Lucio Dalla 1943-2012

4 Comments

Da jeg som yngre og nyforelsket var i Rom i efteråret 1990, kørte italiensk MTV heavy rotation på singlen ‘Attenti al lupo’, en mundret, ørehængende fabel om også i overført forstand at passe på ulven. Sangeren kendte jeg ikke, og da det var før internet og wiki-mig her og wiki-mig der var det ud i pladebutikkerne (som eksisterede i rigt mål i Rom) og researche. Vi havde nærmest overvægt på vej hjem i flyet på grund af plader med Lucio Dalla.

Nu meldes Lucio Dalla død, tre dage før sin 69 års fødselsdag. De første, der viderebragte nyheden om sangerens død efter en koncert i Montreux, var munke, der twittede det sørgelige budskab fra Assisi! Guds sanger er død…

I en kulturel bananrepublik som den italienske, hvor overfladiskhed og de facto analfabetisme går hånd i hånd, var der brug for sangere som Lucio Dalla. Han havde lige stærke musikalske rødder i italiensk folklore som i Dylan. Og blev med årene mere og mere eklektisk. Skal man sammenligne ham med nogen, er det ikke Eros Ramazotti, men vores egen Sebastian for uforudsigeligheden og den musikalske alsidighed, der aldrig flader ud, men giver kontur. F.eks. findes en af hans største sange, ‘Caruso’, både i en version af Josh Gobran og Luciano Pavarotti (YouTube-link).

Dalla slog igennem i 70′erne efter at have forsøgt sig i den særlige genre, italienerne bare kalder ‘San Remo’ efter badebyen, hvor sangkonkurrencerne holdes. Her optrådte han bl.a. med The Yardbirds som akkompagnatører på en af sine første singler.

Et kunstnerisk gennembrud kom, da Dalla begyndte at anvende den uskrømtet marxistiske lyriker, Roberto Roversi, som tekstforfatter. Plader som Il Giorno Aveva Cinque Teste, Anidride Solforosa, og Automobili regnes i dag som grundstene for moderne italiensk poprock. Samarbejdet med Roversi ophørte, da Dalla gav efter for pladeselskabspresset og lugede en smule ud i de mere politiske floskler.

Man var dog aldrig siden i tvivl om, at Dallas hjerte bankede i mere end forstand til venstre. Det kom ikke mindst til udtryk i samarbejdet med Francesco De Gregori. 80′erne og de tidlige 90′erne var Dallas kunstneriske og kommercielle storhedstid. Plader som Cambio, Henna og Amen er værd at anskaffe sig for de, der kun opfatter italiensk musik som charterpop.

Et egentligt bokssæt er aldrig kommet. Nu er der en sørgelig anledning til det.

Lucio Dalla var født og boede i Bologna, hvis fodboldklub han var ivrig fan af. Og som antydning af hans betydning flyttede klubben i går spilletidspunktet for dagens kamp i serie A, så det ikke kolliderede med begravelsen. Større bliver det ikke på de kanter.


Dette er faktisk indlæg nr. 900 på denne blog siden den spæde start i november 2009.

Readmore  

Davy Jones 1945-2012

1 Comment

Da The Beatles igangsatte den britiske invasion af USA via deres medvirken i Ed Sullivan Show var de ikke alene på plakaten. På tv hin februaraften 1964 kunne amerikanerne også se et uddrag af den succesfulde London-musical, Oliver. I rollen som The Artful Dodger sås barnestjernen Davy Jones (der her til morgen blev fundet død af et hjerteanfald i sit Florida-hjem). Små tre år senere skulle han ride med på de seje efterdønninger af Beatles-bølgen som sanger i The Monkees, bandet fra tv-serien af samme navn, som både var kalkering og en kalkulation af Beatles-succesen.

Davy Jones var en af de 437 personer, som besvarede popmogulen Don Kirshners avisannoncering efter “folk and rock musician-singers for acting roles in a new TV series.” Annoncen efterlyste “running parts for four insane boys, age 17-21.”

Ingen i The Monkees spillede – til at begynde med – på deres egne instrumenter, men Davy Jones kunne synge og besad den slags charme, som alle dage har fået små piger til at drømme store drømme. Og med bl.a. Neil Diamond som en af leverandørerne solgtes bandet, som om de var de nye Beatles. Det var de selvfølgelig ikke, men tiden og nostalgien har været med den fermt konciperede og udførte musik, så vi næsten har glemt, at der var mere spekulation end inspiration på spil. Ikke mindst Rhinos absolut udtømmende genudsendelsesprogram har bidraget til revurderingen.

