Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Kommentarer slået fra

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker.

Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, ulasteligt sortklædte og konceptuelt bevidste.

Som trommeslager er Gaul pulsen i musikken, men selv om han absolut ikke er teknologiforskrækket, er TV-2’s anvendelse af rytmisk mekanik aldrig blevet umenneskelig. Tværtimod har Gaul forenet det moderne isenkram med et godt, gammeldags beat, der har hentet inspiration fra så forskellige folk som Phil Collins og Sly Dunbar.

Og så begyndte det hele i FDF i fødebyen Flensborg, hvor den tosprogede teenager Sven Holger lærte sig at spille marchlilletromme. Efter noder.

En studentereksamen fra Duborgskolen førte til en bifagseksamen i tysk fra Aarhus Universitet, men katederet skulle ikke blive Gauls scene. Sideløbende med årene i Taurus og den første tid i TV-2 arbejdede Gaul som booker for Århus Musik Kontor og brugte jobbet som en læretid. Popmusik er nemlig ikke kun for sjov, men business. Og her er TV-2 godt kørende med Gaul bag skrivebordet, hvor han sidder med samme naturlige ro som bag sit funktionalistisk opbyggede trommesæt.

TV-2 optager ikke hele hans sendeflade. Det musikfagligt organisatoriske har altid haft hans interesse. Han var formand for paraplyorganisationen, ROSA, Dansk Rock Samråd, 1991-93, og medlem af Statens Musikråd 1993-99 uden at nogen beskyldte ham for at gå sit bands ærinde.

Gauls integritet afspejles også af, at han på mandat fra de rytmiske musikorganisationer siden 2002 som repræsentant for de professionelle rytmiske musikudøvere har siddet i Københavns Musikudvalg, som fremmer og samordner musiklivet i den kommune, hvor han selv bor, når han da ikke turnerer med TV-2.

Den runde dag fejres i Kina på en fridag mellem TV-2-koncerter i Hong Kong og Shanghai. Her vil han møde andre, der er oppe på stikkerne…

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Ukrediteret foto fra Gauls hjemmeside.

 

 

 

Readmore  
Nalle bliver ved med at rocke

Nalle bliver ved med at rocke

1 Comment

For tyve år siden ville det have været dumdristigt at sætte penge på, at Nalle alias Roland Lyhr Sørensen ville overleve sin 70 års dag. Dengang hutlede han sig igennem den odenseanske midtby med udstrakt hånd og ordene: »Gi’r du en mønt til en gammel rockstjerne?« En fedmeoperation havde ført til en heroinafhængighed, som fik Nalle til at forsøge at begå selvmord.

Den historie fortæller han i 2010-biografien ’Et liv ad omveje’. Historien endte godt. Netop nu øver han med sit band, Crazy Ivans, (med den gedigne guitarist Ivan Sand) op til en landsdækkende turne, og er fit for fight. Her, hvor han i dag fylder 70.

Sådan virkede han også, da han i 1964-65 som et energibundt med Little Richard og Fats Domino som forbilleder brød igennem med renlivede kopier af soulklassikere som ’In The Midnight Hour’. Som en af få danske sangere lød Nalle autentisk. Sproget var blevet fintunet på langtur som dæksdreng til Australien. Inden da var Nalle blevet udlært som tarmrenser, og var begyndt at få lokale job som sanger. Han havde gået i børnehave med Johnny Reimar.

Soulbølgen herhjemme tog hurtigt land. Nalle har altid været til fals for dårlig rådgivning eller som han siger i bogen: »Jeg har altid været verdensmester i at bygge slotte i himlen, men desværre har jeg også altid været verdensmester i at flytte ind i dem.« Derfor hoppede han med på den bølge, der opstod i landsbyens gadekær. Det gjorde hans stampublikum ikke, og efter forglemmelige numre som ’Hvor er min kone’ blev Nalle havnearbejder.

Via Reimar blev han genopdaget af Gustav Winckler fem år senere. Som Rock-Nalle fik Nalle en indbringende periode på mere og navnlig mindre begavede undersættelser af sange som ’Good Golly Miss Molly’ (’Go’e gamle fru Olsen’) og bodegalavpunktet ’Jeg ka’ godt li’ babser’ (’La Bamba’), som han i sin Mercedes tog med til landets diskoteker i et playbackshow. I 1980 forærede Kim Larsen ’Amanda’ og ‘Bare mig’ til Nalle, der kvitterede med at sælge 25.000 eksemplarer af sangen.

I 1982 producerede Billy Cross albummet ’Side 2’, der skulle rockrehabilitere Nalle. Teksterne var skrevet af Erik Thygesen, som samtidig udgav den lille, men meget fine bog – Nalle, rockens arbejdmand. For første gang fik Nalle melodier og musikere, der matchede hans musikalitet og erfaring. Anmelderne overgik hinanden i imødekommende begejstring, og en sang som ‘Spætter på bål’ viste en ny, mere kontemporær side af Nalle, men den slags kan man ikke leve af. Pladen sank som en sten. Ikke mindst fordi pladen, og lanceringen af den, kom i klemme i interne personalestridigheder på pladeselskabet.

De to nøglefigurer, Nalle havde tillid til og som havde overbevist ham om det nødvendige i at forny sig, i at tage en chance, var raget uklar med direktionen. De var derfor på vej væk. Ingen tog nogen beslutninger. Et eksempel: Da pladen lå færdig, skulle den jo have et omslag. Nalle blev ved med at rykke for forslag. Til sidst blev han så sur på SONET, at han en dag smækkede med døren og på sit umisforståelige fynske udbrød, at for hans skyld kunne de pakke pladen ind i et billede af Gøg og Gokke.

Det gjorde de så.

Et andet eksempel: Det var lykkedes Nalle at lande en aftale om at give tre numre i Lørdagskanalen, tidens mest sete tv-show. Hans optræden skulle times med udsendelsen af albummet. Nalle kom, blev set og sang, men da folk mandag morgen stod i pladebutikkerne (det var dengang) og ville købe Side 2, var pladen endnu ikke nået frem. Det skulle drøje endnu nogle uger.

Kortere fortalt blev Nalles kunstneriske hjemløshed suppleret af en identitetskrise, som sendte ham på gaden den næste halve snes år.

Her i karrierens efterår oplever Nalle så i al medieubevogtet stilfærdighed en genopblomstring. Han udgiver på Marsk Music fine roots- og bluesplader, knytter nye venskaber, bl.a. med Omar Dykes fra Omar & The Howlers, og da Nalle forleden i Chicago deltog i mindekoncerten for guitaristen Magic Slim, lod han sig rive så meget med, at han uden for nummer gav ’Shake, rattle and roll’ i så saftig en version, at man skulle tro, den titel er hans livsmotto.

Og kender jeg ham ret, vil han blive ved det med så længe han kan se lyset, for nu at frasere over titlen på hans seneste album, As long as I can see the light.

Dette er en længere omtale af den artikel, der i dag kan læses i Politiken, både net og print.

Foto: Sisse Stroyer ©

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

Readmore  
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

Kommentarer slået fra

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne høre, hvor han kom fra – The Four Tops, Temptations, Joe Tex og James Brown ville have troet, de hørte sig selv i hans sange – men Bradley var alligevel sin egen, en mand for hvem lidelse og værdighed var to sider af samme slidte mønt.

Jeg ville have elsket at skrive, at hans nye plade, Victim of love, lægger kunstneriske alen til hans størrelse. Det gør den ikke.

Som forgængeren er den udkommet på Daptone Records, selskabet, der kan deres soulhistorie (de står bag Sharon King & The Dap-Kings) og som ikke bliver fornærmet, når man kalder dem retro.

Charles Bradley bløder stadig, når han synger og sangene, superskarpt eksekveret af Menahem Street Blues Band, sidder for så vidt lige i skabet, men bøjlerne hænger som de plejer. Det ville også være urimeligt at forlange andet. Vi taler trods alt om en genre, der funderer sig på tradition og sammenhæng, men når Victim of love alligevel ikke standser tiden på samme måde som forgængeren, skyldes det, at Bradley som sanger oversynger.

Der er drama og dramatik på drengen, men hele tiden? Åndehuller ville have gavnet musikken, og ironisk nok ender Bradley med at lyde som blue-eyed soul, fordi hans vokaludtryk hele tiden balancerer faretruende på kanten af klicheen. En sang som ‘You Put The Flame On It’ lyder som Young Rascals, og det er i min bog fint, men lidt mærkeligt, når Bradley garanteret vil blive sammenlignet med Al Green (YouTube-link)

Kærligheden er for Bradley både en lidelses- og renselsesproces, så der stønnes en del undervejs, så det nærmer sig maner, men på den Brownske ballade ‘Let Love Stand A Chance’ folder sangeren sig ud, uforfærdet, nøgen, uden at forvente at få noget igen. Han kan bare ikke lade være.

I de øjeblikke er Charles Bradley andet og mere end æselørede genopslag i en gammel, slidt bog.

Tidligere på året udkom Menahem Street Band med deres andet album, The Crossing. Flere af musikerne er gengangere fra både Bradley og Sharon King.

Bandets kapelmester, guitaristen Thomas Benneck, er også producer og medkomponist for Charles Bradley, men Menahem Street Band er et instrumentalorkester som hvis Booker T. & The MG’s mødte Blood, Sweat & Tears og Chase. Elegant instrumenteret, virtuost uden at blære sig og hvilende i sig selv, selv når der er mest smæld på varemærkeblæserne.

Melodierne er lidt mageligere end på 2008-debutalbummet Make the road by walking, men det er musik af så høj, gennemorkestreret standard, at den vil få snakken til at forstumme i selv den mest cocktailpludrende lounge. Desværre medvirker Menahem Street Band ikke på den Europa-turne, der den 17. juni for anden gang bringer Charles Bradley forbi Vega.

Charles Bradley: Victim of love. Producer: Thomas Benneck. Daptone/Durham.
Menahem Street Band: The Crossing. Producer: Thomas Benneck. Dunham.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

Readmore  
Julian Lennon fylder 50

Julian Lennon fylder 50

Kommentarer slået fra

Det kræver sin mand at vokse op som søn af et menneske, mange betragtede som en gud, og så undgå at se sig selv som Jesus. Men John Charles Julian Lennon beholdt begge ben på jorden. Og dét selv om han – af alle – valgte den sværeste vej: Musikervejen. I morgen fylder han 50.

Da han efter en del forståelige overspringshandlinger debuterede i 1984 med Valotte, lagde man først og fremmest mærke til stemmen, der spøgelsesagtigt minder om faderens. Genetikken kan Lennon junior ikke løbe fra, men det Phil Ramone-producerede album, bemandet med datidens studiemusiker-esser, rummede radiovenlige singler som titelsangen og The Police-møder-Beatles-balladen ’Too Late For Goodbyes’, der begge blev til Sam Peckinpah-instruerede videoer. Og der skulle ikke meget fantasi til at forestille sig, at sidstnævnte sang var skrevet til og om hans far:

Ever since you’ve been leaving me, I’ve been wanting to cry.
Now I know how it feels for you, I’ve been wanting to die.
But it’s much too late for good-byes, yes, it’s much too late for good-byes.

Time has gone since I’ve been with you, and we’ve been starting to die.
Now it seems you don’t care for me, and I don’t understand why.
But it’s much too late for good-byes, yes, it’s much too late for good-byes.

Og op af skuffen kom historien om, at John Lennon i julegave i 1973 havde foræret sin søn en Gibson-guitar og en trommemaskine, og dermed inspireret sønnen til at følge i hans fodspor.

Enhver Beatles-fans kender også historien om, at en barnetegning af Julian inspirerede hans far til at skrive sangen ‘Lucy in the sky with diamonds’. Lidt længere nede lå historien om, at Julian som sårbar femårig måtte se faderen bosætte sig i New York med Yoko Ono, den absolutte modpol til den husmornormale Cynthia. Julian blev hos sin mor, og så kun sjældent sin far.

De  senere år rapporteres han at have fået et tættere forhold til halvbroderen, musikerkollegaen Sean. Men selv om Julian lader sig se ved officielle lejligheder med Ono, forekommer forholdet mellem dem anstrengt uanset hvor brede smilene er. Julian Lennon opponerer bl.a. mod Onos forvaltning af John Lennons (musikalske) arv, og opnåede kun via et udenretligt forlig en større sum penge. I 2007 frasolgte han dog en del af sine forlagsinteresser i faderens musik.

Det viste sig svært for Julian at følge op på den Grammynominerede debut. The secret value of daydreaming floppede, og i 90’erne tog Julian Lennon en pause. Han fordybede sig, ikke uden talent, i fotokunsten. Tavsheden blev brudt i 1999 af en femte cd, Photograph Smile. I 2011 kom Everything changes, men kun i Storbritannien. Den står foran bredere udgivelse op til fødselsdagen, og er et godt eksempel på, at Julian Lennon altid har søgt at efterleve det råd, hans ’onkel’, Paul McCartney, gav i ’Hey, Jude’, den sang, han skrev som opmuntring til Julian midt under skilsmissen. Det er den med linjerne »take a sad song and make it better…«

PR-foto fra kunstnerens hjemmeside.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

Readmore  
Bernbom næsten uden Larsen

Bernbom næsten uden Larsen

Kommentarer slået fra

51fZIVVcHFL._SS500_
Det er ingen hemmelighed, at charmen, umiddelbarheden og legesygen på Kim Larsens Værsgo-plade er bedst inkarneret i sangen ‘Joanna’. Den synges af den dengang store dreng, Larsens uofficielle plejebarn, Søren Bernbom, uforglemmeligt troskyldigt. Siden har livet for samme Bernbom været en lang sej kamp for at komme tilbage til eller frem til der, hvor man ikke bare skal passe sig selv  (link til BT-artikel).

Det kan man i den grad høre på hans debutalbum, Tilbage igen, der emmer af levet liv, kød og blod, forrevne forhåbninger og en vilje til at overleve, som er både rørende og stimulerende. Bernbom er ikke verdens største sanger, og det giver derfor god mening, at han synger duet med sig selv på en række selvbiografiske sange, der ikke gør sig til mere end de er, men det er ofte mere end nok.

Kim Larsen giver stadig genhør i hans musik. Alt andet ville også være naturstridigt, men det er ikke den obligate genindspilning af ‘Joanna’, der skiller sig ud. Det gør sange som ‘Gav dig mit hjerte’ og ‘Engle*, der er – skal vi nøjes med at sige – meget Larsen-inspirerede (anno Hvem kan sige nej til en engel), men uimodståeligt mundrette og melodiske. Og musikalske.

John Hiatt er også en inspiration. Ligesom Benny Holst og John Mogensen samt Dire Straits og Jon Allen. Og den begavede no nonsense-bassist Joachim Ussing, den bebageligt ublærede guitarist Troels Skovgaard, den gamle Larsen-trommeslager Hans Fagt og den medproducerende multiinstrumentalist Jesper Mejlvang færdes hjemmevant i det terræn. Det swinger på den der måde, man ikke kan spekulere sig til, men som enten er der eller også er den der ikke. Her er den!

Sangene handler om at genfinde sig selv, genvinde fodfæstet. Tonen anslås allerede i den indledende titelsang: “Jeg var en slukket stjerne/på min egen mælkevej/en gammel supernova/der ku’ sprænge hvert sekund…” Og så handler resten af sangene om, at kærligheden overvinder alt, hvis man ellers har tålmodighed (og styrke) nok til at vente på, at den finder en – igen.

Søren Bernbom er den ufiltrerede sangertype (og slet ingen ringe guitarist), der beviser, at det banale rimer på det sande. Men han er ikke bare en social case story med lykkelig udgang, forklædt som voksen. Det er musikken for god og indlevet til. Soul, blues og bodegajukeboks mødes i hans sange. Og har en fest med plads til eftertænksomhed.

I bookletten er Bernbom afbilledet i sit gamle miljø, siddende ved kanalen. Som et livsdueligt tegn på, at skibet hedder Christianshavns kanal og stadig er yderst sødygtigt.

Søren Bernbom: Tilbage igen. Producere: Jesper Mejlvang og Søren Bernbom. Baltic Records.

Coverdesign: Adman

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

Readmore  
Dengang George hørte Chiffons

Dengang George hørte Chiffons

Kommentarer slået fra

Jeg har læst et sted, at havde det ikke været for George Harrison ville The Chiffons og ‘He’s So Fine’ være gået i glemmebogen. Det er noget sludder. I denne uge for 50 år siden anede kun få amerikanere, hvem der var hvem i The Beatles. De vidste for den sags skyld heller ikke, hvem der var hvem i The Chiffons, men det var ligesom hele konceptet bag de mange pigevokalgrupper, der dannede highschool-lydsporet til petting og sværmerier.

Til gengæld kunne de fleste synge med på ‘He’s So Fine’, hvis debutsingle nåede toppen af Billboards Hot 100-liste 30. marts 1963, lå der i fire uger og solgte mere end en million eksemplarer (link til YouTube). Sangen var skrevet af den sorte sangskriver, Ronnie Mack, som præsenterede den for The Tokens. Gruppen, der havde hittet med ‘The Lion Sleeps Tonight’, arbejdede som producerteam og talentspejdere for Capitol Records, og kunne høre sangens hitpotentiale med det samme. Det var der ikke så mange andre, der kunne. Til at begynde med. 12 pladeselskaber sagde nej, da The Tokens tog på salgsturne, inden Laurie Records sagde ja, og tak tilmed.

Ronnie Mack havde fundet The Chiffons alias forsangeren Judy Craig, Barbara Lee, Patricia Bennett og Sylvia Peterson, doo wop’ende deruda’ i kantinen på deres lokale skole på Upper Manhattan. Han brugte dem til demoinspilningen, og The Tokens fandt ikke, der var grund til at skifte stemmer, men endte med selv at spille alle instrumenter på den rumbainspirerede single, fordi de ikke havde råd til studiemusikere. Det fik de til efterfølgeren ‘One Fine Day’…

Begge sange er gode, bandsat iørefaldende udtryk for tidens plisserede teenagekultur, som åbnede sig for uindviede, hvis man kunne kodeordet ‘doo-lang. doo-lang’. The Chiffons nåede sidste gang Top 10 i USA med ‘Sweet Talking Guy’ i 1966.

Og Ronnie Mack? Det lyder som et stykke triviallitteratur, men mens ‘He’s So Fine’ lå nummer 1, døde han. Det viste sig, at han led af lymfekræftsygdommen Hodgkin’s Disease, men havde holdt det hemmeligt til det sidste. The Chiffons overbragte ham en guldplade på hospitalet, siges det.

Og så tilbage til George Harrison:

Da ex-beatlen hittede med ‘My Sweet Lord’ ved indgangen til 1971, skruede The Tokens op for bilradioen. Den sang havde de hørt før. De eller rettere deres fælles ejede musikforlag, Bright Tunes, anlagde sag mod bl.a. Harrisongs, ex-beatlens selskab med påstand om plagiat. Subsidiært at Harrisons indtægter på sangen skulle indefryses indtil retten havde talt.

At de havde en oplagt sag er indlysende, navnlig da Harrison erkendte, at han kendte til ‘He’s So Fine’, da han, i øvrigt i København, skrev ‘My Sweet Lord’, men det amerikanske retsvæsen er for folk med tålmodighed, penge og evne til forhaling. Derfor faldt der først i 1976 faldt der dom for, at Harrison ‘ubevidst’ havde efterlignet Macks melodi, men stadig krænket dennes og Bright Tunes Music’s copyright. Straffen for det blev fastlagt til rundt regnet halvanden million dollars. Det var en del penge dengang. Læs evt. domsudskiften her.

Under forhandlingerne om vilkårene for udbetalingen af det beløb viste det sig, at den gamle, fyrede Beatles-manager, Allen Klein, i 1978 havde købt Bright Tunes af The Tokens. De juridiske mellemregninger er ret langhårede, men gik blandt andet ud på, at Klein etisk skulle behandle sin tidligere klient ordentligt. Summa summarum: I 1981 sanktionerede retten, at Harrison kunne slippe ud af sin copyrightkrænkelse ved af Klein at købe Bright Tunes (og dermed ‘He’s So Fine’) for det samme beløb, som Klein havde givet for forlaget – 587.000 dollars. Restbeløbet forsøgte Macks arvinger at komme i betragtning til. Uden held, og i 1998 blev der endeligt lagt låg på sagen.

Som en ironisk krølle på historien indspillede The Chiffons faktisk i 1976 deres version af ‘My Sweet Lord’. I et arrangement, der – sikkert ufrivilligt – får sangen til at fremstå som helt original (link til YouTube).

Krænkeren selv følte sig hele livet krænket af dommen, men udtrykker i selvbiografien I Me Mine ærgrelse over, at han ikke tænkte på at ændre en eller to toner his og pist, “for det ville jo ikke have haft nogen effekt på sangens feeling…”.

I 1976-sangen ‘This Song’, og ikke mindst videoen til, satiriserede George Harrison over forløbet. Han skrev, sagde han senere, det nummer som et forsøg på “at uddrive den paranoia omkring sangskrivning, som var ved at opbygge sig i mig.” Som Harrison besværgende synger: “This tune has nothing Bright about it…”.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

Readmore  
1983 var Michael Jacksons år

1983 var Michael Jacksons år

Kommentarer slået fra

 

Glem alt om The Police, Billy Joel, Eurythmics, Lionel Richie, Toto og David Bowie, hvis ‘Let’s dance’ nærmest er en hyldest til den, som hitlisterne 1983 tilhørte, nemlig Michael Jackson. I november 1982 havde han udsendt det Quincy Jones-producerede album Thriller, og umiddelbart efter nytår hittede han (og Paul McCartney) med ‘The Girl Is Mine’ på begge sider af Atlanten. Thriller endte med at tilbringe 37 uger øverst på Billboards albumliste, kun overgået af South Pacific og West Pacific med hhv. 69 og 54 uger i en helt anden tid med langt færre udgivelser.

Og i denne uge for 30 år siden var ‘Billie Jean’, den anden single fra Thriller, i gang med sin femte af i alt syv uger på toppen af Hot 100. Det er fortsat et mesterstykke. Små fem minutters hypnotisk puls som skabt til at få bænkevarmere på gulvet. Rytmesporet var oprindeligt skabt af sangeren og komponisten selv på en trommemaskine, men bagefter indkaldtes trommeslageren Leon Ndugu Chancler for at tilføje skæringen lidt ekstra punch. Chancler har selv senere fortalt, at han i et lydtæt rum i løbet af et par timer gennemspillede nummeret en halv snes gange, bistået af gode råd fra både Jackson og Quincy Jones.

En anden drivkraft var basgangen, udtænkt af Jackson, men spillet af Quincy Jones-protegeen, Louis Johnson fra Brothers Johnson. Han blev bedt om at medtage alle sine basguitarer, og da vi befandt os i en tid, hvor pladebranchen ikke behøvede tænke på penge (kun på, hvor de skulle få plads til dem alle sammen…) prøvede de dem alle sammen, og endte med en Yamaha. Som Johnson senere fortalte: “It’s really live, with a lot of power and guts.”

Det samme havde Michael Jacksons sang om berømmelsens bagside, om hende, der prøver at bilde ham ind, at han er far til hendes barn, men det kan det umuligt være, for som Jackson synger: “mother always told me be careful of who you love and be careful of what you you do ’cause the lies becomes the truth…” Ord, der genhørt med al den viden eller mangel på samme, som vi i dag har om Jackson, lyder som et livsmotto, offentligheden ikke gav ham fred til at efterleve.

I et samtidigt interview med Time Magazine sagde Quincy Jones: “Sort musik har spillet andenviolin alt for længe, men dens ånd er selve motoren i pop. Michael has connected with every soul in the world.Thriller har forlængst passeret 50 millioner-mærket og sælger stadig.

Det forbløffende og forførende ved en sang som ‘Billie Jean’ er, at man ikke behøver ane en snus om drengen, der hverken ville være sort eller voksen, for at blive revet med. Vi er alle moonwalkere for vorherre, når Michael Jackson byder op til dans. Se bare den officielle video.

For lige at markere, hvem der passede danseskoene bedst, påbegyndte Jackson 30. april endnu en syv ugers periode som nummer et i USA (og mange andre steder) med ‘Beat it’

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

Readmore  
Clapton leverer mere liv end riv

Clapton leverer mere liv end riv

Kommentarer slået fra

Eric Clapton gæstede Paul McCartney på dennes genreforelskede evergreen-projekt, Kisses on the bottom. Det giver derfor god mening, at McCartney nu er på genvisit på Old sock, Claptons 21. soloalbum. Især fordi pladen er en tur down memory lane for Clapton, præcis som hans forrige album var det.

McCartney og Clapton kollaborerer på klassikeren, ‘All of me’, og selv om Clapton spiller en ikke ueffen solo, lyder det som en hyggestund eller et lydspor til en film fra 30′erne. I det hele taget er der ikke meget riv i denne plade.

De dage, hvor Clapton hele tiden skulle overgå sit eget ry som guitargud er, er længst forbi. Han er en af rockens urørlige ældre statsmand, og har været med så længe, at han bærer sin fortid med sig, også når han synger. Men faktisk er han med årene kommet til at synge bedre og bedre, mere og mere som sig selv, og gør det også her. Hvad enten det er Hank Snow-sangen, ‘Born to lose’, eller hans egen, nye sang, den caribisk krydrede ‘Every Little Thing’ (som står godt til den fine reggaeficering af Otis Redding-sangen, ‘Your One and Only Man’)

Old sock er nok for adspredt, fra metervarefunk til en bodegarockende udgave af ‘Good night, Irene’, til at indgå med fuld vægt i Clapton-kataloget, og pladen besidder ikke samme tilbagelænede selvfølgelighed som den beslægtede 2010-udgivelse, der bare bar hans navn.

Til gengæld er der solid swingende mærkevaremusiceren fra Steve Gadd, Willie Weeks og Chris Stainton, og så rummer pladen 5 minutter og 55 sekunders storslåethed i Claptons fortolkning af Gary Moore’s ‘Still Got The Blues’. Når Clapton med blødende vemod synger de kendte linjer:

Used to be so easy to give my heart away.
But I found out the hard way,
there’s a price you have to pay.
I found out that love was no friend of mine.
I should have known time after time.
So long, it was so long ago,
but I’ve still got the blues for you

er det umuligt at holde gåsehuden nede. Læg dertil, at Claptons gamle krigskammerat, Stevie Winwood, med sit Hammond-orgel forsyner sangen med et tilbageholdt åndedræt, der vibrerer og bevæger. Og alene det at genindspille denne ret kopierede, i virkeligheden Clapton-inspirerede sang og så spille så underspillet, men sublim en strygerunderstøttet guitar, viser Claptons format.

Næste gang må han dog godt trække i nye sokker.

Eric Clapton: Old sock. Producere: Eric Clapton, Doyle Bramhall II, Justin Stanley & Simon Climie. Bushbranch Records/Polydor/Universal. Udkommer 25. marts, men kan allerede nu streames rundt omkring. Blandt andet her.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

 

 

 

Readmore  
Helene Blum smelter foråret frem

Helene Blum smelter foråret frem

Kommentarer slået fra

Kjørmes-Knud har i år nærmest bundet sin knude med dobbeltstik, overmåde hvast og hårdt. Vi nærmer os april, og selv om vintergækkerne nikker modigt med hovedet, er det svært at få øje på foråret i det, Sophus Claussen engang beskrev som ‘stormkolde marts’. Det gør han i digtet ‘I marts’, en koncis, men sansemættet, mesterligt beskrevet hyldest til elskov, svig, håb og forsoning, mødet mellem kulde og varme, både hjertets og vejrligets (se digtet her).

Digtet og sangeren Helene Blums intelligente, men alt andet end fortænkte tonsætning af ordene er det centrale nummer på Blums tredje album, Men med åbne øjne. Pladen kom i januar, men har en kvalitet, som ikke er sæsonafhængig.

Helene Blum ligner en af tidens moderne unge kvinder, en troubadur for caffelattegenerationen, men billedet snyder.

Sammen med sin mand, violinisten Harald Haugaard, har Blum skabt sit helt eget univers. For nemheds skyld kan vi forkorte det folkemusik, men der er ikke meget irsk striktrøje, merskumspibe eller hopsa over musikken, som søger det inderlige og tit finder det.

Ikke mindst fordi Helene Blums stemme er sådan en, der blødgør hårdheden og mistroen i enhver forhærdet rock ‘n’ roll-sjæl. Renhjertet er det mest dækkende ord, og selv om der somme tider går en smule mormor i de ellers ret forfinede arrangementer, er hun både som sanger og komponist istand til at udtrække en tidløs esssens, som er varmende og vederkvægende (undskyld sprogbruget, men det er sådan, man får det af at høre hende). (YouTube-link)

Helene Blum synger tekster af Pia Tafdrup, Klaus Lynggaard (den mærkeligt dragende ‘Isfuglens skrig’), Jeppe Aakjær, Poul Bruun (til Ib Nørholms musik) og – som albummets andet højdepunkt – en fortroldet, koglende udlægning af Mathilde Bondos musik til Jan Toftlunds ‘Syrenprinsessen’, milevidt fra Kim Larsens popudgave. Og spænder med sin indtagende stemme over flere generationer, temperamenter og traditioner. Hun gør teksterne til sine, hun bliver selv en digter, i toner.

Det er dansk musik, ubesmittet af tidens modernitetsjag, og det får den paradoksalt nok til at virke lyslevende og – moderne.

En plade, der også vil holde til næste marts. Og kunstnerisk et gennembrud så naturligt som det forår, der altid kommer til sidst.

Helene Blum: Men med åbne øjne. Producere: Helene Blum & Harald Haugaard. Pile House Records/Gateway.

PR-foto: Sigrid Nygaard.

Kollega CAPAC mente ved udgivelsen nogenlunde det samme.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

Readmore  
Kulturnyt er ikke dårligt nyt

Kulturnyt er ikke dårligt nyt

Kommentarer slået fra

Enhver nyhedsredaktør ved, at vejen til karrieretoppen ikke er brolagt med prioritering af kulturnyheder. På DR1 og TV2 bringer man i nyhedsudsendelserne hellere ti politiske mellemregninger, belærende udlagt af verdenskloge ungreportere, forfremmet til analytikere, end en tophistorie om, at nu er der udgivet denne eller hin synspunktsomvæltende digtsamling eller plade.

Og selv om netavisernes umættelighed efter stof har haft en afsmittende effekt fortrænger kultur fortsat alt for sjældent de utvivlsomt vigtige, men ofte åh så kedelige samfundspolitiske historier fra forsiden af de trykte aviser.

Jeg ved godt, at kulturen dækkes på tv-stationernes hjemmesider, men på selve tv lever kulturen sit eget liv i dertil indrettede reservater, som om man er bange for, at det skæve og uberegnelige skal forurene eller smitte den lineære nyhedsopfattelse. Og når det går højt, dvs. når der er stofmangel, kan kulturen lige klemmes ind inden vejrudsigten.

At kulturjournalistik ikke behøver være ekskluderende eller showstoppende kan TV2-ledelsen forvisse sig om på ’Kulturen på News’, og TV Avisen kan såmænd hente inspiration ved bare at stille ind på P1, hvor man netop sender kultur, så det dur, i programmet ’Kulturnyt’.

Med to gange et dagligt kvarter er ’Kulturnyt’ ikke en erstatning for det i al diskretion, men uforståeligt nedlukkede ’Kulturkontoret’, der varede en time og brugte tiden godt.

Alligevel er den lidt tørre Tore Leifer og den mere musiske Ole Blegvad på skift værter for programmer, der bliver pejlemærker, appetitvækkere og punktnedslag i mangfoldigheden. Og selv om man kunne frygte, at mainstreamstoffet blev for meget produktreklame og nichestoffet for elitært, formår ’Kulturnyt’s reportere faktisk at formidle nysgerrighed og glæde både over det store og det små. For slet ikke at tale om det store i det små.

De seneste dage har vi hørt nyt om multikulturel dans til egyptisk revolutionsrap, været i studiet med den herboende kurdiske gruppe, Li Dinê, fået læst og påskrevet om samtidsnytten af performancelitteratur og nyoversatte sagaer, og er igen via Per Juul Carlsens anmeldelse af en japansk tegnefilm blevet mindet om, at film sagtens kan ses i radioen, og så ville jeg på forhånd have forsvoret, at noget så usexet som etableringen af et mere bæredygtigt arkæologisk museumsmiljø herhjemme kunne have min interesse.

Tak for at få mig ud af den vildfarelse, Katrine Nyland Sørensen.

Kulturnyt, DR P1 hverdage 12.46 og 18.10. Kan genhøres på nettet samt podcastes

Dennne anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top