Buddhist på helt egne ben

1 Comment

mini-1972-tina-turner

DET KRÆVER større faglig indsigt end min at diagnosticere, hvad der foregik i hovederne på de ansvarlige bag H.C. Andersen-året, da de i april 2005 gav Tina Turner en million dollars for at optræde i Parken med to numre, kun ledsaget af en båndoptager. Omvendt er det ikke svært at se Tina Turner i et H.C. Andersen-eventyr, ydmyget, pryglet, glemt og så genopstanden som en svane.

På torsdag fylder hun 70, og kynikere mener, at hendes skæbne som offer for hustruvold og utroskab var lige hvad, hendes hensygnende karriere manglede for at blive kickstartet. Sådan tænkte hun nok ikke, da hun en nat i 1976 flygtede fra et hotel i Dallas efter for sidste gang at være blevet mishandlet af Ike Turner. Med sig havde hun 36 cents, et benzinkort til Mobiloil-kæden og en stolthed så strimlet som de udfordrende rober, hun havde optrådt i som del af duoen Ike & Tina Turner siden 1958 (her på et billede fra først i 70′erne sammen med sine juhu-piger, The Ikettes)

Til at begynde var Ike mest til hendes storbarmede søster, men guitaristen, der i 1951 indspillede ”Rocket 88”, med den 13-årige Jackie Brenston som forsanger, en af de sange, der kvalificerer til titlen som verdens første rocknummer, havde både øre og øje for talent, så inden længe var den forældreforladte Anna Mae Bullock omdøbt til Tina, og både hans elsker, kone, forsanger og efterhånden også mor til fire børn.

PARRETS SINGLE ”A Fool In Love” gjorde i 1960 soulkongen James Brown nervøs for tronen. Året efter gentog de succesen med “I Think It’s Gonna Work Out Fine.” Selv om sangene blev moderat placeret på pophitlisterne, gjorde parret sig mest i de sorte miljøer. Tina Turner opførte ikke ligefrem de syv slørs dans på scenen. Hun var sexet med en vulkanisk styrke, der var alt for kødelig til det brede, hvide publikum. Meget sigende bliver Mick Jagger og Janis Joplin to af hendes største fans. Det samme bliver produceren Phil Spector. Han havde aldrig følt, at Ike var den rette producer for Tina, lidet anende, at Ike heller ikke var den rette mand, så i 1966 betaler Spector Ike for at blive væk, mens Spector producerer hans kone. Resultatet, “River Deep Mountain High”, regnes for selve apoteosen af Spectors klangideal, “the wall of sound”. Pladen når dog kun en 88. plads i USA. Floppet sender Spector til tælling, så han aldrig kommer helt op igen, men singlen hitter i England, og får Tina Turner ud af Ike’s slagskygge.

“River Deep Mountain High” er duoens kreative klimaks. Som komponist har Ike Turner ikke mere i posen. Da parret hitter næste gang er det i 1971 med en effektivt tilskåret version af John Fogertys “Proud Mary”. Et par år senere kom et sidste gisp i form af Tinas ”Nutbush City Limits”, som trak på hendes rødder i Sydstaterne. Samtidig medvirkede hun i filmen ”Tommy” som ”The Acid Queen,” i en præstation, der var bedre end den overstyrede film og som gjorde hende synlig for andre end rockpublikummet.

DEN SYNLIGHED var nu ikke til at få øje på, da hun flygtede fra sin kokainafhængige (volds)mand. Hun hutlede sig igennem resten af 70’erne, og måtte spille på Tupperware-shows, McDonalds-seminarer og hoteller. To ting gjorde en forskel: Hun fandt ro og styrke som buddhist, og Roger Davies, tidligere manager for Olivia Newton-John, tog hånd om hendes karriere.

