Ansagers McCartney

Kommentarer slået fra

Sangeren, produceren og sangskriveren Helge Engelbrecht har måske ikke flyttet sig langt fra sin barndomsby, Grindsted, men med afsæt i Ansager har han den sidste halve snes år udviklet en musik, der ikke skammer sig over at være lokal, men aldrig bliver det på den indskrænkede, provinsielle måde (som man i øvrigt også sagtens kan møde i storbyen).

Ja, da han i 2004 deltog ved Melodi Grand Prix, lød hans bidrag, ’Solens sang’, nærmest som verdensmusik (YouTube-link). Sangen blev nummer tre, og Engelbrecht er nået længst ud via grandprixet. Ti gange har han været med. Som kunstner og/eller komponist. I 1987 akkompagnerede han med sit daværende band, Fenders, Anne Cathrine Herdorf, da hun sang hans (og Jacob Jonias) ’En lille melodi’ til tops. Og helt ind i Giro 413-sjælen for at blive der.

Kender man kun den autodidakte guitarist og pianist fra tv-konkurrencerne i forgængelighed, kender man ham ikke. Han bør nævnes i samme åndedrag som Niels Hausgaard, Allan Olsen, Lars Lilholt og Johnny Madsen. Med et væld af plader har han åbenbaret sig som en lun, men ikke uskarp historiefortæller med øre for det ikke alt for fladtrådte refræn. Både The Beatles, The Band og Steen Steensen Blicher er inspirationskilder, når han synger om modersmål og fædreland uden at der krummes tæer. Tilsat et skvæt gospel, der ikke bare virker som et stilelement.

I dag fylder troubaduren og iværksætteren rundt, 60 år. Han er, som en del af os, nok blevet rundere med årene, men fysiognomien snyder lidt. Han er ikke uden kant(er).

Siden han og hustruen, Rie, i 1999 etablerede Musik Galleriet i Ansager, og gjorde det til et åbent musikværksted i stil med Levon Helms legendariske rambles i laden, har han flyttet fokus fra de dialektbundne sange til et givende samarbejde med Neighbours (med den gode sanger Tommy Rasmussen), som får unplugged-stilen til at give stød i hjertekulen. ’Rejsedage’ fra 2002 er et godt eksempel.

Helge Engelbrecht blev godt klædt på hjemmefra. Af faderen, som var velrenommeret købmand, lærte han sig ordholdenhed og sund forretningsfornuft. Og fra moderen, der som fortællerske stod på talefod med englene, fik han en kunstnerisk dimension. En af hendes bøger hedder Farvepalettens engletoner. Nok synger sønnen ikke som en engel, men han synger altid som sig selv. Og farverigt.

Så spil da, knejt hedder selvbiografien fra 2007. Knægten er blevet voksen, men spille, det gør han stadig. For Gud og hver mand (og kvinde).

Foto: Ukrediteret pr-foto, hentet fra fødselarens righoldige hjemmeside.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

 

Readmore  

Vi ku’ godt bruge Jimi nu

1 Comment

 To billeder popper op ved tanken om, at Jimi Hendrix i dag kunne have fejret sine første 70 år på denne planet.

Jimi en tidlig morgen på Woodstockfestivalens sidste dag, faktisk mandag morgen, foran en tapper, gennemvåd skare på ca. 30.000 tilbageblevne weekendhippier, i færd med at vende vrangen ud på den amerikanske nationalhymne ’Star Spangled Banner’. Angiveligt i protest mod Vietnamkrigen.

Det var ikke rock i frit fald. Det var ikke jazz. Det var ikke avantgarde. I hvert fald ikke bare.
Det var på en gang en rituel offerhandling og ren ikonoklasme, som ville Hendrix sige, at nok var der en fornemmelse af revolution i gaderne og nok var krigen og afskyen for den på alle hippe læber den sommer, men man redder ikke verden ved at sidde i mudderet og ryge den fede for bagefter at tage hjem til mor og få vasket sine Levi’s. Man må leve sin vrede og frustration helt ud. Det gjorde Hendrix med det våben, han mestrede: Fender Stratocaster.
Tidligere på året, da Hendrix begyndte at spille sin ’Star Spangled Banner’ offentligt, blev han i LA Times beskyldt for “billig sensationalisme”. Næh, den ærlige Vietnam-protest fandt man hos folk som Country Joe, Phil Ochs og Joan Baez …

Det andet billede er fra en af de første gange, Jimi Hendrix spillede med The Jimi Hendrix Experience på en af de små klubber i London. Jeff Beck, en af tidens unge guitarguder, forlod stedet vildt opløftet og noget nedbøjet. Aldrig havde han hørt noget som denne rock, der ikke alene satte en ny musikalsk dagsorden, men truede med at underminere datidens britiske rockhierarki.

På vejen ud mødte Beck Pete Townshend, som var på vej ind for at høre, om det var rigtigt, det med ham den unge neger fra Seattle, der spillede med tænderne og ikke nøjedes med at tælle til tolv, når han spillede blues. Dét var det, kunne Beck betro ham. Og tilføjede så, at Townshend nok lige skulle trække vejret dybt, inden han gik indenfor. Da Who-guitaristen havde hørt nok, pustede han ud, og ringede så og inviterede Eric Clapton, guitargudernes guitargud, i biffen!

