jørgen ingmann | Søgeresultater

Hair er ikke kun en musical

23. april 2012 // 1 Comment

For et halvt års tid siden fik jeg en mail fra et menneske, jeg engang i en intens periode, fyldt med drømme større end livet, havde tilbragt de fleste af mine vågne timer sammen med, men ikke havde set siden starten af 70′erne. Benny var blevet kontaktet af en tysker ved navn Boris, som havde et pladeselskab, Mayfair Music. Om ikke Benny havde været med i det danske band, Hair? Jo, svarede Benny. Det havde han da. Boris var interesseret i at udgive bandets første, største og absolut eneste album – igen. Og igen i vinyl.

Da tilfældet har villet, at jeg siden er blevet en slags kustode for det band, jeg selv betragtede mig som en del af, selv om jeg kun skrev teksterne, overtog jeg kontakten til den interesserede tysker. Og fik clearet rettigheder etc., og for få dage siden ringede pakkeposten på.

Den remastererede vinyludgave af Piece er et dobbeltalbum. Med på pladen er nemlig også de outtakes og singler, der dukkede op fra arkivmørket, da vi for små ti år siden - i samarbejde med det nu sørgeligt hedengangne Frost Records – fik lavet en cd-udgave med udførlig booklet. En udgivelse, som vi i det mindste selv var ret glade for. Og som nu henstår i tilbudskasserne hos TP Music. Må det ikke gå vinylgenudgivelsen lige sådan…

Nye lyttere kan begynde her:

Det er så længe siden, at det næsten er løgn. Statsministeren hed Hilmar Baunsgaard, Superligaen hed 1. division, B1903 og KB (tilsammen det nuværende FCK) var tophold og fuldblodsamatører, modstanden mod Vietnamkrigen blev mere og mere synlig i gadebilledet med stadig mere voldelige demonstrationer, studenterne sagde nej til professorvældet på Frue Plads, prinsesse Benedikte blev gift med sin Richard, mælk kom i buttede brune flasker og i kulisserne var embedsmændene så småt ved at realitetsforhandle betingelserne for at Danmark kunne blive optaget i det, der endnu ikke hed EU.

Det ville være forkert at sige, at alt dette ikke ragede de langhårede rødder, der stod i et øvelokale i Borup Ungdomsklub på Bellahøj i København og høvlede løs på el-guitarerne i sensommeren 1969. De var selvfølgelig både imod atomkraft og USA’s invasion af Vietnam, men det stod alligevel ikke allerøverst på deres dagsorden. Det gjorde rocken, så derfor var 1969 for dem mest det år, hvor 400.000 hippier i Woodstock i august skulle sætte en ny målestok for, hvor mange der kunne feste med rocken som omdrejningspunkt, og vel at mærke uden at have det andet end sjovt. Samtidig var det også de år, hvor rockens selvbevidsthed voksede. Den kunne ændre verden, sang vi. Og vi troede på det. Også i Borup Ungdomsklub.

Gruppen, der stod og glemte resten af verden til fordel for sig selv og rockens magnetisme, stod ved en skillevej. Vi vidste det godt. Vi kaldte os Second Review, og gruppen var en udløber af det, man i dag ville kalde et partyband – Respect var navnet, og repertoiret bestod af energiske kopier af stort set alt, hvad Small Faces og Spencer Davis Group havde indspillet suppleret med behjertede versioner af Tamla Motown og Stax-hits.

Det var ikke som at være der selv, men det var ret skægt, men rammerne blev gradvist for snævre, og af årsager, der dengang forekom indviklede, men i dag virker lige så naturlige som at ens børn vokser sig ud af deres tøj blev Second Review dannet. Det skulle ikke være pop, og selv om Beatles i de år både med ‘Det Hvide Album’ og Abbey Road satte nye standarder for genren, ville vi noget mere.

Vi hørte Cream, Jefferson Airplane, de i dag alt for undervurderede Traffic, The Band og var selvfølgelig i klar opposition til det kommercielle, datidens udyr i åbenbaringen. Numrene blev længere og længere jo bedre vi kunne spille, – og vi syntes selv vi var ret gode, i hvert fald bedre end alle de syrehoveder, der udgjorde den danske scene, men faktisk var begejstringen for os selv større end den tekniske kompetence. I den retning lignede vi hundreder af andre grupper dengang. Vi prøvede at få datidens anmelderstjerner som Carsten Grolin til at komme ud og høre os. Det gad han selvfølgelig ikke. For hvor interessant var det at høre Gershwins ‘Summertime’ udstrakt til femten minutter a la Vanilla Fudge.

Det blev os mere og mere klart, at vi manglede en sanger. Den, der skriver dette, havde prøvet at synge med, men blev kærligt, men bestemt betonet, at det nok var bedre, at han nøjedes med at skrive det, der skulle synges, så vi indrykkede en annonce. En af reflektanterne, en Ivar Hedegaard, kunne ganske vist ikke selv synge, men han kendte en fyr, som måske kunne gøre noget for os.

Denne anden fyr var »et eller andet ude på Metronome«. Det var forjættende nok for os. Metronome var dem, der i Danmark udgav The Doors. Kunne man komme nærmere himlen? Ind trådte en lille, slank fyr på vores alder, men alligevel langt ældre. Han hed Paddy. Det vil sige: Egentlig hed han Niels-Henrik, og var født i Oslo, men Paddy passede lissom bedre. Han havde en guitarkasse med og var ikke bange for at åbne den, selv om det vist i starten slet ikke var meningen, han skulle være med på den måde. I hvert fald blev Hair først lanceret som en trio. Men pludselig blev det hele anderledes for legekammeraterne Benny Dyhr, Peter Rolnæs, Allan Sørensen og fra sidelinjen Torben Bille. Nu skulle ambitionerne have ben at gå på.

Vi småbrokkede os ganske vist over Paddys forslag til nyt navn: Hair! Det var sgu da en musical. Ja, sagde Paddy, men når vi først er ankommet, glemmer folk alt om den. Den åd vi. Vi havde ikke en krone, men den vinter spillede det ingen rolle. Vi anskaffede os et Acoustic-anlæg med horn på klods og ubegribelig forhandlergoodwill, der dog fik en ende. Jeg kan ikke huske om det lød så meget bedre. Det var ikke det, der talte. Det var meget dyrere, flottere designet, ingen andre herhjemme havde det endnu – et væsentligt konkurrencemoment, og så spillede The Doors på et tilsvarende. Fuck Marshall!

Det første job var 3×45 minutter den 12. august 1969 i Studenterforeningen i København, en hippiehøjborg. De kunne bare vente sig. De lå ned, da vi kom og de lå ned, da vi forlod scenen for sidste gang. Om vi var gode, er vist ikke sådan at afgøre. Vi spillede i hvert fald højt. Tordnende højt.

