Rockens Mads Skjern død

Rockens Mads Skjern død

2 Comments

En af dansk musiklivs usynlige giganter opgav i lørdags kampen mod kræften. Flemming Schmidt blev 63.

Som direktør for Live Nation var han storleverandør af stjerner til Parken, Jyske Bank Boxen og ikke mindst Roskilde Festival. Men selv om han var dus med både Bruce Springsteen, Robbie Williams, Sting og Madonna, og absolut selv kunne fylde billedet helt ud, når situationen krævede dét, foretrak han at færdes i kulisserne, trække i trådene og på den sans for logistik, han havde lært i militæret samt – naturligvis – indkassere de ikke uanselige beløb (og erfaringer) undervejs. Han havde et netværk, der ikke kan måles i ’likes’ på Facebook, men som skyldtes en uefterlignelig blanding af troværdighed og usentimentalitet.

For selv om Flemming Larsen Schmidt var draget af musikken, var den for ham også et forretningskoncept, som han udviklede med en snusfornuft, han havde arvet fra sin far, der var landmand i Aagaard mellem Kolding og Vejle.

Schmidt kom til København under ungdomsoprøret. Her var han ølkusk for Tuborg om morgenen og gik til hånde på et koncertbureau senere på dagen. Et nu glemt dansk band ved navn Hair (link) hyrede ham i 1969 alene på hans energi til at skaffe sig kontrakter og kontakter. Da bandet gik i opløsning, stod der stadig en række koncerter i ordrebogen, som man var kontraktligt forpligtet til. For at få has på det, dannede Flemming Schmidt derpå sit eget bureau, DKB.

DKB etablerede sin startkapitel på shows med de dengang ret ukendte Supertramp. Siden udvidedes viften, og i ikke altid lige ædel kappestrid med ærkerivalen Arne Worsøe voksede DKB sig så strategisk lækre, at Schmidt og hans daværende partner, Steen Mariboe, efter årtusindskiftet opkøbtes af den globale underholdningsgigant, Live Nation. (Præcis som DKB, nu som DKB Motor, i sin tid havde opædt resterne af Gnags-koncernens management- og bookingfirma, Rock On.)

Flemming Schmidt blev dog siddende i stolen. Ingen kunne udfylde den som ham. Og i baglandet havde han erfarne folk som bl.a. den svenske musikmogul Thomas Johansson. Det var, som om Schmidt var iklædt en imaginær t-shirt med påskriften ’Man kan ikke være venner med alle’. Hans uleflende facon kunne forveksles med arrogance, men omvendt havde netop han en del at have selvbevidstheden i.

At der i hans købmandskab også lå et diskret, næsten genert ønske om at bidrage til (musik)historien, så man, da han i 1996 overtalte Dylan til at spille på Christiania. De nu legendariske koncerter i Den Grå Hal satte et noget mere blivende aftryk, end da Flemming Schmidt sidst i 60’erne deltog i danmarksmesterskaberne i pløjning – han havde egen øvemark i Ballerup! – men selv om traktoren siden blev skiftet ud med et mere passende køretøj forblev ærekærheden, retningssansen og jordforbindelsen den samme.

Han efterlader sig hustru og tre børn.

R.I.P. – rock in peace…

Foto: Live Nation

Dette er en længere udgave af den nekrolog, som i dag kan læses i printudgaven af Politiken.

Readmore  

Ravi Shankar 1920-2012

1 Comment

The+Ravi+Shankar+Collection

Dengang denne blogger legede hippie var der nogle ting, som var ret vigtige at have på plads i kollegiehyblen: Røgelsespinde, en æseløret udgave af Kerouacs ’On the road’, og så to lp-plader, en med hvalsang og en med musik af Ravi Shankar. Det var ikke fordi, vi råspillede de to plader, men det så hipt og småintellektuelt ud.

Meddelelsen om sitarspilleren Ravi Shankars død kommer vel ikke uventet, Robindro Shaunkor Chowdhury blev 92, men den fik mig til at finde musikken frem. Røgelsespindene måtte jeg tænke mig til.

Pludselig efter så mange år kan jeg høre og forstå, hvorfor han nærede blandede følelser over for den fidelt overstrømmende opmærksomhed, han modtog fra det hvide rockpublikum efter at han var blevet mentor for og senere livslang ven med George Harrison, der heldigvis satte sig for at udforske det instrument, han første gang brugte, som en gimmick, på sangen ’Norwegian wood’. Shankar inspirerede også folk som The Byrds, John McLaughlin og Mike Bloomfield. (Jeg kan i øvrigt anbefale kollega Capac’s – i visse kredse – kætterske pointer)

Jeg aner i virkeligheden intet om indisk musik og dens kompleksitet med ragaer og tala’er, men kan ikke undgå at høre dens ophøjede foragt for tids- og modeuafhængighed. Det var der mange, der ikke nåede ind til, dengang Shankar lod sig introducere til en ny generation.