Ingen af dem kan længere huske, hvad de så̊, de snakkede i stedet, og der var kun et navn på rulleteksterne: Jimi Hendrix. Man ser det for sig: Her troede de, at de havde delt territoriet mellem sig, og så kommer denne ukendte opkomling. Det talte de meget om den aften. Clapton beskriver i sin selvbiografi, hvordan Hendrix havde siddet ind med Cream den 1. oktober 1966 og med sin version af ’Killing Floor’ havde givet det band noget at tænke over.  Nu havde Hendrix så dannet sin trio. Og efter at Clapton ved selvsyn havde konstateret, at Beck og Townshend ikke havde overdrevet, besluttede han at få en krølpermanent a la Hendrix og radikalisere Cream.

Heldigvis viste den nytilkomne vilde amerikaner sig at være venligsindet mod de indfødte, og han faldt let ind i miljøet. Hans mentor og på-papiret-producer, Chas Chandler, havde været bassist i The Animals, og den gruppes evne til at transformere rå blues til hitlistepop brugte Chandler som model for Hendrix. Derfor er sangene på debutalbummet Are You Experienced fortrinsvis kun lidt over single- pladelængde, men den stramme form udfordrede kun Hendrix. Han koncentrerede sit spil, skærpede sine pointer, og tidspresset forlenede musikken med en uhørt desperation.

Pladen virkede som en eksplosion, en torpedering af alle vaner og sanser, da den ramte markedet i maj 1967. Det var pop. Det kunne enhver høre, for det blev jo spillet i radioen, men det havde en skarp kant. Nå̊r man hørte de sange, føltes det, som om man levede for første gang, men der var samtidig over musikken en dødsforagt, som bare mindede os endnu mere om, at vi alle skulle herfra. Det var ikke en tanke, der blev tænkt ofte dengang, hvor livet virkede evigt, og ungdommen jo havde taget magten, i det mindste den ideologiske. Hendrix virkede som en mand, der så sin fremtid i øjnene, og den foregik her og nu i et elektrificeret sekund.

SELVFØLGELIG er sangene hver for sig markante: den dæmonisk-seksuelle ’Foxy Lady’, den hjemsøgende blues ’Red House’, den vrangvendte hyldest til forelskelsen i ’Love Or Confusion’ og det soniske syretrip ’Third Stone From The Stone’, der reducerede tidens psykedeliske musik til tegnefilm. Men det er bruset, suget og satsningen, der stadig slår benene væk under en, når man får stillet spørgs-målet »are you experienced?« Og igen og igen må man indse, at det eneste svar er: Ja, det troede jeg. Indtil dette.

Ret beset fik han for lidt med- og modspil af bassisten Noel Red-ding og trommeslageren Mitch Mitchell. Den første er for fodslæbende, mens den anden spiller for meget og så alligevel for lidt, fordi han slet ikke ejer Hendrix’ sans for pausens effekt, men det fik på den anden side bare Hendrix til at investere sig selv endnu mere i en musik uden sikkerhedsnet.

En musik, som griber tilbage til uramerikanske bluesrødder uden at miste grebet om de muligheder, Hendrix hele tiden afprøvede i et spil, der ville være intet mindre end intergalaktisk. Ét langt tungekys med himlen. Avantgarde møder pop mellem hans fingre, og tiden står ikke stille. Den gendanner sig selv. Og kosmos kommer ind under huden, samtidig med at Hendrix får os til at for- stå det store i det små og omvendt. Og så kan han pludselig skabe et rum, fuld af dig-og-mig hjertesmerte, som vidner om, at der var et livssultent menneske af kød, blod, og en god portion frustration bag den fotogene facade.

Nok havde Hendrix noget nær naturtalent for pop som kropsprog, men han var i hele sin attitude til musikken jazzmusiker. Han blev aldrig færdig med sine sange. De spillede sig selv. Han lånte bare sig selv og sin guitar ud til dem. Derfor giver en plade som Are You Experienced kun en antydning af mandens radius. Og så er vi endda tilbøjelige til at fortrænge, at han før debutalbummet udsendte de tre hitsingler, ’Hey Joe’, ’Purple Haze’ og ’The Wind Cries Mary’. Ingen af dem var med på den oprindelige udgave af debutalbummet.

Det må være selve definitionen på blær. Eller er det bare udødelig storhed?

Per Wium skriver også om Hendrix på dagen her.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

Readmore  

Jan Due – en guitarløve fylder 70

Kommentarer slået fra

Man kan måske godt forlade rocken, men rocken forlader aldrig dig. Det så man endnu et bevis forleden ved pigtrådsgallaen i Falconercentret, hvor The Lions var en af de mange grupper, gendannet til lejligheden. På scenen stod bandets guitarspillende kapelmester, Jan Due, stoisk og sej, og var, selv om han ikke have rørt sin guitar i trekvart menneskealder, med til at drive musikken frem og over rampen som om det bare var i går, han og resten af gruppen var et af bedste danske bud på et autentisk band i traditionen fra Pretty Things og Stones.

