Pandekager, gedelort og Esmann

Pandekager, gedelort og Esmann

2 Comments

Der er noget særligt meditativt over det at bage pandekager. Det tager den tid, det tager. Jeg foretrækker at vende mine med konstant tilførsel af så meget smør, at det minder om den tv-reklame, hvor en amerikansk muffins-producent forsikrer, at hun ikke kan forestille sig sine produkter uden lurpakket smør.

P1 er et godt akkompagnement til pandekagebagning. Men det hænder, at radioen stjæler opmærksomheden. Som f.eks. søndag, hvor der kom noget perverteret over at fremstille kaloriebomber, samtidig med at Frank Esmann i det andet program af sin serie, Brobyggerne, om et tidevandsskifte i dansk udenrigs-og sikkerhedspolitik, var nået til Somaliland, det ikke-anerkendte land, hvor ingen ting kører som i olie endsige smør, men hvor fremtidshåb ikke længere er et fremmedord.

Med udgangspunkt i udenrigsminister Villy Søvndahls ord om en »ny realisme« i vores tilgang til de tredjeverdenslande, som ikke kender Hørup eller Grundtvig, så at sige faktatjekker Esmann, hvordan en mere aktivistisk, såkaldt ’nede-fra-og-op’-politik på området tager sig ud, fjernt fra Asiatisk Plads.

Det bringer ham fra de måske snart arbejdsløse piratjægere på ’Ivar Huitfeldt’ til Hargeisha og Berbera for at høre, vurdere og frem for alt sanse, om der er basis for en fremtid for demokratiet og ikke mindst befolkningen, her, hvor man kan se en ende på piraterne. Det spørgsmål besvarede programmet med et tøvende ja.

Vi nåede godt omkring, fra officielle røster over eksperter til manden på gaden, i dette tilfælde kvægmarkedet. En af de vendinger, der blev hængende, så den ikke lige kunne fjernes med en paletkniv, var ekspertcitatet om, at fremtidshåbet i Afrikas Horn er forankret i, om der er nok tålmodighed til stede fra magthavernes side. Det er nemlig en gammel sandhed, at afrikanske ledere har det med at blive mere autoritære jo mere deres autoritet undermineres.

Som radiofoniker evner Frank Esmann at formulere sig skarpt, ja, sarte sjæle vil kalde det polemisk, men aldrig så subjektivt, at der bliver noget at komme efter for en civilisationskriger som Marie Krarup (DF). Nye generationer vil måske finde hans tilgang old school-agtig. Det tror jeg ikke bekymrer ham. Han er nemlig ikke forældet. Han er bare engageret og udrustet med noget så medieumoderne som lige dele skepsis og nysgerrighed. Og kan med små midler få os til at mærke det gule støv fra vejene og lugte gedelorten på markedspladsen, samt sætte ting i tankevækkende relief uden partout at bøje dem i neon. F.eks. interviewede han Somalilands udenrigsminister, dr. Mohamud Abdillahi Omar, om bl.a. behovet for pragmatisme og truslen fra islamisk ortodoksi, alt i mens muezzinerne i baggrunden kaldte til bøn.

Frank Esmann har af en eller anden grund aldrig modtaget Krygerprisen. Var det ikke på tide?

Og mine pandekager? Ja, for første gang meget længe mistede jeg grebet om dem, og en af dem brændte på.

Brobyggerne, 2. afsnit. P1. Hele serien kan høres på www.dr.dk/podcast 

Foto: Agnete Schlichtkrull/DR ©

Dette er en lidt længere version af den anmeldelse, der kan læses i dagens printudgave af Politiken.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

Readmore  

Mr. Swing King danser ind i 60′erne

1 Comment

PeterAG_0103f

Det var på BogForum for et par år siden. Peter A.G. blev interviewet om antologien, Fra balkonen drysser alle Peter A.G.’s sange. »Jeg forbeholder mig retten til at være et sart næsehorn«, erklærede han.

Poetiske og rammende ord. Som så mange andre fra manden, der hedder Nielsen til efternavn, men er AG for sine fans og de vist ikke helt få, der synes, han ikke er til at holde ud. For Peter Andreas Gjerluf Nielsen har altid været en smagssag, men man skal være lige så næsehornsstædig som ham selv for at frakende ham betydning for dansk rocks udvikling.

I morgen fylder han 60.

Det startede i Skjern under julesalget i 1966. I vinduet i morfars boghandel fik Those Gnags med Peter og storebror Jens lov at give koncert. Siden kaldte de sig bare Gnags og scenerne blev noget større.

Efter en bifagseksamen i dansk fra Aarhus Universitet og en flirt med journalistuddannelsen satte Peter A.G. – og resten af Gnags – sig for at videreføre hippiearven fra forbillederne og vennerne i Alrune Rod med kom-sammen-sange. Op gennem 70’erne blev det til en både lokal og global og bandsat dansant musik. Gnags var både underlige fisk, vilde kaniner og blå hunde. Og det stod enhver frit for at blive som dem.

Gruppen hentede senere inspiration i de varme lande. Turneer til Mellemamerika og Afrika var øjen- og øreåbnere, også musikalsk.

Plader som Er du hjemme i aften, Burhøns og Intercity var prologer til det uovertrufne stræk af 80’er-plader, der med stilgreb fra Talking Heads og ikke mindst Bob Marley efterlyste plads til begejstring i et kuldslået, selvisk, kartoffelkureret Danmark. Og som selv skabte den plads. Ikke mindst ved de mange festivaler, hvor gruppen med AG som både selvforglemmende og selvcentreret centrum lød, som om de havde puttet noget i alles kaffe.

Vi blev swingkonger for en stund, når Gnags var på scenen. Samtidig lod AG fremmedhadere vide, at udlændinge er en berigelse, og hvorfor lægge armene over kors, når man kunne sige: »Lige meget hvem du er/lige meget hvor du er/så velkommen her…« Det gjaldt om at finde muligheden i begrænsningerne, som han sang i det sprog, F.P. Jac beskrev som »dette dybt sporende samtalelyttende Nielsenbrus…«

Undervejs oparbejdede Gnags en større organisation. AG og de andre ville, efter svensk model, sidde på produktion og distribution, så man ejede eget studie og bookingbureau, og gruppens pladeselskab, Genlyd, blev et kraftcenter. Nogen mente magtcenter. Også selve beliggenheden, Århus, var en kulturpolitisk markering.

