Stort kørekort til the blues

Kommentarer slået fra


Sangeren Bobby ’Blue’ Bland begyndte som chauffør for B.B. King og Junior Parker, og der gik faktisk mange år, før han selv bestemte kørselsretningen. På onsdag fylder han 80 efter at have fyldt ikke så lidt i blueslandskabet, siden han slog igennem med ’Farther On Up The Road’ i 1957, en af de bedste ’hun-elsker-mig-ikke-længere’-sange med linjerne: ”Farther on up the road someone’s gonna hurt you like you hurt me…”

Det er naturligt, at Bland også er med i rockens Hall of Fame, ikke kun fordi han inspirerede folk som Eric Clapton lige så meget som vennen B.B. King, men fordi han var med til at bane en ny, mere tidssvarende vej for blues. Væk fra bomuldsmarkerne ind til storbyen. Og så gjorde han det nok så bemærkelsesværdigt uden selv at kunne spille så meget som en tone på guitar. Hans instrument var stemmen, som var alt andet end det hans efternavn ellers antyder.

Bobby Bland blev født i landsbyen Rosemark, lidt uden for Memphis, Tennessee. Han gik ud af skolen i 3. klasse. Det var vigtigere for familiens overlevelse at hjælpe med at plukke bomuld og gå til hånde som så mange sorte i Sydstaterne. Som syttenårig flyttede han med sin mor til Memphis. Hun ville have at jeg skulle se noget mere af verden, siger han til Peter Guralnick i bogen ’Lost Highway.’  Han begyndte at hænge ud i Beale Street, byens musikalske hovedgade. Her mødte han bl.a. en ung disckjockey Riley, der også spillede guitar under navnet B.B. King. Bland havde både kørekort og bil, så de blev venner, og efter Kings gennembrud begyndte Bland selv at synge, lidt for inspireret af sin kammerat.

Han blev indkaldt til hæren i 1952, og da han efter mere end to års udstationering i Japan vendte tilbage til Memphis var branchen vendt op og ned. Elvis Presleys succes betød, at bluesmusikerne ikke i samme omfang blev båset inde som race music. Der var et nyt publikum. Og det var ikke længere kun sort, men hvidt og købedygtigt.

Bland fik ny pladekontrakt, men nok så vigtigt en ny kapelmester, trompetisten Joe Scott, som skrev mange af hans sange og iscenesatte dem, så nunancerne i Blands stemme blev båret frem af bigband-arrangementer. ’Turn on your love light’ hittede i 1961. Siden fulgte sange som ’I pity the fool’ og ’Stormy Monday blues’. Medgangen medførte et stressende og hårdt turneliv, som gjorde Bland til alkoholiker. Han satte først flasken atten år senere.

Blands svaghed for croonere som Perry Como gav hans sange en anderledes blidhed midt i al kødeligheden, men et forsøg på at blødgøre hans blues i 70’erne og 80’erne faldt ikke heldigt ud. Han vendte i 90’erne tilbage til udgangspunktet – 1998-albummet ’Memphis Monday Morning’ er et karrierehøjdepunkt – og har konstant turneret siden. Han fejrer 80 års-dagen i Tunica, Mississippi med koncert på Sam’s Town Casino. Og bliver kørt hjem bagefter – af sin egen chauffør.

Readmore  

Bjørn er okay

1 Comment


I går sendte jeg i Politiken denne fødselsdagshilsen:

Bjarne Reuters erindringsroman ’Når Snerlen Blomstrer’ handler om Brønshøj, Birgit, Bjørn og Beatles. Vi skriver 1963, men alligevel bliver der i bogen ved at dukke en anden person op, nærmest som baggrundsmusik. Han hedder også Bjørn, men Tidmand til efternavn. Og sangen fra erindringens jukeboks hedder ’Brænd mine breve’. Den sang var alle vegne det år som en påmindelse om, at nok var vi nogle, der sagde yeah, yeah, yeah til det hele, men der var trods alt flest, der gik til frisør og hørte musik af den slags, vor mor ikke skruede ned for.

24.1 fyldte Bjørn Tidmand 70. Han er kun ni måneder ældre end John Lennon, men tilhører en anden kultur. Det har han aldrig undskyldt eller skammet sig over. Tværtimod er han et renlivet eksempel på at den brede pop nok har en svaghed for det sentimentale, men ikke behøver være forloren.

Bjørn Tidmand sang sig varm i Københavns Drengekor under den legendariske Mogens Wöldike og begyndte som ung at optræde for sjov på danserestauranter og natklubber, mens han om dagen ekspederede i stormagasiner og solgte smykker for en sølvsmed. En aften hørte Dirch Passers manager, Svend Borre, ham og hans guitar på et ydmygt sted. Det resulterede 1959 i en indspilning af Sam Cooke-klassikeren ’Seksten et halvt’ (’Only Sixteen’).

Det skete der ikke meget ved, men tidens underholdningsmafioso, Sejr Volmer Sørensen, holdt øje med ham. Og gav i 1963 Tidmand chancen. På afbud fra Poul Bundgaard sang han ’Amiga Mia’ til en andenplads i Dansk Melodi Grand Prix, men da det var det år, Grethe og Jørgen Ingmann vandt med ’Dansevise’, regnede ingen med at høre mere til den venlige, unge mand. De tog fejl. Senere samme år blev han hørt af Bjarne Reuter og hundredetusinder af andre med ’Brænd mine breve’. Året efter var det Tidmands tur til at vinde grand prix’et. Med den lige lovligt smægtende “Sangen om dig”, skrevet af Aksel V. Rasmussen, som et par år tidligere havde gjort ’Angelique’ og Dario Campeotto lige landskendte. I øvrigt vandt Tidmand i en konkurrence, der nærmest blev til mod DR’s vilje, men man havde en forpligtelse over for Eurovisionen. Det lokale grand prix det år varede en time, og man ville først få navnet på vinderen dagen efter! Det blev dog forpurret af B.T.

I det hele taget havde DR det svært med poppen. En overgang havde man nedsat en jury med tykke, kulturradikale briller, der afgjorde, om en plade havde kvalitet nok til at blive spillet i statsradiofonien. Det havde Tidmand ikke. Folket var ligeglade, og i 1967 var tonen blevet anden i Radiohuset, og han scorede en ny landeplage med ’Nu tager jeg til Dublin (med det første fly)’, længe før der var tænkt på Ryan Air.

