TV-klumpspil før kick-off

Kommentarer slået fra

Hvor er TV2’s nyhedshelikopter, når man har brug for den? Hvorfor har den ikke døgnpatruljeret over Kolobrzeg og fodret os med overbliksbilleder fra byen, hvor det danske EM-hold har ladet op inden det, for nu at blive i jargonen, i aften for alvor går løs?

I stedet har vi måttet nøjes med at se den udsendte Heidi Frederikke Rasmussen fortælle om det femstjernede hotel, der har været brugt som »base camp«. Spillerne må ikke tweete. Til gengæld rummer hotellet både fladskærme og spa, kunne man forvisse sig om på de indlagte stillfotos. Den store nyhed var, at hun mente at vide, at spillerne af og til bevægede sig udenfor hotelområdet. Ærlig talt: Hvorfor blev den meddelelse ikke ledsaget af et breaking-skilt?

Og som om det ikke var nok, blev hun scoopet ud af banen af DR’s tekst-tv. De kunne torsdag afsløre, at »EM-holdet er sundhedsfanatikere«. Spillerne er, ifølge landsholdets kok, »meget bevidste, de er meget disciplinerede. Der er ting, som ligger helt naturligt for dem, som for bare to år siden slet ikke var naturligt.« F.eks. har han ikke set »en eneste røre brød, andet end til morgenmad« ligesom sodavand, fløde og smør står urørt hen. For at betone, at vi ikke bare var ude i noget så banalt som kokkens egne iagttagelser, blev Per Thøstesens ord af tekst-tv kaldt »analysen.«

Der skal herfra lyde forståelse for, at det kan være svært at fylde ventetid kvalificeret ud, men hvor nyskabende havde det ikke været om medierne havde slået bolden et par gange ekstra i græsset i stedet for bare at losse den frem og tilbage. Man taler om alibifodbold. Man kunne også tale om alibi-journalistik.

I det lys var der mere perspektiv i den reportage om ultravoldelige, smånazistiske og storracistiske hooligans i Polen og Ukraine, som TV2’s Dags Dato havde købt af BBC. Reporter Chris Rogers bevidnede afskyvækkende scenerier, der må have fået selv en kry kulturminister til at overveje, hvor klogt det nu er at forlade VIP-logen. Det dobbelt skræmmende var, at hverken politi eller dommerne skred ind. Forhåbentlig kommer vi ikke til at møde et af værtslandene.

Adspurgt om, hvorvidt Danmark kan gentage triumfen fra 1992 svarede TV2’s Flemming Toft i Ankerdal på News: »Jeg tvivler på det.« Klarere i mælet bliver ingen ekspert inden aftenens »brag«.

Tilbage bliver at ønske god kamp og så håbe, at YouSee har andre på vagt end pressechefen, når tv-signalet enten ryger eller pixelerer, så det ligner det danske forsvar i træningskampen mod Brasilien.

PS: LIge som jeg lægger dette ud, følger en helikopter faktisk den danske spillerbus på vej til stadion. Wow!

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

Readmore  

Varer diamanter evigt?

3 Comments

Cliff Richard er i England det nærmeste showbiz kommer en kongelig, så det var forventeligt og passende, at han optrådte foran Buckingham Palace i anledning af dronning Elizabeths tronjubilæum. Men jeg tænkte nu mit, da han sang ‘Devil Woman’ med linjerne »She’s just a devil woman, she’s gonna get you from behind …« Tankerne gik til Diana, prinsessen, der gjorde det britiske kongehus så populært som aldrig før, men som angiveligt blev mobbet af sin svigermor, så denne i medierne blev dæmoniseret som den onde svigermor.

Ved koncerten sås Lady Di kun i et sekundkort filmklip. Ellers var den tid bortretoucheret i en kavalkade over seks tiår med en regent, som sønnen, Dianas eksmand, beskrev som indbegrebet af »kærlighed og tolerance«, en kvinde, der har »holdt hovedet koldt og passet sit arbejde.«

Med andre ord: Vi overværede et spektakulært reklamestunt, ikke kun for jubilaren, men for det hårdt prøvede monarki. Og fik endnu engang bevist, at rock ikke længere er en modkultur. Men showet var så medrivende og godt filmet, at det var som at være der selv. Krydret med nærbilleder af et titusindtalligt publikum, som demonstrerede, at britisk excentricitet lever og har det godt. Festoriginalerne stod i kø for at slå sig løs og fik Distortion til at ligne blasert stådans.

