Fildeling går til filmen

Kommentarer slået fra

Min blog-kollega CAPAC gør opdaterende status over “fildeling”, et begreb, der er kommet for at blive.

Du kan læse ham her.

Readmore  

Dengang politiet gik i pastel

1 Comment

I dagens Politiken sender jeg Don Johnson denne fødselsdagshilsen:

Miami vice18

Nu om dage skal man langt ud på landet for at finde nogen, der synes, det er smart med oprullede jakkeærmer, men de findes. Den ansvarlige for det hedder Don Johnson. Han fylder 60 i morgen tirsdag, og hører i dag til de mange, der befolker den levende kirkegård for b-filmskuespillere, men engang var han altså både idol og modeikon, modsat de tweedklædte betjente, man ser p.t. i tv-serier som Blekingegade.

Årsagen var ’Miami Vice’, Michael Manns tv-serie om to civilstrømere, der afslappet stressede rundt i en lang solbeskinnet rockvideo, hvor tøjet var pastelfarvet og af Armani, bilerne Ferrari, pigerne som skåret ud af en Playboy-kalender og hvor Johnson som den cool Sonny Crockett i 110 episoder (og en film) 1984-89 udgjorde et makkerpar med Philip Michael Thomas som Ricardo Tubbs, der naturligvis var sort, så den politisk korrekte balance blev opretholdt. Det var underholdende med drengerøvscharme og absolut forglemmeligt, men stilskabende. Især for musikvideogenren. Jeg har ikke genset dem. Der findes ting, som har bedst af at køre i erindringen.

Don Johnson har aldrig siden matchet den serie, som han kæmpede sig vej til fra de nederste rækker i filmhierarkiet. Har man set Joey Tribbiani i Friends, har man en fornemmelse af, hvordan Johnsons liv før ’Miami Vice’ var.

I virkeligheden stammer han fra Midtvesten, men flyttede til Californien sidst i 60’erne, hvor han som så mange andre forsøgte sig med rocken, bl.a. i et band, der talte senere medlemmer af Grateful Dead. Han blev skuespilleruddannet, fik småroller, mødte den 14-årige Melanie Griffith som 22-årig, blev gift med hende, skilt, gift igen og endelig skilt fra hende i 1996. Da var han med succes i gang med serien ’Nash Bridges’, hvor han genopførte Sonny Crockett – nu uden oprullede ærmer.

I ’Miami Vice’ havde Johnson en krokodille som kæledyr. Den hed Elvis. Og musikken har altid været en del af hans liv. Ja, faktisk fik han i 1986 et hit med ’Heartbeat’, det første af to albums, som ikke var så ringe som anmelderne ville have os til at tro, og bød på medvirken af Willie Nelson, Bonnie Raitt, Ron Wood og Barbra Streisand, som Don Johnson på det tidspunkt havde et mediedækket forhold til.

Filmrollerne er fortsat med at komme. Ikke i Oscar-klassen, men nok til at han kan klare dagen og vejen, selv om konkursen et par gange har været overhængende. Det koster givet at leve som den stjerne, man ikke længere er.

I 2002 kom Don Johnson under mistanke for hvidvaskning af penge efter at være blevet stoppet ved schweizisk-tyske grænse i sin sorte Mercedes, tilsyneladende med beviser på ulovligt at have overført millioner af dollars. Sigtelsen blev frafaldet i en sag, der virkede som taget ud af – ja, Miami Vice.

Readmore  

Frontalangreb på 68′erne

1 Comment

londoncalling

Mandag 14.12 er det, gys, 30 år siden The Clash med deres debutalbum erklærede krig mod generationen, der opfandt ungdomsoprøret og friværdien.

COVERET siger det meste: I et grafisk regi, planket helt bevidst fra Elvis Presleys omvæltende 1956-debut, er en ung musiker sekunder fra at smadre en elektrisk guitar mod scenegulvet. Det er på en og samme gang et ’rend-mig-i-røven’ signal og en videreførelse af stolte, anti­au­toriære rocktraditioner. Sådan var The Clash.

