Patti Smith går i barndom

Kommentarer slået fra

Det er ikke nogen ny bog, Patti Smith nu får udgivet på dansk. Faktisk udkom Woolgathering allerede i 1992 som et bestillingsarbejde til det eksklusive Hanuman-bibliotek. Den nye version er udvidet med afsnittet ‘To verdener’ plus forfatterens fotos og illustrationer.

Og under (gen)læsningen af denne lille, men store bog slår det mig igen, at Patti Smith sagtens kunne have klaret sig uden rocken. Om den så kunne have klaret sig uden hende, er et andet spørgsmål. Anmelderne har aldrig været i tvivl, men selv hører jeg til de kætterske, der altid har mærket større viljestyrke og eksponeringstrang end egentlig originalitet i hendes musik. Jeg ved godt, at man ikke må sige det, men hun er større som digter end som sanger.

At de to ting sagtens kan adskilles, fremgår af Drømmespinderi, som er et fuldendt, sprogligt fortættet og magisk-poetisk signalement af barndommen og hvorfor vi aldrig kan holde op med at gå i den. Patti Smith er imidlertid ikke på sporet af den tabte tid. Hun er midt i den, nærværende og nutidig. Som om det var i går…

Originaltitlens dobbetbetydning er fint fanget af den danske titel. Barndommen er det stof, drømme er gjort af.

Patti Smith husker, både med en Rifbjergsk sanselighed og præcision og en vandrelysten rummelighed, som den, man kan gå på opdagelse i i et haiku-digt.

Bogen er – for det meste – næsten som en poetik over vigtigheden af at bevare barnligheden, at huske, at “et barnesind er som et kys på panden – åbent og uselvisk”, huske at blive ved med at se det magiske i det hverdagsagtige, dengang vi var “just kids”, som hendes prisbelønnede erindringsværk fra 2010 hedder.

Drømmespinderi udspiller sig længe før, dengang vasketøjet duftede sødt, når mor havde vasket det, dengang hunden Bambi med stilheden i de bedrøvede dådyrøjne blev kørt over af en brandbil og dengang før voksenfornuften skruede ned for lyset i barnelykken. Dengang.

Mod slutningen af bogen falder hun for fristelsen til at filosofere over, hvad der har bragt hende derhen, hvor hun er i dag: “Skæbnen ville, at jeg kom til at følge en bane milevidt fra mine forfædres, men deres væsen er også mit. Og når jeg på en rejse ser en skråning spættet med får, eller en hyrdestav henkastet mellem kastanjebladene, bliver jeg rørt af en længsel efter igen at være det, jeg aldrig var…”

Ellers er det en bog renset for småfilosofisk lommeuld, men fuld af hjemmespundne tråde, der rækker tilbage og frem. Ordene væver for- og nu & her-tid sammen til et hele, der ikke skal forstås, men opleves.

Bogen er oversat af Charlotte Kornerup, så man glemmer, at den er oversat. Sproget er universelt. Ligesom emnet. Og man haster sig alt, alt for hurtigt gennem de halvfems sider i en opmærksomhedsslugende rus. Også på den led er den som det emne, den fordyber sig i – barndommen, som var ovre, før vi vidste af det. Men som blev hængende i sindet for altid.

Patti Smith: Drømmespinderi. Klim, 90 sider i et stilrent format.

PS: Forsidefotoet viser i Christian Hvids layout Francois Millets 1863-maleri ‘Hyrdinden med sin flok’.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

Readmore  

Anbefales: Randi Laubek

Kommentarer slået fra

Der stønnes, prustes og sukkes normalt over de store danske pladeselskabers manglende risikovillighed. En stor del af denne lamentering er rituellle automatreaktioner, for som man kan læse og høre sig til, bl.a. på denne blog, så er en kontrakt med en lokal, multinational filial ikke længere end nødvendighed for at udgive sin musik.

Randi Laubek passer som kunstner ikke ind i den diskurs. Hendes nye plade, Letter to the world, gør det endnu mindre. Her har vi en eksklusiv, småjazzet sanger, der på store, stygge Sony udsender et album, hvor hun har tonsat den myteindhyllede, eksklusive, eneboeragtige 1800-tals poet, Emily Dickinson. Og komponistens og Gustaf Ljunggrens subtile akustiske guitarspil draperes af Royal Danish Winds, et ensemble af blæsere fra Det kgl. Kapel, som arrangeres af Per Ekdahl. Bliver det meget smallere?