I sommeren 1990 solgte man Genlyd. Til tysken. Multinationale Bertelsmann købte. Og Gnags & co. fik en god pris på et tidspunkt, hvor et pladeselskab endnu virkede som en god ide. Gruppen fortsatte med at udsende plader på Genlyd, og besvarede den ideologiske kritik af salget med variationer af vendingen om, at fordi man er idealist behøver man jo ikke være dum. Pengene stækkede ikke kreativiteten. Den efterfølgende cd, Lygtemandens sang, er blandt bandets bedste, men set i bagklogskabens lys blev den en svanesang.

Der kom yderligere en håndfuld plader, som ikke alle var så unødvendige som yngre anmeldere mente, men AG var for mange kommet til at stå for noget, der havde været. Noget så oldnordisk som solidaritet og holdning, og man fortrængte/glemte, at gruppen i den grad havde været musikalske globetrottere, så et stykke ind i det nye årtusind kyssede Gnags tiden farvel. Fordommenes bekæmper, Peter A.G., endte med at give fortabt over for fordomme.

Allerede i 1979 havde bassisten, sangeren, keyboardspilleren og guitaristen udsendt sit første soloalbum, og i 1997 kom det andet, Solo, med subtile, varmegivende sange, der uden at blotte sig Se & Hør-agtigt siger en del om ham. Som hans mangeårige samarbejdspartner, musikkonsulent Jesper Bay, tilføjer: »En af Peters foretrukne metaforer er havet: Blødt og blidt, vildt og voldsomt, den stærke strøm. Aldrig stille, altid i bevægelse. Dybden, spejlingen. Alle de elementer rummer han også som person. Det gør ham til den mest inspirerende mand at arbejde med og ind i mellem også den mest frustrerende.«

Sidste år udgav sangeren det utilsløret selvbiografiske album, Det Scene Show, fulgt op af en turne, hvor han sprang ud som den historiefortæller, han dybest set altid har været.

Pladen handler om at blive ældre uden at være gammel. Det forhindrer livet som far og bedstefar samt samlivet med reklamedirektøren, Anouska Sinding. Måske bliver der tid til en slapper under bøgen af og til, men stolen på baren ved molen må vente lidt endnu på en sanger, der nu om dage ikke ser den lave sol over Århus, men over søerne i København.

PR-foto: Henrik Sørensen

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

 

 

Readmore  

Omkring Elbæks exit

2 Comments

I journalistfaglige debatfora på nettet er der ingen kø ved håndvasken efter Uffe Elbæks exit. Ingen journalister synes nemlig, de har snavsede hænder. Det var hans egen skyld, hedder det i den selvafstivende konsensus, journalister forpupper sig i, når man antyder, at standen i almindelighed og Christiansborg-journalister i særdeleshed har et medansvar for det, TV Avisens chefanalytiker, Ask Rostrup, i en forsvarstale på www.journalisten.dk kalder »den politiske virkelighed«.

Af og til kunne man ønske sig, at journalisterne gjorde som Jan Pytlick under håndbold-EM – genså ’kampene’ på video for at se, hvad man kunne gøre bedre næste gang, og gerne i slow motion, for det er i detaljen, vi tydeligst ser mediehyænen lette ben. Som da Margrethe Vestager efter et gruppemøde prøvede at tale med journalisterne. De ville bare råbe mod hende i den der krydsforhørsstil, der viser, at de har set for mange film. En af dem blev ved med at spørge, om hun havde forsøgt at overtale Elbæk til at blive. Og når jeg skriver ’blev ved’, underdriver jeg. Hvad skulle vi bruge svaret til? Vestager gled elegant af ved at sige, at hun havde en aftale med nogle gule ærter.

Den journalistisk dyd om at bide sig fast til benet knaser bliver til en kliche, når benet viser sig at være en protese.

Elbæks dispositioner har virket dubiøse og hans krisehåndtering har været uskøn, men det sidste har han så fælles med nyhedskoblet, som ikke skuffede fordommene, men kørte sig selv op til et glammende hysteri, der overdøver perspektiv og proportioner. Som Berlingskes blogger, Mads Kastrup, skrev: »Havde Borgens journalister og kommentatorer dækket Cuba-krisen, var de formentlig faldet døde om af ophidselse ved første telegram … Eller de var muligvis bare gået hjem i erkendelse af, at så afgørende konfliktstof har de intet sprog for.« (Læs hele indlægget her)

Senere på aftenen var Marianne Jelved gæst i Kulturen på News, og fortalte Stephanie Surrugue, at »kunst er det, der får os til at hænge sammen.« Det samme tillader hverken politikere eller journalister politik at være.

Men TV2 fik da luftet helikopteren i torsdagens løb. Tænk, den kan selv i dagslys finde ind til Kulturministeriet, hvortil der to gange før overdragelsesforretningen blev stillet om til juniorreporteren, som i breaking news-toneleje betroede os, at bordets buketter i cellofan var til den afgående og den nye minister. Han kunne ikke sige, hvem der ville få hvilke blomster. Stay tuned … Måske når han næste gang at binde sit slips ordentligt.

News ville dog ikke være News, hvis ikke der i ventetiden var blevet plads til en ganske fornuftig snak om Elbæks eftermæle. Teaterdirektør Martin Tulinius og den synftige musikerformand, Anders Laursen, lagde ikke fingrene imellem, men var ikke uden empati.

Derpå fulgte et indslag om, at der nu er så godt som ryddet for lumske landminer – i Uganda.

Illustration: Officielt billede af Steen Brogaard fra Folketingets hjemmeside.

