Slidstærk

2 Comments

Forleden stod jeg som sædvanlig og rodede i kasserne hos min lokale pladepusher. Her fandt jeg en Henning Stærk-plade, jeg må have overset, for jeg er ellers lige så modtagelig for ham som for en pose Tappsy til “Livvagterne” søndag aften. Og hans 1997-album “Somewhere Someone’s Falling in Love” er for mig en ‘øde ø’-kandidat.

Han er i mangt og meget lige så god en fortolker som en af bedste af slagsen, Rod Stewart. Sammenlign deres versioner af “I Don’t Wanna Talk About It”, Danny Whittens stjernestund. De lyder absolut ikke ens, men deres respekt for stoffet er den samme, og de swinger som ind i …

Jeg tog “Old Time Rocker” med mig hjem for en halvtredser, en pris, der nærmest er en fornærmelse mod musikken, men sådan er det i en verden, hvor døgnfluerne flyver så tæt og lavt, at de spærrer for udsynet. Og nutiden er fortid på udsalg inden der er gået en måned.

Siden har albummet ikke været ude af min cd-afspiller. Stærk, som de engang kaldte “den hvide neger fra Holstebro” og som faktisk har spillet trommer i Gnags, lever sig helt ind i så forskellige sange som Neil Youngs “Heart Of Gold”, Supremes’ “Stop In The Name of Love”, hans åndsbeslægtede Delbert McClintons “Don’t Want To Love You Anymore” og Carole King-klassikeren “Will You Love Me Tomorrow”.

Bag sig har Stærk et ganske godt lille band med den saftige guitarist Sune Hånsbæk, der yder hans varme, voksne stemme fuld retfærdighed. Ikke mere, men sandelig heller ikke mindre.

Jeg har noteret mig, at bl.a. Jyllands-Posten jordede albummet, da det kom sidste år. Synd for dem.

Pressefoto: Jørgen Nielsen, hentet fra sangerens hjemmeside.

Readmore  

Søs fænger stadig

1 Comment

Hører du til dem, der begynder at synge en bestemt sang, når du går i Tivoli i regnvejr? Kan du ikke se fodspor i sneen uden at tage dig selv i at nynne? Så ved du, hvorfor Søs Fenger lige så godt kunne have stavet sit efternavn med ’æ’.

I morgen fylder sangeren 50 år, selv om man ikke skulle tro det at dømme efter den reklameserie, hun for et par sæsoner siden medvirkede i for l’Oreal Garnier. Hun kan fejre de fotogene rynker og dagen på toppen af poppen. Takket være forårets dansksprogede album Nogle gange er man så heldig, at man ikke når at tænke sig om og hendes efterårsmedvirken i TV2-programmet Toppen af poppen.

Der fik hun sine kendteste sange fortolket af Anne Linnet, Rasmus Nøhr, Sys Bjerre, Brødrene Olsen, Joey Moe og Lina Rafn. Og hun fik tårerne frem i kollegaernes øjne, da hun kvitterede ved at fortolke deres sange med den stemme, som engang fik Klaus Lynggaard til at fastslå: »Hun kan virkelig få dansk til at lyde godt.«

Det er der mange andre, der synes. Dobbelt-cd’en med musikken fra serien har, mens dette skrives, fået en i disse tider noget så sjældent som en guldplade.

Ophold på Antigua og hitlisterne tænkte den unge Lyngby-pige ikke på, da hun efter at have taget sin hf-eksamen først i fattigfirserrne levede af at være både bartender, tankpasser og andre ufaglærte job alt imens hun sang for sjov.

Den første landeplage

Sjovt er det at synge aldrig holdt op med at være for hende, men det blev også lidt mere alvor, da Søs i 1983 tog over som forsanger i News, samtidig med at hun bijobbede som korsanger for veninden Nanna. News-sangene ’Du er’ og ’Jeg elsker dig’ blev de første, men ikke sidste landeplager med Søs’ stemme. Kritikerne kaldte det kystbanepop og hamsterrock, men Søs sang sig fri af skældsordene.

I 1986 blev hun også kendt for noget andet, da hun blev kæreste og siden gift med Thomas Helmig. Parret var enhver paparazzos våde drøm, men blev til ugebladenes fortrydelse (og kortvarige glæde) skilt i sommeren 1989, og samme efterår slog hun igennem med debutalbummet Vinterdage. Her indledte hun det samarbejde med Elisabeth Gjerluff Nielsen, der har varet siden. Titelsangen, ’Holder øje med dig’ og Peter A.G.-sangen ’Hvor end jeg går hen’ belejrede nærmest radiostationerne. Pladen endte med at sælge 170.000 eksemplarer og sælger stadig. Den gav Søs en Grammy-statuette som ’Årets rocksangerinde.’

Der var vigtigere ting end karrieren. I 1991 gik hun på barsel, og flyttede til Stockholm, op til sin nye mand, musikeren Henrik Janson, og et nyt netværk. Året efter skiftede hun stil uden at skifte sig selv ud. Det Billy Cross-producerede album On holiday bød på tolkninger af Billie Holiday længe før Kira fik samme ide, og Søs solgte 50.000 eksemplarer af en plade, der lugtede af jazz.

Jazzen og det lidt mere sofistikerede pop bar 1994-pladen Et kys herfra med hittet af samme navn. I 1996 efter endnu en skilsmisse flyttede hun tilbage til København med sønnen August (der i en parentes bemærket er en af bagmændene for rapfænomenet Kidd).

Hun udsendte albummet Camouflage, pikant nok med en sang skrevet af Helmig. Det var på et tidspunkt, hvor markedet igen var i forandring, og det ikke var lige nemt for alle 80’er-navnene. Søs gjorde dog overbevisende comeback med greatest hits-albummet Gamle flammer.

Årtusindskiftet markerede hun med det fine, afstemte album, der bare hedder Søs. Det bød på en fin nyfortolkning af en sang af en anden kunstner fra Kgs. Lyngby, C.V. Jørgensens ’Sæsonen er slut’.

Det har ikke altid været højsæson for Søs Fenger, men der er en egen sejhed over hende. Eller som Lars Daneskov engang beskrev hendes karriere: »Altid mere orienteringsløb end sprint, altid mere stillevej med hjemmelavede bump end retlinet motorvej.«

I 2002 samarbejdede hun på albummet Beverly way med Martin Brygmann og fik sin indre poptøs ud i lyset. I 2004 genopdagede hun på sin generations vegne Bent Fabricius-Bjerres sangskat på Nøglen til paradis, og i 2009 gik hun tilbage til sine mest populære sange, ikke for at gentage dem, men for at møde dem igen, som en moden, men langt fra sat kvinde.

De så godt som akustiske arrangementer på cd’en Stjernenat fik mange til at lytte til hendes musik på en ny måde. Fordi den forener sødme og styrke og forklarer, hvorfor hun er blevet rollemodel for så mange kvinder. Pladen rummede den smukke ballade ’Du og jeg’ – videoen var filmet i New York, men følelserne havde hjemme alle steder.

Hjerte for de små

I den seneste udgave af Politikens Danskrock Leksikon fylder hendes udenomsaktiviteter to fulde spalter. Siden er meget mere kommet til.

Karrieremæssigt har hun levet op til ordene i en Disney-sang, hun selv har indspillet – ’Der er ingen bånd der binder mig’. Hun har prøvet alt, fra roller i så forskellige musicals som Skatteøen og Woyzeck, filmmusik, duetter med så forskellige folk som Henning Stærk, Dan Hylander, Lars Muhl og ikke mindst Thomas Helmig (og Anne Linnet og Sanne Salomonsen plus Hanne Boel i koret) på anti-aids-landeplagen ’Den jeg elsker’ (et af periodens danske poplandemærker med stort hår og store følelser). Og de senere år har hun videreudviklet sin kærlighed til jazz – og omvendt – i et triosamarbejde med bl.a. Lennart Ginmann.

Lige Søs i januar 1987 overraskende forlod News for at tage med Moonjam på fredsmissionen Next Stop Nevada har hun vist, at rock og pop for hende ikke er nok.

Den holdning har gennem årene ført til engagement i bl.a. Børnecancerfonden (hvor hun er ambassadør), Fonden For Socialt Ansvar (hvor hun sidder i bestyrelsen) der bl.a. driver Natteravnene (”Inderst inde”)  og Bydelsmødrene samt Dansk Flygtningehjælp og adskillige rundrejser i Grønland til fordel for ngo’en NANU-børn, som under mottoet ’Hjerte for de små’ arbejder for at oprette væresteder for grønlandske børn.

For sin egen og seernes fornøjelse tog hun i 2000 til Mongoliet som led i TV2-serien Eventyrerne, og hun har sågar medvirken i tv-annoncer for et ejendomsmæglerfirma.

I en af dem kunne man høre Søs sige: »Hjem er sted, hvor man kan tillade sig at danse grimt.«

Det vil jeg se hende gøre, før jeg tror det…

PR-foto: Steen Brogaard

Hendes website finder du her.

