K.B. Hallen in memoriam

6 Comments

Herrestengud, det er jo bare en gammel hal, blev jeg ved med at sige til mig selv på vej ud til DR Byen. DR Nyheder havde hidkaldt mig for at tale i et par sekunder om K.B. Hallen og dens betydning. Og jeg fandt ud af, at jeg kunne have talt i flere timer. Med røg i øjnene eller er det tårer?

For der er grund til vemod nu, hvor hallen på Peter Bangs Vej lige så stille ulmer ud efter at have brændt med en spektakulær glød, der svarer til alle de begivenheder, den har lagt hus til siden Christian X indviede den i 1938.

Jeg så af gode grunde aldrig hverken Louis Armstrong, Duke Ellington, Gigli, Winston Churchill eller dengang en ung sadelmager ved navn Ib Jensen uden at ane, hvad han havde gang, indviede hovedstadsungdommen i rock & roll i 1956.

Derimod var jeg der, da Pete Townshend lagde grunden til sin tinnittus. Før det havde jeg været der, da The Beatles – forgæves – forsøgte at overdøve den effekt, de havde på de danske piger i juni 1964. Og to år senere, der virkede som et lysår, definerede Bob Dylan og det, der blev til The Band, moderne rock lige for ørerne og øjnene af os uden at vi anede, hvad der foregik. Vi kunne bare ikke undgå at mærke det, Mr. Jones.

K.B. Hallen var også stedet, hvor vi nød hvirvelvindshåndbolden fra Jørgen P. og de andre i HG, datidens svar på AG København. Eller Schneekloths navnkundige målmand, Bent Mortensen. Eller Efterslægtens møver, Arne Andersen. Eller Gullfoss-keeperen Jørgen Brahtz, når han lagde brillerne, før han brillerede med at tage endnu et straffekast. Eller, eller, eller…

Det var også i K.B. Hallen, at Pink Floyd opførte rene lydmalerier med raslende kæder og døre, der smækkede. Og her Jimi Hendrix gennembrud lydmuren for en af de sidste gange. For nu ikke at glemme en meget mindeværdig koncert med Stephen Stills’ Manassas.

På det personlige plan, som det hedder, husker jeg afdansningsballer, firmafodboldstævner, juniorhåndboldmesterskaber og den berusende aften i 1971, hvor det band, jeg var sangtekstskrivende femte medlem af, varmede op for Deep Purple 14. november 1970. Formedelst 500 kr. spillede vi i over en time og havde til lejligheden allieret os med et skolekor. Vi fik salen i vores hule hånd. Vi måtte dog siden løsne grebet, da Roger Glover trådte på bas-pedalen og fik ‘Speed King’ til at accelerere.

Heavymetallisterne blev i hallen og bliver nu hjemløse, men resten af rocken voksede sig for stor. Den flyttede til udsteder som Brøndby Hallen og den usalige Valbyhal. Det blev aldrig det samme.

Det kræver nemlig omgivelser, der emmer af historie, for at kunne skrive historie. Det gjorde K.B. Hallen mere end en gang. Nu er den selv historie.

Readmore  

Wade Mainer 1907-2011

Kommentarer slået fra

Sangeren og banjospilleren Wade Mainer opfandt ikke bluegrass-musikken, men han moderniserede den, så den flyttede sig fra folkemusik til populærmusik. Nu meldes han død, 104 år gammel, men går over i historien som en af de første, der fandt på at spille fingerspil på banjoen med to fingre, og blev dermed inspiration for så forskellige navne som Earl Scruggs, Bill Monroe, Dolly Parton, The Byrds og Ry Cooder.

Da Wade Eckhart Mainer før Første Verdenskrig begyndte på banjoen på forældrenes husmandssted i bjergene i North Carolina, var instrumentet ikke et soloinstrument. Det var han med til at gøre det, og i de forskellige konstellationer han i mellemkrigsårene optrådte i under navnet Sons Of Mountaineers raffinerede han samtidig de vokalarrangementer af de traditionelle sange, som siden dannede skole, både i country og senere i folk.

