Han gjorde stjernerne til ikoner

Kommentarer slået fra

Det er et tilfælde, men et meget sigende af slagsen, at fotografen Jim Marshall deler efternavn med guitarforstærkeren. Han døde i onsdags, 74 år gammel, efter at have gjort rockens stjerner til ikoner gennem sin optik.

Han var ved ringside, da Jimi Hendrix antændte sin guitar på Monterey, da Janis Japlin trøstede sig med Southern Comfort, da Johnny Cash gav de indsatte nyt håb i Folsom Prison, og da hippierne fødtes og døde i løbet af et år. Før det var han eneste fotograf med bagsceneadgang, da The Beatles i 1966 gav deres sidste koncert. Hvis du var noget, blev du fotograferet af ham, og når han havde fotograferet dig, blev du noget. Intet under, at han var cheffotograf på den festival, der blev sindbillede på ungdomsoprøret, Woodstock.

Marshall voksede op i San Francisco, og fik sit første kamera, et Leica M2, i high school. Han var til jazz, og greb sin chance, da han tilfældigt viste John Coltrane vej og endte med at give jazzgiganten et lift. Som tak fik han lov at skyde ni ruller film med saxofonisten. Det åbnede døre, og legendarisk er billedet af Miles Davis i en boksering, men rocken trak, og trak tænder ud, for Marshall holdt af miljøet. Han tog syre med Grateful Dead, og kunne drikke Keith Richards under bordet.

Selv så han sig som en reporter med kamera. ”Jeg havde aldrig en skjult dagsorden,” har han sagt. Og stillede sig måbende over for de fotografer, der arrangerer sessions med assistenter og stylister, så den, der skal fotograferes, dårligt selv kan komme til. Ikke desto mindre ville en fotograf som Annie Leibovitz aldrig været nået til tops uden at bruge den vej, Marshall banede. Han havde det med at være der, når der var brug for et billede. Og nok så vigtigt: Også når der ikke var.

På samme måde som med vor hjemlige Jan Persson var hemmeligheden bag Marshalls fotokunst, at den netop ikke stræbte efter at være kunst. Han blev bare hængende lidt længere end de fleste efter koncerterne. Som Leibovitz har sagt: ”He was the rock ’n’ roll photographer.”

Jim Marshall efterlader sig ingen familie, men har udgivet bøger og ’skudt’ mere end 500 omslag.

Se et udvalg af hans billeder her.

Kollega CAPAC mindes også Marshall.

Foto: Forsiden af bogen Trust, der viser et udvalg af hans farvebilleder. Ellers var sort og hvid hans favoritfarver.

Readmore  

Davy Crockett er død

Kommentarer slået fra

Vaskebjørnene og flodpiraterne kan sove roligt. Præriens bedste mand er død. Skuespilleren Fess Parker sov stille ind torsdag, 85 år gammel, men vil for altid være en lyslevende del af myten om Det vilde Vesten. I hvert fald for de titusinder, der som en af deres første og største tv- og filmoplevelser havde den næsten to meter høje Parkers legemliggørelse af legenden Davy Crockett, den ærlige og retfærdighedssøgende pelsjæger, der for amerikanerne betyder lige så meget som Robin Hood for englænderne.

Det var Disney-koncernen, der i koldkrigs-50’erne mindede amerikanerne om deres stolte fortid ved både at producere tv-serie og spillefilm om Davy Crockett. Parker var perfekt castet til rollen, som ydermere kastede en sang af sig, ’The ballad of Davy Crockett,’ som i fem uger var nummer et i USA med sangeren Bill Hayes, og som også nåede hertil og var underlægningsmusik til en veritabel Crockett-mani, der for alvor fik branchen til at ane potentialet i merchandise – noget, man senere er kommet ret godt efter. Enhver rask dreng ønskede sig en pelshue som den, Parker bar i filmene, men lommepenge var ikke, hvad de er i dag, så mange af os måtte tage til takke med en plastic-tomahawk.

Da Davy Crockett-bølgen fladede ud, fortsatte Parker ad western-sporet, og portrætterede Daniel Boone, en anden af dem, der byggede Vesten. Tv-serien om Boone kørte over 300 gange, hvorefter Fess Parker sagde nej til titelrollen i McCloud-serien. Han havde redet nok.

Parker passede på sine penge, og efterlader et anset vinhus i Los Olivos i Californien til sin familie, der tæller den et år yngre hustru, Marcella, en søn og en datter og elleve børnebørn. Af vingårdens hjemmeside fremgår det, at man desværre ikke har flere signerede Parker-portrætter på lager. Godt, at vi er en del, der aldrig glemmer, hvordan han så ud.

Readmore  

Stjernernes egen stjerne

5 Comments

www.pol.dk sender jeg Alex Chilton en sidste hilsen. Her er en lidt længere version:

Da Alex Chilton og The Box Tops sang ’The Letter’ til tops på alverdens hitlister i efteråret 1967 var han kun 16, men lød som en mand, der havde prøvet det meste med en stemme, fuld af den gutturale soul, der var baggrundsmusik i hans hjemby, Memphis. Tirsdag døde han, 59 år, af et hjerteanfald lige før en koncert med sit gendannede band Big Star, men alene ’The Letter’ skriver ham ind i rockhistorien. Han havde ikke selv skrevet den, det havde Wayne Carson Thompson, som også havde skrevet “Always on my mind”, men Chilton sang den, som var det hans. Det blev den i hvert fald.

