You are here:  Home  /  Musik
70: Karsten Vogel i fuld vigør

70: Karsten Vogel i fuld vigør

11. januar 2013   //    Kommentarer slået fra

Karsten Vogel, som fylder 70 i dag, har et motto – »uvished forlænger vejen«. Det har han fulgt, siden han på alt- og sopransaxofon, sammen med sin bror, Henrik, i de tidlige tressere gjorde sig bemærket på jazzscenen. Da Vogel allerede dengang kunne se det fornuftige i at kombinere det uortodokse og løsslupne med netop fornuften, gav oprørsåret 1968 for ham både pladedebut på Hugh Steinmetz-udgivelsen Nu! og titlen som cand.art. i dansk sprog og litteratur fra Københavns Universitet.

Bortset fra en kortere ansættelse på Sankt Annæ fik datidens gymnasieelever ikke glæde af hans evner. I hvert fald ikke i den retning, men året inden havde han, inspireret af sin fascination af The Who og Mothers Of Invention og sin kærlighed til navne som Charlie Parker, Albert Ayler, Paul Desmond og John Tchicai dannet Burnin’ Red Ivanhoe, alle tiders originale danske bud på et band, der med sin egen, studentikost spexagtige humor fik de stenede hippier ud af fåreskindskåberne, når Tingel-Tangelmanden og Medardus bød op til fri dans.

Burnin’ Red Ivanhoe udsendte som de første herhjemme et dobbeltalbum, deres debut M144, i 1969, og var hele tiden på nippet til et gennembrud i England, hvor især anmelderne hørte noget, de ikke havde hørt før. I 1972-73 var det slut – sådan da; talrige gendannelser fulgte (Link til en time af en 2007-koncert på YouTube). Sammen med bl.a. Kenneth Knudsen dannede Vogel fusionsbandet Secret Oyster, der de følgende fem år satte strøm til jazzen uden at tage strøm på den. Jazzrock er en utilstrækkelig forkortelse for gruppens musik, som også gav genlyd i udlandet. Gruppen indspillede også musik til Flemming Flindt-balletten, Vidunderlige kælling, og varmede op i udlandet for bl.a. Captain Beefheart og Herbie Hancock.

Efter at ’Østersen’ var lukket – men kun på klem, spillede Vogel i en række konstellationer i ingenmandslandet mellem jazz og rock, parallelt med en stribe instrumentalværker, der er blevet kaldt »stilistisk grænsenedbrydende og besværligt grænseoverskridende.«

Vogel har altid næret stor kærlighed til Færøerne, og naturen deroppe har, ifølge Politikens Jazzleksikon, formet hans spillestil i retning af »det udtryksfulde, lidt forrevent-klagende.«

I mangfoldigheden af udtryk fortjener Birds of Beauty at blive nævnt. Bandet flyver i dag i en ny inkarnation. Og efter årtusindskiftet har et samarbejde med multiinstrumentalisten Robin Taylor tager fart. I 2011 udsendte Vogel børnepladen, Eventyrium, som lå langt fra ’Åh Abe’-stilen, men var ordløse musikalske fortællinger som skabt til at sanse og danse.

Den gamle litteraturstuderende har ellers altid elsket ordenes musik. Et af de mest frugtbare Burnin’-samarbejder var det med Povl Dissing på lp’en, 6 elefantskovcikadeviser, hvor han satte musik til bl.a. Inger Christensen, og i 1980 indledte Vogel et årelangt samarbejde med Frits Helmuth. Første udspil var H.C. Andersen-fablen, ’Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans døtre’. Og siden tonsatte Vogel ikke kun kongenialt, men også udfordrende Helmuth, så denne ofte blev mere end et ekko af sin far. Et slående bevis findes på cd’en Voksne viser, hvor Vogel har tonsat Ebbe Rodes antikrigstekst, ‘En af de få’.

live-9-1

Vogels mangeårige virke som en udiktatorisk, men alligevel bestemt kapelmester udviklede hans logistiske evner i en grad, så han i 1993 følte sig fristet til en stilling som diskotekschef i DR. Han blev i stolen i fire år – uden at saxofonen samlede støv. Det er med den aktuelle Bibzoom-debat in mente tankevækkende, at Vogel, som sand avantgardist, allerede dengang var ude med ideen om offentlig adgang til diskotekets musik. Projektet havde arbejdstitlen DAMASK, men blev på skrivebordet.

Folkelighed er ikke det første ord, der melder sig, når man siger Karsten Vogel, men fordomme er til for at blive brudt. I 1997 afløste han i en periode legenden Jørn Hjorting som vært i nationalinstitutionen ’De ringer – vi spiller’. Og fik rig lejlighed til både at demonstrere sin lydhørhed og improvisationskunst. Han var lidt af et hit hos hr. og fru Danmark.

Det var han til gengæld ikke, da han i 1978 og 1982 medvirkede i Dansk Melodi Grand Prix som komponist og akkompagnatør for henholdsvis Daimi og Peter Belli – manden, der i sin tid meldte afbud til at synge de sange, Vogel havde skrevet med Niels Erik Wille; afbuddet førte til dannelsen af Burnin’ Red Ivanhoe, som siden aldrig helt har været opløst.

Lige før jul færdigindspillede bandet således musikken til en ny cd, der udkommer senere i år. Nu i forynget udgave med bl.a. Aske Jacoby. Kernen i bandet og tråden tilbage udgøres dog stadig af Kim Menzer og Karsten Vogel.

Vogel er på listen over modtagere af statens livsvarige kunstnerydelse. Det manglede bare andet med hans livsvarige dedikation til kunsten. Om den hersker ingen uvished.

Fotos: Eric Klitgaard © (øverst) og Mette Kramer Kristensen

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

Readmore  
78 evige lys for Elvis

78 evige lys for Elvis

7. januar 2013   //    2 Comments

Det var i lørdags. Pludselig fyldte den hele synsfeltet, den linje 18 på Falkoner Alle, og gjorde lørdagen mindre regnvejrstung. Bussen lyste op, emballeret som en rullende reklame med sloganet ’Kongen lever videre i Randers’ og billeder af Elvis fra forrude til baghjul. Reklamen var for det gennemexcentriske, gennem-gennemførte Graceland-projekt, der skal være med til at sikre besøgende i Randers “et ophold med indhold”, som det hed på bussens bagsmæk.