Med slottet som videoillumineret bagtæppe fik en velholdt og velsyngende Tom Jones den royale loge til at sejle op ad åen, Elton John var Elton John, Annie Lennox overraskede ved stadig at være eurytmisk, Robbie Williams var en skarpsleben Mack The Knife, og oppe fra taget sang Madness ‘Our house’, så det var som om hele det atomiserede Commonwealth blev inviteret til te på slottet. Den gloriøse kolonitid blev også hyldet i et ufrivilligt patetisk indslag, hvor ‘Sing’, en ny (og nu hitlistetoppende) hymne af Andrew Lloyd Webber og koncertarrangøren Gary Barlow, i højstemte toner forsøgte at fremstille kolonitiden og dens efterbyrd som et ædelt humanistisk og klasseløst verdenssamfund (YouTube-link til officiel video). Barlow modtager nok en orden for sin indsats. Vi andre nøjedes med en dårlig smag i munden.

Dronningens mand var på hospitalet, så hun havde sit at tænke på, selv om man aldrig ved, hvad hun tænker bag den mutte mine. Hun lagde ikke handskerne, når hun klappede – kortvarigt – på en aften, hvor så meget og så mange klappede.

Ville man have en utekstet originalversion sendte BBC naturligvis det hele. På TV2 Charlie kommenterede og simultantolkede Ulla Terkelsen og Keld Heick. De var ikke ganske kompatible. Heick kommenterede med den viden og sikre timing, man husker fra hans tid som grandprix-kommentator. Terkelsen virkede i tidnød, var ikke helt så skarp, som hun plejer at være og var på grænsen til pinlig, da hun ikke greb Heicks hjælpende hånd, da hun kom til at sige, at Elizabeth tiltrådte i 2012 og blev kronet i 2013.

Det var dog for intet imod, hvor majestætsfornærmende det ville have været, hvis Paul McCartney havde givet sangen om, at »her majesty’s a pretty nice girl but she doesn’t have a lot to say…«

Mandag aften virkede det, som om Elizabeth II havde bestemt alt de sidste 60 år.

The Diamond Jubilee Concert, TV Charlie og BBC Entertainment, mandag.

Du kan finde en liste over de optrædende her.
Readmore  

Baku gør Goebbels misundelig

Kommentarer slået fra

Jeg håber, at kulturministeren så Horisont i mandags. Forhåbentlig med statsministeren ved sin side. Redaktionen havde sendt Mathilde Kimer til Aserbajdsjan forud for denne uges internationale melodi grand prix.

Som god reporter havde hun ingen mening om, hvorvidt man skal boykotte arrangementet i diktaturstaten. Men hun blotlagde, at regeringens mantra om ikke at sammenblande politik og sport/kultur hviler på et grundlag, der er lige så luftigt som de fleste af de deltagende sange.

Som DR1 illustrerede, foregår sammenblandingen nemlig allerede. Værtslandet iscenesætter konkurrencen, så Goebbels ville være blevet misundelig. Kimer havde således talt med folk, der var smidt ud af deres hjem, før det blev jævnet med jorden til fordel for Ceauşescu-momumentale nybyggerier. Ville man ikke flytte ’frivilligt’, fyldte myndighederne de evakuerede lejligheder ved siden af en op med køkkenaffald, der tiltrak fluer, larver og andet utøj. Forsvarede man stadig sin ret til at blive boende, fik man uvarslet morgenbesøg af bulldozere.

Krydsindklippede sekvenser med en bugtaleragtig, officiel guide tydeliggjorde, hvad oppositionen i Baku er oppe imod: »Vi har en facade over for jer og en virkelighed for os selv,« som en systemkritisk journalist udtrykte det. Hun havde fået sit soveværelse videoovervåget og film med sit sexliv distribueret på nettet for at true hende til tavshed. Hendes tro på dialog med magthaverfamilien var begrænset.

