Unmack, venne- og bjørnetjenester
1 Comment
Der har på det seneste været højere søgang end ellers i den hjemlige rockmusikalske andedam. Det skyldes to ting og bag dem begge står Love Shop-sangeren Jens Unmack, denne gang i sin egenskab af medlem af Tonekunstudvalget for rytmisk musik under Statens Kunstfond. Det er et navn, der er langt og bureaukratisk, og alt efter temperament og observans kan det samme siges om sagen. Eller rettere sagerne.
Nye læsere kan begynde her: Bemeldte udvalg har tildelt sangskriveren Carl Emil Petersen det prestigiøse treårige legat, lidt over 800.000 skattepligtige kroner alt i alt. Det får han for sit hidtidige virke i gruppen Ulige Numre. Samtidig har udvalget tildelt sangeren og sangskriveren Nikolaj Nørlund et arbejdslegat på 80.000 kr.
I begge tilfælde er Unmack blevet kritiseret for ikke at gå uden for døren, da pengene skulle tildeles. Dels udkommer han på samme pladeselskab, Nikolaj Nørlunds Auditorium, som Ulige Numre, og dels har Nørlund og han arbejdet tæt og godt sammen, både på scenen og i studiet, hvor Nørlund har produceret Unmacks tre soloplader.
I begge tilfælde er Unmack – i det mindste officielt – blevet frikendt for enhver mistanke om inhabilitet, både af sin udvalgsformand, komponisten Bent Sørensen, og af kontorchef Henrik Wenzel Andreasen i Kunststøttecentret. Alt andet ville også have været sensationelt, for det modsatte ville have indebåret, at udvalget havde været nødt til at træde tilbage, da det i følge Sørensen ikke er sådan, at dets tre medlemmer ikke kun hver især står inde for deres spidskompetencer udi rock, jazz og elektronisk musik, men hæfter solidarisk for beslutningerne.
Sagen omkring Carl Emil Petersen er hurtigt overstået. En meget ung og meget lovende komponist, som hidtil kun har fået offentliggjort en håndfuld sange, får arbejdsro og skulderklap. Det kan altid diskuteres – og fortjener at blive det – om støtten skal gives tidligt i karrieren eller senere. Personligt synes jeg nok, man bør udvise en vis konservatisme. Ikke for at passe på statens penge, men for at passe på kunstneren. Tildelingen af det såkaldt store legat kan nemlig sagtens vise sig at være en bjørnetjeneste – af den gammeldags slags. Havde proportionerne ikke passet bedre ved at tildele ham et arbejdslegat af de velvoksne? Jeg synes det.
Var Unmack inhabil? Ifølge ham selv har han kun mødt legatmodtageren i døren til deres fælles pladeselskab. Nu er der ikke tale om et multinationalt selskab med kontorer i en fem etagers kontorbygning, men om et sted, hvor overskueligheden og gennemsigtigheden er en vital del af charmen og eksistensberettigelsen. Hvis jeg var Unmack, havde jeg nok forladt lokalen – om ikke andet så for at lukke munden på de mange kritikere, der færdes så lystent som hajer på lavt vand i andedammen. Omvendt var Carl Emil Petersen så aldrig nået i nærheden af det treårige legat. I denne omgang i hvert fald.
Unmacks indre shit-detektor virkede derimod angiveligt så meget, at han (eller var det udvalgsformanden?) i sagen om Nikolaj Nørlund spurgte sine foresatte om hans habilitet (og udvalgets integritet) var truet, hvis han var med til at give Nørlund penge. Det havde han i øvrigt tidligere gjort i 2011.
Svaret var nej. Så formelt er Unmack frikendt.
Men naturligvis burde Unmack ikke have været med til at give Nørlund de penge. Det siger sig selv. Og dét i en grad, så han ikke behøvede spørge nogen først. Det behøver man ikke være juraprofessor for at indse. Unmack, som for mig altid har virket som næsten for begavet til rock, burde da af sig selv have indset, at forbindelsen mellem ham og Nørlund ganske enkelt var og er for tæt. Idealisme er godt, men naivitet er ikke altid af det gode. Her ligner det enten ubetænksomhed, dårlig dømmekraft eller rendyrket nepotisme. Den anonyme bærme af besserwizzere, som Gaffa lader udgøre flertallet i bladets debatforum, er ikke i tvivl.