Readmore  

Lidt af en laban

1 Comment

Man kan både lave og overleve en landeplage, bare man selv undgår at blive bidt af den. Det kan Ivan Pedersen tale med om. I dag fylder han 60, og selv om han som halvdelen af Laban med ”Hvor ska’ vi sove i nat” i marts 1982 brød et dansktoptabu om ikke at synge direkte om sex og samtidig belejrede hitlistetoppen, ja, så undgik Pedersen at blive stigmatiseret af poppen.

Her, mange døgnfluer senere, fremstår han som fornuftens alt andet end kedelige fortaler i rockbranchen. Med sine 1.93 og klare stemmeføring rager han op som formand for Kodas råd, en position, han bl.a. har nået, fordi han altid har stået ved det, han lavede.

Laban, som netop er blevet blåstemplet med et bokssæt, begyndte livet i repertoirechef Cai Leitners krøllede hjerne. Han havde rettigheder til schlageren ’Sarà perché ti amo’, samt en sangerinde, der savnede nye udfordringer og en nordjysk antiheltetenor, som hele tiden kom rendende og efterspurgte arbejde. Leitner satte tenoren til at skrive en dansk tekst og fik ham til at synge den sammen med Lecia Jønsson. Resten er millionsælgende musikhistorie. Se den udfolde sig her.

Da ingen forventede sig spor, udsendtes singlen i anonymiseret indpakning. Ivan Pedersen sejlede derpå til Norge og retur med Oslo-båden for et månedlangt engagement sammen med en pianist. De tog ’Hvor ska’ vi sove i nat’ på repertoiret og måtte skrive mange autografer, fordi Ivan lød næsten lige så godt som ham på pladen … Når Ivan havde landlov, færdiggjorde han med Lecia det album, singlehittet fordrede.

Ivan Pedersen tog det dog roligt. Han havde nemlig tidligere været lige ved og næsten. I 70’erne blev den Salling-fødte sanger verdensberømt i Nordjylland som syngende trommeslager i McKinleys. Han kunne synge Four Seasons, Queen, Turtles, Eagles og Beach Boys og samtidig være på stikkerne, men selv om han, og en række af de andre i gruppen, hævdede at studere ved Århus Universitet var de ikke progressive nok til tidens rockmiljø.

Ironisk nok oplevede McKinleys at blive hørt af flest, da de i 1980 blev nr. tre i Melodi Grand Prix, samme år Bamse fik en lille båd til at gynge. De sang den atypiske ”Robin Hood”, og bandet var da de facto opløst efter fem albums med støt stigende salg. Undervejs havde de skrevet jingler til Jolly Cola og Esso (”Put en tiger i tanken”), men havde ikke gjort reklame nok for sig selv. Desuden var de jo jyder. Gnags kunne fortælle samme historie om hyret med at få anmelderne i tale.

Da Laban i 1988 stemplede ud efter som svanesang at have været placeret på den amerikanske hitliste, vendte Ivan Pedersen tilbage til sine rødder. Han sang sammen med Henning Stærk kor for den ukendte Poul Krebs sideløbende med at han kom med i Moonjam, en umage konstellation, som begge parter havde gavn af.

I 1990 lavede Ivan Pedersen sit eget studie med sangskriverpartneren Søren Jacobsen, tjente til terminen med korarbejde, der ikke bare sagde juhu, og begyndte på politisk fagligt arbejde i Danske Populærautorer, fordi han fik knækket sangskrivningskoden effektivt. Det takker bl.a. Esther Brohus ham for den dag i dag.

Genoptagelsen af kærlighedsforholdet til den mere rodfæstede del af rocken førte til dannelsen af det fortsat aktive band Backseat, OL i Atlanta-hittet ’No. 1 in your heart’ og en – for nogle – overraskende Grammy som ’Årets bedste sanger’ i 1996. Alt sammen gav det rygstød til en solokarriere, der efter årtusindskiftet har udløst to albums af selvbiografisk snit, ’Monogram’ og ’Udenfor nummer men venligt stemt’. Begge i minefeltet mellem voksenrock og dansktop. Dér færdes ingen mere sikkert og modigt end Ivan Pedersen.

Han er alt andet end »half a man«, for nu at citere en af hans største ballader.

Pressefoto af Gorm Valentin fra www.ivanpedersen.com.
I øvrigt et af de bedste danske af slagsen, bestyret af hustruen Jytte Poulsen.

Readmore  

Øvigs overdosis af Thy

Kommentarer slået fra

Peter Øvig er tilbage i Thy. Det er dag 33 efter starten på Det ny Samfunds sommerlejr i 1970, og det går ikke så godt grænsende til småskidt. Og det bliver værre endnu. Ikke med Øvigs fortællemotor, den kører så støt og tunet som i første bind af Hippie, der kom for et år siden, men på markerne ved Frøstrup er drømmene om en mere kollektiv fremtid begyndte at lugte afsvedent.

Tyverierne i lejren tager til. Både af de soveposer, der bliver mere og mere brug for i de råkolde telte, hvor tænderklapren høres tydeligere end fredsommelig snorken, og af købmandsvarerne fra lejrens supermarked. Plus det løse. Og magtkampen mellem Henning Prins, kongen af Thy, og kunstneren Peter Louis-Jensen spidser til i krydsfeltet mellem selvmodsigende anarki og det, Prins-kritikerne kalder ‘law and order’. Den ender med, at Prins abdicerer og går i frivilligt eksil i København, mens den nye konge alligevel ikke har mod nok til at påtage sig et ansvar for det kaos, han efter sigende har fremkaldt. Tronen står tom, men intrigerne ved det uerklærede hof ligner noget af Shakespeare.

Spørgsmålet er stadig om de to og den kamp virkelig fyldte så meget dengang for andre end dem selv og deres nærmeste? Jeg var en af de 15.-20.000 gennemfartsgæster hin sommer, og anede ikke hvem d’herrer var endsige så ud. Jeg deltog ikke i fællesmøderne, det var jeg bestemt ikke alene om, og jeg havde mere end travlt med at forsøge at komme i Elsebeths hjemmefarvede bomuldstrusser - heller ikke det var jeg ene om. Jeg forstår til fulde, hvad Bjørn Nørgaard mente, når han i bogen citeres for det synftige udsagn om, at deroppe var “alt hvad der gav fisse … politisk korrekt.”

Andet bind af Hippie har undertitlen “den sidste sommer”, og følger fortælleteknisk samme model som etteren. Med afstikkere tilbage i tiden forsøger Øvig at redegøre for, hvorfor tingene går som de går i 1970. Han skriver ikke, som om han er træt af sit stof, og han har en misundelsesværdig evne til at fremkalde billeder uden at dænge sproget til med tillægsord. Og formår at give et godt indtryk af, hvor ømme både følelserne og de sandalomsluttede tæer var hos nogle af ad hoc-landliggerne nordenfjords.

Som man kan se er bogens forside denne gang mørktonet, fordi Øvigs erklærede mål er at beskrive de sorte sider af lejren og tiden.

Den kjortelklædte mand er Provo-Knud, ham, om hvem Niels Skousen året efter sang, at han kom vist lidt for langt ud. Provo-Knud endte med at dræbe en af sine venner. Et udråbstegn i synet på alle os, der ved koncerter både i Thy og ‘hjemme’ i Fælledparken eller det kortlivede Galleri 101 i Store Kongensgade højlydt havde moret os over denne lsd-trippende landsbytosse, der altid ville klæde sig nøgen uden at nogen af den grund evnede at se hans sår.

Øvig giver en stærk, rystende og empatisk skildring, og lader Knud stå som eksempel på de alt for mange, der brændte sig på sjælen, fordi de tog drømmen om det nye samfund alvorligt. Som forsidepigen fra første bind af Hippie, den genfundne Merete, i dag siger i et appendix: “Hippietiden har trukket meget lange spor af sorg op til i dag.”

Merete er en af de alt for få menige deltagere i denne feriekoloni for weekendhippier, der får ordet i bogen, som denne gang har alt for lidt om hverdagen i teltene og på markerne. Måske fordi der ikke er så meget mere at tilføje, for så spændende var det heller ikke (jeg husker stadig Greil Marcus’ ord om Woodstock: “Midt i alt det fantastiske skal man ikke glemme, hvor kedelig den weekend også var i lange stræk”), men måske også fordi det virker som om det er researchen, der har styret forfatteren og ikke omvendt.

Peter Øvig Knudsen (og hans lille hold) må have indhentet uoverskuelige mængder af materiale; alt sammen for at kunne se Thylejren i et samtidshistorisk perspektiv. Det hele hang sammen, synes Øvig at mene. Og selv det, der dengang virkede tilfældigt, virker nu som del af en nærmest skæbnefastsat plan.

Derfor forlener han Thylejren med en symbolbetydning, der forekommer mig overvurderet. Og som de mest indflydelsesrige aktører iscenesætter han avantgardemiljøet omkring kunstnerkollektivet Eks-skolen. Udover Peter Louis-Jensen, fortællingens spielverderber og skurk, fremstilles det som om Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard var blandt de åndelige faddere.

Nu har 68′erne jo ikke patent på sandheden, heller ikke om deres tid, så unge Øvig må for mig mene, hvad han vil, men set fra mit menige barfodsståsted omkring Minefeltet og Storkespringvandet tager han helt fejl her. Og han reducerer igen musikken og musikmiljøet til rent lydspor. Jeg mener ellers at kunne huske, at beatmusikken dengang fungerede som andet end baggrundsstøj… Til gengæld får han lejlighed til at genoplive nogle ret morsomme historier fra dengang den i dag ordensbehængte hofkunstner Nørgaard ikke alene puttede hestedele på syltetøjsglas, men lavede majestætsfornærmende kunst. Og så giver det billedredaktørerne lejlighed til igen-igen at vise kunstnerens smækre kunstnerkone ophængt i den såkaldte kneppemaskine.

Ud af en tangent kører også historien om Peter Louis-Jensen og hans baggrund. Hans far, søofficeren, begik selvmord, fordi han ikke magtede at håndtere Klaksvig-affæren, og så får vi lige den genopfrisket en detail. På samme måde puster Øvig med dygtig brug af suspense besættelsen af Hjardemål Kirke op til at blive et kultursammenstød mellem egnens gudsfrygtige beboere og så en livsstil, de ikke accepterer. I virkeligheden var der bare tale om en parentes i danmarkshistorien, der gav aviserne gode billeder af rasende fiskere vs. forvirrede hippier, der i total ideologisk tåge ville bruge kirkestormen til at gøre opmærksom på Vietnam-krigen – så sent som i denne uge kunne man i Politiken læse Peter Louis-Jensens daværende kone gentage den tese.

Apropos Peter Louis-Jensens påståede betydning er det tankevækkende, at et tjek i avisens arkiv viser, at der ikke stod en stavelse om hverken Thylejren eller Hjardemål Kirke i den nekrolog, der i 1999 blev bragt i Information – avisen, der ellers var ungdomsoprørets hoforgan og dèt i en grad, så Niels Ufer, en af den uafhængige avis’ journalister, i sommeren 1970 samtidig var uofficiel talsmand for lejren… et tidligt eksempel på tværmedialitet!

Andre steder, hvor man føler trang til at råbe om der er en redaktionssekretær til stede, er omtalen af Jimi Hendrix’ sidste koncert i Århus, den intetsigende opsporing i Litauen af ‘profet’ Harald Olsen og marginalhistorien om den pige- og hashglade charlatan Karl Eskelund.

Til slut flyder det hele sammen og svulmer op for Øvig, da han kombinerer Verdensbankdemonstrationerne, Peter Louis-Jensens puerilt-skævvredne forestillinger om situationskunst og Blekingegadebanden. Vi mangler bare noget fra Besættelsen for at gøre Øvigs cirkel rund og konstruktionen firkantet, men vældig livagtigt og forførende beskrevet er det skam.

Øvig slutter krøniken med de manende ord: “Sommeren 1970 blev ungdomsoprørets sidste”. Det anede vi selvsagt ikke og sentensen er mere flot end den er sand, men vi tænkte vores, når vi hørte Jim Morrison synge:

Summer’s almost gone 
We had some good times 
But they’re gone 
The winter’s comin’ on 
Summer’s almost gone

Peter Øvig Knudsen: Hippie 2 – den sidste sommer. Fotos: Poul Rasmussen. Billederesearch: Christian Ramsø og Poul Rasmussen. Layout: Christian Ramsø. 646 sider. Gyldendal. Udkommer i dag.

Værd at gæste er stadig sitet hippienu.dk

Forsidefoto: Gregers Nielsen

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

 

 

Readmore  

Erik Moseholm 1930-2012

Kommentarer slået fra

Det virker naturstridigt, men Erik Moseholm er død, 82 år gammel. Hans vitalitet, engagement og modsigelyst virkede ellers, som om den ville vare evigt.

Denne blogger var senest i kontakt med Moseholm, da jeg researchede min Beatles-bog, Yeah Yeah Yeah. Moseholm havde på selve dagen for Beatles-koncerten i København i en kronik i Politiken spurgt “Kan De li’ Beatles?” Her gik han, dengang 34 og tidligere Årets Jazzmusiker, op imod tidens forargelse og roste The Beatles for at stå ved deres egen musik. Til gengæld lovede han tidens unge, at når de var færdige med The Beatles, ja, så var der så meget mere musikalsk rigdom at hente i jazzen…

Samme dag, fortalte Moseholm mig, ringede det på hans dør kl. 9.45. Udenfor stod et postbud med datidens mail, et telegram. Det var fra Poul Henningsen. Han skrev: “Efter den kronik kan man både dø roligt og kæmpe glad videre. Cognac følger.”

Moseholm holdt hele livet fast i sit jazzmusikalske udgangspunkt og virke – både som bassist og komponist, men han slog ørerne ud og endte i DR-regi som programansvarlig for netop beatmusikken, som han journalistisk behandlede som andet end tidsfordrivende pop.

Han gav rocken dens eget radiomagasin, Beatforum, i 1966, og varetog siden i syv fede år en ugentlig P3-udsendelse med livetransmissioner af aktuelle bands. Og blev dermed stifter af den dokumentariske samling af livemusik, som radioen siden optog, transmitterede og videreudviklede til international standard, men som DR i dag ikke skønner hører ind under public service-forpligtelserne.

Han søgte tidligt indflydelse, hans kritikere kaldte det magt. Han blev med sin næse for det kulturpolitiske hierarki og blikket for de offentlige tilskudsmuligheder tit en torn i øjet på de gamle hippier, der troede det hele lod sig klare i den der rundkredsdemokrati, hvor den stærkeste alligevel endte med at vinde. Moseholm erkendte, at for at drage nytte af de politiske organisationer måtte ‘miljøet’ selv skabe nogle. Han var primus motor i etableringen af bl.a. Fajabefa og DJFBA, og var også myreaktiv på det internordiske plan.

Han tillod dog aldrig at lade musikeren Erik Moseholm at blive overdøvet af administratoren og musikpolitikeren af samme navn. Og hans pionerindsats med Radiojazzgruppen og Radioens Big Band var med til at grundlægge begge ensemblers niveau og ry. Sideløbende og på kryds og tværs, for Erik hang det hele sammen, arbejdede han desuden praktisk og aktivt på at fremme den grænseløse europæiske musiksamtale. I en årrække var han leder af European Jazz Youth Orchestra.

Ungdommen mistede han aldrig kontakten til, hverken den inden i ham selv eller de, der skulle føre stafetten videre. Fra 1992 og fem år frem var han således rektor for Rytmisk Musikkonservatorium.

Sammen med hustruen, skuespilleren Vigga Bro, var han med til at forny historiefortællingen. Få havde så musikalsk og mangfoldig en historie at fortælle som Erik Moseholm.

De laver ikke hans slags længere.

PR-foto: Ingrid Bugge

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

Readmore  

Kim Larsen remastered

4 Comments

Mens vi venter på det karriereopsamlende bokssæt, der da må komme en dag, har EMI i relativ ubemærkethed søsat et ret ambitiøst remastereret genudsendelsesprogram af de Kim Larsen-plader, der gennem tiden er blevet udsendt på Medley. Jeg har fået den første stak inden for døren.

Da pladerne oprindeligt blev overført til det dengang nymodens cd-medie var resultatet en lidt tarvelig, flad lyd, som man kun slap afsted med, fordi Larsens sange altid har transcenderet den forhåndenværende teknologi. En klanglig upshining har derfor længe været tiltrængt. Og det må man sige, at pladerne får. Og ikke kun ved at trykke loudness-knappen i bund. Musikken fremstår faktisk mere nærværende og pågående. Og dynamisk. Til gavn for især uptempo-numrene. Poetisk sarthed er et af Larsens kendetegn, og det betyder, at balladerne ikke altid kan holde til behandlingen.

I USA ville en kunstner af Larsens beskaffenhed have fået forsynet den enkelte genudgivelse med en lille booklet, der fortalte, hvordan pladen i sin tid var blevet til og hvordan den var blevet modtaget. Det har hovedpersonen imidlertid udtrykkeligt frabedt sig. Det kommer måske med bokssættet. Til gengæld fremstår cd’erne lækre i digipack-omslag og med tekster.

Jeg ved godt, at Midt Om Natten har danmarksrekord i antal solgte eksemplarer – sekshundredeognogletusinde, and still counting – og den slags cifre kan man vanskeligt argumentere mod. Jeg synes dog også ved genhøret, at pladen så langt fra er en af hans bedste. Den virker for sporadisk, med for meget fyldstof. Til gengæld er sange som ‘Susan Himmelblå’ og ‘Papirklip’ jo af den slags, andre ville forære en hel karriere væk for at have skrevet.

Omvendt er Yummi Yummi fra 1988 overraskende holdbar. Den er på sin vis lige så stilforvirret som Midt om natten, men har mere humor, og så er de enkelte sange stærkere med ‘De Smukke Unge Mennesker’ og ‘Østerbro Svømmehal’ som stjernestunder. Og ‘Fochbecker Chaussee’ er et godt eksempel på Larsens evne til at eviggøre en erindringsskitse. En ekstra bonus er, at remastereringen gør 80′er-lyden en ekstra tjeneste. Der er tryk seksten på.

