Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Kommentarer slået fra

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker.

Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, ulasteligt sortklædte og konceptuelt bevidste.

Som trommeslager er Gaul pulsen i musikken, men selv om han absolut ikke er teknologiforskrækket, er TV-2’s anvendelse af rytmisk mekanik aldrig blevet umenneskelig. Tværtimod har Gaul forenet det moderne isenkram med et godt, gammeldags beat, der har hentet inspiration fra så forskellige folk som Phil Collins og Sly Dunbar.

Og så begyndte det hele i FDF i fødebyen Flensborg, hvor den tosprogede teenager Sven Holger lærte sig at spille marchlilletromme. Efter noder.

En studentereksamen fra Duborgskolen førte til en bifagseksamen i tysk fra Aarhus Universitet, men katederet skulle ikke blive Gauls scene. Sideløbende med årene i Taurus og den første tid i TV-2 arbejdede Gaul som booker for Århus Musik Kontor og brugte jobbet som en læretid. Popmusik er nemlig ikke kun for sjov, men business. Og her er TV-2 godt kørende med Gaul bag skrivebordet, hvor han sidder med samme naturlige ro som bag sit funktionalistisk opbyggede trommesæt.

TV-2 optager ikke hele hans sendeflade. Det musikfagligt organisatoriske har altid haft hans interesse. Han var formand for paraplyorganisationen, ROSA, Dansk Rock Samråd, 1991-93, og medlem af Statens Musikråd 1993-99 uden at nogen beskyldte ham for at gå sit bands ærinde.

Gauls integritet afspejles også af, at han på mandat fra de rytmiske musikorganisationer siden 2002 som repræsentant for de professionelle rytmiske musikudøvere har siddet i Københavns Musikudvalg, som fremmer og samordner musiklivet i den kommune, hvor han selv bor, når han da ikke turnerer med TV-2.

Den runde dag fejres i Kina på en fridag mellem TV-2-koncerter i Hong Kong og Shanghai. Her vil han møde andre, der er oppe på stikkerne…

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Ukrediteret foto fra Gauls hjemmeside.

 

 

 

Readmore  
Nalle bliver ved med at rocke

Nalle bliver ved med at rocke

1 Comment

For tyve år siden ville det have været dumdristigt at sætte penge på, at Nalle alias Roland Lyhr Sørensen ville overleve sin 70 års dag. Dengang hutlede han sig igennem den odenseanske midtby med udstrakt hånd og ordene: »Gi’r du en mønt til en gammel rockstjerne?« En fedmeoperation havde ført til en heroinafhængighed, som fik Nalle til at forsøge at begå selvmord.

Den historie fortæller han i 2010-biografien ’Et liv ad omveje’. Historien endte godt. Netop nu øver han med sit band, Crazy Ivans, (med den gedigne guitarist Ivan Sand) op til en landsdækkende turne, og er fit for fight. Her, hvor han i dag fylder 70.

Sådan virkede han også, da han i 1964-65 som et energibundt med Little Richard og Fats Domino som forbilleder brød igennem med renlivede kopier af soulklassikere som ’In The Midnight Hour’. Som en af få danske sangere lød Nalle autentisk. Sproget var blevet fintunet på langtur som dæksdreng til Australien. Inden da var Nalle blevet udlært som tarmrenser, og var begyndt at få lokale job som sanger. Han havde gået i børnehave med Johnny Reimar.

Soulbølgen herhjemme tog hurtigt land. Nalle har altid været til fals for dårlig rådgivning eller som han siger i bogen: »Jeg har altid været verdensmester i at bygge slotte i himlen, men desværre har jeg også altid været verdensmester i at flytte ind i dem.« Derfor hoppede han med på den bølge, der opstod i landsbyens gadekær. Det gjorde hans stampublikum ikke, og efter forglemmelige numre som ’Hvor er min kone’ blev Nalle havnearbejder.

Via Reimar blev han genopdaget af Gustav Winckler fem år senere. Som Rock-Nalle fik Nalle en indbringende periode på mere og navnlig mindre begavede undersættelser af sange som ’Good Golly Miss Molly’ (’Go’e gamle fru Olsen’) og bodegalavpunktet ’Jeg ka’ godt li’ babser’ (’La Bamba’), som han i sin Mercedes tog med til landets diskoteker i et playbackshow. I 1980 forærede Kim Larsen ’Amanda’ og ‘Bare mig’ til Nalle, der kvitterede med at sælge 25.000 eksemplarer af sangen.

I 1982 producerede Billy Cross albummet ’Side 2’, der skulle rockrehabilitere Nalle. Teksterne var skrevet af Erik Thygesen, som samtidig udgav den lille, men meget fine bog – Nalle, rockens arbejdmand. For første gang fik Nalle melodier og musikere, der matchede hans musikalitet og erfaring. Anmelderne overgik hinanden i imødekommende begejstring, og en sang som ‘Spætter på bål’ viste en ny, mere kontemporær side af Nalle, men den slags kan man ikke leve af. Pladen sank som en sten. Ikke mindst fordi pladen, og lanceringen af den, kom i klemme i interne personalestridigheder på pladeselskabet.

De to nøglefigurer, Nalle havde tillid til og som havde overbevist ham om det nødvendige i at forny sig, i at tage en chance, var raget uklar med direktionen. De var derfor på vej væk. Ingen tog nogen beslutninger. Et eksempel: Da pladen lå færdig, skulle den jo have et omslag. Nalle blev ved med at rykke for forslag. Til sidst blev han så sur på SONET, at han en dag smækkede med døren og på sit umisforståelige fynske udbrød, at for hans skyld kunne de pakke pladen ind i et billede af Gøg og Gokke.

Det gjorde de så.

Et andet eksempel: Det var lykkedes Nalle at lande en aftale om at give tre numre i Lørdagskanalen, tidens mest sete tv-show. Hans optræden skulle times med udsendelsen af albummet. Nalle kom, blev set og sang, men da folk mandag morgen stod i pladebutikkerne (det var dengang) og ville købe Side 2, var pladen endnu ikke nået frem. Det skulle drøje endnu nogle uger.

