol, nu i løsbladssystem, 1970-førsteudgaven af The sound of the city, det måske første værk, der fortalte os selvbevidste rockfreaks, at der havde været nogle før os, og at deres musik tit var blevet udsat for udplyndring og plagiat. Det var en musikkens kulturhistorie, der hældte frisk vand på rockens rødder. Nu er bogens forfatter, Charlie Gillett, død, 68 år efter lang tids sygdom. Bogen er siden blevet ajourført og udvidet, og fremstår stadig lyslevende i sin søgen efter den mening med musikken, vi gudskelov aldrig finder.
Det skulle dog være som radiovært og utrættelig og uegennyttig advokat for det, vi forkorter verdensmusik, at Gillett indskrev sig i rockhistorien. Hans program, Honky Tonk, gav mindre kendte navne en platform, han var med til at stifte rockmagasinet Let it rock og senere dannede han pladeselskabet Oval, der bl.a. udgav Lena Lovich og han var manager for Kilburn & The Highroads, dengang de havde en sanger, der hed Ian Drury.
R.I.P. Rock in peace.
Foto: Steve Double/Daily Telegraph
Jeg ville lige gøre opmærksom på dagens tankevækkende kronik i Information om fordomme og fakta i musikpirateri-debatten. Læs den her.
Selv om kronikøren er part i sagen, eftersom han er ansat af branchen, kan man ikke klandre Peter Schiønning for manglende juridisk indsigt. Det bliver spændende at se, om piraterne sætter deres gamle, slidte argumentationsbånd på. At dømme efter de første kommentarer tyder det desværre på, at de kun forholder sig til afsenderen og ikke til, hvad han har afsendt.
Som det vil være de af os bekendt, der blev nogenlunde voksne i de ti-år, varede 60′erne herhjemme til langt ind i 70′erne. Alligevel var der noget forsinket og rørende smukt over Bifrost, da de albumdebuterede i 1976. De var flippere midt i en discotid. Og mens meget af rocken blev mere og mere indviklet, virtuos og fortænkt, gik Bifrost en anden vej.
I dag er det Tom Lundens tur til at runde de 60. Det kan han gøre i sikker forvisning om at have ydet sit til den danske sangskat. Her tænker jeg ikke så meget på hans bidrag til Højskolesangbogen, den meget tidstypiske, fristadsretoriske “I kan ikke slå os ihjel”, en velment blanding af “We shall overcome” og “I shall be released”, sunget af bl.a. Sebastian, Annisette og Povl Dissing, men på de melodisk rundhåndede sange fra debutalbummet og dets efterfølger, dobbeltalbummet “Til en sigøjner”.
Begge plader fortjener at komme i opdaterede cd-udgaver med bonusmateriale. Sony, vågn op, please! Indtil da er 1997-dobbelt-cd’en “Hjerte til salg” en god introduktion.
Det var sange, båret af “lige dele uforstilt naivitet, utopisk fremtidsoptimisme og en næsten apokalyptisk evangelisme”, for nu ubeskedent at citere mig selv i Politikens Dansk Rockleksikon fra 2002, men de var, med sangerinden Ida Klemann som det Joan Baez-beslægtede kontrapunkt til Lunden, også den pureste popmusik med måske lige lovligt svulstige tekster. En slags Fleetwood Mac møder Eagles på en klangbund af Jefferson Airplane, Quicksilver Messenger Service og Alrune Rod. Sidstnævnte band var en stor inspiration, også for Gnags. Både musikalsk og – skal vi sige – samlivsagtigt.
Internt havde Bifrost det ikke slet så harmonisk som nogle af sangene kunne antyde. Eller rettere: De prøvede hele tiden efter, om de nu også var i live. Det var de i den grad. Ofte med hjælp fra lidt sjov tobak og anden kemi. Til sidst kunne ballonen ikke holdes svævende, og ironisk nok førte et forgæves forsøg på at gøre sig lækre for det udenlandske marked til albummet “Kassen og hjertet”, som blev deres største succes. Det blev samtidig bandets svanesang.
I en del år havde TV-Avisen som jingle en bid af Lundens sang “Mens lyset brænder ud,” den om at alle har en drøm. Jeg tror ikke, den drøm er bristet for Tom Lunden. Den har bare fået et mere håndterligt format. De sidste mange år har han boet på Bornholm, hvor han i dag virker som lærer på Rønne Privatskole. I samfundsfag. Den gamle flipper er kommet ned på jorden, men har valgt at bo på en klippetop for at være så nær himlen som muligt.
I dag burde de ikke puste lys ud på Christiania, men lade dem brænde. Præcis som Tom Lunden gør.
Pressefoto af Ole Buntzen
Min blog-kollega CAPAC har også skrevet flere gange om Bifrost. Bl.a. her
Guitaristerne Billy Cross og Aske Jacoby hører til vore mest fingernemme instrumentalister. Nu har de sat kurs mod det, de selv kalder en musikalsk opdagelsesrejse. Det sker i november og december, hvor de turnerer som duo med en musik, der måske henter næring i titlen på Jacobys debutalbum fra 1991: Not only for the royalties.
Cross er verdensberømt herhjemme som ham, der flyttede Delta Blues Band fra klubberne til hallerne og festivalerne uden at kappe deres rødder over. Han har desuden produceret et utal af plader for andre, ikke mindst Anne Dorte Michelsen, Dalton, TV2 og C.V. Jørgensen. Han er Artist in residence på Louisiana, og lader hobby møde arbejde i bandet Everybody’s Talking. Hans seneste soloalbum, “So far so good” dementerer endnu gang hans synspunkt om sig selv som en dårlig sanger.
Jacoby slog igennem som flerstrenget vidunderbarn i News, og har siden vist et langtidsholdbart talent sammen med Sanne Salomonsen, Thomas Helmig, Kasper Winding og C.V. Jørgensen. Blandt mange andre.
Og får de brug for catering undervejs, medbringer de jo selv en glimrende kok ved navn Billy Cross.
Ukrediteret pressefoto fra Fyns Musikkontor, hvor tid og sted for turneen også vil blive offentliggjort.
|
|