Navnkundig er hans optræden på Monterey-festivalen i 1968, og meget sigende er hans medvirken i 1971 ved de koncerter til fordel for det stormflodsramte Bangladesh, som han, der er af bengalsk afstamning, fik Harrison til at forestå: Shankar og hans musikere begynder at spille, eller det tror publikum. Efter et stykke tid stopper de, og det andægtige bifald bryder løs. Shankar, som var en høflig mand, takker og håber, som han siger, at vi vil kunne lide det lige så meget, når de begynder at spille rigtigt. Indtil nu havde de nemlig bare stemt instrumenterne …

I det hele taget forholdt Shankar sig senere skeptisk over for præmisserne for sin vestlige popularitet. Og kunne ikke helt acceptere alle aspekter af den fremstormende rockkultur. F.eks. forstod han ikke, at Jimi Hendrix kunne finde på at brænde sin guitar af og heller ikke at Pete Townshend smadrede sin. For Shankar var instrumentet nemlig helligt. Han følte sig også decideret ydmyget, når hippierne røg sig høje og kælede med hinanden, mens han spillede. Det var musikken alt for vigtig til. Det var den, der skulle gøre os høje. Ikke stofferne, som han sagde.

DET VAR IKKE helt det samme miljø, han mødte, da han som tiårig i 30’erne kom med i den turnerende danse- og musikertrup, hans bror Uday ledede. Men også de skulle præsentere det hvide publikum for noget eksotisk. Den unge Ravi dansede, og blev samtidig dygtigere og dygtigere på sitar. En ny musiker i truppen trak ham til side en dag og fortalte ham, at han skulle glemme sig selv for at kunne komme i nærkontakt med de mange lag i indisk musik.

Ravi Shankar lod jakkesættet blive i Vesten og tog hjem til Indien. Hvor han fordybede sig i den klassiske hindustanske musik. Han blev musikchef for All India Radio i 1949 og begyndte at eksperimentere med at blande vestlig og indisk musik, f.eks. til balletforestillinger. Siden tonsatte han bl.a. Satyajit Ray’s filmtrilogi, Apu, og var i det hele taget en nysgerrig mand – noget, der ikke altid har talt til hans fordel i den ortodokse del af det indiske musikmiljø.

Et møde med en anden virtuos, violinisten Yehudi Menuhin, resulterede i et par stilskabende album, West meets East vol. 1 & 2. Dem hørte John Coltrane, som, før George Harrison havde set en sitar, havde timer og samtaler med Shankar om forbindelsen mellem modal jazz og indisk musik.

De seneste mange år har den i Californien bosatte Ravi Shankar turneret som en feteret, men stadig beskeden ambassadør for indisk musik sideløbende med samarbejder med så stilforskellige musikere som Phillip Glass og kotospilleren Susumu Miyashita, og det er blevet til en del filmmusik.

Forholdet til George Harrison overlevede modestrømningerne, og eksbeatlen producerede så sent som 1997 cd’en Chants of India med Ravi Shankar.

Og ja, en af hans døtre hedder Norah Jones, men det er hans anden datter, Anoushka, der fører sitarspillet videre i familietraditionen.

Besøg Shankars hjemmeside her.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

Readmore  

Mickey Baker 1925-2012

1 Comment

En af de mest brugte og derfor indflydelsesrige sorte guitarister er i al stilfærdighed død i sit mangeårige, frivillige eksil i Sydfrankrig. Guitaristen og sangeren Mickey Baker blev 87.

Allmusic.com er Richie Underberger ikke i tvivl om Bakers betydning: “Of all the guitarists who helped transform rhythm & blues into rock & roll, Mickey Baker is one of the very most important, ranking almost on the level of Chuck Berry and Bo Diddley.”

Baker ramte mainstream og kommerciel jackpot, da han i 1956 som del af duoen Mickey & Sylvia (Vanderpool) hittede med sangen ‘Love Is Strange’, som de selv havde skrevet (baseret på et riff af Bo Diddley-guitaristen Jody Williams). Konceptet var et åbenlyst forsøg på at give sort musik en pendant til Les Paul & Mary Ford. Sangen solgte mere end en million, da den udkom og fik i midt-firserne et lukrativt efterliv, da den kom med i blockbusterfilmen Dirty Dancing.

Oprindelig havde Mickey Baker ambitioner om at spille guitar på samme måde som Charlie Parker spillede saxofon, men da han, der var ud af småkårsfolk, havde sat sig for at ville leve af musikken, lød det som om bluesmusikken havde mere fremtid. Hans lidt kantede ideosynkratiske væremåde blev opvejet af hans behændige guitarspil, der både kunne være med kant og med krop. Desuden nøjedes han ved diverse indspilningssessions aldrig med kun at være på tariffen. Baker kom med input og ideer, og blev efterspurgt. Og aflyttet. Ikke mindst af 60′er-generation af britiske bluesguitarister.