Davies forstod at netværke. Og fik synthpopduoen Heaven 17 til at give hende et klangligt redesign, der gav to hits og grundlaget for 1984-albummet ”Private Dancer”. Mark Knopfler-titelsangen og balladen ”What’s Love Got To Do With It” parret med hendes godt timede afsløringer af livet med Ike, fik Tina back in business i en alder, hvor mange popstjerner nøjes med at passe aktieporteføljen. Pludselig blev hun en rollemodel, også som sanger – spørg bare Hanne Boel. De efterfølgende, ikke slet så inspirerede, plader fulgte samme formel, og trods sangenes popkvaliteter er hendes 80’er-katalog ret plaget af den tidstypiske trommesyntetiske produktion.

Tiden med Ike fik nyt medieliv, da Tinas version af deres ægteskab i 1996 blev til en spillefilm. Selv undskyldte han ikke noget, men følte sig stigmatiseret som hustruvoldsmand. I et talkshow blev han af værten Whoopi Goldberg konfronteret med, at Tina var sprunget ud af vinduet, efter at han havde slået hende. Så var det heller ikke værre, kom det tørt fra Ike. Der var tale om et kældervindue. Og i øvrigt var de slet ikke gift, hævdede han.

Ike Turner udsendte selvfølgelig sin selvbiografi (i 2001) uden at løfte alt for mange dyner, så han tog halvdelen af sandheden om deres hund-og-kat-liv med sig, da han døde i 2007. 76 år gammel, af en kokainoverdosis. Tina Turner udsendte en pressemeddelelse, hvori hun via en talsmand nøjedes med at konstatere, at hun havde noteret sig, at Ike var død…

DEN SIDSTE halve snes år har Tina Turner brugt på at være den bedste ’Tina Turner’, vi har. Pladerne har lydt som hårdt pumpede gentagelser, hvor energien prøver at kompensere for den manglende melodiske kvalitet, koncerterne har været afskedsturneer i Sinatra-klassen, hædersbevisninger er regnet ned over hende, og siddende på den søjleomkransede terrasse i luksusvillaen i Ville-Franche-sur-mer kan hun, og hendes tyske, noget yngre mand, Erwin Bach, forsikre sig om, at der er en god udsigt fra toppen, men at hun er kravlet derop ved egen kraft.

På et par ben, enhver 50 år yngre supermodel ville myrde for at eje.

Denne artikel stod, lettere forkortet, at læse i Politiken i søndags.

Readmore  

Vi var ikke alene

Kommentarer slået fra

preview_16095958.png

Mine kernelæsere skal da ikke snydes for rapport om min optræden på bestselllerhysteriets moder, Bogforum. Jens Dige fra POLFOTO har taget dette billede af seancen, som meget godt illustrerer, at det vist så nogenlunde lørdag eftermiddag lykkedes Sebastian og undertegnede (med Madonna-mikrofoner) at undgå at komme til at se ud som de to vrantne gamle mænd på balkonen i Muppet Show.

Lars Daneskov, den yngste 46-årige jeg kender, både pirkede til, skubbede og aede vore egoer, så det blev en god seance, hvor der i løbet af de afmålte tyve minutter blev snakket såvel image og indhold. Publikum klappede, ja, en del købte sågar en bog og fik vore kragetæer (så den ikke kan byttes, men måske engang sælges med fortjeneste…) og nu venter  julesalget, hvor vi jo ikke er alene, men måske ku’ vi…

Readmore  

En forsinket nekrolog

3 Comments

lp21

Selv om vi nu tager det for givet, er og bliver internettet en forunderlig ting. Uden at man beder det direkte om det, fortæller det nyheder, også selv om de er oldgamle (i det mindste i TV2News-øjne). I forsøget på at udvide min beskedne linksamling søgte jeg i går på den svenske anmelder og pladefilatelist Lennart Persson. Jeg kom ind på en sort side, hvorpå der med hvid skrift lakonisk stod, at siden er efterladt som Lennart forladt den. What! En yderligere søgning bekræftede, at Lennart Persson døde i maj i år af kræft efter kort, agressiv sygdom. Den nyhed nåede da vist aldrig gennem det kulturelle jerntæppe, der går gennem Øresund?

Jeg vidste, han havde været syg – via en fælles bekendt og besøg i pladebutikken Musik & Konst, butikken han drev sammen med Peter Thulin og som er et lille alternativt musikmekka i Malmö, men død? R.I.P.