Med Paddy kom der en anden målrettethed ind over arbejdet. Han vidste, hvad han ville, og var ikke bange for hverken at skubbe til hellige køer eller træde på indgroede ligtorne. Og det kunne ikke undgå at påvirke magtbalancen i bandet. Samtidig foregik der et ikke altid lige stilfærdigt kultursammenstød mellem hans kostskolebaggrund og vores forankring i Valby, Vesterbro og Sydhavnen.

Paddy blev sjakbajs, selv om ingen i de plenumtider sagde det højt.. Og han blev det mest, fordi han havde et repertoiremæssigt overblik og et drive, som vi andre manglede. Hvor meget han egentlig arbejdede for The Doors, stod hen i det uvisse. Han havde i hvert fald en luksusudgave af Jim Morrisons digte på bøttepapir. At bladre i den var næsten lige så godt som sex. Og han var en af de få, jeg kendte, som var ret vild med The Soft Parade, der lige var blevet udsendt.

Inden vi fik set os om, sad vi i april 1970 på Frederiksberg i Wifos-studierne hos Philip Foss klar til at indspille vores debut-lp. Vi var meget imponerede, men tjekkede nok til at skjule det. Foss, en civilingeniøruddannet teknikernørd, havde hidtil enten indspillet akustisk visesang af Trille og den slags, og af el-guitarister kendte han kun Jørgen Ingmann, så da Benny trådte wah wah-pedalen i bund, og lod Telecasteren give lyd, kom Foss styrtende frem bag ruden: »Jamen, den forvrænger jo«. Det lo vi siden meget af.

Tre-fire dage senere så vi anderledes ud. Paddy var ikke kommet endnu. Foss spurgte, om vi ville have lidt kolbekaffe. Ja tak, og »nu må vi se at få nået noget i dag, ikke«. Hvorefter han på glasklart dansk forklarede os, at han undrede sig lidt over, at EMI ikke havde bestilt studietid skriftligt samt indbetalt forskudsleje.

Hvorfor ringede han ikke og fik den biting ud af verden? Paddy havde jo aftalt med dem derude. Sindige Foss ringede, og kom tilbage. Der blev meget stille. EMI kendte intet til en gruppe ved navn Hair, og endnu mindre til at samme gruppe p.t. befandt sig på Nyvej 6 for firmaets midler.

Paddys måde at tage det slag på, burde alene kvalificere ham til at være kapelmester. Det var da rigtigt nok, sagde han og mobiliserede al sin Hellerup-frejdighed, men af og til må man jo gamble, ikke? Foss fortalte ham så bestemt, men så venligt som muligt, at han ikke drev et spillecasino, men en forretning.

Enden på det hele blev, at EMI endte med at betale for opholdet på Nyvej. Officielt var versionen, at vi for egen regning havde indspillet et bånd, som vi solgte til EMI og færdiggjorde for deres penge, Produktionen satte ny hjemlig rekord: små 50.000 kroner. Uhørt herhjemme – og så for en debutant. Derfor var der ikke flere penge til at reklamere for!

Den sommer legede vi superstjerner. Og da pladen kom, var det til rimelige anmeldelser. Indrammet blev især anmeldelsen i Berlingske Tidende, der ikke roste sangen, ja, faktisk fremhævede den som et minus, men stort set kunne lide resten. Ikke mindst fordi musikken – og lyden – forekom anmelderen så professionel målt med danske alen. Den kunne vi godt lide. Selv om Hair spillede til de samme arrangementer som den danske elite, Alrune Rod, Day Of Phoenix og den slags, så vi os i klar modsætning til dem. Der blev ikke røget meget hash i Hair. Og det tætteste bandet kom på en hippie,, var dets tekstforfatter, som den sommer deltog i Thylejren, men tog hjem, da det blev for regnvådt … Vi var med andre ord ikke dus med de indflydelsesrige, og var ikke selv særligt diplomatiske, men fremstod sikkert som nogle nogle-og-tyveårige pralrøve. Vi blev aldrig en del af miljøet, som man siger.

Men Hair kom til gengæld i tv. Det eneste af slagsen, der var – Danmarks Radio. Et rockshow fra Enghaveparken med os som hovednavn, og et ungt, uvasket orkester som opvarmning. Gasolin hed de. Honorar: 2.500 tarifudregnede datidskroner. Og i løbet af efteråret 1970 etablerede vi os faktisk som et af de bedst gagerede danske bands. Vi kom på en popularitetshitliste i Vi Unge som nr. 5, men før Alrune Rod.

Vi havde masser at lave, og troede derfor på os selv. Alt imens hobede regningerne sig op. Det kunne eller ville vi ikke høre for lyden af det ubetalte anlæg. Højdepunktet var en koncert i KB-hallen den 14. november 1970, hvor Hair faktisk scorede en uomtvistelig succes, akkompagneret af et stort kor fra Statsgymnasiet Schneekloths Skole, hvor Benny, Peter og jeg havde gået. Hair var verdensmestre i en halv time, og de roterende lamper på Paddys Yamaha-orgel signalerede gennembrud, gennembrud, gennembrud. Indtil hovednavnet Deep Purple gik på scenen … og Roger Clover intonerede ‘Speed king’, så ingen var i tvivl om, hvem der regerede.

Det er svært at sige helt præcist, hvorfor Hair langsomt begyndte at gå i opløsning, men det ulmede allerede før K.B. Hallen. Når vi overhovedet havde kor med der, var det for at understøtte den nye single ‘Happy Child.’ Singlen blev et hit og gik Top 10 i en uge, men jeg var sur og Benny Dyhr var endnu mere sur. Jeg var sur, fordi Paddy havde skrevet en af mine tekster så radikalt om, at han med god ret kunne kalde den sin egen. Jeg var, inspireret af Keith Reid i Procol Harum, begyndt at lege intellektuel, og følte mig og min forfængelighed forulempet. Måske var jeg bare jaloux på Paddy. I hvert fald skred jeg til tonerne af et Top 10-hit. Faktisk forbedrede han teksten, men det siger jeg først højt nu.

Da jeg havde kommet sammen med Bennys lillesøster, holdt vi naturligvis sammen, og kaldte Paddy stygge ting. De to andre blev. De var mere pragmatiske eller også var de bare musikere. Og det til den bitre ende. Paddy gav nemlig ikke så let op.