Denne tv-anmeldelse er en lidt længere af den, der står i dagens printudgave af Politiken.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

Readmore  

Verdensmusikalske fotos

Kommentarer slået fra

Vi kalder det verdensmusik, men udtrykket er og bliver endnu et bevis på mindst to ting: Uanset vejbredden er mainstream ikke i stand til at få plads til alt, og ikke alle kunstnere ønsker at køre ad den vej. Og den hvide race evner ikke at fatte, at andres kulturer er mindst lige så mangfoldig og forskelligartet som vores. F.eks. vil afrikanske musikere opponere mod at komme ind under en og samme tropehjelm. Afrikansk musik er mange ting. Der er langt fra Mali til Mauritius.

Det samme er sydamerikansk og så videre og så videre. Fælles for den musik, vi ikke mindst af marketingmæssige grunde kalder verdensmusik, world music, er, at det i bogstaveligste forstand er sange fra de varme lande. At disse så også sagtens kan inkludere både Grønland, Finland, Ungarn og Louisiana, lader vi ligge.

To ting er sikre i forbindelse med verdensmusik: Der er garanti for musik, der minder os om vores egen begrænsning, og udfordrer den. Hvad enten sangene synges af Milton Nascimento eller Eivør Pálsdóttir. Og der er garanti for farverige billeder. Og i bedste fald billeder, der ikke bare handler om musik, men er musik.

Den slags fotos tager danske Jacob Crawfurd. I de seneste tre år har den professionelle verdensmusikmesse, WOMEX, i relativ medieubemærkethed haft til (fulde) huse i København. Og Crawfurd har været messens officielle fotograf.

Det forstår man godt, når man ser de billeder, der fylder hans netop udsendte bog World music world. Det er svært ikke at få lyst til at høre musikken, når man ser de billeder. De er så generøse som selve musikken. Se selv smagsprøver her.

Bogen kan bestilles fra Blurb.com efter ‘print-on-demand’-princippet. Ved bestilling online vælger man selv mellem soft cover eller indbundet hard cover i lidt kraftigere papir. Bogen findes desuden som eBook til iPad. 

Readmore  

Fogerty fortæller alt – i 2014

Kommentarer slået fra

Få rockstjerner har så god og grum en historie at fortælle om udbytning og optrækkeri som John Fogerty. Og nu skal det åbenbart være, for webmagasinet Icon vs. Icon meddeler, at Creedence-kaptajnen har skrevet kontrakt om en selvbiografi, der planlægges udsendt i 2014. Aftalen er indgået med Little, Brown & Co., som også udgav Keith Richards’ med rette roste erindringer.

I bogen, som endnu ikke har nogen titel, vil Fogerty ikke lægge fingrene imellem, heller ikke i forhold til sig selv og slet ikke i forhold til forholdet til de andre i CCR, især hans bror, Tom. Og så vil grovfilen givet blive taget i brug mod indehaveren af Fantasy Records, Saul Zaentz, som først efter en langvarig retssag af Højesteret i 1983 blev pålagt af betale bandet henved ni millioner dollars i efterbetalt royalty, penge, de dog kun endte med at se en brøkdel af.

“Jeg ønsker,” siger Fogerty, “at fortælle historien om, hvordan jeg kæmpede hårdt for at bevare min kunstneriske integritet på trods af modstand.” Han er, siger han, “kommet til et sted, hvor han kan se tilbage og reflektere over alle disse hændelser og delagtiggøre jer i, hvad der virkelig skete. Det er mig, der gennemlevede det, og man se mig fortælle historien for første gang,” siger han, hvis band, Creedence Clearwater, blev kaldt “progressive og anakronistiske på en og samme gang”, da de blev indlemmet  i rockens Hall of Fame. Et ret præcist signalement af sange som ‘Proud Mary’, ‘Who’ll Stop The Rain’, ‘Up Around The Bend’ og ‘Fortunate Son.’

Bogen vil også komme ind på kærligheden til hustruen Julie og det vendepunkt, hun blev for sangeren og sangskriveren, der selv planlægger at indlæse bogen som podcast.

Inden da fortsætter arbejdet med albummet Wrote a song for everryone, som forventes udsendt til næste år.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Ukrediteret pr-foto fra kunstnerens hjemmeside.

Readmore  

Og på elektrisk kamera … Jørgen Angel

Kommentarer slået fra

Jørgen Angel har været til mange koncerter. Og jeg har været til de fleste af de samme. Han først som fan og fritidsfotograf og siden som fotograf og fritidsfan. Han har været i hukommelsens mørkekammer og genfremkalder nu fortiden i Beat mm, en grafisk stilsikker coffee table-bog, udgivet af Den Gamle By i Århus (det måtte jo komme…). Museet er fra i dag fast hjemsted for hele hans samling af billeder og negativer. Bogen akkompagneres af en udstilling samme sted.

Det vil være unfair ikke at nævne, at denne anmelders øjne muligvis er farvede af, at fotograf Jan Persson (og jeg) i 2008 udsendte en bog med stort set samme tema, stort set samme titel og i stort set samme format. Forskellen på Angel og Persson beskriver Persson selv i Angels bog: “Jørgen gik også efter de mere poppede ting. Vi andre vrængede lidt på næsen af det, vi var jo højrøvede og fine, det var den store kunst hver gang…Han gik på en eller anden måde mere til biddet – tog i byen med musikerne, opsøgte dem på hoteller, backstage og så videre. Det tænkte vi andre ikke på. Vi var der måske nok, men det var ikke der, vi tog billederne.”

Folk som Jan Persson var på arbejde. Og var allerede voksne og veteraner, da den pæne forstadsdreng, Jørgen Angel, i 1966 fik færten af noget, der var større end ham selv, og som han bare måtte være med i, om det så ‘kun’ blev som iagttager. “Som en humlebi uanfægtet af sin egne mulige flyvefærdighed fløj han ud af reden i forældrenes villa i Lyngby med sin mors feriekamera i hånden og landede helt inde i hjertet af 60′ernes viltre ungdomskultur,” som bogens billedtekstforfatter og anekdotenedskriver, Martin Blom Hansen, formulerer det.