På samme måde var en kritisk rapper blevet arresteret og banket og havde angiveligt kun undgået længere fængselsstraf, fordi melodi grand prix ikke tåler andre mislyde end dem, man kan give op til 12 point.
Hændelserne sætter teksten til den aserbajdsjanske vindermelodi fra sidste år i nyt lys – den hed ‘Running scared’ (YouTube-link).

Når nu DR er så afhængig af samarbejdet med EBU, European Broadcasting Union, at man ikke kan/tør undlade at deltage i dette propagandanummer, og i Ole Tøpholm har en kommentator, der er blindt forelsket i genren, tjener det trods alt institutionen til ære at sende et program som dette, der netop udvider vores horisont.

Senere på aftenen, men selvfølgelig langt over normal sendetid, sendte samme kanal en australsk produceret kavalkade over grandprix-historien, set i lyset af samfundsudviklingen. Det lyder mere skolelærerkedeligt end det var. Nogle af pointerne var hårdt optrukne, men at se grandprix’et som den trojanske hest i kulturkampen mellem øst og vest gav mening. Og op til lørdagens finale er det tankevækkende at mindes, at engang risikerede man bag jerntæppet at blive retsforfulgt for at se showet.

I Aserbajdsjan risikerer man nærmest at blive straffet for ikke at se det.

DR1, Horisont mandag. DR1, Historien om det europæiske melodi grand prix, mandag. 2. del sendes i aften kl. 23.15.

En kortere udgave af denne tv-anmeldelse står at læse i dagens Politiken.

Readmore  

Go’ Morten, Danmark

Kommentarer slået fra

Det er noget tid siden, vi sidst har set Go’ Morgen Danmark her. Måske fordi programmet i det store og hele fungerer så forudsigeligt som morgenkaffe på organismen, men det ændrer ikke ved, at konceptets indbyggede modsætninger er blevet tydeligere, siden Nordisk Film i 2009 overtog koncessionen.

Inden da havde nu hedengangne Skandinavisk Film Kompagni sørget for, at TV2 satte sig på morgenfladen i en grad, så DR trak stikket på sit modsvar, der lignede tv fra DDR.

Frøkjær & Meyerheim legemliggjorde genren herhjemme, men fiktionen om, at yngre seere også har tid til at se tv samt ikke mindst reklamer i morgentravlheden, medførte producent- og generationsskifte.

Fiktionen blev forunderligt nok til virkelighed: Efter alt at dømme er operationen lykkedes med øget andel af 15-50-årige blandt de over 200.000, der går til og fra sådan en morgen, men patienten virker ikke altid lige sikker på benene.

I sin tid sendte P3 formulerede sin målgruppe meget smukt som de unge og ungdommelige. Go’ Morgen Danmark vil nogenlunde det samme.

Det resulterer på dårlige dage i en rodebutik, hvor ældre nødigt skulle fare vild og troløse unge gerne blive hængende på grund af stangtilbud. Der kan være langt fra et indslag om rappens kropssprog til Claus Holms djærve kokkerier, og endnu længere fra Vidal Sassoons kulturhistoriske klippemetoder til et i øvrigt fint nedtonet miniportræt af Hell’s Angels.

Til gengæld favnes generationerne i de regelmæssige indslag om f.eks. film. Ann Lind Andersen og Casper ’nej-ikke-ham’ Christensen er sjove og skarpe. Derimod er musikanmelderne, Nanna Schultz og Simon Sandfeld, generationstypiske. Ikke så meget i deres smag som i deres præmisser. Et sigende eksempel kom i går, hvor hun, efter firestjernet at have anmeldt 90’er-bandet Garbages genkomst, lige i en bisætning fik ind, at Garbage da er ret gode, især når man tager i betragtning, at de ikke er fulgt med tiden. Hvilken tid? Hvis tid?