The Monkees inspirerede senere navne som Greg Kihn, The Rubinoos og The Knack. Og sange som ‘Daydream Believer’ og ‘I’m A Believer’ er obligatoriske på pladetallerkenen, når der er lørdagsbal i rock & roll heaven. Nu altså også med Davy Jones, og han var hele sit liv absolut ingen bænkevarmer. (Wiki-link)

Ukrediteret pr-foto lånt herfra.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Readmore  

Billy Strange fik stjernerne til at skinne

Kommentarer slået fra

Han spillede den 12-strengede guitar på ‘Sloop John B.’, han arrangerede ‘These Boots Are Made For Walking (og ‘Something Stupid’) for Nancy Sinatra (og hendes far), dirigerede og arrangerede for Ole Blue Eyes himself (‘bl.a. ‘Younger Than Springtime’), skrev ‘Limbo Rock’ for Chubby Checker og ‘Little Less Conversation’ for Elvis – for nu bare at nævne nogle af de mange, ofte ukrediterede, men aldrig anonyme indsatser i musikkens tjeneste, som gennem et helt liv gjorde, at Billy Strange var en af dem, stjernerne ringede til, når de skulle skinne endnu mere.

Nu meldes han død, 81 år gammel.

Billy Strange tilhørte den gruppe af studiemusikere i Los Angeles, som gik under navnet Wrecking Crew. En diskografi over hans medvirken ville være en livsopgave for en arkivar, men ville sige alt om Stranges indflydelse i såvel stort som småt i de skiftende lydbilleder fra slut-50′erne og frem.

Teknisk var han intet mindre end fremragende med en helt egen timbre og vibrato, som bedst kom til udtryk på Nancy Sinatras udgave af Cher’s ‘Bang Bang’. Hør den her. Intet under at han i et par år var hemmelig studiemusiker for The Ventures (og for The Monkees). En amerikansk Jørgen Ingmann med et rockende country-twist.

Smørret på brødet gjorde Strange ekstra højt ved fra midten af 60′erne at indlede en seriefremstilling af instrumentalalbums, bl.a. med James Bond-filmtemaer og tidens hits. Stilen fik kælenavnet ‘loungeabilly’. Og selv om de selvfølgelig grænsede til muzak kender jeg en del guitarister, der har dem stående derhjemme uden at skamme sig.

Det gjorde Billy Strange heller ikke. Og det er egentlig ikke så mærkeligt.

Gå på opdagelse i hans univers her.

Readmore  

Johnny Otis 1921-2012

Kommentarer slået fra

I sidste uge blev Etta James i nekrologer berømmet for sin måde at forbinde blues og soul på. Tre dage tidligere døde manden, der som den første hørte hendes potentiale og som i 1955 producerede ’Roll With Me, Henry’, singlen, der blev et gennembrud for den 15-årige Etta James i vokalgruppen The Peaches. Johnny Otis blev 90 år og døde i Californien i et hjem, prydet med billeder, plakater og guldplader fra et langt liv, tilegnet musikken.

Kapelmesteren, produceren, trommeslageren, vibrafonisten, pianisten, sangeren og komponisten Johnny Otis var af græsk afstamning. Han var født Ioannis Veliotes. Det lød ligesom ikke helt så autentisk som Johnny Otis, der tidligt blev besat af afro-amerikansk kultur i almindelighed og jazz og blues i særdeleshed. Som han senere sagde: »Genetisk er jeg græsk helt igennem, men jeg har psykologisk, kulturelt og miljømæssigt valgt at være en del af det sorte samfund…«

Som trommeslager slog han sig i fyrrerne frem i rækkerne i det konkurrencemindede bigband-miljø i Los Angeles. Som medlem af Harlan Leonard’s Rockets blev han efterspurgt for sit akkompagnement af aktuelle rhythm & blues-navne som Wynonie Harris og Charles Brown. Både på scenen og på plader.

Otis etablerede sin egen klub og fik en pladekontrakt. Han var et øjeblikkeligt hit. Alene i 1949 havde han tre hitlistetoppere på R & B-listen, men kunne ikke holde momentum. Måske fordi han i stigende grad blev indfanget af glæden ved at opdage og forme uprøvede talenter. I sin notesbog fik han, udover Etta James, sat krydser ud for senere stjerner som Esther Phillips, Jackie Wilson, Hank Ballard samt Big Mama Thornton, hvis originalindspilning af det senere Elvis-hit ’Hound Dog’ Otis og hans orkester forestod.