Tom Parker ville have elsket manden bag Elvis i Randers, Henrik Knudsen. En anden dansker, Ernst Mikael Jørgensen, holder på en anden måde Elvis i live. Siden 1992 har han (og Roger Semon) været ansat som musikalsk kurator af Elvis’ eftermæle. Og Jørgensen & Semon har med en række omhyggelige, respektfulde, øre- og øjenåbnende genudgivelser (og genopgravninger af glemte indspilninger) reddet sangeren fra et fornedrende efterlivliv i udsalgs-racks i døgnere og benzintankstationer verden over. For nørdere og samlere, ja vist, men også musik af den slags, man kan blive nørdet af. Og i et udstyr, som er … nå, ja … kongeligt.

I morgen kunne Elvis Aron Presley have fejret sin 78 års fødselsdag. Han har forladt bygningen, men den genlyder stadig af hans musik. Mærkedagen er en god anledning til en opdatering af de seneste genudgivelser. Og jeg advarer: Det kan vist godt blive lidt langt det her, næsten lige så langt som linje 18’s rute.

Alene i 2012 er udkommet to monumentale bokse, A boy from Tupelo, og Young man with the big beat. Den første rummer ”The complete 1953-55 recordings’, og den anden er fem cd’er med ”the complete ’56 masters”. Begge cd-sæt rummer – selvfølgelig – hver sin bogtykke booklet, der er en udgivelse i sig selv. Et slaraffenland af perspektiviseret nostalgi, garneret med fotos, der fanger magien og jomfrueligheden i den unge mand fra Memphis.

DET SAMME GJORDE Scotty Moore dengang, selv om det for ham til at begynde med ikke var noget særligt.

Fordi den ene tjeneste vel er den anden værd, havde guitaristen sagt ja, da ham, den flinke Sam Phillips fra studiet ovre på Union Avenue, havde spurgt om ikke Scotty og hans kammerat, Bill Black, ville tage sig lidt af en ung fyr, som havde rendt studiet på dørene for at komme til at indspille andet end selvbetalte skiver som påståede fødselsdagsgaver til sin mor. Phillips var god at være på god fod med, og for Scotty var Sun-studierne nøglen til en anden, sjovere og mere velbetalt fremtid. Scotty havde været ved flåden siden han fyldte seksten, men var efter Koreakrigen endt i Memphis, hvor hans brødre havde et kombineret renseri og vaskeri. Scotty fik et job hos dem som ham, der tog sig af de hatte, der blev indleveret til rens. Det var fast arbejde, for ret mange gik med hat dengang, og for en knap 23-årig con amore musiker var der den ekstra charme ved jobbet, at man nok stod tidligt op, men havde fyraften allerede over middag.  Resten af dagen, og aftenen, brugte han på sin guitar plus det løse. Rockabilly blev hans stil senere kaldt. Men til at begynde med kaldte de og alle andre det hillbilly, bonderøvsmusik, for det var sådan det lød. Straight country med nasal dræven og smægtende steelguitar, lige efter bogen, og forbløffende ufarvet af den blues, der omgav dem til daglig i Memphis, arnestedet for moderne blues og soul.

Selv om Elvis Presley ville fylde 20 år næste gang, virkede han meget yngre end Scotty, der havde set verden. Alligevel havde de to ting til fælles. De arbejdede kun, fordi de ikke kunne leve af musikken, og de levede begge for den dag, musikken kunne blive deres arbejde. Elvis var også ufaglært. For en dollar i timen kørte han grej for elektrikerfirmaet Crown Electric rundt til byens byggepladser. Og så boede han hjemme hos mor og far. Det havde han gjort siden familien flyttede fra den sydlige naboby Tupelo til områdets metropol, Memphis. Over stok og sten, som tyve i natten, fordi kreditorerne var begyndt at banke lidt for kraftigt på døren. Presley-familien var ludfattig. Elvis’ mor, Gladys, var en stolt kvinde, der holdt sammen på familien. Og i en blanding af naivitet og snusfornuft regnede hun det for givet, at den velstand, hun så poppe op overalt, uundgåeligt måtte ramme Presley-familien en dag, hvis bare Elvis hang i og kom i lære som elektriker. Fast arbejde var lig et godt liv i Syden, hvor arbejdsløsheden blandt ufaglærte, såvel hvide som sorte, alarmerede alle andre end centraladministrationen i det fjerne Washington.

Vi er i starten af 50’erne, det årti, der for alvor rev USA ud af efterkrigstiden og ind i en tid, hvor forbrugerrismen skulle blive udviklingsdynamo og teenagerne blev opfundet og manifesterede sig som en kulturel og social magtfaktor. Men der var et godt stykke vej endnu. De åndelige ligusterhække knopskød lige så hastigt som den statssponsorerede kommunistforskrækkelse. Temperaturen blev ved at falde i det ideologiske klima mellem USA og Sovjetunionen. Amerikanernes verden begyndte og endte i Los Angeles og New York eller omvendt, alt efter hvor man boede, og Hawaii talte kun med, fordi det var det ferieparadis, alle drømte om. USA var verdens største provins. Og Sydstaterne levede deres eget liv som en provins i provinsen. De havde godt nok tabt borgerkrigen, men de opfattede sig stadig som en nation for sig.

På den led var Elvis’ far, Vernon, en typisk sydstatshvid. Han var en ubændig, men

Readmore  

Gnags genhørt – igen

4. januar 2013   //    Kommentarer slået fra

plads til begejstring lp forside

En nyåbnet Facebook-fanklub for dansk rock i 80′erne har fået mig til at genfinde en gammel Gnags-plade og genkalde mig musikken og de år.

Selvfølgelig var det ikke til at få øje på, mens det skete. Men mens de såkaldte fattig-80’ere tog til i fart, og firhjulstrækkere, noget sært noget med ris og rå fisk, man kaldte sushi, Lacoste, lyserød Lambrusco og hjemmelavet lasagne holdt sit indtog i storbyen, så man næsten overså̊, at klassesamfundet skam eksisterede i værste velgående – det havde bare skiftet klædedragt, ja, da skærpede Gnags både profilen og tonen. De havde arbejdet længe nok på den kampplads, der kaldes plenum, til at vide alt om individualitetens grimme bagside, selviskheden. Og det de, og måske især sangeren og tekstforfatteren Peter A.G. Nielsen, så, huede dem ikke: Et Danmark, der lukkede sig om sig selv, hvor »tidsånden breder sig og folk flygter hver sin vej i ly bag de blå gardiner …«

Uden at der var nogen fælles varme at lune sig ved.

