Seal er ikke kun fotogen

Seal er ikke kun fotogen

Kommentarer slået fra

Hører man til de ikke helt få, der smuglæser ugeblade hos frisøren, har man ikke kunnet undgå at støde på den meget sorte sanger, Seal, og hans meget blonde kone, ’Next Top Model’- og ’Project Runway’-værten og eksmodellen Heidi Klum. De gør sig godt på billeder, og gerne sammen med deres fire børn, men billedet endte med at lyve. Efter syv års ægteskab blev parret sidste år skilt.

I dag runder Seal de 50.

Sangeren har dog gjort sig på andet end billeder. Musikalsk blev han fostret af det blomstrende britiske house-miljø i slut-firserne, og fik sit første store hit i 1991 med den selvkomponerede ’Crazy’.

Ifølge pasmyndighederne hedder han Seal Henry Olusegun Olumide Adeola Samuel, men blev hurtigt kendt i Londons funk- og soulmiljø som Seal, og da han i 1990 mødte produceren og lydarkitekten Trevor Horn var det slut med at synge kor.

Det endelige gennembrud kom, da hans sang ’Kiss from a Rose’ i 1995 kom med på lydsporet til Batman Forever.

Siden 1991 er det blevet til syv album – heraf to de senere år, hvor han hylder sine forbilleder, Smokey Robinson, Marvin Gaye og Lionel Richie i kopiversioner, der både er præcise og personlige.

Han har modtaget syv Grammy’er og Brit Awards.

Seals hjemmeside findes et bredt udvalg af hans videoer, som også viser hans spændvidde.

Ved koncerter udfolder han en næsten magnetisk udstråling i et repertoire, som han selv skriver med ubesværet talent og et kærligt nik til de førnævnte samt Bob Marley, Rod Stewart og Sting – Seal spiller som denne selv bas med udpræget gehør ligesom hans udsøgte stilsans står godt til akustisk akkompagnement.

Politisk tonedøv var Seal derimod, da han i oktober 2011 sang til en fødselsdagsfest i Grosnij for den tjetjenske præsident, Ramzan Kadyrov. Menneskeretsorganisationer bebrejdede Seal og de andre deltagende stjerner, at de fejrede en de facto diktator, berygtet for meget lidt demokratiske metoder. Skuespilleren Hilary Swank undskyldte siden sin medvirken og fyrede sin manager, mens Seal indkasserede sine efter sigende 500.000 dollar for at synge to sange og tweetede bagefter, at folk bare havde at blande ham uden om politik, tak.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

PR-foto: Warner Brothers

Readmore  
Rockens Mads Skjern død

Rockens Mads Skjern død

2 Comments

En af dansk musiklivs usynlige giganter opgav i lørdags kampen mod kræften. Flemming Schmidt blev 63.

Som direktør for Live Nation var han storleverandør af stjerner til Parken, Jyske Bank Boxen og ikke mindst Roskilde Festival. Men selv om han var dus med både Bruce Springsteen, Robbie Williams, Sting og Madonna, og absolut selv kunne fylde billedet helt ud, når situationen krævede dét, foretrak han at færdes i kulisserne, trække i trådene og på den sans for logistik, han havde lært i militæret samt – naturligvis – indkassere de ikke uanselige beløb (og erfaringer) undervejs. Han havde et netværk, der ikke kan måles i ’likes’ på Facebook, men som skyldtes en uefterlignelig blanding af troværdighed og usentimentalitet.

For selv om Flemming Larsen Schmidt var draget af musikken, var den for ham også et forretningskoncept, som han udviklede med en snusfornuft, han havde arvet fra sin far, der var landmand i Aagaard mellem Kolding og Vejle.

Schmidt kom til København under ungdomsoprøret. Her var han ølkusk for Tuborg om morgenen og gik til hånde på et koncertbureau senere på dagen. Et nu glemt dansk band ved navn Hair (link) hyrede ham i 1969 alene på hans energi til at skaffe sig kontrakter og kontakter. Da bandet gik i opløsning, stod der stadig en række koncerter i ordrebogen, som man var kontraktligt forpligtet til. For at få has på det, dannede Flemming Schmidt derpå sit eget bureau, DKB.