Da rock ’n’ roll-bølgen tog fart i midten af 50’erne, fik Johnny Otis ny vind i sejlene som solist – og lød som hvis den stilbeslægtede Leo Mathisen i sin tid havde kunnet indspille med et rockband. Otis’ kendteste sang, ’Willie and The Hand Jive’, blev et hit to gange. Først med ham selv (YouTube-link) og senere, da Eric Clapton genindspillede nummeret i 1974.

Den første tv-guldalder eksponerede Otis som vært for hans eget show, der samtidig tjente som affyringsrampe for en del af de navne, han protegerede og producerede. Et af dem var hans egen søn, Shuggie, som i 70’erne skulle skabe sig et navn som en vital guitarist og sanger, medens faderen med succes gik ind i fødevareindustrien.

I 1994 blev Johnny Otis (Wiki-link) optaget i rockens Hall of Fame. Den traditionelle begrundelsestale blev holdt af Etta James. Hun ledte ikke efter ordene.

Readmore  

Soul’ens Billie Holiday død

2 Comments

Etta James levede som hun sang. Hjerte rimede på smerte i et liv, der lyder som en god historie. Men for hende, der nu er død, 73 år gammel, af lang tids lidelsesfuld leukæmi, var tilværelsen ikke digt, men hård virkelighed.

Hun var længe om at slå igennem der, hvor pengene virkelig er – i den hvide mainstream-kultur, og da hun omsider gjorde det efter at være blevet indlemmet i rockens Hall of Fame i 1994 var det uden at give køb på den blues- og soulmættede autencitet, som havde gjort hende til forbillede for så forskellige kunstnere som Mick Jagger, Aretha Franklin, Rod Stewart, Bonnie Raitt samt ikke mindst Janis Joplin. Sange som ’At Last’, ’Tell Mama’ og ’I’d Rather Go Blind’ er blevet soulklassikere.

Født Jamesetta Hawkins som datter af en 14-årig løs-på-tråden-mor voksede hun op hos skiftende plejeforældre i Los Angeles. Som teenager vakte hun opsigt med sin stemme i den lokale baptistkirke, og dannede doowop gruppen The Peaches, der hittede i 1955 med sangen ’The Wallflower – Dance with me, Henry’ – men kun på de såkaldte rhythm & blues-lister.

I 1960 kom hun i stald hos pladeselskabet Chess, sang kor på Chuck Berrys ’Back In The USA’ og fik stor succes med ’All I Could Do Is Cry’ – igen kun på det sorte marked, som til gengæld var hastigt voksende i de år, hvor også den befolkningsgruppe mærkede velfærdsopsvinget.

Som så mange andre selskaber dengang ville Chess helst servere deres sorte kunstnere så spiselige for et hvidt publikum som muligt. Det betød, at sangene blev anrettet med masser af strygere. Det lod Etta James sig ikke mærke med. Hun sang durk gennem violinerne med en kontraalt-stemme, der forenede rå mandighed med feminin sårbarhed. ’At Last’ blev i 1961 hendes gennembrud til et mere blandet publikum.

Medaljen fik hurtigt en bagside: Etta James blev afhængig af heroin og smertestillende piller – til tider livstruende. Hun kæmpede med narkomanien de næste 30 år. Følgevirkningerne var butikstyveri, udskrivning af gummicheck og almindelig småsvindel.

Alligevel blev hun ved at få udsendt plader og turnere (bl.a. som opvarmning for Rolling Stones i 1978). Anmelderroser ankom også i bundter hvad enten hun sang Billie Holiday, gospel eller kontemporær soul, men den sidste kommercielle prik over i’et var hendes liv for ustadigt til, at hun kunne sætte.

De seneste ti-femten år af sit liv fik hun mere styr på sin tilværelse og dermed sin karriere. Pladerne blev mere fokuserede, hun modtog diverse Grammy-trofæer, bl.a. æresprisen, og ved at lægge stemme til ’I Just Wanna Make Love You’ i en tv-reklame for Coca-Cola nåede hun i 1996 omsider et massepublikum.

I 2008 så Etta James sig selv portrætteret, af Beyoncé Knowles, i filmen ’Cadillac Records’, om pladeselskabet Chess. Hun var ikke smigret. Og udtrykte siden surhed over, at det var Beyoncé og ikke hende, der sang ’At Last’ ved Barack Obamas indsættelsesfest.