Kortere fortalt blev Nalles kunstneriske hjemløshed suppleret af en identitetskrise, som sendte ham på gaden den næste halve snes år.

Her i karrierens efterår oplever Nalle så i al medieubevogtet stilfærdighed en genopblomstring. Han udgiver på Marsk Music fine roots- og bluesplader, knytter nye venskaber, bl.a. med Omar Dykes fra Omar & The Howlers, og da Nalle forleden i Chicago deltog i mindekoncerten for guitaristen Magic Slim, lod han sig rive så meget med, at han uden for nummer gav ’Shake, rattle and roll’ i så saftig en version, at man skulle tro, den titel er hans livsmotto.

Og kender jeg ham ret, vil han blive ved det med så længe han kan se lyset, for nu at frasere over titlen på hans seneste album, As long as I can see the light.

Dette er en længere omtale af den artikel, der i dag kan læses i Politiken, både net og print.

Foto: Sisse Stroyer ©

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

Readmore  
Julian Lennon fylder 50

Julian Lennon fylder 50

Kommentarer slået fra

Det kræver sin mand at vokse op som søn af et menneske, mange betragtede som en gud, og så undgå at se sig selv som Jesus. Men John Charles Julian Lennon beholdt begge ben på jorden. Og dét selv om han – af alle – valgte den sværeste vej: Musikervejen. I morgen fylder han 50.

Da han efter en del forståelige overspringshandlinger debuterede i 1984 med Valotte, lagde man først og fremmest mærke til stemmen, der spøgelsesagtigt minder om faderens. Genetikken kan Lennon junior ikke løbe fra, men det Phil Ramone-producerede album, bemandet med datidens studiemusiker-esser, rummede radiovenlige singler som titelsangen og The Police-møder-Beatles-balladen ’Too Late For Goodbyes’, der begge blev til Sam Peckinpah-instruerede videoer. Og der skulle ikke meget fantasi til at forestille sig, at sidstnævnte sang var skrevet til og om hans far:

Ever since you’ve been leaving me, I’ve been wanting to cry.
Now I know how it feels for you, I’ve been wanting to die.
But it’s much too late for good-byes, yes, it’s much too late for good-byes.

Time has gone since I’ve been with you, and we’ve been starting to die.
Now it seems you don’t care for me, and I don’t understand why.
But it’s much too late for good-byes, yes, it’s much too late for good-byes.

Og op af skuffen kom historien om, at John Lennon i julegave i 1973 havde foræret sin søn en Gibson-guitar og en trommemaskine, og dermed inspireret sønnen til at følge i hans fodspor.

Enhver Beatles-fans kender også historien om, at en barnetegning af Julian inspirerede hans far til at skrive sangen ‘Lucy in the sky with diamonds’. Lidt længere nede lå historien om, at Julian som sårbar femårig måtte se faderen bosætte sig i New York med Yoko Ono, den absolutte modpol til den husmornormale Cynthia. Julian blev hos sin mor, og så kun sjældent sin far.

De  senere år rapporteres han at have fået et tættere forhold til halvbroderen, musikerkollegaen Sean. Men selv om Julian lader sig se ved officielle lejligheder med Ono, forekommer forholdet mellem dem anstrengt uanset hvor brede smilene er. Julian Lennon opponerer bl.a. mod Onos forvaltning af John Lennons (musikalske) arv, og opnåede kun via et udenretligt forlig en større sum penge. I 2007 frasolgte han dog en del af sine forlagsinteresser i faderens musik.

Det viste sig svært for Julian at følge op på den Grammynominerede debut. The secret value of daydreaming floppede, og i 90’erne tog Julian Lennon en pause. Han fordybede sig, ikke uden talent, i fotokunsten. Tavsheden blev brudt i 1999 af en femte cd, Photograph Smile. I 2011 kom Everything changes, men kun i Storbritannien. Den står foran bredere udgivelse op til fødselsdagen, og er et godt eksempel på, at Julian Lennon altid har søgt at efterleve det råd, hans ’onkel’, Paul McCartney, gav i ’Hey, Jude’, den sang, han skrev som opmuntring til Julian midt under skilsmissen. Det er den med linjerne »take a sad song and make it better…«

PR-foto fra kunstnerens hjemmeside.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

Readmore  
Dengang George hørte Chiffons

Dengang George hørte Chiffons

Kommentarer slået fra

Jeg har læst et sted, at havde det ikke været for George Harrison ville The Chiffons og ‘He’s So Fine’ være gået i glemmebogen. Det er noget sludder. I denne uge for 50 år siden anede kun få amerikanere, hvem der var hvem i The Beatles. De vidste for den sags skyld heller ikke, hvem der var hvem i The Chiffons, men det var ligesom hele konceptet bag de mange pigevokalgrupper, der dannede highschool-lydsporet til petting og sværmerier.

Til gengæld kunne de fleste synge med på ‘He’s So Fine’, hvis debutsingle nåede toppen af Billboards Hot 100-liste 30. marts 1963, lå der i fire uger og solgte mere end en million eksemplarer (link til YouTube). Sangen var skrevet af den sorte sangskriver, Ronnie Mack, som præsenterede den for The Tokens. Gruppen, der havde hittet med ‘The Lion Sleeps Tonight’, arbejdede som producerteam og talentspejdere for Capitol Records, og kunne høre sangens hitpotentiale med det samme. Det var der ikke så mange andre, der kunne. Til at begynde med. 12 pladeselskaber sagde nej, da The Tokens tog på salgsturne, inden Laurie Records sagde ja, og tak tilmed.

Ronnie Mack havde fundet The Chiffons alias forsangeren Judy Craig, Barbara Lee, Patricia Bennett og Sylvia Peterson, doo wop’ende deruda’ i kantinen på deres lokale skole på Upper Manhattan. Han brugte dem til demoinspilningen, og The Tokens fandt ikke, der var grund til at skifte stemmer, men endte med selv at spille alle instrumenter på den rumbainspirerede single, fordi de ikke havde råd til studiemusikere. Det fik de til efterfølgeren ‘One Fine Day’…

Begge sange er gode, bandsat iørefaldende udtryk for tidens plisserede teenagekultur, som åbnede sig for uindviede, hvis man kunne kodeordet ‘doo-lang. doo-lang’. The Chiffons nåede sidste gang Top 10 i USA med ‘Sweet Talking Guy’ i 1966.