Selv om andre ville have byttet deres karriere for en sang som “Cry Like A Baby” kom The Box Tops aldrig til at overgå deres debutsingle, de var ikke mærkelige nok i en tid, hvor det skæve var rettesnoren. I 1970 gik de i opløsning og efter som solist at have forsøgt at få en bid af The Big Apple vendte Chilton tilbage til Tennessee. Sammen med Chris Bell (der døde i 1978) dannede han Big Star, der ikke lader sig sætte på nogen formel, men udgør dna’et til navne som R.E.M, The Replacements, Radiohead og Wilco uden at være utro mod den melodiøsitet, der bar både The Beatles og Beach Boys. Tre albums nåede de, med ’Radio city’ fra 1974 som hovedværket.

Chilton blev derpå producer, bl.a. af The Cramps, og udsendte sporadiske plader i en branche, hvis letbenethed han med sit sind havde det stadig sværere med, men udødeligheden skyldes altså sangen om fyren, der forlanger en flybillet lige nu, for han fået brev fra sin kæreste, som beder ham komme hjem, fordi hun ikke kan undvære ham. Pronto.

I 2009 udsendte Rhino et ret overvældende bokssæt med Big Star, der fyldestgørende forklarer, hvorfor Alex Chilton bliver svær at undvære.

Foto: www.musicspectrum.org

Readmore  

Han skrev rockhistorie

Kommentarer slået fra

Den står stadig i min reol, nu i løsbladssystem, 1970-førsteudgaven af  The sound of the city, det måske første værk, der fortalte os selvbevidste rockfreaks, at der havde været nogle før os, og at deres musik tit var blevet udsat for udplyndring og plagiat. Det var en musikkens kulturhistorie, der hældte frisk vand på rockens rødder. Nu er bogens forfatter, Charlie Gillett, død, 68 år efter lang tids sygdom. Bogen er siden blevet ajourført og udvidet, og fremstår stadig lyslevende i sin søgen efter den mening med musikken, vi gudskelov aldrig finder.

Det skulle dog være som radiovært og utrættelig og uegennyttig advokat for det, vi forkorter verdensmusik, at Gillett indskrev sig i rockhistorien. Hans program, Honky Tonk, gav mindre kendte navne en platform, han var med til at stifte rockmagasinet Let it rock og senere dannede han pladeselskabet Oval, der bl.a. udgav Lena Lovich og han var manager for Kilburn & The Highroads, dengang de havde en sanger, der hed Ian Drury.

R.I.P. Rock in peace.

Foto: Steve Double/Daily Telegraph

Readmore  

Hun sang for livet

3 Comments

www.pol.dk kan man læse min nekrolog over Etta Cameron:

Hvis man kun kender Etta Cameron som hende den lidt jubelidiotiske dommer i talentkonkurrencen ’Scenen er din’, der aldrig gav deltagerne mindre en topkarakteren ’et stooort femtal’, ja, så har man en del til gode. Nu har Etta Cameron givet sin sidste koncert. I går havde hun ikke længere kræfter til at bekæmpe den kræftsygdom, der havde været hendes vilkår siden engang i 70’erne.

Tilbage bliver musikken og en livshistorie, der ville have sendt de sejeste til tælling. Etta Cameron var en af de mange sorte jazzmusikere, der fik et nyt hjem og fristed i et københavnsk miljø, hvor musikalitet og ikke hudfarve spillede hovedrollen. Men hun var unægtelig længere om at komme hertil end mange af sine kollegaer.

Hun blev født på Bahamas 21. november 1939 som Ettamae Louvita Coakley. Familien var søndagsskolepæn, faderen anlægsgartner og moderen passede de små spirer, Etta og hendes fem yngre søskende. En flytning til USA bliver ikke lykkelig. Moderen dør af kræft, faderen bliver voldelig og frustreret, og Etta passer på børnene. Som hun har fortalt, så “kan det godt undre mig, at jeg var i stand til at nå det hele. Men jeg lærte jo også noget. Jeg lærte tålmodighed … Og så lærte jeg om tolerance og glæden ved at dele med andre.” Et alt for tidligt ægteskab ender i et drama, som hentet ud af de lidelsesfyldte sange, hun er begyndt at synge offentligt. Hun viser sig at være et bluesbegavet naturtalent, som også kan give gåsehud som gospelsanger.

Et mærkeligt uafklaret kapitel i hendes liv bliver et tvangslignende ophold i DDR, hvortil hun var taget for at synge, men hun smed udrejsetilladelsen væk, så hun blev mere eller mindre nødt til at arbejde bag jerntæppet i fem år. Danske venner fra hendes første koncerter heroppe med Radioens Big Band smuglede hende til sidst ud af DDR i en bil, og siden starten af 70’erne har hun boet fast i Danmark, hvor hun endte med børnene Debbie og Steve, ridderkors og mange stjerner på. Historien er beskrevet i Bo Østlunds biografi ”Hun gav smerten vinger”, som kom i 2007, og som burde have vundet Kleenex-prisen, fordi den i alt for høj grad red med på den næsten demonstrative inderlighed, der for mange gjorde Etta Cameron til noget af en smagssag.

Den musikalske passion kan også virke næsten overvældende på hendes mange plader. Som om vi ikke selv må finde frem til hendes kvaliteter. Især hendes velmente livtag med de danske salmer nærmede sig ufrivillig karrikatur. Sammen med Radioens Bio Band følte hun sig mere hjemme og frigjort. Og det var glædeligt for hende og musikken, at hun i sin karrieres efterår fandt sammen med pianisten Nikolaj Hess. Sammen med ham og en dansk stjernebesætning indspillede hun både spirituals og standards fra jazzkataloget. Lavmælt, sitrende af levet liv og med plads og mod til de pauser, der er en del af jazzens hemmelighed. Nu er der sat punktum, men parrets 2009-album ”Etta” bliver stående som et udråbstegn. Her synger hun bl.a. ”What a wonderful world,” så den ikke ender som en kliche. Hun synger sangen som en hyldest til selve livets under, selv om hun flere gange end de fleste havde grund til at tvivle på det.