Perssons efterladte site er en guldgrube af meninger, strøtanker og anbefalinger, skrevet i hans lakoniske, indfølte og alvidende, men konstant nysgerrige og lidt nørdede stil, samt ikke mindst musikalske smagsprøver fra rockens randområder og glemte skatkister. Stærkt vanedannende, anbefalelsesværdig og alt andet end tidrøvende. Må den bestå til evig tid derude…

Hans bøger har også altid været en inspiration.

The beat goes on.

Readmore  

Manden der ikke ville være Gud

1 Comment

Peter Green nåede ikke verdensberømmelsen, før han i 1970 forlod Fleetwood Mac. Ligesom Pink Floyds Syd Barrett gled han via LSD ind i tusmørket som et af rockens mentale ulykkestilfælde. I denne weekend genopstår han ved en række koncerter i Danmark. Jeg giver ham i dagens Politiken disse ord med på vejen.

Et af de store øjeblikke ved sidste måneds Fleetwood Mac-koncert i Parken var, da guitaristen Lindsey Buckingham førte an i en selvforglemmende udgave af ”Oh Well” som en hyldest til bandets stifter, Peter Green; måske ikke et navn, der gav genklang hos så mange af dem, der var kommet for at cruise på minderne fra dengang sidst i 70’erne, hvor verden tilhørte Fleetwood Mac.

Peter Green vil nok ikke tage det personligt, for i mange år sagde hans eget navn ikke ham selv noget, isoleret som han var i en verden hinsides denne efter at være gået til bunds i et glemslens hav af LSD og andre af de stoffer, hippierne kaldte sjove, selv om de for ikke så få sårbare sjæle var alt andet end det.

Diagnosen var skizofreni, da Peter Green i 1977 blev indlagt, samme år Fleetwood Mac brød globalt igennem med albummet ”Rumours.” Og ikke længere lød som det Chicago-bluesband, Peter Green havde dannet i 1967. Legenden siger ellers, at tiden dengang var til psykedelisk beat og Sergeant Pepper’s klangkollager, men der var i England også en musikpolitisk korrekt retning, hvor man spillede blues, som om de ’fish ’n’ chips’-blege briter dyrkede bomuld i baghaven.

Vikar for Clapton

Det var dengang, nogen fandt på at skrive ”Clapton is God” på murene, og han ikke selv havde alt for travlt med at viske det ud. Eric Clapton forlod The Yardbirds, fordi de blev ham for poppede, og kom i 1965 med i Bluesbreakers, en slags talentskole, ledet af John Mayall, der ikke selv spillede ovenud godt, men kunne høre, når andre gjorde det. I august samme år stod Mayall uden guitarist. Clapton var taget ud i det blå uden at melde, hvornår han kom tilbage. I de to måneder, der fulgte, vikarierede en del for ham, bl.a. John McLaughlin, men Mayall blev passet op af en ung mand, der insisterede på, at han var den rette til jobbet. Mayall gav ham ret, men Peter Green nåede kun at spille tre koncerter som vikar.

Clapton var nemlig på Kreta løbet tør for både sololie og penge og kom, på konsulatets regning, hjem, indspillede i april 1966 albummet ”Bluesbreakers” og resten er rockhistorie.

Lidt var fedt

I mellemtiden havde Peter Green spillet, bl.a. med Rod Stewart, uden at det førte til noget, så han var let at lokke tilbage, da Clapton i slutningen af 1966 forlod skolestuen til fordel for legestuen i Cream. Til gengæld var hjerteligheden til at begynde med til at overse hos Bluesbreakers-tilhængerne. Peter Green var ingen Clapton. Selv om de nu om dage nævnes i samme sætning, når talen falder på de største engelske guitarister, er Green og Clapton ret forskellige instrumentalister.