Han blev i 1937 gift med sangeren Hillbilly Lilly alias Julia Mae Brown. De optagelser, der findes med dem, viser en duo, båret af både blues og bluegrass. Sangen ‘Sparkling Blue Eyes’ blev et hit, som bragte Mainer til Det hvide Hus for at spille for præsident Roosevelt og fru Eleanor (som han ved den lejlighed kom til at spilde is på).

Årene under Anden Verdenskrig var hårde ved Mainer. Han arbejdede på en bilfabrik og havde ikke råd til at bruge sin rationerede benzin på at køre til de radiostationer, der gerne ville høre ham. Han skulle jo også gerne kunne køre på arbejde.

Han gled derfor ud af billedet, og en ny generation tog over. Efter krigen blev han nyvakt som kristen og holdt op med at spille, men vendte tilbage til scenen i 1961, og nåede faktisk at blive dokumenteret på en række gospelplader. I en alder af 95 debuterede han på Grand Ole Opry, countrykulturens Mekka, og beviste, at han musikalsk ikke var nogen oldsag.

Illustration: Branchemagasinet Cashbox gjorde tidligere i år Wade Mainer til coverboy.

Readmore  

Han gemte The Beatles i hvidt

1 Comment

Den britiske popart-kunstner par excellence, Richard Hamilton, meldes død, 89 år. Uanset sine øvrige meritter må Hamilton finde sig i at være bredest kendt som skaberen af omslaget til The Beatles, albummet, der gik over i historien som The White Album. Lp’en udsendtes 22. november 1968.

Hvor forgængeren, Sgt. Pepper, havde været indpakket i et psykedelisk inspireret farveorgie, der allerede virkede en smule forældet, var omslaget til The Beatles som bekendt hvidt og kun hvidt, gruppenavnet var relieftrykt på forsiden, og hver plade havde sit eget serienummer, som om den var et stykke unika og ikke et resultat af massefabrikation – særpræget overlevede ikke transformationen til den digitale tidsalder.

Alt imens John Lennon røg sig dvask og indelukket på hash, havde Paul de kulturelle antenner ude. Han havde haft idéhatten siddende kækt på sned, da han gav den parnasombejlede Hamilton opgaven. Det asketiske omslag stod i underspillet, men derfor dobbelt fræk kontrast til den mangfoldighed, pladens 30 numre udfoldede.

Richard Hamilton fik 200 pund for opgaven. Som han senere sagde om beløbet: “I thought that was a bit mean.”

Et lille ps: Fjorten dage senere udgav The Rolling Stones pladen Beggar’s Banquet. Dens coverdesign blev straks beskyldt for at planke The Beatles. Måske, men virkeligheden var, at det var en sidste-øjebliks nødløsning, fordi pladeselskabet havde fyret det første omslag for at være for obskønt og obskurt.

Readmore  

75 år: Buddy Holly in memoriam

1 Comment

I morgen kunne Charles Hardin Holley have fejret sin 75 års dag, men der kom en inkompetent pilot i vejen:

DET VAR pissehamrende koldt. Turnébussen var allerede brudt sammen et par gange, og varmeanlægget var kaput, så popstjernerne frøs, iført flere lag tøj.

Der lugtede af zoologisk have i turbussen, døgngammel sved, uvasket tøj og hår, der sad i kager af frossen brylcreme, som lige så stille smeltede ned ad de crew-cuttede nakker, når man kom indendørs.

Jo, The Winter Dance Party arbejdede sig fra det ene job til det næste i det amerikanske midtvesten.

Vi taler om provins her, verdens røvhul, som pludselig var verdens navle, takket være radioen, som sendte blufærdighedskrænkende rock ‘n’ roll lige ind i hjertet af et koldkrigs-Amerika, hvor petting var politisk korrekt, og oprør var noget, indianerne bittert havde fortrudt, de gjorde i forrige århundrede.