I dag fylder han 70. Og han kan fra sit frivillige eksil på Costa del Sol se tilbage på et liv, der sikkert ville have formet sig noget anderledes, hvis ikke han efter endt uddannelse som elektromekaniker på Titan i 1961 var blevet fyret. Ikke fordi han var dårlig, men fordi det var sådan man gjorde dengang. Svende var dyre i drift.

Jan Due er en Nørrebrodreng fra dengang arbejderklassen ikke bare var noget, man trak frem den 1. maj. Hans mor arbejdede i en bagerforretning om dagen fra tidlig morgen og om aftenen supplerede hun familieindtægten ved at være garderobedame i en loge. Faderen arbejdede i Kødbyen og endte senere som pølsemand. Jan og hans storesøster Lene blev nøglebørn, og han gik ud af skolen efter 7. klasse.

Han blev uhelbredeligt angrebet af rock ‘n’ roll-bacillen i 1957, hvor han startede den første udgave af The Lions. Cliff Richard & The Shadows var idolerne, og bandet havde en del lokale jobs. I 1963 reorganiseredes bandet, bl.a. med sangeren Tony Summers aka Mogens Andersen og organisten Peter Monrad og satte med Triola-singlerne, ‘Skinny Minnie/Sticks & Stones’, ‘Gone Gone Gone’ og ‘Hithouse Shake’ deres fingeraftryk på tidens scene. I 1967, året efter at Monrad havde forladt bandet til fordel for The Beethovens, opløstes The Lions under mottoet ‘kort men godt’.

Due, som altid har været foretagsom og forudseende, havde brugt en del af den megen fritid som musiker på bl.a. at tage et flyvecertifikat hos Copenhagen Airtaxi i Skovlunde. Det førte ham senere til en ny fase i karriere, men først prøvede han sig selv af som skuespiller. Han var bandeføreren John i filmen ‘Jeg er sgu min egen’. Hans langlemmede fysiognomi og det lidt uudgrundelige udtryk stod åbenbart godt til gangsterroller, for det er også Due, der stjæler kronjuvelerne i Nationalbanken i ‘Olsen Banden på spanden’.

Et mere seriøst karrieretiltag var hans makkerskab med Pierre Beauvais. De to indførte go-go pigerne i dansk showbiz, et sælsomt, men smukt kapitel… Og arbejdet med Beauvais førte Due over i reklamebranchen og derfra til et job som såkaldt salgspilot hos Business Jet Flight Center i Kastrup Lufthavn. Han solgte små enmotorersfly, og som han siger: “Det var lige mig. Hvor jeg før skulle betale for at komme ud at flyve, fik jeg nu pludselig penge for at flyve.” Due avancerede til salgschef i firmaet, og videreuddannede sig senere i USA, så han fik det, der svarer til det store kørekort i pilotbranchen.

Han var provisionslønnet og fandt hurtigt ud af, at han kunne tjene mere ved at starte sit eget. Blandt kunderne var matadorer som Jan Bonde Nielsen og Aksel Juel Jørgensen. I 1975 gik Jetair i luften og holdt sig så flot flyvende, at han fem år senere kunne sælge det hele. Han var dog for driftig til så tidlig en pensionering, så i en årrække derefter drev han restauranter og værtshuse i Roskilde.

I 1998 solgte han igen. Og denne gang for good. Som 56-årig flyttede han og hustruen, Jannie, til Malaga, og blev der. Udsigten over Fuenrigola-bugten passer dem godt. Det kan man ikke fortænke dem i.

Dagen fejres i aften på en lokal restaurant. Men selv om dresscoden byder på selskabsrober for damerne og smoking for herrerne bliver der sikkert plads til en Hit House Shake.

Privatfoto.

 

Readmore  

Stemmen bag Earth Angel forstummer

Kommentarer slået fra

Stemmen bag en af de sange, som for mange amerikanere og filminstruktører levendegør 50′ernes uskyld og længsel, er død. Cleve Duncan blev enten 77 eller 78, men hans blødende og sukkende tenor på ‘Earth Angel (Will you be mine)’ vil leve længere. Ti millioner eksemplarer er der cirka solgt af sangen med ham og hans doo wop-kvartet, The Penguins, som har sin faste urørlige plads på natradiospillelisterne.

‘Earth Angel’ er skruet sammen af Penguins-medlemmet, barytonen Curtis Williams (og sangeren Jesse Belvin og Gaynel Hodge) med god hjælp fra Hollywood Flames’ version af sangen ‘I Went To The Wedding’, og den blev gruppens eneste hit. Og har du hørt den før, kan det være fra filmen, Tilbage til fremtiden. Som dog ikke brugte originalversionen, men en opdatering ved Marvin Berry and The Starlighters.

Tidligt i 1955 erobrede sangen førstepladsen på de amerikanske rhythm & blues-lister. Mere opsigtsvækkende var den ottendeplads, sangen opnåede på den ‘hvide’ Billboard popliste. Det var ikke hverdagskost at se sorte musikere placeret der og slet ikke så højt oppe. Typisk for tiden blev ‘Earth Angel’ øjeblikkeligt kopieret af en hvid vokalgruppe, The Crew-Cuts. Den blev nr. 3, men deres version svarer meget godt til deres navn, og var glemt inden foråret var ovre.