Det er sand storhed.

Ukrediteret pressefoto 2009 fra Sundance Records.

Readmore  

Så blev der lavere til loftet

1 Comment

I dagens udgave af Politiken mindes jeg sangeren og sangskriveren Kate McGarrigle:

Der findes sangstemmer, der trivialiserer selv de omhyggeligste tillægsord. Sådan en besad den fransk-canadiske sanger og sangskriver Kate McGarrigle. Nu er den forstummet, 63 år gammel, efter fire års kamp mod kræft.

Kate McGarrigles sang og sange var både uden for og af denne verden, præcis som en af hendes inspirationer, lyrikeren Emily Dickinson. Sammen med storesøsteren Anna McGarrigle efterlader hun et begrænset, men betydeligt bagkatalog af sange, som trak givende på deres opvækst i et canadisk miljø, hvor fællessang, chansons, tidløs folkemusik og Stephen Foster-klassikere mødte en ny tid, tilsat lidt bluegrass og blues.

McGarrigle-søstrene blev aldrig antropologiske. Det var de i al for levende kontakt med samtiden til, men de inspirerede ved deres evne til at komme ind med 4-toget uden at virke, som om de kom for sent. Deres ukrukkede oprindelighed betog rockmiljøet, da deres debutalbum udkom i 1975. Og bl.a. Emmylou Harris, Linda Ronstadt (”Heart like a wheel”) og Maria Muldaur – og herhjemme Anne-Grete (’Vintertur på Strøget’, en fordanskning af ’Complainte pour Ste-Catherine’) – nød godt af deres sange, som blev åndehuller for enhver radiovært; bare spørg Hans Otto Bisgaard, en af søstrenes frivillige ambassadører dengang. Eller Elvis Costello, som langt senere inviterede Kate til at synge i sit tv-show.

Det opfølgende album, ’Dancer with bruised knees’ havde i 1977 ikke helt samme virkning, men Kate McGarrigles bidrag bekræftede talentet. Skønt opvokset i et engelsk miljø i det franske hjerteland Quebec gled de fransksprogede viser ind i deres musik, organisk og opløftende. Og i 1980 udsendte de ’Entre Lajeunesse et la sagesse’. Eller ‘French Record’, som den blev forkortet. Den blev et overraskende hit, men da søstrene i 1983 udsendte ‘Love over and over’ med tydeligere rockaccent lignede det den gamle historie om originaliteten, der overgiver sig til mainstream.

Skeptikerne måtte tro om. Selv om parret endte med at udgive en halv snes albums, ville Kate & Anna McGarrigle ikke ofre deres integritet, og slet ikke som småbørnsforældre i starten turnere så meget som det kræves for at opretholde bestsellerstatus. De følgende år brugte Kate på at være mor for de børn, hun havde fået med kollegaen Loudon Wainwright III før skilsmissen i 1976. Rufus og Martha skulle siden vise sig at have fået en del talent med hjemmefra.

Sammen med søsteren, børnene og eks-manden grundlagde Kate McGarrigle i 90’erne en årlig tradition, The McGarrigle Hour, hvor musik, anekdoter og familiefølelse gik op i en højere, swingende enhed. En dagligstue med højt til loftet.

Kate McGarrigle døde, som hun levede, omgivet af sang, familie og nære venner.

Foto fra commons.wikimedia.org

CAPAC mindes hende også. Og i Daily Telegraph giver de pladerne et genhør.

Readmore  

Teddybjørnen er død

1 Comment

De kaldte ham Teddy Bear, og for mange kvinder var Teddy Pendergrass det ultimative krammedyr. Nu er soulsangeren død, 59 år gammel, af kræft. Siden 1982 havde han siddet lænket til en kørestol, men det hindrede ikke masser af kvinder i at miste jordforbindelsen, når hans mørke, sensuelle baryton lagde op til forførelse. Og vi andre kunne ikke undgå at blive påvirket. Han var mindre glat end Lionel Richie, mindre elegant end Marvin Gaye og ikke så spirituel som Al Green, men han videreførte stafetten fra Four Tops-giganten Levi Stubbs som en af de stemmer, der gav soul’en tiltrængt kant i de ellers så nougatbløde 70’erne.

Ligesom Gaye startede Pendergrass som trommeslager hjemme i Philadelphia, og hans band blev i 1969 akkompagnatører for de lokale Harold Melvin & The Blue Notes. Året efter avancerede Pendergrass til forsanger, og i samarbejde med producer-komponisterne Gamble & Huff scorede Pendergrass og Melvin en række hits i 70’erne. Ikke mindst signaturmelodien ’If you don’t know me by now’, kærlighedssangenes pendant til ’I shall be released’.

Gruppen blev dog for lille til dem begge, så i april 1976 blev Pendergrass solist. Med platinplader, og musik, som blev en inspiration for både Justin Timberlake og Thomas Helmig. Og så som sagt kvindetække, så Tom Jones reduceres til en træmand. Ja, faktisk arrangerede hans manager ’for women only’-koncerter. Nede i salen blev der dånet og hvinet, når tilskuerne da ikke suttede på en af de teddybear-formede slikpinde af hvid chokolade, som blev udleveret ved indgangen.