Samme år havde han hørt en plade, som genopdagede en Ludvig Brandstrup/Elith Worsing-sang, Ingeborg Bruhn-Bertelsen triumferede med i de brølende 20′ere i Tivoli-revyen. Hans producer var ikke vild med ’Lille sommerfugl’. Det blev han. Over 100.000 købte singlen, da den udkom i 1968. I dag er salgstallet ikke til at gøre op, men den er blevet så stor en del af dansk kultur, at man burde udstille den på linje med kolonihavehuset. Og så er det jo tankevækkende, at ’Lille sommerfugl’ og ’Hvem har du kysset i din gadedør’ var de største salgshits i det år, ungdomsoprøret ellers har tegnet livsvarigt abonnement på.

Bjørn Tidmand fortsatte ad den udstukne kurs, da Dansktoppen i 70’erne annekterede den musikalske folkelighed. Men der kom noget maskinelt over arrangementerne, som nok sikrede succes, men ensartede Tidmand, som kunne have udviklet sig til en crooner a la den skånske Sinatra, Östen Warnerbring. Midtvejs mellem country og schlager.

Bjørn Tidmand satte midt i 90’erne tempoet ned, slog sig ned i Århus, hvor han i mange år var en skattet konferencier i Tivoli Friheden. I slutningen af 90’erne fik han lungekræft efter at have røget siden han var 14. Han blev helbredt og røgfri, og velsigner rygeforbuddet, når han som skattet gæst underholder i ældreklubber og på plejehjem, som foredragsholder med og uden guitar.

Han udsender en ny cd i næste måned. Nej, ikke med Beatles-sange, men med viser af Poul Feldvoss og Finn Jørgensen.

Foto: Pressefoto fra sangerens hjemmeside.

Readmore  

Så blev der lavere til loftet

1 Comment

I dagens udgave af Politiken mindes jeg sangeren og sangskriveren Kate McGarrigle:

Der findes sangstemmer, der trivialiserer selv de omhyggeligste tillægsord. Sådan en besad den fransk-canadiske sanger og sangskriver Kate McGarrigle. Nu er den forstummet, 63 år gammel, efter fire års kamp mod kræft.

Kate McGarrigles sang og sange var både uden for og af denne verden, præcis som en af hendes inspirationer, lyrikeren Emily Dickinson. Sammen med storesøsteren Anna McGarrigle efterlader hun et begrænset, men betydeligt bagkatalog af sange, som trak givende på deres opvækst i et canadisk miljø, hvor fællessang, chansons, tidløs folkemusik og Stephen Foster-klassikere mødte en ny tid, tilsat lidt bluegrass og blues.

McGarrigle-søstrene blev aldrig antropologiske. Det var de i al for levende kontakt med samtiden til, men de inspirerede ved deres evne til at komme ind med 4-toget uden at virke, som om de kom for sent. Deres ukrukkede oprindelighed betog rockmiljøet, da deres debutalbum udkom i 1975. Og bl.a. Emmylou Harris, Linda Ronstadt (”Heart like a wheel”) og Maria Muldaur – og herhjemme Anne-Grete (’Vintertur på Strøget’, en fordanskning af ’Complainte pour Ste-Catherine’) – nød godt af deres sange, som blev åndehuller for enhver radiovært; bare spørg Hans Otto Bisgaard, en af søstrenes frivillige ambassadører dengang. Eller Elvis Costello, som langt senere inviterede Kate til at synge i sit tv-show.

Det opfølgende album, ’Dancer with bruised knees’ havde i 1977 ikke helt samme virkning, men Kate McGarrigles bidrag bekræftede talentet. Skønt opvokset i et engelsk miljø i det franske hjerteland Quebec gled de fransksprogede viser ind i deres musik, organisk og opløftende. Og i 1980 udsendte de ’Entre Lajeunesse et la sagesse’. Eller ‘French Record’, som den blev forkortet. Den blev et overraskende hit, men da søstrene i 1983 udsendte ‘Love over and over’ med tydeligere rockaccent lignede det den gamle historie om originaliteten, der overgiver sig til mainstream.

Skeptikerne måtte tro om. Selv om parret endte med at udgive en halv snes albums, ville Kate & Anna McGarrigle ikke ofre deres integritet, og slet ikke som småbørnsforældre i starten turnere så meget som det kræves for at opretholde bestsellerstatus. De følgende år brugte Kate på at være mor for de børn, hun havde fået med kollegaen Loudon Wainwright III før skilsmissen i 1976. Rufus og Martha skulle siden vise sig at have fået en del talent med hjemmefra.

Sammen med søsteren, børnene og eks-manden grundlagde Kate McGarrigle i 90’erne en årlig tradition, The McGarrigle Hour, hvor musik, anekdoter og familiefølelse gik op i en højere, swingende enhed. En dagligstue med højt til loftet.

Kate McGarrigle døde, som hun levede, omgivet af sang, familie og nære venner.

Foto fra commons.wikimedia.org

CAPAC mindes hende også. Og i Daily Telegraph giver de pladerne et genhør.

Readmore  

Teddybjørnen er død

1 Comment

De kaldte ham Teddy Bear, og for mange kvinder var Teddy Pendergrass det ultimative krammedyr. Nu er soulsangeren død, 59 år gammel, af kræft. Siden 1982 havde han siddet lænket til en kørestol, men det hindrede ikke masser af kvinder i at miste jordforbindelsen, når hans mørke, sensuelle baryton lagde op til forførelse. Og vi andre kunne ikke undgå at blive påvirket. Han var mindre glat end Lionel Richie, mindre elegant end Marvin Gaye og ikke så spirituel som Al Green, men han videreførte stafetten fra Four Tops-giganten Levi Stubbs som en af de stemmer, der gav soul’en tiltrængt kant i de ellers så nougatbløde 70’erne.

Ligesom Gaye startede Pendergrass som trommeslager hjemme i Philadelphia, og hans band blev i 1969 akkompagnatører for de lokale Harold Melvin & The Blue Notes. Året efter avancerede Pendergrass til forsanger, og i samarbejde med producer-komponisterne Gamble & Huff scorede Pendergrass og Melvin en række hits i 70’erne. Ikke mindst signaturmelodien ’If you don’t know me by now’, kærlighedssangenes pendant til ’I shall be released’.

Gruppen blev dog for lille til dem begge, så i april 1976 blev Pendergrass solist. Med platinplader, og musik, som blev en inspiration for både Justin Timberlake og Thomas Helmig. Og så som sagt kvindetække, så Tom Jones reduceres til en træmand. Ja, faktisk arrangerede hans manager ’for women only’-koncerter. Nede i salen blev der dånet og hvinet, når tilskuerne da ikke suttede på en af de teddybear-formede slikpinde af hvid chokolade, som blev udleveret ved indgangen.

I 1982 kørte han i en eneulykke galt med sin Rolls Royce. Medpassager var en transseksuel natklub-entertainer. Det mindskede ikke rygterne om grunden til ulykken, som lammede Pendergrass fra hofterne og ned.