Før jeg besvarer spørgsmålet, så lige en pixibogs-introduktion til Emily Dickinson.

Hun levede 1830-1886. Det meste af sit liv i Amherst, Massachusetts. Hun var ud af en velsitueret advokatfamilie, men blev aldrig gift. Og levede derfor som pebermø, men havde et meget aktivt ikke-offentligt liv. Hun brevvekslede og distanceforelskede sig (platonisk, især til en præst), og så skrev hun 1859-65 i noget, der lignede en poetisk raptus, henved 1.800 digte, epigrammer og tekster, som først dukkede op efter hendes død.

Myten om Emily Dickinson er, at hun levede i selvvalgt eksil i et stort hus, hvor hun gådefuldt lod sig ane bag vinduerne, iklædt spøgelseshvide gevandter. Sandheden er midt imellem: Hun passede sin invalide moder, og gjorde det sammen med sin lillesøster, Lavinia, men det er rigtigt, at hendes kontakt til omverdenen med tiden blev mere og mere håndsky, men hun havde tjenestefolk og søsteren boede i samme hus. Emily forsøgte at få kritikere til at mene noget om de digte, hun skrev, men der var ikke helt hul igennem eller også ønskede hun at bevare afstanden.

Søsteren holdt efter hendes død sit løfte om at brænde Emilys breve – i hvert fald mange af dem, men beholdt heldigvis de mange tekster, der dukkede op alle vegne i skuffer og skabe, skrevet i notesbøger og på indkøbssedler og brugte konvolutter. I dag rangerer hun som poet på linje med samtidige som Walt Whitman. Som en af hendes bedste læsere og oversættere, Poul Borum, engang skrev, så finder man hos hende “samme betydningstæthed, ironi og intelligens og metaforiske indsigt som hos de største af vore dages digtere…” Hun var religiøs på en nypuritansk måde, og naturen var hendes kirke. Men hun var også et barn af den nye tids rationalisme. Den dobbelthed får digtene til at dirre. Af liv og død. Af poesi og præcision.

De dickinson’ske digte er i sig selv musik, bl.a. ved en sindrig anvendelse af tankestreger af varierende længde, som var hendes måde at synkopere på – en såkaldt kryptisk notation. Hun har derfor altid tiltrukket komponister. Mest markant Aaron Copland, hvis 12 poems of Emily Dickinson fra 1950 er et partiturmusikalsk hovedværk (YouTube-link). En nyklassisk komponist som Judith Weir har ajourført Coplands måde at iklæde Dickinson musik på. Og svenske Sofie Livebrandt og norske Hanne Tvetter (YouTube-link) har givet deres ret forskellige, mere singer-songwriter-agtige bud på en modernisering af Dickinson.

Jeg ved ikke, hvor meget af denne musik, Randi Laubek har hørt, men mon ikke Coplands følsomme fanfarer har været inde over? Først og sidst er Letter to the world dog en Randi Laubek-plade, som finder sin organiske plads i sangerens katalog.

Alderen har gjort hendes timbre mindre lys. Og fået hende til at hvile mere i sig selv. Stemmen er stadig i sig selv et indtagende instrument. Fløjlsblød og alligevel ikke uden både sårbarhed og skarphed. Der er nerve i hver en frasering, og hun forfalder aldrig til blær, selv om hun rent teknisk har al mulig grund til det. Hun er mindre jazz end Cecilie Norby og mere mainstream end Joni Mitchell, men hun er lige så billedskabende og udsøgt personlig.

Blæserakkompagmentet er direkte lutrende og bringer Emily Dickinson ud i det åbne:

This is my letter to the world
that never wrote to me, -
The simple news that Nature told
with tender majesty… 

hedder det i åbningsnummeret. Og selv man kan indvende, at der en ensartethed over sangene, er det mere fair at sige, at komponisten har lavet musik, der viser en samhørighed med digteren, på tværs af livsvilkår og tid. Randi Laubek gør Emily Dickinson til alt andet end en litterært genfærd. At musikkens (til tider lidt for) lækre klanglige udsøgthed så ikke forråder teksternes renhed, siger jeg bare for at gentage, at sangeren ved, hvad hun synger om.