Og Ronnie Mack? Det lyder som et stykke triviallitteratur, men mens ‘He’s So Fine’ lå nummer 1, døde han. Det viste sig, at han led af lymfekræftsygdommen Hodgkin’s Disease, men havde holdt det hemmeligt til det sidste. The Chiffons overbragte ham en guldplade på hospitalet, siges det.

Og så tilbage til George Harrison:

Da ex-beatlen hittede med ‘My Sweet Lord’ ved indgangen til 1971, skruede The Tokens op for bilradioen. Den sang havde de hørt før. De eller rettere deres fælles ejede musikforlag, Bright Tunes, anlagde sag mod bl.a. Harrisongs, ex-beatlens selskab med påstand om plagiat. Subsidiært at Harrisons indtægter på sangen skulle indefryses indtil retten havde talt.

At de havde en oplagt sag er indlysende, navnlig da Harrison erkendte, at han kendte til ‘He’s So Fine’, da han, i øvrigt i København, skrev ‘My Sweet Lord’, men det amerikanske retsvæsen er for folk med tålmodighed, penge og evne til forhaling. Derfor faldt der først i 1976 faldt der dom for, at Harrison ‘ubevidst’ havde efterlignet Macks melodi, men stadig krænket dennes og Bright Tunes Music’s copyright. Straffen for det blev fastlagt til rundt regnet halvanden million dollars. Det var en del penge dengang. Læs evt. domsudskiften her.

Under forhandlingerne om vilkårene for udbetalingen af det beløb viste det sig, at den gamle, fyrede Beatles-manager, Allen Klein, i 1978 havde købt Bright Tunes af The Tokens. De juridiske mellemregninger er ret langhårede, men gik blandt andet ud på, at Klein etisk skulle behandle sin tidligere klient ordentligt. Summa summarum: I 1981 sanktionerede retten, at Harrison kunne slippe ud af sin copyrightkrænkelse ved af Klein at købe Bright Tunes (og dermed ‘He’s So Fine’) for det samme beløb, som Klein havde givet for forlaget – 587.000 dollars. Restbeløbet forsøgte Macks arvinger at komme i betragtning til. Uden held, og i 1998 blev der endeligt lagt låg på sagen.

Som en ironisk krølle på historien indspillede The Chiffons faktisk i 1976 deres version af ‘My Sweet Lord’. I et arrangement, der – sikkert ufrivilligt – får sangen til at fremstå som helt original (link til YouTube).

Krænkeren selv følte sig hele livet krænket af dommen, men udtrykker i selvbiografien I Me Mine ærgrelse over, at han ikke tænkte på at ændre en eller to toner his og pist, “for det ville jo ikke have haft nogen effekt på sangens feeling…”.

I 1976-sangen ‘This Song’, og ikke mindst videoen til, satiriserede George Harrison over forløbet. Han skrev, sagde han senere, det nummer som et forsøg på “at uddrive den paranoia omkring sangskrivning, som var ved at opbygge sig i mig.” Som Harrison besværgende synger: “This tune has nothing Bright about it…”.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

Readmore  
1983 var Michael Jacksons år

1983 var Michael Jacksons år

Kommentarer slået fra

 

Glem alt om The Police, Billy Joel, Eurythmics, Lionel Richie, Toto og David Bowie, hvis ‘Let’s dance’ nærmest er en hyldest til den, som hitlisterne 1983 tilhørte, nemlig Michael Jackson. I november 1982 havde han udsendt det Quincy Jones-producerede album Thriller, og umiddelbart efter nytår hittede han (og Paul McCartney) med ‘The Girl Is Mine’ på begge sider af Atlanten. Thriller endte med at tilbringe 37 uger øverst på Billboards albumliste, kun overgået af South Pacific og West Pacific med hhv. 69 og 54 uger i en helt anden tid med langt færre udgivelser.

Og i denne uge for 30 år siden var ‘Billie Jean’, den anden single fra Thriller, i gang med sin femte af i alt syv uger på toppen af Hot 100. Det er fortsat et mesterstykke. Små fem minutters hypnotisk puls som skabt til at få bænkevarmere på gulvet. Rytmesporet var oprindeligt skabt af sangeren og komponisten selv på en trommemaskine, men bagefter indkaldtes trommeslageren Leon Ndugu Chancler for at tilføje skæringen lidt ekstra punch. Chancler har selv senere fortalt, at han i et lydtæt rum i løbet af et par timer gennemspillede nummeret en halv snes gange, bistået af gode råd fra både Jackson og Quincy Jones.

En anden drivkraft var basgangen, udtænkt af Jackson, men spillet af Quincy Jones-protegeen, Louis Johnson fra Brothers Johnson. Han blev bedt om at medtage alle sine basguitarer, og da vi befandt os i en tid, hvor pladebranchen ikke behøvede tænke på penge (kun på, hvor de skulle få plads til dem alle sammen…) prøvede de dem alle sammen, og endte med en Yamaha. Som Johnson senere fortalte: “It’s really live, with a lot of power and guts.”

Det samme havde Michael Jacksons sang om berømmelsens bagside, om hende, der prøver at bilde ham ind, at han er far til hendes barn, men det kan det umuligt være, for som Jackson synger: “mother always told me be careful of who you love and be careful of what you you do ’cause the lies becomes the truth…” Ord, der genhørt med al den viden eller mangel på samme, som vi i dag har om Jackson, lyder som et livsmotto, offentligheden ikke gav ham fred til at efterleve.

I et samtidigt interview med Time Magazine sagde Quincy Jones: “Sort musik har spillet andenviolin alt for længe, men dens ånd er selve motoren i pop. Michael has connected with every soul in the world.Thriller har forlængst passeret 50 millioner-mærket og sælger stadig.