Enhver var sin egen lykkes smed der i Schlüter-land. Og selv om grønthandlerne mere og mere lignede appetitlige postkort fra charterferien og shawarmaerne truede med at slå den røde pølse kulinarisk knockout, blev der slået politisk plat på og alarm over alle dem, der ikke var som os – de fremmede. Hertil og ikke længere. Der må være en grænse, og det var der. Det var lige til at blive hippie af – igen.

I dette mentale klima var der masser af overflod for den, der havde eller tog sig råd, men overskud var i underskud. Ikke helt ulig i dag i øvrigt. Forskellen er bare, at nu er sushi ikke længere avantgarde, men Netto-vare.

Gnags havde aldrig tvivlet på musikkens magt, så hvad var mere naturligt end at forsøge lidt udluftning i nationalbevidstheden med en ny samling sange. Den kaldte de lige så naturligt Plads Til Begejstring. Og fra starten var opgaven klar for disse utrættelige, og somme tider trættende, missionærer i medmenneskelighed:

Danmark, det banker på din dør

har aldrig set dig så selvisk og ensom nogensinde før
Danmark pas på du ikke dør
du trænger til nogen der kysser din næse og nulrer dine ører …

De står udenfor og vil ind, de fremmede. Ikke kun for at stjæle lidt af det, vi har nok af – tryghed, men for at fortælle os om andre måder at leve på. Ikke nogen helt lille opgave, for danskernes »ydmyghed ligner en prik på en pik«. Men når nu ikke ret mange andre ville, så bød Gnags velkommen som drømmenes troubadourer, der vækker alting til live:

Lige meget hvem du er lige meget hvor du er så velkommen her

Vi sætter spejle i solen
til alle der kæmper på skyggesiden

og råber:
Længe leve mangfoldigheden

De sang, som om der ikke var noget at være bange for. For det helt uimodståelige ved Gnags i 80’erne var, at de holdt fast i det danske, men kun som noget at vende hjem til og rejse ud fra. De gemte sig ikke, men åbnede sig mod verden. Musikken tog sangene fra de varme lande ind. Og musikerne rejste som kunstneriske rygsækturister (nå ja, mere eller mindre!) ud og sugede til sig. Plads Til Begejstring er kulminationen på en periode med plader som Safari, Underlig Fisk og X. Der spilles i det orkester, som om der ikke tænkes, men leves. Percussionisterne Mads Michelsen og Jens G. Nielsen kombinerer 80’er-elektronik som rytmeboks og clicktrack med en disciplineret overdådighed af polyrytmik, som i mangt og meget er forspil til et crossover-fænomen som Safri Duo.

Guitaristerne Jacob Riis Olsen og Per Chr. Frost står ikke i vejen for hinanden, men giver med hver sit temperament modspil til Peter A. G. Nielsen. Total i kontrol og så alligevel ikke bange for at kigge ud over kanten. Parolerne er kørt på den ideologiske losseplads.

Det direkte og det personlige bærer disse sange: den næsten ulogiske lykke, fordi det pludselig er blevet ’Sensommer På Strøget’, den (livs)glade road-sang om ’Ritas Rock ’n’ Roll Band’, den verdensmusikalske tour de force ’Disco Dadacoco’, og de meget stemningsmættede her & nu/dig & mig-sange som ’Kysser Farvel’ med Benny Andersensk sproglune og ’Gå Altid Tilbage Til En Fuser’ om det svære sprog, de kalder kærlighed:

Gå altid tilbage
til en fuser
han vil ha kys, men når du kommer vender han sig om
gå altid tilbage
til en fuser

hun skriger: Gå din vej
når hun mener: Kom

Plads Til Begejstring er stadig et sprællevende bevis på, at det poetiske kan byde det politiske op til dans, så begge bliver øre af noget, der til forveksling ligner lykke. Og når man så betænker, at Gnags – også – i de år gjorde landets scener til en demonstration for og i den mangfoldighed, de efterlyser, ja, så er der dialektik i tingene, som de ville have sagt hjemme i kollektivet i Haraldsgade, lysår før de solgte deres pladeselskab til den tyske storkapital.

Musikken blev der dog aldrig givet køb på.

Gnags: Plads til begejstring. Producer: Karl Pitterson. Genlyd (1986)

Det nye 80′er-forum finder du her.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

Readmore  

60 år uden Hank Williams – og med!

30. december 2012   //    4 Comments

Hank+Williams+hankwilliamsthebiography

Det var et helvedes vejr tirsdag eftermiddag den 30. december 1952. Flyet skulle bare mellemlande i Knoxville, men der blev det stående. Han skulle nå det job i Charleston, fik derfor cadillac’en kørt op fra Montgomery, men ryggen gjorde igen ondt ad helvede til, så ondt, at han fik to skud morfin. Han lignede ikke tidens største hillbilly-stjerne, da chaufføren hældte ham ind på bagsædet. Charleston blev opgivet. Istedet var der en chance for at gennemføre nytårsdag-jobbet i Canton, Ohio.

Chaufføren, den 17-årige Charles Carr, speeder op. I Rutledge stoppes han for at køre for stærkt. “Hey, that guy looks dead,” siger betjenten. Men slår sig til tåls med, at sådan ser man ud, når man har fået smertestillende indsprøjtninger og har kædedrukket vodka. Ved halvseks-tiden nytårsmorgen stopper Carr i Oak Hill for at orienterere sig. Han benytter lejligheden til at se til sin passager. Han er meget, meget kold. Ved ankomsten til hospitalet er den 29-årige Hank Williams død. Og den første rocklegende er født.

Hank Williams døde lige så ensomt som han levede – skønt ombejlet af kvinderne, misundt af mændene, belejret af pressen på grund af sit tumultuariske privatliv og til dels isoleret i det kollegiale miljø på grund af en, selv i den ikke helt appelsinfri countryverden, umådeholden alkoholindtagelse. ‘I’m So Lonesome I Could Cry’ var ikke bare noget, han sang. Det var sådan, han havde det.