I 1982 kørte han i en eneulykke galt med sin Rolls Royce. Medpassager var en transseksuel natklub-entertainer. Det mindskede ikke rygterne om grunden til ulykken, som lammede Pendergrass fra hofterne og ned.

Han fortsatte karrieren uden at genvinde sit gamle momentum, men selv om Pendergrass profiterede af den amerikanske svaghed med at ikonisere enhver stjerne, der har haft modgang, behøvede man ikke at købe hans plader af medlidenhed. De talte for sig selv som traditionsbunden soul, der blev til her og nu. ’Satisfaction guaranteed’ som en af hans sange hedder.

Readmore  

Kongen er stadig i bygningen

3 Comments

I dag, fredag 8. januar, ville Elvis være fyldt 75, og selv om det er et billede, vi nødig vil se, med tanke på, hvordan han så ud, da han døde som 42-årig, kan vi altid lukke øjnene og høre det grænseoverskridende naturtalent, der satte den amerikanske koldkrigsmoral i brand. Den oplevelse kan ingen tage fra os, hverken Elvis eller Obersten, selv om guderne skal vide, at de prøvede. Den ene mere frivilligt end den anden. Og for mig vil Elvis altid se ud som ham, der illustrerer denne tekst – ung, uskyldig og både ubændig og blufærdig.

I anledning af den runde dag er der endnu gang blevet vendt bunker af bånd i arkiverne og tidligere udgivelser er blevet re-restaureret. I stakken af jubilæumsudgivelser ville jeg undgå bokssættet Elvis 75. Det er genbrug fra ende til alle, men skulle man have været udstationeret på Månen de sidste 50 år, er der nyt at hente. Det er der for så vidt ikke på Legacy-udgaven af From Elvis in Memphis, der samler de to albums med de legendariske 1969-indspilninger, umiddelbart efter at han ved juletid 1968 havde vist, hvem der havde rockkronen på, hvis nogen skulle være kommet i tvivl efter ungdomsoprør og de der fire uhøflige fjollerikker fra Liverpool.

I fødselsdagsgave giver jeg Kongen indledningskapitlet fra min 2002-bog om ham. Jeg håber, du har tid, og at han har en ordentlig netforbindelse deroppe:

RETURN TO SENDER

HISTORIEN OM Elvis Presley kunne sagtens starte i Randers. Lige der, hvor Store Voldgade munder ud i Kirkegade, holder Henrik Knudsen til. I noget, der svarer til en mellemstor provinssynoptik, sælger han under skiltet ’Elvis Unlimited’ mindet om og genlyden af Elvis til hele verden. Henrik Knudsens historie er typisk. Han var 13, da Elvis Presley døde stopmæt af dage, der mest udspillede sig om natten i et liv, hvor den mentale fedtprocent til sidst blev lige så fatal som den fysiske. Alt dette vidste Henrik ikke, da han på familiens lille sort-hvide tv så de seksten hvide Cadillac-limousiner slowmotion-paradere efter den lighvide rustvogn henad Elvis Presley Boulevard i Memphis, Tennessee. Stemningen greb ham og blev siddende som en mulighed, der ventede på at blive grebet. En stemning af lige dele gennemlevet liv og forudsigelig, men monumental død. Elvis var for længst blevet en myte, da han blev fundet i sit badeværelse den 16. august i 1977. Hans død gav ham det nærmeste, showbiz kommer evigt liv.

NÆSTE DAG i skolen ville Henrik dele sin oplevelse. Fornemmelsen af at have bevidnet verdenshistorie blev forstærket af klassens tysklærer, der havde boet i DDR og kunne fortælle, hvordan det var at høre musik, der var forbudt. Ungerne tav i mild vantro. Kunne musik virke så stærkt, at magthaverne hørte den som en trussel, fordi den signalerede frihed og selvstændighed? Henrik og hans klassekammerater kendte godt Elvis – uden at vide det. Et af tidens store fritidshjemshits var »Jeg Har Købt En Elguitar« med Shu-bi-dua. Det er, som måske bekendt, en undersættelse af Elvis-sangen »Good Luck Charm«. Og Henrik opdagede også, at Shubbernes »Fed Rock« pludselig hed »Jailhouse Rock«. Og jo mere han gik på opdagelse i Elvis Presley, jo mere opdagede han. Den erkendelse er han ikke alene om, men det var ikke særlig trendy at kunne lide Elvis dengang. Kammeraterne legede punkere, og de mere hippe af dem hørte reggae og Bob Marley. Hvis Henrik ikke havde været stor og stærk, var han blevet mobbet. Nu fik han lov at være nogenlunde i fred med sin voksende begejstring og hengivenhed for en overvægtig mand med farvet hår i en storskrydende jumpsuit.

I DAG ER der ingen, der griner ad Henrik og hans slags. ’Elvis’ og ’Elvis Presley’ er registrerede varemærker for en multimilliondollar-omsættende multinational industri. Den er Henrik Knudsen en del af med sin butik, der er som et showroom for alt det, man ikke troede, man havde brug for af Elvis-memorabila. Selvfølgelig fylder musikken meget. Sjældne japanske cd’er, hvis lydkvalitet samlere sætter højt, blander sig med rariteter som et fem-cd-sæt med alt, gentager alt, hvad Elvis har sagt offentligt. Yes, sir! Og så er der videoerne, dvd’erne, nøgleringene, t-shirts’ene i xl og derover (Elvis-fans hører ikke til verdens mindste), brocherne, postkortene, badehåndklæderne med Blue Hawaii-motiv, askebægrene, spejlene, kuglepennene, væg- og vækkeurene, kogebøgerne (»Are You Hungry Tonight« – om han var!) … Everything Elvis! Helt i Oberstens ånd.