Det forbløffende og forførende ved en sang som ‘Billie Jean’ er, at man ikke behøver ane en snus om drengen, der hverken ville være sort eller voksen, for at blive revet med. Vi er alle moonwalkere for vorherre, når Michael Jackson byder op til dans. Se bare den officielle video.

For lige at markere, hvem der passede danseskoene bedst, påbegyndte Jackson 30. april endnu en syv ugers periode som nummer et i USA (og mange andre steder) med ‘Beat it’

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

Readmore  
En legende fylder 8Q

En legende fylder 8Q

Kommentarer slået fra

 

På YouTube findes et interessant klip fra 1985-optagelserne af ’We Are The World’, hvor Bob Dylan prøver at synge sine linjer til Michael Jackson og Lionel Richies hit. Dylan er tydeligt på udebane, men projektets dirigent, producer og initiativtager, Quincy Jones, viser i få, men afgørende øjeblikke, hvad der har gjort ham til en levende legende. Jones, ’Q’ blandt venner, er i øjenhøjde, påskønnende, men aldrig følgagtig. Og han ender med at få det bedste frem i Dylan, selv om denne, synligt lettet, slutter sin session med at mene: »I don’t think it’s any good at all…« Det meste af verden var uenig. (Eksternt link)

’We are the world’ var en udløber af Quincy Jones’ arbejde som producer af Michael Jacksons multimillionsælgende plader, ’Off the wall,’ og ’Thriller’ (og senere ’Bad’). Jones’ netværk var uvurderligt og den respekt, der stod – og står – om ham åbnede mange døre, bl.a. til utilnærmeligheden selv, Bob Dylan.

Quincy Jones var kommet til tops i musikbranchen uden at spille falsk. I dag fylder han 80.

Han voksede op i delstaten Washington som søn af en ejendomsadministrator og semiprofessionel baseballspiller. Hans foretrukne instrument blev hverken lommeregner eller boldtræ, men trompet, som han spillede sammen med sin ven, den tre år ældre pianist Ray Charles. Talentet var så åbenbart, at han fik et scholarship. Han afbrød imidlertid studierne for at spille med Lionel Hampton. Der øvede han sig som arrangør og netværkede med Dinah Washington, Miles Davis, Count Basie og Sarah Vaughan.

I 1957 flyttede han til Paris efter at have turneret som trompetist og orkesterleder for Dizzy Gillespie. Han boede i Frankrig en årrække, og dygtiggjorde sig i orkestration med lærere som Messiaen. Et forsøg med eget bigband blev en økonomisk katastrofe, og Jones vendte gældsat tilbage til USA. Fiaskoen lærte ham, at der er forskel på musik og musikbranchen, »og hvis jeg skulle overleve, var jeg nødt til at lære at kende forskel på de to ting.«

Det kom han til i 1964, hvor han, som første afrikanskamerikaner, blev udnævnt til vicepræsident for et pladeselskab, ejet af hvide, nemlig Mercury.

60’erne blev et gennembrud for Jones, som pladedebuterede i eget navn – hen ved 40 albums er det blevet til – men navnlig gjorde han sig gældende som filmkomponist. Mest markant i Sidney Lumet-filmen, ’Pantelåneren’, samt ’I nattens hede’ med tidens sorte stjerne, Sidney Poitier. Og Jones’ musik til 1967-filmatiseringen af Truman Capote-romanen ’Med koldt blod’ indbragte ham en Oscar-nominering. Det samme fik han en lille snes år senere for musikken til ’Farven lilla’. Talrige tv-programmer fra ’Ironside’ over ’The Bill Cosby Show’ til miniserien ’Rødder’ bærer også Jones’ musikalske signatur.

Sideløbende arbejdede Jones med smittende kreativitet i den del af branchen, jazzfolk plejede at kalde pop – måske en forklaring på, at han ikke har et selvstændigt opslag i den seneste udgave af Politikens Jazzleksikon. Han producerede Top 10-hit for Lesley Gore, bl.a. ’It’s My Party’, og arbejdede som arrangør for Frank Sinatra på evergreens som ’Fly Me To The Moon’, og det var Jones, der dirigerede Count Basies orkester på bestselleralbummet, ’Sinatra at the Sands’, i 1966.

Først i 70’erne blev han ramt af alvorlige aneurismer, som tvang ham til en pause. Han genindtog dog producerstolen med maner. Debutalbummet med The Brothers Johnson solgte mere end en million plader.

Så det var ingen novice, der i 1978 producerede musikken til ’The Wiz’, Lumets forsøg på at en sort musicaludgave af ’Troldmanden fra Oz’ med Diana Ross som Judy Garland. Under optagelserne mødte Jones den endnu afrokrøllede Michael Jackson. Resten er historie.

Med syv Oscar-nomineringer, 27 Grammyer, flere æresdoktorater og den franske Legion d’Honneur-orden mangler Quincy Jones ikke noget på kaminhylden, men det har virket påfaldende, at der ikke har været plads til ham i rockens Hall of Fame. Det bliver der imidlertid om en måned, hvor han modtager den prestigiøse Ahmet Ertegun Lifetime Award.

Ved pressemødet, hvor prisen blev annonceret, forklarede Jones i få ord, hvad der har været drivkraften i hans virke, hvad der udgør hans verden: »Vi har tolv toner og det er det, der forener verden.«

Readmore  
Patsy in memoriam

Patsy in memoriam

Kommentarer slået fra

I dag for 50 år siden forulykkede et lille gult enmotors Piper Comanche privatfly i turbulent vejr i et øde område små tyve kilometer vest for Tennessee River. Havariet var så voldsomt, at ikke alene flyrester, men stumper af menneskekød blev spredt over et større areal. Det vanskeliggjorde selvsagt identifikationen, for som en lokal hjemmeværnsmand konstaterede: “There’s not enough to count … they’re all in small pieces.”