Det findes der efterhånden et utal af beviser og eksempler. Hank Williams virker nogle gange som grunden til, at ‘greatest hits’-samlingerne blev opfundet. Skal man have hele følelsen af hvilket ekkorum, sangerens næsten skæbnebestemt ensomhed udspiller sig i, er der for mig at høre ingen vej uden om det definitive karriereopsamlende bokssæt fra 1996.

The Complete Hank Williams er en musikhistorisk bedrift – 225 indspilninger, heraf 53 hidtil uudgivne. Sættet rummer selvfølgelig alle hans officielle sange, men også demoindspilninger, koncert, radio- og tv-optagelser, som er state of the art-restaureret, uden at det går ud over autenticiteten. Det støjer, støver, skratter, rumler. Det lever kort sagt, her 60 år efter hans død, 1. januar 1953.

Hank Williams’ sange er naturligvis for længst gået over i historien. Og de genindspilles konstant. Han var en tydelig og erkendt inspiration for bl.a. Elvis Presley, Chuck Berry og Bob Dylan, ja, crooneren Tony Bennett fik et hit med hans ‘Cold Cold Heart’, og en sang som Bill Haley’s ‘Rock Around The Clock’ er utænkelig uden Williams ‘Move It On Over.’

Alt dette hører til rockhistorisk paratviden, men det forbløffende er, at Hank Williams’ originalindspilninger står distancen, og bliver til andet end musikalsk antropologi.

Der er en tidløs magnetisme, en prunkløshed og en dødsbevidst nøgenhed over disse indspilninger, der redefinerede og moderniserede country-genren, så den brød ud af det stilistiske frilandsmuseum og fandt sin plads i efterkrigstiden som en genre, der ophøjer klicheer til virkelighed og sentimentalitet til følelser så store, at hverdagen knapt kan rumme dem. Når genren er bedst.

Selv om han så sådan ud, var der ikke meget rhinestone cowboy over Hiram Hank Williams.

Han voksede op i yderste armod i Alabama, en bluesmusikalsk højborg. Faderen led – eller lod som om han led – af en krigsskade, så Lillian Williams blev det store moderdyr i unge Hanks liv. Og moderen skulle senere kappes med hans kone, Audrey, om at forsøge at æde ham levende. The Kinks indspillede langt senere ‘Nagging Woman.’ Den sang kunne Hank Williams godt have skrevet.

Unge Hank blev sendt på gaden for at tjene penge tidligt. Han pudsede sko, men selv om han lignede en kandidat til en svagbørnskoloni, var han en foretagsom fyr , der hurtigt fik unge jævnaldrende i sit brød. Så han lod andre om at pudse skoene, og begyndte selv at synge rundt om i gaderne i Montgomery. Teknikken som gadesanger kunne senere genhøres i hans skarpe diktion.

På gaden mødte han den sorte blues-sanger Tee Tot alias Rufus Payne, som introducerede ham til the blues og hvad deraf følger … Hank blev allerede alholiker som teenager, og kunne alle de beskidte tricks, som var nødvendige for en musiker en lørdag aften med misundelige, drukne bønderkarle som tilskuere. Han var altid bevæbnet.

Kombinationen af sort musik, traditionel folkemusik fra Appalacherne og gospel blev i Hank Williams’ sange til en unik afspejling af selve den amerikanske mangfoldighed, vel at mærke på et tidspunkt, hvor raceadskillelse var en uanfægtet del af den sociale og politiske dagsorden. Han var en hvid Robert Johnson.

Radiostationerne var den tids største scene. Døren ud mod verden. Eller rettere: Den verden, der lå uden for den radius på 150 km., som for mange musikere var nærområdet. Bokssættet indeholder således en række privatoptagelser fra midt i 30’erne, hvor Hank fingerer, at de stammer fra et radioshow – et trick, beregnet på at imponere koncertarrangører. Fra 1937 var Hank Williams og hans band, The Drifting Cowboys, regelmæssig gæst på radiostationer. Ligesom de spillede til talløse lørdagsballer med et repertoire, som trak på country-giganter som Bob Wills, Ernest Tubb og Roy Acuff. Brugsmusik, der blev brugt, iblandet stadig flere af Hanks egne sange.

Efter krigen, i 1946, kommer Hank Williams i kontakt med tidens største musikforlægger, Fred Rose, der sætter Hank i sangskriverlære. Han lærer ham f.eks. at skrive et b-stykke, og i august 1947 bliver ‘Move It On Over’ et hit – både i country- og popkredse.

På koncertrepertoiret har Hank Williams længe haft sangen ‘Lovesick Blues’. Den stammer fra 1922-musicalen Ooooh, Ernst, men Hanks version lænede sig mere op ad Alabama-sangeren Rex Griffin. Rose hadede den, men Hank insisterede på en indspilning. ‘Lovesick Blues’ blev Hank Williams’ gennembrud, og er den dag i dag et fint eksempel på, hvilken stilitisk smeltedigel, den tids sangere og sangskrivere arbejdede i. På samme måde som polka-traditionen blev en integreret del af country & western, således var jodlen en naturlig udtryksmåde længe før Jodle-Birge blev født.

Eftertiden placerede Hank Williams som country-sanger. Det er ikke forkert, men det forkorter hans spændvidde. Han var fra barnsben gudfrygtig, hans Gud, som han fik ind med tyk modermælk, var en skrap, altseende herre, så Hank havde lige så dårlig samvittighed som han havde ondt i ryggen. På turné vankede der bøder, hvis musikerne bandede. Og de moralske tømmermænd og bondeanger var så tyngende for Hank, at han blev nødt til at opfinde en moraliserende figur, Luke The Drifter, som indsang opbyggelige monologer.

The Complete Hank Williams-sættet er tre-fire cd’er for lang. På den anden side forlenes sættet derved med en monografisk dybde, som giver klangbund til de kendteste af hans sange, som alene i deres titler fortæller en historie: ‘Your Cheatin’ Heart’, ‘My Love For You Has Turned To Hate’ og ‘Long Gone Lonesome Blues.’

Det er sange, skrevet på et tidspunkt, hvor mange hjem i sydstaterne ikke havde elektrisk lys, sange, som nordpå må have virket som ren folklore i en tid, hvor elegantieren Frank Sinatra var superstjerne. Men sange, der med hjertets renhed, skærer ind til benet med deres bittert erhvervede viden om altings forgængelighed. Eller som der står nederst på Hank Williams’ monumentale gravsten i Montgomery, Alabama med en af hans egne sangtitler: ‘I’ll Never Get Out Of This World Alive’.

