Hvis du, som jeg, holder af Lionel Richies sødmefyldte, suverænt sungne soul, vil du vide, hvor meget jeg har skullet overvinde mig selv for at lægge denne video ud. Hvis du altid har syntes, at Lionel Richie var tomme kalorier, får du det bekræftet ved synet.

Under alle omstændigheder: Jeg havde håbet, det var løgn.

Der må være en hunger efter X Factor. Også på konkurrerende kanaler. Mens DR-programmet tager tilløb til i endnu en sæson at stikke blår i øjnene på deltagerne, har man de seneste uger på TV2’s morgenflade kunnet følge seernes sms-stemmer afgøre, hvem der bliver det nye medlem i pigepoptrioen Sukkerchok.

Engang for 117 år og et internet siden blev personsammensætningen i popgrupper enten afgjort af pladeselskabet eller – chokerende nok – af grupperne selv.

Den slags har længe været lige så old hat som den hovedbeklædning, der allerede er so last year i branchen.           

Jojo, jeg har læst mig til, at nutidens unge er ligeglade med, om deres idoler bliver sponsoreret, men jeg har hidtil ment, at Go’morgen Danmark balancerer behændigt mellem underholdning og journalistik.

Derfor overrasker det mig, at der undervejs ikke er kommet bare et lille bitte kvæk om, at det da er tankevækkende selvafslørende, at Sukkerchok, der fra starten har været en konstruktion, fornyr sig selv ved at overlade sin skæbne til andre, uanset hvor meget ben i de fotogene næser, især det ene af de to ’gamle’ medlemmer ser ud til at have.

I stedet kulminerede det følelsesladede forløb i grådlabilt gruppekram fredag morgen, da Simone, Etta Camerons barnebarn, fik et stort femtal af seerne og nu skal skifte job fra stylist til wannabe popstjerne. Forskellen virker ikke stor.

Taberne havde helt i tidens tern kun godt at sige om vinderen. Den ene holdt sindssygt meget af Simone (som hun første gang så for mindre end en måned siden). Den anden blev spurgt, hvad hun nu skal lave. ”Tilbage til det normale liv og har man lyst til det?,” sagde kontorassistenten, mens tårerne udviskede hendes showbizmakeup.

For andre kan selv dét virke uopnåeligt. I ’Ultimatum’, TV2’s usminkede og alt andet end følelsespornografiske serie om misbrug og misbrugere, gjaldt det for en af de medvirkende om at ”lære at være mig, bare være almindelig…”

I det lys kan virkeligheden virke som et sukkerchok.

Foto: Beskåret pr-billede af totredjedel af Sukkerchok, som nu får en ny sorthåret kollega

Ellen Trane Nørby er en af de politikere, jeg nødigt vil møde på Christiansborg en mørk aften. Hendes milde nørrejyske ydre dækker over en nådesløs skråsikkerhed. Som her i forbindelse med fyringerne i DR, hvor hun har bebrejdet DR, at  ledelsen har skåret i nyhedsafdelingen.

Mig bekendt har hun som medieordfører for Venstre været med i den medieaftale, som har nødvendiggjort besparelserne.

Der, hvor jeg kommer fra, ville man kunne have fundet på at kalde Ellen Trane Nørby både skamløs og hykler. Selv ville hun sikkert stolt og selvbevidst bruge et ord som realpolitiker.              

Hun skal være glad for, at TV2’s borende X, Morten Spiegelhauer, ikke kommer efter hende. Eller måske er han allerede ved at planlægge et raid mod hende. For et oplagt emne for Spiegelhauer må være politikere, der løber fra konsekvenserne af deres handlinger. Og forringer andres vilkår og bagefter bebrejder dem, at de gør deres bedste for at afbøde effekten af politisk kortsigtethed.

’Operation X’ er forbrugerjournalistik, der får Forbrugerrådet til at ligne et hændervridende plenum af indignerede hattedamer. Fuskere, småsvindlere og dubiøse driftspartnerskaber jages med en ihærdighed, som om jordens beståen afhang af afsløringen af dem. Med mellemrum, som i mandags, gør Spiegelhauer & Co. status over deres journalistik. Nyttede den noget?

