Unmack, venne- og bjørnetjenester

1 Comment

Der har på det seneste været højere søgang end ellers i den hjemlige rockmusikalske andedam. Det skyldes to ting og bag dem begge står Love Shop-sangeren Jens Unmack, denne gang i sin egenskab af medlem af Tonekunstudvalget for rytmisk musik under Statens Kunstfond. Det er et navn, der er langt og bureaukratisk, og alt efter temperament og observans kan det samme siges om sagen. Eller rettere sagerne.

Nye læsere kan begynde her: Bemeldte udvalg har tildelt sangskriveren Carl Emil Petersen det prestigiøse treårige legat, lidt over 800.000 skattepligtige kroner alt i alt. Det får han for sit hidtidige virke i gruppen Ulige Numre. Samtidig har udvalget tildelt sangeren og sangskriveren Nikolaj Nørlund et arbejdslegat på 80.000 kr.

I begge tilfælde er Unmack blevet kritiseret for ikke at gå uden for døren, da pengene skulle tildeles. Dels udkommer han på samme pladeselskab, Nikolaj Nørlunds Auditorium, som Ulige Numre, og dels har Nørlund og han arbejdet tæt og godt sammen, både på scenen og i studiet, hvor Nørlund har produceret Unmacks tre soloplader.

I begge tilfælde er Unmack – i det mindste officielt – blevet frikendt for enhver mistanke om inhabilitet, både af sin udvalgsformand, komponisten Bent Sørensen, og af kontorchef Henrik Wenzel Andreasen i Kunststøttecentret. Alt andet ville også have været sensationelt, for det modsatte ville have indebåret, at udvalget havde været nødt til at træde tilbage, da det i følge Sørensen ikke er sådan, at dets tre medlemmer ikke kun hver især står inde for deres spidskompetencer udi rock, jazz og elektronisk musik, men hæfter solidarisk for beslutningerne.

Sagen omkring Carl Emil Petersen er hurtigt overstået. En meget ung og meget lovende komponist, som hidtil kun har fået offentliggjort en håndfuld sange, får arbejdsro og skulderklap. Det kan altid diskuteres – og fortjener at blive det – om støtten skal gives tidligt i karrieren eller senere. Personligt synes jeg nok, man bør udvise en vis konservatisme. Ikke for at passe på statens penge, men for at passe på kunstneren. Tildelingen af det såkaldt store legat kan nemlig sagtens vise sig at være en bjørnetjeneste – af den gammeldags slags. Havde proportionerne ikke passet bedre ved at tildele ham et arbejdslegat af de velvoksne? Jeg synes det.

Var Unmack inhabil? Ifølge ham selv har han kun mødt legatmodtageren i døren til deres fælles pladeselskab. Nu er der ikke tale om et multinationalt selskab med kontorer i en fem etagers kontorbygning, men om et sted, hvor overskueligheden og gennemsigtigheden er en vital del af charmen og eksistensberettigelsen. Hvis jeg var Unmack, havde jeg nok forladt lokalen – om ikke andet så for at lukke munden på de mange kritikere, der færdes så lystent som hajer på lavt vand i andedammen. Omvendt var Carl Emil Petersen så aldrig nået i nærheden af det treårige legat. I denne omgang i hvert fald.

Unmacks indre shit-detektor virkede derimod angiveligt så meget, at han (eller var det udvalgsformanden?) i sagen om Nikolaj Nørlund spurgte sine foresatte om hans habilitet (og udvalgets integritet) var truet, hvis han var med til at give Nørlund penge. Det havde han i øvrigt tidligere gjort i 2011.

Svaret var nej. Så formelt er Unmack frikendt.

Men naturligvis burde Unmack ikke have været med til at give Nørlund de penge. Det siger sig selv. Og dét i en grad, så han ikke behøvede spørge nogen først. Det behøver man ikke være juraprofessor for at indse. Unmack, som for mig altid har virket som næsten for begavet til rock, burde da af sig selv have indset, at forbindelsen mellem ham og Nørlund ganske enkelt var og er for tæt. Idealisme er godt, men naivitet er ikke altid af det gode. Her ligner det enten ubetænksomhed, dårlig dømmekraft eller rendyrket nepotisme. Den anonyme bærme af besserwizzere, som Gaffa lader udgøre flertallet i bladets debatforum, er ikke i tvivl.

Bedre tager sagen sig ikke ud i lyset af Kunststøttecentrets forklaringer af, hvorfor Unmack ikke er inhabil. Kontorchefens begrundelse er, at da støtten blev besluttet tildelt, havde Unmack nemlig ikke, som det hedder, noget aktuelt samarbejde med Nørlund. At han så havde det før og efter og givet vil få det igen, kommer ikke det forvaltningsretlige smør ved.

Forklaringen er et tragikomisk eksempel på den djøficerede opfattelse af kunstudøvelse, som altså nu har en tidligere kaospilot som øverste politiske ansvarlige. Politiken prøver at få kontorchefen til at mene noget om kunstnerisk samarbejde. »Enten er der aktuelt samarbejde, eller også er der ikke. Et samarbejde starter, når det er aftalt, og slutter, når det er afsluttet,« lød hans svar på om ikke det der med det aktuelle er en ret elastisk formulering (Link til Politiken).