I sådan et landskab bliver værterne alfa og omega som guider og holdepunkter. Her må Go’ Morgen Danmark sande, at naturens gang kan man ikke koncipere sig ud af.

Katrine Hertz Mortensen har – alt for længe – været på barsel og får om føje tid følge af Ida Wohlert. Den unge nestor, Morten Resen, er så indlysende et talent – sin generations største – at han ofte udlånes. Og givet ikke vil blive det mindre i fremtiden. Skærmbegavelsen, den væne Cecilie Hother, meldes købt af DR – sikkert i håbet om smukkere vejr… Tilbage bliver Mikkel Beha Erichsen, hvis onkelagtige charme ikke har alt for godt af at stå alene.

Til gengæld nærer TV2 en ubegribelig, stålsat tillid til cykelvikaren, Lisbeth Østergaard. Hun er bestemt en smagssag. Selv om nogen nu har tilhvisket hende, at hun bærer mikrofon, larmer hun stadig mere end hun lytter, men det er, som hun selv ville udtrykke det, »a minor detail.«

Det samme kan man heldigvis ikke sige om Go’ Morgen Danmark. På de gode dage.

PR-foto af Morten Resen (Per Arnesen/TV2)

I disse begyndende betalingstider er det værd at notere sig, at man faktisk kan se programmet, både det aktuelle og de forrige, gratis på nettet.

Dette er en udvidet version af dagens tv-anmeldelse i printudgaven af Politiken

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Readmore  

Mandige & følsomme Olsen

1 Comment

Det er et yndet kritiker- og musikermantra, at der på tv ikke er nok af den musik, der med et teknokratudtryk kaldes rytmisk. De gange, hvor f.eks. DR har forsøgt sig med et magasinprogram, har man sendt det så sent, at ledelsen bagefter har kunnet sige, at der alligevel ikke er seere nok.

Og der har altid været animositet mod at give rock og pop den nyhedsdækning, man giver f.eks. fodbold. Argumentet er noget med, at musikerne og deres bagmænd jo bare vil have afsat deres vare. Hallo, alle på tv vil sælge noget. Både sportsfolk, sangere og tv-journalister.

Under alle omstændigheder har de nye medietider medført, at der er blevet plads til musikprogrammer, der ikke er så marketing- og produktrelaterede. Man skal bare kigge godt efter dem.

TV2’s seniorkanal, Charlie, dokumenterer, uden at råbe højt om det, den musik, som ikke kunne finde på at kalde sig kunst. Koncerter og portrætter båndsløjfes til benefice for den grånende erindring.

Torsdag faldt jeg ind i et 2009-afsnit af Mig og mine sange. I Cafe Kellerdirk på Frederiksberg, i sin tid bararealet i Hit House, fortalte og sang Brødrene Olsen fra et liv i showbiz, hvor der længe var langt mellem stjerneskuddene.

Trods en overskuelig kreativitet de senere år er de i misundelsesværdig form. Jørgens vibrato er så mandig og følsom som hans fremtræden, og Noller er den charmeret småkiksede, der faktisk kan synge. Det fremgik, at de kan have det som søskende af og til har det med hinanden, men det gjorde kun programmet endnu mere uforstilt. I et interview, hvor Keld Heick balancerede ubesværet mellem at være god kollega og journalist, beskrev Noller, hvordan det at have følt sig »totalt identitetsløs« havde ført ham ud i en nu helbredt alkoholisme.

I ET HELT andet regi med ambitiøse kameragange og en alt andet end flad lyssætning er Tobias Trier vært i Cafe 8 i ørestadsbygningen 8-tallet. Der præsenterer han mindre kendte navne, og bekræfter sit finurlige, ikke altid lige forløste talent og eminente, men undervurderede guitarspil.

Samme aften som Olsen-stævnemødet genudsendte DR K Triers møde med Ida Gard, et af de mest lysende talenter i tidens rockunderskov. Hun synger moderne blues med teatralsk charme. Og lyder, som om hun foretrækker caffe latte med dobbeltshots.