Clapton havde Freddie King som forbillede, lyrisk, flydende og dengang med slet skjult hang til det blæret virtuose. Green var til B.B. King, som har rost ham, men nok så meget til de mange i dag glemte sydstatsguitarister, der ikke gjorde bluesmusikken sværere end som så. Han spillede lidt huggende, kantet og hellere to toner end tre. Lidt var fedt, når Green skruede op for Les Paul-guitaren. Da han sidste år blev interviewet til Sunday Times, så han lidt anderledes på det: ”Min spillestil har flere revner og sprækker i sig. Den er mere menneskelig. Mere typisk for en, som slet ikke kan spille guitar.” Falsk beskedenhed eller dårlig hukommelse: Peter Green kunne noget, som Clapton endnu ikke turde: Han kunne synge, så man troede, han var sort. Han legede ikke neger som Mick Jagger. Han udtrykte en forpinthed, som var smuk og rystende.

Det var dog ikke det, der blev lagt mærke til på ”A Hard Road”, det eneste Bluesbreakers-album, Green medvirkede på. I det band sang Mayall nemlig, men Green gav et varsel om sit format med instrumentalnummeret ”The Supernatural”, en klanglig skulptur af de uforgængelige. I 1967 var Mayall på vej over i det jazzede med blæsere og den slags, som ikke huede rockpolitiet, så sammen med Bluesbreakers-bassisten John McVie, trommeslageren Mick Fleetwood og guitartalentet Jeremy Spencer dannede Green Fleetwood Mac, der ville holde fast i bluesudtrykket i en grad, så de næsten lød etniske på deres debut. Det blev de ikke ved med. Året efter lå de øverst på hitlisten med det dovent svævende og i virkeligheden atypiske, millionsælgende instrumentalnummer ”Albatross” og fik også et hit med en anden Green-komposition, ”Black Magic Woman,” der forargede puristerne, fordi sangen havde 13 og ikke 12 takter i hvert vers. Den var jo nærmest pop – det kunne Carlos Santana også høre og gjorde senere sangen til sin signatur.

Ingen hørte nødråbet

I 1969 udsendtes ”Then Play On”, som fremstår som et missing link mellem bluesmodellen af Fleetwood Mac og ”Rumours”. Pladen kastede to Green-komponerede hits af sig: ”Oh Well” og ”Man Of The World”. Især den sidste var ikke gjort af det stof, hitlister består af. Den var et nødråb: ”I guess I’ve got everything I need/I wouldn’t ask for more/And there’s no one I’d rather be/But I just wish that I’d never been born…” sang Green uden at nogen kastede en redningskrans ud.

Han ville lade Clapton om at være guitargud. Og lod hår og skæg vokse vildt, selv efter datidens standard. Han var begyndt at bære et kors om halsen, mens han plaprede om, hvilket kors det var at være rockmillionær. Ekcentrikere hørte til dagens orden, så ingen tog synderlig notits, betragtede det mere som forlængelse af den samme originalitet, hans guitarspil besad, men da Green forsvandt i tre dage i München og kom tilbage, var han ikke længere irriterende, men insisterende.

Han havde været på besøg i et hippiekollektiv og var blevet budt på dåsecola med LSD. Det fik han smag for samtidig med, at han fik afsmag for gruppens succes. Han følte, at de nassede på de sortes musik, og ikke var værdige til at spille den. Derfor fandt han det rimeligt, at de forærede deres formuer væk. F.eks. til ofrene for krigen i Biafra, et af tidens blødende brændpunkter. Peter Green vandt ikke gehør i gruppen. En af hans sidste sange var “The Green Manalishi”, som handler om nattens skygger og den invitation til galskab, de gemmer.

I indre eksil

Han forlod Fleetwood Mac, og gik efter en sammenskrabet soloplade i indre eksil som endnu et af rockens mentale ulykkestilfælde. “The End Of The Game” hed albummet. Ligesom med Pink Floyd’s Syd Barrett begyndte rygterne om Peter Green at mangedoble sig selv. En del af dem var sande. Han hørte stemmer. Og nogle af dem sagde, at han ikke skulle bøje sine guitarstrenge, når han spillede. Ellers ret essentielt for en bluesmusiker. Han holdt derfor op med at spille. Og for ikke at blive fristet til at begynde igen, lod han sine negle vokse sig så lange, at det var umuligt. Han tog job som portør, han var kirkegårdsgraver, han var bartender, han var alt andet end det, han var bedst til: at leve gennem sin guitar, som han i øvrigt solgte til sin største fan, Gary “Still got the blues” Moore.