Nu er samme Wenzel Andreasen opvokset i et hjem med klaver, spiller selv fløjte til meget mere end husbehov og har været chef for et symfoniorkester, men denne praktiske viden om kunstneriske (samarbejds)processer tager han åbenbart ikke med sig på sit arbejde som embedsmand. Forestiller kontorchefen sig virkelig, at arbejdet mellem et pladeselskab og en profileret kunstner foregår så faseopdelt, at man ingen kontakt eller ideudveksling har mellem de enkelte projekter? Og da slet ikke, når der er tale om et dagligstuestort selskab som Auditorium. Hvis han gør, er han ikke egnet til at sidde, hvor han sidder.

Hele dette sagskompleks er en af grundene til, at kombinationen af kunst og offentlige støttekroner ikke altid forekommer ganske indlysende endsige befordrende for kunsten.

Sagen har selvfølgelig udløst de sædvanlige automatreaktioner fra politikere. Og igen græmmes man over, hvilke folkevalgte nulbonner hele støttesystemet er afhængig af. Her  tænker jeg ikke på S-kulturordfører Flemming Møller Mortensen, der til www.politiken.dk har varslet det, han kalder en større transparens i støttesystemet. Det lugter ganske vist af øget statsstyring og andet fælt, men hans bevæggrunde virker nu ret legitime på mig:

Han siger: »I fremtidens struktur skal de enkelte udvalg over for det politiske niveau fremlægge kriterierne for, hvad de uddeler til, og hvordan deres handlingspraksis er. Og det krav skyldes jo, at vi den ene gang efter den anden hører om, at systemet virker nepotistisk i forhold til, hvordan medlemmerne af de statslige udvalg bliver udpeget, og hvordan støtten bliver fordelt.

Den samme problematik forholder Venstres kulturordfører, Michael Astrup Jensen, sig noget mindre elegant til. Han har bebudet et såkaldt paragraf 20-spørgsmål til ministeren.

»Det er jo ikke første gang, at man har fået den mistanke, at der eksisterer sådan en særlig oldboys-klub. Den mistanke kan vi få slået fuldstændig ned på ved at få åbenhed om, hvem det er, der giver pengene ud, og ikke mindst, hvem det er, der modtager støtte. Er der kammerateri, eller er der ikke?«, siger han til avisen. Et øh? må være på sin plads her. Her gik jeg og troede, at problemet med pengene til Carl Emil Petersen var, at han er for ung og uprøvet. Nu får han så penge af en særlig oldboysklub. Og en behjertet sjæl bør give kulturordføreren et lynkursus i betjening af nettet. Der kan han nemlig finde svarene på sine spørgsmål. Det behøver Michael Astrup Jensen ikke ulejlige ministeren og embedsværket med.

Når bølgerne i andedammen har lagt sig, bliver spørgsmålet, hvordan man undgår en gentagelse. Det korte svar er, at det gør man nok ikke. Dertil er der for mange sultne heste og for lille et trug. Men en mulighed kunne være at udvide de bevilgende udvalg med suppleanter, som kunne træde til i situationer, hvor fagkundskab ikke må rime på venskab. En anden mulighed er at gøre udvalgene større, så de ikke bliver så sårbare. Og så potentielt påvirkelige.

Tilbage bliver spørgsmålet, om vi helt ville ophøre med at få ny musik, hvis statsstøtten til den pludselig ophørte. Svaret er selvfølgelig nej. Der ville komme færre danske plader, men måske flere nødvendige. Hvem kan have noget imod det?

NIkolaj Nørlund kommenterer på sin hjemmeside Grundlovsdag sagen.

SIDSTE: Ministeren reagerer.

PR-foto: Morten Larsen 

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

Readmore  

The Beatles i særnummer

Kommentarer slået fra

Det estimerede amerikanske nyhedsmagasin, Newsweek, har lige udgivet et såkaldt “special commemorative issue”. Det, vi i dette særnummer skal komme i hu, er 50 året for The Beatles’ egentlige pladedebut, singlen ‘Love Me Do’. 1962 blev, som Rolling Stones-seniorskribenten Anthony DeCurtis erklærer, “the year that changed everything.”

Blandt bidragyderne til særnummeret er Andrew Loog Oldham, som beretter, hvorfor Storbritannien i al sin konforme gråhed var den oplagte grobund for The Beatles. Og Billy Joel, som kalder sig en af verdens største Beatles-fans, skriver i et essay, at de fire fra Liverpool var lige, hvad de kollektivt traumatiserede amerikanere havde brug for efter mordet på John F. Kennedy.

Hard core-fans vil nok ikke finde så meget nyt i bladet, som til gengæld er ødselt layoutet med intelligent anvendelse af ikke alt for kendte billeder. Og sjov er den rundspørge om “what’s your favorite Beatles song?”, man har foretaget til andre stjerner. Brad Pitt vakler mellem ‘While My Guitar Gently Weeps’ og ‘Come Together’. Sangerne Taylor Swift og John Legend peger på hhv. ‘Here Comes The Sun’ og ‘I Want You (She’s So Heavy), mens Norah Jones kalder ‘Long Long Long’ for alt, hvad man kan begære i en enkelt sang! James Taylor, som i sin tid blev opdaget af Paul McCartney, kan hårdt presset bedst lide ‘Penny Lane’, mens skuespillerne Kenneth Branagh og Michael Cane bedst kan lide hhv. ‘For No One’ og ‘Hey Jude’ – Jude Law derimod er mest til ‘Across The Universe’.