Hans guitar kan bl.m.a. høres på sange som the Drifters‘ ‘Money Honey’ og “Such a Night,’ Joe Turner‘s ‘Shake Rattle & Roll,’ Ruth Brown‘s ‘Mama, He Treats Your Daughter Mean,’ og Big Maybelle‘s ‘Whole Lot of Shakin’ Going On.’ Og det er ham, og ikke Ike Turner, der synger med Tina Turner på en af parrets bedste single, ‘I Think It’s Gonna Work Fine’.

I 1959 udgav han, hvad der betragtes som hans bedste soloalbum, The Wildest Guitar’. Nogle år senere havde han fået nok af musikmiljøet i New York (og onde tunger siger, at det omvendte også var tilfældet). Han flyttede til Frankrig i 1964, stiftede familie og fortsatte sit arbejde som studiemusiker (nu med franske popstjerner), fortsatte indspilningen af en række fine soloplader, turnerede (med bl.a. Billy Cross og Delta i 1975) og havde gode lommepenge i indtægterne fra sine guitarlærebøger og fra ‘Love Is Strange’.

I 1975 blev han interviewet af MM, og fremstod ikke som den mest charmerende personage. De unge musikere blev affærdiget som elever af “the school of nothingness” og Baker kaldte succesen med ‘Love Is Strange’ “en stor joke for mit vedkommende … hun kedede mig til døde. Når man havde set et Mickey & Sylvia-show, havde man set dem alle…”

Sylvia gjorde senere karriere under efternavnet Robinson, både foran mikrofonen og som stifter af Sugar Hill Records.

Baker er, når alt tælles op og trækkes fra, måske en musikalsk parentes, men en skarp en af slagsen. Kynisk og pragmatisk på en og samme gang, og med et guitarspil (og en begrænset, men varm vokal), der er en af grundene til at gå på Spotify eller Wimp.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Readmore  

Frank Barsalona – koncertturneens genopfinder død

2 Comments

Han lignede ikke en rockstjerne, turnearrangøren og manageren Frank Barsalona, som er død, 74 år. Men han fik rockmusikere til at skinne som stjerner.

Det vrimler ikke ligefrem med ikke-musikere i Rockens Hall of Fame, men Barsalona virkede som et populært og oplagt valg, da hans ven Steven Van Zandt i 2005 begrundede, hvorfor en købmand nu skulle indlemmes sammen med kunstnere.

Da den country-glade søn af en buschauffør i starten af 60′erne blev ansat som assistent i talentagenturet, General Artists Corporation, var en af hans første opgaver at klare logistikken i forbindelse med The Beatles’ første amerikanske turne. Sid Bernstein fik æren, men beatlerne sagde Barsalonas navn videre til Rolling Stones som igen sagde det videre til Jimi Hendrix og The Who, som sagde det videre til Led Zeppelin. Da havde Barsalonas nystartede firma, Premier Talent, markeret sig som nytænkende og i øjenhøjde med kunderne, læs: rockmusikerne.

Barsalonas måde at gentænke koncerter og turneer på revolutionerede branchen. Som van Zandt sagde i 2005, så indså Barsalona, at “what’s most important in this new era is how good a band is live.”

Det var en radikal tanke. På det tidspunkt rangerede rock- og popkoncerter i underholdningshierarkiet “lavere end rodeo,” huskede Barsalona. Man sendte kun en kunstner på turne, når vedkommende havde et hit og da kun for at få dét til at sælge endnu mere. Hittet var med andre ord vigtigere end den, der sang det.

Frank Barsalona så koncertturneer som noget i sig selv. Han sagde, for igen at citere Little Stevie: “Before the hits before the records, before the radio, let’s have the band be good live first. And he proved the point over and over with bands like the Who, and Jeff Beck Group, and Led Zeppelin, and the Jimi Hendrix Experience, and Bruce Springsteen and the E-Street Band, and the Ramones, and the Clash, and the Pretenders, and U2, and Van Halen, and on and on and on and on.  You gotta be great live first.  And that combination created something that allowed the industry to breathe for a minute.  It wasn’t gonna be just about short-term gain anymore.”

Væk med kortsigtethed, svindleriske byfestarrangører og brugtvognshandlere. Og pakketure, hvor de deltagende kunstnere fik en halv time hver (tænk hvis Beatles var blevet udfordret som liveband og var blevet bedt om at spille to timer…). Ind kom et samarbejde mellem koncertarrangøren og kunstneren, som de facto reducerede kunstnerens afhængighed af pladeselskabets luner og plademarkedets skiftende konjunkturer. Samtidig sikrede de store indtjeninger, at det at gå til koncert blev noget i sig selv. Investeringen i og eskaleringen af scenografi og lignende havde ikke været mulig efter den gamle model. At koncertkulturen så kom til at lyde af uhelbredelig elefantiasis, kan man vanskeligt bebrejde Frank Barsalona, men det var en uudryddelig sideeffekt, der gjorde ham og hans kunder rige.