Han fortsatte karrieren uden at genvinde sit gamle momentum, men selv om Pendergrass profiterede af den amerikanske svaghed med at ikonisere enhver stjerne, der har haft modgang, behøvede man ikke at købe hans plader af medlidenhed. De talte for sig selv som traditionsbunden soul, der blev til her og nu. ’Satisfaction guaranteed’ som en af hans sange hedder.

Readmore  

Kongen er stadig i bygningen

3 Comments

I dag, fredag 8. januar, ville Elvis være fyldt 75, og selv om det er et billede, vi nødig vil se, med tanke på, hvordan han så ud, da han døde som 42-årig, kan vi altid lukke øjnene og høre det grænseoverskridende naturtalent, der satte den amerikanske koldkrigsmoral i brand. Den oplevelse kan ingen tage fra os, hverken Elvis eller Obersten, selv om guderne skal vide, at de prøvede. Den ene mere frivilligt end den anden. Og for mig vil Elvis altid se ud som ham, der illustrerer denne tekst – ung, uskyldig og både ubændig og blufærdig.

I anledning af den runde dag er der endnu gang blevet vendt bunker af bånd i arkiverne og tidligere udgivelser er blevet re-restaureret. I stakken af jubilæumsudgivelser ville jeg undgå bokssættet Elvis 75. Det er genbrug fra ende til alle, men skulle man have været udstationeret på Månen de sidste 50 år, er der nyt at hente. Det er der for så vidt ikke på Legacy-udgaven af From Elvis in Memphis, der samler de to albums med de legendariske 1969-indspilninger, umiddelbart efter at han ved juletid 1968 havde vist, hvem der havde rockkronen på, hvis nogen skulle være kommet i tvivl efter ungdomsoprør og de der fire uhøflige fjollerikker fra Liverpool.

I fødselsdagsgave giver jeg Kongen indledningskapitlet fra min 2002-bog om ham. Jeg håber, du har tid, og at han har en ordentlig netforbindelse deroppe:

RETURN TO SENDER

HISTORIEN OM Elvis Presley kunne sagtens starte i Randers. Lige der, hvor Store Voldgade munder ud i Kirkegade, holder Henrik Knudsen til. I noget, der svarer til en mellemstor provinssynoptik, sælger han under skiltet ’Elvis Unlimited’ mindet om og genlyden af Elvis til hele verden. Henrik Knudsens historie er typisk. Han var 13, da Elvis Presley døde stopmæt af dage, der mest udspillede sig om natten i et liv, hvor den mentale fedtprocent til sidst blev lige så fatal som den fysiske. Alt dette vidste Henrik ikke, da han på familiens lille sort-hvide tv så de seksten hvide Cadillac-limousiner slowmotion-paradere efter den lighvide rustvogn henad Elvis Presley Boulevard i Memphis, Tennessee. Stemningen greb ham og blev siddende som en mulighed, der ventede på at blive grebet. En stemning af lige dele gennemlevet liv og forudsigelig, men monumental død. Elvis var for længst blevet en myte, da han blev fundet i sit badeværelse den 16. august i 1977. Hans død gav ham det nærmeste, showbiz kommer evigt liv.

NÆSTE DAG i skolen ville Henrik dele sin oplevelse. Fornemmelsen af at have bevidnet verdenshistorie blev forstærket af klassens tysklærer, der havde boet i DDR og kunne fortælle, hvordan det var at høre musik, der var forbudt. Ungerne tav i mild vantro. Kunne musik virke så stærkt, at magthaverne hørte den som en trussel, fordi den signalerede frihed og selvstændighed? Henrik og hans klassekammerater kendte godt Elvis – uden at vide det. Et af tidens store fritidshjemshits var »Jeg Har Købt En Elguitar« med Shu-bi-dua. Det er, som måske bekendt, en undersættelse af Elvis-sangen »Good Luck Charm«. Og Henrik opdagede også, at Shubbernes »Fed Rock« pludselig hed »Jailhouse Rock«. Og jo mere han gik på opdagelse i Elvis Presley, jo mere opdagede han. Den erkendelse er han ikke alene om, men det var ikke særlig trendy at kunne lide Elvis dengang. Kammeraterne legede punkere, og de mere hippe af dem hørte reggae og Bob Marley. Hvis Henrik ikke havde været stor og stærk, var han blevet mobbet. Nu fik han lov at være nogenlunde i fred med sin voksende begejstring og hengivenhed for en overvægtig mand med farvet hår i en storskrydende jumpsuit.

I DAG ER der ingen, der griner ad Henrik og hans slags. ’Elvis’ og ’Elvis Presley’ er registrerede varemærker for en multimilliondollar-omsættende multinational industri. Den er Henrik Knudsen en del af med sin butik, der er som et showroom for alt det, man ikke troede, man havde brug for af Elvis-memorabila. Selvfølgelig fylder musikken meget. Sjældne japanske cd’er, hvis lydkvalitet samlere sætter højt, blander sig med rariteter som et fem-cd-sæt med alt, gentager alt, hvad Elvis har sagt offentligt. Yes, sir! Og så er der videoerne, dvd’erne, nøgleringene, t-shirts’ene i xl og derover (Elvis-fans hører ikke til verdens mindste), brocherne, postkortene, badehåndklæderne med Blue Hawaii-motiv, askebægrene, spejlene, kuglepennene, væg- og vækkeurene, kogebøgerne (»Are You Hungry Tonight« – om han var!) … Everything Elvis! Helt i Oberstens ånd.

INTERNETTET har gjort Elvis Presley endnu mere global. Og nettet har fordoblet Henrik Knudsens omsætning. Han har kunder i Japan, Italien og på Samsø. Og et af de stolteste øjeblikke indtræffer de to gange hvert år, hvor han besøger Elvis-bedestedet Graceland, og i de bugnende udsalgsboder derovre finder varer, han har re-eksporteret til Elvisland. Men selv om han, konen og to medarbejdere i dag lever af Elvis Presley, lever han stadig også for Elvis Presley. Ikke kun som formand for den danske fanklub, der er godkendt af boet efter Elvis, men også som musikelskeren, der ikke kan få nok af at høre og genhøre de omkring 800 indspilninger, sangeren nåede at indspille fra han en sommerdag i 1953 gik lige ind fra gaden i Sun-studiet og fik skåret en acetatplade af en skælvende, men ungdommeligt indbildsk tolkning af tåreperseren »My Happiness«, og til han i det sene forår 1977 blev forsøgt fastholdt af mikrofoner på en koncertturne, hvor Elvis virkede som om han var i en døs.