Alligevel stod det hurtigt klart, at passagerne var countrymusikere på vej hjem til Nashville fra et job i Kansas City. Og dagen derpå ryddede avisen Nashville Banner forsiden med denne rubrik: “4 Opry Stars Die in Crash”. Der var tale om sangerne Cowboy Copas og Hawkshaw Hawkins, manageren og guitaristen Randy Hughes samt hans klient, sangerinden Patsy Cline, 30 år.

Cline var på det tidspunkt den regerende dronning i Nashville, og havde ikke kun gennemslagskraft på countrymarkedet, men var en popstjerne, der først var begyndt at skinne et par år tidligere.

Hun fik et tidligt hit i 1955-56 med western swing-sangen ‘Walking after midnight’, men hendes talent forløstes først ved mødet med produceren Owen Bradley. Bradley påskønnede hendes countryrødder, men så tidligt, at både hendes poppotentiale og stemme kunne udvikles ved at tilsætte de strygere, mange i Nashville på det tidspunkt ellers anså for at være den rene og skære blasfemi. Det var ikke sådan Gud havde tænkt sig country & western. Fioler, ja, men ikke violiner.

Gud om det. Med sange som Willie Nelson’s ‘Crazy’ (som hun først ikke faldt for, fordi sangskriverens demo var så dårligt sunget), ‘I Fall To Pieces’ og ‘She’s Got You’ gav hun country en ny stemme, fuld af lige dele sødme og smerte, og med en nærmest bluesmusikikalsk indlevelse, der fik en anmelder til at mene, at Cline ikke sang sangene, næh, hun beboede dem. Som en slags countrymusikkens svar på Judy Garland.

Det mærkelige og mærkeligt bekræftende var, at Cline faktisk kunne modstå succesen, i hvert fald rent kunstnerisk, og selv om hun optrådte i Las Vegas og i året inden sin død nærmest blev stylet som en diva, lød hun som en fuldblods kvinde. Der ikke altid havde det nemt, hverken i ægteskabet eller med sig selv og en grundlæggende fornemmelse af angst og utilstrækkelighed.

Interessen for Patsy Cline blev stimuleret, da hun, noget Hollywood-forskønnet, blev portrætteret af Jessica Lange i 1985-filmen, Sweet dreams, som gav et vist nok noget dramatiseret indtryk af hendes ægteskab med Charlie Dick (det hed han!), spillet af Ed Harris. Og tre år senere slog k.d. lang igennem med det Owen Bradley-producerede album, Shadowland, som var en de facto hyldest til forbilledet. Langs orkester, The Reclines, blev oprindelig dannet som et tribute band til Cline. Og hun sang på debutalbummet i 1984 en version af Clines sang, ‘Stop, look and listen’. En sanger som Margo Timmins fra Cowboy Junkies kan også sin Patsy Cline…

Herhjemme var navnlig Grethe Ingmann inspireret af Patsy Cline, og langt senere indspillede Lis Sørensen faktisk det meste af et album med Cline-covers, der aldrig kom ud, men samler støv et eller andet sted.

I bokssættenes barndom var Cline en af de første kunstnere, der modtog den helt store boksbehandling. Det nu udgåede 4-cd-sæt The Patsy Cline Collection er stadig den definitive samling fra en sanger, der aldrig tabte højde.

Undtagen altså hin fatale martsaften for 50 år siden.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

 

 

 

Readmore  
Fats Domino fylder 85

Fats Domino fylder 85

1 Comment

 

 

I en tid, hvor flygtighed søges forfremmet til evighed og superstjerner kan købes i løs vægt ved indgangen til ethvert amatørtalentshow, er det lidt vildt at skrive om en musiker fra 1928, og vel at mærke ikke gøre det i en nekrolog. I dag fylder Fats Domino 85.

Han pladedebuterede i 1949 med singlen ’Detroit City Blues’. En lokal DJ kunne bedre lide bagsiden, og fire år senere havde ’The Fat Man’ solgt en million eksemplarer. Vel at mærke uden at bryde igennem til det hvide marked – USA var raceinddelt og Domino havde base i Louisiana, et af de steder, hvor amerikansk apartheid var mest synlig.

Nummeret, som han skrev sammen med sin kapelmester, Dave Bartholomew, introducerede Dominos uefterlignelige, lidt indolente swing, det rullende piano arvet fra Professor Longhair, det bramfri foredrag (»they call me the fat man, because I weigh two hundred pounds«) og et beat, der kvalificerer sangen til at være en af de første rock ’n’ roll-skæringer med lige dele Louis Jordan-’jump blues’ og mindre jazzet blues a la Champion Jack Dupree.

Antoine ’Fats’ Domino voksede op i fattigdom i New Orleans som yngst i en børneflok på ni (selv har han ’kun’ otte børn). Hans far var violinist, og en tyve år ældre svoger lærte niårige Fats, hvilke tangenter han skulle trykke på, og kom i øvrigt langt senere med i Dominos band som guitarist. Domino forlod skolen som fjortenårig og begyndte som ufaglært fabriksarbejder. Aftenerne brugte han som pianist og sanger i nabolagets barer. Her blev han hørt af den trompetspillende Bartholomew, som bijobbede som talentspejder for pladeselskabet Imperial. En indspilning blev arrangeret og resten viste sig at blive rockhistorie.

De efterfølgende singler hittede alle på de sorte salgslister, men først i 1955 fik Domino sin første Top 10-træffer på mainstreammarkedet. Det var ’Ain’t That A Shame’. Typisk for tiden kopieredes nummeret af den vandkæmmede Pat Boone, som førte sangen helt til tops i en renskuret, hvid version. En snes år senere gjorde Lennon på racens vegne afbigt for Boone ved at medtage ‘Ain’t That A Shame’ på sit Rock ‘n’ roll-album som en hyldest til Fats.

Trods 65 millioner solgte plader og så mange guld- og platinplader, at det ville kunne gøre alle andre end Beatles og Elvis misundelig, nåede Domino mærkeligt nok aldrig førstepladsen af den amerikanske hitliste. Det nærmeste han kom var, da ’Blueberry Hill’ blev nummer to i 1957, og så var sangen for en gangs skyld ikke et samarbejde mellem ham og Bartholomew, men sange som ’Walking to New Orleans,’ ’Blue Monday’, ’I’m Walking’ og ’My Girl Josephine’ sikrer ham udødelighed som linket mellem rhythm ‘n’ blues og rock ‘n’ roll. Med til at øge synligheden var også Dominos medvirken i nogle af periodens stildannende musikfilm, f.eks. Shake Rattle And Roll, samt flittig deltagelse i nogle af tidens populære package-shows.