Trods alt så Frank Barsalona i sin tid rigtigt. Det kan man se den dag i dag, hvor kunstnerne jo faktisk sælger langt flere koncertbilletter end de sælger plader.

Ukrediteret privatfoto lånt herfra.

Rolling Stone har ladet Steven van Zandt skrive nekrologen.

 

Readmore  

Stemmen bag Earth Angel forstummer

Kommentarer slået fra

Stemmen bag en af de sange, som for mange amerikanere og filminstruktører levendegør 50′ernes uskyld og længsel, er død. Cleve Duncan blev enten 77 eller 78, men hans blødende og sukkende tenor på ‘Earth Angel (Will you be mine)’ vil leve længere. Ti millioner eksemplarer er der cirka solgt af sangen med ham og hans doo wop-kvartet, The Penguins, som har sin faste urørlige plads på natradiospillelisterne.

‘Earth Angel’ er skruet sammen af Penguins-medlemmet, barytonen Curtis Williams (og sangeren Jesse Belvin og Gaynel Hodge) med god hjælp fra Hollywood Flames’ version af sangen ‘I Went To The Wedding’, og den blev gruppens eneste hit. Og har du hørt den før, kan det være fra filmen, Tilbage til fremtiden. Som dog ikke brugte originalversionen, men en opdatering ved Marvin Berry and The Starlighters.

Tidligt i 1955 erobrede sangen førstepladsen på de amerikanske rhythm & blues-lister. Mere opsigtsvækkende var den ottendeplads, sangen opnåede på den ‘hvide’ Billboard popliste. Det var ikke hverdagskost at se sorte musikere placeret der og slet ikke så højt oppe. Typisk for tiden blev ‘Earth Angel’ øjeblikkeligt kopieret af en hvid vokalgruppe, The Crew-Cuts. Den blev nr. 3, men deres version svarer meget godt til deres navn, og var glemt inden foråret var ovre.

Og så blev Penguins-skæringen faktisk aldrig færdigproduceret…

Los Angeles-gruppen The Penguins havde indspillet ‘Hey Senorita’ og manglede en b-side. Tilbage til den garage, deres pladeselskab, Dootone, brugte som studie. Man var nødt til at fore trommerne med puder for ellers ville de overdøve vokalerne, men i kassen kom sangen. Som en demo, troede Dootone-bossen, Dootsie Williams. Han tog den hen til en lokal pladeforretning, Dolphins of Hollywood, for at høre ejeren om hans mening.

Efter bare at have hørt den smægtende indledning langede John Dolphin den straks videre til den DJ, han som en gimmick havde siddende bag en desk i vinduet. Pladevenderen, Dick ‘Huggy Boy’ Hugg, var vild med Cleve Duncans stemme. Og spillede prøvepresset nonstop de næste dage, og kunderne spurgte, hvor de kunne få den sang.

Dootsie Williams besluttede derfor at smede, mens jernet var varm, og det blev gloende, da singlen kom på gaden. Uden de planlagte instrumentale overdubs. Det var der ikke tid til. Det lagde ingen mærke til, da først Cleve Duncan skruede op for følelsesregistret:

Duncan levede de næste fyrre år af at synge ‘Earth Angel’ med skiftende udgaver af The Penguins.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

Foto: The Penguins anno 1954 fra oven og ned: Bruce Tate, Dexter Tisby, Cleve Duncan og Curtis WIlliams. Datidigt ukrediteret pr-foto.

Readmore  

Erik Moseholm 1930-2012

Kommentarer slået fra

Det virker naturstridigt, men Erik Moseholm er død, 82 år gammel. Hans vitalitet, engagement og modsigelyst virkede ellers, som om den ville vare evigt.

Denne blogger var senest i kontakt med Moseholm, da jeg researchede min Beatles-bog, Yeah Yeah Yeah. Moseholm havde på selve dagen for Beatles-koncerten i København i en kronik i Politiken spurgt “Kan De li’ Beatles?” Her gik han, dengang 34 og tidligere Årets Jazzmusiker, op imod tidens forargelse og roste The Beatles for at stå ved deres egen musik. Til gengæld lovede han tidens unge, at når de var færdige med The Beatles, ja, så var der så meget mere musikalsk rigdom at hente i jazzen…

Samme dag, fortalte Moseholm mig, ringede det på hans dør kl. 9.45. Udenfor stod et postbud med datidens mail, et telegram. Det var fra Poul Henningsen. Han skrev: “Efter den kronik kan man både dø roligt og kæmpe glad videre. Cognac følger.”