HENRIK KNUDSEN holder ikke af at vælge sin yndlingssang, men skal det være, kan han bruge halve timer på at dechifrere »Don’t Be Cruel«. Men som han siger, så skal man være døv og blind for ikke at forstå, hvad det er Elvis gør ved en. Og skal man først til at forklare meningen med Elvis, så glem det! Ikke at Henrik Knudsen er ukritisk; han kan sagtens se bagsiden af den rhinstensglitrende forside, men han tager det hele med: »Sådan er det med Elvis. Han er det hele. Både storhed og fald«.

HISTORIEN Elvis kunne også sagtens starte på hovedvej E3 fra Göteborg i retning mod Oslo. Tyve kilometer efter Uddevalla for at være mere præcis. Munkedal står der på vejskiltet. ’Elvis Presley Museum’ stod der engang på et meget svensk træhus. Det står der ikke mere, men i en årrække husede bygningen et veritabelt vejalter for Elvis-menigheden. Indendøre så teenagerne Christer og Ewa sig lidt undrende omkring den dag, jeg var på besøg i 1989. Er det virkelig det hele? Hjemme i Kramfors har mor Karin aldrig forsømt nogen lejlighed til at fortælle sine børn, at ham Elvis, han er simpelthen The King. Større end Karl Gustaf og mange gange pænere. Og så står der bare et par dumme giner med et par solfalmede skjorter og glor, mens en skrattende højttaler hælder sødsuppe ud i det lavloftede lokale. Skjorterne, en orange med lange, brede flipper af den slags, der af og til bliver moderne igen, og en stribet lilla, der forhåbentlig aldrig bliver det, har Elvis haft på i to af sine 31 spillefilm. Det står der selv på skiltet. Armsveden er pletrenset væk. Tilbage er mindet. Aldrig har flottere fyr deltaget i dårligere film.

SOM EN musiker engang sagde om Elvis i kampform: »Jeg har kun mødt få flotte piger, der så bedre ud end ham.« Christer og Ewa er ligeglade. »Hvor er sprøjterne og recepterne«, spørger de respektløst. Sprøjterne og recepterne? Kustoden ved ikke rigtigt, hvor de vil hen. »Jamen, han døde da af en overdosis, ikke,« spørger Ewa. Heldigvis kommer der folk, der skal billetteres, så de to teenagere får ikke svar på deres spørgsmål. Men deres mor deler en hemmelighed med millioner af andre, bl.a. mig. Elvis lever! Og udvalgte dele af ham havde det i lang tid godt bag lås og slå og glasmontre i Sverige, i en slags mini-Graceland. Det var ganske vist. Den sommer jeg var der, havde jeg i embeds medfør medbragt en fotograf, der var ligeglad. Han var, ligesom Karins børn, opvokset på klar og utvetydig punk og bekymrede sig kun om, hvor meget lys der var til hans billeder. Som om Elvis ikke selv strålede guddommeligt, som han hang der lige inden for indgangen i imiteret guldramme, malet af stamfaderen til de grædende børn og de spanske donnaer.

DET ER LIGE før, jeg knæler, men jeg behersker mig. Man er vel voksen. I sårbare øjeblikke har jeg det nemlig med Elvis ligesom John Lennon. »Før Elvis var der intet«, sagde ex-Beatlen. »Er der overhovedet noget efter«, kan jeg finde på at spørge mig selv. Da den 140 kilo tunge sanger døde, med maven fuld af for hastigt slugte cheeseburgere, hele indsøer af peanutbutter og et utal af sove- og speedpiller, blev rockens sejeste mødom taget, den om Peter Pan og evig uskyld. Eller som Paul Simon, manden, der skrev den ultimative, omend godt skjulte Elvis-hyldest i sangen »Graceland«, sagde dagen derpå: »Er Elvis død? Så må vores generation da kunne blive voksen …« Derfor var en tur i de svenske Elvis-mindestuer – eller for den sags skyld de nuværende danske ditto i Søndervig – også en tiltrængt returbillet til dengang, man kunne komme op at slås med sidekammeraten om, hvem der var bedst – Elvis eller Cliff? Svaret kunne man til hver en tid finde i dagskursen på tyggegummibilleder. Man kunne komme langt på byttemarkedet med den pomadiserede Presley med de meget hvide og lidt for lige tænder. Der gik mindst fem pasbilleder af den stuerene Cliff på et billede af det, der engang havde været et hoftevridende vilddyr fra Memphis, Tennessee, men som dengang i de tidlige 60’ere så tilforladelig ud – indtil man hørte ham synge. »You’re the devil in disguise«, sang han, som om han ikke kun sang om hende den listige kvinde, men om sig selv. Og netop den sang kunne de ret godt lide som musak i Munkedal.

DEN DAG, jeg kiggede forbi, kørte den som båndsløjfe til alle de synlige minder om den samme storhed, som Henrik Knudsen hylder oppe i Randers med sin snusfornuftige, realistiske nostalgi. To af museets skatte var  midlertidigt bortrejst til Mekka alias Graceland: Det diamantbesatte politiskilt, som Elvis fik, da han – vind og skæv – i 1972 blev udnævnt til vicesheriff. Samt en guitar, som Elvis personligt skal have signeret. Det er med antallet af personligt signerede Elvis-guitarer som med antallet af træsplinter fra Jesu kors – de er hinsides enhver fornuftig forklaring. Læg dem sammen, og man får en guitarbutik midt i en tømmerhandel. Ellers manglede der ikke noget i Munkedal.

RIGTIGE ELVIS-fans er ikke vilde med at se nærbilleder af Kongen forklædt som Kaptajn Vom, iklædt en sparkedragt og et kalorieindtag, der er lige overdimensioneret. De har det med billeder af en Elvis på over 85 kilo som sovjettiske magthavere havde det med udrensede rivaler på historiske fotos. Retouchér dem væk!. Derfor var der i Munkedal mest fra guldalderen, hvor Elvis ikke var fed på den ufede måde: Den røde striktrøje med lynlås fra »Jailhouse Rock«-æraen, en hvid, kropsnær læderheldragt med broderier fra før han gik op i supersværvægtsklassen, revolverløse skulderhylstre, karatebælter, legetøjsracerbiler, som hoffet omkring Kongen morede sig med på mahognigulvene i Graceland, nu, hvor Lisa Marie ikke blev en dreng, samt et enkelt af de nylontørklæder, Elvis kastede i grams til grædende enker og evige teenagere i Las Vegas og omegn – 1.200 shows bare de sidste syv år; hvem der var tørklædefabrikant … Museet udstillede også bøger, som Elvis faktisk siges at have læst og har gjort notater i med en rørende barnlig hjælpeklasseskrift, og – mens vi er ved håndarbejdet – mere håndfaste ting som den 22 kaliber Colt-pistol, Elvis bar på sig. Naturligvis forgyldt. Ligesom startnøglen til den Cadillac Fleetwood, model 1974, Elvis kørte til i to år, før han forærede den til sin huslæge, Dr. Nick – blandt fjender kendt som Dødens Doktor, fordi han var – og fik dom for at være – lidt for umådeholden i sine udskrivninger af receptpligtig medicin til Elvis. Bilen stod ude bagved i et læskur. Lidt forældet, men den fyldte godt op i landskabet, supersymbolsk, uimodsigelig og mut. Præcis som Elvis Presley.

