11. februar 2013 //
Mandag den 11. februar 1963 skete der sikkert væsentligere ting i verden end at et ukendt band ved navn The Beatles var booket ind i Studio 2 i EMI-studierne på Abbey Road fra ved ti-tiden om formiddagen, men da de kom ud igen 585 minutter og ti færdigindspillede numre senere, var det svært lige at komme i tanke om hvilke. Det er det stadig. Der er mange dage, faktisk flere og flere, hvor jeg mener, at The Beatles aldrig blev bedre end her, fastholdt i al deres vitalitet, uskyld og totale opslugthed af musikken og det, de kunne gøre ved den og omvendt.
Alene indledningen til første nummer, ’I Saw Her Standing There’, lyder som afsløringen af det hemmelige password til fremtiden: »One, two, three, fuh …« Sværere er koden ikke. Man skal investere sig selv i den, før den virker. Og det gør Paul, både med sin længselsfulde vokal og et basspil, der så tidligt i karrieren virker overlegent og udvidende. Et nummer af den slags, andre ville give halvdelen af deres karriere væk for at have skrevet.
Men der er meget mere:
Titelnummeret, som var indspillet allerede den 26. november 1962, med Johns sugende mundharpestød – en modsætning, ja, men sådan lyder det – der vræler som et orgel og en smældende blæsergruppe. Og George Martins enkle, men geniale påfund med bare at starte med omkvædet. Det har mange hitmagere og melodigrandprixdeltagere senere været ham taknemmelig for.
’Misery’ er måske ikke en af verdens største ballader, men de symbiotisk-unisone Lennon-McCartney-vokaler er unikke, og selv om vi ikke lagde mærke til det dengang, er det sjovt, hvordan John til allersidst med sine overdrevne, næsten ironiserende la-la-la-las synes at ville fortælle os, at nok er selvynk godt, men så har de heller ikke mere magt over os, de tøser.
’Love Me Do’ holder måske ikke længere helt, men den passer godt ind her i denne poesibog for drenge, der ikke er bange for at demonstrere deres drifter, men endnu ikke har så megen erfaring i at slippe dem løs. Vi er ude på Forhåbningsholms Alle snarere end Lovers Lane, men netop længslen og den skælvende porøsitet, man har i den alder, får overbevisende melodisk mæle i Pauls ’P.S. I Love You,’ hvor man ligesom på ’Please, please me’ går direkte til sagen uden forspil om jeg må sige. Samt ikke mindst ’Do You Want To Know A Secret’, som synges af George Harrison, følsomt og langtfra voksent. En hvisken i øret på hende, man endnu ikke har, men tænker sig til dag og nat. Det er blevet indvendt, at den er for sjusket udført, dårligt produceret og hvad ved jeg. Hellere en poetisk vignet end en overbroderet digt.
Seks ud af de 14 numre er skrevet af andre, hentet fra gruppens basisrepertoire, og det er på dem, deres sammenspillethed viser sig. Dette er den musikalske dividende af alle de aftener i Hamburg og The Cavern, udbetalt ved Kasse 1.
Johns fortolkning af Arthur Alexander’s ’Anna (Go To Him)’ (eksternt link) er intimiteten selv. Der er storsind og forpinthed i hans stemme, når han indirekte spørger hende, om hun nu også er så vild med at forlade ham. Han er ikke fyldt 23 og alligevel lyder han, som om han har søgt og ledt efter den eneste ene i hele sit liv: »All of my life I’ve been searching for a girl to love me like I love you…«
Endnu mere ensom og forsmået er han på ’Baby It’s You’, skrevet af Burt Bacharach, Hal David og Luther Dixon. Og lige så dagligstuenærværende synger han. Tragisk, storslået og igen alt for vidende af sin alder. En drilsk detalje er koret, hvor George og Paul synger »cheat, cheat« til Johns blødende ord om, at »you should hear what they say about you, they say, they say you never, never ever been true…«
Sangen var oprindeligt et hit for The Shirelles. Det var ’Boys’ også, igen af Luther Dixon med Wes Farrell, men med Ringo som sanger fik den en spøjs dimension. Han havde overtaget sangen fra Pete Best, som plejede at synge den. Det er Starrs første stjernestund. Der er saft og kraft i hans stemme. Han er oppe på beatet. Så meget, at man hurtigt holder op med at undre sig over, hvorfor de, bortset fra linjen »my girl says when I kiss her lips,« ikke har ændret teksten, så den passer til en mandlig forsanger. Ja, i et af omkvædene lyder det grangiveligt som om han synger »don’t you know I need boys« i stedet for forlæggets »don’t you know I mean boys.« Det høres ikke, når musikken spiller og dansegulvet er fyldt, som det altid blev, når John Lennon uden sikkerhedsnet kastede sig ud i ’Twist And Shout’, Isley Brothers-showstopperen, som han gør til sin med en stemme, der lyder, som om den kan sætte ud når som helst og at han derfor skal skynde sig at få det optimale ud af den. Det får han. Ved hjælp af halspastiller – han var svært forkølet hin dag – og de andres akkompagnement, der kun er ude på en ting: At stå last og brast med ham.
George Martin havde puslet med tanken om at lade The Beatles lp-debutere med en liveindspilning. Det gjorde han så alligevel. Bare uden publikum. Udgifterne til dagens maratonsession beløb sig til 400 pund. Og The Beatles modtog musikerforbundets tarif for deres ulejlighed. Til at begynde med.
Beatles-kalenderføreren Mark Lewisohn har om indspilningen af Please Please Me sagt, at der næppe findes “585 mere produktive minutter i historien om indspillet musik.” Han kunne have tilføjet “og mere rentable”.
Sammen med Elvis’ første lp er Please please me det bedste debutalbum nogensinde, lavet i en pause i en tandudtrækkende turne som opvarmning for Helen Shapiro. Og så ikke et ord om ’Taste of honey.’
Dagen efter var det atter hverdag. Og The Beatles stod på scenen to gange: I Azena Ballroom og Astoria Ballroom i hhv. Sheffield og Oldham. Og sådan blev det ved de følgende uger før turen med Helen Shapiro blev genoptaget den 23. februar i Mansfield.
En måned senere lød verden anderledes.
Illustration: Cover til et af flere uautoriserede forsøg på at dokumentere, hvad der faktisk blev indspillet den dag. I mange år antog man ud fra musikkens friskhed, at sangene kom i kassen som first takes. Det gjorde de ikke. F.eks. indspillede man ‘Hold Me Tight’ 13 gange, før man lagde den til side til senere brug (og genindspilning).
Readmore