De hadede 60’er-pionerer som The Who, men mest fordi de var først med at tage strøm på systemet, og nok så meget: fordi de ikke blev ved, men lod sig pacificere som kunst, ja, underholdning. Punken tilhørte forlængst nostalgikere, sociale tabere og antropo­loger, da The Clash i decem­ber 1979 udsendte deres tredje lp, dobbeltalbum­met “London Calling”. Men The Clash var kun punk i attituden, og for medie­medvindens skyld. Eller som guitaristen Mick Jones allerede i 1977 vrængede efter debut­pladen: »It ain’t punk, it ain’t new wave. Call it what you want, all the terms stink. Call it rock ’n’ roll!«

To år efter gav “London Calling” ham ret. Det, der slog, og stadig slår hårdt, er energien – e-n-e-r-g-i-e-n! Musikerne og sangene nærmest snub­ler over hinanden for at komme til, inden … ja, inden hvad? Der er en bevidsthed om, at dette er øjeblikket. Ikke nu, men nu, så grib det og udvid det. Sangeren Joe Strummer lyder til tider som om han dårligt kan få vejret af bare ophidselse og glæde over at være med til at udfodre rockhistorien på stort set hver eneste sang på en plade, der ikke afleverer sine pointer subtilt, men genopliver rock som  selve vilje- og råstyrkens talerør.

Den indledende titelsang er en ouverture til Arma­geddon, et sidste udkald for alle de uformulerende, der ikke vil finde sig i mere:

London calling to the faraway towns
Now that war is declared and battle come down
London calling to the free underworld
Come out of the cupboard all you boys and girls

London caling, now don’ t look at us
All that phoney Beatlemania has bitten the dust

…  for tiden er inde til et frontalangreb på pseudotrygheden og de åndede 68’ere, der har besat den offentlige bevidsthed, og ladet stå til:

The ice age is coming, the sun is zooming in
Engines stop running and the wheat is growing thin
A nuclear error, but I have no fear

London is drowning – and I live by the river …

Og så fra denne rock-fanfare hastigt videre til den gamle pigtråds­klassiker, »Cadillac«, der ruller deruda’ som en højoktan, ram­sal­tet rockabilly. Og som ikke har andet budskab end, at nu er hun kørt, ude af syne, og hun kommer aldrig tilbage. Kun hvis jeg kommer efter hende, så afsted, så afsted … og sådan er The Clash.

NÆRMEST uover­stigelige modsætninger mødes tvangfrit i musikken, og noget, der lyder som en evighedsmaskine, bliver igangsat og holder sig kørende på en blanding af reggae, ska, rudimentær rock af Kinks- og Who-skolen og en masse tydelige ekkoer af den musikalske smelte­digel, London altid har været. The Clash behersker ikke alt lige godt, men de vil det hele lige meget. Det er til at få åndenød over. Ikke mindst fordi der oveni al attituden, den rytmiske brutalitet og arm­bøj­ningerne også er et overflødighedshorn af gode sange: »Koka Kola,« »I’m not down« (tag den, Lennon!), »Revolution rock« (uden ironi) og uden for nummer, Mick Jones’ vidunderlige Motown-pastiche »Train In Vain«.

Budskabet er så tydeligt som Paul Simonons tordnende motor­savs­bas, Jones’ skarpretterguitarer og Topper Headons uortokse, men tungt­vejende tromme­spil midt­vejs mellem Ringo Starr og bigband jazz: Vi kan ikke vente på revo­lutionen. Vi må skabe den selv. Og vores våben er rocken. Tag den, alverdens Margaret Thatcher’e!

Tidernes tiltagende apolitisering har ikke kunnet kortslutte The Clash. “London Calling” rimer eklektisk på elektrisk, og lyder stadig som et af rockens smukkeste kultursammenstød.

The Clash: London Calling. Producer: Guy Stevens. Cover: Ray Lowry & Pennie Smith. CBS/Sony, 1979.

Albummet blev genudsendt, remastered, 1999 samt i en storslået dobbelt-cd udgave i 2004. Og som om det ikke er nok, er der annonceret en 30 års jubilæumsudgave på selve den runde dag, og The Clash er altså i den grad med historiens ubønhørlige ironi blevet del af den samme industri, de blev født som protest imod.

Ovenstående er et lettere revideret uddrag fra min bog Lydspor.

Også min blog-kollega CAPAC markerer dagen. Og musikken. Det samme gør Jens Unmack her.

Readmore  

Nej til nostalgien

2 Comments

yes

Never trust a band with a logo, skrev Robert Christgau engang. Godt sagt, men ikke altid rigtigt. For at få bevist det, tog jeg i går linje 5A til Amager Bio for at høre Yes, et band, der både inspirerede Cameron Crowe til at lave alle tiders rockfilm Almost Famous og som var en af modellerne for Spinal Tap.