DKB etablerede sin startkapitel på shows med de dengang ret ukendte Supertramp. Siden udvidedes viften, og i ikke altid lige ædel kappestrid med ærkerivalen Arne Worsøe voksede DKB sig så strategisk lækre, at Schmidt og hans daværende partner, Steen Mariboe, efter årtusindskiftet opkøbtes af den globale underholdningsgigant, Live Nation. (Præcis som DKB, nu som DKB Motor, i sin tid havde opædt resterne af Gnags-koncernens management- og bookingfirma, Rock On.)

Flemming Schmidt blev dog siddende i stolen. Ingen kunne udfylde den som ham. Og i baglandet havde han erfarne folk som bl.a. den svenske musikmogul Thomas Johansson. Det var, som om Schmidt var iklædt en imaginær t-shirt med påskriften ’Man kan ikke være venner med alle’. Hans uleflende facon kunne forveksles med arrogance, men omvendt havde netop han en del at have selvbevidstheden i.

At der i hans købmandskab også lå et diskret, næsten genert ønske om at bidrage til (musik)historien, så man, da han i 1996 overtalte Dylan til at spille på Christiania. De nu legendariske koncerter i Den Grå Hal satte et noget mere blivende aftryk, end da Flemming Schmidt sidst i 60’erne deltog i danmarksmesterskaberne i pløjning – han havde egen øvemark i Ballerup! – men selv om traktoren siden blev skiftet ud med et mere passende køretøj forblev ærekærheden, retningssansen og jordforbindelsen den samme.

Han efterlader sig hustru og tre børn.

R.I.P. – rock in peace…

Foto: Live Nation

Dette er en længere udgave af den nekrolog, som i dag kan læses i printudgaven af Politiken.

Readmore  
Maria Bramsen fylder 50

Maria Bramsen fylder 50

Kommentarer slået fra

Maria Bramsen var atten år, da hun stod i en lille lejlighed på solsiden af Istedgade og sang for sin fremtid. Lejligheden tilhørte Anne Dorte Michelsen (t.h.), som søgte en ny makker i stedet for Gitte Naur til frontlinjen i Tøsedrengene, et band, der med to lp-plader bag sig radiohittede med reggaenummeret ’Sig du ka’ li’ mig’. Maria Bramsen kommer fra et hjem med klaver, Benny Andersens. Hun er nemlig datter af digterens ’Rosalina’, Cynthia.

I dag runder hun de halvtreds.

Med en baggrund som korsanger for Debbie Cameron vandt hun den audition i Istedgade, og året efter er Maria Bramsen med til at lægge danskerne ned med Tøsedrengenes tredje album. ’Hør på mig’ synger hun. Det gør P3-Danmark i den grad.

Konstellationen af den inderlige århusianske Anne Dorte Michelsen og den lidenskabeligere, men alligevel mere generte Maria Bramsen sikrede Tøsedrengene et stort koncertpublikum og sekscifrede salgstal. Bramsen sang sange som ’Indianer’, ’Et lysår – en stjerne’, ’Vi var engang så tæt’ og ’Så gik der tid med det’ lige ind i tiden, hvor der var behov for andet end pastelfarver og skulderpuder.

I januar 1986 gik bandet, som aldrig havde lagt bånd på gemytternes forskellighed, i opløsning. Tøsedrengene var ikke for tøsedrengene. Via et mellemspil i gruppen The Lejrbåls kom Maria Bramsen sammen med Michael Bruun og Jan Sivertsen i 1988 med i Ray Dee Ohh. Der inviterede hun og den dengang helt ubeskrevne halvsvensker Caroline Henderson danskerne til mandagsstævnemøder til tonerne af melodisk radiopop med tyk rockaccent. Bandet stoppede i 1992, mens lyset stadig brændte, efter tre år og tre bestselleralbum.

Bramsen havde da fået nok af brændende lipglosslæber, så hun søgte ind på Danmarks Designskole, hvorfra hun tog eksamen i 1999 med speciale i visuel kommunikation og animationsfilm, sideløbende med at hun bidrog flittigt og godt til ’Åh abe’-pladerne og stiftede familie med Simon West, der havde spillet med Thomas Helmig og Ray Dee Ohh og siden kom med i Danser med Drenge.

I dag arbejder Bramsen i det kreative fællesskab, Gul Stue. Her designer hun cd-omslag, bøger og websider, men lige før jul fik hun bekræftet, at danskerne ikke har glemt hende, da hun og Anne Dorte Michelsen tog på turne med sangene fra dengang. Det, der startede som en løs snak ved Anne Dortes 50 års fødselsdag, blev så godt modtaget, at parret i næste måned tager ud igen. Ikke under åben himmel, men til spillesteder, der er noget mindre end i storhedstiden. Tiden står jo ikke stille (selvom Tøsedrengene hævdede det på deres andet album).