‘Happy Child’ blev fulgt op af nyt materiale fra hans hånd. Benny Dyhr fulgte mig over i et andet band, og den tilbageværende trio gik lige efter nytår 1971 i Tommy Seebachs Soundtrack-studier på Gammel Kongevej og indspillede der en række nye sange, bl.a. ‘Sunday Suite’. Pladeselskabet turde dog ikke binde an med endnu et album. Og udsendte i stedet i maj 1971 singlen ‘Come Tell The People’, også meget Doors-inspireret. Samtidig blev bandet suppleret med guitaristen Kasper Marott og sangeren Claire Rayner. En række job lovede godt, men i juli måned samme år var det ved at være slut.

Pladeselskabet ønskede at satse på Paddy Gythfeldt, efter at han havde været i studiet som en del af Hair for at indspille den countryfarvede ballade ‘Sweet Falling Rain’. Da skiltes vandene og vejene. Sangen udsendtes i november 1971 under navnet Paddy Gythfield. Ind over processen var også den dengang herboende tidligere Kinks-bassist Pete Quaife som producer og sparringspartner. Og trods min exit fra Hair endte Quaife og jeg med at skrive en række sange sammen, som skulle give ham comeback og gøre mig rig …

Den 31. oktober 1971 underskrev Peter Rolnæs og Allan Sørensen et papir, hvori de fraskrev sig deres rettigheder. Og Hair, som vi kendte bandet, havde trukket stikket ud. Paddy fortsatte, ukueligheden selv, i flere andre inkarnationer af Hair, og spillede bl.a. på Roskilde Festival året efter under det navn. Men gennembruddet udeblev og gradvis blev tiden en anden, og en ting kan man sige om Paddy – han sad aldrig på skødet af smagsdommerne.

Hair blev fortid, og Hair blev glemt. Vinylpladen stod og samlede støv indtil arbejdet med Politikens Dansk Rockleksikon 2002 tog fart. Det indeholder nemlig en liste over værdisætningen af de sjældneste danske lp’er. Piece ligger højt på den liste, og går på pladeauktioner stadig for 2-3.000 kr. Tekstforfatteren begyndte at tænke sit, og begyndte at tænke det højt, da han havde været en tur på nettet og via en japansk leverandør havde anskaffet sig en pirat-cd-udgave af Piece. Samtidig begyndte bandet at dukke op på diverse, ofte østeuropæiske samleres hjemmeside som »very recommendable …« Syret af et band, som i virkeligheden var ret straight.

Kontakter blev etableret og genetableret, misforståelser ryddet af vejen og længst glemte masterbånd blev reddet fra erodering, og blev renset og shinet op efter alle digitale regler. Vi havde håbet, at der var nogle ordentlige livebånd, der ydede koncertbandet Hair retfærdighed. Det var der ikke. Ærgerligt nok, men de livebånd, der fandtes, illustrerede meget godt en af grundene til bandets opløsning – mangel på materiale. Gruppen spillede alt for længe de samme sange, og for at kunne udfylde de udmattende tidsrammer for job dengang – ofte 4×45 minutter (!) – kastede den sig ud i lange improvisationer af den slags, man skulle være til stede for at elske.

Paddy Gythfeldt fik ikke helt ret i det, han sagde i Borup Ungdomsklub. De spiller stadig Hair overalt, men mindst fem personer i denne verden vil altid tænke på noget andet end musical, når der bliver sagt »Hair «.

Vinyludgaven kan fås her.

Boris har genbrugt det originale engelske cover. Pladen blev i sin tid nemlig også udsendt i England. Kom ikke her…

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Billy Strange fik stjernerne til at skinne

23. februar 2012 // Kommentarer slået fra

Han spillede den 12-strengede guitar på ‘Sloop John B.’, han arrangerede ‘These Boots Are Made For Walking (og ‘Something Stupid’) for Nancy Sinatra (og hendes far), dirigerede og arrangerede for Ole Blue Eyes himself (‘bl.a. ‘Younger Than Springtime’), skrev ‘Limbo Rock’ for Chubby Checker og ‘Little Less Conversation’ for Elvis – for nu bare at nævne nogle af de mange, ofte ukrediterede, men aldrig anonyme indsatser i musikkens tjeneste, som gennem et helt liv gjorde, at Billy Strange var en af dem, stjernerne ringede til, når de skulle skinne endnu mere.

Nu meldes han død, 81 år gammel.

Billy Strange tilhørte den gruppe af studiemusikere i Los Angeles, som gik under navnet Wrecking Crew. En diskografi over hans medvirken ville være en livsopgave for en arkivar, men ville sige alt om Stranges indflydelse i såvel stort som småt i de skiftende lydbilleder fra slut-50′erne og frem.

Teknisk var han intet mindre end fremragende med en helt egen timbre og vibrato, som bedst kom til udtryk på Nancy Sinatras udgave af Cher’s ‘Bang Bang’. Hør den her. Intet under at han i et par år var hemmelig studiemusiker for The Ventures (og for The Monkees). En amerikansk Jørgen Ingmann med et rockende country-twist.

Smørret på brødet gjorde Strange ekstra højt ved fra midten af 60′erne at indlede en seriefremstilling af instrumentalalbums, bl.a. med James Bond-filmtemaer og tidens hits. Stilen fik kælenavnet ‘loungeabilly’. Og selv om de selvfølgelig grænsede til muzak kender jeg en del guitarister, der har dem stående derhjemme uden at skamme sig.

Det gjorde Billy Strange heller ikke. Og det er egentlig ikke så mærkeligt.

Gå på opdagelse i hans univers her.

Lyden af Hank B. Marvin

27. oktober 2011 // Kommentarer slået fra

Rockhistorien flyder over med navne på stildannende og normsættende guitarister. De er alle mere hippe end Hank B. Marvin, som i morgen fylder 70, stadig iført de samme overdimensionerede Buddy Holly-briller som dengang. Marvin blev ikke et sexsymbol. Ikke desto mindre har han med sin elegante, melodiske vibrato- og ekkobårne stil påvirket alt og alle fra The Beatles og Pink Floyd over Carlos Santana til Mark Knopfler.

På dåbsattesten stod der Brian Robson Rankin, men han blev kaldt Hank og tog siden efternavn efter rockabillysangeren Marvin Rainwater. Som mange andre britiske drenge fra krigsårgangene forløste Marvin nemlig sin identitet via countrymusikafarten, skiffle, som hærgede England et par år i 50’erne. Sammen med skolekammeraten Bruce Welch fra Newcastle endte han i 1958-59 som det unge pophåb Cliff Richards velklædte og velkoreograferede akkompagnatører, The Shadows. De trådte dog hurtigt ud af skyggen og etablerede sideløbende deres egen karriere.

Instrumentalhits som ‘Atlantis’, ‘Foottapper’, ‘Wonderful land’ og – i hård kappestrid med Jørgen Ingmann – ‘Apache’ fik mange unge til at ønske sig en Stratocaster-guitar, en Vox-forstærker og en Meazzi-ekkomaskine. Bare spørg danske pigtrådsmusikere som The Cliffters. Johnny Reimar havde stadig heddet Reimar Kristensen havde det ikke været for lyden af Marvins guitar.