Han holdt ikke idol-idealmålene, vrikkede ikke anstødeligt med hofterne eller luftede samfundsomstyrtende hensigter og var en flink fyr. Domino ’nøjedes’ med at fylde dansegulvet med et klaverspil, der var stildannende for alle fra Lloyd Price over Little Richard, Jerry Lee Lewis og guitaristen (!) Chuck Berry til Georgie Fame, vores lokale Melvis, Dr. John, Elton John og Billy Joel (som holdt introduktionstalen, da Domino kom med i rockens Hall of Fame i 1986), og en stemme, fuld af tør humor og en sanselighed, der på en mærkelig måde kun forstærkedes af, at sangeren altid var ulasteligt jakkesætklædt.

Hans opskrift afslørede han dengang meget enkelt: “You got to keep that beat.” Ikke mere, men sandelig heller ikke mindre.

Da Beatles-bølgen rullede ind over Amerika og amerikanerne, tog den ikke Fats Domino med – John og Paul var store fans. Hans sidste hit var en fin udgave af ’Lady Madonna’, McCartneys Fats Domino-inspirerede sang, men Fats genvandt aldrig samme kommercielle momentum; nok så meget fordi samarbejdet med Bartholomew ophørte og et nyt pladeselskab, det dengang store ABC/Paramount, forsøgte at countryficere Fats. Forgæves.

Live vedblev han dog at være en smittende fornøjelse til langt op i 90’erne, og udgav sågar en ret god juleplade i 1993 med specialkrydrede udgaver af bl.a. ’Jingle Bells’.

New Orleans var hans hjemsted, og med årene flyttede han sig kun modvilligt og midlertidigt. Da varslet om orkanen Katrina kom i august 2005 besluttede han at blive i sit hus, ikke mindst fordi hustruen Rosemary var dødssyg. Da Katrina havde trukket sit ødelæggende spor gennem Louisiana opstod der rygter om, at Fats Domino var blandt ofrene. Nogle dage senere blev hans død dementeret på CNN. En redningshelikopter havde bragt ham og familien i sikkerhed. Derimod stod hans klaverer og guldplader ikke til at redde. Dem havde Katrina taget.

Den belønningsmedalje, ’National Medal of Arts’, han havde modtaget af Bill Clinton, gik også tabt. Clintons efterfølger, George W. Bush, sørgede for at få fremstillet en ny, som han personligt tog til New Orleans og overrakte Fats Domino.

Det manglede bare andet.

Dette er en længere version end den, der kan læses i dagens printudgave af Politiken.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

Readmore  
George in memoriam

George in memoriam

6 Comments

George Harrison valgte den forkerte gruppe at blive sangskriver i. I enhver anden sammenhæng ville melodier som ’Here Comes The Sun’, ’Something’, og
‘While My Guitar Gently Weeps’ have kvalificeret til udødelighed.
Nu blev de mere eller mindre ‘bare’ brugt som eksempel på, at The Beatles skam var andet og mere end Lennon-McCartney,
så George var ikke den, der var mest ked af det, da Paul i april 1970 overhalede John indenom og annoncerede sin afgang til fordel for en solokarriere.
Sådan en havde han også længe tænkt på at få.

George havde, når alt kom til alt, været den, der havde advokeret mest vedvarende for, at de skulle ophøre med at give koncerter for døve, som han engang kommenterede de beatlemanierede tilskuere. Allerede i slutningen af 1964 følte han, at nyhedsværdien ved at være populær havde fortaget sig, fortæller han i sin biografi I Me Mine.

George var ikke kommet med i The Quarry Men for at blive populær, men for at kunne spille lidt mere fast med sin lidt ældre skolekammerat, Paul, og for at dygtiggøre sig. John havde nu ikke hørt den manglende dygtighed som et problem, da han i 1958 på førstesalen af en en halvtom dobbeltdækkerbus på vej til Penny Lane blev præsenteret for en klejn knægt med teddyboy-vandfald i håret. George spillede nemlig om muligt bedre end Paul. Harrison anbefalede sig selv med en gennemspilning af ’Raunchy’, et obskurt amerikansk instrumentalhit, som guitaristen Duane Eddy noget senere brugte til at fintune sin stil som Mr. Twang. Det, der bekymrede John, var Georges alder. John legede ikke med de små. Han mobbede dem.

En aldersforskel på tre år virker latterlig her, hvor George i morgen ville være fyldt 70, men den er meget i den alder, men Georges kompetence kompenserede for det. Og han blev Benjamin i bandet; en position han siden, forgæves, prøvede at komme fri af.

Det nye bandmedlem var, lige som Ringo, ud af noget fattigere kår end Paul og John. Den hjertevarme familie var romersk-katolsk, af irsk afstamning som mange i Liverpool. Georges far var buschauffør, moderen stod i butik og der var tre sønner og en datter at mætte hjemme. George var, som John, ret umulig i skolen, selv om han stred sig til en plads på samme grammar school som Paul, The Liverpool Institute. Han huskede siden skoletiden som den værste i sit liv: »De prøvede at forme alle til små rækker af karameller.« I hans karakterbog skrev en lærer om hans indsats: »Jeg kan ikke sige noget om hans arbejde, for han har ikke lavet noget.« Umulig, men ikke dum, bare utålmodig, så der var en vis logik i, at hans fars fremtidsdrøm for sine drenge var, at de skulle åbne et familieejet værksted. Harry skulle være mekaniker, Pete svejser og lille George elektriker. Det gjaldt om at kunne et håndværk. Og for at imødekomme sin far bare lidt, fandt George efter endt skolegang faktisk en lærlingeplads. Den var et godt værn mod arbejdsløsheden, syntes hans far.