Og så er der ellers skægge lister over Beatles-kopibands fra Argentina til Slovakiet (nej, ingen danske), og en tankevækkende grafisk fremstilling af, hvornår hvilke Beatles-sange blev indspillet og hvor lang tid det tog, før de var i kassen.

Om selve kassen, altså pengene, som det alt sammen trods alt har genereret, er Newsweek overraskende lidt dybdeborende, men man kan jo selv trække fra og lægge til, når man får at vide, at bandet til dato har solgt 600 mio. album og stadig sælger – nu også på iTunes, hvor der alene er blevet downloadet over 1 mio. enkeltnumre siden Apple og Apple blev enige om, at ‘money can’t buy you love’, men at mindre også kan gøre det.

PS: Kan man ikke i kioskerne få fat i Newsweek, er det stadig muligt at få bøger om emnet…

Readmore  

Go’ Morten, Danmark

Kommentarer slået fra

Det er noget tid siden, vi sidst har set Go’ Morgen Danmark her. Måske fordi programmet i det store og hele fungerer så forudsigeligt som morgenkaffe på organismen, men det ændrer ikke ved, at konceptets indbyggede modsætninger er blevet tydeligere, siden Nordisk Film i 2009 overtog koncessionen.

Inden da havde nu hedengangne Skandinavisk Film Kompagni sørget for, at TV2 satte sig på morgenfladen i en grad, så DR trak stikket på sit modsvar, der lignede tv fra DDR.

Frøkjær & Meyerheim legemliggjorde genren herhjemme, men fiktionen om, at yngre seere også har tid til at se tv samt ikke mindst reklamer i morgentravlheden, medførte producent- og generationsskifte.

Fiktionen blev forunderligt nok til virkelighed: Efter alt at dømme er operationen lykkedes med øget andel af 15-50-årige blandt de over 200.000, der går til og fra sådan en morgen, men patienten virker ikke altid lige sikker på benene.

I sin tid sendte P3 formulerede sin målgruppe meget smukt som de unge og ungdommelige. Go’ Morgen Danmark vil nogenlunde det samme.

Det resulterer på dårlige dage i en rodebutik, hvor ældre nødigt skulle fare vild og troløse unge gerne blive hængende på grund af stangtilbud. Der kan være langt fra et indslag om rappens kropssprog til Claus Holms djærve kokkerier, og endnu længere fra Vidal Sassoons kulturhistoriske klippemetoder til et i øvrigt fint nedtonet miniportræt af Hell’s Angels.

Til gengæld favnes generationerne i de regelmæssige indslag om f.eks. film. Ann Lind Andersen og Casper ’nej-ikke-ham’ Christensen er sjove og skarpe. Derimod er musikanmelderne, Nanna Schultz og Simon Sandfeld, generationstypiske. Ikke så meget i deres smag som i deres præmisser. Et sigende eksempel kom i går, hvor hun, efter firestjernet at have anmeldt 90’er-bandet Garbages genkomst, lige i en bisætning fik ind, at Garbage da er ret gode, især når man tager i betragtning, at de ikke er fulgt med tiden. Hvilken tid? Hvis tid?

I sådan et landskab bliver værterne alfa og omega som guider og holdepunkter. Her må Go’ Morgen Danmark sande, at naturens gang kan man ikke koncipere sig ud af.

Katrine Hertz Mortensen har – alt for længe – været på barsel og får om føje tid følge af Ida Wohlert. Den unge nestor, Morten Resen, er så indlysende et talent – sin generations største – at han ofte udlånes. Og givet ikke vil blive det mindre i fremtiden. Skærmbegavelsen, den væne Cecilie Hother, meldes købt af DR – sikkert i håbet om smukkere vejr… Tilbage bliver Mikkel Beha Erichsen, hvis onkelagtige charme ikke har alt for godt af at stå alene.

Til gengæld nærer TV2 en ubegribelig, stålsat tillid til cykelvikaren, Lisbeth Østergaard. Hun er bestemt en smagssag. Selv om nogen nu har tilhvisket hende, at hun bærer mikrofon, larmer hun stadig mere end hun lytter, men det er, som hun selv ville udtrykke det, »a minor detail.«

Det samme kan man heldigvis ikke sige om Go’ Morgen Danmark. På de gode dage.

PR-foto af Morten Resen (Per Arnesen/TV2)

I disse begyndende betalingstider er det værd at notere sig, at man faktisk kan se programmet, både det aktuelle og de forrige, gratis på nettet.

Dette er en udvidet version af dagens tv-anmeldelse i printudgaven af Politiken

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Readmore  

The Shirelles – de første dream girls

1 Comment

Af og til tager det kun fem minutter at skrive et hit med en spilletid på under tre minutter. Sådan var det i foråret 1962, hvor den sangskrivende producer, Luther Dixon, og hans tekst forfatter, Florence Greenberg, var i studiet med pigegruppen The Shirelles. Indspilningskvoten for den planlagte session var sådan set opfyldt, men også dengang var tid penge, så da de endnu havde studiet i ti minutter, satte Dixon og Greenberg sig sammen i et hjørne og skrev en sang, som blev indspillet på stedet af Shirley Owens, Doris Jackson, Addie ‘Micki’ Harris og Beverly Lee alias The Shirelles fra New Jersey.