Når jeg havde foretrukket et program kun med hende, skyldes det, at konceptet virker kunstlet; som tror det ikke på musikkens iboende kraft. Der skal hele tiden noget smart meta-agtigt indover med krydsklip til øvning og grejopsætning, og publikum er staffage lige som de levende papfigurer, Deadline på visse dage stadig udspiller sig på baggrund af.

Den var ikke gået med Brødrene Olsen. Dertil er deres taknemmelighed over for publikum for renhjertet.

Ukrediteret pr-foto fra Olsens hjemmeside.

Ovenstående er en længere udgave af dagens tv-anmeldelse i Politiken.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Readmore  

Pia som klasselærer

Kommentarer slået fra

Kan De huske Pia Kjærsgaard? Jeg hjælper lige lidt på gled: Det var hende politikeren, der forholdt sig til stort og småt med ordene: »Det vil jeg ikke finde mig i.« Det vil hun stadig ikke. Nogen holdningskujon har hun aldrig været, heller ikke nu, hvor de politiske stokroser savner vand. Og der ikke er så meget bud efter hendes egenartede udlægning af fædrelandskærlighed.

Således gik hun i første afsnit af anden sæson af TV2-serien Velkommen til virkeligheden synligt smånervøs, men ærefrygtløs ind i den skolehverdag, hun mener behøver respekt for lærere, lektier, stilhed og morgensang. Hun var klasselærer for et par dage, i 3.a på Holmegårdsskolen.

Nu kan man jo klippe sig til meget, men børn lader sig ikke sådan lige instruere, så mon ikke vi fik rimeligt indblik i, hvordan det var at blive udsat for de kjærsgaardske undervisningsidealer. Hængende på stolene og henover bordene gabte eleverne sig forbløffende tolerante (eller ligeglade) gennem hendes katederundervisning. Den formede sig som en erindringsoptimistisk genopførelse af hendes egen skolegang. Som hun sagde om eleverne: »De er for små til at blive gjort medansvarlige.« Senere uddybede hun: »Vi bliver en tabernation på sigt, hvis vi bliver for inkluderende.« Lad ordene stå på tavlen en stund.

Situationen var arrangeret, så man kan ikke bare udlægge elevernes uengagerethed som argument for partilederens mantra om, at »disciplin er fantastisk vigtigt,« men klasselæreren, som »topfrustreret« så til, undrede sig over, at en kvinde, »der ellers nok kan få sat folk på plads, ikke kan klare en tredjeklasse«.

Tv-billedet af Pia Kjærsgaard som gæstelærer flimrende mellem det tåkrummende selvudleverende og så noget, der lignede en trailer for en børnefilm, Regner Grasten ikke havde haft hjerte til at lave færdig. På den anden side var der noget teflonbelagt determineret over hendes insisteren på at ville have sine pointer igennem, også over for så unge medborgere. De havde bare at være taknemmelige for at gå i skole, havde de. Den fes ikke ind.

Man kan sagtens diskutere svaghederne ved den differentierede undervisningsmodel, som klassens normale lærer, Louise Saggau, advokerede for, men alternativet var i hvert fald ikke Kjærsgaards »røv til bænk-undervisning« for nu at bruge Saggaus udtryk.

Oplevelsen i Hvidovre fik, måske ikke så overraskende, ikke Kjærsgaard til at ændre holdning. Men hun medgav, at skolen er en hård branche.

Præcis som politik. Det fik man indtryk af, da lille, frække Frederik ville vide, om hun kendte Helle Thorning-Schmidt? Jo, det gjorde hun da. »Har du fået hendes autograf?« Hun forsøgte at glide af, men nutidens ungdom og fremtidens vælgere tager ikke et tja for et ja, så Frederik fremturede: »Kan du skaffe den?«

Da lignede politikeren en smilende sylteagurk, der længtes efter det store spisefrikvarter.

TV2, torsdage kl. 20. Og kan genses på Sputnik.

Denne anmeldelse kan i en lidt kortere version læses i dagens printudgave af Politiken

Pressefoto: Frej Schmedes/TV 2 ©

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Readmore  

Adam Duvå Halls verden

Kommentarer slået fra

De findes skam, de tv-værter, der er bedre end deres program. Og listen er ikke så kort, som man skulle tro. En af dem er Adam Duvå Hall. Han var i ti år en begavet P3-vært og overlevede at byde velkommen til Melodi Grand Prix tre gange. Nu er han på Viasat. Publikum er altså ikke længere så stort, men det er honoraret nok.

