tordenbillens nekrolog drejer sig om kunstneren Etta Cameron, ikke privatpersonen, for det er hende hvis bortgang Danmark er berørt af. I det lys synes jeg det er på sin plads at gøre opmærksom på, hvordan hendes søgen efter menneskelig anerkendelse til tider kunne tage overhånd over det kunstneriske projekt.

Runen er ikke rosenrød, det var Etta Camerons tilværelse efter alt at dømme endnu mindre , men hun brændte igennem i kraft af de livsvalg hun tog, og det er vel det, vi kan blive enige om gælder for et fuldbragt liv. Det tjener nekrologen til ære, at den (modigt) fremstiller, at man er også er et produkt af de vilkår, man ikke selv er herre over.

I min bog har de kedeligste og overflødigste nekrologer altid været de, der med tilbagevirkende kraft ophøjede afdøde til gud eller gudinde. Og jo, jeg synes, bogen er relevant at nævne, fordi den jo sikkert ikke er skrevet mod hendes vilje. Og giver et billede af hende, som hun har godkendt.

Hvordan kan du kalde mit skriv for empatiforladt, når jeg slutter med at skrive, at hun udviste “sand storhed” både i livet og i musikken?