En måned senere, i denne uge for 50 år siden, overhalede sangen, ‘Soldier Boy’, Dee Dee Sharp’s ‘Mashed Potato Time’ og gjorde dermed Elvis’ ophold på den amerikanske hiltistetop med ‘Good Luck Charm’ til en kort, to uger lang fornøjelse.

The Shirelles lå nummer et på Hot 100 i tre uger, og dét på et tidspunkt, hvor The Supremes løb Motown på dørene for at synge kor for Marvin Gaye eller bare få lov at tømme papirkurve.

Nummer et-fornemmelsen var ikke ny for The Shirelles. Året før, i januar 1961, sang de Carole King og Larry Goffins ‘Will You Love Me Tomorrow’ til tops. Samme år hittede de med ‘Dedicated To The One I Love’ – i virkeligheden en kopi af et nummer med The 5 Royales, som The Shirelles uden held allerede havde indspillet i 1959, men genudgivelsen viste sig at være et godt træk. Den single blev i øvrigt råspillet hjemme hos nogle vordende hippier, der senere kaldte sig Mamas And Papas.

‘Soldier Boy’ skulle vise sig at blive det sidste væsentlige hit for The Shirelles. De kunne, som så mange andre, ikke modstå Beatles-bølgen og havde hverken en Diana Ross, en Berry Gordy eller en Phil Spector som skjult ressource og drivkraft at stå imod med. Tiden blev mere til pop end til doo wop.

Siden gik kvartetten i opløsning og næsten-glemsel på grund af kontraktlige bindinger, som forhindrede dem i at indspille. Og de før så tætte veninder blev uvenner. I 1996 blev The Shirelles indlemmet i rockens Hall of Fame. To af medlemmerne er døde af hhv. hjerteanfald og kræft. I dag ejer Beverly Lee rettighederne til navnet, og turnerer med skiftende korsangere under sloganet The Shirelles – the original Dream Girls.

Mamas And Papas var i øvrigt ikke de eneste, der faldt for charmen ved The Shirelles. Manfred Mann fik et hit med deres ‘Sha La La’, og The Beatles indspillede to af deres numre, ‘Baby, It’s You’ og ‘Boys’ – den sidste var den originale bagside til ‘Will You Love Me Tomorrow’.

 

Readmore  

Da Dylan fik svaret til at blæse i vinden

Kommentarer slået fra

Der er sange, som ufrivilligt er endt som musikalske svar på mågestel og Wiinblad-keramik. En af dem blev sunget offentligt for første gang denne aften, 16. april, for 50 år siden for rundt regnet en snes tilskuere på spillestedet Gerde’s i New York. På scenen stod en lille, tynd fyr med en lidt for stor guitar og en stemme af en slags, som ikke mange havde hørt magen til. Bob Dylan havde skrevet ‘Blowing in the Wind’ et par uger tidligere, “just like that,” som han senere sagde om den sang, der gav en ny, middelklassehvid generation af borgerrettighedsforkæmpere deres ‘We shall overcome’, en hillbilly spiritual.

Da sangen året efter nåede bilradioerne og den amerikanske hitlisteførsteplads med de renskurede, velmenende Peter, Paul & Mary, gjorde den Rasmus Modsat-idealisten Bob Dylan frustreret – hele vejen hen til banken.

Det er vist i øvrigt en sandhed med modifikationer, at Dylan selv var den første til at synge sangen for et publikum. I hvert fald går anekdoten, at han skrev den på under tyve minutter, hvorefter han ilede til sit vandingssted, Gerde’s, hvor han spillede den for kollegaen Gil Turner, som var på plakaten. Turner lyttede betaget, skrev ordene ned på en lap, spottede hurtigt, at sangens melodiske skelet mere eller mindre var den gamle slavearbejdssang, ‘No More Auction Block’, og nærmest ad lib-perfomede sangen i sit eget sæt.

Oprindelig havde sangen kun to vers, det første og det tredje. Senere på måneden, i pladestudiet, kom der ekstra vers på.

Alt tyder på, at sangens overvældende succes irriterede Dylan. Han har aldrig vedkendt sig sangens politiske dimension: “Jeg er ikke politisk anlagt,” sagde han engang: “Mit talent befinder sig slet ikke i det område; det består bare i at spille musik … ‘Blowing in the Wind’ var bare en følelse, jeg måtte have ud, fordi jeg følte, som jeg gjorde…” Og på en skramlet båndoptagelse fra hin aften på Gerde’s kan man høre Dylans lyse, troskyldige stemme introducere sangen med disse ord: “This here ain’t a protest song or anything like that, ’cause I don’t write protest songs … I’m just writing it as something to be said, for somebody, by somebody.”