The Shadows’ kvaliteter ufortalt så aftegnede Hank B. Marvin 1970-73 en skarpere musikalsk parentes i Marvin, Welch & Farrar. Inspireret af Crosby, Stills & Nash etablerede de deres egen niche. I et ambitiøst, anmelderrost rockregi sprang guitargruppen ud som fuldblods vokalister og komponister. En facet, der videreudvikledes, da de som The Shadows bidrog til Melodi Grand Prix-historien i 1975 med sangen ‘Let Me Be The One’, der fik en andenplads. Og gled på plads i hukommelsen som en af de få mindeværdige grandprix-sange.

Publikum ville dog som altid helst have det, de kendte, så siden har The Shadows reproduceret sig selv med en musikalitet, der aldrig blev maskinel og fejrede 50 års jubilæum som backing band for Cliff Richard på en propudsolgt ‘Final tour’ i 2009-10.

Hank B. Marvin, har siden midt-80’erne boet i Perth i Vestaustralien. Der driver han et indspilningsstudie. Og vedligeholder det store netværk, der er en følge af at være så elskværdigt et menneske, at han burde have en medalje.

Det syntes det britiske kongehus også. I 2004 ville man tildele Marvin en OBE, den næstlaveste i det britiske ordenshierarki – The Beatles fik en MBE. Marvin takkede nej. Høfligt, men nej. Og udtrykte stor taknemmelighed over, at nogen overhovedet havde fået den ide, men Marvin, det erklærede Jehovas vidne, angav private grunde til ikke at ville hædres.

Det gør vi andre så.

Illustration: Fender Stratocaster, den fiesta-røde af slagsen, fra 1956, som Marvin har gjort til sit kendemærke.

Da Blue Moon slog Apache

1. april 2011 // Kommentarer slået fra

Det stod lidt skralt til med rocken i USA i starten 1961. Buddy Holly og Richie Valens var døde, Elvis havde fået klippet kanterne af, mens han havde været soldat, og Little Richard var begyndt at tilbede Gud. Doo wop to the rescue! Bomp-ba-ba-bomp!

I denne uge for 40 år siden tilbragte The Marcels den første af tre uger på toppen af Hot 100 med deres fortolkning af ‘Blue Moon’. Gruppen kom ikke fra doo wop-nærområdet i Bronx, men fra Pittsburgh.

Historien går, at kvintetten bag om ryggen på pladeselskabschefen af hans husproducer havde fået studietid til at lave et demobånd. Med nogle få minutter tilbage af studietiden blev de spurgt, hvad de ellers havde i posen. ‘Blue Moon’ kom op efter at produceren havde foreslået ‘Heart And Soul’, som de ikke kendte ordene til.

Sangen af Rodgers og Hart var i virkeligheden resultatet af, at parret i flere omgange satte ny tekst til en melodi, de i 1933 havde fået kasseret til en film med Jean Harlow. Som ‘The Bad In Every Man’ oplevede sangen igen at blive vraget til en film, men tredje gang var lykkens gang.

Filmselskabets musikforlag kunne lide melodien, og Hart satte atter nye ord til den. Som ‘Blue Moon’ blev den efter krigen ikke alene et hit i adskillige film, men voksede til en evergreen. F.eks. indspillede en ung Elvis den i 1954. Og Bobby Vinton, Sinatra og talløse andre.

Hele den forhistorie er der ikke meget, der tyder på, at The Marcels kendte. Til gengæld kendte de The Cadillacs-sangen ‘Zoom’, som havde en intro, der passede dem bedre. Den hæftede de på deres udgave af ‘Blue Moon’ og en doo wop-klassiker var født med Cornelius Harp som forsanger. Og igangsætter af drømme.

Det blev blandt andet Sha-na-na senere ret glade for.

The Marcels forsøgte siden samme opskrift på sange som ‘Summertime’ og ‘You Are My Sunshine’, men da havde amerikanske teenagere fået noget andet at være månesyge over.

PS: I samme uge var Jørgen Ingmann nummer to på Hot 100 med ‘Apache’.

Grethes glemte greatest hits

23. november 2010 // 1 Comment

Cd’en lå der, lige så undseligt, på et bord midt i Bogforums mylder og falbød sig selv til en pris, der på forhånd lignede en fornærmelse mod indholdet. 100 kroner fattigere og ikke så lidt rigere er jeg blevet af at høre den cd, entusiasten, teologen og radiojournalisten Søren E. Jensen i samarbejde med guitaristen Johnny Stage, har kompileret med titlen Regnvejrsdivaen. Den ukendte Grethe Ingmann – jazzindspilninger fra 1955-59, udgivet af Forlaget Vandkunsten.

Sammen med Klaus Lynggaard har Søren E. Jensen uegennyttigt og fortjenstfuldt gjort sig til leder af Grethe Ingmann-lobbyen. I sit måske lige lovlig selvretfærdige, men gribende og informative booklet-essay lægger Søren E. Jensen da heller ikke skjul på sit ærinde. Han er ude på at gengive Grethe Ingmann hendes rette plads i musikhistorien, ikke bare den danske, men den internationale. Vi provinsrøvhuller vidste ikke, hvilket talent hun i virkeligheden var, og vi, det danske folk, tillod hende at spilde det på bedstsælgende popbanaliteter.

Den påstand kan diskuteres, men det kan ikke diskuteres, at denne cd med gemte, glemte og hidtil ukendte indspilninger fører overvældende bevis for Grethe Ingmanns kvaliteter som (jazz)fortolker, lige på kanten til pop – grænsedragningerne var ikke så strikte dengang.

Den ufaglærte pige fra det ludfattige Amager-miljø viste sig at være en naturbegavelse. Sammen med Jørgen Ingmann, middelklassedrengen fra Bellahøj, skabte hun en distinkt stil, der osede af klasse. Hun skyede sentimentaliteten (før hun besteg blokvognen og der skulle smør på klemmerne) og sang indlevet og fuld af den sorg, der altid går hånd i hånd med glæden.

Cd’ens 20 numre tager hende fra en hidtil uudgiven dokumentation af tiden med Jørgen Grauengaards Orkester over et udvalg af de tidligste grammofonindspilninger til fem, så godt som glemte DR-live-optagelser, hvor Jørgen Ingmann brillerer på gribebrættet, og Grethe Ingmann lyder som det hun var, ung og livsbegærlig, men forrygende sikker i intonationer og fraseringer og allerede med det strejf af blues, som varsler de triste tider, der skulle komme.