MIN EGEN historie om Elvis starter ikke i Munkedal, men på en af erindringens evigt gennemlyste sommerdage i barndommens børnerigeste boligkarré i Sydhavnen i København. Fra et åbent vindue oppe på fjerde hos Erik larmer en sang fra en overstyret Kvik Polyfon grammofon, den røde med højttaler i låget. Han havde fået den samme forår i konfirmationsgave. Det må have været 1962, for den sang, jeg stadig hører fra det vindue, lyder sådan:

When the mailman came to our house this mornin’

I was waitin’ right there for him at the door

But when I opened up and read your last letter

Then I knew that I would wait for him no more

 

‘cause you said ’Dear One,

there’s somethin’ that I have to tell you’

’Dear One, there’s somethin’ that I have to say, yay-yay’

’Dear One, he’s tall, dark, well you know how it is’

’And Dear One, he stole my heart away.’

SANGEN hed, som man måske kan regne ud, »Dear One«, og var med Larry Finnegan. Han var også meget populær i Sverige og sang sådan lidt småjodlende countrypop af en slags, vi ikke havde navn for, men alle hørte den sang den sommer, når vi da ikke hørte en anden med nogenlunde samme tema. Den havde Erik ikke. Den hørte vi nede hos Frank, når hans mor var på arbejde. Teaktræsgrammofonmøblementet stod nemlig inde i dagligstuen.

I gave a letter to the postman,

he put it in his sack.

But early next morning,

he brought my letter back.

She wrote upon it:

Return to sender, address unknown.

No such number, no such zone.

 

We had a quarrel, a lover’s spat

I write I’m sorry but my letter keeps coming back.

So then I dropped it in the mailbox

And sent it special D.

But early next morning

it came right back to me.

She wrote upon it:

Return to sender, address unknown.

No such number, no such zone.

 

HER, MASSER af kærester og somre senere, kan jeg ikke modstå fristelsen til at skrive begge teksterne ned bare for at se, hvordan de egentlig ser ud. Det gjorde vi også dengang, men vore engelskkundskaber må have fået disse sange til at ligne krypterede koder; kun forståelige for de indviede, som de stod der i de brune kladdehæfter, hvor der også blev plads til at forevige, hvad der stod på nummerpladerne på de udenlandske biler, der kørte forbi ude på Gl. Køgevej, vores vej ud i verden, vores drømmespor til Hamburg, Memphis eller såmænd bare Maribo, hvor jeg lige havde deltaget i en fodboldturnering. Jeg kunne lide begge sangene. Måske mest Larry Finnegan eller også var det fordi min ven, Lars Peter, var særlig vild med den. Men Elvis blev hængende. Jeg kunne godt lide, at han ikke bare opgav. Larry overlod det til postbudet. Elvis derimod, han tog sagen i sin egen hånd. Han opsøgte pigen. Han kunne ikke leve uden at vide klar besked.

This time I’m gonna take it myself

and put it right in her hand.

And if it comes back the very next day

then I’ll understand the writing on it

Return to sender, address unknown.

No such person, no such zone.

 

ELVIS var lige så ny i mit liv som piger. Jeg var næsten 13 og havde fået lov at kysse Jytte nede i kælderen og lidt mere til. Det var jeg ret stolt af. Indtil jeg fandt ud af, at hun allerede havde smidt de husmorstore, svagt syrligt duftende trusser for de fleste af mine kammerater, og nogle af dem var endda ikke kommet til at betale for det. »You fooled me with your kisses, You cheated and you schemed, Heaven knows how you lied to me, You’re not the way you seemed,« sang Elvis sommeren efter. Da var vi en del, der tænkte på Jytte, som var flyttet fra kvarteret og vist nok var blevet gravid med en amerikansk soldat, der var heroppe på orlov fra sin base i Vesttyskland. Det var nu ikke Elvis, selv om hendes kusine stædigt blev ved at påstå det. Allerede dengang var Elvis, som man kan se, en mytologisk figur, men han spillede ingen hovedrolle i mit liv. Eller rettere: Når han var der, var han der fuldt ud. Præcis som alle de andre popstjerner. Jeg kunne godt høre, at sange som »Little Sister« og »His Latest Flame« havde dette udefinerlige ’noget’, og Pat Boones »Tutti Frutti« var jo nærmest en fornærmelse i forhold til Elvis-udgaven for slet ikke at tale om Little Richard, hvis orginalversion, Franks storebror – eller var det hans onkel – havde købt i Sverige. Jeg havde aldrig hørt noget lignende. Men den var også for larmende. Man kunne ikke få lov at udvide hofteholdere til tonerne af den sang. Der var Elvis bedre, men vi opfattede ham ikke som så meget bedre end alt det andet, der hjemsøgte vor sagesløse hukommelse de år. Beatles fyldte pludselig en del, men før det havde Dickie Lee, Ricky Nelson, Dion, Gitte Hænning, hollandske Suzie, Paul & Paula, Connie Francis og Four Jacks gjort det samme. For slet ikke at tale om fodbold, fodbold, fodbold og fire-forestillingerne i Enghave Bio, hvor vi red ud over cinemascope-savannerne hver søndag. Kulturelt var vi ikke kostforagtere i Sydhavnen. I virkeligheden hørte vi mest Elvis, når vi gik til dans hos Sussi Christiansens Danseinstitut på Borgbjergsvej.

DER GIK en latinbølge over landet der først i 60’erne, og så selvfølgelig twist. Cha cha cha var også sagen. Det samme var quickstep. Og rumba. Det lød frækt og så også sådan ud. Den italienske værtshusmusiker Bruno Martino var et stort navn herhjemme, og Elvis gik rent ind med sine chartereksotiske klangfarver og tempofaste sange som »Surrender« for slet ikke at tale om »Wooden Heart« og »It’s Now Or Never«. Derfor var der for meget af min mors smag i Elvis til at jeg for alvor kunne give mig hen. Og jeg kendte ikke hans første sange, de sagnomspundne Sun-singler. Ja, jeg vidste ikke engang, at de var sagnomspundne. Det var der ikke ret mange i Danmark, der vidste. Jeg ved godt, at sådan en som Dan Turell siden førte sig frem med, hvordan de ude i hans barndoms Vangede både havde kørt longjohn og hørt Elvis. Sandheden er, at Onkel Danny gik i Montmartre og hørte avantgardejazz, da han blev gammel nok, og før det hørte han lige så meget Elvis som de fleste andre. Nemlig ikke ret meget, men senere var det ikke så godt for forfattermyten (dog tror jeg på den med longjohn’en). Den store udenlandske popstjerne i Danmark i 1957-58 var ikke Elvis. Det var Tommy Steele. Årsagen var noget så kedeligt som strukturalistisk og logistisk.