The Complete Hank Williams. Mercury/Universal. 10cd. 

Ukrediteret samtidigt pr-foto.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

Readmore  

50 i dag: Dodo følger sin egen recept

15. december 2012   //    Kommentarer slået fra

dodo portræt 1

Forleden kunne man på Facebook se følgende besked fra Dodo Gad: »Hurra!!!! Min sang, ’Bennys Bossa’, er blevet streamet og downloadet over 2000 gange … tror jeg ta’r ud og køber mig et marcipanbrød for de penge, jeg får for det …« Opdateringen viser tre ting: At Dodo alias Maria Charlotte Gad ikke ’kun’ spiller op til 80’er-dansanter med Dodo & The Dodos. At hun som alle moderne musikere er nødt til at mobilisere lidt (galgen)humor for at kunne møde den nye markedsvirkelighed, og at hendes bossanova-ficering af Benny Andersens sange er en succes derude, hvor anmeldelser ikke tæller så meget som anmelderne helst vil tro.

De fleste danskere hørte første gang Dodo uden at vide, at det var hende. I 1986 var hun som vital sanger på Jarl Friis-Mikkelsen og Michael Bruuns ’Re-Sepp-Ten’ med til om muligt at øge den nationale fodboldfeber før VM i Mexico yderligere nogle grader. Den storsælgende sang endte på toppen af hitlisten, men den var vigtigere end hende, der sang den.

Studenten fra Aurehøjs sprogligt-musiske linje havde sunget kor for folk som Lotte Rømer og Nanna og havde i 1985 taget en bifagseksamen i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, men var mere og mere til den popmusik, hun spillede sammen med sin kæreste og senere ægtemand, Jens Rud, i Copyright. Bandet var i absolut stilfærdighed albumdebuteret i 1983, og tog i 1985 navneforandring til Dodo & The Dodos.

Det var dengang, man kunne slå igennem ved at optræde på tv. Det gjorde Dodo & The Dodos i november 1986 med sangen ’Giv mig hvad du har’ i en grad, så datidens toneangivende musikmagasin, MM, kårede orkestret til ’Årets nye håb’ – ikke alle læsere var enige. Og da debutalbummet udkom i marts 1987 var anmelderne ene om ikke at kunne høre kvaliteterne.

På to år solgte den cd og den efterfølgende omkring 500.000 eksemplarer. I alt er der solgt over 1,5 millioner plader med bandet, så mon ikke der er blevet råd til nogle kasser med Ritter Sport undervejs? Genhørt i dag er sangene forbløffende holdbare. Det fængende går hånd i hånd med det sofistikerede i Michael Bruuns produktion, og Dodos mørke, sensuelt ladede stemme er så meget anderledes end de mange flinke elever af Anne, Sanne & Lis-skolen, som dengang kappedes om medieopmærksomheden.

Dodo & The Dodos lod sig dog ikke rive med af medgangen. De passede på sig selv og hinanden. Og da de blev indhentet af de anderledes lydende 90’ere, forsøgte musikerne ikke at hænge på eller lære sig hiphop. I stedet for at blive hægtet af, langtidsparkerede de i et vigespor. Dodo blev mor, tog siden en lærereksamen fra Zahles Seminarium og arbejdede bag katederet i fire år ind i årtusindskiftet, men der var mange derude, som stadig drømte om en ’Sømand af verden’ og som havde det som ’Bambi om glatis’.

Et comeback var uundgåeligt. Bandets sjette album kom i 2008. Uden at blive den store sællert blev det for mange, ikke mindst bandet selv, en påmindelse om, at musik kan overleve skiftende konjunkturer.

Siden har Dodo & The Dodos givet hen ved 50 koncerter om året. Dog i noget mindre regi end dengang de i efteråret 1988 koncertdebuterede med koreografi og kostumer af Jean Voigt.

I 2011 debuterede Dodo som solist med det Jens Rud-producerede album ’DodoBennyBossa’, hvor hun med umiskendelig jazzaccent fortolker Svante og andre folkekære Benny Andersen-skabninger, og gør det med den stemme, der stadig får en del af os til at vågne. Også om dagen.

PR-foto: Miklos Szabo

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

Readmore  

Dave Clark fylder 70

14. december 2012   //    Kommentarer slået fra

Dave_Clark_Dave_Clark_Five_1965

I en hektisk periode i 1964-65 så det ud, som om de nærmeste konkurrenter til lyden fra Liverpool kom fra Tottenham i form af Dave Clark Five, en mere primitiv udgave af The Beatles, men med et ekstra punch, der gjorde enhver transistorradio til en koncertsal. ’Glad All Over’, gruppens sjette single siden pladedebuten i 1962, sparkede i januar med fodstampende energi ’I Want To Hold Your Hand’ ned fra den engelske hitlisteførsteplads, og få måneder senere blev efterfølgeren ’Bits And Pieces’ nummer to samme sted.

Central i lyden var Dave Clark, som ikke sang. Det lod han keyboardspilleren Mike Smith om. Clark slog trommer. i bogstaveligste forstand. Den fhv. stuntmand, som i morgen fylder 70, havde i filmbranchen lært, hvor vigtigt det er at have styr på sit eget produkt. Derfor indså han, i modsætning til Lennon-McCartney, tidligt nytteværdien af at eje alle rettighederne til de sange, han skrev.

Over 100 millioner solgte plader senere er resultatet, at Clark er en holden mand, som holder sig for sig selv. Og kun lader sig se ved sjældne lejligheder, som da han og resten af bandet i 2008 blev indlemmet i rockens Hall of Fame i erkendelse af den succes, Dave Clark Five nød i USA længe efter at de havde toppet i England og omegn. Tom Hanks, af alle, holdt begrundelsestalen.

Gruppen opløstes i 1970. I mellemtiden havde han dannet eget selskab for at kunne styre udgivelsen af gruppens bagkatalog. Clark erhvervede sig siden genudsendelsesretten til det ikoniske britiske tv-show, ’Ready Steady Go!’ Et lukrativt tiltag med alle de nye formater, der siden kom til.