Hør hende fortolke Sam Cooke’s ‘You send me’ som ‘Du har mig’, ‘Lonesome Town’ og Grauengaards lille country-stiløvelse, ‘Hvorfor skal det være forbi?’, som hun ophøjer til en ægthed, der ikke blegner sammenlignet med Patsy Cline, en af de sangerinder, Grethe Ingmann for mig at høre er mere i naturlig slægt med, end de jazzvokalister, der ellers plejer at blive nævnt.

“Vi håber, De har hygget Dem i selskab med Grethe og Jørgen Ingmann,” lyder den høflige statsradiofoniske røst til sidst.

Jo tak, og mere til.

Søren E. Jensen er også manden bag sidste års cd, Jørgen Ingmann og digterne, udgivet af samme forlag. Det er godt gået, men flovt, at de samme selskaber, som spandt guld på Grethe & Jørgen Ingmann, stadig skylder os det ultimative bokssæt, parret for længst var blevet til del, hvis de havde været englændere eller amerikanere.

Den første danske guitargud

26. april 2010 // 2 Comments

Amerikanske hitlister var ikke paratviden herhjemme i 1961. Vi havde nok i vores eget. Så først senere gik betydningen af datoen 3. april op for den hjemlige musikbranche. Den dag var The Marcels nummer et i USA med ’Blue Moon’, som havde vippet Elvis og ’Surrender’ ned til en tredjeplads. Et par pladser nede kæmpede Shirelles for at holde sig i feltet med ’Dedicated to the one I love’, men set med danske øjne var det vigtigere at se Jørgen Ingmann på andenpladsen med ’Apache,’ et instrumentalstykke, The Shadows havde hittet med i Europa.

Vi skal helt frem til en syvendeplads for ’Barbie Girl’ i 1997 for at opleve noget, der på den måde modsvarer Jørgen Ingmann (i modsætning til hvad mange tror blev Bent Fabric ikke nr. 1 med ‘Alley cat’ året efter, ‘kun’ nr. 7, men den vandt til gengæld en Grammy). Dermed er denne generte guitarelegantier sat i musikhistorisk perspektiv. I dag runder han 85 i stilhed. Man skal altså ikke forvente ham som ’hemmelig’ gæst ved den Grethe & Jørgen Ingmann-forestilling, der p.t. kører i Tivoli. Allerede i 1984 blev Gibson-guitaren hængt op på væggen. Han havde fået nok. Ikke mindst af den fortærende sceneskræk, der var med til at forkorte og formindske den komfortable karriere, ’Ingmænnerne’ ellers kunne have fået efter at have vundet Melodi Grand Prix med ’Dansevise’ i 1963.

Ingen af de mange danserestaurantgæster, der i efterkrigstidsårene nød Ingmanns Charlie Christian-inspirerede spil kunne have forudset hans modvillige popsucces. Mindst af alle ham selv.

Efter realeksamen i 1941 blev Ingmann piccolo hos musikforlaget Wilhelm Hansen og derpå kontorelev hos F. Bording, et af tidens største trykkerier. Han sparede op, og investerede 45 kroner i en guitar. Som barn havde han lært at begå sig på en violin, og da han tog et kursus i klaverspil stod han teknisk bedre rustet end de fleste. Musiker og musiker imellem begyndte man at tale om hans talent for at forene melodi og improvisation. Bent Fabricius-Bjerre var en af de første, der spottede ham. Det samme gjorde Børge Roger-Henrichsen. Få uger uger før læretiden udløb tilbød han ham et tre måneders job i Randers. Jørgens far kunne ikke forstå, at sønnen sagde ja. Og tak tilmed.

Dermed fik Ingmann et visitkort, som fik Mr. Swing King til at ringe. Fra september 1948 til oktober 1958 var han med i Sven Asmussens Kvintet. Gradvist skiftede han klangideal. Fra Charlie Christian til Les Paul, der lagde navn til guitaren af samme navn. Ingmann var mystificeret af Pauls tonesprog, og nørden i ham satte sig for at afkode det. Han begyndte at trickindspille. I dag lyder det af ingen ting, men dengang krævede det, at man ikke kun skulle være god på en guitar – man skulle være mindst lige så god med en båndoptager. Sammen med civilingeniøren og studieejeren Philip Foss udviklede Ingmann en rumklangsenhed, der kunne forsinke klangene. Effekten kan høres på en række af de mange numre, han indspillede fra midt-50’erne og frem.

Den del af Ingmanns musikalske virke holdt han gang i, selv da han og hustruen oplevede størst efterspørgsel, og de indspilninger danner rygraden i det minutiøst dækkende bokssæt, der kom for fem år siden.

I 1975 blev han og Grethe skilt. Skilsmissen gjorde ikke noget godt for nogen af dem. Der var flere vandpytter end solstrejf. Ingmann blev indspilningschef for Fabricius-Bjerres selskab Metronome og påbegyndte en endeløs strøm af plader. De hed ’Jørgen Ingmanns Hitparade’, men burde have heddet ’Jørgen Ingmanns Lydtapet’. Samtidig var han gæstestjerne på Johnny Reimars turneer, men når spotlightet blev slukket var det svært at tro, at den lille mand, der sad og hang ovre i hjørnet, engang havde været højere placeret på hitlisten end Elvis Presley. Hans faglige stolthed må have været hårdt såret, og selvpensioneringen kan ikke have været et svært valg.

Da Jørgen Ingmann fyldte 80, fortalte han Se & Hørs læsere, at han havde skiftet guitarplektret ud med en pensel og malede abstrakt kunst, og i øvrigt finder livet ”pragtfuldt” med to børn og fire børnebørn.

Illustration fra www.cykelkurt.com

Denne artikel stod først at læse i Politiken 25.4.

De slentred’ gennem regn

17. april 2010 // 1 Comment

Livet var ikke en munter dansevise for Grethe og Jørgen Ingmann. Deres liv og karriere, opture og nedture, besynges i en ny Tivoli-forestilling, som havde premiere i går i Glassalen.

Det er næsten så længe siden, at det er løgn, men faktisk var der en del kritik af ”Dansevise”, da Sejr Volmer Sørensen og Otto Franckers sang i 1963 blev sunget til sejr i det danske Melodi Grand Prix af Grethe og Jørgen Ingmann. Og kritikken kom ikke fra de kulturradikale, der ellers havde så travlt med at forsvare den gode smag i de år. Næh, folkedybet syntes, at sangen var for indviklet og fin på den. En jazzvals og så ved et grand prix. Havde man hørt mage! I dag er vendingen ”et solstrejf i en vandpyt” blevet folkeeje, og enhver ved, hvordan ”en svag tag-fat lyd” lyder.