Og så blev Penguins-skæringen faktisk aldrig færdigproduceret…

Los Angeles-gruppen The Penguins havde indspillet ‘Hey Senorita’ og manglede en b-side. Tilbage til den garage, deres pladeselskab, Dootone, brugte som studie. Man var nødt til at fore trommerne med puder for ellers ville de overdøve vokalerne, men i kassen kom sangen. Som en demo, troede Dootone-bossen, Dootsie Williams. Han tog den hen til en lokal pladeforretning, Dolphins of Hollywood, for at høre ejeren om hans mening.

Efter bare at have hørt den smægtende indledning langede John Dolphin den straks videre til den DJ, han som en gimmick havde siddende bag en desk i vinduet. Pladevenderen, Dick ‘Huggy Boy’ Hugg, var vild med Cleve Duncans stemme. Og spillede prøvepresset nonstop de næste dage, og kunderne spurgte, hvor de kunne få den sang.

Dootsie Williams besluttede derfor at smede, mens jernet var varm, og det blev gloende, da singlen kom på gaden. Uden de planlagte instrumentale overdubs. Det var der ikke tid til. Det lagde ingen mærke til, da først Cleve Duncan skruede op for følelsesregistret:

Duncan levede de næste fyrre år af at synge ‘Earth Angel’ med skiftende udgaver af The Penguins.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

Foto: The Penguins anno 1954 fra oven og ned: Bruce Tate, Dexter Tisby, Cleve Duncan og Curtis WIlliams. Datidigt ukrediteret pr-foto.

Readmore  

Stående bifald til Banks

Kommentarer slået fra

Det første stående bifald (af mange) ved gårsdagens udsolgte Sebastian-koncert i DR Koncerthuset tilfaldt ikke ham selv, men den akustiske guitarist i det band, hvor Sebastian for tiden på inciterende vis genopdager og genopfinder sit repertoire. Paul Banks fik klapsalverne, fordi han i går fyldte 60. Han er en ydmyg, men absolut ikke selvudslettende mand; han spiller som han klæder sig, afslappet, men med stil.

Guitaristen færdes normalt ikke på så bonede gulve som dem i Koncerthuset, men han tog afbrydelsen pænt. Og koncentrerede sig derefter igen om musikken i lydhørt samspil med guitaristen Perry Stenbäck. De to giver ekvilibrisme et menneskeligt ansigt.

Banks fejrer Sebastians jubilæums-turne med lidt solidere forankring end så mange andre på scenen. Han medvirkede nemlig på sangerens førstefødte danske sang, ‘Lossepladsen bløder’ og var uundværlig på gennembrudsalbummet Den store flugt, og samarbejdet fortsatte på plader som Over havet under himlen, Blød lykke og Gøgleren, Anton og de andre.

Der gik i musikerkredse frasagn om Banks og hans ubesværede blues-skolede guitarspil og hans omgængelige, men ikke udflydende facon. Han blev en, man godt ville spille med, fordi man kom til at spille bedre af det.

Denne generøsitet i omgangen med andre musikere lærte Banks som helt ung at kende og elske i stedfaderen Jo Banks’ spillested, Purple Door, hvor han som teenager lyttede og lærte. Med åbne ører og flittige hænder. Bluesen er i hans blod, men han er først og sidst en fordomsfri spillemand.

Undervejs er det blevet til pladearbejde med bl.m.a. Kim Larsen, Trille, Bill Hazen, Michael Friis, Jan Toftlund, den semilegendariske mundharpespiller Jørgen Lang (som han stadig træder op med), Otto Brandenburg og Alberte. Og i klubmiljøet har han gennem årene som solist eller med bl.a. (det igen-genopstandne) MusikOrkestret, Aske Jacoby og senest Jakob Dinesen været garant for en aften med sublim fingerteknik og smidig stemmeføring, for Banks er absolut også sanger.

En pæn håndfuld soloalbums er det blevet til. Det startede med Time Bomb. 2002-udgivelsen White Noise And Diamond Nights sikrede ham en folkemusikalsk DMA-trofæ som bedste sangskriver. og den seneste, Grace, kom i 2008. Alle med hans guitarspil som det vandmærke, der garanterer integritet og en medfødt fornemmelse for swing, man ikke kan lære på hverken højskole eller konservatorium.

Hvis du ikke tror mig, kan du tjekke påstandene her. Og på søndag giver Sebastian og hans band ekstra ekstrakoncert i Koncerthuset.

Og så ville jeg nok, hvis jeg var Paul Banks, overveje at hente mellemnavnet David frem fra skuffen. Ikke for at undgå forvekslinger med Interpol-sangeren, Paul Banks, men for ikke at forvirre Spotify-kunderne…

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Ukrediteret pr-foto fra kunstnerens hjemmeside.

 

 

 

 

Readmore  

50 år med You’ve Really Got A Hold On Me

Kommentarer slået fra

Åh, alene starten: “I don’t like you, but I love you”. Det er jo sådan den også kan være – kærligheden, når den belejrer bevidstheden som en besættelse, mod bedre vidende. Og sunget af William ‘Smokey’ Robinson, så det lyder som om erkendelsen næsten er ubærlig.