I en række år derefter følte han ingen anledning til at synge ‘Blowing in the Wind’. Andre gjorde det jo så rigeligt for ham – gennem årene er den blevet indspillet i talløse mulige og umulige versioner, bl..a. på fransk, tysk, bengali og italiensk, fra Stevie Wonder via Malene Dietrich til Sven Ingvar’s og senest, og smukt nedtonet, af Ziggy Marley på Amnesty-dobbeltalbummet. (YouTube-klip)

Dylan kom gradvist overens med tanken om at have skrevet så almengyldig en sang. Da han sagde i 1971 ja til at medvirke ved koncerten for ofrene for Bangladesh-flodbølgen, bad George Harrison så mindeligt ham så om at spille sangen. “Hvorfor!” bed Dylan ham af: “Spiller du så ‘I Want To Hold Your Hand?”. Det gjorde ex-beatlen ikke, men Dylan gjorde Harrison (og sig selv) en vennetjeneste og tog den aften ejerskabet til ‘Blowing in the Wind’ tilbage.

Det har han beholdt lige siden. Og hvor god og renfærdig originalversionen er, bliver man mindet om, hver gang man hører en ny fortolkning.

Illustration: Uddrag af originalmanus

Readmore  

Trine Dyrholm: En ener på 40

Kommentarer slået fra

Krydsogtværskonstruktører skal være helt på det rene med, hvem de arbejder for. Ellers bliver de arbejdsløse. Derfor er der ikke noget sært i, at det kryds og tværs-hæfte fra Familie Journalen, som ligger i mit sommerhus, har en opgave, der lyder: »Hun var blot 14 år gammel, da hun deltog i Melodi Grand Prix i 1987 med ‘Danser i måneskin’. Tre år senere fik hun sit gennembrud som skuespiller med ungdomsfilmen Springflod. Hvem er hun?«

Det var ikke gået, hvis samme publikation havde spurgt: »Hun indspillede i 1987 med Rock-Nalle en slagsang for OB, sideløbende med kunstnerisk gennembrud på Dr. Dante og har siden i mere end en forstand blotlagt sig selv i teaterstykker som 4:48 Psykose og filmen Forbrydelser. Hvem er hun?«

I begge tilfælde er svaret naturligvis Trine Dyrholm, som i dag fylder 40. Jeg var ved at tilføje et ”kun”, når man tager hendes spændvidde i betragtning. Hendes fem Bodilstatuetter (og tre Robert’er) er givet for vidt forskellige præstationer; den første før hun blev uddannet som skuespiller – for hovedrollen i Springflod, og den seneste sidste år for sam- og modspillet med Mikael Persbrandt i Bier-bestselleren Hævnen.

MUSIKLÆRERDATTEREN fra Fyn stod på en scene som otteårig ved en korkoncert med Odense Byorkester. Siden kom hun med i koret i en juleforestilling på Odense Teater i 1982, hvorefter hun lavede lokal børneradio indtil hun gjorde Frans Baks ørehænger til moralsk vinder (YouTube-klip) af et grand prix, der havde Anne Cathrine Herdorf som officiel etter med ‘En lille melodi’.

Trine Dyrholm lagde skulderpuderne og det høje hår efter at et præmaturt forsøg på at gøre hende til popstjerne kuldsejlede efter det andet album. Rollen som Pouline i Springflod fik naturtalentet til at springe ud Og instruktørerne til at slå til. Bl.a. legemliggjorde hun i 1991 varsomt, men skæbneuafvendeligt Cecilies tiltagende sindssyge i DR’s Blicher-filmatisering af Hosekræmmeren. Siden kom hun på Statens Teaterskole, hvorfra hun tog eksamen i 1995. Målet var dels at dygtiggøre sig og dels at komme den usikkerhed og beskedenhed til livs, som hun i flere interview har udnævnt til sin livsledsager. Udover manden, Niclas Bendixen, og deres treårige søn, Axel.

Hun må dog siden siges at have fået styr på følelsen af utilstrækkelighed, men den er derinde bagved som en strømfører i hendes skuespil.

Det er kropsligheden også. Men en ting er at være et YouTube-hit i vekslende grader af afklædthed, noget andet er at kunne smide tøjet, så det giver mening. Scenen i omklædningsrummet i filmen ”Forbrydelser” er en klassiker i den retning. Sexet, sårbar og trodsigt stærk i samme skikkelse.

Hendes langlemmethed var også for stor og fotogen en fristelse for Thomas Vinterberg i Festen, hvor Dyrholm ikke havde verdens største rolle som Pia, men fyldte den helt ud.

Mindre æggende, men moderne folke(komedie)kær blev hun som Stine i successerien Taxa. I sit referenceværk, Danske filmskuespillere, ophøjede Morten Piil hendes håndtering af den figur til »lidt af et ikon på den unge danske pige af i dag, sød og imødekommende, men også med styrken til at skære igennem, hvis det påkræves.

TYPECASTING har dog aldrig været en fælde, Dyrholm er faldet i. Efter Taxa sagde hun farvel til rollen som det, Piil har kaldt 90’ernes evige unge pige i dansk film. Og spillede rendyrket bitch i I Kina spiser de hunde.

Karakteristisk for hendes karriere lader hele tiden at have været erkendelsen af, at avantgarde og mainstream ikke udelukker hinanden, og at selv den mest feterede filmstjerne trænger til den ro til fordybelse, man kun kan finde i teatrets rum; dér hvor ingen scener kan tages om. Før næste aften.