Moseholm holdt hele livet fast i sit jazzmusikalske udgangspunkt og virke – både som bassist og komponist, men han slog ørerne ud og endte i DR-regi som programansvarlig for netop beatmusikken, som han journalistisk behandlede som andet end tidsfordrivende pop.

Han gav rocken dens eget radiomagasin, Beatforum, i 1966, og varetog siden i syv fede år en ugentlig P3-udsendelse med livetransmissioner af aktuelle bands. Og blev dermed stifter af den dokumentariske samling af livemusik, som radioen siden optog, transmitterede og videreudviklede til international standard, men som DR i dag ikke skønner hører ind under public service-forpligtelserne.

Han søgte tidligt indflydelse, hans kritikere kaldte det magt. Han blev med sin næse for det kulturpolitiske hierarki og blikket for de offentlige tilskudsmuligheder tit en torn i øjet på de gamle hippier, der troede det hele lod sig klare i den der rundkredsdemokrati, hvor den stærkeste alligevel endte med at vinde. Moseholm erkendte, at for at drage nytte af de politiske organisationer måtte ‘miljøet’ selv skabe nogle. Han var primus motor i etableringen af bl.a. Fajabefa og DJFBA, og var også myreaktiv på det internordiske plan.

Han tillod dog aldrig at lade musikeren Erik Moseholm at blive overdøvet af administratoren og musikpolitikeren af samme navn. Og hans pionerindsats med Radiojazzgruppen og Radioens Big Band var med til at grundlægge begge ensemblers niveau og ry. Sideløbende og på kryds og tværs, for Erik hang det hele sammen, arbejdede han desuden praktisk og aktivt på at fremme den grænseløse europæiske musiksamtale. I en årrække var han leder af European Jazz Youth Orchestra.

Ungdommen mistede han aldrig kontakten til, hverken den inden i ham selv eller de, der skulle føre stafetten videre. Fra 1992 og fem år frem var han således rektor for Rytmisk Musikkonservatorium.

Sammen med hustruen, skuespilleren Vigga Bro, var han med til at forny historiefortællingen. Få havde så musikalsk og mangfoldig en historie at fortælle som Erik Moseholm.

De laver ikke hans slags længere.

PR-foto: Ingrid Bugge

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

Readmore  

Laus Bengtsson 1937-2012

1 Comment

Laus Bengtsson var en af de første, der fik nudansk ind i rockordbogen. Nu er han død, 74 år gammel, men hver gang jeg hører en af de sange, han skrev, griber jeg mig selv i at savne hans poetiske musikalitet i tidens sproglige mainstreamforfladigelse.

»Den vise rockpoet« står der i dødsannoncen. Og han havde, takket være sin alder, lidt mere livserfaring end de fleste, da han via en bagdør på et reklamebureau kom ind i 60’ernes pulserende beatmiljø. På bureauet arbejdede nemlig også Leif Roden. Som tekstforfattere havde de efter sigende en finger med ved tilblivelsen af det udødelige slogan, »Spies, rejs og vær glad«.

Ud at rejse kom Bengtsson i hvert fald. Med musikken. Og han tog os andre med. Som noget mere end tekstforfatter var han i 1969 med til at gøre Alrune Rods debutalbum til et af de tidligste og mest slidstærke eksempler på dansk beatmusik. Han tog os ud på Natskyggevej, hvor vi frydefuldt gysende tog hinandens hænder i nattemørkets muligheder. Man behøvede ikke ryge sig skæv, når man hørte hans tekster. De var i den grad euforiserende.

Allerede i 1968 var han begyndt at skrive de om muligt endnu mere personlige tekster, som i Povl Dissings dengang forkætrede tonefald skulle sikre både ham og sangeren noget nær udødelighed og reducere Eik Skaløe til en tidstypisk lejlighedsdigter. Egentlig hedder pladen bare Dissing, men den fik kaldenavn efter den sidste sang, ‘Nøgne øjne’ (Link til pladens tekster). Og på albummets centrale nummer, den elleve minutter lange ‘Tape fra en halv mand’ synger Dissing sårbart og indtrængende »og dine plader med ham der Bob dem har jeg allesammen snart slidt op…«

Sådan er vi mange, der har det med de alt for få plader, hvor Laus Bengtsson fik lov at forhekse al fornuft inden turen gik tilbage til virkeligheden. Hans og vores.

For Laus Bengtsson indebar det bl.a. arbejde i filmbranchen. Som klipper og som medinstruktør. Sammen med Ebbe Preisler dokumenterede han i filmen ”Cirkus børnerock” den effekt, børnerocken fik først i 80’erne. I den bevægelse og i Galebevægelsen genså Bengtsson den samme næsten demonstrative naivitet og utopiske livsduelighed, der i sin tid fik ham til at sætte knopskydende og selvvandende ordblomster.