Deres virtuost konciperede og suverænt udførte fusion af britisk folkemusik, vestkystrock og ambience (før det hed det) stod i et par år for mig som selve idealet for en rockmusik, der ikke bare vil sige one-two-three-four. Siden gled vi fra hinanden, Yes og jeg. Det tænksomme blev til fortænkthed, progressiv rock blev et skældsord, og jeg fandt andre rockgræsgange.

Jeg har aldrig været til nostalgi, men ved godt, at der er et umætteligt marked for det derude. Så det var med blandede følelser, jeg sad der i bussen og med det samme spottede , at jeg ikke var alene på vej tilbage til dengang det var før. Man kan kende den slags gamle fans på deres grå hår, topmave, duknakkethed, lidt for nye skindjakker og rødvins-kinder.

Den nye inkarnation af Yes er i sig selv lidt af et drama. Forsangeren, komponisten og tekstforfatteren, den nu 65-årige Jon Anderson, har længe lidt seriøst af astma, og han fik et tilbagefald, lige før en planlagt 40 års jubilæumsturne skulle løbe af stablen. Nu har de i det band godt nok besunget universel harmoni til overflod, men indbyrdes har de altid skændtes, så det sang. Ja, på et tidspunkt fandtes der to konkurrerende udgaver af bandet. Det kan derfor ikke være kommet bag på Jon Anderson, at de to andre oprindelige medlemmer af bandet, Steve Howe og Chris Squire, ikke ville vente på, at bricanylen virkede.

Så de lod Anderson om at passe sin astma, mens Squire gik på Youtube og søgte under “Yes”. Der fandt han den unge sanger Benoit David, som i Canada har et Yes-kopi band ved navn Close to the edge. Ham ringede Squire op, og, surprise, han sagde ikke nej til at være vikar for Jon Anderson. Hvor svært kan det være? Eller rettere: Det burde have været sværere.

Benoit David er nemlig en lille svirrevip, som danser omkring som om han er på diskotek, og vokalt kun lige akkurat kan illudere Jon Andersons lyse stemme. David bliver let skinger i toppen, og lyder som det, han er: En efterligning. En dygtig choir boy, men helt uden den drømske dimension, Anderson tilførte sangene. Bedre blev det ikke af, at Oliver Wakeman betjente sine keyboards så blufærdigt og intetsigende uoriginalt, at jeg tog mig at savne hans flamboyante far, Rick. Det skal der ellers en del til.

Bag trommerne sad Alan White, som i sin tid, omkring 1973-74, afløste Bill Bruford i Yes. Han er kun lige fyldt 60, og skrev rockhistorie på John Lennons Instant Karma. Nu lyder han gammel, jasket og træt. Aldrig har jeg hørt en trommeslager bruge så mange trommer til så lidt. Kunne ikke lade være med at tænke på, at jeg fornylig så 69-årige Alex Riel i Sebastians Dream Team, anderledes livfuld og præcis.

På den baggrund var der overladt lidt af læs at trække for Chris Squire og Steve Howe. Det lykkedes næsten. Howe spiller stadig ikke så godt fingerspil som han selv tror (og som vi troede, dengang vi ikke vidste bedre), men på elguitar er han bjergtagende original. Aftenens sande stjerne var dog Chris Squire. Ligesom Howe lignede han en tyndhåret parodi på en britisk heavyrocker, men hans basspil er i en klasse for sig. Fortællelystent, brutalt og poetisk, og hele tiden med øre for at bringe musikken videre. Og der var over ham en ro, som kun kan kaldes majestætisk. En naturlig autoritet lidt a la Neil Young. En mand, der ikke længere har noget at bevise og derfor gør netop dét.

Det var dog ikke nok til at få mig til at blive. Jeg gik en halv time før tid, men med sange som “And you and I” og “I’ve seen all good people” summende for mine aldrende ører. Selv vikarer kan ikke ødelægge et godt pensum.

Da jeg kom hjem, genfandt jeg et af de første stykker, jeg fik offentliggjort om rockmusik. Det er gudhjælpemig 35 år siden, men det handlede om Yes. Du kan læse det her og/eller høre de gamle plader, som findes i lækker digitaliseret fornyelse.

Interesserede kan finde aftenens sætliste her med kommentarer.

Readmore  

Da capo for Dire Straits

Kommentarer slået fra

Dire straits - sultans of swing

Du kender det godt, det der med ikke at vide, hvad du skal give hvem i julegave … Måske skulle man gøre som pladebranchen. Pakke gammel musik ind i nyt karton eller hvad det nu hedder i disse downloadende tider. I hvert fald har TV2  kronede dage i disse dage, hvor der i reklameblokkene powerplay’es af pladeselskaberne, som averterer det ene genoptryk af greatest hits efter det andet.