I starten fotograferede Angel til medlemsbladet i Gladsaxe Teen Club og solgte billeder til andre fans for en krone stykket. Det var der, han tog sine første scoops, billederne af den spritnye konstellation, Led Zeppelin. Det førte siden til en livslangt venskab med et af Angels yndlingsmotiver, Jimmy Page. Siden blev Angel fast leverandør til (pop)magasiner som Go og Vi Unge samt Berlingske Tidende. Han var dermed ikke så hip som de andre fotografer, men bildte sig ikke ind, at han var noget ved musikken. Istedet var han en venlig, forekommende, men aldrig føjelig mand, der altid så ud, som om han tænkte sit, mens han dokumenterede en subkulturs vej mod mainstream.

I dag sælger Angel sine billeder via det monopolagtige, globale bureau, Getty Images, og hans navn er kendt af dem, der læser billedtekster i Mojo, Uncut og Rolling Stone. Eller interesserer sig, hvem der har taget coverbilleder. Han lagde kameraet på hylden i midtfirserne, da branchen gik i selvglad selvsving og arbejdsvilkårene for (koncert)fotografer blev utålelige – det er de sådan set stadig.

En del af Angels billeder, f.eks. det af Annisette foran spejlet eller af den hedonistisk poserende Freddie Mercury, er af den slags, anmeldere kalder ikoniske. Angels billeder tilfredsstiller ikke altid nutidens fotografiske ambitionsniveau, men de emmer af øjeblikstilstedeværelse. Som han selv siger i bogen: “Man er som en håndboldspiller foran målet. Måske skal man ændre beslutning, når man hænger i luften, og målmanden har bevæget sig. Det foregår i et splitsekund. Så hurtigt kan man ikke tænke, og det er andre mekanismer, der sætter ind. Refleks måske.” Bogen viser, at Angel har ret gode reflekser. Og vidner om, at han ikke var ude på at lave kunst. At en del af det så alligevel bliver det, er jo netop kunsten. Og hvor er der i øvrigt mange farver i sort-hvide billeder…

Der er, paradoksalt nok, lidt for mange billeder i den tematisk opbyggede bog, lidt for mange i enhver forstand for små billeder, lidt for mange billeder af guitarister, der lirer guitar – billeder der med fordel kunne have været skrottet til fordel for fotos, der i højere grad kunne have fortjent hele opslag eller såkaldt falske opslag.

I takt med at Jørgen Angel blev teknisk dygtigere, blev musikere også dygtigere til at gemme sig bag facader og attituder. Det giver ikke nødvendigvis de bedste arbejdsbetingelser for en fotograf, men af og til brænder ægtheden igennem, som på et vidunderligt, nøgent ikke-nøgen-billede af Kim Wilde, som pludselig titter ud på os som en spurveagtig, forskræmt pige.

I sagens natur, Go og Vi Unge var ikke ungdomsoprørsorganer, fulgte Angel ikke i samme grad den danske scene, men til netop Go lavede han en fin journalistisk serie fra Thylejren, og hans skud fra de første Roskilde-festivaler er som at være der selv.

Der fangede han bl.a. Gasolin’ på vej mod berømmelsen. Og fem år senere var Angel, uden på forhånd at vide det, til stede ved det, der skulle blive bandets uannoncerede afskedskoncert. I Folkets Park i Malmø. Backstage tog han bl.a. det senere famøse foto af Larsen, som Gud har skabt ham, men det er hverken det eller billedet af Wili Jønssons tissemand, der om jeg så må sige bliver stående. Det gør til gengæld nedenstående stilleben af Gasolin’, der takker af. Et billede fuld af dybde og historiefortælling.

Muligvis fordi Beat mm er et fondsstøttet, musealt projekt, er bogen forsynet med et billedanalytisk efterord af den århusianske kunsthistoriker, André Wang Hansen. Det virker både befamlende og pseudointellektuelt; alt dét, hverken Jørgen Angel eller hans billeder er. De taler for sig selv.

The beat goes on…

Jørgen Angel m. Martin Blom Hansen: Beat mm – Jørgen Angels fotografier 1966-1983. Layout: Mette Secher. Red.: Thomas Bloch Ravn. Den Gamle Bys forlag. 270 sider.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

Readmore  

50′erne uden bagklogskab

Kommentarer slået fra

Henrik Dahl, sociologiens svar på Greil Marcus, sagde det så glimrende forleden i et Indspark i Berlingske: “Ungdommen blev  opfundet i 50′erne. Før den tid var der så få familier, der havde råd til at holde konfirmerede børn ude af produktionen, at det ikke var nødvendigt at opfinde et begreb for den tilstand, at man på den ene side var kønsmoden og på den anden side befandt sig uden for den almindelige samfundsmæssige cirkulation.”

Jeg var ikke ung i 50′erne. Jeg var barn. Og kan tydeligt huske de unge lømler, der altid hang på deres knallerter eller de longjohn-cykler, de lånte med hjem fra den købmand eller det ismejeri, hvor de tjente lommepenge efter skoletid. De befandt sig i en anden verden end min, og så alligevel ikke. Teenagekulturen var nemlig endnu ikke arriveret for alvor. I hvert fald ikke i Sydhavnen og slet ikke ovre i Skærbæk, hvor de endnu ikke anede, at Henrik Dahl skulle flytte dertil som otteårig.

Mine 50′ere var skolegang om lørdagen med lærere, der ikke måtte slå, men gjorde det alligevel. Det var lange, endeløse solbeskinnede søndage, hvor vi kridtede hele gården op med et vejnet og legede med biler, indtil de hjemmegående mødre (minus min) kaldte os ind til håndvask og forloren hare eller benløse fugle. Det var dage, der gik med i et brunt kladdehæfte at notere sig nummerpladerne på de ikke alt for mange biler, der kørte forbi. Det var tryghed og stilstand, rødbeder på leverpostej, svampede læderfodbolde, knickers og ternede skjorter fjernt fra Mad Men-elegancen, sort-hvidt fjernsyn for de fremmelige og Illustrerede Klassikere og Det Bedste. Vi var lykkeligt uvidende om, at Den Kolde Krig netop da var brandvarm. Og anede ikke, hvem Elvis Presley var, men syntes Raquel Rastenni så godt ud af en gammel dame at være for slet ikke at tale om hende der Nina, helst uden Frederik.

Det var et årti, hvor vi ventede. Uden at vide det. Og dermed også uden at vide på hvad.