I 1986 skrev Clark (og Jeff Daniels) science fiction-musicalen, ’Time’. Den gik i to år. Cliff Richard spillede, til at begynde med, hovedrollen. Sin vane tro konceptuerede Clark musicalen, så den siden blev til et all star-spækket album med Julian Lennon, Dionne Warwick og Freddy Mercury samt en bog. Nu om dage er musikken på iTunes. Naturligvis.

Det kan nemlig godt være, at Dave Clark holder sig væk fra verden, men han ved godt, hvad der foregår i den. Og mon ikke han på vej til og fra banken nynner sin gennembrudsmelodi…

Ukrediteret pr-foto

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

Readmore  

Ravi Shankar 1920-2012

13. december 2012   //    1 Comment

The+Ravi+Shankar+Collection

Dengang denne blogger legede hippie var der nogle ting, som var ret vigtige at have på plads i kollegiehyblen: Røgelsespinde, en æseløret udgave af Kerouacs ’On the road’, og så to lp-plader, en med hvalsang og en med musik af Ravi Shankar. Det var ikke fordi, vi råspillede de to plader, men det så hipt og småintellektuelt ud.

Meddelelsen om sitarspilleren Ravi Shankars død kommer vel ikke uventet, Robindro Shaunkor Chowdhury blev 92, men den fik mig til at finde musikken frem. Røgelsespindene måtte jeg tænke mig til.

Pludselig efter så mange år kan jeg høre og forstå, hvorfor han nærede blandede følelser over for den fidelt overstrømmende opmærksomhed, han modtog fra det hvide rockpublikum efter at han var blevet mentor for og senere livslang ven med George Harrison, der heldigvis satte sig for at udforske det instrument, han første gang brugte, som en gimmick, på sangen ’Norwegian wood’. Shankar inspirerede også folk som The Byrds, John McLaughlin og Mike Bloomfield. (Jeg kan i øvrigt anbefale kollega Capac’s – i visse kredse – kætterske pointer)

Jeg aner i virkeligheden intet om indisk musik og dens kompleksitet med ragaer og tala’er, men kan ikke undgå at høre dens ophøjede foragt for tids- og modeuafhængighed. Det var der mange, der ikke nåede ind til, dengang Shankar lod sig introducere til en ny generation.

Navnkundig er hans optræden på Monterey-festivalen i 1968, og meget sigende er hans medvirken i 1971 ved de koncerter til fordel for det stormflodsramte Bangladesh, som han, der er af bengalsk afstamning, fik Harrison til at forestå: Shankar og hans musikere begynder at spille, eller det tror publikum. Efter et stykke tid stopper de, og det andægtige bifald bryder løs. Shankar, som var en høflig mand, takker og håber, som han siger, at vi vil kunne lide det lige så meget, når de begynder at spille rigtigt. Indtil nu havde de nemlig bare stemt instrumenterne …

I det hele taget forholdt Shankar sig senere skeptisk over for præmisserne for sin vestlige popularitet. Og kunne ikke helt acceptere alle aspekter af den fremstormende rockkultur. F.eks. forstod han ikke, at Jimi Hendrix kunne finde på at brænde sin guitar af og heller ikke at Pete Townshend smadrede sin. For Shankar var instrumentet nemlig helligt. Han følte sig også decideret ydmyget, når hippierne røg sig høje og kælede med hinanden, mens han spillede. Det var musikken alt for vigtig til. Det var den, der skulle gøre os høje. Ikke stofferne, som han sagde.

DET VAR IKKE helt det samme miljø, han mødte, da han som tiårig i 30’erne kom med i den turnerende danse- og musikertrup, hans bror Uday ledede. Men også de skulle præsentere det hvide publikum for noget eksotisk. Den unge Ravi dansede, og blev samtidig dygtigere og dygtigere på sitar. En ny musiker i truppen trak ham til side en dag og fortalte ham, at han skulle glemme sig selv for at kunne komme i nærkontakt med de mange lag i indisk musik.

Ravi Shankar lod jakkesættet blive i Vesten og tog hjem til Indien. Hvor han fordybede sig i den klassiske hindustanske musik. Han blev musikchef for All India Radio i 1949 og begyndte at eksperimentere med at blande vestlig og indisk musik, f.eks. til balletforestillinger. Siden tonsatte han bl.a. Satyajit Ray’s filmtrilogi, Apu, og var i det hele taget en nysgerrig mand – noget, der ikke altid har talt til hans fordel i den ortodokse del af det indiske musikmiljø.

Et møde med en anden virtuos, violinisten Yehudi Menuhin, resulterede i et par stilskabende album, West meets East vol. 1 & 2. Dem hørte John Coltrane, som, før George Harrison havde set en sitar, havde timer og samtaler med Shankar om forbindelsen mellem modal jazz og indisk musik.

De seneste mange år har den i Californien bosatte Ravi Shankar turneret som en feteret, men stadig beskeden ambassadør for indisk musik sideløbende med samarbejder med så stilforskellige musikere som Phillip Glass og kotospilleren Susumu Miyashita, og det er blevet til en del filmmusik.

Forholdet til George Harrison overlevede modestrømningerne, og eksbeatlen producerede så sent som 1997 cd’en Chants of India med Ravi Shankar.

Og ja, en af hans døtre hedder Norah Jones, men det er hans anden datter, Anoushka, der fører sitarspillet videre i familietraditionen.

Besøg Shankars hjemmeside her.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

Readmore  

Slowhand i superdeluxe regi

11. december 2012   //    1 Comment

Første halvdel af 70′erne var ikke et lystspil for Eric Clapton. Det kan godt være, at han fra sin bedste ven havde scoret prinsessen, men han kunne ikke holde ud at være i resten af kongeriget. Først prøvede han at holde verden ud – og ude – ved at dope sig tung med heroin; siden, da han så succesfuldt var blevet afvænnet, begyndte han at drikke tæt, så tæt faktisk, at han blev nødt til at indforskrive en ekstra guitarist, George Terry. Denne spillede, især live, lige så mange soli som manden, nogen engang havde kaldt Gud.

Claptons misbrugsproblemer havde musikalsk sine gode sider. Han nedtonede det mere muskuløse i sit guitarspil, og blev mere og mere interesseret, måske af nød, i sin egen udvikling som sanger. Samtidig lyttede han mere til J.J. Cale end til Duane Allman, og på 1974-albummet, 461 Ocean Boulevard, havde han i Bob Marley’s musik fundet en ny musikalsk forelskelse.