PRESLEY-PLADER var simpelthen svære at komme i nærheden af. Fra 1956 til et stykke ind i 1959 var Elvis’ pladeselskab RCA Victor nemlig uden dansk distributør. Den sidste normalt distribuerede Elvis-single inden den pause var »Heartbreak Hotel« i 1956. Den blev hjemtaget i 500 eksemplarer som en lakplade, en 78’er. Om nogen landeplage var der altså ikke tale, og i den kgl. socialdemokratiserede dampradio spillede man ikke junglemusik. Elvis var for kendere og musikere, som tog over Øresund for at købe hans plader, og de første spæde rock-og-rul orkestre tog hans sange på repertoiret – introducerede ham så at sige illegalt, bl.a. ved at skrive hans sange af fra hele Europas popstøjsender, Radio Luxembourg. Det gav nogle spøjse transskriptioner. Og mens vi er ved det: Danske teenagere sad heller ikke hver aften i 50’erne i biografhalvmørket og legede far og mor uden børn til hans film. Igen: De danske biografdirektører opretholdt i fire-fem år en blokade af amerikanske film. Man fandt den begærede pris for at leje dem for ublu, og ville derfor ikke hjemtage bl.a. Elvis’ film. De begyndte først at komme op herhjemme i 1959 og fik så premiere en masse med tilbagevirkende kraft, og blev bølgebrydere for hans musik.

DET SAMME blev Danmarks Radios svar på den meget aflyttede piratsender Radio Mercur i Øresund, som politikerne tvang til havari i 1962. P3 kunne godt lide Elvis, og den nye kanals entusiastiske førstepladevender, Jørgen Mylius – dengang uden ’de’ – elskede kun Cliff mere, end han elskede Elvis. Jeg holdt op med at høre Elvis. Der var så meget andet. Og da vi vaskede Bryllcremen ud af håret og lod det vokse langt, var Elvis blevet en dårlig vittighed. Hans tv-transmitterede 1968-comeback betød en genoptagelse af Elvis’ og mit forhold. Jeg gik på (gen)opdagelse i hans musik, men gik stille med det. Det var lige så politisk ukorrekt i de år at kunne lide Elvis som at stå på Hockeybanen i Københavns Idrætspark og heppe på Boldklubben FREM. Mindst. På vejen tilbage til Elvis stødte jeg, der ligesom mange i min generation troede, at Rolling Stones og Pretty Things havde opfundet bluesmusikken, også på hans musikalske stamfædre, og det forunderlige var, at den opdagelse ikke gjorde ham mindre. Snarere tværtimod.

DENNE BOG er en forsinket markering af de sammensatte følelser, Elvis altid har fået op i mig. Nogle af ordene i den vil forekomme en og anden lige lovligt store. Men stor musik kræver store ord, og de bedste Elvis-indspilninger legemliggør i al deres selvfølgelighed det, vi forkorter rock. Samtidig kunne han forvandle lort til lagkage. En kunst, han desværre lidt for tit fik brug for at demonstrere. Elvis Aron Presley var en popmusikalsk alkymist. Ingen kunne – og kan – som han ramme glæden og smerten lige rent. Og når han ramte ved siden af, var der dømt frit fald – fascinerende, skræmmende, forstemmende, men altid engagerende. Til sidst opgav han at hive sig selv op. Fik nok af sig selv. Fik nok af rock. Fik nok.

Betragt min bog som et forsøg på sende nogle af indtrykkene return to sender.

Readmore  

Da poppen var touperet

5 Comments

På dagens kultursider bringer Berlingske Tidende en gammel, tilbagevendende nyhed: Cd-salget er på retur – pladebranchens marketingdirektør Jesper Bay skønner, at det er faldet med 15 procent i det år, vi lige har sagt farvel til, mens flere og flere downloader mere og mere. 25 procent mere end i 2008. I og for sig ikke et ondt ord om det. Bare folk bliver ved at ville betale for musikken.

Omvendt giver rubrikken til artiklen stof til eftertanke. “Vi vil kun ha’ hits” hedder det. Og det er jo det, der er downloadningens begrænsning. Det er slut med at gå på opdagelse i et album, slut med at lade sig overraske. De gør det måske nemt for sig selv, de kære downloadere, men de snyder også sig selv. For at downloade et stykke musik er også at sige farvel til historien om det. Vi får jo bare en fil, som vi selv kan omdøbe. Dermed rives musikken ud af enhver sammenhæng. På den led er kommunikationsbranchens højt (selv)besungne story telling-filosofi prellet af på den nye digitaliserede generation af pladekøbere.

Jesper Bay anviser selv en mulig vej. Han siger, at branchen skal satse mere på de historiefortællende udgivelser, bokssættene og cd’er med bonusmateriale. Jeg kan ikke være mere enig. Bare hans arbejdsgivere vil lytte.

Selv har jeg som forsinket julegave via min lokale pladepusher Sound Station givet mig selv en af den slags udgivelser, der overlegent demonstrerer, hvor tomt og flygtigt det er at downloade musik. “One kiss can lead to another – Girl group sounds lost and found” er et bokssæt, men hvilket?

I en boks, formet som en hatteæske, ligger fire cd’er, formet som pudderdåser (med spejl), og i en replika af en tøsedagbog fortælles over 200 sider pigepoppens historie, dengang petting var Gud, nederdelene var plisserede og teenagerne et nyt, mystisk folkefærd.

Alle de kendte navne er der, Ronettes (billedet), Marvellettes, Chiffons (som George Harrison senere måtte betale dyrt for at låne “My sweet lord” af), Supremes, Velvelettes, Shangri-Las, Shirelles … listen er lang, laber og uimodståelig for enhver, der synes, at musik også er kulturhistoriefortælling.