Som om pladerne ikke var nok, redigerede han i 1970 et af periodens mest uvurderlige kildeskrifter, Der gror aldrig mos på en rullesten; en artikelsamling, hvor tidens anmeldere beskriver tidens musik på en måde, der sært nok transcenderer tiden. Bogen indledes med et citat af Paul Williams, den daværende redaktør for magasinet Crawdaddy. Han skriver, at “at skrive om musik er at skrive om et møde med sandheden”.

At høre Laus Bengtssons tekster er at blive mindet om, at der er mange sandheder.

CAPAC fyrer også en chillum.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

Readmore  

Robin Gibb 1949-2012

1 Comment

Robin Gibb og hans brødre må finde sig i at stå bag ved både The Beatles, Beach Boys og Rolling Stones, når det store regnebræt skal gøres op. Og det virker rimeligt al den stund Bee Gees først stemplede ind i det pladekøbende publikums bevidsthed i 1967, og da med musik, som absolut ikke var ude på at forandre, perspektivere eller protestere mod tiden.

Mindre kunne også gøre det, syntes radiopladevenderne. Sangen ‘New York Mining Disaster 1941′ var ikke så lidt mere iørefaldende end titlen lod antyde, og samme år fulgte Bee Gees op med den grandiose ‘To Love Somebody,’ skrevet af Robin og Barry Gibb til tidens soulkonge, Otis Redding, som dog aldrig nåede at indspille den.

Begge sange viste på hver deres måde Robin Gibbs musikalske forankring i både Lennon-McCartneys popeksperimenter og den dansable soul, som hjemsøgte tidens diskoteker.

Robin Gibb (og hans tvilling, Maurice, samt storebror Barry og efternøleren Andy) voksede op i en ikke alt for velstående engelsk familie med udlængsel. I 1958, samme år som Cliff Richard debuterede, udvandrede familien til Australien. Der blev de i otte år uden at blive rige. Til gengæld dannede brødrene eget band, som hittede lokalt med et par singler.

Det fik familien til at drage den anden vej i jagten på velstand. Hjemme igen fik Bee Gees via Brian Epsteins højrehånd, Robert Stigwood, pladekontrakt, og de næste år gav bandets distinkte stemmer ekko på hitlisterne.

Bag de fuldendte vokalarrangementer på sange som ‘Words’, ‘I’ve Gotta Get A Message To You’ og ‘I Started A Joke’ lurede dog alt andet end harmoni. Brødrene skændtes om, hvem der skulle være forsanger. Og efter det ambitiøse dobbeltalbum Odessa forlod Robin Gibb bandet i foråret 1969. Hans solokarriere tegnede lovende, da singlen ‘Saved By The Bell’ hittede. Uden sine brødres evne til at forhindre ham i at blive for svulmende romantisk, varede hans liv som solist kun et par år. I første omgang.

I 1971 toppede de genforenede Bee Gees den amerikanske hitliste for første gang, med ‘How Can You Mend A Broken Heart’. Succesen snød. Sangen var i virkeligheden et sidste gisp. Den brede musiksmag var ved at vende. Ind på det stroboskopbelyste dansegulv kom diskoen. Bee Gees blev bænkevarmere. Indtil de mødte produceren Arif Mardin. Han rendyrkede de falsetter, som blev stildannende, både blandt hvide og sorte sangere. Ikke mindst via Gibb-brødrenes bidrag til filmen Saturday Night Fever, hvor sange som ‘Night Fever’, ‘Staying Alive’ og ikke mindst den fødte evergreen ‘How Deep Is Your Love’ betød mindst lige så meget for succesen som John Travoltas dansetrin.

På det tidspunkt var Barry for mange blevet ensbetydende med Bee Gees, men ikke for Robin. Han var bandets svar på Paul McCartney – begavet og selvbevidst, men formåede ikke at kæmpe mod tidsånden. Den sorgløse disko fik det svært i 80’erne. Det samme gjorde Bee Gees, og det var så som så med broderkærligheden. Bedre blev det ikke af, at Maurice Gibb havde så store problemer med narko og alkohol, at det lagde grundstenen til hans død som 53-årig i 2003.

Bee Gees lod sig førtidspensionere. Inden da havde Robin Gibb udsendt ikke særligt succesfulde plader, og musikalsk havde han fremtiden bag sig. Han var imidlertid aktiv til det sidste. Til 100 års dagen for Titanics forlis begik han sammen med sin søn, Robin-John Gibb, et rekviem, som blev opført på selve dagen af The Royal Philharmonic Orchestra.

Robin Gibb skulle have overværet begivenheden, men hans sæde stod tomt. Han var da gledet ind i en koma. Siden vågnede han og på et tidspunkt forlød det, at han var i svag bedring, men komplikationerne knopskød, og søndag aften døde han i London.