Da Slowhand udkom tre år senere, var forventningerne til Eric Clapton skåret ned til menneskelig størrelse. Det havde han selv sørget for. Måske er det derfor pladen stadig virker så rørende og så ydmyg.

Nu får albummet den efterhånden obligate superdeluxebehandling. Overførslen til cd-mediet har aldrig været helt tilfredsstillende for denne musik. Indtil nu, hvor den fremstår sprød og nær. Boksen tæller diverse andre formateringer, bl.a. i form af en lp, og bookletten sætter tingene og myterne på plads ligesom det er ret nostalgisk og corny at se de minutiøst reproducerede kopier af datidens koncertprogrammer. Et fornemt produkt, hvor kernen dog trods alt er musikken.

Selve albummet rangerer nu om dage højt på Clapton-hitlisten – dengang tog man det mere som en lidt skuffende selvfølge – og sange som Cale’s ‘Cocaine’, den yndefulde ‘Wonderful Tonight’, ‘Lay Down Sally’ (af Clapton, Terry og den ene af bandets sangere, Marcy Levy) samt ‘The Core’ med gnistrende, magtfuldt guitarspil og den instrumentale ‘Peaches and Diesel’ viser en mand, der har accepteret, at fremtiden nu også gælder ham, og at han ikke har noget imod det. Der er en ny sødme og sårbarhed i både hans stemme og hans spil.

Den store bonusgave ved sættet er dog et dobbeltalbum, optaget live i Hammersmith Odeon. Hidtil har disse optagelser fra april 1977 kun floreret på bootlegmarkedet (som jo nu også inkluderer streaming). Dette er den ægte vare.

Sammen med Terry, Levy og Yvonne Elliman, bassisten og kapelmesteren Carl Radle, trommeslageren Jamie Oldaker og keyboardspilleren Dick Sims råder Clapton over et band, der måske ikke er så offensivt som Derek & The Dominos, men står godt til Claptons temperament.

Åbningen med Cream-nummeret ‘Badge’ er gratiøs og storslået, og da de lange, pinefuldt smukke toner fra ‘Stormy Monday’ modstræbende dør ud halvanden time senere efterlader det indtrykket af en mand, der dementerer Blind Faith-sangen ‘Can’t Find My Way Home’. Clapton lyder som en, der måske ikke har fundet ro, men nu kender vejen hjem.

Det er livsbekræftende og tidløst.

Eric Clapton: Slowhand. Compilation-producer: Bill Levenson. Polydor/Universal.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

Readmore  

Otis er savnet

10. december 2012   //    Kommentarer slået fra

DA ET to-motorers Beechcraft-fly styrtede ned i Lake Monona nær Madison, Wisconsin i dag for 45 år siden, blev soulmusikken en original stemme og inspirator fattigere, og rockhistorien en legende rigere. Blandt de omkomne var nemlig Otis Redding. Han blev 26 år. 26!?

DET VIRKER STADIG utroligt, når man ser filmoptagelser med dette fyrtårn af en stout, men graciøs mand og hører hans stemme, så fuld af erfaring, levet liv og så meget mand, at det næsten må have virket fornærmende eller truende i en tid, hvor den bløde mand var ved at blive født under svære kvaler – i hvert fald blandt de hvide high school kids, der bagefter tog patent på den batikfarvede sandhed om 60’erne. De 60’ere nåede Otis kun at få en smagsprøve på ved en tiljublet koncert på Monterey-festivalen, for den historiske ironi er jo, at da Otis Redding omsider blev verdensberømt, var han død. Heldigvis havde han inden den fatale flyvetur været i studiet og indspille en ny, meget atypisk sang, ‘Sitting On The Dock Of The Bay’, skrevet af ham selv og guitaristen Steve Cropper. Den alene sikrede ham udødelighed. Og arvingerne en stabil indtægtskilde.

Sandheden er, at Redding indtil da mest sang for sine egne. Ja, da han som dynamo for den såkaldte Stax-Volt Revue turnerede Europa i foråret ’67, var det hvide islæt blandt publikum til at overskue. Ved koncerten i København i april var salen således halvtom, og de mest medlevende – og fleste – tilskuere var sorte amerikanske infanterister på orlov fra deres baser i Vesttyskland. Jeg kan huske, at vi andre, duknakkede blege hippier sad og undrede os over, at de optrædende kom i pang-farvede habitter med skarpe pressefolder på et tidspunkt, hvor frigørelsen ikke mindst bestod i ikke at se ud som sine forældre. Redding, de formidable Sam & Dave, Booker T. & The MG’s og Eddie Floyd og de andre virkede nu ret frigjorte alligevel. De udstrålede mere sex, stolthed og sandhed, end jeg troede, der fandtes i hele verden, så helt galt kan det da ikke stå til, ræsonnerede jeg, mens jeg gik hjem mod Sydhavnen, stønnende »Fa- fa-fa-fa-fa-fa-fa-faaah« og »Sock it to me, brother«, lidet anende, at det sidste album, Otis Redding skulle nå at indspille, var det, der i månederne op til koncerten havde okkuperet min grammofon.

Otis Blue – Otis Redding sings soul var med til at definere soulgenren. Og pladen var den perfekte prolog og ordbog til den kampagne, der i The Summer of Love blev søsat for at gøre soul mere kendt – og markedsduelig. Los Angeles-DJ’en, Magnificent Montague, stillede som en af de første spørgsmålet »What is soul?« og besvarede det selv: »soul is the last-to-be-hired, the first-to-be-fired, brown-all-year-round, sit-in-the-back-of- the-bus feeling …« Og selv om de fleste sorte trak på skuldrene og mente, at den, der skulle have forklaret, hvad soul er, alligevel aldrig ville fatte det, så så Otis Redding faktisk en opgave i at få det hvide publikum til at finde svaret i deres egen sjæl. »It’s the singer, not the song«, sang Mick Jagger fra The Rolling Stones.

Han kendte hemmeligheden og havde igangsat sin gruppes karriere ved bl.a. at indsynge nogle af Reddings ballader. Og den eksplosive side af Redding – og MG’s-bassisten Donald ’Duck’ Dunn – plankede Jagger og Keith Richards til ‘I Can’t Get No Satisfaction’, en sang som den amerikanske kritiker Dave Marsh har karakteriseret som det nærmeste, man kommer en sang skrevet af Dylan og Otis Redding: »Hvis (de) havde skrevet den sang sammen, ville dette (Satisfaction) have været den sang, de skulle konkurrere med.« På Otis Blue kvitterer Redding med en frenetisk, ustoppelig udgave af ‘Satisfaction’, som nærmest dementerer sangens budskab. Her er en mand, der kan fuldføre, hvad han har sat sig for!