Etta James trak siden i land og sagde, at hun ikke havde ment det sådan. Senere undskyldte hendes søn affæren og forklarede, at den skyldtes, at hans mor havde fået konstateret Alzheimers.

Hendes stemme og de bedste af hendes indspilninger er i hvert fald ikke til at glemme.

 

Readmore  

Miss Q, R.I.P.

1 Comment

Dødsannoncen i Politiken gjorde ikke meget væsen af sig: Hanne Qvist Larsen 1944-2011. Underskrevet Sylvester, Alice og Molly. Hun fyldte mere end som så, Kim Larsens kone gennem en snes år.

Rigtige rockstjerners kærester og koner kan somme tider antage mytologisk status. Ingen historier om John Lennon uden Cynthia og Yoko. Ingen historier om Paul McCartney uden Lovely Linda og Jane Asher. Ingen Keith Richards- eller Brian Jones-anekdoter uden Anita Pallenberg. Og så videre og så videre.

Herhjemme er der kun få rockstjerner – og dermed rockkoner – af den statur, men Kim Larsen opnåede at få sin (anden) kone gennem en snes år mytologiseret. Ikke så meget for det, Hanne Qvist Larsen gjorde og var – hun var et meget privat menneske (ligesom i øvrigt Larsen) – men via den sang, han skrev til hende.

‘Kvinde min’ fortæller alt om, hvilken brand hun antændte i sangeren, da han mødte hende og den betingelsesløse kærlighed i februar 1972 på værtshuset Laurits Betjent:

Kvinde min jeg elsker dig
og jeg ved du elsker mig
og hvad der så end sker
åh la det ske
for jeg er din
og selv om vi har skændtes tit
og du har grædt og lidt
når det har været slemt
så glem det nu
for jeg er din.

Han havde mødt hende længe før. I sin bog Larsen beretter Peder Bundgaard, hvordan Kim d. Yngre engang så hendes madonnaansigt i skolegården hjemme på Mågevej, men det blev ved det.

At de gik med hinanden hjem første gang efter en nat i netop det københavnske minefelt var næsten for symbolsk. Deres ægteskab var ikke for de sagtmodige. At være gift med Kim Larsen var i store stræk også at være gift med en bigamist, der vel at mærke ikke holdt det hemmeligt, at han havde et forhold til anden side. Gasolin’ (og musikken) var den anden store kærlighed i sangerens liv. Den balancegang var udfordrende, opslidende og spændende. Larsen fulgte sine drømme og sine instinkter. Og udefra set så det for nogen mest ud som om Hanne bare fulgte med.

Så enkelt var det ikke. Hun gav sin mand modspil, var selv en temperamentsfuld kvinde, en skrap moster, for nu at blive i Larsen-jargonen. Hun kunne absolut selv tage fra, når rock ‘n’ roll-buffeten blev rettet an. Men hun var også mor til tre af hans børn og holdt sammen på familien, også når den var på udebane, som i de slidsomme og i virkeligheden ret ensomme år på 18th Street i New York, byen, som Larsen beskrev som en ‘town without pity’. Miss Q var ikke uenig. I de år savnede hun Danmark.

Offentligt kaldte Kim Larsen hende ‘Kranen’. Det var hun ikke specielt henrykt over. Hun kunne bedre lide hans andet kælenavn for hende, Miss Q. Eller bare ‘min dame’. ‘Kranen’ var nu ikke ondt endsige mandschauvinistisk ment, fortæller Bundgaard. En kran var sådan en, der, når den kom majæstetisk duvende, fik al trafik til at gå i stå.

Sådan en kvinde er vi nogen, der husker Hanne Qvist som.

Hun blev 67. Sangen om og til hende har ingen alder:

Foto: Jan Persson (fra bogen Gas, Gyldendal 2006)

 

Readmore  

Hubert Sumlin R.I.P.

1 Comment

Uden Hubert Sumlin havde Howlin’ Wolf ikke hylet med samme generationsoverskridende gennemslagskraft. Sumlin døde i søndags, 80 år gammel, og samarbejdede fra 1953 til 1976 med The Wolf i et forhold, der enten lignede et stormfuldt ægteskab eller et helt-ud-til-kanten far/søn-forhold.

Alt efter hvorfra man betragtede det. Sumlin sagde siden, at han til sidst ikke var klar over, hvor Hubert holdt op og Wolf begyndte. Og omvendt.