Efter koncerten i Clear Lake i det nordlige Iowa syntes Buddy Holly, han ville vise, hvem der var den sande stjerne på turneen, som også talte de kommende stjerner Ritchie Valens, novelty-døgnfluen The Big Bopper alias Texas-discjockey’en J.P. Richardson samt Dion og hans doowop-backingband The Belmonts, hvis bassanger Carlo Mastrangelo den aften sad ind som trommeslager for Hollys Charles Bunch, som havde fået frost i fødderne.

Kamp om sæderne
Holly havde, som frontfigur i The Crickets, allerede hittet året før med sangene “That’ll Be The Day”, “Peggy Sue” og “Oh, Boy” – på begge sider af Atlanten, og dette var hans første tur som egentlig solist, så selv derude hvor kragerne vender, var der lidt verdensmand over at love bandet at hyre et fly, så man kunne nå at komme til Moorhead, Minnesota og dér få vasket tøj og hår før aftenens job. Formedelst 36 dollar pr. sæde lejede Holly et lille 4-sædet Beechcraft Bonanza.

The Big Bopper hostede og harkede sig til at overtage det sæde, der egentlig var tiltænkt Hollys bassist, den senere country-stjerne Waylon Jennings, som endte med at blive i bandbussen. Det samme gjorde Dion. Valens prøvede at bosse sig til at komme op at flyve i stedet for Hollys guitarist Tommy Allsup. De endte med at slå plat og krone. Valens vandt. Eller hvordan man nu skal udtrykke det.

Få minutter efter at være lettet fra Mason City i et begyndende uvejr med dalende sigtbarhed mistede man ved halvto-tiden kontakten med piloten, som af bar benovelse over at have popstjerner som passagerer, havde glemt at fortælle, at han ikke havde licens til blindflyvning.

Maskinen blev fundet kvast i en majsmark næste morgen, den 3. januar, 1959, “the day the music died”, som Don McLean senere udødeliggjorde begivenheden i sit 1972-hit ‘American Pie’.

Buddy Holly nåede ikke at blive 23. Han var, med bitter ironi, kun på Winter Dance Party-turneen, fordi han trængte til pengene midt i et kontraktligt slagsmål efter et brud med Norman Petty – produceren, der var med til at forvandle Holly fra en country & western-sanger som alle andre til en af dem, der tydeligst var med til at udstikke rammerne og kursen for fremtidens rock ‘n’ roll.

Naboens kiksede søn
Buddy Holly var den, han lignede. Naboens lidt kiksede nørd af en søn med hinkestenstunge sygekassebriller, som endte med at blive hans varemærke. Der eksisterer kun meget få filmstrimler af ham som performer, men han var paradoksalt nok en frenetisk raver, der hængte genertheden fra sig på en knage i omklædningsrummet, inden han entrede scenen.

Myten om Holly ligner ingen andre rockmyter. Han døde så tidligt, at han ikke nåede at få nogen historie. Han levede ikke et udsvævende hedonistisk liv, han stak sig ikke i armen og han drak og teede sig ikke som et præmiesvin.

Hans opvækst som Charles Hardin Holley i (Janis Joplins fødeby) Lubbock, Texas var usensationel og total gennemsnitlig. Hans vej til hitlistetoppen var helt traditionel fra lokalt og regionalt slid til det pludselige nationale gennembrud. Og Holly kan kun med mobilisering af optimal overfortolkning tolkes som symbol på noget som helst.

Lethedens energi
Han var ikke forældreudfordrende som sin jævnaldrende inspirationskilde Elvis Presley, der alene via sit kropssprog legemliggjorde muligheden af at træde i karakter med en kødelighed, som var demoraliserende i et USA, hvor knæene var samlet og hænderne lå artigt over dynen. Eller som forfatteren og kritikeren Hans-Jørgen Nielsen skrev her i Information i december 1969: “Hollys musik … bygger ikke på nogen stedfortrædende virilitet og individualisme … her er ingen presleysk bastanthed, ingen postuleret maskulinitet, men derimod samme særlige lethedens energi som i tidlige forelskelser …”