A word is dead
when it is said
Some say
I say it just
begins to the live
that day 

Randi Laubek synger de ord, som er de selve hemmelighed bag hendes metier. I denne musik mere end anes konturerne til en klassiker, der vil røre og røres.

Randi Laubek: Letter to the world. Producer: Randi Laubek. Sony.

PS: Skulle man efter ovenstående få lyst til mere Emily Dickinson, kan jeg anbefale Poul Borums kongeniale oversættelser i den tosprogede Sig Sandheden/Tell All The Truth (Brøndum, 1984) – prøv antikvariat.net. Og i 2005 udgav Bente Clod sine oversættelser i bogen På min Vulkan (Tiderne Skifter), suppleret med et afmytologiserende essay om Dickinson.

PPS: Dickinson gav kun i sin levetid titler til de få af digtene, hun fik offentliggjort. Ellers betitles de efter det nummer, litteraten Thomas H. Johnson gav dem, da han i 1955 udgav sin første udgave af The complete poems of Emily Dickinson. 

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Pressefoto: Diana Velasco/Sony

Readmore  

Jørgen Leth – fuldtidsflanøren fylder 75

1 Comment

I dag fylder Jørgen Leth 75. Jeg husker, som var det i går, første gang, jeg læste en digtsamling med hans navn udenpå. Året var 1967, bogen hed Sportsdigte og den bjergtog mig, så jeg selv begyndte at skrive digte om sport. Nu om dage fylder sport jo hele sendefladen, og ikke kun p.t. Dengang var sport politisk ukorrekt. Den blev i de kredse, hvor jeg færdedes, set som udtryk for stræbermentalitet og tidsfordriv for borgerliggjorte konkurrencedyr.

Jørgen Leth accepterede ikke at blive dømt holdningspolitisk offside. Han skrev bare. På sin passion. Og han ignorerede linjevogterne. Også dengang.

Nu kunne det lyde som om Sportsdigte handler om fodbold. Det gør de ikke. Der er kun et digt om fodbold eller det, der ligner, i bogen. Selv om han har lavet en film om Michael Laudrup, har holdsport aldrig sagt ham meget. Han er til enere. Samlingen er f.eks. tilegnet Ole Ritter.

Digtene handler, nej, beskriver drømmen om at eje en baghånd (bordtennis), handler om cykelløb og cykelhelte, både på bane og især på landevej (ikke overraskende) og i bund og grund om kærlighed. Til vovemod og sensibilitet. På bagsiden kalder Jørgen Leth selv bogen “et forsøg på en eksakt beskrivelse af, hvordan man kan blive dygtigere til at leve.”

Denne dragen mod dygtiggørelse har altid været hans indre motor, både som forfatter og filmskaber (og for Leth er det svært at skille de to). Og er det også i det tredje bind af erindringsværket, Det uperfekte menneske, som udkommer i dag med titlen Et hus er mere end en ting.

Denne gang handler det ikke bare om at leve, men også om at overleve. Bogen er et blotlæggende forsøg på at skrive sig fri af jordskælvet i Haiti i januar 201o og hvad det udløste af fysiske og psykiske efterskælv.

En af bonusglæderne ved at læse Jørgen Leth er, at det er umuligt ikke at høre hans distinkte stemme imens. Denne gang har hans malmfulde nøgternhed dog fået en nervøst sitrende undertone. Selv om store dele af bogen foregår i de varme lande, er det til at læse/høre, at forfatteren tit er på følelsesmæssig tynd is. Det er ikke kun hans elskede Haiti, der trænger til nødhjælp. Heldigvis har han sin familie, sine venner og det han, uden blusel, kalder sine “folk” (læs: den lille, loyale tjenerstab på Haiti). Han er en mand, der har let til taknemmelighed, ja, er så generøs med den, at den somme tider tangerer en kliche, men aldrig bliver det.

Bogen er en slags dagbog, en følelsernes logbog med katastrofen på Haiti som start- og slutpunkt (beskrevet i billeder så uafvendeligt nære som nogen nyhedsreportage), og så den omdiskuterede film om Det erotiske menneske (og det ikke uproblematiske forhold til on & off-kæresten Shilaine) som omdrejningspunkt.