Til gengæld var der aldrig tvivl om hans betydning for de indspilninger, Wolf foretog af især Willie Dixons kompositioner. Sumlins fint slebne, aldrig blærerøvsornamenterede, altid organiske spil satte sit distinkte præg på numre som ’Back Door Man’, ’Spoonful’, ’I Ain’t Superstituous’, ’300 Pounds of Joy’ (som blev indspillet af min skoles orkester, The Maniacs) og ikke mindst ’Litlle Red Rooster’. På den sidste var det dog ikke ham, men Ulven, der spillede den slideguitar, Brian Jones siden kopierede på Stones-versionen af samme sang.

I sine liner notes til Wolf-bokssættet med Chess-indspilningerne beskriver produceren Dick Shurman Sumlins stil sådan: ”imaginative, angular, taut attack, frequent glisses, maniacally wide vibrato and percussive chords, all drawn with an exaggerated brush…”

Det kunne Jimmy Page (hvis indsatser på de to første Zeppelin-plader står i ubetalelig gæld til Sumlin), Eric Clapton, Hendrix og Robbie Robertson også høre…

Efter årene med Wolf arbejdede Sumlin som solist og nåede at udgive en halv snes plader. De er solide eksempler på Chicago-blues, men de udgør ikke hans eftermæle.

Han blev aldrig rig af sine indspilninger, men han gjorde os andre rigere. Og nåede lige inden sin død at se sig selv placeret på Rolling Stone’s liste over de hundrede bedste rockguitarister.

Det manglede bare.

Besøg hans hjemmeside: her.  

 

Readmore  

Dylan-producer død

1 Comment

Blandt dylanologer og andre, der (bag)kloger sig på His Bobness, har det aldrig været god tone at kunne lide 1978-albummet Street-Legal, det, hvor Billy Cross medvirker på meget melodisk og stilren lead guitar. Nu meldes pladens producer, Don DeVito, død, 72 år gammel, efter en langvarig kamp mod prostatakræft.

Street Legal rummer i mine ører nogle af de bedste Dylan-sange: ‘Changing Of The Guards’, ‘Is Your Love In Vain’, ‘Senor’ og ‘Where Are You Tonight’. Der bliver spillet uhyre potent af det band, som siden blev hånet for at akkompagnere Dylan i dennes såkaldte Las Vegas-periode. Det er rigtigt, at tøjet var småkikset, men aldrig vil jeg glemme de koncerter i London og Göteborg.

En af grundene til undervurderingen af Street Legal var, at man åbenbart havde ‘glemt’ at mixe lyden. Det lød mudret og ikke godt, og blev ikke bedre, da pladen kom på en førstegenerations-cd. I 1999 tog Vito revanche og remixede pladen i SACD, så musikken fremstod som fornyet. Sensuel og sejt swingende. En af Bobs bedste blues-plader!

Til Midt i en beattid siger Billy Cross om sin gamle producer:

“Don DeVito was a producer of the old school in many ways. He played in the Royal Teens in the 50′s, who had a hit with ‘Short Shorts’ and moved from being a musician to becoming involved in other aspects of the industry, mainly A&R, marketing and packaging of music. Coincidentally Al Kooper joined the band as a replacement for one of the original members some time later. It’s curious that both men should play central roles in the production of Bob Dylan’s music in the mid 60′s through the late 70′s.

I worked with Don on Live at Budokan and Street Legal. He was also the producer of Topaz, the band I had in 1977 with Rob Stoner and Howie Wyeth who were Dylan’s rhythm section on Desire and Hard Rain. Robbie, as we know, was with me at Budokan. 

Don was not a musical producer but more of an attitude producer. He seldom got involved in the musical/technical aspects of a project. He worked off of the vibe, the feeling, and the well defined knowledge of the potential audience for the artist’s specific recording.

He certainly taught me to sharpen my ears and increase my awareness of what was suitable for an artist’s audience in the eyes of those whose job it was to organize and sell the music to them.  

Don was also a person who could smooth over a conflict, be it one in the band or one between management and the record company, he was always the voice of reason. Many were the times when we were invited back to his beautiful apartment on Riverside Drive and 86th Street to relax and cool down and find our way to the solution of a problem.

He loved his family and he and his wife loved horses. When he finally moved out of Manhattan to upstate New York, he became something of a country gentleman. Anyone who had the pleasure to have known or worked with Don will miss him. He was a good man and a moral person,” siger Cross.