Den Rugsted-Kreutzfeldt-producerede Hvem kan sige nej til en engel er alt for undervurderet. Det er en plade, der emmer af spilleglæde og noget, vi så siden erfarede var nyforelskelse. Et meget charmerende album og Larsen havde ikke lydt så godt siden Poul Bruun producerede Forklædt som voksen i 1986.

Selv om 1996-albummet med Kjukken er et lille roots-mesterværk, er det i mine ører Forklædt som voksen (snarere end Midt om natten), der fremkalder det mest vellignende billede af Kim Larsen.

Dengang, i midten af 80’erne – tiåret, der mere og mere ligner vores tid – fyldte Larsen mediebilledet næsten helt ud. De år virkede han som en gavflabet protest mod tidens grasserende smartness. Han spiste sgu ikke sushi, men marinerede sild. Og drak kolonihavesnaps til. Kørte ikke i offroader, men i bulet Citroen – cabriolet ganske vist, men alligevel…

Og for sine »multimangemillioner« kæmpede Kim og konsorter i det stille for at samfundet kunne blive blødt som en krop; en undtagelse i de år, hvor man gerne skulle bære alt som et logo på trøjen. Kim Larsen fulgte ikke moden. Han var sin egen mode. Og på Forklædt Som Voksen skiftede den danske sang køn. Den var ikke længere en ung, blond pige, men en kortbukset lømmel, som sang simple sange om det simple liv, om familiesammenhold, elverpiger og drenge- og strengelege. Og hele landet sang med.

Det er stadig et åbent spørgsmål, om det Danmark, Kim Larsen besynger, nogensinde har eksisteret. Det lyder som en blanding af Morten Korch, Rifbjergs barndomserindringer og Jan-bøgerne. Givet er det, at 80’erne ikke så sådan ud. Men lige så sikkert er det, at sangenes styrke netop ligger i, at de ikke længes efter dét, der var engang, men forholder sig til det, som om den verden og det samfund eksisterer. Om ikke andet så i erindringen, og uden den var vi ikke hele mennesker. Så Forklædt Som Voksen forsøger at forholde sig til nutiden på fortidens præmisser. Det sære er, at fortiden vinder. Og ikke kun fordi nostalgi er mageligere end realisme. Det kan godt være, at Larsens sange er holdt i et gammelmodigt mæle, men de bliver ikke gammeldags af den grund. De udspiller sig i et landskab af kronisk uskyld, men glemmer ikke omverdenen. Når den ikke bliver så påtrængende, er det fordi Larsens personer hellere ser på sig selv og hinanden end på fjernsynet, som ofte taber til fordel for en tur i den bøgelyse skov. De få gange, hvor Larsen kommenterer samfundsudviklingen, sker det med barnets stille H.C. Andersen-agtige undren:

De kloge de siger at enden er nær at dommedag den kommer
vi står og kigger på blomsterne som vi plukked i sommer

I den retning er Forklædt Som Voksen sårbar over for beskyldninger om at være urealistisk midt i en realistisk tid, men den, der kun hører det, hører kun det halve. Pladen har også et uudsagt, jeg havde nær skrevet politisk, budskab om at finde tilbage til de tabte værdier. Dermed ikke sagt, at Larsen er så enfoldig at tro, at de kommer tilbage, bare man savner dem nok. I titelsangen, måske hans bedste melodi overhovedet, ser han sin barndom som »et lyn gennem skyen«, men ved også, at »når først du har sagt farvel, så ka du ikke komme tilbage igen«:

Jeg ved det for jeg kørte forbi forleden dag forklædt som voksen fremmedgjort umyndiggjort totalt anonym og forvokset
Alle dem som jeg kendte var væk måske er de taget til stranden eller også er det bare mig der er blevet en anden

Samtlige femten sange på pladen benytter sig af samme instant on-teknik som 80’ernes fjernsyn var begyndt at blive udstyret med. Man er som lytter på fra første takt. Og sangene er så smittefarlige som en influenza, men de går vel at mærke ikke over af sig selv. Faktisk stopper de ikke, bare fordi man stopper sin cd-afspiller eller computer eller iPod. På den måde ligner de de børneremser og revy-evergreens, de ofte tager afsæt fra. Larsen har aldrig været bange for det banale og indlysende. Som sangskriver fremhæver han ikke sig selv på bekostning af sine sange. På den måde bliver selv den melodiske vignet til noget i sig selv.

Larsen har aldrig omgivet sig med musikalske bodybuildere, men hans daværende band, Bellami, havde i stedet hjertet med hele vejen. Og bassisten Henning Pold kunne man godt have sendt til Motown og risikere ikke at få retur. Selv rytmebokse, sequensere og synthesizere kan de få til at swinge. Og så som en kontrast salige Thomas Grues pigtrådsagtige temaguitar. Ikke som anakronisme, men som en diskret påmindelse om sammenhæng i en historieløs tid. Den gamle skolelærer vifter med den imaginære pegepind. Og glemmer ikke sin egen fortid. Der er underfundige hentydninger til de tidligste Gasolin-sange og solodebuten Værsgo.

Ud over de landeplager, der for længst er blevet Giro 413-klassikere, rummer pladen en håndfuld sange serveret af en rundhåndet poetisk sjæl. F.eks. ’Natten Er Blid’ om det saligt-smertende ved at nære længsler uden navn. Og ’Hjerter Dame’, en yndefuld pas-de-deux til den eneste ene:

Vi sætter fodspor begge to
på Dronning Louises Bro
imellem tusinde andre
om lidt er de visket væk
men du og jeg går stadig hånd i hånd med hverandre

– hør det sprog. Det synger! Aarestrup på indre Nørrebro.

Jo, disse genudgivelser er i de bedste stunder genopdagelser, der gør det umuligt ikke at blive lun på Larsen. Igenigen.

Den næsten fornærmende prisbillige genudsendelsesserie er koordineret af Thomas Hemdorff og Jørgen Bo Behrensdorff har remastereret. Se mere her.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK 

 

Readmore  

Møller mestrer melankolien

Kommentarer slået fra

I aften glemmer pladebranchen for en stund krisen, når den via TV2 inviterer indenfor til den fætter-kusine fest, der forkortes DMA. En af de nye priser i konkurrencen er den som ‘Årets innovatør’. Det er et bullshit-ord for ‘fornyer’ og ‘nytænker’, men det lyder ikke så smart. Eller innovativt.

Blandt de nominerede er sangeren og sangskriveren Michael Møller. Den officielle begrundelse er:

Dag-for-dag i løbet af maj 2011 offentliggjorde Michael Møller digitalt 31 kærlighedssange. I forbindelse med dette omfattende værk, bad Møller sine fans om at donere penge til henholdsvis produktion af cd og vinyl, hvilket resulterede i, at knap 200 fans tilsammen forærede over 50.000 kr. og på den måde udviste medejerskab og loyalitet over for Møllers musikalske virke.

(Selv)ironi er ikke en af pladebranchens stærkeste sider. Ingen har åbenbart set det tankevækkende i, at man belønner en kunstner, fordi han selv har sørget for at udkomme. Burde det i stedet ikke vække til eftertanke, at branchen er sådan gearet, at man ikke har råd til at udgive et dobbeltalbum som A month of unrequited love?

Især når det er så satset og så godt som fuldbragt, som det fremstår her, hvor det er kommet på sublimt designet cd (og vinyl) med tekster og symbol- og historiemættede kunstfotografier (af Heidi Kränzlein).

Nu kunne man tro, musikken var anmeldervenlig på den mærkelige, kunstlede og navlepillende måde. Den er kun det sidste, men selv om sangenes melankolske grundtone udspringer af en selvoplevet smerte over at være blevet fundet for let (eller tungsindig) på kærlighedsbørsen piller Møller navle på de flestes vegne. Savn kan godt gøre gavn.

Eller som det hedder i den indledende ‘The Birth of a Song‘: “I just want to thank you for leaving my life/for drinking myself into pieces/I just want to thank you for making me cry/full of self pity that no alcohol ceases…” og 31 sange og vignetter senere klinger det hymnisk: “And you will be loved again/every ending might seem like the end/But you will be loved again…”

Man kan indvende, at projektet er løbet lidt af med Møller, og at en skarpere redigering kunne have luget ud i gentagelserne. Længden og risikoen for ensformighed er på den anden side nødvendig for at komme videre med sorgen, videre til troen på, at det kan nytte. Istedet for et sandt mesterværk blotlægger Møller sin sandhed. Og den værker (undskyld).

Musikalsk fornægter han ikke sin baggrund i moi Caprice. Den, der husker sirlige Prefab Sprout-inspirerede popsange som ‘The Only Happy in Copenhagen’ går ikke forgæves her, selv om instrumentationen har fået en tæt barbering. Det er de spindelsvævstærke melodier, renhjertede tekster, Møllers artikulerede, gyldne, meget britiske popstemme og de urovækkende følelser midt i den delikate vellyd, der skal gøre tricket her.