Det gør Maria Bramsen heller ikke.

Ukrediteret pr-foto, 2012.

UPS: Som alle andre medier stolede jeg på Ritzau, men Maria Bramsen fylder faktisk først år 16. marts.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

Readmore  
50 år med Please Please Me

50 år med Please Please Me

4 Comments

Mandag den 11. februar 1963 skete der sikkert væsentligere ting i verden end at et ukendt band ved navn The Beatles var booket ind i Studio 2 i EMI-studierne på Abbey Road fra ved ti-tiden om formiddagen, men da de kom ud igen 585 minutter og ti færdigindspillede numre senere, var det svært lige at komme i tanke om hvilke. Det er det stadig. Der er mange dage, faktisk flere og flere, hvor jeg mener, at The Beatles aldrig blev bedre end her, fastholdt i al deres vitalitet, uskyld og totale opslugthed af musikken og det, de kunne gøre ved den og omvendt.

Alene indledningen til første nummer, ’I Saw Her Standing There’, lyder som afsløringen af det hemmelige password til fremtiden: »One, two, three, fuh …« Sværere er koden ikke. Man skal investere sig selv i den, før den virker. Og det gør Paul, både med sin længselsfulde vokal og et basspil, der så tidligt i karrieren virker overlegent og udvidende. Et nummer af den slags, andre ville give halvdelen af deres karriere væk for at have skrevet.

Men der er meget mere:

Titelnummeret, som var indspillet allerede den 26. november 1962, med Johns sugende mundharpestød – en modsætning, ja, men sådan lyder det – der vræler som et orgel og en smældende blæsergruppe. Og George Martins enkle, men geniale påfund med bare at starte med omkvædet. Det har mange hitmagere og melodigrandprixdeltagere senere været ham taknemmelig for.

’Misery’ er måske ikke en af verdens største ballader, men de symbiotisk-unisone Lennon-McCartney-vokaler er unikke, og selv om vi ikke lagde mærke til det dengang, er det sjovt, hvordan John til allersidst med sine overdrevne, næsten ironiserende la-la-la-las synes at ville fortælle os, at nok er selvynk godt, men så har de heller ikke mere magt over os, de tøser.

’Love Me Do’ holder måske ikke længere helt, men den passer godt ind her i denne poesibog for drenge, der ikke er bange for at demonstrere deres drifter, men endnu ikke har så megen erfaring i at slippe dem løs. Vi er ude på Forhåbningsholms Alle snarere end Lovers Lane, men netop længslen og den skælvende porøsitet, man har i den alder, får overbevisende melodisk mæle i Pauls ’P.S. I Love You,’ hvor man ligesom på ’Please, please me’ går direkte til sagen uden forspil om jeg må sige. Samt ikke mindst ’Do You Want To Know A Secret’, som synges af George Harrison, følsomt og langtfra voksent. En hvisken i øret på hende, man endnu ikke har, men tænker sig til dag og nat. Det er blevet indvendt, at den er for sjusket udført, dårligt produceret og hvad ved jeg. Hellere en poetisk vignet end en overbroderet digt.

Seks ud af de 14 numre er skrevet af andre, hentet fra gruppens basisrepertoire, og det er på dem, deres sammenspillethed viser sig. Dette er den musikalske dividende af alle de aftener i Hamburg og The Cavern, udbetalt ved Kasse 1.

Johns fortolkning af Arthur Alexander’s ’Anna (Go To Him)’ (eksternt link) er intimiteten selv. Der er storsind og forpinthed i hans stemme, når han indirekte spørger hende, om hun nu også er så vild med at forlade ham. Han er ikke fyldt 23 og alligevel lyder han, som om han har søgt og ledt efter den eneste ene i hele sit liv: »All of my life I’ve been searching for a girl to love me like I love you…«

Endnu mere ensom og forsmået er han på ’Baby It’s You’, skrevet af Burt Bacharach, Hal David og Luther Dixon. Og lige så dagligstuenærværende synger han. Tragisk, storslået og igen alt for vidende af sin alder. En drilsk detalje er koret, hvor George og Paul synger »cheat, cheat« til Johns blødende ord om, at »you should hear what they say about you, they say, they say you never, never ever been true…«