Tonen er hverdagsagtig, isprængt eksistentialistisk småfilosoferen og præcise skildringer af effekten af både James Brown og Fabian Cancellara. Af og til bliver det lige lovligt privat og namedroppende i sin opremsning af de praktiske og logistiske trivialiteter, der holder et liv sammen og bringer det på fode igen, men hele tiden bringes jeg til at tænke på det signalement, Leth engang i et interview i Information (oktober 1979) gav af sit arbejde: “Der er to kvaliteter, som gælder for mit arbejde: Sanselighed … og saglighed. De er ikke modsætninger.”

En anden skønånd, Oehlenschläger, beskrev i sit Skt. Hans Aftens Spil det, han som noget typisk dansk kaldte “Småhedsånden”. Den har altid provokeret og pirret Jørgen Leth og gør det stadig. Man kan som læser undervejs undre sig over, hvordan han får finansieret sin livsstil. Vi er klar over, hvad han lever for, og det er ikke kun dampende, viagrabåren negroid sex, sval hvidvin og østers og det årlige indkøb af Armani-tekstiler, men hvad lever han af?

Det svar udebliver. Til gengæld klæder det ham at vise storsind over for bonerthedsapostle som TV2′s daværende sportschef, Morten Stig Christensen, hyklerne på Ekstra Bladet og andre, der ikke går i håndsyede sko.

Et hus er mere end en ting er et værk, hvor forfængelighed og forgængelighed sammen klinger ud i en løvfaldssmuk kadence, som ikke er skuffende.

Jørgen Leth: Et hus er mere end en ting. Cover: Harvey Macaulay m. foto af Lærke Posselt. Gyldendal. 242 sider. 

Link til forfatterens hjemmeside her. Og kommer man forbi Kunstforeningen på Gl. Strand, er Leths ‘liv’ såmænd udstillet.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

Readmore  

Rif ta’r fat på 80′erne

1 Comment

RIF I EN RUF

Det handler om
Den kroniske uskyld
Konfrontation
Camouflage
Krigen
Efterkrig
Gris på gaflen
Udviklinger
Amagerdigte
Fædrelandssange

Det handler om
Anna (jeg) Anna
Leif den lykkelige jr.
Lena Jørgensen
Lonni & Karl
Nansen og Johansen
Esbern
Odysseus fra Amager

Det handler om
Rejsende
Til Spanien
Landet Atlantis
Stranden
Kandestederne
Dengang det var før

Det handler om
Dilletanterne
Operaelskeren
Vores år
De beskedne
Narrene
Spinatfuglene
Drengene
Kesses krig
Under vejr med mig selv
Hjemve

Du skal ikke være ked af det, Amalie
Duerne flyver

Det handler om
Stederne
Det sorte hul
Den hemmelige kilde
De hellige aber
Det svævende træ
Mojácar
Mytologi
En omvej til klostret
Bjerget i himlen

Det handler om
Scener fra det daglige liv
Hvad sker der i kvarteret
Vores mange køkkener
Huset
Mænd og kvinder
Desperate digte
Knastørre digte
Den søde kløe
Det svage køn
Sangen om sengen
Synderegistret
Arkivet
Privatlivets fred
Diskret ophold
En gammel snyders papirer
En hugorm i solen
Skiftespor

Det handler om
Ankomst til stilheden
Falsk forår
Sommer
Patience
Byens tvelys
Rapsodi i blåt
Regnvejr
Terrains vagues

Det handler om
Hvad en mand har brug for
I medgang og modgang
Det korte af det lange
Vi bliver jo ældre
Borte tit

Kort sagt
Jordbær
Rod
Voks
Pap
Sådan
Time out

Hvordan har vi det så i dag?

Udenfor har vinden lagt sig
Det gælder om at holde balancen

Tak for turen

©Torben Bille 2011 med særlig hilsen til Rifbjerg

Følg mig også på Facebook

Foto: Klaus Holsting/Gyldendal, 2011

Readmore  

Nobelpris til Tranströmer

Kommentarer slået fra

Her, mens Folketinget (gen)opfører den årlige demokratiske paradeforestilling, der kaldes Åbningsdebatten, tikker en sms ind. Årets Nobelpris i litteratur tilfalder den svenske lyriker Tomas Tranströmer. Langt om længe, skal det lyde herfra.

Nogle tidlige linjer af ham rinder mig i hu og illustrerer både hans tidløshed og aktualitet:

Radikal och Reaktionär lever tilsammans  som i ett
olyckligt äktenskap.
formade av varann, beroende av varann.
Men vi som är deras barn måste bryta oss loss.
Varje problem ropar på sitt eget språk.
Gå som en spårhund där sanningen trampade!