Under overskriften ”Et solstrejf i en vandpyt” iscenesætter konceptmagerne bag den succesrige Four Jacks-forestilling fra 16. april i Glassalen i Tivoli Grethe og Jørgen Ingmanns liv og karriere, som nok toppede med sejrene ved både det danske og det europæiske Melodi Grand Prix, men indeholdt mere end det. Både opture og nedture. Forestillingen, som har Trine Pallesen og Tom Jensen i hovedrollerne, lanceres som historien om, hvordan arbejderpigen møder middelklasseelegantieren og sød musik opstår. Det er næsten rigtigt.

Grethe Ingmann kom fra Amager og stod i lære som syerske, da hun i 1954 som 17-årig kom med i Malihini-kvartetten. Oprindeligt kun for at danse i bastskørt under et af kvartettens numre i Cirkusrevyen, men det dengang ret populære orkester var i gang med et stilskift fra hawaii-musik til latinamerikanske rytmer. Edmondo Ros var et stort navn. Også herhjemme. Grethe, som dengang hed Clemmensen, kom med kvintetten i radioen, selv om hun ifølge kvartettens leder ikke var køn nok, men til gengæld kunne hun synge. Det program hørte kapelmesteren Jørn Grauengaard. En opringning senere var hun ny forsanger i hans noget mere ambitiøse trio. Stilen var kultiveret jazz og adstadig swing, men der begyndte i musikerkredse hurtigt at gå frasagn om sangerinden med den tydelige diktion og alligevel så smittende musikalitet. Grauengaards trio var husorkester i restaurant Giraffen. Den lå som del af Palladium-biografen ved Rådhuspladsen i København, og havde ry for at tiltrække det, man dengang kaldte ’Hellerup-drengene’.

Sådan en kunne den tretten år ældre Jørgen Ingmann sagtens gå for at være, men i virkeligheden var han født og opvokset på Bellahøj af besindige middelklasseforældre, der accepterede, at deres søn blev mere og mere vild med jazz, så længe han fik en uddannelse. Allerede i læretiden som kontorassistent på Bording Bogtrykkeri, et af tidens største, begyndte han at spille. Han fulgte datidens store danske navn, violinisten Svend Asmussen, men valgte for alvor sit instrument, da han hørte guitaristen Charlie Christian. Under krigen begyndte Jørgen at spille på værtshuse og dansesteder, i begyndelsen i pauserne, fortæller Henrik Kristoffersen i sin store, men desværre lidt for høflige bog om parret, der kom i 2003.

Tingene greb om sig, og pludselig stod Jørgen Ingmann med valget mellem at spille tre måneder i Randers med Børge Roger Henriksens orkester eller fuldføre sin læretid. Han valgte heldigvis det første.
Som Grethe et ti år senere blev Jørgen Ingmann sådan en, man snakkede om musiker og musiker imellem. En dag ringede telefonen. I den anden ende var hans første idol, Svend Asmussen. Efter en succesfuld audition blev Ingmann som nittenårig medlem af Asmussens orkester. Der blev han i ti år. For som orkesterchefen senere fortalte Henrik Kristoffersen: ”Jørgen var lige fra begyndelsen forbløffende perfekt. Der var ingenting at rette. Det var lige som om alt, der havde med det musikteoretiske at gøre, bare sad. Der var intet, man behøvede at fortælle ham. Jeg ved ikke, hvor han fik sin viden fra. Der var ikke noget, som jeg vidste, som han ikke var klar over.”

Det var Grethe Clemmensen ikke klar over, men hun havde spottet, at den ofte smokingklædte yngre herre, der sad ved et af bordene tættest på scenen, var genganger aften efter aften. Han kom, om jeg så må sige, for at se giraffenn. Året efter blev de gift. Partnerskabet blev også musikalsk. Inspireret af ægteparret Les Paul og Mary Ford, som hittede over hele verden med sange som ”Tennessee Waltz”, ”How High The Moon” og ”Vaya Con Diaz”, fandt Ingmænnerne deres helt egen stil, båret lige meget af Jørgens udforskning af el-guitarens muligheder med noget så nymodens som trickindspilninger og Grethes vokal, der nok var følsom og indlevet, men skyede sentimentalitet. Otto Leisners tekst til den amerikanske ”Just Walking In The Rain” blev som ”Slentre gennem regn” et gennembrud for duoen i 1957, og året efter fulgte de op med ”Dagbogen”, Claus Walters fordanskning af Burt Bacharachs ”The story of my life”. Det var i en vis forstand country, men med mahognikant.

Den 24. februar 1963 stod Grethe på scenen i Tivolis Koncertsal og fremførte ”Dansevise,” som var der tale om et dramatisk syngespil. Bag hende sad Jørgen Ingmann og kælede for guitarklangene. Det virkede udsøgt. Sangen havde i sidste øjeblik undergået en forandring. Den var skrevet i mol, men Jørgen Ingmann syntes, at dens nordiske præg blev bedre betonet ved at lade den være i dur. Det viste sig, at dur duede. Sejr Volmer Sørensen havde i øvrigt også skrevet tekst til konkurrencens nummer to og tre det år. En ren Keld Heick. Ved den europæiske finale en måned senere i London havde parret og sangskriverne fået ørerne tudet fulde af sangens begrænsede folkelighed. De havde derfor besindet sig på, at Ester Ofarim med to stemmers overtal havde sunget Schweiz på førstepladsen, men så ringede den norske jury. Igen. Den havde talt forkert. Og så ikke et ord om, at de østeuropæiske nationer nu om dage altid holder sammen i det show.

Den dobbelte grand prix-sejr og den pludselige folkeyndest var god for forretningen Ingmann. Jørgen havde allerede i 1960, lidt uden for nummer, smagt succesens sødme og et millionstort pladesalg, da hans instrumentalnummer ”Apache” storhittede i USA, og var derpå blevet ansat som producer på Bent Fabricius-Bjerres pladeselskab Metronome. Her stod han bl.a. bag ”Belinda” med Rocking Ghosts, og sammen med sin kone fortsatte han deres forfinelse af schlagergenren. ”Sommervind” og ”Bare gi’ mig en rose” er gode eksempler på at folkeligheden ikke fik lov at forfladige deres musik. Det var nok også grunden til, at Grethe Ingmann aldrig blev en renlivet dansktopsanger, da Dansktoppen blev indviet i 1968. Hun havde en række folkekære hits, men der var altid mere, ja, næsten for meget på spil, når Grethe Ingmann sang sig ud og ind. Hør f.eks. hendes version af ”Lonesome Town”. Hun vidste, hvad ensomhed var. En dansk Patsy Cline ville ikke være en dårlig sammenligning. For nogen af dem.