Sangen var oprindeligt et hit for The Shirelles. Det var ’Boys’ også, igen af Luther Dixon med Wes Farrell, men med Ringo som sanger fik den en spøjs dimension. Han havde overtaget sangen fra Pete Best, som plejede at synge den. Det er Starrs første stjernestund. Der er saft og kraft i hans stemme. Han er oppe på beatet. Så meget, at man hurtigt holder op med at undre sig over, hvorfor de, bortset fra linjen »my girl says when I kiss her lips,« ikke har ændret teksten, så den passer til en mandlig forsanger. Ja, i et af omkvædene lyder det grangiveligt som om han synger »don’t you know I need boys« i stedet for forlæggets »don’t you know I mean boys.« Det høres ikke, når musikken spiller og dansegulvet er fyldt, som det altid blev, når John Lennon uden sikkerhedsnet kastede sig ud i ’Twist And Shout’, Isley Brothers-showstopperen, som han gør til sin med en stemme, der lyder, som om den kan sætte ud når som helst og at han derfor skal skynde sig at få det optimale ud af den. Det får han. Ved hjælp af halspastiller – han var svært forkølet hin dag – og de andres akkompagnement, der kun er ude på en ting: At stå last og brast med ham.

George Martin havde puslet med tanken om at lade The Beatles lp-debutere med en liveindspilning. Det gjorde han så alligevel. Bare uden publikum. Udgifterne til dagens maratonsession beløb sig til 400 pund. Og The Beatles modtog musikerforbundets tarif for deres ulejlighed. Til at begynde med.

Beatles-kalenderføreren Mark Lewisohn har om indspilningen af Please Please Me sagt, at der næppe findes “585 mere produktive minutter i historien om indspillet musik.” Han kunne have tilføjet “og mere rentable”.

Sammen med Elvis’ første lp er Please please me det bedste debutalbum nogensinde, lavet i en pause i en tandudtrækkende turne som opvarmning for Helen Shapiro. Og så ikke et ord om ’Taste of honey.’

Dagen efter var det atter hverdag. Og The Beatles stod på scenen to gange: I Azena Ballroom og Astoria Ballroom i hhv. Sheffield og Oldham. Og sådan blev det ved de følgende uger før turen med Helen Shapiro blev genoptaget den 23. februar i Mansfield.

En måned senere lød verden anderledes.

Illustration: Cover til et af flere uautoriserede forsøg på at dokumentere, hvad der faktisk blev indspillet den dag. I mange år antog man ud fra musikkens friskhed, at sangene kom i kassen som first takes. Det gjorde de ikke. F.eks. indspillede man ‘Hold Me Tight’ 13 gange, før man lagde den til side til senere brug (og genindspilning).

 

 

Readmore  
The Rooftop Singers gik rent ind

The Rooftop Singers gik rent ind

Kommentarer slået fra

Der var et par måneder lige omkring årsskiftet 1962-63, hvor det musikalske landskab i USA så betryggende ud som det plejede. Hootenanny, den velopdragne og velfriserede afart af coffe house-folkemusik, var noget af det hippeste. Og Peter, Paul and Mary-succesen banede vej for lignende grupper. En af dem, The Rooftop Singers, påbegyndte i denne uge for 50 år siden deres anden uge på toppen af Billboards Hot 100 med deres version af ‘Walk Right In’, som i de år blev et sikkert lejrbåls-hit.

Primus motor i The Rooftop Singers var Erik Darling (manden i midten). Han hang ud i Greenwich Village sidst i 50′erne og lærte sig banjo og guitar. Inspireret af The Weavers dannede han sine egne grupper uden større succes, men kom faktisk med i The Weavers, da Pete Seeger i 1958 forlod gruppen. Darling hjalp med vokalvævningen i fire år, før han blev solist.

Ved et tilfælde hørte han sangen ‘Walk Right In’ på en gammel 78′er fra 1930 med komponisten Gus Cannon og hans band, The Jugstompers. Darling hørte straks sangens potentiale, fandt sammen med to venner, guitaristen Bill Svanoe, og jazzsangeren Lynne Taylor, som havde sunget med Tommy Dorsey og Benny Goodman.

The Rooftop Singers var på sæt og vis en designergruppe, lavet til lejligheden og til sangen, som de i øvrigt måtte vente et halvt år på at indspille, fordi Darling ikke kunne skaffe to tolvstrengede guitarer, men til sidst særbestilte dem fra Gibson.