Myten om Buddy Holly er ingen myte i den forstand, at den ‘kun’ grunder sig på mandens sange, men hvilke … En sand kongerække af kompositioner: ‘Rave On’, ‘True Love Ways’, ‘Words Of Love’, ‘Not Fade Away’, ‘Everyday’, ‘Wishing’, ‘Crying, Waiting, Hoping’ … et aldrig gulnende stikordsregister til virkelige og indbildte stævnemøder, sange, der besidder en næsten barnligt-enfoldig melodisk oprindelighed, og forener rytmeopfattelsen hos sorte kunstnere som Bo Diddley med den specielle urform af country, som Bob Wills & His Texas Playboys under navnet western swing gjorde populær i 30’erne og 40’erne.

At nøjes med at kalde det rockabilly ville være en utidig og usaglig forkortelse.

I dag ejes det meste af Holly-kataloget af Paul McCartney. Meget passende eftersom The Beatles ville have været utænkelige uden inspirationen fra især Hollys ballader.
I det hele taget blev den britiske bølge i 60’erne sat igang af to amerikanere, to modsætninger, Buddy Holly og Chuck Berry. Hvad den ene havde i hovedet, havde den anden i benene.

Berrys rullende mundrappe rock ryddede hæmningerne af vejen og gjorde enhver i stand til at indtage og eje et dansegulv – om ikke andet så i fantasien. Holly skrev sange for bænkevarmeren i os alle, og sang dem med en skrøbelig, lidt kejtet, næsten kvindagtig stemme, der gik ubesværet i falset og som særligt kendetegn havde en rendyrket ‘hikkende’ effekt, der var med til at give sangene en særlig sårbarhed. Når han da ikke lyder så kluntet-eksalteret som en teenager, der får for tidlig sædafgang – hør en sang som ‘Oh, Boy’, og gæt, hvad den handler om.

Poppioner
Og så var Buddy Holly derudover en popteknologisk pionér, der som den første brugte ekkomaskinen som kunstnerisk raffinement, sang dobbelt med sig, introducerede Fender-elguitaren i popsammenhæng og arbejdede energisk og eksemplarisk med trio-formens muligheder. Især indspilningerne med The Crickets blev en slags blueprint for de talløse bands, der med afsæt i hans sange om forelskelse, forsmåelse og forhåbning selv fandt ind til deres eget udtryk. Fordi det banale bliver ophøjet til det basale i alle Hollys sange.

Den dag i dag er Buddy Hollys sangkatalog det oftest kopierede. Og det er med Holly som med ægte arvesølv:

Jo mere man pudser det, jo mere skinner det.

Hele to tributeplader markerer dagen. Bedst er dog mandens eget oeuvre, som fås i diverse aftapninger. Ofte til en lavpris, der nærmest er en fornærmelse mod musikken.

Readmore  

Robert Johnsons protege er død

Kommentarer slået fra

Det tynder af naturlige grunde ud i rækkerne af de oprindelige Delta bluesmusikere. Mandag sov David ‘Honeyboy’ Edwards stille ind i sit hjem i Chicago, 96 år gammel. Dermed døde det sidste øjenvidne til Robert Johnsons kortvarige karriere.

Edwards var protege af blueslegenden og spillede med Robert Johnson umiddelbart før dennes mystiske og mytiske død i august 1938. Til folkemindeforskeren Pete Welding genfortalte Edwards 50 år senere, hvordan han og Johnson havde spillet til en dansant i Three Forks ved Greenwood. Det plejede at foregå på den måde, at de to blev fragtet ud på bøhlandet til det sted, som regel en lade eller et udhus eller en smugkro, hvor de skulle spille. Værten det pågældende sted, koncertarrangøren om du vil, havde en kone, som Robert Johnson ikke nøjedes med at kigge på, så den forsmåede ægtemand forgiftede musikerens whisky.

Johnson faldt om på scenen ved 2-tiden om natten og blev kørt hjem. Han døde 16. august.