I 1977 endte Green i fængsel for at have truet Fleetwood Macs manager med et gevær, fordi denne havde tilbudt ham en royaltycheck. En anden version af historien er, at det var Green, der skulle have krævet de penge, han i sit nyreligiøse storsind ellers havde afskrevet. Green selv hælder i dag til den første version, men endte under alle omstændigheder som tungt medicineret efter elektrochokbehandling. En forelskelse endte i et kortvarigt ægteskab i 1978, og en overgang så hans verden lysere ud end hans sange. Han fik en datter, og hans gamle kammerat, Mick Fleetwood, skaffede ham en kontrakt, men Green kaldte forskudsbeløbet for Djævelens penge, nægtede at skrive under og faldt tilbage i mismod og misbrug, bl.a. af kokain.

Ved indgangen til 80’erne lod han høre fra sig med nogle ikke uefne soloalbums, men gled igen ind i tusmørket. Peter Green gjorde comeback sidst i 90’erne med Splinter Group, der genopgravede hans bluesrødder. Og han overraskede ved at deltage, da Fleetwood Mac i 1998 blev indlemmet i Hall of Fame. Ja, ved festen jammede han sågår med Santana på “Black Magic Woman”. I smoking og med bøjede strenge, og lignede en, der enten hvilede dybt i sig selv eller befandt sig et helt andet sted.

En ting er sikker: Musik er hans bedste medicin. På lørdag spiller han med sin kvartet, Peter Green and Friends, ved bluesfestivalerne i Frederikshavn og Horsens samt søndag i Amager Bio. Måske spiller de B.B. King-sangen “Worried Dream,” den med linjerne “Well, I feel so bad, I wonder what’s wrong with me…” Det spørgsmål har den 63-årige Peter Green kæmpet et helt liv for at finde svar på.

Readmore  

Han gav os The Beatles

2 Comments

I dagens udgave af Politiken har jeg skrevet nekrolog på impressarioen Niels Wenkens:

Han var aldrig selv typen, der skreg ”yeah, yeah, yeah,” han var mest til jazz, men impressarioen Niels Wenkens, som er død, 67 år gammel, fik sin startkapital, da han (og makkeren Knud Thorbjørnsen) i 1964 arrangerede de eneste koncerter med The Beatles i Danmark. Året før havde han kontaktet en distingveret, lidt naiv engelsk kollega for at høre, om han ikke havde nogle af de der nye beatnavne, Wenkens kunne lave koncerter med. Brian Epstein tilbød The Beatles, som Wenkens aldrig havde hørt om. Han kunne ellers få dem for en uge formedelst 600 pund.

Så mange penge havde Wenkens ikke, men han gav Epstein nummeret på en svensker, der måske var interesseret. Sådan gik det til, at The Beatles turnerede i Sverige i oktober 1963 og sådan gik det til, at de kom til K.B. Hallen året efter, for den ene tjeneste var den anden værd. Godt nok var prisen steget til 2.000 pund, men det samme var berømmelsen.

Det kunne den handelsuddannede Wenkens sagtens regne ud. Allerede som teenager havde han vist sig driftig ved at sælge slik på travbanen og røde pølser i K.B. Hallen, og jazzklubben i Nærum nød tidligt godt af hans organisationstalent og no nonsense-tilgang til tingene, som sikrede den lille klub en koncert med tidens danske superstjerne, Otto Brandenburg. Wenkens kunne dog bedre lide jazzen end den kunne lide ham, så han opgav at gå til spil hos trommeslageren Alex Riel, som han siden skulle blive manager for, da Riel spillede i Savage Rose.

På det tidspunkt var Wenkens godt i vej for de 150.000 kr. han tjente på Beatles-eventyret. Halvanden million i nutidskroner, men showbiz er en troløs kæreste, så efter en optur som kongen af dansk pigtråd og beat med kunder som Peter Belli og koncerter med bl.a. Rolling Stones, Duke Ellington, Count Basie og Tom Jones gik Wenkens i 1972 fallit efter en mislykket turne med toppen af Dansktoppen.