Ensomheden fyldte efterhånden også privat. Parret havde det ikke altid lige nemt. De havde fået parcelhus, som de døbte ”Villa Slendrian”, og to børn, men Jørgen led af en lampefeber, der ikke bare var en grille, men sad i ham som en begrænsende besættelse. Kombiner det med, at Grethe Ingmann musikalsk var ret kræsen og samtidig typen, der livede op foran et publikum, og man har opskriften på en tilværelse, der kræver sin m/k, og konstant fik tilsat ekstra kulør via ugepressens evige opvartning.
Uden at det var nogens skyld blev parret skilt i 1976, efter at Grethe havde mødt en ny mand. Jørgen fik nok af spotlightet, og Grethe endte med at søge trøst og støtte i alkohol. Solopladen ”Lige nu” er en af de oversete danske skilsmisseplader. Melodi Grand Prix havde dog stadig glæde af hende. I 1978 opnåede hun ”kun” en femteplads med halvbroderen Leif Pedersen og Keld Heicks ”Eventyr.” Det er til gengæld en fornem ballade, som lige det år blev overdøvet af en stortromme fra Mabel. Året efter måtte hendes lige lovligt folkelige duet med Liller ud i omvotering med Tommy Seebach, hvis ”Disco Tango” endte med at vinde.

Mens Jørgen Ingmann så skriften på væggen og for evigt hængte sin guitar op på selvsamme i 1984, blev hans ekskone kørt eller kørte sig selv ud på et sidespor. Hun følte sig aldrig hjemme på den blokvogn, hvor hun efterhånden kun med stadig længere mellemrum kunne tjene sine penge ved tivolier og byfester, når hun da ikke krøb i skjul oppe i Asserbo, mens Anne, Sanne og Lis-generationen overtog scenen. Du kan dø af ensomhed, sang hun. Og mærkede dag for dag, hvordan det var. Hendes nedtur blev udstillet i den bedste sendetid, da hun ret overrislet deltog i det direkte TV2-program Eleva2ren i 1990.

Få måneder senere fulgte hundreder af fans den kun 52-årige Grethe Ingmann til graven fra den samme kirke, hvor hun blev gift. En historie så fantastisk, at den burde filmatiseres, som DR-medarbejderen Søren E. Jensen har sagt. Nu bliver den til en musikforestilling, selv om den både er en gyser og en tragedie. Af den slags, der får klicheer til at blive til sandhed. I hvert fald når Grethe Ingmann synger.

Sol, sol, kom igen…

Denne artikel blev først offentliggjort af Dagbladenes Bureau.

Bjørn er okay

25. januar 2010 // 1 Comment

I går sendte jeg i Politiken denne fødselsdagshilsen:

Bjarne Reuters erindringsroman ’Når Snerlen Blomstrer’ handler om Brønshøj, Birgit, Bjørn og Beatles. Vi skriver 1963, men alligevel bliver der i bogen ved at dukke en anden person op, nærmest som baggrundsmusik. Han hedder også Bjørn, men Tidmand til efternavn. Og sangen fra erindringens jukeboks hedder ’Brænd mine breve’. Den sang var alle vegne det år som en påmindelse om, at nok var vi nogle, der sagde yeah, yeah, yeah til det hele, men der var trods alt flest, der gik til frisør og hørte musik af den slags, vor mor ikke skruede ned for.

24.1 fyldte Bjørn Tidmand 70. Han er kun ni måneder ældre end John Lennon, men tilhører en anden kultur. Det har han aldrig undskyldt eller skammet sig over. Tværtimod er han et renlivet eksempel på at den brede pop nok har en svaghed for det sentimentale, men ikke behøver være forloren.

Bjørn Tidmand sang sig varm i Københavns Drengekor under den legendariske Mogens Wöldike og begyndte som ung at optræde for sjov på danserestauranter og natklubber, mens han om dagen ekspederede i stormagasiner og solgte smykker for en sølvsmed. En aften hørte Dirch Passers manager, Svend Borre, ham og hans guitar på et ydmygt sted. Det resulterede 1959 i en indspilning af Sam Cooke-klassikeren ’Seksten et halvt’ (’Only Sixteen’).

Det skete der ikke meget ved, men tidens underholdningsmafioso, Sejr Volmer Sørensen, holdt øje med ham. Og gav i 1963 Tidmand chancen. På afbud fra Poul Bundgaard sang han ’Amiga Mia’ til en andenplads i Dansk Melodi Grand Prix, men da det var det år, Grethe og Jørgen Ingmann vandt med ’Dansevise’, regnede ingen med at høre mere til den venlige, unge mand. De tog fejl. Senere samme år blev han hørt af Bjarne Reuter og hundredetusinder af andre med ’Brænd mine breve’. Året efter var det Tidmands tur til at vinde grand prix’et. Med den lige lovligt smægtende “Sangen om dig”, skrevet af Aksel V. Rasmussen, som et par år tidligere havde gjort ’Angelique’ og Dario Campeotto lige landskendte. I øvrigt vandt Tidmand i en konkurrence, der nærmest blev til mod DR’s vilje, men man havde en forpligtelse over for Eurovisionen. Det lokale grand prix det år varede en time, og man ville først få navnet på vinderen dagen efter! Det blev dog forpurret af B.T.

I det hele taget havde DR det svært med poppen. En overgang havde man nedsat en jury med tykke, kulturradikale briller, der afgjorde, om en plade havde kvalitet nok til at blive spillet i statsradiofonien. Det havde Tidmand ikke. Folket var ligeglade, og i 1967 var tonen blevet anden i Radiohuset, og han scorede en ny landeplage med ’Nu tager jeg til Dublin (med det første fly)’, længe før der var tænkt på Ryan Air.

Samme år havde han hørt en plade, som genopdagede en Ludvig Brandstrup/Elith Worsing-sang, Ingeborg Bruhn-Bertelsen triumferede med i de brølende 20′ere i Tivoli-revyen. Hans producer var ikke vild med ’Lille sommerfugl’. Det blev han. Over 100.000 købte singlen, da den udkom i 1968. I dag er salgstallet ikke til at gøre op, men den er blevet så stor en del af dansk kultur, at man burde udstille den på linje med kolonihavehuset. Og så er det jo tankevækkende, at ’Lille sommerfugl’ og ’Hvem har du kysset i din gadedør’ var de største salgshits i det år, ungdomsoprøret ellers har tegnet livsvarigt abonnement på.

Bjørn Tidmand fortsatte ad den udstukne kurs, da Dansktoppen i 70’erne annekterede den musikalske folkelighed. Men der kom noget maskinelt over arrangementerne, som nok sikrede succes, men ensartede Tidmand, som kunne have udviklet sig til en crooner a la den skånske Sinatra, Östen Warnerbring. Midtvejs mellem country og schlager.