Og gør det i store stræk. Akkompagneret af glockenspiel, ziter, flaminco guitar, analoge strygere og blæsere, der ikke overdøver grundstemningen, men accentuerer den. Det er intellektuel popmusik, men det bliver aldrig studentikost.

Da jeg var ung, kaldte vi den slags musik barokrock. Navne som Left Banke og Ars Nova var førende på feltet. Og Fairport Convention (og Gangway) står sikkert også på Møllers pladereol sammen med Donovan, Leonard Cohen og Magna Carta. Langt senere opfandt Stephin Merritt sine musikalske magnetfelter, som Møller ikke skammer sig over ikke at kunne slippe fri af, ligesom han på alle ulykkeligt forelskedes vegne udlægger Paul Simon på sin måde: “Hello darkness, my old friend, you’ve come to dance with me again…”

Overskriften på denne anmeldelse kunne antyde, at dette var en mørk plade. Jovist, men ikke formørket. Mørk, fordi sådan er der omkring os, når lyset er slukket, og vi skal gennem det, Springsteen engang besang som ‘Tunnel of love’. Der er lys for enden. Og Michael Møller lyder til slut, som om han ikke længere frygter, at det er et tog, der kommer buldrende.

Tiden læger alle sår, men sårhelingen kan gøre så ondt, at man både er nødt til at nedtone den og dele den med andre for at kunne holde den ud. Tak til Michael Møller for ikke at putte plaster på.

Årets innovatør? Måske, men hvorfor ikke en nominering som et af årets danske albums?

Michael Møller: A Month of Unrequited Love. Producere: Casper Henning Hansen & Michael Møller. Tigerspring/Universal.

SIDSTE: MM fik prisen.

Readmore  

Altid tilbage til FREM

Kommentarer slået fra

Boldklubben FREM fyldte 125 år denne sommer. Tiderne og pengene er ikke til store jubilæumskampe som i sin tid dem mod brasilianske Vasco da Gama og Juventus. Istedet er der udkommet en bog om klubben, dens kultur og dens fans. Selv om bogen mest er i sort-hvid er den broget og farverig, og fuld af anekdoter og anekdotefremkaldende nørdet statistik (ved Steen Bjerre) og ikke så lidt Danmarkshistorie (ved Allan Mylius Thomsen) samt fodboldpolitik, både på og mellem linjerne.

Jeg har i al beskedenhed bidraget med en artikel, som også handler – lidt – om rock.

Jeg har altid savnet en film om Sydhavnen. Den rigtige, altså. Jeg savner en film, hvor Sydhavnen ikke kun bruges som dekoration sovset ind i kolonihavenostalgi og Jan-bogs-romantik.

Indholdsfortegnelsen til denne films drejebog står på nethinden hos de fleste af bydelens beboere. Den første side er godt nok gulnet i kanterne, men datoen lader sig tyde. 21. marts 1532 aftaler kongen, Frederik den Første, og Mester Fadder Bøssestøber, at bøssestøberen skal sørge for vedligeholdelsen af hofhusholdningens høbjærgningsområde i det, der derefter kaldes Kgs. Enghave, en forblæst halvø, der løber ud i Kalveboderne, hvor sælerne boltrer sig.

I århundrederne efter bliver der stakket hø og de Valbybønders køer bliver sendt på græs på marker, hvor tang ved højvande er hyppigere en græs. Halvøen er nok kongens, men den fylder så lidt i hans hukommelse at end ikke Ole Rømer medtager den, da han sidder og laver den første danske matrikel i 1601. Det er ikke sidste gang Sydhavnen bliver overset.

Blader man videre, står der næste gang noget på en side fra 1870. Her sidder brødrene Køhler og hører tiden kalde på initiativ. Jo tommere punchflasken bliver desto mere kalder tiden. De er murermestre. ’Hvad nu, hvis vi kunne stå for både mure og mursten?’ siger den ene Køhler til den anden.

Svaret finder de i en udørk i sydvestlig retning. Firetusinde alens vej fra Købmagergade standser charabancen midt i det brede, lerede hjulspor, nogen har bildt dem ind, kaldes Enghavevejen: ’Vejen, hmhmrf…’ fnyser den ene Køhler, medens den anden ser sig omkring.

Ovre til højre bag forfaldne frugttræer ligger det lige så forfaldne Frederiksholm, den ene af egnens tre gårde. I haven står en lystpavillon, hvor Frederik den Syvende efter sigende kurtiserede i løn med Louise Rasmussen, før hun blev Grevinde Danner, men brødrene Køhler er ikke ud på historisk ekskursion.

Næste år ser der anderledes ud. Frederiksholm Tegl- og Kalkværker sender røg mod sky, og producerer nogle sæsoner senere 25 millioner mursten om året. Og godt nok bliver der ikke gravet guld, men ler giver også liv.

Mest liv er der i svenskerne, teglbisserne, som bebor en bazarlignende barakby klinet op ad værket. De sæsonarbejder, og er mænd, som ikke tøver med at vise det i tide og i utide. Enten på Strandcafeen på det, der senere bliver Borgbjergsvej, eller ovre på Vasbykroen, hvor kroejeren hedder Mikkel med tilnavnet Ræv. ’Det er næsten lige så slemt at runde Kap Horn som at komme forbi Rævens hul’ siger fiskerne derude. Mikkels knortekæp og snakketøj klarer paragrafferne hurtigere end det tager politiet at komme helt fra Svendsgade på Vesterbro.

Fra Klondyke til landkommune

Dette ryggesløse storby-wild west er som skåret ud af en kulørt B-film. Snart skulle den ambitiøse arbejderklasse holde sit indtog. Arbejdernes Kooperative Byggeforening vil kultivere enghaven. 1908 står der på den første byggeattest.

Men Sydhavnen er stadig langt væk. Derude bor kun rakkere, stinkende fiskere og fordrukkent pak. Og så den husleje. 40 kroner om måneden! Men lidt efter lidt lykkes det at få fyldt de nye huse, som er et paradis sammenlignet med lejekasernerne og baggårdene i brokvartererne. Kulturrevseren Broby-Johansen er ikke enig: »Atmosfæren er fed og tung af konformitet, af mæt tomhed udsigtsløs tilfredshed«.

Liv er der nu, og endnu mere kommer til, men leret tager slut i 1918. Køhlers efterfølgere sælger jorden profitabelt. Frederiksholm bliver børnehjem, og veje og karreer rydder buskadser, moser og smutveje, og i marginen i drejebogen anbefales nu lange, stemningsmættede panoreringer uden drastiske klip. Alt holdt i et douche, erindringsoptimistisk skær.

Åh, hvor jeg savner filmen om Sydhavnen som et selvforsynende smørhul i de selvtilstrækkelige sene 50’ere, en gudløs by i byen, men alligevel med hele tre kirker. Bag den ene en bundløs sø. Det skulle være ganske vist. Med hestespand og brudekaret for evigt forsvundet i dybet, som omkranses af hængende kolonihaver.

Kort sagt: Socialdemokratisk Lidenlund-idyl som skåret ud af Poul Hammerichs Danmarkskrønike, et sted, hvor sommeren altid er varm og lang og vinteren kold og klar.

Motorgademareridtet

Men udviklingen, den store ulv i åbenbaringen, står på spring til at invitere sig selv ind i stuen. Sjællandsbroen bliver åbnet, og Sydhavnens navle, Mozarts Plads, bliver omlagt. Året er 1961, og to år efter falder jordlovene ved folkeafstemningen. Og filmen om Sydhavnen skifter umærkeligt, men uundgåeligt karakter fra folkekomedie til krimi med bilismen og planlæggerne som skurkene.

Storbyen skreg på nye indfaldsveje og aflastning. Sydhavnen blev skåret midt over. De store tværveje blev motorgader, og stadsingeniørens ståltråd satte en stopper for alle genveje her, hvor bilerne kun stoppede for rødt, og hver eftermiddag arrangerede FDM og radioens trafikredaktion trafikpropper på P. Knudsensgade, hvor der før var vejtræer, grøftekanter og haver.

Ingen kunne længere skrå over gaderne til vennerne, butikkerne mistede halvdelen af kundekredsen og blev til bodegaer, møntvaskerier og grillbarer. Sydhavnen gik ud af de ligeglade 60ere som et slumrende Torneroseslot, et sølvbryllupskvarter, hvor børnene flyttede, forældrene blev pensionister, og hvor kun 15 procent af indbyggerne kunne finde arbejde.

De mange fabrikker stod glanende forladte som en tavs bekræftelse af Poul Henningsens spådom i 20’erne om, at drømmen om Sydhavnen som et fremtidigt industricentrum ville blive overhalet indenom af udviklingen.

Den udvikling eller mangel på samme var, hvad Sydhavnen fik som belønning for sin socialdemokratiske sagtmodighed. Partiformanden boede selv i mange år på Borgbjergvej og herude ville han altid have været være sikker på en flertalsregering, bakket op af mennesker, han havde kendt siden han flyttede ind nede på Glücksvej, mennesker, der har stolet på politikere, hvis hurtigkørende trafikplanlægning havde det lige som Ole Rømers matrikel. Sydhavnen eksisterede i mange år ikke. Højst som noget titusindvis af biler årligt alt for længe fik lov til at køre igennem, før broen over Kalvebod omsider blev bygget på randen til et nyt årtusinde.