Mod den havde George fundet et hemmeligt våben. Guitaren. Fra et åbent vindue havde han en dag hørt Elvis i radioen synge ’Heartbreak Hotel’ og da skifflebølgen brød løs, ville han også ride med på den. Han kaldte sit første band, en skifflegruppe, The Rebels. Navnet på bandet harmonerede med Georges selvopfattelse på den tid beretter den guitarspillende skolekammerat, Colin Manley, i Bob Spitz’ bog om The Beatles. Om Harrisons ildhu på instrumentet siger Manley: »Han vidste, hvordan han skulle farve et riff. Det var noget, ingen af os andre overhovedet havde overvejet at gøre før. Det var anderledes, så opfindsomt og så seriøst. De fleste af os ønskede bare at kunne spille på instrumentet, men George var ude på at erobre det … George studerede guitar på samme måde som andre ville studere en videnskabelig teori.«

Ind i The Beatles bragte han en øget bevidsthed om, at musik også er kunnen, ikke kun udtryk. Paul bød denne attitude velkommen. John var mere tvivlrådig. Hans idol, Elvis, kunne jo ikke spille guitar til andet end husbehov, men han forstod da at trykke den af alligevel, ikke? Omvendt var det jo Johns band, så han blev hurtigt klar over, at han måtte dygtiggøre sig, hvis han skulle fastholde den position. George har senere givet udtryk for, at han i starten tog den meget dominerende John fra oven og ned: »I just thought he was O.K.«

Ifølge Spitz var det noget mere end det. Til ham fortæller klassekammeraten Arthur Kelly, at »George idoliserede John lige fra starten. Det gjorde vi alle.« Selv har John sagt: »Jeg kunne ikke tage ham, da han først dukkede op. Han plejede at hænge i mine haser som en skide unge hele tiden… det tog mig år at tage ham ind, at begynde at betragte ham som en jævnbyrdig.« Først da de begge senere simultant begyndte at tage stoffer, blev de mere lige.

ALLE TALER ALTID om John som den rapkæftede i The Beatles. George gav ham nu ikke meget efter. Især lige efter gennembruddet føltes det nærmest, som om George skulle udjævne sin manglende anciennitet i bandet ved at råbe højt. Og være flabet. Som om verden bestod af skolelærere og uvorne elever. I den forstand er historien om, at han ikke kunne lide George Martins slips betegnende for hans måde at gebærde sig på. Over for andre. For indadtil var han indtil videre den, der føjede sig under Paul og Johns regime. Han havde dog ikke meget til overs for ret mange andre end The Beatles. Johns første kone, Cynthia, har fortalt, at det var dejligt og bemærkelsesværdigt at opleve, hvordan det stigende indtag af hash og senere langt stærkere stoffer gjorde George mindre ubehøvlet og »grim i munden.«

Mens George fandt stor tilfredsstillelse i arbejdet med musikken i The Beatles – i hvert fald i det første lange, kreative stræk, kunne han som nævnt hurtigt overskue charmen ved beatlemania. Netop derfor var han altid den, der meget nøjeregnende fulgte med i, om de nu fik de penge, de havde krav på. Selv da han blev mere rund i det og tilgivende, kunne han finde sin gamle skarphed frem, også på de andres vegne. F.eks. skrev han den indforståede ’Only A Northen Song’ som en kommentar til især Lennon-McCartneys copyright-kalamiteter med musikforlæggeren Dick James: »It doesn’t really matter what chords I play/what words I say/or time of day it is/’cause it’s only a Northern song…«

I Hunter Davies’ Beatles-bog, der kom i 1968, hvor The Beatles som band betragtet stadig blev taget for givet af andre end de værste rygtesmede i Fleet Street, kom Harrison med nogle udtalelser så åbenhjertige, at de var blevet stoppet af nutidens presserådgivere: »Hvad mig selv angår, nyder jeg ikke længere at være en beatle. Hele det Beatles-ståhej er trivielt og betydningsløst. Jeg har det op til her med alt det ’mig-os-jeg’ stof og alle de meningsløse ting, vi gør. Jeg prøver at arbejde med løsninger til de mere væsentlige aspekter af livet.« Og tilføjede: »At tænke over at være en beatle er at gå baglæns. Jeg er mere optaget af fremtiden, men det vil tage mere end et halvt år at fortælle dig præcist, hvad jeg tror på – alle hindu-teorierne, de østerlandske filosofier, reinkarnation, transcendental meditation. Det er først, når man begynder at forstå de ting, at man indser, hvor formålsløst alt det andet er.«

Første skridt i erkendelsen kom gennem det, Harrison senere kaldte »the dentist experience«. Denne første ufrivllige nærkontakt med lysergsyrediethylamid, bedre kendt som lsd, blev en bevidsthedsudvider for George. Han beskrev effekten »som en meget koncentreret udgave af den bedste ting, jeg nogensinde havde oplevet i hele mit liv. Jeg blev forelsket, ikke med noget eller nogen speciel, men med alting.« Derefter føltes skridtet fra The Beatles til Bhagavad Gita ikke langt.

Ravi Shankar sagde engang, at George for ham at se var mere indisk end mange indere. Et stykke tid før han anede, hvem Shankar var, mødte George en anden inder. Under filmoptagelserne til Help! på Bahamas var George og de andre beatler tit ude at cykle, noget filmselskabets presseafdeling ikke havde noget imod…  Mod dem kom en dag kørende »this swami guy«, som Paul husker det. På sin høflige indiske måde overrakte han dem hver en guide til hatha yoga. George så mødet som et tegn, sendt fra nogen, der var større end ham selv og nøjedes ikke med at læse bogen. »Jeg ved nu, at det var en del af et mønster,« fortæller han Hunter Davies: »Det var meningen, jeg skulle læse den nu. Det hele følger en sti, ligesom vores egen sti … John, Paul og George fandt sammen, og lidt senere Ringo … vi er alle bare små hjul i en handling, alle er en del af.«

george_harrison_1969_06_29

Harrison var den eneste i gruppen, der ikke syntes, at Østens mystik var mystisk. Nok kom han fra Liverpool, men han blev mere til rice ’n’ curry end fish ’n’ chips, og allerede tidligt gik han på opdagelse i indisk musik som andet end et klangligt krydderi. Ravi Shankar og sitarspillet kickstartede også Georges sangskrivning eller i det mindste hans ambitioner om at skrive sange, der ikke bare var pop. Dem skulle The Beatles naturligvis indspille. Det forekom dog ikke John og Paul helt så indlysende. Og et meget levedygtigt kim til utilfredshed slog rod i George.