(fra suiten ‘Om Historien’ fra 1966-samlingen Klanger och spår)

Har du Tranströmer til gode, er du at misunde…

Se mere om ham her.

Readmore  

Det er hos Aarestrup det sner

1 Comment

Paa Sneen

Hen over Torv og Gade,
Hvor Sneen laae, den hvide,
Belyst af Nattens Maane,
Jeg saae dig hastig skride.

I eventyrlig Skjønhed,
Krystalklar, straalte Staden,
Og som et magisk Luftsyn
Blændede Slotsfacaden.

Om dine Hænder vandt sig
Muffen, den lykkelige,
Og om dit Knæ jeg hørte
Den glatte Silke skrige.

Dit Aandepust, usynligt
Ellers som Rosenduften,
Nu strømte gjennem Sløret
En Sølvsky ud i Luften.

Sig syngende lod Sneen
Af dine Fødder trykke,
Og paa det bløde Teppe
Henflagrede din Skygge.

Jeg saae den hastigt svæve
Over den glimmerhvide,
Ætherisk-rene Flade -
En anden ved dens Side.

Det var min egen Skygge!
Den skyndte sig utrolig -
Jeg havde aldrig seet den
Saa langstrakt og urolig.

Den nærmed sig forvirret -
Den lod – det er det Sande -
Sit eget sorte Væsen
Med dit sig kjælent blande.

De svulmede – Canova
Ei bedre Grupper skabte -
Imellem blev de borte,
Naar Maanens Lys sig tabte.

Og kom igjen tilsyne
I Stillinger – o Lykke,
Mit Kjød og Blod maa savne,
Men opnaaes af min Skygge!

Digtet skrevet af Emil Aarestrup. Først offentliggjort i Digte, 1838.

Billede hentet herfra.

Readmore  

Professor i ømhed fylder 70

Kommentarer slået fra

Den selvudnævnte professor i ømhed Peter Poulsen fylder 70 i dag. I min bog står han som en af Danmarks bedste, mest konsistente digtere (og mest musikalske oversættere, fra Pessoa over Baudelaire til Prins Henrik). Og bedst swingende lyrikoplæsere. Punktum. Poulsen har skrevet om Jimi Hendrix, men er ellers mest til jazz, men det gør ikke noget, når han beskriver sin kærlighed til musikken som her:

Tonerne, som forlader en saxofon
kan forsvinde uden at dø

Det lyder som mennesker længe efter.

 

I Remember April, Bent Jædig,
fra en aften i 58.

Jeg kan stadig vågne om natten
med lyden af april i hjertet,

som melodisk blafrende ord,
fugle generøst smidt op i luften.

Musik findes, kan ikke erstattes med ord.
Det er blandt andet derfor, den findes.

Jeg erindrer, at det var lunt.
Imellem to figurer forsvandt en bil.

En sveddråbe tindrende saxofongult
i et brilleglas et øjeblik.

© Peter Poulsen

Digtet er genoptrykt i Cikaderne synger, som er en slags greatest hits (Vindrose, 2006).

På dagen udgiver PP et bind nye digte, Rulleteksterne. På Lindhardt & Ringhof. Men kun som print on demand. Nye tider for den smallere litteratur i disse bestsellertunge tider… om udgivelsesformen er en subtilt forklædt fornærmelse mod forfatteren og hans læsere eller en markedsbetinget formfornyelse kan man diskutere. Her er i hvert fald en smagsprøve (med flere fugle, som en måske ubevidst hilsen til Vagn Steen):

STØVETS ÅR
I syv årtier har jeg været her på Jorden,
ikke altid lige nærværende.
Jeg har sovet ca. treogtyve år.Jeg har været melankolsk i flere,
både lykkelig og trist.
Jeg har sunget på mit sære tungemål.Jeg har grundet over månens skønhed
på selve himlen
eller spejlet i en vandpyt.

Svalerne har jeg beundrende fulgt.
Tænk om digte kunne skrives,
som de flyver.

Jeg skal ikke dø som rosen
for at blive genfødt.
Når jeg dør, er det for altid.
Endegyldigt.

© Peter Poulsen

Pressefoto: Marianne Grøndahl (Lindhardt & Ringhof/POLFOTO)

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top