Lad os tænde alverdens diskokugler.

PR-foto

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Capac lader også kuglen dreje.

Readmore  

Levons allersidste vals

2 Comments

Levon Helms betydning som brobygger mellem uramerikansk musiktradition og rocken fra Elvis og frem kan ikke overvurderes. Uden Helm og hans indsats i The Band ville man nu om dage ikke støde på ordet ’americana’ i hver anden anmeldelse af tidens nye rockorkestre.

Helm, som kort før sin 72 års dag er bukket under efter mere end ti års kamp mod kræft, var ikke en kustode. Han var en lyslevende multiinstrumentalist og sanger med en sej energi og spilleglæde, der først svigtede til allersidst.

Han voksede op på en farm i Arkansas. Hans første kærlighed var guitaren, siden kom mandolin og banjo til og først senere nåede han til trommerne. Derhjemme stod radioen på country, men efter at han som ung teenager havde overværet en koncert med Elvis Presley, var han ikke den samme, har han fortalt. Helm gik på opdagelse i den musik, der var brændstof for den unge komet fra Memphis. Og spottede forbindelsen mellem Bo Diddley og Hank Williams – på The lost notebooks, sidste års hyldestplade til Hank er Levons bidrag, ‘You’ll Never Again Be Mine’, det bedste.

Som syttenårig blev Helm hyret af den ikke spor originale, men storexcentriske og pr-pågående sanger Ronnie Hawkins. Denne var fra samme stat, men det var i Canada, han med Helm som ankermand blev et hit. Ud af det samarbejde opstod Levon And The Hawks. De kom tidens folkesangerstjernefrø for øre. Bob Dylan havde en plan, som indebar elektrificering.

Helm, dennes makker, guitaristen Robbie Robertson, og de andre høge kom på Dylans lønningsliste. Singlen, ‘Can You Please Crawl Out My Window’, vakte en vis opsigt. Dog for intet at regne mod det ikonoklastiske angreb på folkemusikken, som Dylan blev beskyldt for at udføre, da han erstattede den akustiske guitar med noget så profant som læderjakke og et rockband. Det huede ikke Helm at blive buhet ud hver aften, så da den amerikanske del af turneen var ovre, stod han af.

Helm skulle dog senere både spille og indspille med Dylan, som i går på sin hjemmeside sendte sin gamle kammerat disse afskedsord:

“He was my bosom buddy friend to the end, one of the last true great spirits of my or any other generation,” Dylan wrote. “This is just so sad to talk about. I still can remember the first day I met him and the last day I saw him. We go back pretty far and had been through some trials together. I’m going to miss him, as I’m sure a whole lot of others will too.”

FAKTISK OVERVEJEDE Helm efter den første, famøse Dylan-turne seriøst et farvel til musikken, og tog arbejde på en olieboreplatform i Den mexikanske Golf. I 1967 ringede hans gamle kammerater. De havde fået en pladekontrakt. Om han ville lege med igen? Han tog det næste fly.

Selv om det var canadieren Robertson, der skrev de store sange i The Band, var det Helm, der ved at forankre dem i en amerikansk bevidsthed gjorde dem endnu større. Bandets første og andet album er ikoniske. Og Helms karakteristiske røst gjorde ‘Up On Cripple Creep’, ‘Ophelia’, ‘They Night They Drove Ole Dixie Down’ samt den bibelsk storladne ‘The Weight’ til klassikere.

Også visuelt var det en oplevelse. Helm spillede sit fremaddrivende, men alt andet end simple trommespil (med spisepindefatning) samtidig med at han sang så hver en blodåre så ud til at være ved at briste.

Konflikterne mellem den forretningssnu Robertson og den stridbare Helm fik The Band til at takke af i 1976. Afskedskoncerten blev foreviget af Martin Scorsese i filmen The Last Waltz. På scenen vidnede et bredt udsnit af rockens blå bog om The Bands unikke position. En elektrificerende epitaf.

Siden udbrød en bitter fejde mellem Robertson og Helm, som endte med en vis forsoning eller våbenhvile, men Helm tilgav aldrig, at Robertson, ved det, Helm betragtede som ufine trick, havde købt de andre ud, så Robertson ejer forlagsrettighederne til et af rockens tidløse bagkataloger.

I en periode arbejdede The Band videre uden Robertson, men stofmisbrug og alkoholisme gjorde i bogstaveligste forstand projektet til en dødssejler.

Helms debutalbum i 1976 opdaterede den musik, han var vokset op med. Siden blev han gradvist mindre rockede, og i Woodstock etablerede han omkring årtusindskiftet i en tilbygning til sit hus en åben workshop. Der gik gny om disse »midnight rambles«, hvor kendte og ukendte musikervenner spillede fyraftensmusik af den slags, der forekom Helm at være bedre medicin end den kemoterapi, han undergik.