Hukommelsen har aldrig virket kortere i branchen. Grupper, der gennem de sidste ti år har fået genudsendt deres musik gang på gang, får en tur til, som om kunderne er blinde og døve eller bare vil have mere. Eller også skal der bare råbes højt for at få penge i kassen.

Tilfældige eksempler: Creedence-boksen er ude. Igen. Efter at alle de enkelte albums har været genudsendt (med bonusnumre og hele svineriet). Anne Linnet har en boks på gaden. I min reol står adskillige adækvate opsamlinger med fruen. Elvis’ bedste albums bliver for 119. gang samlet i en boks og som om det ikke er nok, kom der i oktober endnu et bokssæt med de samme sange, som markering af Kongens tilstundende 75 års dag.

Og hver morgen brager reklamen for den “nye” Dire Straits-compilation igennem. Den udkom både i 1999 og 2007, og i 2005 udsendtes endnu et cd-sæt, som stadig kan fås. Men åbenbart ikke af alle.

I den aktuelle tv-annonce for Mark Knopfler & co. betror stemmen os, at vi alle har vores favorit med Dire Straits. Ja, og mon ikke samme alle så allerede har den stående (eller liggende på computeren). Og skulle vi have glemt det eller ikke liiiiige kan huske, hvem Dire Straits var, ja, så får vi et lille hint: “og vi kender deres hits fra radioen…” lyder det i al fortrolighed til deres åbenbart prædemente stampublikum.

Jeg spekulerer på, hvilken dansk radiostation, der menes, for Dire Straits hører ikke lige til den slags bands, musikpolitiet tillader at køre i heavy rotation. Men hvad var det nu, de sang? “Money for nothing.”

Eller måske er hele hurlumhejet bare et smukt, uegennyttigt udtryk for, at branchen viser samfundssind og rider med på genbrugsbølgen?

Billedet er en beskæring af Sultans of Swing, den “nye” Dire Straits-opsamling.

Readmore  

Da rebellen blev stueren

Kommentarer slået fra

I dagens udgave af Politiken skriver jeg om manden, der skrev fem af Elvis Presleys hitlistetoppere. Her en lidt længere udgave:

Elvis Presley skrev ikke en tone selv. Det havde han folk til. En af de mest succesrige var Aaron Schroeder, der nu er død, 83 år. Sammen med diverse medforfattere stod han bag fem af Presleys største hits, ”A big hunk of love”, ”Good luck charm”, ”I got stung”, ”Stuck on you” og ikke mindst ”It’s now or never”.

Schroeder tilhørte sidst i 50’erne den flittige flok af håbefulde hustlende sangskrivere, der på daglejerbasis skrev for Presleys musikforlag Hill & Range, som tog sig rigeligt betalt for at give dem mulighed for at få afsat sange til popkongen. Præmissen var, at de gav forlaget en del af deres royaltyindtægter, ud over de penge forlaget i øvrigt skulle have. Sagde man nej, sagde man også nej til at blive kgl. sangleverandør, så det gjaldt om at stå sig godt med forlagets sangpusher, nyligt afdøde Freddy Bienstock, men det er en myte at Elvis ikke selv havde noget at skulle have sagt.

Bortset fra filmene, som jo skulle fyldes med musik, afgjorde Elvis og hans veludviklede instinkt selv, hvad han ville indspille. Det lykkedes Schroeder at få afsat i alt 17 sange til Kongen, ikke alle lige kongelige, men de fem nævnte skinner stadig som de popperler, de hver for sig er.

Schroeder, som var af østrigsk afstamning ligesom folkene bag musikforlaget, havde med ”Stuck on you” givet Presley hans første hit efter soldatertiden i 1960, og var derfor blandt de fem forfattere, der i en slags udbud blev bedt om at lave ny engelsk tekst til en operetteklingende, neopolitansk ballade, som Presley havde hørt som værnepligtig i Vesttyskland og var blevet så begejstret over som Elvis nu kunne blive over smægtende sentimentalitet. Og det var ikke så lidt.

”O sole mio” var tidligere indspillet på engelsk, men Elvis ville have sin helt egen version. Schroeder vandt med sin makker Wally Gold udbudsrunden. Teksten tog dem en halv time at skrue sammen, og sangen har til dato solgt tyve millioner eksemplarer. Den redifinerede Elvis. Fra hoftevridende rebel til svigermors drøm. Hans rockelskende fans var målløse. Resten af verden tog ham til sig i et favntag, som endte med at blive hans død.