Det bør det også være for at kunne holde ud at bestyre Fristet, endnu en tabereksponering i selvbrunersamfundet mellem Paradise Hotel og Robinson. Selv i de omgivelser træder Adam Duvå Hall imidlertid i karakter. Manden har ganske enkelt stil og den sidder ikke i de tatoveringer, han, noget selvmodsigende, promenerer. For han skilter faktisk ikke med sin personlighed.

Han er bare. En smule distant og så alligevel i besiddelse af øjeblikket. Kontrollerende og undersøgende på samme afvæbnende og charmerende gang. Gadedreng og gentleman.

De egenskaber udfolder han i endnu højere grad i De 10 bud, et nyt TV3+-program, som havde premiere mandag, og som »handler om de uskrevne regler og kodekser, som kommer under lup og bliver sat på spidsen i nogle særdeles spektakulære universer.«

Metoden kendes fra Bubber-universet: Værten er også hovedrolleindehaver og af og til offer, men De 10 bud er ikke bare Bubber light. Først og fremmest fordi Adam Duvå Hall ikke tager sig selv så indædt og selvpromoverende alvorlig.

Programmet er lidt for slentrende og langt, en time er længe, selv med de reklamer, der altid gør et Viasat-program ufrivilligt morsomt. F.eks. er De 10 bud sponsoreret af en fabrikant af »berøringsfri armatur«!

I første afsnit gjaldt det om at finde humorens (læs: stand-up-komikkens) ti bud. Anders Fjelsted, stand-up’eren og radioværten, der er forklædt som voksen, coachede Hall, som fik en rundtur i humorens do’s and don’t’s. Og fik fortalt, at det ikke altid hjælper at tage rød næse på. Det var ret sjovt, ikke lårklaskende, men netop underfundigt og lærerigt.

Værten havde fundet verdens angiveligt »bedste vittighed« og skulle lære at levere den. Det lykkedes ikke ganske, men smilene blev til grin, da Hall spurgte sine tilskuere, hvorfor de dog ikke kunne/ville forstå joken, når han nu havde gjort sig så stor umage …

Kostelig komisk underspillet var hans besøg hos en bedemand. Han havde medbragt træsko og spurgte med pokerfjæs, hvor han måtte stille dem. Bagefter tog han med bedemanden ud på en dødskørsel. Og sådan blev det ved.

Bedste bud på et af de ti bud kom fra den 98-årige Nis Sauer, der anbefalede et spejl. Så har man altid noget at grine af.

Rådet være hermed givet videre til flere af Adam Duvå Halls kollegaer.

De 10 bud, TV3+, mandage kl. 20

PR-foto: TV3 ©

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK


Readmore  

Mærsk blev begravet tre gange

Kommentarer slået fra

I mediebranchen er den ulige kamp mellem holdning og underholdning ude i overtid. De smarteste aktører taler om nye udfordringer, mens pessimisterne ikke kan se sig ud af den kendsgerning, at stadig færre unge behøver en nyhedsdækning på hævdvundne journalistiske præmisser.

Lyder det kedeligt? Det er det også. For mediebrugerne, for journalistikken og for det, vi i skåltaler kalder demokratiet.

Trods krisebetinget smalhals skorter det dog i branchen ikke på investeringsvilje, når det skal være. Og dét skulle det, da Mærsk Mc-Kinney Møllers såkaldte private begravelse blev væg-til-væg-dækket af DR1 og TV2. Det handlede så i sagens natur mere om gammelt end ungt.

Allerede på dødsdagen anede man, hvor det bar hen. De sene TV2-nyheder sendte en uddannet journalist til Esplanaden. Han kunne fortælle det, vi alle kunne se – at der var lukket og slukket. Man skal vist være nyhedsdirektør for se nytteværdien af det indslag.