Bjørn Tidmand satte midt i 90’erne tempoet ned, slog sig ned i Århus, hvor han i mange år var en skattet konferencier i Tivoli Friheden. I slutningen af 90’erne fik han lungekræft efter at have røget siden han var 14. Han blev helbredt og røgfri, og velsigner rygeforbuddet, når han som skattet gæst underholder i ældreklubber og på plejehjem, som foredragsholder med og uden guitar.

Han udsender en ny cd i næste måned. Nej, ikke med Beatles-sange, men med viser af Poul Feldvoss og Finn Jørgensen.

Foto: Pressefoto fra sangerens hjemmeside.

Young Flowers i nyt vand

25. juli 2012 // Kommentarer slået fra

Kan det betale sig at gå over åen efter vand? Det spørgsmål kan den engelske rockjournalist Kieron Tyler fra Mojo ikke have stillet sig, inden han gik i gang med at lave sin netop udsendte kompilering af Young Flowers. Eller også svarede han ja. Det sidste lyder som det mest sandsynlige, når man gennemhører disse to cd’er med et af de første danske bands, der både delte tidens psykedeliske vision og som samtidig var så teknisk kompetente, at luften ikke gik af fantasiballonen, når først den var sendt til vejrs.

Samtidig var de ikke så virtuose, at de distancerede sig fra deres publikum. De tog os med på opdagelsesrejsen i stedet for at lade os stå tilbage på jorden i vores lugtende afghanerkåber og udtrådte ørkenstøvler, måbende op mod rockguderne.

Sådan havde de selv haft, da de første gang stødte hovedet mod den nye rockmur, Jimi Hendrix og Cream var ved at bygge. De opdagede, at muren på Harry Pottersk vis åbnede sig og førte indad, udad og opad for den, der troede nok.

De første kim til Young Flowers blev sået, da The Defenders i maj 1967 varmede op for Hendrix i Falkoner Centret. Defenders-guitaristen Jens Dahl og -trommeslageren Ken Gudman havde bagefter svært ved at komme ned på jorden. Her var jo en vej ud af den popfælde, der havde klappet om The Defenders. Sammen med den jazzopfostrede bassist, Peter Ingmann, brugte de ‘the summer of love’ på at øve sig og sprang så ud som Young Flowers ved Festival of flower children i Falkoner Centret 10. september samme år. Som opvarmning for Traffic. De faldt ikke igennem, men hold kæft hvor spillede de højt.

Det blev de ved med, og live fik Marshall-forstærkerne om muligt endnu et hak, da Dahl forlod gruppen efter singledebut’en ‘Like birds’. Hans afløser, Peer Frost, var en lige så formidabel guitarist, men lige den tand mere nysgerrig og musikalsk vovet, som gjorde en forskel.

Den nye dobbelt-cd rummer begge bandets studieplader fra 1968 og 1969, det meste af musikken til Jens Jørgen Thorsens Henry Miller-filmatisering ‘Stille dage i Clichy’ og så en håndfuld liveoptagelser.

Det er nemt nok at høre, hvor Young Flowers havde inspirationen fra. Wah wah-pedalen var endnu ikke så fladtrådt, så den var det sidste teknologiske skrig sammen med phasing, og et Cream-nummer som ‘Tales of brave Ulysses’ har Young Flowers hørt mere end en gang ligesom Mike Bloomfields guitaristiske tour de force på East-West er forbillede for ‘April 68′.

Peter Ingemann har aldrig haft verdens største stemme og han er ingen Jack Bruce, men han formår faktisk på både engelsk (til Walt Whitmans ‘Leaves of Grass’-digte!) og især dansk at lyde både indædt og inderlig. Oppe i træet, der sidder han sgu. Og der er masser af plads på grenen, som aldrig knækker.

Mens den improvisatoriske side af Young Flowers er et velbeskrevet blad, minder denne udgivelse om, at bandet faktisk var ret gode Dylan-fortolkere. Live-versionen fra Århus Stadionhal af ‘Tonight I’ll Be Staying Here With You’ kunne bestå en blindfoldtest som The Band, og ‘Down Along The Cove’ fra Blomsterpistolen har en Louisiana-sumpet mystik og sejt Ken Gudman-spil. Der må lettes på hi-hatten. Og Ingemann kan det der med at lade sin basgang være en melodi i melodien.

Trioens andet album viste formens begrænsninger, men også at bandet i tidens generøse ånd forsøgte at åbne sig. Indforskrevet blev en del medhippier, syrepedalen blev trådt i bund og notorisk er flipperiet på ‘Kragerne vender’, men man var ikke bleg for at indforskrive specialarbejdere, når det krævedes. F.eks. er honky-tonk-klaveret på ‘Won’t You Take My Place In The Queue’ trakteret af det unge vidunderbarn, Tommy Seebach Mortensen.

Skjules kunne det ikke, at blomsterne hang lidt med hovedet, da et nyt årti meldte sin ankomst. For Peter Ingemann indebar det en mere forpligtende intensivering af det samarbejde, der allerede var indledt med sangeren og sangskriveren Niels Skousen. ‘Hey Princess’ var et af deres numre, der endte med at løbe ud i sandet, da Young Flowers efter en uforløst turne til Canada og USA aldrig fik indspillet et tredje album. Nu genopstår det i al sin remastererede elektricitet som et live outtake fra ’69 (i øvrigt for anden gang, for Karma’s live-cd fra 2002 præsenterede de fleste af denne nye cds liveoptagelser). For diskofile feinschmeckere er det værd at notere sig, at ‘Hey Princess’ året efter i akustisk udgave med delvis dansk tekst var et af de første numre, Skousen & Ingemann spillede live – en version kan høres på jubilæumsudgaven af Herfra hvor vi står.

Alt i alt: Blomsterpistolen er stadig skarpladt og kragerne nægter at vende. Om jeg kan lide det? Mand, jeg er syg.

Young Flowers: Take warning – the complete studio recordings. Compilation produceret af Kieron Tyler og Mark Strafford. RPM/Cherry Red Records.

PS: Indehavere af cd’en Young Flowers 1968-1969, udgivet af PolyGram i 1987, vil nikke genkendende til størsteparten af nyudgivelsens track list. Desværre er de engelske liner notes ikke så fyldestgørende som Claus Rasmussens på 1987-udgaven. Til gengæld er lyden mere dynamisk. Der kom også mere eller måske snarere mindre officielt en lidt dubiøs kompilering, Sound Gallery 1967-70, i 1999. Karma’s 2002-cd rummer også liveversioner, som ikke er med her. Den komplete Young Flowers-boks har vi stadig til gode, Peter Ingemann…

PPS: Og så er det lidt sært, men også ganske smukt, at pladens omslagsfoto viser gruppen med Jens Dahl som guitarist. Han medvirkede trods alt kun på singlen.

Pladen kan købes her.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK