Morgenfriskhed

2 Comments

I forlængelse af min anmeldelse af Cecilie Frøkjærs nye aftenshow, mener jeg i dagens Politiken noget om TV2′s morgenflade:

Mens TV2’s seerredaktør kritiserer Cecilie Frøkjær for at have inviteret den voldssigtede Susan K. med i sit nye program, kører ’hendes’ gamle program ’Go’ Morgen Danmark’ videre. Ikke uanfægtet af hendes farvel, men i færd med at finde sine egne ben, noget, der godt kan være svært om morgenen.

’Go’ Morgen Danmark’ er et ’gå-til-og-fra’ program, som nu produceres af Nordisk Film. Producentskiftet sidste sommer indebar til at begynde med de vanlige ritualmord på emner, der lugtede af noget, der var ældre end 40 år. Ungdomsappeal er som bekendt konceptmageres nemme erstatning for iderigdom.

Det har siden jævnet sig, og på det seneste har der været tungere emner på dagsordenen. F.eks. lykkedes det fint med at illustrere de konservatives usynlighed. Man opstillede i Hovedbanegårdens ankomsthal kasser, påklæbet billeder af konservative ministre. Forbipassende skulle så putte enten grønne eller blå bolde i kasserne. ”Pop” hører jeg nogen vrænge. Ikke mere end de øvrige meningsmålinger. Og den politiske ordfører Henriette Kjær fik tid og modspil til at komme fornuftigt rundt om emnet.

Programformatet kan irritere i en ulidelig lethed, der fører os fra selvmordstruede asylbørn over supersmoothies til en amerikansk sæbeboblepuster, der på en dag, hvor Haiti meldtes ramt af jordskælv, legede med en sindrig konstruktion, som han kaldte – ’jordskælv’. Og tilbage igen til familierådgiveren Lola Jensen med den øretæveindbydende storøjede inderlighed. Omvendt må der ikke være svage programpunkter, for sæt du kun når at se det svage. Det columbusæg kan ingen ruge ud hver morgen. Derfor afhænger alt af værterne.

Morgenens stjerne er Morten Resen, der med drengerøvscharme og journalistisk situationsfornemmelse bevarer tilbagelænetheden uden at falde bagover. Ved sin side har han den lovende Ida Wohlert, som løsner mere og mere op. En nyskabelse er, at vejrværterne er medværter. Det får Peter Tannev mest ud af.

B-holdet er Kamilla Walsøe, der efter et år stadig virker sært kejtet og utilpas ved at stå i studiet, og Anders Breinholt, der giver den lige lovlig meget som guttermand i gummisko. Han var engang ’sort spejder’ på P3. Nu er han mest spejder, med evindelig given-hånd til de medvirkende. Det bliver et tomt ritual i hans hænder.

Det kan man ikke sige om programmet som helhed, der har ambitioner om at være andet end mindestue for Michael Meyerheim, Ole Stephensen og Frøkjær.

Readmore  

Cecilie®

2 Comments

I dag gør jeg i al stilfærdighed comeback som tv-anmelder i Politiken efter 22 års pause. Medieverdenen er unægtelig blevet en anden. Dengang i 80′erne var der en kanal, og når det gik højt, mente vi noget om svensk tv. Til gengæld har den teknologiske udvikling medført – eller hvad man nu skal kalde det – at man som anmelder ikke længere kan få en anmeldelse af dagens tv i morgendagens avis. I en længere periode var jeg del af en tv-anmeldertrio, der også bestod af Carsten Jensen og Claes Kastholm Hansen. Vi fik en masse sjov, syntes vi da vist selv, ud af at være sure, hovmodige og stundom skarpe. Jeg mener, jeg er blevet en anelse mildere i mælet; måske i takt med at jeg har forstået lidt mere af, hvad der foregår bag kulisserne. Min kone siger, at det bare er, fordi jeg er blevet ældre. Hun har sikkert ret. Også med det!

Dagens anmeldelse:

Der er tv-værter, og så er der Cecilie Frøkjær. I mere end 10 år var hun med til at definere ’morgen-tv’ og brande sig selv. Fotogen, som om tv er opfundet for hendes skyld, og fuld af slagfærdig humor. Samtidig kan hun som kun få invitere indenfor i et lukket rum, åbent for nærvær og koncentration af den slags, hvor det lette får tyngde, og det tunge løfter sig. Gæsten føler sig ikke talt til, men med. Ja ja, jeg ved godt, at en del af det er en illusion, der beror på hendes faglighed, men det virker.

Sidste sommer forlod hun ’Go’ Morgen Danmark’, og er nu klar med eget talkshow efter en sabbat, der herhjemme har været lige så mediedækket som Dylans, da han styrtede på sin motorcykel.

Programmet er, med TV2’s vanlige selvbevidsthed, lagt lige over for seermagneten ’X-Faktor’. ’Den nøgne sandhed’ er en slags Oprah ultra light tilsat lidt Letterman, spædet op med storbydansk caffe latte-kultur, akkompagneret af hujende 20-30-årige kvinder på lægterne. Ovre i hjørnet står tre musikere, som er gået forkert.

Jeg ville elske at sige, at Cecilie Frøkjær lagde nye alen til sit talent, men hun virker så hjemløs i sit eget program, at hun konstant må råbe for at blive hørt. Det inviterede mandepanel – Kim Bodnia, den uforfærdede Springsteen-fan Peter Mogensen og Anders Breinholt – skal ping-ponge omkring problemstillinger, som bygger på den åbenbart biologiske kendsgerning, at kvinder er fra Venus og mænd fra Mars. Et program bygget på kønsstereotyper? I 2010? Måske var det for at underbygge den tese, at aftenens gæst var Susan K., en botox’et bimbo af en pseudo-kendis af den slags, der overbefolker fladskærms-Danmark.

Okay, tv-underholdning er ikke atomvidenskab, men når nu værten selv er et lysende eksempel på et menneske, der ikke vil sættes i bås, virker det paradoksalt med et program, der lader os blive i båsene.

Bevares, der bliver fyret gode brokker af – ”er du en tøffelhelt, Peter?” ”Der er lunt under tøflen,” repliceres der kækt. Og da emnet bliver mænds forhold til deres mor, skrues der ned for råberiet og en næsten alvorlig fortættethed indtræder.

Det korte af det lange er dog, at sandheden er, at ”Den nøgne sandhed” er et ha-ha-larmende program, der er for langt og for ligegyldigt. Forhåbentlig ikke godnat for et tv-ikon, der indbefattede os alle, dengang hun sagde ”god morgen, Danmark”. Der er tretten shows tilbage. Bare hun ikke er overtroisk.

TV2′s seerredaktør Lars Bennike har, siden denne anmeldelse blev skrevet, kritiseret programmet for at lade en voldssigtet medvirke. Se mere her

Readmore  

Russisk udrykning

Kommentarer slået fra

GER - AUT

Bjørnen sov ikke. Som vanligt lignede den russiske landstræner Jevgenij Trefilov ganske vist hele 1. halvleg en latent blodprop fra før Murens fald, men siden blev han næsten vennesæl med bedstefarsmil over for sine spillere. Det kan man godt forstå.

Danmark er ude af kvinde-VM med et fortjent nederlag til Rusland på 25-30. Louise Mortensen brændte meget symbolsk et overtids-straffekast, men dette VM blev ikke tabt i eftermiddag, men i kampen mod Angola.

Når det er sagt, og det er vist sagt så rigeligt, så fremturede russerne med en fysisk styrke, et næsten usportsligt højt tempo, en gennembrudsvilje og bredde, der var ubetvingelig. Nøglespillerne var bagskytten Ludmila Potsnova og ikke mindst den tidligere GOG-keeper Inna Suslina.

Det var en god kamp, måske den bedste under dette VM, og der skal to hold til at skabe en god kamp. Og det danske hold havde rystet nederlaget til Angola af sig, i hvert fald i forsvaret, hvor den gamle jernlady, Mette Melgaard, gav og tog, så det sang. Og var lige ved at kompensere for, at Jan Pytlick, tvunget af holdsammensætningen, holdt fast i en 6-0 opdækning, som ikke var den mest vandtætte dæmning mod russere for fuld udrykning.

Afgørende for kampens udfald blev, at russerne formåede at neutralisere Trine Troelsen, at Camilla Dalby og Line Jørgensen demonstrerede deres stereotypi som langskytter, at ingen af vore målmænd kom afgørende i gang, selv om 32-årige Karin Mortensen havde et gyldent, fodrapt kvarter i 2. halvleg, hvor det så lovende ud, indtil Trine Troelsen forivrede sig i 52. minut og fejlafleverede lige ind i det rådsnare russiske forsvar, og fra at kunne have været bagud med kun et mål, kom vi i løbet af ingen tid bagud med tre.

Danmark faldt med ære, men den gider ingen hænge om halsen, der mener noget med sin sport.

PS: Til gengæld er jeg sikker på, at TV2 har verdens bedste håndboldkommentatorer i Thomas Kristensen og Bent Nygaard. De har boldøje og sprogøre, er begejstrede, men ikke nationalchauvinistiske, og evner både at uddele verbale øretæver og buketter med lige stor (k)ærlighed, både til spillerne, men sandelig også til spillet som sådan.

Ukrediteret foto fra IHF‘s hjemmesides mediesektion.


Readmore  

Dengang politiet gik i pastel

1 Comment

I dagens Politiken sender jeg Don Johnson denne fødselsdagshilsen:

Miami vice18

Nu om dage skal man langt ud på landet for at finde nogen, der synes, det er smart med oprullede jakkeærmer, men de findes. Den ansvarlige for det hedder Don Johnson. Han fylder 60 i morgen tirsdag, og hører i dag til de mange, der befolker den levende kirkegård for b-filmskuespillere, men engang var han altså både idol og modeikon, modsat de tweedklædte betjente, man ser p.t. i tv-serier som Blekingegade.

Årsagen var ’Miami Vice’, Michael Manns tv-serie om to civilstrømere, der afslappet stressede rundt i en lang solbeskinnet rockvideo, hvor tøjet var pastelfarvet og af Armani, bilerne Ferrari, pigerne som skåret ud af en Playboy-kalender og hvor Johnson som den cool Sonny Crockett i 110 episoder (og en film) 1984-89 udgjorde et makkerpar med Philip Michael Thomas som Ricardo Tubbs, der naturligvis var sort, så den politisk korrekte balance blev opretholdt. Det var underholdende med drengerøvscharme og absolut forglemmeligt, men stilskabende. Især for musikvideogenren. Jeg har ikke genset dem. Der findes ting, som har bedst af at køre i erindringen.

Don Johnson har aldrig siden matchet den serie, som han kæmpede sig vej til fra de nederste rækker i filmhierarkiet. Har man set Joey Tribbiani i Friends, har man en fornemmelse af, hvordan Johnsons liv før ’Miami Vice’ var.

I virkeligheden stammer han fra Midtvesten, men flyttede til Californien sidst i 60’erne, hvor han som så mange andre forsøgte sig med rocken, bl.a. i et band, der talte senere medlemmer af Grateful Dead. Han blev skuespilleruddannet, fik småroller, mødte den 14-årige Melanie Griffith som 22-årig, blev gift med hende, skilt, gift igen og endelig skilt fra hende i 1996. Da var han med succes i gang med serien ’Nash Bridges’, hvor han genopførte Sonny Crockett – nu uden oprullede ærmer.

I ’Miami Vice’ havde Johnson en krokodille som kæledyr. Den hed Elvis. Og musikken har altid været en del af hans liv. Ja, faktisk fik han i 1986 et hit med ’Heartbeat’, det første af to albums, som ikke var så ringe som anmelderne ville have os til at tro, og bød på medvirken af Willie Nelson, Bonnie Raitt, Ron Wood og Barbra Streisand, som Don Johnson på det tidspunkt havde et mediedækket forhold til.

Filmrollerne er fortsat med at komme. Ikke i Oscar-klassen, men nok til at han kan klare dagen og vejen, selv om konkursen et par gange har været overhængende. Det koster givet at leve som den stjerne, man ikke længere er.