Rustvognsruten var ikke myldrende kranset af taknemmelige borgere og aktionærer, men dækningsgraden af begivenheden antydede, at vi bivånede generalprøven på næste kgl. begravelse.

Begge kanaler havde helikoptere i den skyfri luft, hvis vi havde glemt, hvordan byen så ud fra oven. Den over fire timer lange transmission havde sat journalister på uriasposter. Som hende, der af DR1-værten blev spurgt, om hun troede, folk ville forlade stedet eller blive stående og vente på at se gæsterne forlade kirken. Tja, hvad synes du selv?

Alligevel var der forskel på dækningen. TV2’s unge seniorjournalist, Johannes Langkilde, var, mildt salvelsesfuld, Des med seerne. Flaget var på halv, lød det. Og folk står med »bøjede hoveder«. Det så nu mest ud, som om manden i billedet sendte en sms. Den ugebladssentimentale tilgang blev hæmmet af, at man dårligt vidste, hvem der var hvem af gæsterne. Virkelige magthavere hjemsøger nemlig ikke Billed-Bladet.

DR1’s Kim Bildsøe Lassen var ikke ufølsom, men han og hans kolleger havde proportionerne i orden. En sigende detalje kom, da kisten blev båret ind: DR1’s kvinde foran kirken tav, fordi situationen, som hun sagde, krævede ro. På TV2 kværnede de bare videre af frygt for at seerne skulle zappe videre.

Til gengæld lykkedes det begge konkurrenter at fortælle om den fædrelandskærlige kapitalist uden at ty til netop den kliche. DR1’s Niels Lunde og TV2’s Ole Krohn havde styr på stoffet og modstod fristelsen til at gå amok i anekdoter.

Imens lå hovedpersonen i sin dannebrogsdraperede kiste og undrede sig over dobbeltdækningen. Det ressourcespild var aldrig gået i hans foretagende.

Readmore  

Tsunami-trussel udløste Facebook-tv

Kommentarer slået fra

Vejr er godt nyhedsstof. Uvejr endnu bedre. Og i tråd med tiden, hvor historier, der før blev overstået i notitser, pumpes op med varm luft, var onsdagens bærende nyhed derfor tsunamien, der – heldigvis – blev til bølgeskvulp.

Den slags kan man ikke fylde hele fladen med, så især TV2 og News skruede ”sæt-nu-hvis”-tonefaldet på, så det for mediekynikeren i mig så ud, som om nyhedsværterne, mildt hændervridende og tilpas alvorstunge, var en smule skuffede over ikke at få en gentagelse af katastrofen fra 2004.

Vinklingen var på vanlig vis så dansk, at det igen mindede om, hvor provinsielle medier kan være, når verden banker på, og der er den mindste mulighed for, at der er en dansker derude i det faretruende fremmede.

Mens de lokale i nogle dramatiske paniktimer frygtede at miste, hvad de havde, havde TV2 Nyhederne en ferierende account director igennem fra Thailand. Han blev spurgt om, hvad han »gjorde sig af tanker…« Hvad forventede man, at han ville svare? Men nu havde han og hans familie det godt. Og sådan blev det ved med danske øjenvidneberetninger. Det rene Facebook-fjernsyn.

I BT, hvis navn ikke længere står med prikker, fik de tungere kendis-bid. BT’s netavis berettede, at den tv-kendte ernæringsekspert Christian Bitz fik et chok midt i et madlavningskursus. Han skyndte sig, skriver avisen, ned på stranden og »reddede« sin kone og deres to døtre. Man ser actionfilmen for sig. Er det den slags »nyheder, der ikke spilder din tid,« som den cavlingnominerede chefredaktør garanterer i sin relancering af avisen?

Lidt mere substans var der i tv-indslagene med Star Tours’ altid sympatiske og altid solbrændte direktør, Stig Elling, som forsikrede, at beredskabet var oppe i gear – med krisepsykologer og mulighed for at flytte hotel. Det samme gjorde senere Anders Ladekarl, generalsekretær for Dansk Røde Kors. Reklameværdien må være ubetalelig både for turist- og godhedsindustrien.