Kendere af originalversionen vil notere sig, at Darling også filede teksten lidt til, så den ikke blev så hillbilly-rå. F.eks. blev linjerne “Everybody’s talking about a two way woman” til “everybody’s talking about a new way of walking.” (YouTube-link)

The Rooftop Singers havde andre, ikke nær så store hits (og en dansk gruppe som The Immigrants er ikke uden inspiration fra dem). Efter næsten fem år kom de ned fra taget og gik hver til sit.

For komponisten, den dengang 70-årige Gus Cannon, betød hittet selvsagt en livsomvæltning. Vinteren før havde han pantsat sin banjo, fordi han måtte have penge til koks til at fyre sit gamle utætte hus i Memphis op med.

‘Walk Right In’ blev afløst på førstepladsen af Paul and Paula og deres ‘Hey Paul’ (som Capac skriver om). Ude i horisonten kunne man høre en tsunami-lignende bølge tage fart. Den blev kendt som ‘the British Invasion’, og den nøjedes ikke med at spadsere ind, men rev den gamle musikorden med sig på sin vej.

Illustration: Albumudsnit.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

Readmore  
Dick Taylor – smuk på en grim måde

Dick Taylor – smuk på en grim måde

2 Comments

Er Dick Taylor den mest rå guitarist, Rolling Stones aldrig fik? Spørgsmålet kan få sindene i kog på det let antændelige internet. I hvert fald er det en kendsgerning, at han i 1962 startede som guitarist i Little Boy Blue and The Blue Boys med Brian Jones og Mick Jagger. Da Keith Richards året efter kom med og gruppen blev til Rolling Stones, blev Taylor forvist til bassen. Mod sin vilje.

I dag fylder han 70.

Han ville være herre i eget hus, og da han på art school mødte sangeren Phil May, lod han Stones rulle videre, og dannede The Pretty Things, opkaldt efter en sang af Bo Diddley. Jimmy Reed var en anden inspiration. Og i nordirske Them havde de nære musikalske slægtninge.

Gruppen spillede uforsonligere, tættere bluesrock end Stones, men var ikke nær så fotogene eller medielækre. Pretty Things fik hits med ’Don’t Bring Me Down’, ’Cry To Me’ og ’Honey I Need’ samt ‘L.S.D.’ (YouTube-link) i 1964-65. De var herhjemme, sammen med The Kinks, nok det band, der umiddelbart betød mest for den danske pigtrådsmusik i overgangen til den beatmusik, vi siden kaldte rock. Navne som The Lions brugte inspirationen fra Taylor & co. sundt og nærende. Og The Pretty Things’ skarphed kan høres i de tidlige amerikanske garagerockbands.

May og Taylor trådte siden i karakter som sangskrivere. Med Taylor som styrmand udgav bandet i 1968 S.F. Sorrow, en kritikerrost rockopera. I 1970 kåredes efterfølgeren, Parachute, til årets album, men salgssuccesen udeblev. Siden har tiden vist sig ved nådig over for begge plader. Taylor forlod gruppen, blev producer for bl.a. Hawkwind, men kom tilbage, og siden midt-80’erne har Pretty Things været koncertaktive. Og har ikke mindst nydt godt af at eje genudgivelsesretten til deres egne plader.

Dick Taylor var en af de få britiske 60′er-musikere, der bød punken velkommen. I den genhørte sin egen oprindelige energi, og han kom kortvarigt med i The Mekons.

Nu om dage er det ikke Taylors hårpragt, der vækker opsigt, men hans spil, der stadig bider fra sig. På en smuk, grim måde.

Foto: Jørgen Angel ©

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

Readmore  
Lucinda Williams nu i 60′erne

Lucinda Williams nu i 60′erne

Kommentarer slået fra

Forleden sang James Taylor for Barack Obama. I den rolle kommer man aldrig til at se Lucinda Williams i, det er hun ikke dagligstuehyggelig nok til, men faktisk læste hendes far, digteren Miller Williams, et af sine værker højt ved 1997-indsættelsen af Bill Clinton.

Selv om Williams, der fylder 60 i morgen, altid har lydt som om hun er barnefødt i et miljø, hvor modgang er en del af hverdagen, lyver hendes stemme. Nok er hun skilsmissebarn, men hun og hendes to søskende voksede op med deres universitetsundervisende far uden at mangle omsorg. Hun har siden omtalt faderen som sin mentor.

I 1978 albumdebuterede hun med ’Ramblin’, der afspejlede hendes country- og bluesrødder og anslog den tone, hun senere har udviklet.

Bob Dylan er en oplagt og erkendt inspiration, det samme er Bonnie Raitt, men Lucinda Williams er dog mest sig selv. Hendes sange kredser omkring det hvide lillebymiljø i Syden, om forliste forhold og drømme om et bedre liv. Samtidig er hun en sej guitarist. Hvis Rolling Stones engang skulle have et kvindeligt medlem, ville hun ikke være til at komme udenom.

Williams synger sin »happy woman blues« med en smukt brugt sopran om sit alt andet end ligeud ad landevejen-liv, ikke skuffet eller desillusioneret, men erfaren, kuldslået og såret, og lige så tit stolt og selvbevidst. Altid hjertebankende ægte. Dén kunstneriske præmis har betydet, at Williams er karrig med sine pladeudgivelser.

En af hendes kendeste sange, ’Passionate kisses’, blev et gennembrud for hende som sangskriver og for Mary Chapin Carpenter, der hittede med sangen i 1993.

Ti album er det blevet til med Grammy-vinderen, Car Wheels on a Gravel Road, fra 1998 som kunstnerisk højdepunkt. At sangen ’Still I long for your kiss’ kom med i filmen, Hestehviskeren, skadede ikke pladesalget.

Alligevel kommer hun ind i ens liv med en betroelse af den slags, der kræver enten lang tids venskab, blind tillid eller en smerte for stor til at dele kun med sig selv: »not a day goes by, I dont think about you, you left your mark on me, it’s permanent, a tattoo …«

Der findes plader, der folder sig ud for ens indre som et landkort over skæbner, episoder og kærlighedens labyrinter og blindgyder, med sange, der hver for sig fortæller en historie, man føler at kende på sin egen krop, og som samlet udgør en musikalsk logbog over et liv, der kun ved Guds lune ikke blev mit.

Sådan en plade er Car Wheels On A Gravel Road (YouTube-link).

Lucinda Williams er åndelig nabo til blues-stamfaderen Robert Johnson, men der er intet musealt over hendes hjemmedestillerede sange, som kan forkortes til countryrock med lige meget tryk på begge dele af ordet, men også låner af Dylans narrative nerve og Bruce Springsteens sans for storhed, ikke mindst understreget af Roy Bittan fra The E Street Band. Han sætter adskillige prikker over de musikalske i’er på pladen med sit Hammond-orgel og sin trækharmonika.

Sydstatsstednavne er trædesten i de fleste af hendes sange.

Readmore  
Stephen Stills-boks mere end et rygte

Stephen Stills-boks mere end et rygte

2 Comments

Det ville være rockhistorisk ukorrekt at sige, at Stephen Stills har haft en lang, ubrudt karriere fuld af konsistens og kvalitet. Alligevel er han i min bog en af de store (med og uden fedtsugning), både som guitarist, sanger og sangskriver. Alene hans indsats i Buffalo Springfield er nok til at begrunde berømmelsen, hans bidrag til Crosby, Stills & Nash (med og uden Young) understreger den, og som solist er hans to første soloplader blandt genrens ypperste ligesom det dobbelt debutalbum med Manassas stikker ud.

Der har længe gået rygter om, at vennen Graham Nash har arbejdet med at rehabilitere Stills i form af det obligate, blåstemplende bokssæt. Nu er rygter afløst af fakta. Den 26. marts udsendes 4cd-sættet Carry on (forvirrende nok samme titel som et CSN-opsamlingsalbum).

Readmore  
40 år med Carly Simon’s You’re So Vain

40 år med Carly Simon’s You’re So Vain

Kommentarer slået fra

I denne uge for 40 år siden tilbragte Carly Simon den anden af i alt tre uger på toppen af Billboard’s Hot 100. Sangen, hendes egen ‘You’re So Vain’, er en rockens kendteste nøgleromaner eller måske skulle man hellere sige nøglenoveller. Sangen varer trods alt kun 4 minutter og 23 sekunder.

Gennem årene har rygterne floreret om, hvem det var der “walked into the party like you were walking on to a yacht…” og ikke kunne se andet end sig selv i spejlet. Fra Mick Jagger (som lyder, som om han har det ret sjovt som korsanger på sangen) over daværende husbond, James Taylor, til Warren Beatty (som fik plejet sin forfængelighed ved i en række år at lyde som den mest sandsynlige kandidat) og på det seneste pladeselskabsmogulen Dave Geffen.

Når man modvilligt ser bort fra dens ubestridelige kvindelige sødme, er sangen et ætsende og i virkeligheden ædende ondt portræt af Manden som indbilskheden selv. Men sangen (YouTube-link) ville ikke have overlevet, hvis ikke den samtidig er som skabt til radioen. Med hooklines, der sidder lige i skabet. Og smukt afstemte økonomiserende guitarsoli ved Jimmy Ryan, kombineret med elegante strygere.

Oprindelig var sangen en ballade, men indforskrivningen af Richard Perry som producer satte tempoet i vejret, og med mærkbar inspiration fra Marvin Gaye’s ‘I Heard It Through The Grapevine’ sørgede Klaus Voormanns spankulerende åbningsbas og Jim Gordons trommer for at stemningen næsten filmisk blev sat. Vi er til det party, i det rum, så man kan høre velkomstdrinks klirre og mærke kindkyssene (og knivene i ryggen). Rigdom eller det, der ligner, er til stede i overmål. Og man nøjes ikke med at tage limoer, man tager Lear jets.

Det var et miljø, der ikke var Carly Simon fremmed. Selv kom hun fra et hjem, hvor der både var (læste) bøger på reolerne og et klaver til storesøsterens operaambitioner. Faderen, som spillede Chopin til noget mere end husbehov, var medstifter af forlagshuset Simon & Schuster, Gyldendal gange 100. Den bagage kunne Carly ikke løbe fra, men hun parkerede den i garderoben, da hun i midt-60′erne hjemsøgte cafeerne i Greenwich Village med sin guitar og sin søster, Lucy. Tre albums blev det til for duoen, før Carly debuterede som sig selv i 1971 med Top 10-hittet, ‘That’s The Way It’s Always Meant To Be’.

Inden da havde hun tiltrukket Albert Grossman, som ville have gjort hende til en kvindelig Dylan. En prøveindspilning af ‘Baby Let Me Follow You Down’ med musikere som Mike Bloomfield, Rick Danko, Robbie Robertson og Al Kooper lod det blive ved forsøget.

Illustration: Ukrediteret pr-foto

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

Readmore  
Kim Menzer – urørlig og rørende

Kim Menzer – urørlig og rørende

1 Comment

Sig »didjeridoo«. Sig det en gang til. Ja, det kræver koncentration, men ordet kan mærkes ned i fodsålerne. Det samme kan lyden af det horn, der kaldes sådan. Kim Menzer er en af de få herhjemme, der spiller på dette meterlange instrument, som har en tusindårig historie i den australske urbefolkning.

Valget af udtryksmiddel er typisk for multimennesket og -instrumentalisten Menzer. Han spiller ikke på didjeridoo for at gøre sig interessant eller for at være etno-trendy, men fordi ’sammenhængskraft’, gennem tider og genrer, har betydet noget for ham længe før ordet blev en Christiansborg-kliche.

I morgen fylder han 75.

Sønderjyden Kim Menzer startede som 14-årig på trombone i Gloryland Jazzband med Valdemar Rasmussen. Lærerstudiet bragte ham til København i 1956, hvor han blev indfanget af miljøet i Nyhavn og Montmartre. Menuen stod på swing, men Menzer ville andet end reproducere, så avantgarden trak. Han kom med i Cadentia Nova Danica, hvor han mødte Karsten Vogel. Det førte i 1967 til det banebrydende fusionsband, Burnin’ Red Ivanhoe – som i år udgiver ny plade efter en del års tavshed på den front.

Først i 70’erne blev Menzer som mange andre smittet af den venstrepolitiske bacille. Han var i et par år et skævt og sprængmusikalsk indslag i Røde Mor, og genoptog i 90’erne kontakten med Troels Triers bror, guitaristen Lars, på de meditationsplader, der er en anden side af den ellers så udadvendte Menzers virke. Duoens 1993-cd Kiss The Forest med Menzer på alt andet end Zamfir-banal panfløjte er en glemt perle, det kan betale sig at oppolere.

Menzer var verdensmusiker længe før genren fik sit mere salgslækre navn.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top