Succesen gav Schroeder mulighed for at starte som producer og pladeselskabsejer. Vist ikke altid af den helt pletfrie slags, men han ”opdagede” en sanger som Gene Pitney og skrev temaet til den første Scoopy Doo-tegnefilm.

Sent i livet hjemsøgte ”It’s now or never” ham på en uventet måde. Musikforlaget tog det i sin tid for givet, at ”O sole mio” var en såkaldt traditional, altså en ophavsretfri melodi. Det faldt der i 2002 dom for, at den ikke er, så de italienske arvinger til komponisten er sikret afgifter frem til 2042. Der vil nok noget længere være penge i banken til efterkommerne af Aaron Schroeder, som lagde nogle af de største og mest langtidsholdbare guldæg i Elvis-industrien.

Readmore  

De bar striktrøjer før Lund

3 Comments

Picture-33

I dagens udgave af Politiken mindes jeg Liam Clancy. Her er en lidt længere version af samme nekrolog:

Sarah Lund har ikke patent på at brande sig selv ved hjælp af striktrøjer. Det trick blev allerede opfundet tidligt i 60’erne af The Clancy Brothers, hvis yngste og eneste overlevende medlem, Liam Clancy, er død, 74 år gammel, af en arvelig lungesygdom.

Sammen med sine brødre og Tommy Makem var han i en menneskealder turnerende ambassadør for den irske sangtradition og gjorde sange som ”The patriot game”, ”Jug of punch” og ”The leaving of Liverpool” kendte.

Som millioner af deres landsmænd søgte sønnerne i Clancy-klanen lykken i USA i 50’erne. Liam Clancy kom senere over dammen end sine brødre, tilskyndet af folkloristen og millionærarvingen Diane Guggenheim Hamilton, men hun viste sig at være interesseret i andet end hans stemme. Interessen var ikke gensidig.

Oprindelig ville Liam være skuespiller, men da han fandt ud af, at han som musiker kunne tjene fire gange så meget på at spille halvt så længe var karrierevejen udstukket. Først skulle hans brødre dog have aflagt den amerikanske accent, som de til Liams forundring og irritation meget hurtigt havde tillagt sig. Den stod ikke så godt til den irske oprindelighed, der blev deres varemærke.

Efter at have spillet irske pubs tynde i New York og omegn kom de i 1961 på et afbud til at spille 16 i stedet for de berammede tre minutter i det landsdækkende Ed Sullivan Show, datidens mest effektive tv-reklamesøjle (bare spørg Elvis og Beatles). De ramte en tone i tiden med deres sentimentale, robuste og revolutionære sange. Om det var imod den engelske kolonimagt eller det imperialistiske Amerika kom ud på et for deres nye studentikose publikum. De udstrålede en etnicitet, der på sin vis var lige så autentisk overbevisende som den, der uden anden sammenligning i øvrigt gjorde Harry Belafonte til et navn på den samme scene. Clancy Brothers hang ud i boheme-bydelen Greenwich Village og øvede stor indflydelse på folk som Tom Paxton, Paul Simon, Leonard Cohen og især en ung Bob Dylan, som meget senere kaldte Liam Clancy den bedste ballade-sanger, han har hørt. Vel at mærke ballade i den oprindelige betydning som en fortællende sang.

The Clancy Brothers mødte allerede tidligt kritik for at være “professionelle irere” med al deres djærvhed og sømandssweatere, men selv om de senere blev slået i hartkorn med The Dubliners, var de ikke nær så fadølsjoviale og folkemindesamlingsagtige. Faktisk blev The Dubliners startet i 1962, inspireret af Clancy Brothers, der fik irerne til at genopdage deres sangtradition. De havde kant og blev det arvesølv, grupper som U2 og The Pogues langt senere gav en rock-overhaling. Og selv om man sagtens kan indvende, at ingen af Clancy-brødrenes mange plader helt indfangede den atmosfære, de kunne skabe på en scene, ringer Liams smukke baryton stadig igennem som de kirkeklokker, der gennem århundreder havde kaldt øboerne til samling mod englænderne.

Midtvejs i 70’erne gik bandet i opløsning, og Makem og Liam Clancy fortsatte for sig selv med succes, men brødrene genforenedes på en scene i 1996. Liam Clancy efterlader sig hustru, to søstre, fire børn og otte børnebørn – helt i den gamle irske tradition. Og et skab af striktrøjer.