I dag er det 50 år siden han sammen med The Miracles udgav singlen ‘You’ve Really Got A Hold On Me’.

Smokey var på forretningsbesøg i New York – han var som måske bekendt allerede tidligt med i ledelsen af Motown – og på radioen nonstop-spillede de Sam Cooke’s ‘Bring It On Home To Me.’ Det var inspirationen. Resten sørgede Smokey (og hans anden forsanger, Bobby Rogers), guitaristerne Edie Willis og Marv Tarplin, pianisten Joe Hunter samt Benny Benjamins trommer for hjemme i Detrot, hvor sangen blev indspillet i oktober 1962.

Sangen oprindelig b-siden til en single, hvor ‘Have A Happy Landing’ var tænkt som den melodi, der skulle forsikre, at den millionsælgende ‘Shop Around’ fra 1960 ikke havde været engangsmirakel. DJ’s på toneangivende radiostationer ville det imidlertid anderledes. De vendte simpelhen pladen om, og ‘You’ve Really Got A Hold On Me’ endte som nr. 8 på Hot 100 og som nr. 1 på Billboard’s R&B-singleliste samme vinter.

Efter nytår 1963 fik en lovende ung Liverpool-gruppe fat på singlen som specialimport, og begyndte at spille sangen ved sine stadig flere koncerter. Den 18. juli samme år gik The Beatles i studiet med den. John var forsangeren, og indspilningen var en af de fire coverversioner på albummet With The Beatles, som gruppen gjorde til sine egne og som samtidig tjente som plakatsøjle for sort popmusik.

På den plakat står Smokey Robinson med nogle af de største typer.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

 

Readmore  

Ib ‘Rock’ Jensen’ – første danske rocker fylder 80

Kommentarer slået fra

På vej gennem den lille, men smukt konciperede udstilling om 50’ernes danske ungdomskultur, ’1,2,3 o’clock, 4 o’clock rock’ på Københavns Museum, taler Ib ’Rock’ Jensen pludselig til mig fra en montre med et tv.

Der sidder han, misundelsesværdig fit, nærværende og selvironisk, og fortæller om det efterår i 1956, hvor han som nyuddannet sadelmager fra kuffertfabrikken Unica blev et tilløbsstykke. Og gik over i dansk kulturhistorie som vores første egentlige rocksanger. I morgen fylder han 80.

Ved en amatørkonkurrence var han i Kastrup blevet spottet af den foretagsomme danseskoleejer, Børge Kisbye. Kisbye havde hørt om Elvis og sådan en måtte vi også have, tænkte han. Om ikke andet så for omsætningens skyld.

Så Kisbye arrangerede en række aftener, som skulle introducere en ny rock ’n’ roll-dans. Hans kone syntes nu mest den lignede jitterbug tilsat akrobatik. Ib Glindemanns orkester skulle bl.a. spille til. Blandt sangerne var Preben Uglebjerg og som opvarmning, den 23-årige Ib Jensen.

Arrangementerne blev afholdt i National Scala, der hvor senere stormagasinet Anva og siden Scala stod, men det der med tjenere og spisning, mens rocken spillede, var ikke sagen, så Kisbye flyttede til K.B. Hallen. Der kunne også være flere mennesker. En ikke ubetydelig faktor i den kisbyeske optik.

Under overskriften ’Verdenssensationen Rock ’n’ Roll’ afvikledes den 4. oktober 1956 den koncert, som gav Ib ’Rock’ Jensen femten minutter i rampelyset. I dag ville vi ikke kalde hans scat-improvisationer rock, men i de kropsforskrækkede 50’ere vakte hans uhæmmethed på scenen opsigt. Han har siden nævnt ikke Bill Haley, men Cab Calloway som en inspiration. Og tilføjet, at han ikke anede, hvad han gjorde. Blot at det virkede. Og dét så meget, at han blev hovednavn, da danseaftenerne flyttede til Jylland. Han blev tilbudt en pladeindspilning, men fandt ikke helt, at han var klar, så Uglebjerg fik tjansen i stedet.

Koncerten fik et efterspil, som Kisbye ikke kunne have udtænkte bedre. En fotojournalist fandt, at der var bagefter var for lidt gang i gaden. Han gav nogle lømler lidt fyrværkeri og det antændte gadeoptøjer, som passede fint med forhåndsmeldingerne om rocken som kulturens nye gadedreng. Så var scenen lige som sat til både bølleoptøjer og knippelsuppe i provinsen..

Ib ’Rock’ Jensen endte inden året var omme som et indslag i ABC Teatrets revy. Her blev han af bl.a. ’politibetjenten’ Dirch Passer ført bort, mens han sang ’Politi-Rock’. Sangen udkom samme år. Og er altså ironisk nok en parodi på rock ’n’ roll. Med revyforfatteren Robert Arnolds forglemmelige linjer: “Hvis du føler trang til sjov i gaden/vogt dig/du må ikke more dig i staden/vogt dig/ for så får du en på karbonaden…”

Den unge Jensen var ikke meget for tumulten. Han forsøgte sig med de svenske folkeparker, men gled ud af billedet. Som han sagde, da jeg interviewede ham til Politikens Dansk Rockleksikon: »Jeg må nok indrømme, at jeg ikke havde fornyet mig, eller ikke var dygtig nok. Hvad skulle koncertarrangørerne med sådan en som mig, når de kunne få fire fyre til samme pris med en ny lyd?«

I 1962 blev han ansat i Det Berlingske Hus som trykkeriarbejder og lod sig pensionere 25 år senere. Nu om dage hedder han Asbech til efternavn, og er glad for at blive husket, når der udsendes invitationer til diverse rockreceptioner. Han er også glad for opmærksomheden, men bader sig ikke i den. Snarere undrer han sig en smule over den. Nok er han et koryfæ, men han er alt andet end et fæ.