INTERNETTET har gjort Elvis Presley endnu mere global. Og nettet har fordoblet Henrik Knudsens omsætning. Han har kunder i Japan, Italien og på Samsø. Og et af de stolteste øjeblikke indtræffer de to gange hvert år, hvor han besøger Elvis-bedestedet Graceland, og i de bugnende udsalgsboder derovre finder varer, han har re-eksporteret til Elvisland. Men selv om han, konen og to medarbejdere i dag lever af Elvis Presley, lever han stadig også for Elvis Presley. Ikke kun som formand for den danske fanklub, der er godkendt af boet efter Elvis, men også som musikelskeren, der ikke kan få nok af at høre og genhøre de omkring 800 indspilninger, sangeren nåede at indspille fra han en sommerdag i 1953 gik lige ind fra gaden i Sun-studiet og fik skåret en acetatplade af en skælvende, men ungdommeligt indbildsk tolkning af tåreperseren »My Happiness«, og til han i det sene forår 1977 blev forsøgt fastholdt af mikrofoner på en koncertturne, hvor Elvis virkede som om han var i en døs.

HENRIK KNUDSEN holder ikke af at vælge sin yndlingssang, men skal det være, kan han bruge halve timer på at dechifrere »Don’t Be Cruel«. Men som han siger, så skal man være døv og blind for ikke at forstå, hvad det er Elvis gør ved en. Og skal man først til at forklare meningen med Elvis, så glem det! Ikke at Henrik Knudsen er ukritisk; han kan sagtens se bagsiden af den rhinstensglitrende forside, men han tager det hele med: »Sådan er det med Elvis. Han er det hele. Både storhed og fald«.

HISTORIEN Elvis kunne også sagtens starte på hovedvej E3 fra Göteborg i retning mod Oslo. Tyve kilometer efter Uddevalla for at være mere præcis. Munkedal står der på vejskiltet. ’Elvis Presley Museum’ stod der engang på et meget svensk træhus. Det står der ikke mere, men i en årrække husede bygningen et veritabelt vejalter for Elvis-menigheden. Indendøre så teenagerne Christer og Ewa sig lidt undrende omkring den dag, jeg var på besøg i 1989. Er det virkelig det hele? Hjemme i Kramfors har mor Karin aldrig forsømt nogen lejlighed til at fortælle sine børn, at ham Elvis, han er simpelthen The King. Større end Karl Gustaf og mange gange pænere. Og så står der bare et par dumme giner med et par solfalmede skjorter og glor, mens en skrattende højttaler hælder sødsuppe ud i det lavloftede lokale. Skjorterne, en orange med lange, brede flipper af den slags, der af og til bliver moderne igen, og en stribet lilla, der forhåbentlig aldrig bliver det, har Elvis haft på i to af sine 31 spillefilm. Det står der selv på skiltet. Armsveden er pletrenset væk. Tilbage er mindet. Aldrig har flottere fyr deltaget i dårligere film.

SOM EN musiker engang sagde om Elvis i kampform: »Jeg har kun mødt få flotte piger, der så bedre ud end ham.« Christer og Ewa er ligeglade. »Hvor er sprøjterne og recepterne«, spørger de respektløst. Sprøjterne og recepterne? Kustoden ved ikke rigtigt, hvor de vil hen. »Jamen, han døde da af en overdosis, ikke,« spørger Ewa. Heldigvis kommer der folk, der skal billetteres, så de to teenagere får ikke svar på deres spørgsmål. Men deres mor deler en hemmelighed med millioner af andre, bl.a. mig. Elvis lever! Og udvalgte dele af ham havde det i lang tid godt bag lås og slå og glasmontre i Sverige, i en slags mini-Graceland. Det var ganske vist. Den sommer jeg var der, havde jeg i embeds medfør medbragt en fotograf, der var ligeglad. Han var, ligesom Karins børn, opvokset på klar og utvetydig punk og bekymrede sig kun om, hvor meget lys der var til hans billeder. Som om Elvis ikke selv strålede guddommeligt, som han hang der lige inden for indgangen i imiteret guldramme, malet af stamfaderen til de grædende børn og de spanske donnaer.

DET ER LIGE før, jeg knæler, men jeg behersker mig. Man er vel voksen. I sårbare øjeblikke har jeg det nemlig med Elvis ligesom John Lennon. »Før Elvis var der intet«, sagde ex-Beatlen. »Er der overhovedet noget efter«, kan jeg finde på at spørge mig selv. Da den 140 kilo tunge sanger døde, med maven fuld af for hastigt slugte cheeseburgere, hele indsøer af peanutbutter og et utal af sove- og speedpiller, blev rockens sejeste mødom taget, den om Peter Pan og evig uskyld. Eller som Paul Simon, manden, der skrev den ultimative, omend godt skjulte Elvis-hyldest i sangen »Graceland«, sagde dagen derpå: »Er Elvis død? Så må vores generation da kunne blive voksen …« Derfor var en tur i de svenske Elvis-mindestuer – eller for den sags skyld de nuværende danske ditto i Søndervig – også en tiltrængt returbillet til dengang, man kunne komme op at slås med sidekammeraten om, hvem der var bedst – Elvis eller Cliff? Svaret kunne man til hver en tid finde i dagskursen på tyggegummibilleder. Man kunne komme langt på byttemarkedet med den pomadiserede Presley med de meget hvide og lidt for lige tænder. Der gik mindst fem pasbilleder af den stuerene Cliff på et billede af det, der engang havde været et hoftevridende vilddyr fra Memphis, Tennessee, men som dengang i de tidlige 60’ere så tilforladelig ud – indtil man hørte ham synge. »You’re the devil in disguise«, sang han, som om han ikke kun sang om hende den listige kvinde, men om sig selv. Og netop den sang kunne de ret godt lide som musak i Munkedal.