Som han selv har sagt, så var det som om de to andre troede, de havde fortrinsret bare fordi

Readmore  
60 år i dag: Pia Raug

60 år i dag: Pia Raug

4 Comments

Pia Raug kommer ikke fra et hjem med klaver. I hendes barndomshjem spillede man sav. Eller rettere: Det gjorde hendes far, Ib Raug, blandt venner kaldet Savføreren. Som sådan gav han blandt meget andet lyd fra sig i ensembler som Fynsk Harmoniforvirring.

Hans datter har nok oplevet sin livskvote af forvirring, men hun har altid været ven med harmonierne. Allerede som ung arkæologi- og latinstuderende i Århus vakte den klassisk-sproglige student fra Odense Katedralskole opsigt rundt omkring på de små listige steder med sit fine guitarspil og en renhjertet stemme, der gjorde det mere naturligt for hende at synge Joan Baez end Bob Dylan. At hun alligevel gjorde begge dele, siger en del om et tidligt udviklet mod til at prøve grænser af.

I 1978 albumdebuterede hun med Hej, lille drøm. Pladen indeholdt hendes tonsætning af Ebba Munk-teksten ’Regnvejrsdag i november’, som er del af danskernes musikalske fælleseje som ’Jeg vil male dagen blå’. Til Kristeligt Dagblad sagde Raug i 2000: »Skulle sangen blive det eneste spor, jeg sætter mig, ville det egentlig være okay… hvis den sang bliver min pil ud i fremtiden, skal jeg være taknemmelig for at det lod sig gøre.«

Hun skulle dog lægge mange alen til sit kunstneriske udtryk, da hun på opfordring af Peter Abrahamsen i 1981 udgav en musikalsk gennemskrivning af Inger Christensens banebrydende digtkreds det (der kan høres på Spotify). Pludselig var der mere Joni Mitchell i hende end Joan Baez, og genrerne flød organisk sammen på et album, der føltes som en renselse for lytteren og for hende selv. På det indledende nummer synges der »endnu er det uvist om lyden når frem…« Det var det ikke, da pladen var færdig. Den holder stadig som dokument om, at ikke alle sangerinder gik i Anne, Sanne & Lis-skolen dengang, og beviste, at feminister ikke behøver gå i rødstrømper.

Da hun i 1997 som den første modtog Nathalie Zahles Rejselegat sagde hun om arbejdet med ’det’: »Lige siden den gang har Inger siddet på min skulder og hvisket til mig, at sproget ikke må maltrakteres, selvom det iklædes musikkens slørende gevandter«.

Tidligt i 80’erne fik Pia Raug konstateret celleforandringer, og kom ud i en depressionslignende krise. Hun blev så bange for at have og få kræft, at det i store dele af pressen blev udlagt, som om hun havde det. Hun skrev sig ud af krisen, dels med den ret private plade, ’Iskrystaller’, og med langdigtet ’Huset’. Undervejs mødte hun Gud og sig selv på en ny måde, så hun i dag »kan bøje hovedet og sige Fadervor ud i rummet.« Romanen, ’Bristepunktet’, fra 2000 havde samme omdrejningspunkt.

Denne indre eksistentielle diskussion førte til et samarbejde med jazzpianisten Steve Dobrogosz om bl.a. danske salmer og viser. Indtil videre er det blevet til en håndfuld cd’er og mange optrædener rundt omkring på steder med mindre larm end i minefeltet i Midtbyen.

Et flygtigt kig ned over Pia Raugs cv kunne forlede til at tro, at hun ikke længere er slet så kunstnerisk aktiv. Det er ikke helt rigtigt – bl.a. er der til stadighed efterspørgsel efter hende til kirkekoncerter, men hun har længe været ude af mediemøllen. Ikke uden en vis lettelse.

Til gengæld har hun de seneste 25 år brugt en stor del af sin energi på at forbedre vilkårene for sine kolleger. Med afsæt i interesseorganisationen, Djbfa – Danske jazz-, beat- og folkemusikautorer, har hun været en følsom og stædig ildsjæl i bl.a. KODA (hvor hun har været bestyrelsesformand og næstformand for KODA’s Råd – og hun repræsenterer stadig foreningen i KODA), skiftende statslige tonekunstudvalg og Dansk Kunstnerråd, men også siddet i filminstituttets Råd for Spillefilm og været præsident for CIAM, komponisternes verdenskongres – for nu bare at nævne et udpluk.

Formandsstolen i Djbfa sad hun i 2008-2012, men sædet endte med at blive meget varmt. Sidste sommer gik Pia Raug eller blev gået – iagttagere vurderer det forskelligt. Officielt lød forklaringen på hendes udtræden af bestyrelsen, at hun var uenig med resten af den om foreningens »politiske kurs og udmøntning i praksis«. Set udefra handlede konflikten nok så meget om mødet mellem en ny og stadig mere indflydelsesrig sekretariatschef og så en formand med erfaring fra en tid, hvor musikmiljøet endnu ikke var blevet djøf’iceret.

For en gangs skyld var Pia Raugs gehør ikke nok, men som hun efterfølgende skrev i et brev til Djbfa’s medlemmer, så ville hun “til gengæld love … at jeg ikke vil rumstere rundt i kulisserne, blande mig fra sidelinjen og dermed undsige bestyrelsens fremtidige arbejde. Det er i forvejen vanskeligt nok at navigere i en brydningstid.”

Sådanne tider plejer ikke at være de mindst frugtbare for kunstnere…

Foto: Suste Bonnén ©

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top