Livet med og uden læderbold

I den film om Sydhavnen voksede jeg op. Min barndom var rund og uregerlig som en læderfodbold af den slags, der bliver bedre og bedre jo flere gange, den bliver brugt. Vi levede i den glemte, slidte del af København, som i aviserne og politiets døgnrapporter altid er blevet kaldt Valby. Vi, der boede i trekanten mellem Vesterbro, Valby og Hvidovre, vidste bedre.
Tiden var 50’erne, og Sydhavnen var en selvforsynende landsby med storindustri som Fordfabrikkerne, OMA-margarine og Hollesens radiatorer – det var før fjernvarmen – nærbutikker som viktualiehandler Ingstrup, der skiltede med byens næstbedste karrysalat, Williams pølsevogn, hvor de ristede pølser havde Danmarkspremiere, tre kaffebarer, et danseinstitut, en biograf, to slikmuttere – den flinke og den dyre – en kommunalt tilklippet urskov, der på bykort kaldes Valbyparken, og i den park var der fodboldbaner ad libitum, korrekt opmålte og opstregede, med reglementerede mål.

Dem måtte vi selvfølgelig ikke spille på, Dion, Frank, Tommy, Allan, Ole og Henning – man skulle være i klub – så det gjorde vi selvfølgelig alligevel. Efter skoletid op på den gearløse cykel, bolden bagpå og ud ad Ellebjergvej i modvind på udkig efter det bedste af alt – et fodboldmål med net på, så vi slap for at løbe efter boldene, som kunne få fart på, når suset fra Kalveboderne forlængede en tåhyler eller en af de helflugtere, vi næsten kun lykkedes med i drømme.
Åh, lugten af tjære, nettene var fedtet ind, og spændingen, ikke kun ved spillet, men lige så meget ved tanken om, at vi kunne blive afbrudt når som helst, når parkbetjenten, Have-Tarzan kaldet, kom cyklende og brøsigt bød os at holde op.

Vi spillede mest med en af de nye bolde af plastic eller hvad det nu var for noget, Superflex. De holdt dog sjældent til en tur ind i tornebuskene. En læderforbold var dengang et bekosteligt klenodie. Vores gård havde to. Den ene var blevet skæv og svampet af flere efterårssæsoners regnvejr. Den anden lugtede stadig ny, af sved, læder og græs, men var langt fra vore dages ergonomisk korrekte bold. At ramme sådan en klump med tåen i en lærredstynd gummisko, som ikke var fremstillet af Nike eller Adidas, gjorde drenge til tøsedrenge. Derfor lærte vi alle ret hurtigt at bruge vristen og den følte inderside for slet ikke at tale om papegøjen.

Nogle af os ville godt lære mere, og begyndte tidligt at drømme om det mest attråværdige af alt – at spille i klub. »Spiller du i klub?« spurgte vi ofte de boldtalenter, vi mødte i de mere eller mindre organiserede kampe mod andre gårde eller veje. Tavs ærefrygt fulgte, når fyren sagde navnet.

I Sydhavnen stod DAI, Dansk Arbejder Idræt, stærkt, de havde og har deres egen turnering, måtte ikke blande sig med Københavns Boldspil Union, end ikke i pokalturneringer. Et lukket kredsløb med en ideologisk overbygning, som kun kom frem i skåltalerne. DAI-storklubben var AIK Frederiksholm. Hvide trøjer, sorte bukser og bydelens bedste julebanko. Opkomlingerne hed KHB, grønne trøjer, hvide bukser. Der spillede Ole, men han var også tilflytter.
På KBU-siden hed det Als Frederiksholm, til nød Fremad Valby i rødt og hvidt og, helt uopnåeligt, Boldklubben Frem, med eget klubhus og opvisningsbane og direkte adgang til selve Mekka, Idrætsparken. Og så en klubdragt, som enhver af os ville give flere års lommepenge for at komme i – rød og blå-tværstribet trøje og hvide bukser.

Frem var sidst blevet Danmarksmester i 1944, men i 1958 vandt holdet sølv, og det efterår følte vi alle, at vi fik medaljer om halsen. Og var ikke et sekund i tvivl om, at Frem på en god dag kunne spille lige op med årets verdensmestre, Brasilien, især hvis de stillede uden den 17-årige sensation, Pele. Det år var jeg mødt op til en træningsaften i Frem, prøvede at få mine fødder gnavet velsignet hudløse af mit livs første – lånte – fodboldstøvler, og kom på hold, skiftevis som målmand eller stående højre back, først lilleput og siden drenge, men aldrig førsteholdet.
Det ærgrede mig ikke, før jeg rykkede op som junior, så steg indbildskheden og forfængeligheden.

Jeg skiftede skole, kom i realen på et gymnasium, der dyrkede håndbolden lige så intenst, som amerikansk colleges dyrker basketball, så jeg endte med at spille håndbold, og de andre i min gamle gård blev medstiftere af Boldklubben Syd-Vest, der i 70’erne og 80’erne var en magtfaktor i DAI-regi, men det kommer ikke denne historie ved.

Forræderi i Hvidovre

Det var længe før The Beatles. Elvis kendte kun de færreste, hans plader kunne nemlig ikke fås særlig regelmæssigt herhjemme uanset hvad Dan Turéll senere prøvede at bilde os ind, og Cliff var bare for tøset, så fodboldspillerne var idolerne. Tidens hippe havregryn hed Bio Foska. Bag på pakkerne var der fodboldhistorier, og i pakken var der billeder af tidens 1. divisionsstjerner, som havde mindst lige så stor bytteværdi som de filmstjerner, især pigerne elskede at gemme fra tyggegummipakkerne.

Når førsteholdet trænede ude på Julius Andersens Vej stod vi der, i støvregn og slud, og så på. Bagefter hjem i gården, af med anorakkerne, som blev brugt som mål, og så var vi Frem – Harald Gronemann, målmandscharmøren Per Henriksen, Frems svar på Garrincha, driblelegenden Bent lb Jørgensen med det logiske tilnavn Solo, den historiske, men lyslevende John Hansen, der, efter at have nettet fire gange i 5-3 sejren over Italien ved OL i 1948 og en professionel karriere i selveste Juventus, var vendt hjem – som amatør.
Og havde været varm på min mor. Eller var det omvendt?

Det, der drog os mod klubben, var ikke kun spillet. Det var mytologien, ville man sige i dag. Dengang gav det bare gåsehud at stå som tilskuer til en træningskamp på grusbanen side om side med den rundmavede bedstefar – venlige Pauli Jørgensen, alle tiders Fremmer, landsholdets lille store centerforward i 30’erne og 40’erne.
Alt dette var også vores, når vi stod søndag efter søndag på vores faste pladser på Hockeybanen i Københavns Idrætspark. Der var som regel to kampe om søndagen.
Den første som regel med kedelige undermålerhold som B 1903 og B 93, mens den sene eftermiddag stod i storklubbernes tegn, KB de seje jyder fra AGF møverne fra Esbjerg, de elegante teknikere fra AB, med legesyge John Njor som en uberegnelig oplevelse, og så Frem, som var et humørhold dengang sidst i 50’erne, et publikumshold, som fik os til at føle os i om ikke samme båd så i overfyldte sporvogn, når vi i linje 3 skramlede i evigheder fra Mozarts Plads helt ud til Trianglen, oftest på bagperronen i bivognen.

Der var trængsel, tilskuertal på 20.000 var ikke usædvanligt til topkampe, tag den, FCK! Og lige så kåde og højrøstede vi kunne være på vejen ud, lige så indestængte og pirrelige kunne vi være på vejen hjem. Værst var det at tabe til et provinshold. Forsmædelse. Sådan må englænderne have følt det, da de første gang tabte til Ungarn.

I 1960 gik min verden i sort. Usårlige Frem røg ned i 2. division. Vi gjorde det med maner. Nederlagene var til at tage og føle på. Bl.a. slog KB os 10-3 – Frem førte 2-0, og i sæsonens sidste tilmudrede kamp, 5. november, vandt AB 6-1 over et Frem-hold, der sagde farvel til topfodbolden og til en hel generation af spillere. Bl.a. John Hafisen, der spillede sin sidste kamp. 2. division var ikke det samme, men vi mødte op, og fra ‘64 spillede Frem atter i 1. division.

Nogenlunde samtidig flyttede mig og min familie til Hvidovre, og jeg havde en troløs periode, hvor jeg stod og følte mig som en vildt fremmed på Hvidovre Stadion, men dog så attraktiv bold med et hold, der mindede om ånden fra Frem, med spillere som John Steen Olsen, Leif Sørensen, Jørgen Henriksen og John Worbye. Men jeg skuttede mig lidt i menneskemængden, da jeg gik i fakkeltog ned ad hovedgaden for at fejre Hvidovres første Danmarksmesterskab i 1966. Frem fik sølv det år, og det næste, og bronze i ’68 og ’71.
Midt i 70’erne flyttede jeg tilbage til Sydhavnen, og det var i mere end én forstand som at komme hjem.