DeVito var selv musiker før de mange år som executive på CBS/Sony, hvor han endte som vicepræsident, før han lod sig pensionere i 2007.

Han startede som nævnt som guitarist i Bob Gaudios The Royal Teens og siden i Al Koopers turnéorkester. Og havde sit eget band, The Sabres, inden han gik bag scenen som producer og repertoiremand fra 1967.

Han arbejdede med bl.a. Billy Joel, Johnny Cash (som introducerede ham for Dylan), Aerosmith, James Taylor og andre fra dengang de multinationale pladeselskaber ikke alene sad på kagen, men også selv havde bagt den.

DeVito var også producer af Dylan-albummet Desire og de facto producer af Blood on the tracks. 

De laver ikke hans slags mere i pladebranchen.

Readmore  

Marvin Tarplin 1941-2011

Kommentarer slået fra

Guitaristen Marv Tarplin er død, 70 år gammel. De kaldte ham Motowns hemmelige våben og lidt var der om snakken. Men selv om han helst holdt sig i baggrunden og i studiehalvmørket, adskilte han sig fra sine musikerkollegaer, Funk Brothers, i Motowns Snake Pit ved faktisk også at være regulært medlem af en gruppe, The Miracles. Indtil 1973.

Han kendte to-tredjedele af The Supremes, fordi han havde gået i high school med dem. Før de blev til The Supremes, kaldte de sig The Primettes. Tarplin blev deres guitarist og deltog i den afgørende audition for Smokey Robinson, selskabets cheftalentspejder.

Smokey hyrede umiddelbart efter Tarplin som sin og The Miracles’ guitarist. Uden at vide at han med i købet fik en kreativ sparringspartner, som i praksis var med til at skrive en række af Robinsons største sange. Ikke mindst ‘The tracks of my tears’, hvor Tarplins guitar-intro var inspireret af, at Tarplin havde hørt Harry Belafontes ‘Banana Boat Song’ – spillet på forkert hastighed.

Siden var det på sange som ‘Going to a Go-Go’, ‘My Girl Has Gone’ og den vidunderlige, rytmisk intrikate ‘The Love I Saw In You Was Just A Mirage’ svært at høre, hvor sangskriveren Smokey Robinson stoppede og Marv Tarplin tog over. Han blev en integreret del af Robinsons sangskrivning, og blev behørigt krediteret. Noget, der bestemt ikke var en selvfølge dengang.

Marv Tarplin introducerede også nye guitartyper, i hvert fald for Motown-lyden. Han spillede 12 strenget på ‘Going to a Go-Go’, og akustisk guitar på ‘Mirage’. Og lyttede en del til den folkrock, som spirede frem. På den måde forstærkede han Motowns cross over-effekt til et hvidt publikum.

Smokey og han fortsatte senere samarbejdet på hits som ‘Cruisin’, da Smokey blev solist.

Som om alt dette ikke var nok til at sikre en plads i poppens Pantheon, var Tarplin medkomponist på to af navnebroderen Marvin Gayes tidligste træffere, ‘I’ll Be Doggone’ (som på disse kanter blev lavet i en sej udgave af svenske Tages) og ‘Ain’t That Peculiar’.

Der tales så tit om, at Keith Richards var inspireret af Chuck Berry. Det er ikke forkert, men Marv Tarplins elaborerede rytmeguitarspil var ikke ukendt for Richards (og Hendrix aflurede også Tarplin et trick eller to). At Stones senere lavede en cover version af ‘Going to a Go-Go’ var Richards’ måde at sige tak for miraklerne på.

Det gør denne blogger også.

Det samme gør kollega Capac – selvfølgelig.

Readmore  

Manden bag butcher-cover død

Kommentarer slået fra

Manden, der tog forsidebilledet til The Beatles’ mest kontroversielle cover, er død. Robert Whitaker blev 71. Allerede dagen før udgivelsen i USA blev pladen trukket tilbage. The butcher cover var for hård kost. Selv til en maskeret opsamlingsplade.

Der har siden floreret en del meninger og myter om betydningen af billedet. Ikke mindst fra Whitaker selv. Både protester mod Vietnamkrigen og beatlernes tiltagende aversion mod plademarkedet har været nævnt.

Vi lader billedet tale for sig selv.

For Whitaker blev det kun en parentes i karrieren, som ikke mindst kom til at rumme en masse opgaver med rigtigt lemlæstede kroppe. Han blev såret af en granat i Vietnam og regnes for en af de store krigsfotografer.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top