Foto: Kurt Aage Haugaard, 2012

Lille illustration: Ib ‘Rock’ Jensen, fotograferet af  Jacob Maarbjerg/POLFOTO, pryder forsiden på Jens-Emil Nielsens anbefalelsesværdige bog, Rock ‘n’ roll – musik eller galskab.

Se mere om udstillingen på Københavns Bymuseum her.

Ovenstående kan også læses i en lidt kortere form i dagens printudgave af Politiken.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

Readmore  

70 i dag: Johnny Rivers

Kommentarer slået fra

I disse dage for 46 år siden fortrængte Johnny Rivers The Monkees fra hitlisteførstepladsen i USA. Sangen, ‘Poor side of town’, var ikke den eneste hitlisteplacering, Rivers fik, men den blev den eneste af hans Top 40-hits, som han selv skrev. Ikke fordi han ikke skrev mange sange, men fordi han fik de fleste hits med kopier af andres og frygtede, at det ville gå ud over forretningen, hvis han flyttede fokus.

I dag fylder Rivers 70, og på pladefronten har der længe været stille om ham, men i 60’erne, under Beatles-invasionen, var sangeren, sangskriveren og guitaristen blandt de få lokale kunstnere, som på de nordamerikanske hitlister kunne give de britiske beatopkomlinge kam til deres hastigt voksende hår.

Rivers, som er født John Ramistella, voksede op med en kærlighed for Buddy Holly, Fats Domino og især Chuck Berry, som han blev en hvid ambassadør for via loyale tolkninger af sange som ‘Maybelline’. Og skrev selv altså sange.

Han var en selvsikker ung mand, som sidst i 50’erne møvede sig til et møde med dj’en Alan Freed, datidens største musiknetværker. Freed fik ham til at skifte navn, men de første singler med Rivers blev kun hørt af få. Via den senere Elvis-guitarist, James Burton, indspillede datidens teen-idol, Ricky Nelson, en af Rivers’ sange, ‘I’ll Make Believe’. Et godt visitkort at tage med til Los Angeles, hvor Rivers hurtigt etablerede sig som det hotteste navn på club-scenen. Hans koncerter på Whisky A Go-Go blev tilløbsstykker, også for andre musikere, der lærte af Rivers’ evne til at skabe intimitet og nærvær. En slags næsten-unplugged før nogen anede, at det hed sådan. The Byrds og The Beach Boys hørte til hans stampublikum.

Det kan derfor ikke undre, at hans største succeser var liveindspillede plader. Hans dynamiske udlægning af Berry-sangen ‘Memphis’ endte som nr. 2 på hitlisten, men sange som ’Seventh Son’, ‘Secret Agent Man’, ’Mountain of Love’ og ikke mindst ’Poor Side of Town’ fra 1966 viste, at der var andet og mere til Rivers end bare rockens svar på en natklubsanger.

Som efterfølger til ‘Poor Side of Town’ valgte Rivers ikke en af sine egne kompositioner, men stod mellem af satse på en ny sang af Jimmy Webb, en ny sangskriver, han lige havde tilknyttet sit blomstrende musikforlag, eller en cover af Four Tops-sangen ‘Baby, I Need Your Loving’. Han valgte den sidste – med succes, og lod Glenn Campbell løbe med ‘By The Time I Get To Phoenix’.

Indirekte betød Rivers’ succes, at hans manager og medsangskriver Lou Adler kunne finansiere og starte pladeselskabet Dunhill, som blev platform for navne som Mamas & Papas og Steppenwolf. Sammen med Adler var Rivers en af arkitekterne bag Monterey-festivalen, hvor han skam optrådte i 1968.

Da var rocktoget ved at være kørt, og Rivers kom ikke med i tide. Han blev hurtigt anset for at være en lidt corny medløber, og bedre blev det ikke af, at han forsøgte at følge med tiden ved at lade hår og skæg gro og nyindspille hits som ’A Whiter Shade of Pale’.

Et udførligt genudgivelsesprogram har, sammen med flittig koncertvirksomhed, de senere år rehabiliteret Johnny Rivers, og genplaceret ham som et missing link mellem Elvis-generationen og den nye rockæra.

 

Readmore  

Pigtrådsgalla: Efter sommer følger Summers

5 Comments

Aldrig har en fyldt linje 14 summet mere forventningsfuld. Og da vi stod af og gik ned mod Falkonercentret, så det for en stund grangiveligt ud som om 60-plusserne havde overtaget samfundet. Okay, sølvrævene var blevet til polarræve og vel var der ikke mange herrebenklæder i tern, striber og polkaprikket, men kvinderne havde ladet deres bedstemorstatus blive hjemme og var klædt på til nytårsaften. Hvor var vi mange og hvor så vi unge ud i øjnene!