Bokssættet rummer ingen af de kendte sange, men en lang række af de sange, der af en eller anden grund ikke blev hits. Forskellen på succes og glemsel er tit hårfin, fremgår det. Og så er det sjovt at høre originaludgaverne af sange, som blev verdenshits for de britiske band, der oversvømmede det amerikanske marked, så pigepoppen bagefter lignede en lidt for dramatisk touperet døgnflue. Tag f.eks. “Go Now”, som blev gennembrud for The Moody Blues, men i virkeligheden i 1964 først blev sunget af Bessie Banks, hustru til en af komponisterne. Eller Hollies-hittet “I Can’t Let Go” som Graham Nash & co. første gang hørte med Evie Sands. Eller “I’m Into Something Good,” som gjorde Herman’s Hermits godt, men ikke ændrede livet eller bankontostørrelsen for Earl-Jean Crea fra The Cookies, men nok gjorde det for komponisterne Jerry Goffin & Carole King. I øvrigt var samme King en af de få kvinder, der skrev til pigegrupperne. På den anden side: Hvem kender teenagepiger bedre end ældre mænd? Eller ville ønske de gjorde det …

Sådan bliver historierne ved at dukke op i en hatteæske, der ikke er for hattedamer. Og du finder det ikke på TDC Play.

Readmore  

Bedste musikbillede i 2009?

Kommentarer slået fra

Jeg har haft fornøjelsen at sidde med i den jury under Dansk Musiker Forbund, som kårer Årets Musikfoto. Konkurrencen var knaldhård, diskussionen i juryen god og lærerig, og det var en særlig glæde for en gammel billedformidler at se, hvor få af Tordenskjolds soldater, der deltog, og hvor mange unge og nye navne, der ønskede at give deres bud på musikfotografiet, en af fotografiets mest skamredne klicheer.

Der var masser af modlys, røg og damp og guitarsvingere, taget i allehånde mere eller mindre fortænkte vinkler, men vinderbilledet af Per Lange viser Thomas Helmig, en mand, vi alle mener at kende, i en situation, hvor han ydmyg og selvforglemmende tager imod folkets hyldest i Skanderborg. Tommy Boy, indeed.

Per Lange ved i øvrigt selv, hvordan det er stå på en scene. Han spiller ved koncerter trommer i dansksprogede Klondyke, der har udgivet fire albums, nogle af dem produceret af Lange. Desuden har han lavet radiospeaks, reklamemusik og remix med bl.a. Aqua, Brdr. Olsen og News og sammen med Mika Vandborg skrevet musik til DR tv-serien “Mille”. Som komponist er han tilknyttet Warner/Chappell og har sit eget Globus Studio i København. Han har været producer og mixer for bl.a. Mark Linn, Entakt, The Alpine, Carlas, DQ, The Breakers og Magic Bullet Theory.

Du kan se et udvalg af billeder fra konkurrencen her. 123 fotografer deltog.

Readmore  

Ikon mod sin egen vilje

2 Comments

Der er rockstjerner og så er der Michael Stipe. Han er genkendelig selv som et utydeligt videograb, men også lige så flygtig og undvigende. Sangeren og tekstforfatteren i R.E.M fylder 50 4.1, men hans musik fylder mere i offentligheden end ham selv. Det er Stipe tilfreds med. Ingen kender ham helt, for selv om han f.eks. er miljøaktivist på græsrodsplan og var podiegæst ved Barack Obamas indsættelse, skygger han ikke for de ting, han tror på. I modsætning til Bono, som er blevet synonym med den politiske korrekte sanger, der har det med at blive større end de sager, han advokerer for.

Michael Stipe foretrækker et liv, hyldet i lige dele mysterium og myte. Trangen til utilgængelighed og indesluttethed gik længe igen i hans og guitaristen Peter Bucks musik, men efterhånden blev vi så mange med hver vort password til R.E.M’s suggestive, strømførende evighedsmusik, at gruppen nødtvunget og undrende indså, at de var gået fra undergrund var til mainstream. I øvrigt uden at ændre sig nævneværdigt.

Forskellen bestod i tre ting: For det første kunne man høre, hvad Stipe sang, men stadig ikke fatte halvdelen af det. For det andet blev singlen ’Losing my religion’ blev en global radio-evergreen i 1991, og som Stipe senere sagde: ”Det er svært at forudsige, hvad der bliver et singlehit. Jeg mener, her er en sang, der varer over fire minutter, ikke har noget omkvæd og melodisk bæres af en mandolin…” Og for det tredje blev Stipe millionær.

Det var han tidligt, men ’kun’ på ideer og frustrationer, da han sidst i 70’erne på bedste High Fidelity-maner faldt i snak med ekspedienten i pladebutikken hjemme i provinshullet i Georgia, hvor han gik på universitetet efter som barn at have rakket rundt, fordi faderen var karriereofficer.

Stipe og ekspedienten, Buck, dannede et band, spillede sydstaterne tynde med en skramlende blanding af punk og Byrds-guitarer, og i 1983 albumdebuterede de med ’Murmur’, som af magasinet Rolling Stones kritikere det år blev kåret til årets album, foran Michael Jacksons ’Thriller’. Dette og de efterfølgende albums blev siden inspiration for grunge-bevægelsen, men R.E.M forbeholdt sig retten til at blive inden i sig selv, ”selv om der var kritikere, der ønskede at vi skulle redde verden, nu hvor det ikke var lykkedes for Sex Pistols.”

’Losing my religion’ fik senere følgeskab på hitlisterne af bl.a. ’Everybody hurts’, ikke mindst takket være en nu klassisk video, fuld af lige dele modernitet, monotoni og weltschmerz, men R.E.M ville ikke være tro mod sig selv, hvis ikke der havde været kvalitetsdyk undervejs. Eller rettere: Plader, som bare afspejlede et band i krise, men var modigt nok til at delagtiggøre os andre i det.

Apropos mod så gjorde Stipe i midten af 90’erne ikke et nummer ud af at springe ud som bøsse. Han har siden kategorisk nægtet at rette ind i båsen som endnu en homoseksuel stjerne. Som han har sagt: ”Jeg er ikke homoseksuel. Jeg er ikke heteroseksuel. Jeg er bare seksuel.” Dét og en svaghed for fotogen ekcentricitet gør ham til en gådefuld scenepersonlighed, et ikon imod egen vilje.

Livet er som bekendt ikke kun rockmusik. For den ivrigt fotograferende Michael Stipe (der bor sammen med en fotograf) er det i høj grad også film. Og det i en grad, så han bruger nogle af millionerne som producent af film, både små og store, som f.eks. ’Being John Malkovich’ og ’Man on the moon’. Og for nylig udfordrede han politisk korrekte vanetænkere blandt sit stampublikum ved at designe en serie af t-shirts. For forkætrede Lacoste. Uden at troværdigheden krøb i vask. Det siger en del om hans integritet.

Denne omtale kunne du først have læst i Politiken søndag 3.1 2009.