Hvad enten det har været på Østre Gasværk i Lars Kaalunds nytolkning af Romeo og Julie, intimscener som Edison eller på Betty Nansen i så forskellige stykker som Norén og Baby Blue, Steffen Brandts Dylan-hommage, hvor hun viste, at hun ikke havde glemt at synge. At hun også kan være sjov på alt andet end blondinemåden ved yndere af Langt fra Las Vegas.

Størst indtryk på denne skribent gjorde Trine Dyrholm, da hun (med Kristian Halken som videoindslag) i efteråret 2010 gæstespillede på Det Kongelige Teater i Jacob F. Schokkings Reumert-præmierede instruktion af Sarah Kanes monolog 4:48 Psykose, som hun første gang gestaltede i 2002. Nervepirrende, blottet for gusten skuespilrutine, blev det til noget så paradoksalt som et livsbekræftende stykke om et følelsesmæssigt forlis. Hendes sidste ord i stykket er: »Se mig forsvinde.«

Trine Dyrholm gør alt andet. Netop nu toner hun i biograferne frem med underspillethedens styrke som den indebrændte, men frygtindgydende magtkyniske enkedronning Juliane Marie i En kongelig affære. Og hun gør det igen med den totale tilstedeværelse i nuet, der er blevet hendes professionelle signatur. Alligevel er hendes spil heller ikke her uden denne undertone af noget hemmeligt, noget dyrebart privat, som kun kommer ud at danse i poesiens måneskin.

Få kan tænde det som hende.

Pressefoto: Per Arnesen/Sony Pictures (fra Hævnen/In a better world)

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Readmore  

Stu Sutcliffe in memoriam

Kommentarer slået fra

I dag er det 50 år siden den første (og sidste virkelige) femte beatle døde i Hamburg. Af en hjerneblødning, 21 år gammel. Stuart Sutcliffe var som bekendt blevet i Hamburg, da de andre beatler rejste tilbage efter det første lange ophold. Han var blevet kæreste med The Beatles’ første (og sidste) stylist, Astrid Kirchherr, og var ved at videreuddanne sig på et privat billedakademi i hansestaden.

The Beatles ankom til Hamburg 11. april 1962 for igen at spille for luddere, sømænd og lommetyve nonstop. De spurgte til Stu og fik et svar, der brutalt mindede dem om deres egen dødelighed.

John og Stu var blevet venner på art school i Liverpool. Sutcliffe så godt ud på James Dean-måden og besad et vist, men ikke overvældende talent som non-figurativ maler, men havde ikke meget på den musikalske palet. Et af hans malerier var blevet solgt for den da eksorbitante sum af 65 pund – den gennemsnitlige britiske ufaglærte årsløn var ca. 200 pund. Lennon, som allerede tidligt var god til at overtale og sætte folk i et afhængighedsforhold til sig, fik ham til at investere pengene i en Höfner-basguitar.

Den musikalsk allerede dengang ret kapable og fagligt stolte McCartney bad Sutcliffe om i det mindste på scenen at stå med ryggen til, så det ikke blev for oplagt, at han ikke lød som, men kun lignede en rockmusiker. Meningerne om Sutcliffes instrumentale kompetencer er i øvrigt delte. I 1964 kaldte samme McCartney ham en helvedes god bassist, men renoncerede siden en del på det udsagn. Astrids gamle kæreste, Klaus Voorman, som kom til at spille instrumentet i både Plastic Ono Band og Manfred Mann, lærte de første greb på en basguitar af Sutcliffe, og kaldte ham en af de bedste bassister, han har hørt.

Det blev gradvist mere og mere tydeligt og lydeligt, at han nu var mere opmærksom på pop-art end på popmusik. Som han skrev i et brev: »Min nysgerrighed er stillet – i hvert fald hvad angår rock and roll …«. Et ret korporligt skænderi med Paul udløste hans opsigelse. Forventeligt og vist i virkeligheden ret udramatisk. Paul tog over som bassist. I første omgang fik han lov at låne Stuarts mod at love ikke at vende rækkefølgen på strengene om. Paul er som bekendt venstrehåndet. Da det blev forsommer, havde han købt en ny venstrevendt Höfner, formet som en violin. Ligesom bassisten i Rory Storm & The Hurricanes. Stuart var dog stadig med i kliken. Og var derfor også med på en lytter i Friederich Ebert Halle 22. juni 1961, hvor The Beatles for første gang indspillede professionelt. Ikke alene, men som backing for Tony Sheridan.

John gik ved meddelelsen om Stus død nærmest i chok med både latter og gråd og murede sig mentalt inde. Længe efter Lennons død fremkom Stuarts søster med beskyldninger om, at hjerneblødningen skulle have været et resultat af, at han engang i fuldskab havde slået Stuart ned på åben gade. Paul skulle have overværet det. Det husker han intet om, og tilbage bliver, at The Beatles overholdt deres kontrakt i The Star Club, hvor de for flere og flere tilskuere spillede med en hidtil uhørt nerve og alt-eller-intet desperation – mener nogle at kunne huske …

Et af de numre, de ikke gav, var ‘Love Me Tender’. Den sang plejede Stuart Sutcliffe at synge.