Readmore  

We want the world

Kommentarer slået fra

Her på klimatopmødets første dag fik jeg af en gammel legekammerat tilsendt disse linjer:

What have they done to the Earth?
What have they done to our fair sister?
Ravaged and plundered and ripped her and bit her
Stuck her with knives in the side of the dawn
And tied her with fences
And dragged her down

I hear a very gentle sound
With your ear down to the ground

We want the world and we want it ...
NOW!
Nej, de er ikke skrevet af Barack Obama eller Connie Hedegaard,
men af Jim Morrison.

Readmore  

Den anden Dylan fylder 40

Kommentarer slået fra

JakobDylan_Cover

I Politiken i dag kan man læse denne fødselsdagsomtale:

Som barn oplevede han, at folk rodede i familiens affald og som trofæer hjemførte hans lortebleer. Sangeren og sangskriveren Jakob Dylan har aldrig været så optaget af sin berømte far som andre. Tværtimod har han været så diskret omkring sit fædrene ophav, at det, naturligvis, har affødt rygter om, at junior har det svært med senior. Det har han nu aldrig haft, fortalte han, da hans solodebut, den kritikerroste, næsten-akustiske cd ”Seeing Things,” udkom sidste år. Men Jakob Dylan, der fylder 40 på onsdag, har altid haft så stor respekt for sin fars ønske om at have sit privatliv i fred, at journalister er gået forgæves til ham og hans tre søskende for at få kastet lys over legendens liv, når spotlightet er slukket.

Jakob Luke Dylan er lillebror og skilsmissebarn. Hans mor, Sara Lowndes alias ”The sad-eyed lady of the lowlands” blev skilt fra Bob Dylan i 1977 efter flere års tilløb. Og sammen med sine søskende voksede Jakob op hos moderen. Uden at miste kontakt med sin far. F.eks. overværede han, ifølge Jakob, alle sønnens baseballkampe i high school og har efter sigende gemt hver eneste home run-bold, sønnike har slået.

Dylans hengivenhed over for sine børn kan også høres i sangen ”Forever Young”, som Jakob længe troede var en dåbsgave fra hans far, men vist er skrevet til hans storebror Jesse. Dylanologer strides stadig om det punkt.

Mens Jesse blev video- og reklamemager – han stod bag Obamas virale ”Yes We Can”-kampagne – valgte Jakob at gå musikvejen. Ikke for at udfylde faderens dybe fodspor, men for at anslå sin egen tone. Dog har han hjemmefra lært ikke at holde åbent hus for pressen. Der cirkulerer f.eks. kun få billeder af Jakob, hans kone og deres fire børn. Og slægtskabet med Bob Dylan blev aldrig et skjult marketingbudget for sønnens band, The Wallflowers. Ja, på omslaget til debutalbummet ses kun bandmedlemmernes ben. Pladen floppede i 1992, men gruppen tog revanche i 1996 med ”Bringing Down The Horse,” en plade, der solgte 4 mio. eksemplarer i USA og fik Grammyer, men genlød mere af Tom Petty og Bruce Springsteen end af Bob Dylan.

The Wallflowers kunne ikke toppe den succes, og er i dag på stand by, mens Jakob Dylan forfølger en karriere, uden for fars skygge, fordi han selv vil udleve svaret på spørgsmålet ”how does it feel to be on your own”. For nu at citere en af de Dylan-plader, hans yngste søn glad og gerne spiller over bandbussens anlæg.

Readmore  

Bruce tager et break

Kommentarer slået fra

Bruce Springsteen har i år fejret sine 60 år i verden med en turne af nærmest episke dimensioner. Den er nu ovre, og har bl.a. budt på hele opførelser af hele albums, nummer for nummer. Den sidste aften på turneen spillede Springsteen og The E Street Band således i Buffalo hele Greetings from Asbury Park. Blandt æresgæsterne var Mike Appel – ingen familiære relationer til Blekingegadebandens åndelige fader. Mike var manageren, som producerede de to første Bruce-album, men som også i henved to år i midten af 70′erne var med til at forhindre, at Springsteen kunne indspille plader. Tja, alder forsoner.

Næste år holder The Boss koncertpause. Der er i hvert fald ingen planer p.t., så måske er det slut med The E Street Band, men som Steve Van Zandt har udtalt: “We do every show like it’s our last show anyway.”

På tegnebrættet ligger færdiggørelse af den obligate dvd fra 2009-turneen samt, nok så interessant, en de luxe-udgave af Darkness On The Edge Of Town.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top