I 2002 kom Don Johnson under mistanke for hvidvaskning af penge efter at være blevet stoppet ved schweizisk-tyske grænse i sin sorte Mercedes, tilsyneladende med beviser på ulovligt at have overført millioner af dollars. Sigtelsen blev frafaldet i en sag, der virkede som taget ud af – ja, Miami Vice.

Readmore  

Da capo for Dire Straits

Kommentarer slået fra

Dire straits - sultans of swing

Du kender det godt, det der med ikke at vide, hvad du skal give hvem i julegave … Måske skulle man gøre som pladebranchen. Pakke gammel musik ind i nyt karton eller hvad det nu hedder i disse downloadende tider. I hvert fald har TV2  kronede dage i disse dage, hvor der i reklameblokkene powerplay’es af pladeselskaberne, som averterer det ene genoptryk af greatest hits efter det andet.

Hukommelsen har aldrig virket kortere i branchen. Grupper, der gennem de sidste ti år har fået genudsendt deres musik gang på gang, får en tur til, som om kunderne er blinde og døve eller bare vil have mere. Eller også skal der bare råbes højt for at få penge i kassen.

Tilfældige eksempler: Creedence-boksen er ude. Igen. Efter at alle de enkelte albums har været genudsendt (med bonusnumre og hele svineriet). Anne Linnet har en boks på gaden. I min reol står adskillige adækvate opsamlinger med fruen. Elvis’ bedste albums bliver for 119. gang samlet i en boks og som om det ikke er nok, kom der i oktober endnu et bokssæt med de samme sange, som markering af Kongens tilstundende 75 års dag.

Og hver morgen brager reklamen for den “nye” Dire Straits-compilation igennem. Den udkom både i 1999 og 2007, og i 2005 udsendtes endnu et cd-sæt, som stadig kan fås. Men åbenbart ikke af alle.

I den aktuelle tv-annonce for Mark Knopfler & co. betror stemmen os, at vi alle har vores favorit med Dire Straits. Ja, og mon ikke samme alle så allerede har den stående (eller liggende på computeren). Og skulle vi have glemt det eller ikke liiiiige kan huske, hvem Dire Straits var, ja, så får vi et lille hint: “og vi kender deres hits fra radioen…” lyder det i al fortrolighed til deres åbenbart prædemente stampublikum.

Jeg spekulerer på, hvilken dansk radiostation, der menes, for Dire Straits hører ikke lige til den slags bands, musikpolitiet tillader at køre i heavy rotation. Men hvad var det nu, de sang? “Money for nothing.”

Eller måske er hele hurlumhejet bare et smukt, uegennyttigt udtryk for, at branchen viser samfundssind og rider med på genbrugsbølgen?

Billedet er en beskæring af Sultans of Swing, den “nye” Dire Straits-opsamling.

Readmore  

Tomgangs-tv

Kommentarer slået fra

Her til aften i DR’s journalistiske nyhedsflagskib 21 Søndag efterbehandlede man naturligvis ugens prominente besøg. Som bekendt kom, så og tabte Obama. En anden stor og lige så iøjnefaldende taber var netop nyhedsjournalistikken, så derfor forekom dækningen af Obama OL-lobbyisme mig at være et oplagt emne at gå i dybden med og kødet på, men journalister har altid hadet at udsætte sig selv for den samme kritik, som de betragter det som en naturret at underlægge andre. Derfor bestod 21 Søndag-indslaget bare af, at man havde fulgt en indsatsleders tilsyneladende helt harmløse dag den dag, The Big O var i byen. Ikke et ord om det selvforstærkende tomgangs-tv, som både DR og TV2 præsenterede. Hvordan kan uddannede journalister finde sig i at bruge så meget tid på at formidle så lidt? I gamle dage bebrejdede man Gunnar Nu Hansen, at han fortalte, hvad vi jo godt selv kunne se på skærmen. Gamle Gunnar var en skarp, medlevende analytiker sammenlignet med stjerneholdet af DR og TV2-journalister, for hvem ingen almindelighed var for ualmindelig. Men hvor var det dog godt at få at se, hvordan det ser ud, når limousiner og politimotorcykler kører i kortege. Jeg kan næsten ikke vente til klimatopmøde-dækningen…

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top