Svaret er, ikke overraskende, et stort selvretfærdigt ja. Trods den rummelige, FBI-sorte bil er der nemlig ingen plads til tvivl eller tøven i denne arvtager til Jersilds ’Rapporten’ med den staccatosnakkende og småløbende reporter, det flaksende kamera, de tændte, bærbare computere, der signalerer moderne virkelighed, de åh så uanmeldte besøg, de bøvede reaktioner fra de skyldige og ikke mindst pointerne, der blokbogstaveres, så selv dyreplagende minkfarmere og vandpumpende kyllingeproducenter burde kunne fatte det.

Programmet kunne uden disse gentagelser afvikles på den halve tid, men den demonstrative form er en del af indholdet. Og samtidig den, der gør, at man hele tiden er bare lidt i tvivl om, om Spiegelhauer nu også er så fair over for sine ofre, som han vil have det til at fremstå. Min medfødte skepsis bliver trigget, når nogen så tydeligt som Spiegelhauer skærer sine deduktioner ud i pap.

Ville hans eget program kunne tåle besøg af skjult kamera? Eller af Ellen Trane Nørbys tættekam? Gys.

Dette er en længere version af dagens tv-anmeldelse i Politiken.

Se mere om Operation X her.

Foto: PR-billede fra Ellen Trane Nørbys Flickr-side.

Magasinet Rolling Stone har sammensat et ekspertpanel, som har kåret de 100 bedste Beatles-sange. Den samlede liste er på vej i et specialnummer, men de løfter sløret for en Top 10, der nok skal vække debat:

1. A Day In The Life

2. I Want To Hold Your Hand

3. Strawberry Fields Forever

4. Yesterday

5. In My Life

6. Something

7. Hey Jude

8. Let It Be

9. Come Together

10. While My Guitar Gently Weeps

Hvor er og hvad med og hvorfor har de ikke?

Se mere her.

Nu er der jo ikke ligefrem mangel på bøger om The Beatles, men det afholder ikke folk fra at skrive nye. Læsere af denne blog vil vide, at jeg selv har en bog på vej om The Fab Four og deres samtid (på Gyldendal), men det skal ikke forhindre mig i at gøre opmærksom på den netop udsendte bog ‘Beatles for alle’.

Den er skrevet (og udgivet) af Per Wium. De, der kan deres danske rockhistorie, vil huske ham som keyboardspiller med bl.m.a. Ache, C. V. Jørgensen (‘Stynet strejfer’, ‘T-shits, terylenebukser og gummisko’ samt ‘Storbyens små oaser’) og Lotte Rømer Band. Senere endte han som redaktionschef i DR’s klassiske musikafdeling, som han – frivilligt – forlod i 2007 for at bandcoache samt holde foredrag. Ikke mindst om The Beatles.

Som supplement til pladeeksempler og eget klaverspil savnede han tit at kunne tilbyde sine tilskuere en slags pixi-bog, hvor man som lægmand kunne blive indviet i nogle af beatlernes musikalske hemmeligheder. I stedet for at gå og vente har Wium nu selv skrevet den.

Det er en musikers bog om musikere. Sprogligt er bogen ikke så musikalsk og de store linjer er udeladt. Til gengæld er den båret af en (måske lidt for ukritisk) kærlighed til sangene og en musikalsk indsigt, som videreformidles pædagogisk, men aldrig docerende. Et godt alternativ til den pseudoakademiske bedrevidenhed, der kan plage et referenceværk som Ian McDonalds studenterhue-tyngede  ’Revolution i hovedet’.

Wium er ikke så interesseret i at sætte The Beatles i samtidsperspektiv eller han gør det i hvert fald ikke. Istedet gennemgår han med gehør en udvalgt perlerække af kvartettens sange og fortæller ved eksemplets magt, hvad der er op og ned på The Beatles. Det er meget smittende. Og man får hele tiden lyst til at afbryde læsningen for at tjekke efter, om der nu også sker det, han hævder et minut og syv sekunder inde i en skæring. Det gør der!

Det kan lyde som en ‘Beatles for begyndere’. Det er det i den grad også, men også viderekomne kan sagtens få noget ud af dette lille con amore værk, som er godt tænkt og på sine egne afklarede præmisser ret sikkert udført, yeah, yeah, yeah…

Se mere på www.beatlesforalle.dk

Forsidefotoet er taget af Jan Persson i K.B. Hallen juni 1964.