Frem fik sølv i 1976, og et nyt førstehold markerede sig i sidste halvdel af 70’erne med folk som den kraftfulde angriber Ole Mørk, som sidst i 50’erne gav mig bank, fordi vi rødder havde piftet den cykel, han brugte til at bringe aviser ud med.

Slidsomt for psyken

I 90’erne var det slidsomt for psyken at være Frem-fan. Klubben førte en elevatortilværelse mellem 1. og 2. division, og der var langt mellem tilskuerne i Valby Idrætspark, hvortil kampene nu var henlagt. Men det var også i den periode, klubukueligheden stod sin prøve.
Som fan følger man ikke kun sin klub i medieombejlet medgang. På den led har det aldrig været på mode at være Frem-fan. Som der står på klubhuset, kan man forlade sin kone, men aldrig Frem. Der er ­­– med al respekt – ikke mange popstjerner, tjekkede sild, døgnfluekendisser og pressefotografer på stadion, når de rød-blå går på banen.

I stedet er Valby Idrætspark stedet, hvor man kan møde den første kindkyssende kæreste, man ikke har set, siden hun for nogle og tredive år siden lod trusserne falde et kort, evigt sekund nede i kælderen. Eller viceværtens snotforkælede unger, som nu selv kommer trækkende med kone og klapvogn og deres egne muligvis snotforkælede unger.

En kort overgang først i 90’erne lignede Frem den storklub, vi nu altid har opfattet den som. Bestyrelsesmedlemmerne gik med klubslips i silke, pressen blev bespist før kampene, der var ansat en rigtig ung og dynamisk direktør, spillerne, de såkaldte ”fyraftensproffer”, var på lønningslisten og kørte i sponsorerede Alfa Romeo’er, og med Ole Mørk som en kontroversiel, flamboyant træner blev det til en sensationel tredjeplads i Superligaen i 1992.

Det var lysår fra dengang i 1978, hvor Frem som pokalvinder lige så sensationelt hjemme havde slået franske Nancy i Europa Cup’en med 2-0. Ved ankomsten til returkampen spurgte de franske journalister efter et interview med træneren Jimmy Strain. Det kunne desværre ikke lade sig gøre, meddelte formanden Sven Petersen. Træneren var ikke med på turen. Han havde ikke kunnet få fri fra arbejde! Nancy med en ung Platini vandt i øvrigt 4-0.

1992-succesen hvilede på et solidt sportsligt fundament med spillere, der blev stjerner i andre klubber, men økonomisk viste det sig, at Frem spillede på kviksand. Professionalismen var på lånt tid og kassekredit. Efter en forgæves gældssanering i foråret 1993 gik Frem konkurs med en gæld på små ni millioner kroner. En kendsgerning, der senere var svær at fatte, når man hørte, hvordan en klub som Brøndby IF, 12 minutter i bil fra Valby Idrætspark, kunne skylde langt mere til højre og venstre og alligevel drible uden om betalingsstandsning og konkurs.

Det klædte nu ikke Frem at gå med silkeslips, så da det blev hverdag igen i Valby Idrætspark, stod den på mediemørklagte kampe i røven af fjerde division, Danmarksserien. Tilskuertallet faldt, medløberne blev hjemme, det samme gjorde heldigvis de skinheads, der en kort overgang vakte mediefurore ved at heppe på Frem – eller var det sig selv?

Da Frem slog Ballerup med 5-0 på udebane og dermed sikrede sig oprykning til 2. division i 1995, var det for mange af os en lige så stor dag, som da bronzemedaljerne var hjemme i ’92. Og kampråbet gjaldede ud over stadion: »Frem igen igen i top, vi er en klub med stolte traditioner, aldrig aldrig giver vi op…«
Turen ned i Danmarksserien havde gjort ondt, men også godt, og det samme gjaldt for så vidt endnu en forudsigelig konkurs og en relegering til en endnu lavere række, Københavnsserien. Overborgmesteren har sjovt nok ikke længere sin faste gang på stadion. I hvert fald ikke det saneringsmodne af slagsen i Valby.

Der har Frem nu i jubilæumsåret mødt hold som KFUM og Union, som man vel ikke har mødt siden mellemkrigsårene. Spillet er momentvist godt. Stemningen altid til guld. Ikke mindst da holdet suverænt sikrede sig oprykningen til Danmarksserien.

Situationen er med til at understrege to ting: De mange nyopførte industripaladser af glas langs den gade i Sydhavnen, hvor tidligere smuglerne i Jan-bøgerne og skrothandlerne holdt til, har ikke smittet af på bydelen. Den ligner stadig noget fra udkants-Danmark. Heller ikke Frem har virket tiltrækkende på de lokale filialer af de multinationale forlystelsesformidlere. Klubben må nok indse, at den aldrig bliver nogen sponsormagnet.

Tilbage på lystavlen for Boldklubben Frem står, at enhver kan holde med, men for at være en rigtig fan kræver det, at man holder af og holder ud. Præcis som i kærlighed. Og i film, hvis de skal ende lykkeligt.

FREM 125 år – Vi gi’r aldrig op. Redaktion: Allan Mylius Thomsen, Karl Aage Dalgaard og Niels Buch. Udgivet af Boldklubben FREM. 222 ill. sider.

Her kan du se, hvordan du kan få resten af bogen.

FREM møder i øvrigt i aften i første runde af pokalturneringen B93.

Ukrediteret foto lånt herfra

Readmore  

Stadig guld på Skatteøen

Kommentarer slået fra

VI LEVER i sandhed i jubilæumstider. Det gamle guld graves op igen og igen. Noget glimter stærkere end andet. Sebastians Skatteøen er et eksempel på det første. 25-året for pladens udgivelse markeres med en ret lækker genudgivelse. Lyden er shinet op; demoer, som ganske vist blev udgivet både på den længst udgåede Piratpladen og var med på 2006-udgaven, der markerede 20-året for originaludgivelsen, men her får man en ekstra, og det giver faktisk fornyet mening samlet at høre disse rentegninger, forklædt som skitser – sat op imod udgivelsesens sande raison d’etre, musikkens live-orkestrale fuldbyrdelse på en dvd af DR-koncerten fra 1986, Sebastian på Kronborg.

Her viser Lis Sørensen, Steffen Brandt og Lars H.U.G, hvorfor Sebastians sange er så æggende en udfordring for enhver sanger med et ambitionsniveau, der rækker ud over nuet. Og så bygger de sørgeligt nok ikke den slags bands længere…

Som fan af genudgivelsesessays er det måske lidt skuffende, at pladen ikke rummer et sådant eller i det mindste et interview med komponisten, hvor han forholder sig til gårsdagens musik med nutidens ører.

Jeg tillader mig derfor som en slags ydmyg kompensation at bringe et kondenseret uddrag fra min 2009-bog, Sebastian – Når lyset bryder frem (Lindhardt & Ringhof).

Nye læsere kan begynde her.

De gamle læsere kan nøjes med atter at stævne ud med Hispaniola. På øen er der nemlig stadig guld at finde, hvor man mindst venter det.

…………

“TEATERVERDENEN var – ligesom rockbranchen dengang – lille og selvsupplerende. Derfor krævede det mere dristighed og udsyn, end man skulle tro i dag, da Folketeatrets direktør Preben Harris i 1984 henvendte sig for at høre, om Sebastian mon var interesseret i at skrive musikken til Harris’ egen dramatisering af drenge­bogen over alle drengebøger, Robert Louis Stevensons Skatte­øen. En musical! En årelang drøm ville gå i opfyldelse. Samtidig så Knud en mulighed for at gøre op med en af de mest sejlivede fordomme i branchen dengang som nu. Den om at musik ikke kan sælge, medmindre den er rettet mod bestemte målgrupper. Han var led og ked af al den generationsfiksering. Eller som han fortalte mig og Politikens læsere: »Det er på tide at vise, at det godt kan lade sig gøre at lave musik, der kan tale til alle, både store og små.«

Preben Harris forestillede sig cirka 25 sange. Knud svarede, at dem ville det tage to år bare at skrive. Og at han i øvrigt ikke var nogen revymaskine, men godt ville være med til at genskabe den danske musical, for som han sagde: »Hvis det går godt, kan det blive den første danske musical, som har en chance for at blive folkelig på andre præ­misser end den traditionelle musical. Den lefler ikke for nogen bestemt aldersgruppe, men bygger kraftigt på den kends­gerning, at jeg er vokset op med rockmusikken. Dermed håber jeg, at den kan nå ud i andre hjørner af dansk kulturliv, hvor man jo som en gylden regel arbejder efter den tese, at der ikke er sket noget siden Osvald Helmuth og My Fair Lady.«

En ekstra charme ved projektet var for Knud, at »det jo er en farverig historie, så selvfølgelig bliver der en del bajersange, men samtidig giver det store antal mig også mulighed for at bevæge mig i mange forskellige stilarter, og det er jeg glad for. Vi kan jo ikke alle sammen være Bruce Springsteen«. The Boss var da ved at bryde globalt igennem med Born In The USA.