Lad det være sagt, så det ikke er til at misforstå: Rocking Ghosts-sangeren John Andersen ide om at samle “alle rødderne” for at fejre 50-året for pigtrådsmusikken, var en succes. Og det må have været tankevækkende for aftenens vært, Arne Worsøe, her midt i krisen at se, at koncertpublikummet er der. Der skal bare stå det rigtige på plakaten.

Over tre timers musik, absolut live og uden brug af nymodens narrestreger som båndsløjfer og autotuning, var, hvad vi fik på en velafviklet aften, der med de mange sceneskift ellers let kunne have været gået i koks.

Jeg havde ellers mine bange anelser, da jeg steg på bussen. Ville minderne og glæden ved at gense fortiden være nok til at holde koncerten flyvende? En række af orkestrene havde jo ikke spillet sammen i årevis. Og selv om aftenens veloplagte konferencier, Jørgen de Mylius, storsindet kaldte pigtrådsmusikken for basisrock, er og bliver det jo kopirock, dengang spillet af unge musikere, der på den måde både mærkede ungdommen og rustede sig til det at blive voksen. I den retning har det aldrig skadet at have følt, hvordan det var at være dejligt ansvarsløs, fri og lyslevende.

Det vil være svært at nægte, at nostalgien sad i æreslogen i Falkoner Salen, men heldigvis spillede musikken også med.

Koncerten bekræftede, at pigtråd var en mangesidet størrelse og en blandet fornøjelse. Der var og er meget langt mellem f.eks. suppe-steg-og-is-bandet Rocking Ghosts og Lions. Og ikke alle bands forekom det lige nødvendigt at genoplive.

Set fra min stol virkede Scarlets m. Lecia & Lucienne udenfor. De var en novelty act dengang, og har ikke levedygtigt materiale nok. En sammenskrabet udgave af Lollipops bød godt nok på aftenens mest originale nummer, ‘Naked when you come’, men Torben Lundgreen slog mig, trods alle de ivrige attituder, som mere ekcentrisk end energisk. Og uden Tommy Seebach kom Ole Bredahl til at fylde for meget med noget, der mest af alt lignede blasert ironi. På hvis vegne blev aldrig klart, men vi kunne alle sammen klappe ‘Let’s Go’.

Til gengæld var det en overraskende fornøjelse at opleve The Cliffters, som er still going strong. Johnny Reimar holdt både kampform og kampvægt med det lune glimt i øjet, og guitaristen Steen Hansen var med sin overlydsguitar en af i øvrigt ikke helt få solistiske oplevelser den aften. En andet tegnede Johan Gerup sig for. Den tidligere Dieters Lieder-musiker spiller nu om dage saftig surfguitar for scenepersonligheden Geordie i Red Squares, hvis sæt bød både på soul (‘People Get Ready’) og mærkevarefalsetten, der måske var lidt tynd i toppen, men rutine kan være en god ting. Mange mænd den aften havde det ligesom Geordie…

En lille time inde i koncerten ramte musikken mig lige i mellemgulvet. Lions havde ikke spillet sammen i 47 år, men Peter Monrad, genopstandne, supercool Jan Due og Tony Summers gav deres tre numre stenhårdt og swingende, som havde de kun denne ene chance. De greb den, bl.a. backet af legendariske Jørgen Træfod. ‘Skinny Minnie’, ‘I Want You’ og ‘Hit House Shake’! Hvorfor holdt de op i sin tid? Mange snakkede i pausen om den lovligt undskyldte fraværende Peter Belli, men Tony Summers er med årene for mig kommet til at stå som en af de alt for glemte tidlige danske rocksangere. Han ejede den scene i aftes. Må det være tilladt at udstøde et wow!

Lige så overraskende var – for mig – The Baronets, endnu et af aftenens bands, der holder formen ved lige. Det kunne høres. Det samme kunne påvirkningen fra Spencer Davis Group – sammen med The Kinks nogle af dem, der måske betød allermest for datidens pigtrådsgrupper. Frank Lauridsen lyder jo som en ung Stevie Winwood den dag i dag.

På samme måde som indflydelsen fra Pretty Things og Stones blev tydelig i Lions, stod der Beatles tatoveret i bevidstheden hos Keld & The Donkeys samt The Hitmakers. Heicks hold kom selvfølgelig rundt om landsbyens gadekær og fred med det, men nok så givende var genopførelsen af bandets første single, ‘I’m Waiting For You’. Beatles-kenderen Søren Michael Koch (Michael Falch, Tim Christensen, Boat Man love) var her (og for andre af aftenens grupper) indkaldt som forstærkning. Om det var det, der fik Paul Malmqvist op på mærkerne, skal være usagt, men Malmqvist mindede om, at The Donkeys ikke kun var Keld Heick. Og den stadig velsyngende Krabbenhøft og hans gamle legekammerater gav hele to Beatles-numre med afslappet autoritet, men sluttede naturligvis med ‘Stop the music’.