DEN DAG, jeg kiggede forbi, kørte den som båndsløjfe til alle de synlige minder om den samme storhed, som Henrik Knudsen hylder oppe i Randers med sin snusfornuftige, realistiske nostalgi. To af museets skatte var  midlertidigt bortrejst til Mekka alias Graceland: Det diamantbesatte politiskilt, som Elvis fik, da han – vind og skæv – i 1972 blev udnævnt til vicesheriff. Samt en guitar, som Elvis personligt skal have signeret. Det er med antallet af personligt signerede Elvis-guitarer som med antallet af træsplinter fra Jesu kors – de er hinsides enhver fornuftig forklaring. Læg dem sammen, og man får en guitarbutik midt i en tømmerhandel. Ellers manglede der ikke noget i Munkedal.

RIGTIGE ELVIS-fans er ikke vilde med at se nærbilleder af Kongen forklædt som Kaptajn Vom, iklædt en sparkedragt og et kalorieindtag, der er lige overdimensioneret. De har det med billeder af en Elvis på over 85 kilo som sovjettiske magthavere havde det med udrensede rivaler på historiske fotos. Retouchér dem væk!. Derfor var der i Munkedal mest fra guldalderen, hvor Elvis ikke var fed på den ufede måde: Den røde striktrøje med lynlås fra »Jailhouse Rock«-æraen, en hvid, kropsnær læderheldragt med broderier fra før han gik op i supersværvægtsklassen, revolverløse skulderhylstre, karatebælter, legetøjsracerbiler, som hoffet omkring Kongen morede sig med på mahognigulvene i Graceland, nu, hvor Lisa Marie ikke blev en dreng, samt et enkelt af de nylontørklæder, Elvis kastede i grams til grædende enker og evige teenagere i Las Vegas og omegn – 1.200 shows bare de sidste syv år; hvem der var tørklædefabrikant … Museet udstillede også bøger, som Elvis faktisk siges at have læst og har gjort notater i med en rørende barnlig hjælpeklasseskrift, og – mens vi er ved håndarbejdet – mere håndfaste ting som den 22 kaliber Colt-pistol, Elvis bar på sig. Naturligvis forgyldt. Ligesom startnøglen til den Cadillac Fleetwood, model 1974, Elvis kørte til i to år, før han forærede den til sin huslæge, Dr. Nick – blandt fjender kendt som Dødens Doktor, fordi han var – og fik dom for at være – lidt for umådeholden i sine udskrivninger af receptpligtig medicin til Elvis. Bilen stod ude bagved i et læskur. Lidt forældet, men den fyldte godt op i landskabet, supersymbolsk, uimodsigelig og mut. Præcis som Elvis Presley.

MIN EGEN historie om Elvis starter ikke i Munkedal, men på en af erindringens evigt gennemlyste sommerdage i barndommens børnerigeste boligkarré i Sydhavnen i København. Fra et åbent vindue oppe på fjerde hos Erik larmer en sang fra en overstyret Kvik Polyfon grammofon, den røde med højttaler i låget. Han havde fået den samme forår i konfirmationsgave. Det må have været 1962, for den sang, jeg stadig hører fra det vindue, lyder sådan:

When the mailman came to our house this mornin’

I was waitin’ right there for him at the door

But when I opened up and read your last letter

Then I knew that I would wait for him no more

 

‘cause you said ’Dear One,

there’s somethin’ that I have to tell you’

’Dear One, there’s somethin’ that I have to say, yay-yay’

’Dear One, he’s tall, dark, well you know how it is’

’And Dear One, he stole my heart away.’

SANGEN hed, som man måske kan regne ud, »Dear One«, og var med Larry Finnegan. Han var også meget populær i Sverige og sang sådan lidt småjodlende countrypop af en slags, vi ikke havde navn for, men alle hørte den sang den sommer, når vi da ikke hørte en anden med nogenlunde samme tema. Den havde Erik ikke. Den hørte vi nede hos Frank, når hans mor var på arbejde. Teaktræsgrammofonmøblementet stod nemlig inde i dagligstuen.

I gave a letter to the postman,

he put it in his sack.

But early next morning,

he brought my letter back.

She wrote upon it:

Return to sender, address unknown.

No such number, no such zone.

 

We had a quarrel, a lover’s spat

I write I’m sorry but my letter keeps coming back.

So then I dropped it in the mailbox

And sent it special D.

But early next morning

it came right back to me.

She wrote upon it:

Return to sender, address unknown.

No such number, no such zone.

 

HER, MASSER af kærester og somre senere, kan jeg ikke modstå fristelsen til at skrive begge teksterne ned bare for at se, hvordan de egentlig ser ud. Det gjorde vi også dengang, men vore engelskkundskaber må have fået disse sange til at ligne krypterede koder; kun forståelige for de indviede, som de stod der i de brune kladdehæfter, hvor der også blev plads til at forevige, hvad der stod på nummerpladerne på de udenlandske biler, der kørte forbi ude på Gl. Køgevej, vores vej ud i verden, vores drømmespor til Hamburg, Memphis eller såmænd bare Maribo, hvor jeg lige havde deltaget i en fodboldturnering. Jeg kunne lide begge sangene. Måske mest Larry Finnegan eller også var det fordi min ven, Lars Peter, var særlig vild med den. Men Elvis blev hængende. Jeg kunne godt lide, at han ikke bare opgav. Larry overlod det til postbudet. Elvis derimod, han tog sagen i sin egen hånd. Han opsøgte pigen. Han kunne ikke leve uden at vide klar besked.