Readmore  

Mit eget winter wonderland

1 Comment

IMG_0040

En julehilsen to all of you from all of me. Og skulle du trænge til en modgift mod MC Einars og Shu-bi-duas hhv cool og rappe jul samt White Christmas, så lad mig anbefale Stings seneste ekskursion tilbage til den elizabethanske sangtradition. Hans cd If on a winter’s night dufter af alt andet end flæskesteg og rødkål. Det er indfølt musik, fuld af magi, poesi og klokkeklingende renhed. Fra en tid, der vel næsten aldrig har eksisteret i andet end vore drømme om dengang det var før, men hvor er det smukt. Som sne, der nægter at tø.

Readmore  

Bror Gebis tager hul på en ny bid

Kommentarer slået fra

gibb

I dagens Politiken fejrer jeg Robin Gibb, som fylder 60 på tirsdag:

KAN 200 millioner pladekøbere tage fejl? Svaret er ja, ifølge mange anmeldere, men selv om det ikke er særligt hipt, er det på sin plads her, hvor Robin Gibb fylder 60, at understrege, at han sammen med sine brødre i Bee Gees siden midten af 60’erne har skrevet og ikke mindst sunget sange af den slags, der må være grunden til, at Gud skabte popmusik.

Blasertheden får i hvert fald hårde vilkår, når man hører sange som ’I’ve gotta get a message to you’, ’I started a joke’, ’How deep is your love’, ’If I can’t have you’, ’Night fever’ … fortsæt selv listen af numre, der ikke alene er radiovenlige og konjunkturresistente, men tjener som eksempler på, at det som sangskriver kan betale sig at følge de råd, Robin Gibb gav ved et seminar for et par år siden: Lad spontaneiteten strømme frit, hæng dit ego på en knage på døren ind til pladestudiet og indse, at hvis melodien grundlæggende ikke duer, kan du ikke redde en sang.

Gibb og hans brødre er født i England, men familien emigrerede til Australien, både for at prøve lykken og fordi Robin var ved at udvikle sig til en skidt knægt. Gibb-brødrenes far var selv musiker og havde ambitioner på deres vegne. Down under begyndte de at udvikle de himmelstræbende vokalharmonier, der siden blev verdenskendte og stilskabende,

Efter ti singleplader nåede de førstepladsen på den lokale hitliste med ’Spicks and specks’ i januar 1967. Samme år flyttede de tilbage til England og en global pladekontrakt, skaffet dem af popmogulen Robert Stigwood, som på det tidspunkt var i kortlivet kompagniskab med Beatles-bagmanden Brian Epstein.

I oktober samme år hitlistetoppede Robin Gibb og hans brødre i England og andre lande med ’Massachusetts,” men måneden efter kunne det hele have været slut. Sammen med sin senere hustru, Epsteins sekretær, Molly Hollis, var Robin med et tog, der kørte galt syd for London. 49 passagerer dør, men Gibb og hans kæreste slipper med skrammer og chok.

Bee Gees’ karriere i resten af 60’erne er lige så turbulente som tiden. Sangene er ikke rebelske, men internt er der konstant krig. De glemte det der med at hænge ego’et udenfor.

I 1969 forlod Robin bandet efter det ambitiøse, og nyligt genudsendte, konceptalbum ’Odessa’. Han var knotten over, at Stigwood syntes at satse på broderen Barry som frontfigur. Robin blev fulgt til dørs af et sagsanlæg. Solokarrieren blev kort med hittet ’Saved by the bell’, og da 70’erne begynder giver brødrene hinanden håndslag på, at de er stærkest sammen. Det havde de også brug for.

MARKEDET havde nemlig ændret sig, og Bee Gees var ikke længere gode pop-liv. Bedre blev det ikke af, at Robins tvilling, Maurice, havde udviklet en alkoholisme og et kokainmisbrug, som skulle ende med at slå ham ihjel i 2003. Robin selv var blevet afhængig af amfetamin m.m. Der var med andre ord ikke meget bid i Brødrene Gebis, som de senere blev kaldt af Shu-bi-dua i en sang.

I et forsøg på at genvinde momentum lod de sig producere af Arif Mardin, som havde produceret bl.a. The Rascals og Diana Ross. Disco-bølgen havde sat sig i bevægelse, og Mardin ville gøre Bee Gees mere dansable, lidt mere sorte, især i akkompagnement og arrangement. Uden at nedtone deres særpræg. Tværtimod. I 1975 resulterede det i ’Jive Talking’, som blev nummer et i USA, efterfulgt af ’Nights of Broadway’, hvor Mardin fandt en falset frem i Barry Gibb, som han ikke selv anede, han ejede. Og vejen til verdensberømmelsen var banet, ledsaget af en lyd, som siden fik disse ord med på vejen af Shu-bi-dua: ”store stærke mænd, der lyder som et drengekor fra Betlehem…”

Gibb-brødrene, anført af Robin, der i mangt og meget var Bee Gees’ Paul McCartney – de havde ingen John Lennon – skrev som bestillingsopgave på en uge sangene til den film, der skulle mainstreame disco-kulturen. De bænkevarmeruvenlige sange fra ’Saturday Night Fever’ blev bandets livsforsikring og visitkort over for sangere på udkig efter en karriereændrende sang, og er en stor og stadig inspiration for den blødere del af soulmusikken, som i dag markedsføres under det mærkeligt misvisende navn rhythm ’n’ blues.

EN AF de bedste sange er ’Tragedy,’ og Robin Gibbs eget liv har hverken manglet melodrama eller tragedie. To brødre, Maurice og lillebror Andy, er døde, og i november 2008 fik den tabloidlæsende offentlighed – og er vi ikke alle del af den? – et pikant indblik i hans privatliv, da han og fruens 33-årige husholderske (og hans elskerinde gennem otte år) fødte hans barn. Det havde længe været en talk show-hemmelighed, at Robin og hans nuværende kone, en praktiserende druide-troende, altid har haft et frit forhold, hvor utroskab i bedste Joan Ørting-stil blot ses som en vedligeholdelse af sanseligheden i forholdet, men ligefrem at se frugten af kødeligheden blev for meget for Dwina Gibb. Hun smed den nybagte mor på porten, som nu bor i et nærliggende hus, betalt af Robin Gibb.

Bee Gees har siden Maurices død været sat på stand by. Denne sommer optrådte Robin Gibb med DR Underholdningsorkestret på Ledreborg, hvor onde tunger vil vide, at han fik hjælp fra kulisse-korsangere til at komme helskindet over falsettoppene. Der er offentliggjort planer om et koncert-comeback for Bee Gees, nu som en duo med ham og storebror, Barry. Mon ikke Robin af hensyn til privatlivsfreden anbefaler, at de undlader at synge ’If I can’t have you’?

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top