David Honeyboy Edwards flyttede nordpå, til Chicago, året efter, men blev ironisk’ nok opdaget’ af Alan Lomax, da denne var på sporet af Robert Johnson. Honeyboy indspillede en lille snes numre for Lomax (og Library of Congress). Han ernærede sig siden som guitarist og sanger i den mere ydmyge ende af skalaen. Og har haft en række mindre blueshits, har udsendt en stor håndfuld, lidt for ens, men genuine albums ligesom han har modtaget diverse ærespriser.

Det manglede bare. Autenciteten har dog altid været mere slående end originaliteten i hans musik, som med en rural enkelhed fastholdt traditionen fra Charley Patton og hans mentor, Robert Johnson. I sine erindringer The World Don’t Owe Me Nothin’ fra 1977 tegner han et farverigt billede af det uglamourøse liv som bluestrubadur i mellemkrigsårene.

For de gamle som faldt, er der ikke længere nye overalt.

Pr-foto: Amanda Gresham fra kunstnerens hjemmeside.

Se New York Times’ nekrolog her.

Readmore  

Jerry Leiber 1933-2011

3 Comments

Der går mange anekdoter om Jerry Leiber, som døde i mandags, 78 år. Sammen med Mike Stoller skrev han fra først i 50’erne jo nogle af poppens og rockens mest langtidsholdbare sange.

Ikke mindst til Elvis. Engang hang Leiber og Stoller ud til en indspilningssession. Elvis kunne nemlig godt lide dem. Det kunne manager Tom Parker ikke lide. Han brød sig ikke om, at nogen kom for tæt på hans boy. Den dag var det dog ret praktisk. Der manglede nemlig en sang.

»Kunne I to ikke lige skrive en,« spurgte Parker. Jo, hvornår skulle den bruges? Nu, lød svaret. Duoen fortrak til herretoilettet, og kom ud et kvarter senere med ‘Santa Claus Is Back in Town’.

De opfattede ikke sangskrivning som kunst, og netop derfor blev deres sange det ofte. Stoller tog sig af tonerne, men Leiber skrev teksterne, som intonerede en tiltrængt, hverdagsnær friskhed kombineret med gadehjørnehumør.

Engang fortalte Stoller, at Leiber satte scenen for deres sange: »Han var en idefabrik. Til hver eneste situation i en sang havde han tyve ideer. Han arbejdede i døgndrift.«

Det nød til at begynde med især The Drifters og The Coasters godt af. Sange som ‘Under the Boardwalk’, ‘Yakety Yak’ og ‘Poison Ivy’ er gode eksempler på Leibers affotografering af virkeligheden. At han også mestrede melodramaet uden at falde i klichefælden, bevises af ‘Stand By Me’, skrevet til Ben E. King, men som John Lennon siden gjorde til sin.

Allerede i 1953 havde Leiber og Stoller givet Big Mama Thornton et hit med ‘Hound Dog’:

Tre år senere forvandlede Elvis Presley sig med sin version af den sang fra et lokalt til et nationalt og siden globalt fænomen.

Siden skrev de andre sange til Elvis: ‘Jailhouse Rock’, ‘Don’t’, ‘Loving You’, ‘Just Tell Her Jim Said Hello’, ‘King Creole’ og ‘Girls, Girls, Girls’, som Coasters i øvrigt først takkede nej til.

Det var der ikke mange, der gjorde, efter at samarbejdet med Elvis havde gjort Leiber & Stoller til et brand. Når det gjaldt sangleverandører var det et kernepunkt for Tom Parker, at hans klient ikke sang noget, som Elvis og dermed Parker ikke havde forlagsrettigheder til. Det blev nærmest en selvfølge for Parker. Og det i grad, så han i stedet for at sende en kontrakt over til Leiber & Stoller en dag bare overrakte dem et blankt stykke papir. De skulle så bare sætte deres signaturer under. Så skulle Obersten nok selv udfylde resten…

Man kan med nogen ret mene, at de ikke siden slutningen af 60’erne skrev noget mindeværdigt. Den indvending bliver ret akademisk, hver gang en af Jerry Leibers tekster fylder rummet. Han skrev sange, der for mange blev selve meningen med opfindelsen af grammofonen.