This time I’m gonna take it myself

and put it right in her hand.

And if it comes back the very next day

then I’ll understand the writing on it

Return to sender, address unknown.

No such person, no such zone.

 

ELVIS var lige så ny i mit liv som piger. Jeg var næsten 13 og havde fået lov at kysse Jytte nede i kælderen og lidt mere til. Det var jeg ret stolt af. Indtil jeg fandt ud af, at hun allerede havde smidt de husmorstore, svagt syrligt duftende trusser for de fleste af mine kammerater, og nogle af dem var endda ikke kommet til at betale for det. »You fooled me with your kisses, You cheated and you schemed, Heaven knows how you lied to me, You’re not the way you seemed,« sang Elvis sommeren efter. Da var vi en del, der tænkte på Jytte, som var flyttet fra kvarteret og vist nok var blevet gravid med en amerikansk soldat, der var heroppe på orlov fra sin base i Vesttyskland. Det var nu ikke Elvis, selv om hendes kusine stædigt blev ved at påstå det. Allerede dengang var Elvis, som man kan se, en mytologisk figur, men han spillede ingen hovedrolle i mit liv. Eller rettere: Når han var der, var han der fuldt ud. Præcis som alle de andre popstjerner. Jeg kunne godt høre, at sange som »Little Sister« og »His Latest Flame« havde dette udefinerlige ’noget’, og Pat Boones »Tutti Frutti« var jo nærmest en fornærmelse i forhold til Elvis-udgaven for slet ikke at tale om Little Richard, hvis orginalversion, Franks storebror – eller var det hans onkel – havde købt i Sverige. Jeg havde aldrig hørt noget lignende. Men den var også for larmende. Man kunne ikke få lov at udvide hofteholdere til tonerne af den sang. Der var Elvis bedre, men vi opfattede ham ikke som så meget bedre end alt det andet, der hjemsøgte vor sagesløse hukommelse de år. Beatles fyldte pludselig en del, men før det havde Dickie Lee, Ricky Nelson, Dion, Gitte Hænning, hollandske Suzie, Paul & Paula, Connie Francis og Four Jacks gjort det samme. For slet ikke at tale om fodbold, fodbold, fodbold og fire-forestillingerne i Enghave Bio, hvor vi red ud over cinemascope-savannerne hver søndag. Kulturelt var vi ikke kostforagtere i Sydhavnen. I virkeligheden hørte vi mest Elvis, når vi gik til dans hos Sussi Christiansens Danseinstitut på Borgbjergsvej.

DER GIK en latinbølge over landet der først i 60’erne, og så selvfølgelig twist. Cha cha cha var også sagen. Det samme var quickstep. Og rumba. Det lød frækt og så også sådan ud. Den italienske værtshusmusiker Bruno Martino var et stort navn herhjemme, og Elvis gik rent ind med sine chartereksotiske klangfarver og tempofaste sange som »Surrender« for slet ikke at tale om »Wooden Heart« og »It’s Now Or Never«. Derfor var der for meget af min mors smag i Elvis til at jeg for alvor kunne give mig hen. Og jeg kendte ikke hans første sange, de sagnomspundne Sun-singler. Ja, jeg vidste ikke engang, at de var sagnomspundne. Det var der ikke ret mange i Danmark, der vidste. Jeg ved godt, at sådan en som Dan Turell siden førte sig frem med, hvordan de ude i hans barndoms Vangede både havde kørt longjohn og hørt Elvis. Sandheden er, at Onkel Danny gik i Montmartre og hørte avantgardejazz, da han blev gammel nok, og før det hørte han lige så meget Elvis som de fleste andre. Nemlig ikke ret meget, men senere var det ikke så godt for forfattermyten (dog tror jeg på den med longjohn’en). Den store udenlandske popstjerne i Danmark i 1957-58 var ikke Elvis. Det var Tommy Steele. Årsagen var noget så kedeligt som strukturalistisk og logistisk.

PRESLEY-PLADER var simpelthen svære at komme i nærheden af. Fra 1956 til et stykke ind i 1959 var Elvis’ pladeselskab RCA Victor nemlig uden dansk distributør. Den sidste normalt distribuerede Elvis-single inden den pause var »Heartbreak Hotel« i 1956. Den blev hjemtaget i 500 eksemplarer som en lakplade, en 78’er. Om nogen landeplage var der altså ikke tale, og i den kgl. socialdemokratiserede dampradio spillede man ikke junglemusik. Elvis var for kendere og musikere, som tog over Øresund for at købe hans plader, og de første spæde rock-og-rul orkestre tog hans sange på repertoiret – introducerede ham så at sige illegalt, bl.a. ved at skrive hans sange af fra hele Europas popstøjsender, Radio Luxembourg. Det gav nogle spøjse transskriptioner. Og mens vi er ved det: Danske teenagere sad heller ikke hver aften i 50’erne i biografhalvmørket og legede far og mor uden børn til hans film. Igen: De danske biografdirektører opretholdt i fire-fem år en blokade af amerikanske film. Man fandt den begærede pris for at leje dem for ublu, og ville derfor ikke hjemtage bl.a. Elvis’ film. De begyndte først at komme op herhjemme i 1959 og fik så premiere en masse med tilbagevirkende kraft, og blev bølgebrydere for hans musik.