Som en fastholdelse af den københavnske Golden Days-festival om netop 50′erne har Golden Days og Gads Forlag udsendt 1950′erne, en (foto)grafisk indbydende bog om “nogle af de temaer, som var på spil i 50′erne”.

Hver gang man taler om 50′erne, støder man ind i det problem, at årtiet ikke er særligt afgrænset – er noget årti egentlig det? Fyrrerne fortsatte ind i halvtredserne, og halvtredserne gled over i tresserne i en grad, så mange, når de snakker om halvtredserne, faktisk narrer sig selv og refererer til fænomener og trends, der rent faktisk fandt sted i de tidlige 60′ere.

F.eks. var den pludselige hjemlige lancering af rock ‘n’ roll i 1956 mestendels et reklamestunt for en dans og en danseskole og fængede først langt, langt senere. Det tjener bogen, og musikvidenskabsmanden Morten Michelsen, til ære ikke at hoppe med på myten om, at alle unge rokkede og rullede i resten af tiåret.

Stueren swingjazz og poleret barbershop-pop a la Blue Boys og Four Jacks var den foretrukne ungdomsmusik. Der var 400 jazzklubber herhjemme i 1958-59, det år,  Elvis-plader først for alvor kunne købes her, og som Michelsen skriver: “Man skal nok frem til 1959 for at finde danske musikere, der til en vis grad kunne tilegne sig den amerikanske rock ‘n’ rolls musikalske udtryk…Melvis Rock band…viser en gruppe entusiastiske gruppe amatører, der ikke spiller videre godt, men har fanget den energi, som er så væsentlig i rock ‘n’ roll. Til gengæld var det ikke noget, der solgte…først da mere poporienterede stjerner som den helt unge Peter Abrams og den lidt ældre Otto Brandenburg kom til, kom der salg i den del af den danske underholdningsmusik, der var beregnet for teenagere. Men så er vi igen kommet til 1960′erne.”

Eller som Nils Arne Sørensen skriver i kapitlet ‘Onkel Sams køleskab’: “Rock ‘n’ roll fylder pændt i de fleste skildringer af Danmark og især dansk ungdom i 1950′erne. Det skyldes bl.a., at fænomenet nød stor mediebevågenhed, ikke så meget i egen ret, men fordi det ofte blev forbundet med optøjer og ballade…” Der var med andre ord herhjemme vigtigere ting i tiåret end musik.

To af de afgørende udviklingsbestemmende faktorer, kampen mod den sociale armod og forvandlingen fra et samfund overfyldt med toværelseslejligheder til parcelhus-Danmark beskrives vidende og levende af hhv. Hanne Reintoft og Weekendavisens journalist, Pernille Stensgaard. Sidstnævntes kapitel, “Ømhed i forstæderne”, ligner i sig selv udkastet til en bog, hun godt må skrive færdig.

Hun beskriver, hvor rationaliseringstankegangen fra krigen og efterkrigsårene lever videre i den nye brugervendte arkitektur, der resulterer i de storbyforstæder, som har fået et dårligt ry, men som dengang for mange danskere stod som opfyldelsen af en drøm: Hus på egen græsplæne og med tiden en carport til egen bil, men så – igen – er vi i tresserne. Stensgaard skriver kulturhistorie på hammerich’sk niveau og det er en ros i min bog. Reintoft genopliver det, hun kalder “bolignødens hæslighed” med alt for store familier samlet på alt for lille, ofte sundhedsfarlig plads. Og gennem alle familier, også de rigeste, gik det truende spøgelse, der hed ufrivillig graviditet. Den kunne koste alt. Og gjorde det tit.

I et bevægende erindringskapitel skriver Maria Marcus om den næsten-voksnes følelsesmæssige kuldslåethed og sitrende længsel. Sexlivet foregik i mørke og under dynen. For som hun spørger: “Hvor var kroppen i grunden henne, dengang i halvtredserne?” Og gik hun på jagt efter svaret, blev hun stemplet som billig.

Andre faktorer kom dengang ikke så tæt på, som de gør i bogen. Der var i tiden åbenbart en udpræget frygt for og fascination af USA. Eller Amerika, som vi kaldte det. Christian Winthers digt om flugten dertil var stadig noget, vi læste. Og Anders And og Bill & Ben elskede vi til æselører, men også Jules Verne. Og smagen af den første iskolde Coca-Cola i den steghede sommer 1959 er jeg aldrig kommet mig over. Jeg lærte aldrig at sige jolly til min cola (selv om det slogan faktisk først kom i 1974!). Men de millionomsættende Morten Korch-film var stadig sikre trækplastre (dansk for blockbuster) i Enghave Bio og mindede om et Danmark, der var ved at forsvinde, uden at vi anede det, dengang i halvtredserne, “det sidste årti, hvor det traditionelle Danmark eksisterede.” Der kørte i København skinneskidtskrabere for at holde sporvognsskinnerne frie for hestelort. Jo, landbruget var en magtfaktor. Både økonomisk og politisk.

Hjemme i mit kvarter var der heller ikke mange, der vidste, hvad mandschauvisnisme, Louisiana, Klaus Rifbjerg, modernisme, Heretica og PH var. Det tror jeg heller ikke, de gjorde ovre i Skærbæk, men vi kom da igennem til 60′erne endda.

Denne velskrevne, velredigerede og perspektiverende, og heldigvis alt andet end bagkloge bog er en god anledning til at blive mindet om, hvad nogle af os, ja, måske de fleste, gik glip af, selv om vi voksede op midt i det.

1950′erne. Red. af Henrik Sebro, Grethe Jensen & Pipaluk Balslev. Golden Days/Gads Forlag.

Golden Days-festivalen om årtiet kører måneden ud. Man kan orientere sig her.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

 

Readmore  

Da Jørgen Leth skrev sig ind i 60′erne

Kommentarer slået fra

Der mangler en artikel i Kunsten at gå på gaden, Lars Movins ellers udtømmende opsamling af Jørgen Leths avis- og magasintekster fra 60′erne. Det er en anmeldelse fra 1964, hvor Leth anmelder Roland Kirk. Desværre for Leth aflyste samme Kirk koncerten, men på kom anmeldelsen i Politiken.

Til gengæld mangler der ikke noget i denne seneste ombæring af mandtællingen af Leths meriter. Der er tale om en omhyggelig bogføring af de mest repræsentative af de små tusind artikler, Jørgen Leth skrev i de år, sideløbende med digtsamlinger og et filmarbejde, der greb mere og mere om sig. Med et overflyvende og vidende efterskrift af redaktøren.

Allerede i 2008 udgav Movin og Leth en lille, lækker og tætpakket bog alene med mandens jazzanmeldelser, så enhver, der kun ser Jørgen Leth som en doven, hedonistisk og narcissistisk dandy må tro om. Manden skrev som gjaldt det livet. Hvad det jo også gjorde. Smør på brødet, ja vist, men skriveriet var i den grad også en del af den leth’ske livsproces, som handler lige meget om at blive iagttaget og set. Hvad enten han nu filmer, skriver eller kommenterer cykelløb.

Dengang var selviscenesættelsen kun i sin vorden. Det samme var selvopslugtheden. Eller som han selv skriver i forordet – selvforelskelsen. Jørgen Leth indtog verden og den indtog – og betog – ham. Først og fremmest gennem musik og litteratur.

På forhånd ville jeg have troet, at Kunsten at gå på gaden ville blive sådan en bog, jeg pluk- og lystlæste af. Det er den også, men jeg fandt også mig selv fuldstændig opslugt, læsende fra side 1 til 451. Der er et drive og en sammenhæng over disse artikler, som om han på en og samme gang er den dumdristige, men determinerede udbryder og hovedfeltet, der selvsikkert arbejder på at få kontakt.

Jeg kunne have undværet de mere teoretiserende artikler om teater og happenings samt filminstruktørinterviewene. Her forekommer det mig, at Leth har for travlt med at positionere sig i miljøerne til at det blive interessant. Men det er og bliver tankevækkende, at den slags artikler kunne stå i et dagblad. Der er sket en del siden da… Lige så tankevækkende er sansemættede reportager fra Nubien og senere Nepal. De sidste blev trykt i B.T. Jo! Og i 1969 havde han et gyldent efterår i samme avis, hvor han anmeldte Inger Christensens det, Vagn Lundbyes Nico, Kirsten Thorups Love from Trieste, Henrik Nordbrandts Syvsoverne og Poul Borums Lynets skønhed. Blandt andre. Nu om dage har samme avis ingen kulturredaktion.

Leth gør det som anmelder ikke sværere end det er. Han skriver direkte; velvidende, hvilket medium han befinder sig, men man får aldrig indtrykket af, at han med vilje sænker barren.

En lige så stor oplevelse er det at læse hans oplevelser af ballet i Politiken. Han er lægmand og æstet. Det kommer der forrygende tekster ud af. Det er, som om man kan høre tåspidsskoene ramme brædderne på Gl. Scene.

Af måske særlig interesse for denne blogs læsere er Leths skriverier om den tidlige rock. Han var en af de første, der fattede rockens kultiske og rituelle dimension. Længe før Thorkild Bjørnvig tændte for neonguden. Leths anmeldelse af Beatles-koncerten i K.B. Hallen er legendarisk og kan sagtens (gen)læses. Det samme kan hans reportager og interviews med Stones og Mick Jagger. Her er han ude i ren new journalism før nogen herhjemme anede, hvad det var. Billedet af Jagger og hårshampooen er to the point.

Den journalistiske kunst for Leth er, at balancere mellem betagelsen af berømmelsen og så hangen til at dissekere showbizillusionerne. Den kunst mestrer han. Måske fordi han dengang sagde det kulturradikale Roma midt imod. Som han skriver i et indlæg i Politiken i 1965: “Hvad der burde beskyttes, er ikke folket mod poppen, men den enkeltes ret til selv at vælge … de fantomer, som de kulturradikale har måttet puste op for at fastholde deres sort/hvide kultursyn, trænger til at blive punkteret…” og så falder hans pointe så hårdt som en guitarkanonade fra Keith Richards og Brian Jones: “I det hele taget kan pigtrådsmusikken næppe indpasses i den aktuelle diskussion som et led i en kulturradikal argumentation imod pop. Den blev nemlig succes i en slags protest, for først da succesen hos engelsk ungdom var en fuldbyrdet kendsgerning, fik den indpas i massemedierne og i underholdningsindustrien…”

Som et kronologisk ukorrekt vedhæng er medtaget et interview, Leth og hans ven, Ebbe Traberg, i 1972 havde med Ole Ritter. Disse pedal-afficinados har nosser nok til at spørge cykellegenden om det der med doping. Ole Ritter svarer: “Problemet med doping har været særlig stort i Italien, men det er efterhånden udryddet. Det har aldrig været noget med nåle i armen på rytterne, som danske journalister tror…”

Den lader vi lige stå et øjeblik. Det samme gør vi ikke med Kunsten at gå på gaden, som er en bog, der gør en mere nysgerrig og klogere på kunsten. Uden at den kloger sig på vegne af den. Det er ikke så let, som man skulle tro.

Jørgen Leth: Kunsten at gå på gaden – tekster fra tresserne. Red. Lars Movin. Omslag: Harvey Macaulay & Vibeke Winding. 458 sider. Gyldendal.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

Readmore  

Først sku’ vi blive færdige med 60′erne

Kommentarer slået fra

Meddelelsen om Neil Armstrongs død og oprettelsen af en ny Facebook-fanklub for dansk rock i 70′erne sendte mig ud ad en tangent.
Året er 1969. Og det var den jord, den nye danske rock skulle finde sit fodfæste i.

Ude ved Jagtvej i København ligger et grimt, brunt skrummel af en bygning, umiskendeligt opført i 50’erne. Der oplevede den, der skriver dette, for første gang at være en del af verdenshistorien. Egmont Kollegiet fungerede noget særegent som hotel i sommerperioden, så dér havde de studerende værsgo at vige til fordel for turister. Jeg havde sommerjob som hotelkarl. Jeg bar gæsternes kufferter op til værelset (det var dengang) og holdt bukkende dørene for dem (det var også dengang), mens jeg bag mit stadig længere hår, ørkenstøvler, kassebukser, læderfrynsevest og indiske bliksmykker drømte mig til død over kapitalismen – dvs. når jeg kom hjem, for uniform var selvfølgelig obligatorisk på arbejdet.