DET ER her og på originaludgaven af ‘Respect’ og den flammende fortolkning af Sam Cookes ‘Shake’, at Redding dels flytter koncertsalen ind i pladestudiet og dels viser, hvor han voksede op, nemlig Little Richards fødeby Macon, Georgia. Her indspillede Redding allerede i 1960 den meget Little Richard-agtige ‘Shout Bamalama’, men det interessante og væsensforskellige ved Reddings soul var hans åbenhed over for områdets rockkultur – Jaimo Johanson spillede trommer hos Redding, før han kom med i Allman Brothers – og så den country & western, der er og bliver Bibelbæltets radiofoniske bærebølge.

Det er den, der giver den ekstra imødekommende melodiske varme i Reddings sangforedrag, mens den retoriske intonation røber hans opvækst i en familie, hvor faderen var baptistprædikant. Faderen blev dog ikke hans rollemodel. Det blev Sam Cooke og hans selvgjort-er-velgjort succes. På Otis Blue er tre ud af 11 skæringer af Cooke, men Reddings storhed er, at han forstørrer selv den kendteste Cooke-sang uden at formindske originalforlægget. At høre ‘A Change Is Gonna Come’ med ‘Redding er at høre hele borgerrettighedsbevægelsens vej fra dialog til åben kamp. Og når Redding på sin egen, nu soul-klassiske torch-sang over alle torch-sange, synger »I’ve been loving you too long to stop now«, synger han ikke kun om, at den eneste vej ud af kærligheden fører ind i kærligheden for ham og hans elskede, men han synger for alle, der gider lytte og føle. De behøver ikke forstå; bare de fatter – om hinanden.

Eller som kritikeren Lillian Roxon skrev to år efter hans død: »You have it – or you don’t. Either way you can’t define it. If you ever lived through enough, if pain has been your constant companion and despair has seeped into your heart, lungs and colored by that extra dimension of sorrow, it’s so much a part of you that you can’t sing or play without it coming through, then you may start to understand what goes into a performance by … Otis Redding.«

Otis Redding havde dét. Og at høre ham er hver gang at konfrontere sig selv med, hvordan man egentlig har det. That is soul! 

Man kan blive bekræftet i den sandhed ved at høre Otis Blue i den deluxe-udgave, Rhino udgav i 2008.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

Readmore  

Little Richard runder de 80

5. december 2012   //    Kommentarer slået fra

Det lød som volapyk, men hjertet og benene fattede meningen: »A wop bop alu bop a wop bam boom«. Sådan er det stadig, 56 år efter at Little Richard med disse ord intonerede ‘Tutti Frutti’ – to minutter og 25 sekunder, der skulle give folk som Elvis Presley, Otis Redding, Paul McCartney, Mick Jagger og Kim Larsen en tro på en fremtid styret af andet end forældre og fordomme.

I dag fylder Richard Penniman 80, og optræder såmænd stadig. I sagens natur ikke med samme vildskab, som da han tidligt i 1956 slog igennem med en sang, der bare skulle være et pausesignal under en session, hvor det ikke gik for godt med at forvandle ham til den nye Fats Domino.

Ved klaveret improviserede Little Richard over en lille saftig sag, han havde samlet op i det bøssemiljø, hvor han færdedes hjemmevant. Sangen indtog det sorte og hvide plademarked. På sidstnævnte dog overgået af Pat Boone, der fik et større hit (også herhjemme, hvor det var svært at få Little Richard på plade) på at få ‘Tutti Frutti’ til at lyde som en børnesang. Det var den ikke…

Hurtigt begyndte rygterne at gå om Little Richards promiskuøse livsstil, hvor orgier hørte til dagens orden eller uorden, ville man sige i det USA, hvor man sov med hænderne over dynen. Han og hans agent gjorde deres til at fastholde billedet af ham som flamboyant hedonist, i den retning en sort Jerry Lee Lewis. Sange som ’Long Tall Sally’, ’Lucille’ og ’Good Golly Miss Molly’ gjorde resten, og ved koncerterne brød den lovbefalede raceadskillelse sammen, og pigerne kastede trusser op til ham.

Lidet anende, at selv om deres idol i en periode var gift, så var der en pointe i, at han lignede en galionsfigur for en gay pride-parade. Han har beskrevet sig selv som ’omniseksuel’, men har talt en del med Gud om sin homoseksualitet, som han formulerer det i sin saftige selvbiografi.

Little Richard var født i Georgia som tredje barn af tolv. Faderen, der senere blev myrdet, ernærede sig ved at smugle hjemmebrændt, men familien troede på Gud. Den tro forlod aldrig sønnen.

I 1957, midt i karrieren, trak han sig, efter at have fået en åbenbaring, tilbage fra showbiz. For at blive lægprædikant. Musikalsk blev resultatet gospelplader, hvor det blev tydeligt, at han fra den genre havde lånt mange af sin karakteristika på samme måde som bl.a. McCartney havde lånt af ham – tænk bare på netop ’Long Tall Sally’ samt ikke mindst ’I’m Down’.

Siden kom Little Richard ud i stofmisbrug, angrede ved at ernære sig som bibelsælger, blev ved at prædike, og blev en yndet gæst i talkshow- og sit com-kredsløbet ligesom han har medvirket i film, både som sig selv og på lydsporene med sine få, men udødelige sange.

I 1989 udsendtes et ambitiøst 6cd-bokssæt med hans Speciality-skæringer, som nuancerede indtrykket af ham som vokalist.

Allerede i 1964 forsøgte han et musikalsk comeback, ansporet af sit bekendtskab med The Beatles, som han havde mødt i Hamburg og som havde varmet op for ham i England. Opskriften var som i ’56, men tiden var en anden, og ’Bama Lama Bama Loo’ fængede ikke på samme måde som »a wop bop alu bop a wop bam boom«.

Denne omtale kan i lidt kortere form også læses i dagens udgave af POLITIKEN.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

9. april 2013   //   No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

11. april 2013   //   No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top