Fotocollage hentet herfra.

 

 

Readmore  

Zlatan alene i verden

1 Comment

Aftenens kvartfinaleopgør i Champions League mellem AC Milan og FC Barcelona er også et møde og en kamp mellem to profiler, der ikke deler fysiognomi, men ikke er helt så forskellige, som de var engang. Lionel Messi, lille, smidig, væver, målsøgende og chanceskabende vs. Zlatan Ibrahimovic, høj, ranglet, uortodoks og på det seneste mere og mere uselvisk i sit spil uden at det er gået ud over hans målfarlighed.

Men medens Messi aldrig trækker store overskrifter uden for banen, bliver udklipsbogen tykkere og tykkere hjemme hos Zlatans far i Malmö.

En stor del af forklaringen kan man finde i Jeg er Zlatan Ibrahimovic, den bog, han har begået sammen med David Lagercrantz, og som topper bestsellerlisterne både her og hinsidan. Det er beretningen om roden fra Malmö-ghettoen Rosengård, der voksede op som en cykelstjælende rod, og som af fodbolden blev reddet fra fordærv og sin sociale forudbestemmelse.

Bogen er holdt i jeg-form. Det er både dens styrke og dens svaghed. Hovedpersonen kunne godt have trængt til og fortjent lidt mere modspil i al denne selviscenesættelse, og man kan som fordomsfuld læser godt have sin tvivl om, hvor Zlatan-citaterne stopper og journalisten tager over, men omvendt er historie elementært fængslende og lige så springende og underholdende som hans spillestil. Fra hans debut som seksårig på grusbanerne ved MBI, Malmö Boll och Idrottsförening over rollen som noget nær popstjerne i Sverige trods et utal af skader til den nuværende status som ham, der gør en forskel i AC Milan.

Stilen er frisk, talesprogsnær og af og til lige lovlig kæk, men også båret af en klædelig distance til sig selv som ham, ”den typiske fucking perker med guldur og overdreven lækker bil.” Når det gælder selve spillet, sætter Zlatan ikke sit lys under nogen skæppe. Han plages ikke af den ulideligt falske beskedenhed, som nu om dage forbyder fodboldspillere at fremhæve sig selv efter kampene. Når han scorer årets mål, er det ikke et tilfælde, men fordi han er bedre end de andre. Udråbstegn og punktum. Zlatan minder mig om, hvorfor vi var nogen, der elskede Preben Elkjær, men nøjedes med at beundre Michael Laudrup.

Bogen runder naturligvis hans skiftende parforhold og skandaler (der bl.a. gav ham karantæne på landsholdet, som han så senere boykottede), men nok så interessant er den, når den tager læseren med i omklædningsrummet og på direktionsgangene. Ingen af stederne lugter der altid lige godt. Og Zlatan har sine helte og sine skurke. Barca-træneren Guardiola kaldes f.eks. et fejt skvat. Mon de giver hånd i aften?

Zlatan og hans medskribent fremkalder noget, der ligner et reelt billede af en sport, hvor pengene ruller lige så hurtigt som bolden (og han har, naturligvis, ingen grund til at være karrig med oplysninger om, hvad han får i løn og overgangssummer – det befæster alt sammen hans position). Bogen beskriver et forretningsunivers, hvor etik konstant er på kanten til at blive vinket offside.

I den verden er det vigtigt at kunne skelne mellem rygklappere og rigtige venner. Selv om han er blevet familiefar, virker Zlatan stadig alene i verden, præcis som når han på en mindre god spilledag kan virke alene på banen. Det er værdifuldt i det miljø at kende sin pris og afgørende at kunne stå fast. Som en påmindelse om det, har Zlatan hjemme i hallen i villaen hængende et billede af sine grimme fødder. Hvorfor?

Jo, det er dem, der betaler for al skønheden.

Zlatan Ibrahimovic m. David Lagercrantz: Jeg er Zlatan Ibrahimovic. Mundret oversat af Birgitte Steen Nielsen. Gyldendal. 442 sider (i lille, kompakt, men lækkert format).

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK 

 

 

 

Readmore  

Wili giver den stadig gas

1 Comment

 

Ikke kun Kim Larsen, men også hans gamle musikalske legekammerat, Wili Jønsson, kan prise sig lykkelig over at være blevet født, inden aborten den blev fri. Da hans mor ventede ham for 70 år siden, var hun for genert til at gå op til lægen for at spørge om sin tredje, lovlige abort.

I syv år år, fra lp-debuten i 1971 til den sidste koncert den 21. august 1978 i Folkets Park i Malmö, blev Wili Jønsson verdensberømt i Danmark som Gasolin’-bassisten, Larsen med lun bramfrihed har kaldt »den skeløjede halvsvensker«.

Men Jønsson havde haft stikket sat i et godt stykke tid, før Larsen skiftede pegepind ud med mikrofon. Skæbnen ville i øvrigt, at samme Larsen som nyuddannet lærer fik job på Gerbrandskolen på Amager, samme sted, hvor Jønsson i sin tid gik i realen med jazzentusiasten Franz Beckerlee.