Kapitalister var der nok af. I hvert fald hvis man satte lighedstegn mellem dem og amerikanske turister, og det gjorde vi. Og den 21. juli ejede de nærmest hotellet. Der var stars & stripes, karsehår og drinks i stride strømme, og masser af drikkepenge til den natarbejdende hotelkarl, mens alle ventede på, at mandskabet ombord på Apollo 11 ville virkeliggøre det løfte, den nu afdøde præsident John F. Kennedy havde givet et koldkrigsramt Vesten allerede i 1961 om at amerikanerne ville være først på månen.

Det blev de kl. 3.56 dansk tid, da Neil Armstrong satte foden på vor tavse naboplanet med de indstuderede, nu udødelige ord: “That’s one small step for a man, one giant leap for mankind.” Loftet røg af hotellobbyen, nogle begyndte at synge den lidet sangbare Starbangled Banner, alle stod op, og jeg var i fuld gang med at æde min hippie-skepsis. Ved synet af Armstrongs abrupte slowmotionbevægelser så jeg pludselig en ny verden åbne sig. Her var et menneske, der gjorde det umulige, og han gjorde det på vegne af en hel verden – nå ja, røderusserne og kineserne talte ligesom ikke i de dage… Det var jo det, vi vi ville. Nye landvindinger, nye drømme, nye virkeligheder.

Morgenen derpå så hverdagen noget mere prosaisk ud, men noget var sat i gang, og havde vel i virkeligheden været det længe.

Amatører og Jens’er
Historisk set står 1969 ikke med samme flammeskrift som de nære slægtninge 1967 og 1968. Lidt uretfærdigt. Her tænker jeg ikke på, at det var året, hvor Brian Laudrup, Prins Joachim og Malou Aaamund fødtes. De var alligevel for små til at få læst op af årets børnebogshit, Ole Lund Kirkegaards Orla Frøsnapper. Heller ikke på, at det var året, hvor en dansk fodboldlandsholdsspiller for første gang blev skiftet ud, selv om han ikke var skadet. Det skete i kampen mod Sverige, hvor Ole Sørensen fra KB erstattedes af Jan Andersen fra B1903 – begge fra tidens storklubber i en tid, hvor der sandt at sige ikke var noget stort over dansk fodbold. Amatørismen var Gud, så de mange danske udlandsprofessionelle måtte ikke spille på landsholdet, som ingen derfor gad spille imod, når man lige fraregner Sverige, Norge, Finland, Surinam, Bermuda og Irland – vore modstandere det år. Med eller uden det nye dekret, benskinnerne.

Dem brugte man ikke i forsvaret, hvor man fra årsskiftet til gengæld var begyndt at kalde de menige det de hed i stedet for et tjenestenummer. Foreløbig dog kun ved efternavn, men det var første skridt i en synliggørelse af mennesket bag det battle dress, som stadig færre ville frivilligt i. Antallet af militærnægterne havde det som antallet af indvandrere: Det var umærkeligt, men støt stigende. Vi kunne godt lide indvandrerne, for de lavede det arbejde, vi ikke selv gad i en tid, hvor arbejdsløshed var et fremmedord. Til gengæld blev militærnægterne udskældt for at være dovne og feje hippier, der hellere ville drive den af på en byggelegeplads end lege “Her kommer Jens med fanen”.

På med afghanerhabitten
Hippierne yndede i det hele taget ikke at gå i takt, selv om det set i bakspejlet præcis var det, vi gjorde. Vi hyldede det individuelle og sammenholdet, en svær balance, navnlig i privatlivet, og mindre paradoksalt blev det ikke af, at vi alle sammen gik lige så ens klædt som det borgerskab, vi konstant hånede for konformitet. Afghanerpelsen blev en ny generations habit. Og så lugtede den af får. Det var ikke så sexet i regnvejr.
Til gengæld stod sex i den grad på den offentlige dagsorden i ‘69. Pigerne i de såkaldt progressive miljøer i Indre By i København var så småt ved at smide bh’en (jeg havde endnu ingen erfaringer med Provinsen), fem år efter at Lotte Tarp på forsiden af Ekstra Bladet havde vist, hvordan Gud havde skabt hende. Og det virkede i det hele taget som om sex var kommet for at blive. I 1968 havde Folketinget ophævet forbuddet mod pornografiske tekster. Nu røg det sidste slør. Justitsminister Knud Thestrup fik ja til et lovforslag om også at frigive billedpornoen. Ironisk nok var han konservativ, men han syntes ikke staten skulle blande sig i, hvordan folk ville afbildes. Desværre overså lovgiverne i første omgang børneporno.

Frigivelsen af pornoen gik hånd i hånd med udbredelsen af p-pillen. Og kombinationen blev en svær cocktail at sluge for de mange, der stadig hægede om kønslivets mystik og magi. Især uden for hovedstaden gik bølgerne højt i den nye kulturkamp. En hotelejer i Bramming offentliggjorde en mindeplade med inskriptionen: “Her hviler den danske blufærdighed. Kvalt i sommeren 1969. Genopstår når folket vågner.” Det eneste, der vågnede, var folks nysgerrighed. Den første af kedsommeligt talløse sexmessser åbnede i KB Hallen i oktober og blev et tilløbsstykke. Og mod sin vilje fik Knud Thestrup gjort Danmark verdensberømt for alt end den kyske lille havfrue. Ingen behøvede længere være uvidende om, at ’69 ikke kun var et årstal.

Verdens bedste danske beat?
Der, hvor jeg færdedes, gik vi nu mere op i, at nogen havde forkyndt, at den danske beatmusik var verdens bedste. Vi overhørte belejligt, at det kun var en enkelt dansk anmelders mening, og flippede ud til musikken fra Savage Rose, Young Flowers, Burnin’ Red Ivanhoe og Alrunes Rod, mens der ude på Christianshavn lige var blevet dannet et band, der kaldte sig Gasolin’. Bandets gavflabede forsanger ville helst synge på engelsk. Og havde sine idoler i tidens store engelske navne som Led Zeppelin og Rolling Stones.