Undervejs i kræftforløbet mistede Helm sin signatur, stemmen, men i 2007 kæmpede han sig frem til et comeback med den Grammy-vindende Dirt farmer som blev fulgt op af Electric dirt i 2009. På begge plader lyder han som en mærket, men livsduelig mand.

Sådan skulle det ikke blive. For første gang ”snød” hans musik altså.

En af hans sange hedder »Ain’t no way to forget you«. Det samme siger jeg om Levon Helm.

Foto af Ahron C. Foster fra Helms hjemmeside.

Rolling Stone skriver også nekrolog.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Readmore  

Dick Clark 1929-2012

Kommentarer slået fra

En institution i showbiz, en levende legende, et underholdningsikon – fortsæt selv listen, Dick Clark matchede de fleste betegnelser. Nu meldes han død, 82 år gammel. I noget nær en evighed, fra 1956 til 1989, var han vært og producer for ABC-showet American Bandstand, kyst-til-kyst-programmet, der blev flere generationer af amerikanske teenageres tv-portal til popmusik.

Clark fik, på et tidspunkt, hvor Mylle gik i folkeskolen, prædikatet “verdens ældste teenager”, og lignede sit publikum, indtil poppen blev til beat i midten af 60′erne. Clark opretholdt dog sit image med slips, skilning og perletandssmil uanset de vildmænd, han fik til at optræde. Listen over medvirkende er så lang og varieret som rockhistorien. Alene i åbningssæsonen fik Clark besøg af Paul Anka, Chuck Berry, Sam Cooke, Bobby Darin, The Del-Vikings, The Diamonds, Buddy Holly, Johnny Mathis, Simon & Garfunkel, som da hed Tom & Jerry, Andy Williams og Jackie Wilson. Kun The Beatles nåede ikke at optræde live i hans program. Dem snuppede Ed Sullivan.

American Bandstand blev i mange år sendt om eftermiddagen på hverdagen, lidt som Efter skoletid, bare på tv med al den effekt dét havde. Clark var en venlig, høflig mand, og det var afgjort et familieprogram, hvad der fik konceptet til at tage sig mærkeligt ud i de år, hvor gæsterne var potentielle samfundsomstyrtere. I hvert fald i egen indbildning. Dick Clark smilede altid, som om han vidste bedre, men som han sagde: “It’s got a good beat and you can dance to it”.

Og så var det hele endda ved at ende for Clark, før det var begyndt. I 1959 begyndte den såkaldte payola-skandale at rulle – kun kort tid efter at der var blevet afsløret fusk i diverse tv-quizzer. Clarks ældre kollega, Alan Freed, indrømmede, at han nok havde taget sig betalt for at spille visse plader mere end andre, og kunstnere stod frem og fortalte, at de havde betalt for at komme til at optræde i Freeds shows. En praksis, der var så hævdvunden, at de involeverede bildte sig ind, at den var lovlig.

En anden indtjeningsmulighed for pladevendere og tv-værter var at blive medforfattere til tidens potentielle hits. Altså pro forma. At få en halv- eller kvartpart i ophavsretten lugtede ikke så grimt som at få penge under bordet for at spille den pågældende plade.

Payola-høringerne afdækkede, at Dick Clark havde været mindst lige så entreprenant som Freed i den henseende. Clark viste sig at stå som medkomponist til mere end 15o sange, og han havde investeret ret lukrativt i 33 musikforlag og pladeselskaber.

I modsætning til den antiautoritære Freed gjorde Clark et angrende, troværdigt indtryk i vidneskranken foran Kongressens undersøgelseskomite. Da Clark samtidig forsikrede, at han spejderagtigt var ved at afvikle sine interesser, slap han med skrækken og formanende ord fra komiteens formand, der fandt, at den potentielle delingkvent så ud som “a fine, young man”. Og konkluderede: ”I don’t think you’re the inventor of the system, I think you’re the product.”

Sideløbende med American Bandstand, som han selv producerede, var Clark økonomisk og personligt involveret i en række shows, både i tv og radio. Og da han ikke var kostforagter, endte han med at blive mangemillionær. Han var de senere år, indtil sit første hjertetilfælde i 2004, også vært ved skønhedskonkurrencer som Miss USA, og i mange år var Clark en tilbagevendende og elsket nytårstradition med tv-showet New Year’s Rocking Eve. En tilbagevendende gimmick i showet var Clarks nedtælling til midnat.

Nu er han talt ud, men Dick Clark går over i kulturhistorien som en af de første mediefolk, der erkendte, at “rock and roll is here to stay”, og teenagere ikke bare var et forældreplagsomt overgangsfænomen, men i den grad skulle udstikke kursen for fremtidens forbrugersamfund.

 

 

 

 

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top