Bedre tager sagen sig ikke ud i lyset af Kunststøttecentrets forklaringer af, hvorfor Unmack ikke er inhabil. Kontorchefens begrundelse er, at da støtten blev besluttet tildelt, havde Unmack nemlig ikke, som det hedder, noget aktuelt samarbejde med Nørlund. At han så havde det før og efter og givet vil få det igen, kommer ikke det forvaltningsretlige smør ved.
Forklaringen er et tragikomisk eksempel på den djøficerede opfattelse af kunstudøvelse, som altså nu har en tidligere kaospilot som øverste politiske ansvarlige. Politiken prøver at få kontorchefen til at mene noget om kunstnerisk samarbejde. »Enten er der aktuelt samarbejde, eller også er der ikke. Et samarbejde starter, når det er aftalt, og slutter, når det er afsluttet,« lød hans svar på om ikke det der med det aktuelle er en ret elastisk formulering (Link til Politiken).
Nu er samme Wenzel Andreasen opvokset i et hjem med klaver, spiller selv fløjte til meget mere end husbehov og har været chef for et symfoniorkester, men denne praktiske viden om kunstneriske (samarbejds)processer tager han åbenbart ikke med sig på sit arbejde som embedsmand. Forestiller kontorchefen sig virkelig, at arbejdet mellem et pladeselskab og en profileret kunstner foregår så faseopdelt, at man ingen kontakt eller ideudveksling har mellem de enkelte projekter? Og da slet ikke, når der er tale om et dagligstuestort selskab som Auditorium. Hvis han gør, er han ikke egnet til at sidde, hvor han sidder.
Hele dette sagskompleks er en af grundene til, at kombinationen af kunst og offentlige støttekroner ikke altid forekommer ganske indlysende endsige befordrende for kunsten.
Sagen har selvfølgelig udløst de sædvanlige automatreaktioner fra politikere. Og igen græmmes man over, hvilke folkevalgte nulbonner hele støttesystemet er afhængig af. Her tænker jeg ikke på S-kulturordfører Flemming Møller Mortensen, der til www.politiken.dk har varslet det, han kalder en større transparens i støttesystemet. Det lugter ganske vist af øget statsstyring og andet fælt, men hans bevæggrunde virker nu ret legitime på mig:
Han siger: »I fremtidens struktur skal de enkelte udvalg over for det politiske niveau fremlægge kriterierne for, hvad de uddeler til, og hvordan deres handlingspraksis er. Og det krav skyldes jo, at vi den ene gang efter den anden hører om, at systemet virker nepotistisk i forhold til, hvordan medlemmerne af de statslige udvalg bliver udpeget, og hvordan støtten bliver fordelt.
»Det er jo ikke første gang, at man har fået den mistanke, at der eksisterer sådan en særlig oldboys-klub. Den mistanke kan vi få slået fuldstændig ned på ved at få åbenhed om, hvem det er, der giver pengene ud, og ikke mindst, hvem det er, der modtager støtte. Er der kammerateri, eller er der ikke?«, siger han til avisen. Et øh? må være på sin plads her. Her gik jeg og troede, at problemet med pengene til Carl Emil Petersen var, at han er for ung og uprøvet. Nu får han så penge af en særlig oldboysklub. Og en behjertet sjæl bør give kulturordføreren et lynkursus i betjening af nettet. Der kan han nemlig finde svarene på sine spørgsmål. Det behøver Michael Astrup Jensen ikke ulejlige ministeren og embedsværket med.
Når bølgerne i andedammen har lagt sig, bliver spørgsmålet, hvordan man undgår en gentagelse. Det korte svar er, at det gør man nok ikke. Dertil er der for mange sultne heste og for lille et trug. Men en mulighed kunne være at udvide de bevilgende udvalg med suppleanter, som kunne træde til i situationer, hvor fagkundskab ikke må rime på venskab. En anden mulighed er at gøre udvalgene større, så de ikke bliver så sårbare. Og så potentielt påvirkelige.
Tilbage bliver spørgsmålet, om vi helt ville ophøre med at få ny musik, hvis statsstøtten til den pludselig ophørte. Svaret er selvfølgelig nej. Der ville komme færre danske plader, men måske flere nødvendige. Hvem kan have noget imod det?
NIkolaj Nørlund kommenterer på sin hjemmeside Grundlovsdag sagen.
Readmore