Det sidste var der heldigvis først nogen, der gjorde, da en lidt behjertet fællesafsyngning af ‘Rock ‘n’ roll music’ satte punktum for en aften, hvor røvballegardinerne heldigvis ikke kom op at hænge, og hvor begejstringen fra publikum ikke kun skyldtes det, der skete på en scene, men i lige så høj grad var udtryk for at alle i den fuldsatte sal vidste, at pigtråden aldrig i sin tid var kommet til at rive så meget havde det ikke været for dem.

PS: Det skal også med, at Thomas Gjurup & andre havde sørget for et visuelt bagtæppe af billeder, der lyste imod os, som om det var her og nu og ikke 50 år siden. Og både Belli og de med rette legendariske Defenders blev hyldet via filmoptagelser. Oveni var der et fint gratis program. Joh, det var ikke en hvilken som helst koncert.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 Fotos: Paul Korsgaard ©

Koncertforløbet i midten skulle have været med i programmet, men røg ud af pladshensyn. Tak til Thomas Gjurup. 

Readmore  

50 år med James Brown på The Apollo

2 Comments

JAMES BROWN! Smag på navnet. James Brown. Det lyder som et pseudonym eller en tegneseriefigur, men James Brown har altid været en af de mest flamboyante og virkelige skikkelser. Han blev født som skindød i 1933, men kom hurtigt efter det og trak indtil 1. juledag 2006 vejret, så det tog pusten fra de fleste.

Aldrig har han været mere levende og kropsligt nærværende end på scenen i The Apollo Theatre i Harlem i dag for 50 år siden, onsdag den 24. oktober 1962.

Aftenens og Browns faste indpisker, Lucas ’Fast’ Gonder, er ikke i tvivl. Brown er »Mr. Dynamite«, »The hardest working man in showbiz«, »Mr. Please Please himself« … De 1.500 hengivne tilskuere er heller ikke i tvivl. Ind på scenen, med umisforståeligt vrikkende underliv, på ben, der går som piskeris, kommer en ikke særlig høj, nærmest undersætsig mand, der får salen til at gå i selvsving. James Brown har taget kontrol. Også over en soulmusik, der forener showbiz og disciplin med et kropssprog, der søger mod klimaks, så ingen er i tvivl om meningen, og alligevel er det hele et show, et sceneri, kontrolleret til yderste spids af den lillefinger, der næsten usynligt markerer musikkens kirurgisk præcise breaks. Alligevel råber ingen narrefisse dernede i salen, hvor de ellers ikke lyder, som om de finder sig i ret meget.

DE ER MED, de er på, de vil ikke af. For hvorfor skulle de det, når det er James Brown, The Famous Flames og The James Brown Band, der styrer »The Nighttrain«, pumpende fuld af østrogen, testosteron og adrenalin, ud i natten, ud i fremtiden, væk fra dette nu, og så alligevel altopslugende til stede netop der, på den scene, i det rum, der storsveder af sex og sandhed. Aftenen blev foreviget på bånd. Men det var ikke med pladeselskabets gode vilje.

James Brown havde simpelthen lejet den legendariske teatersal, fordi der nu skulle ske noget. Han havde haft pæne hits og markeret sig som et uslebent alternativ til soulcroonere som Nat King Cole, men han var endnu ikke på højde med Ray Charles. Med andre ord: Han solgte for lokalt, og for få hvide købte hans musik.

Brown var ikke i tvivl om markedsstrategien. Han gav ca. 300 shows om året, og derude i koncertland blev han kronet som konge hver aften. Hvorfor så ikke lave et live-album? Hvorfor, replicerede pladeselskabsbossen Syd Nathan. Han troede ikke en meter på, at man kunne få folk til at købe noget, de allerede havde set. Da Live At The Apollo begyndte at sælge, måtte han tro om.

PLADEN varer ikke engang 32 minutter, og tempoet veksler mellem det næsten umenneskelige til tiggende, bønfaldende, intim ultraslowmotion, men der er over musikken noget aldrig hvilende, som vil den selve evigheden mellem to seje blæserriffs. Som om dette gjaldt livet og retten til at leve det fuldt ud – samtidig med koncerten meddelte Sovjetunionen, at man ikke havde tænkt sig at følge USA’s ultimatum om at tilbagekalde de skibe, der fragtede atommissiler til Cuba, og verden var tættere på en atomkrig end nogensinde før eller siden.

Det eneste, der eksploderede den aften, var en koncertsal på 253, West 125th Street i New York City.

Live At The Apollo satte en ny standard. Pladen fik Rolling Stones til at ønske, de var negre. Og den blev fødselshjælper for 70’ernes funkbølge(r). Uden Brown ingen Sly Stone eller George Clinton, Bootsy Collins og Parliament-slænget, for slet ikke at tale om hele rap- og hiphop-kulturen. Man skal aldrig forklare en forretningshemmelighed, men James Brown har engang røbet en del af formlen: »James Brown is a concept, a vibration, a dance. It’s not me, the man. James Brown is a freedom I created for humanity…«

Uanset hvem der er inde i James Brown: At se ham på en scene er at forstå selve meningen med det ofte stillede spørgsmål »What is soul?«

Let me here ya say yeah!

James Brown: Live At The Apollo. Producer: James Brown m. Joe Nolan. King.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top