DET SAMME blev Danmarks Radios svar på den meget aflyttede piratsender Radio Mercur i Øresund, som politikerne tvang til havari i 1962. P3 kunne godt lide Elvis, og den nye kanals entusiastiske førstepladevender, Jørgen Mylius – dengang uden ’de’ – elskede kun Cliff mere, end han elskede Elvis. Jeg holdt op med at høre Elvis. Der var så meget andet. Og da vi vaskede Bryllcremen ud af håret og lod det vokse langt, var Elvis blevet en dårlig vittighed. Hans tv-transmitterede 1968-comeback betød en genoptagelse af Elvis’ og mit forhold. Jeg gik på (gen)opdagelse i hans musik, men gik stille med det. Det var lige så politisk ukorrekt i de år at kunne lide Elvis som at stå på Hockeybanen i Københavns Idrætspark og heppe på Boldklubben FREM. Mindst. På vejen tilbage til Elvis stødte jeg, der ligesom mange i min generation troede, at Rolling Stones og Pretty Things havde opfundet bluesmusikken, også på hans musikalske stamfædre, og det forunderlige var, at den opdagelse ikke gjorde ham mindre. Snarere tværtimod.

DENNE BOG er en forsinket markering af de sammensatte følelser, Elvis altid har fået op i mig. Nogle af ordene i den vil forekomme en og anden lige lovligt store. Men stor musik kræver store ord, og de bedste Elvis-indspilninger legemliggør i al deres selvfølgelighed det, vi forkorter rock. Samtidig kunne han forvandle lort til lagkage. En kunst, han desværre lidt for tit fik brug for at demonstrere. Elvis Aron Presley var en popmusikalsk alkymist. Ingen kunne – og kan – som han ramme glæden og smerten lige rent. Og når han ramte ved siden af, var der dømt frit fald – fascinerende, skræmmende, forstemmende, men altid engagerende. Til sidst opgav han at hive sig selv op. Fik nok af sig selv. Fik nok af rock. Fik nok.

Betragt min bog som et forsøg på sende nogle af indtrykkene return to sender.

Readmore  

Da rebellen blev stueren

Kommentarer slået fra

I dagens udgave af Politiken skriver jeg om manden, der skrev fem af Elvis Presleys hitlistetoppere. Her en lidt længere udgave:

Elvis Presley skrev ikke en tone selv. Det havde han folk til. En af de mest succesrige var Aaron Schroeder, der nu er død, 83 år. Sammen med diverse medforfattere stod han bag fem af Presleys største hits, ”A big hunk of love”, ”Good luck charm”, ”I got stung”, ”Stuck on you” og ikke mindst ”It’s now or never”.

Schroeder tilhørte sidst i 50’erne den flittige flok af håbefulde hustlende sangskrivere, der på daglejerbasis skrev for Presleys musikforlag Hill & Range, som tog sig rigeligt betalt for at give dem mulighed for at få afsat sange til popkongen. Præmissen var, at de gav forlaget en del af deres royaltyindtægter, ud over de penge forlaget i øvrigt skulle have. Sagde man nej, sagde man også nej til at blive kgl. sangleverandør, så det gjaldt om at stå sig godt med forlagets sangpusher, nyligt afdøde Freddy Bienstock, men det er en myte at Elvis ikke selv havde noget at skulle have sagt.

Bortset fra filmene, som jo skulle fyldes med musik, afgjorde Elvis og hans veludviklede instinkt selv, hvad han ville indspille. Det lykkedes Schroeder at få afsat i alt 17 sange til Kongen, ikke alle lige kongelige, men de fem nævnte skinner stadig som de popperler, de hver for sig er.

Schroeder, som var af østrigsk afstamning ligesom folkene bag musikforlaget, havde med ”Stuck on you” givet Presley hans første hit efter soldatertiden i 1960, og var derfor blandt de fem forfattere, der i en slags udbud blev bedt om at lave ny engelsk tekst til en operetteklingende, neopolitansk ballade, som Presley havde hørt som værnepligtig i Vesttyskland og var blevet så begejstret over som Elvis nu kunne blive over smægtende sentimentalitet. Og det var ikke så lidt.

”O sole mio” var tidligere indspillet på engelsk, men Elvis ville have sin helt egen version. Schroeder vandt med sin makker Wally Gold udbudsrunden. Teksten tog dem en halv time at skrue sammen, og sangen har til dato solgt tyve millioner eksemplarer. Den redifinerede Elvis. Fra hoftevridende rebel til svigermors drøm. Hans rockelskende fans var målløse. Resten af verden tog ham til sig i et favntag, som endte med at blive hans død.

Succesen gav Schroeder mulighed for at starte som producer og pladeselskabsejer. Vist ikke altid af den helt pletfrie slags, men han ”opdagede” en sanger som Gene Pitney og skrev temaet til den første Scoopy Doo-tegnefilm.

Sent i livet hjemsøgte ”It’s now or never” ham på en uventet måde. Musikforlaget tog det i sin tid for givet, at ”O sole mio” var en såkaldt traditional, altså en ophavsretfri melodi. Det faldt der i 2002 dom for, at den ikke er, så de italienske arvinger til komponisten er sikret afgifter frem til 2042. Der vil nok noget længere være penge i banken til efterkommerne af Aaron Schroeder, som lagde nogle af de største og mest langtidsholdbare guldæg i Elvis-industrien.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top