Han smøgede ærmerne op og tog så et job som afrydder på en bodega. Og var hurtigt tilbage på karusellen igen, men aldrig i så høj fart, at han blev svimmel. Det kunne man ellers godt blive af de beløb, der løb ind, efter at han i 1988 blev manager for Linie 3, og siden Kirsten Lehfeldt, Søs Egelind og senest Ørkenens Sønner, som alle har nydt godt af hans tæring-efter-næring købmandsskab. En overgang havde Wenkens i sin stald en jysk komiker, som måske skulle have lyttet og lært af sin manager, mens tid var. Hans navn er Finn Nørbygaard.

Readmore  

Det er John t.h. foran Pauls dør

Kommentarer slået fra

IMG_1772

Man bør aldrig blive for skeptisk til at foretage en pilgrimsrejse, ja, det kan gøre een helt troende igen. Sådan var det, da jeg for små tyve år siden gæstede Graceland og endte med at tage rundvisningen to gange på en dag og bagefter foråd mig i cheeseburger med peanut, akkompagneret af Kongens sange på en skrattende kaffebarshøjttaler.

Der er ingen servering og ingen lyd, når man gæster Lennon og McCartneys barndomshjem i Liverpool, som jeg og fruen gjorde i den forgangne våde weekend. Stemningen i de to hjem kompenserer dog rigeligt. Det er i bogstaveligste forstand som at være der selv, dengang i 1957, da Beatles blev født.

Begge huse ejes i dag af National Trust og er minutiøst ført tilbage til dengang det var før. Et besøg kan anbefales. Ikke mindst på grund af de to guides, der bor i hver sit hus, og som arbejde har at genfortælle historien om dengang de store var små. Det gør de meget inspirerende og indlevet. Hver på sin måde: Colin fortæller lunt og skolelærersagligt om Mendips, hvor John levede med sin fattigfine, men stoute tante Mimi. Og i Pauls noget mere arbejderklassefunderede barndomshjem vises vi rundt af en mand, der taler scouse præcis som McCartney og ligner ham så meget, at det er lige før, vi har ham mistænkt for at have foretaget en plastisk operation.

Dog hedder han ikke selv Paul, men John!

Readmore  

Julemanden i Bob-slæde

Kommentarer slået fra

Dylans jul

Af alle de mærkelige Dylan-plader, jeg har stående eller har haft stående på mine reoler gennem årene tager den seneste prisen: Bob synger julen ind. Og det mærkelige ved “Christmas in the heart” er, at den ikke er spor mærkelig. Dylanologerne går forgæves her.

Dylan synger disse traditionstyngede sange uden et gran af ironi (undskyld), men heller ikke med skygge af den sentimentalitet, der har plaget disse ur-amerikanske sange og gjort dem til hadesange for flere generationer med allergi mod kastanjer og farseret kalkun. Dylan befrier sangene og pakker dem ud, ikke som var det første gang, men som det de er: grundlæggende gode, melodisk gavmilde sange. Okay, det kan godt være, at hans gammelmandsgnæggen lige får en ekstra tand – julemanden er trods alt ikke født i går, men sangforedraget er straight og med en venlighed, jeg helt havde glemt, at Dylan kunne besidde. En blanding af Allen Ginsberg, Leif Sylvester og Dylan.

Akkompagnementet er veloplagt med bassisten Tony Garnier, guitaristen Phil Upchurch og Los Lobos-musikeren David Hidalgo som de tre havenisser. Mest tankevækkende øjeblik: Da Dylan næsten selvforglemmende på “I’ll be home for Christmas” synger: “…you can plan on me”. Det forbløffende er, at han lyder troværdig, den samme, der altid har gjort utilregnelighed til en dyd.

Stemmen er stadig grødet og uden kanelsukker, men dette album er en overraskende mandelgave af den slags, man kan bruge hver jul.

Readmore  

Æter-Knud

Kommentarer slået fra

Tillad lidt reklame:  Et radiofonisk supplement til min seneste bog.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top