Ved Ladekarls side sad Ib Michael. Hans adkomst lod til at være, at han er den, han er, og at han nogle måneder hvert år bor i Thailand, hvor han har gode venner, også blandt thaier – som han fik indskudt. Dem havde han bekymret ringet til. Fuldt forståeligt, men er det nok til at komme i landsdækkende tv? Og hvorfor siger han ja?

Kun i en bisætning strejfede Michael Trangbæk, den ene News-vært, den journalistiske essens: Tsunami-alarmen virkede. Altså som han sagde: »En positiv historie.« Han blev overhørt, også af sig selv.

Jeg siger ikke, at man skulle have undladt at fortælle historien, men så længe og med så lidt perspektiv? Den eneste tilskadekomne var den journalistiske dømmekraft.

Denne tv-anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Readmore  

Torsdag er Mortens aften

Kommentarer slået fra

Der kører for tiden en sjov tv-reklame for Ekstra Bladet. En sportsudøver bøver sig big time foran en mikrofon og siger ikke andet end, at bolden er rund. Attitude efterlyses. Rigtigt er det, at mange sportsfolk virker, som om de er i lære som diplomater. Og åbenbart slet ikke er klar over, at spillet fortsætter uden for banen. At man så tit får svar som man spørger er en anden sag.

Ud fra en formodning om, at eftertænksomhed sjældent trives i de forpustede minutter efter endt kappestrid har TV2 fløjtet op for Ankerdal på News.

Morten Ankerdal lignede en faretruende kort overgang en vandrepokal. Nu er han efter en visit på DR1’s ’Aftenshowet’ tilbage på TV2. Hans program har undertitlen ”Sport med holdning”, og kanalen kalder det ”skarpt”.

Genren er ikke ny, heller i TV2-sammenhæng, hvor man for tiden kører et debatprogram om håndbold. Viasat har også succes med den slags programmer, men Ankerdal er ingen Carsten Werge. Han har ikke arvet sin journalistfars terriergen, men er til gengæld en god spilfordeler, der tør stille de små ’dumme’ spørgsmål, der fører debatten videre. Hvor og hvem og hvorfor. Sværere behøver det ikke at være.

Torsdag var hans gæster Joachim Boldsen, den tidligere FCK-keeper Jesper Christiansen, nu OB, og svømmeren Jeanette Ottesen Gray. Emnerne var bl.a. OB’s trænerfyring og håndboldspilleren Lærke Møllers endeløse skadesføljeton, men først kommenterede Ottesen sin træners kritik af, at hun blev for sportslig ufokuseret af at deltage i underholdnings-tv. Dels havde det, som hun formulerede det, ikke krævet noget af hende – det kan diverse programplanlæggere så tygge lidt på. Og dels var hun nødt til eksponeringen for at tiltrække sponsorer. En sportskvinde, der kender vilkårene i jernindustrien.

Mens Jesper Christiansen var for ny i OB til at have noget at føje til de sidste dages drama, valgte Boldsen, præcis som på banen, at placere sig, så man kom til at slå sig på ham. Han indtog det, han kaldte »arbejdsgiversynspunktet«, da han mente, at spillere ikke må underminere trænerens autoritet, og i sagen om Lærke Møller forfægtede han klubbens ret til at se spillerne som et produkt, man betalte så mange penge for at det også havde  at virke. Derfor gav han ikke meget for fysioterapeutbekymringer om, at Møller trængte til langtidsrestituering. Klubben kan, som han sagde, være ligeglad med, hvordan hun har det om 10 år. Det er nu, de skal have noget ud af deres investering.

Jo, Boldsen kan både gøre os vilde med dans og med de idrætsudøvere, der ignorerer de meningslinjevogtere, der gør spillet uden for banen så forudsigeligt som endnu en AG København-sejr. Bare Anders Samuelsen nu ikke prøver at gøre sine hoser blå over for ham.

Torsdage kl. 18-18.30 på TV2 News

Foto: Per Arnesen/TV2 ©

Denne anmeldelse står også i kortere form at læse i dagens printudgave af Politiken

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top