Samtidig så Knud muligheden for at bryde den dengang knæsatte norm om, at ingen rockstjerne med respekt for sig selv sang andet end sange, skrevet af ham eller hende selv. En norm, der dengang var meget dansk. Og som Knud nu var parat til at tage et afgørende livtag med efter med succes at have øvet sig med Lis Sørensen og ‘Stille før storm’.

Medens mange med en lp prøvede at lave en novellesamling, ja, så havde Knud aldrig bestræbt sig på mindre end en roman. Det skulle vise sig, at han ikke fik svært ved at samle sangere, der gerne ville være med til at gøre romanen til rock.

HISTORIEN OM Steffen Brandt er typisk. Da TV-2-sangeren var lille, vågnede han tit badet i sved. Fast hovedrolleindehaver i mareridtet var Blinde Pew, en af sørøverkaptajnen Long John Silvers håndgangne mænd. Så da Sebastian ringede Brandt op og spurgte, om ikke han kunne tænke sig at synge Blinde Pews parti, sagde Brandt ja, før han havde hørt en strofe. Eller tag Michael Falch. Han var ved at lancere sig selv som solist efter Malurt og havde et meget stramt program med pladeindspilning og Bodil-vindende medvirken i sin anden film, Mord I Mørket, men lod sig overtale. På den betingelse, at det kun tog én dag. Den betingelse brød han selv. Da han først var kommet i gang, brugte han nemlig den ene dag flere gange i en nattelang session.

Eller hvad med Lars H.U.G., der tøvede med sit tilsagn om at synge partiet som sørøveren Bill Bones. »Jeg kan jo risikere at miste mit publikum på det,« sagde han. »Jamen, du kan også risikere at få et nyt,« svarede Knud. Det er måske historien om hønen og ægget, men i hvert fald fik den tidligere rockprovokatør Lars H.U.G. smag for et større publikum og fik et skub ud af avantgardebåsen.

Sebastian gravede det første spadestik på Skatteøen så tidligt som 1973. På Over Havet Under Himlen findes sangen ‘Hey ho’, som med omkvædet »femten mand på en død mands kiste« indleder lp-pladens side to, der handler om et menneske, der drager ud for at finde lykken. Og Knud glemte aldrig, da han tog sin tjans i koret i Jesus Christ Superstar. Han har ganske enkelt en svaghed for den genre og kan The Who’s pop-opera Tommy udenad. Og så i Skatteøen en mulighed for at lave »en rockting, der ikke dør, når diskoteket lukker, eller den næste plade udkommer …«

DA PLADEN præsenteredes for pressen, skete det – selvfølgelig – til vands. Den sidste mandag i april 1986 stævnede det gode skib Georg Stage fra Langeliniekajen mod Vedbæk i magsvejr. Om bord var sangerne, pressens udsendte, 100 nyindkøbte redningsveste, ti gange så mange krydderurtsfrikadeller, thairejer, passionsfrugter og stenfrie vindruer på noget, der lignede en firmaskovtur for alle i dansk rocks blå bog. Eller som en deltager bemærkede: “Trak man bund­proppen ud på den her skude, ville Se Og Hør og Billedbladet blive arbejdsløse på en nat.«

Sebastian var ikke alene på øen. Med ham var – ud over Falch, Brandt og H.U.G. – Søs Fenger, Peter Thorup, Allan Mortensen, Peter Abrahamsen, Flemming Bamse Jørgensen, Jarl Friis-Mikkelsen, Anne Grete og hendes hund, Lis Sørensen, den klassiske violinist Kim Sjøgren og Niels-Henning Ørsted Pedersen samt Nils Henriksen, Jens Rugsted, Morten Kærså og Jan Sivertsen. Blandt andre.

Så mange stjerner på én og samme plade. Det måtte da være til fordel for et eller andet, Røde Kors, Amnesty og aids, lød spørgsmålet i en tid, hvor rock- og popbranchen kompenserede for et vigende politisk engagement ved at involvere sig i en stribe velgørenhedsprojekter. »Næh, er pladen til fordel for nogen, er det dansk rock,« sagde Knud, som havde valgt netop de solister, fordi »det kan blive interessant at se, hvad der sker, når de kommer ud af de kasser, de er anbragt i til daglig«.

Sebastian havde en bærende ambition: Han ville se, om ikke det er muligt – til en afveksling – at lege sig gennem et projekt uden at slække på de professionelle kriterier. Det var det! På forhånd lignede det historien om de mange kokke, den gode opskrift og den let fordærvelige mad, men der kom ikke røg i køkkenet. It’s the singer, not the song, plejede de at sige i Frank Sinatras guldalder. Underforstået: En god sanger kan forvandle lort til lagkage. Det handlede om sangerne, og sangene.

OP TIL UDGIVELSEN blev Knud udfrittet om, hvorfor han tog til Skatteøen netop der i fattig-80’erne. Havde han villet lave en allegori over refrænet »enhver er sin egen lykkes smed«? Eller var den rævesnu, distanceblændende Long John Silver i virkeligheden et billede på den Schlüter, som ved valget i 1984 scorede 16 ekstra, usandsynlige, konservative man­dater og kom til at sidde som statsminister årtiet ud? Ville Knud have os til at forstå, at vi allerede var tilbage til de gamle dyder, som accepterede snyd, bare det blev gjort behændigt og i stor målestok? Ikke et ord om vor tid, Stein Bagger og Milena Penkowa.

Da pladen lige var færdigindspillet, uddybede komponisten over for mig: »Selvfølgelig kan man sagtens spørge, om ikke den har noget med vores tid at gøre. Her har vi et samfund, som på mange måder er på vej tilbage til de gamle dyder med nykon­ser­vatisme, og enhver er sin egen lykkes smed, og jungleloven og alt det der, og så er der ikke langt til imperialismen. Set i det lys kan Skatteøen godt læses som en gammel, tidløs historie om adel, røvere og pøbel og ambitioner. Så, ja, man kan godt føre den op til i dag. De ting ligger der, og man kan samle dem op, hvis man vil. Silver er jo så charmerende og intrigant en skurk, at han i dag kunne have været konservativ statsminister, men det er også en historie om eventyrlyst og længslen efter at finde frihed i en kiste med guld.«

Nok hørte nogle Skatteøen som en forvokset børneplade, men snarere havde Sebastian lavet en plade for voksne, der ikke er bange for at gå i barndom, men vel at mærke ikke gemmer sig i den. Og med Skatteøen kom komponisten Sebastian for alvor frem i lyset. Ganske vist bedyrede han i kølvandet på Skatteøen, at han ikke havde planer om at koncentrere sig om at være komponist: »… Uanset om den går skidt eller sælger 100.000, er der jo ikke noget, der binder mig til at lave musicals resten af mit liv.« Den lader vi stå lidt.

PLADESELSKABET Medley blev taget på sengen. Man troede fra starten ikke helt på projektet, men følte, at man skyldte sin danske bestseller at få sin vilje. Og nu stod man med et hit, der bare ikke var designet som sådan et. Men ikke desto mindre netop endte med at sælge langt over 100.000 eksem­plarer. Her var intet band, man kunne sende på turne, ingen video, man kunne lave, godt nok en masse stjerner, men fra forskellige pladeselskaber. En plade, der solgte alene på sine kvaliteter. Branchen var målløs. Det var Knud ikke.

Sceneopsætningen kunne ikke leve op til pladeindspil­ningen. Folketeatret satsede på at nå børnefamilierne. Det føl­somme blev rørstrømsk, og det direkte truende i dele af musik­ken blev tegneseriekulørt med knaldhætter og ketchup. Succesen var dog hjemme alligevel.

Og den dag i dag er Skatteøen fast trækplaster på Folketeatret, hvor den p.t. opføres igenigen. Ligesom den har været, vældig vellykket, opsat i Oslo samt – af alle steder – i Letlands hovedstad, Riga. Og forestillingen kunne nok være nået længere ud, havde det ikke været for Preben Harris’ lidt for fodformede dialog. Til gengæld er Knud glad over, at Skatteøen er blevet en klassiker i det danske amatørteaterrepertoire. Ikke mindst Mastodonterne fik glæde af den. Som Kasper Wilton, Odense Teaters direktør, engang sagde til ham: »Skatteøen er meget mere end en musical. Den er et brand

Skatteøen og dens succes rejste nogle spørgsmål for Sebastian. Hvem var han – sanger eller sangskriver? Hørte han overhovedet hjemme i et rockmiljø, der mindre og mindre lignede det, han var blevet voksen sammen med? Var han færdig før de fyrre? Eller var der et liv og en karriere uden for rampelyset? Svaret beholdt han for sig selv.

Foreløbig.”

Sebastians Skatteøen. Producere: Sebastian, Thomas Brekling, Stig Kreutzfeldt og Nils Henriksen. Genudgivelseskoordinator: Thomas Trolle Hemdorff. EMI.


Readmore  

Back to Top