Jønsson kunne ikke forestille sig et liv, forklædt som voksen, uden musik, så efter sin realeksamen stævnede han, iført tidens frimodige optimisme, ud på lykkens ufaglærte landevej som lagerarbejder, reservepostbud og tjenerafløser. Om aftenen spillede han musik. På et orgel af det dengang ret hippe mærke, Farfisa.

I december 1966 kom Jønsson med i Peter Bellis minibigband-eksperiment, Seven Sounds. Det holdt ikke længe. Det havde folkbeatbandet, Exploding Mushroom, heller ikke gjort, kun en nu efterspurgt single blev det til. I foråret 1967 købte Jønssson sig en Fender-bas, stødte ind i sin gamle skolekammerat, og en dag var skæbnen igen på færde, da han mødte Larsen, som han skaffede et job som afrydder i Minefeltet. Larsen ville hellere synge, selv om han ret beset ikke kunne. Endnu.

Beckerlee har sammenlignet den første gang, Gasolin’ i 1969 var i øvelokalet, med, hvad der sker, når en brændende tændstik falder ned i en fyldt krudttønde. I det band fungerede Jønsson som det, vi i dag ville kalde mediator. Forfatteren Peder Bundgaard har beskrevet ham som »venlig og tålmodig,« med »humor og overblik,« og kaldt ham »den sande gentleman i dansk rock ’n’ roll«.

Derudover er han musikalsk og lydhør, få sætter så sikre vokalharmonier som Jønsson, så intet under, at der var bud efter ham, da Gasolin’ løb tør for brændstof.

Sidste år spurgte fagbladet Musikeren ham, hvad han anså som den største udfordring for en musiker i disse år. »At høre efter, hvad der foregår,« svarede han. Ikke for at rette ind, men for at følge med.

Og det har han gjort. Ikke kun af nød, selv om han efter Gasolin’ stod med en skattegæld på mere end en halv million kroner (og det var endnu flere penge dengang…). Hans cv er een lang demonstration af lyst til mangfoldighed. Jønsson har blant mange andre spillet med Sanne Salomonsen, Sort Sol, Allan Olsen Frede Fup, Tyg (sammen med den i enhver forstand store guitarist Steen Svare), afro-rock med Alain Apaloo og i 90’erne færdigtegnede han sin personlige historiske cirkel, da han kom med i Peter Bellis Nye Rivaler.

Jønsson er og bliver dog amagerkaner. Han hepper på Fremad Amager, og musikalsk banker hans hjerte lige så meget for samarbejdet med ydmyge bands fra det Christianshavn, hvor han og hustruen, skuespilleren Katrine Jensenius, stadig bor i Sekseren, det hus, Gasolin’ købte engang.

I 2008 modtog han den estimerede Ken Gudman-pris. I den anledning sagde Wili Jønsson til Jyllands-Posten: »Jeg har en ganske almindelig og naturlig beskedenhed.« Det der med beskedenheden er klædeligt, men unødvendigt.

Denne omtale står også at læse i printudgaven af dagens Politiken.

Foto: Eric Klitgaard

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Readmore  

Tim C. fejrer McCartney

6 Comments

Som man har kunnet læse bl.a. her på bloggen, var et af mange højdepunkter ved Vega-koncerten med Tim Christensen og The Damn Crystals den kærlige kopi af ‘Band on the run’. Øjeblikket blev ikke mindre af, at Tim annoncerede, at han, bistået af bandet og åndsfællen Mike Viola, fejrer Paul McCartneys 70 års dag 18. juni med en koncert samme sted.

Nu løftes sløret for noget af aftenens indhold. Koncertens første sæt bliver en total gennemspilning af McCartney-albummet Ram. Det er fra 1971. Ret beset er det ikke et Paul McCartney-album, men et Paul & Linda McCartney-album. Ikke umodigt gjort af en mand, der ikke havde overbevist hverken presse eller publikum med sin solodebut året før.

Sangene på Ram er, hvad der kom ud af at gå i hi i skotske Mull of Kintyre. Pladen er indspillet i New York, udløste hits som  ‘Uncle Albert/Admiral Halsey’, og en sang som ‘Dear Boy’ fik Lennons pis og småparanoide forfængelighed så meget i kog, at han senere skrev vitriol på vers i sangen ‘How Do You Sleep’. Nok så vigtigt for McCartneys solokarriere tændte Ram lysene på startbanen for Wings.

Tim Christensen hørte pladen første gang, da han var ti år, og som han siger: “Ram er ikke alene mit favorit McCartney soloalbum. Det er mit favorit soloalbum fra alle fire Beatler. Albummet vrimler langt fra med hits – og er ikke det lettest tilgængelige McCartney-udspil. Til gengæld er det en Paul, som virker usædvanligt inspireret. Frustrationen over bruddet med The Beatles er tydelig og bliver brugt flittigt i mange af sangene, enten som vrede eller som længsel, og det klæder ham og dette helstøbte album utroligt godt.” 

Med ved koncerten er også den amerikanske sanger Tracy Bonham, og i andet sæt spiller holdet personlige favoritter fra McCartneys solokatalog.

Jeg er ikke enig i hans vurdering af Ram, men mon ikke Tim C. & co. vil gøre deres bedste for at overbevise mig om, at jeg har taget fejl alle disse år…

Ram er i øvrigt på vej i deluxe-udgave.

Pressefoto

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top