CAPAC siger også farvel til Leiber. Her.

Readmore  

Motowns mor er død

Kommentarer slået fra

Uden Berry Gordy var der ikke blevet noget Motown, men uden storesøsteren Esther Gordy havde Berry måske slået ind på en anden levevej. Sammen med sin mand etablerede den økonomisk bevidste Esther nemlig en privat pengeudlånsvirksomhed, specielt gearet til familien. Lillebror lånte 800 dollars. Resten er historie.

Det er Esther Gordy Edwards også. Hun er nu død, 91 år gammel. Hun var i Motowns opstartsfase de facto næstkommanderende, en funktion Smokey Robinson siden fik papir på, og Esther var som mor for de mange ambitiøse, men snotforvirrede teenagetøser, der rendte selskabet på dørene i håb om at blive hængende.

Hun kørte som en anden cicerone med i bandbussen på de Motown Revue-turneer, som var hendes opfindelse og hjertebarn. En kørende reklamesøjle for en ny lyd for et nyt Amerika uden apartheid. Og hun introducerede barnestjerner som Stevie Wonder og siden Michael Jackson til voksenverdenen så blidt det nu kunne gøres.

Samtidig indså hun før nogen andre, at Motown var så epokegørende og fornyende, at det skulle dokumenteres for eftertiden, så hun iværksatte en arkiveringspolitik af både lyd og billeder, der siden har vist sig at være – skal vi sige – ret rentabel.

Ydermere etablerede hun Motown-museet i Detroit, som absolut er et besøg værd. Her lever hendes ånd.

Se lokal nekrolog her.

Ukrediteret foto af Esther Gordy, flankeret af Michael Jackson og Stevie Wonder (Motown Museum)

Readmore  

Nick Ashford 1942-2011

1 Comment

Når man har sagt Ashford må man også sige Simpson. Nick Ashford og Valerie Simpson sørgede som sangskrivere for, at Tamla-Motown i selskabets guldalder ikke kun blev et showroom for sange af Smokey Robinson, Marvin Gaye, Mick Stephenson og H-D-H. Nu meldes Nickolas Ashford død. 70 år gammel, af strubekræft.

Sammen med sin kone (gennem 38 år) skrev Ashford sange som ‘Ain’t No Mountain High Enough”, ‘You’re All I Need To Get By’ og ‘Reach Out And Touch Somebody’s Hand’, og før de kom i stald hos Berry Gordy i 1966 havde de med ‘Let’s Get Stoned’ sikret Ray Charles en hitlisteførsteplads samme år. Især Diana Ross nød godt af parrets elegante soulsangskriveri.

Også som sangere nød sangskriverne succes. Op gennem 70′erne var de, uden at være disco-inficerede, tilbagevendende gæster på R&B-hitlisterne i USA. Bl.a. med sangene ‘It Seems To Hang On’ og ‘Found a Cure’. Og i 1984 toppede de listen med ‘Solid (as a Rock)’, som også blev et solidt hit på Hot 100:

Ukrediteret pr-foto.

Readmore  

Jesper Klein 1944-2011

2 Comments

Her til morgen kom meddelelsen om Jesper Kleins død. Af kræft, 66 år gammel. Han havde skrantet nogle år, men var begyndt at se sundere ud, synes i hvert fald denne blogger ved det jævnlige syn af Kleins stadig mere H.C. Andersen-lignende fysiognomi i bydelen.

Det undrede mig, at TV2 i sin sekundkorte nekrolog kun fandt anledning til at nævne hans elskede roller i diverse julekalendre. Vi er nogle, der husker ham både i Skønheden og udyret og som stadig har hans Bodil-vindende præstation i Balladen om Carl-Henning i frisk erindring.

Få genopfrisket hans virke her.

R.I.P.

Readmore  

Dan Peek 1950-2011

1 Comment

Dan Peek, engang en vital tredjedel af America, meldes død, 60 år gammel. Jeg skrev om ham, da han senest fyldte rundt. Se her.

Nu har han krydset floden for sidste gang…

Læs Guardians nekrolog.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top