Fronterne i kulturkampen var ikke kun kødelige, de var i høj grad musikalske. Yndlingshadeobjektet for en hippie med Information i cowboybuksebaglommen (et godt scoretrick – dengang!) var Dansktoppen og al dens uvæsen. Jylland var et ynkværdigt, kulturelt u-land. Tænk, hvad de lod sig nøje med – perlegrus og pigtrådsmusik. Først mange år senere gik det op for nogle af os, at vi dengang havde tilhørt et højtråbende mindretal, der teede os, som om vi ejede verden. Selvfølgelig solgte både The Beatles og The Doors mange plader i Danmark, men mindst lige så mange solgte Ulla Pia, Birthe Kjær og Anette Blegvad – årets bestsellere med sangene “Flower Power Tøj”, “Arrivederci Franz” og “Min student fra Upsala”. For slet ikke at tale om Peter Belli, det gamle hashrygende pigtrådsidol, som befolkede Giro 413 med “Tapre Bjørn.”

Discokuglen truede
Nå, dem om deres dårlige smag. 500.000 hippier kunne ikke tage fejl, sagde vi til hinanden, da Woodstock-festivalen i et kollektivt kram fejrede en hel generation i løbet af en augustweekend, tilegnet “peace, love and understanding.” Området blev erklæret i undtagelsestilstand. Sådan følte mange ældre det utvivlsomt også. Værdierne stod for fald og blev truet på livet.

Et par uger før Woodstock fik hippie-brandet sig et par alvorlige ridser i lakken. Nogle langhårede, sindsforvirrede galninge, anført af Charles Manson, ritualmyrdede filminstruktøren Roman Polanskis kone, skuespilleren Sharon Tate (otte måneder henne i sin graviditet) og nogle af hendes venner i en blodrus uden sidestykke. Og inden året var omme var Altamont-festivalen i Californien endt i knivdrab. Drømmen var ved at være ovre. Og 70’erne skulle tage over. Den store discokugle afløste røgelsespindene. Og bh’erne sneg sig på igen.

Oppe på Månen lå stadig det titanium-skilt, som Neil Armstrong havde efterladt som et visitkort. “Vi kom i fred på vegne af hele menneskeheden”, står der. Underskrevet Richard Nixon, præsident. Nede i Vietnam ønskede de sig, at de i de år havde været måneboere.

Fanklubben for dansk 70′er-rock finder du her.

Foto: NASA

Readmore  

Little Evas solodans

4 Comments

Det ville være synd at sige, at vi alle sammen dansede the locomotion i Sussi Christiansens Danseinstitut på førstesalen over Cafe Engholmen i min barndoms Sydhavnen. Vi havde knap nok lært at twiste, men i efteråret 1962 skrålede vi med på “The Loco-Motion”, Little Evas første og største hit. Og vi gjorde det uden at ane, hvem Carole King var. Det eneste, vi kunne høre, var en popsang, der gik lige ind i systemet som en klassisk børneremse.

I denne uge for 50 år siden tilbragte Carole Kings og Gerry Goffins nanny sin eneste uge på toppen af den amerikanske Hot 100 med sin version af sine arbejdsgiveres sang, som egentlig var tiltænkt en anden.

King & Goffin var på det tidspunkt ved at få så travlt, at de behøvede nogen til at passe deres lille toårige datter, Louise, for 35 dollars om ugen. De spurgte sig for, og en af deres korsangere kendte en pige, som viste sig at være både pålidelig og musikalsk. Så musikalsk, at King brugte Eva Narcissus Boyd som sanger på demoudgaven af ‘The Loco-Motion’. Det var meningen, at sangen skulle afsættes til Dee Dee Sharp, som netop havde hittet med ‘Mashed Potato Time’. Sharps bagmænd sagde imidlertid nej tak, men Don Kirshner, manden bag det musikforlag, som videresolgte Goffin-King-produkterne, syntes så godt om Little Evas stemme, at hun blev sendt i studiet for at lave en regulær single af nummeret. Blandt korsangerne var Carole King.

Little Eva skubbede Neil Sedaka ned fra førstepladsen. Så langt så godt, men hvordan var trinene egentlig til den der dans? Trinene? Dem havde man glemt i skyndingen, så Little Eva måtte skyndsomt selv kreere noget, der lignede en ny dans, da hun skulle på landsdækkende tv. Den slog nu ikke an i samme grad som hverken twisten eller sangen (YouTube-link).

‘The Loco-Motion’ var svær at efterfølge. Little Evas næste single ‘Keep Your Hands Off My Baby’ blev kun nummer 12; den var også skrevet af Goffin-King, og i det lys en lidt mærkelig titel… Året efter fik hun et moderat hit med ‘Swinging on a Star’, også herhjemme, i en duet med Big Dee Irwin, og derpå blev der tomt omkring hende på dansegulvet.

‘The Loco-Motion’ fik dog sit eget efterliv som en popevergreen. Todd Rundgren, af alle, overtalte i 1974 Grand Funk Railroad til at indspille en coverversion, der faktisk blev nummer et i USA. Og i 1988 hittede Kylie Minogue med sin og Stock-Aitken-Waterman’s dance-udgave.

Little Eva døde af kræft 10. april 2003 efter at have hutlet sig igennem i det evige nostalgi-kredsløb som alenemor med tre børn. Hun ejede ingen former for rettigheder til nogle af sine indspilninger. Til gengæld har flere generationer sunget med ‘The Loco-Motion’ som om den var fælleseje. Hvis det kan være en trøst for hende deroppe…

PS: Eva Boyd har en lille parentetisk andel i en anden klassisk Goffin-King-sang, ‘He Hit Me (It Felt Like A Kiss)’, produceret af Phil Spector med The Crystals. Sangen er inspireret af, at Eva betroede King, at hun var blevet slået regelmæssigt af sin daværende kæreste, men ikke havde anmeldt ham, fordi han forsikrede hende, at det kun var, fordi han elskede hende så meget….

Samtidigt pr-foto.

 

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top