Jeg sidder p.t. midt i færdigredigeringen af den danske udgave af Keith Richards’ erindringer, ‘Life’, som udkommer som del af en simultan verdensudgivelse i løbet af efteråret på Lindhardt & Ringhof.

En af bogens musikalske hovedpersoner er Jimmy Reed. Richards kalder ham ‘minimalismens mester’ og givet er det, at uden hans sang og sange havde Rolling Stones og tusinder af andre bluesbands haft sværere ved at lyde som sorte, lidelsesfyldte musikere.

Sangene er kendte: ‘Big Boss Man’ (som han ikke selv skrev), ‘Things Ain’t What They Used To Be’, ‘Bright Lights Big City’, ‘Take Out Some Insurance’, ‘Little Rain, ‘Shame, Shame, Shame’, ‘Honest I Do’ og ‘Baby What You Want Me To Do’. De findes i utallige fortolkninger fra Stones og Pretty Things til Elvis Presley. Jimmy Reed var en af de vigtigste medforfattere til bluesmusikkens ABC.

Det er simpel musik om et liv, der altid er alt andet end netop det. Reed synger (og spiller mundharpe) med smerte og savn. Men der er i ukueligheden noget paradoksalt livsbekræftende. Kald det bare tidløst. Og tæl til 12.

Født og opvokset i Sydstaterne (familien var omvandrende bomuldsplukkere og alt det der) flyttede Reed i slutningen af 40′erne til Chicago og fik et rhythm ‘n’ blues hit i 1955 med ‘You Don’t Have To Go’. Senere fulgte hit på hit, de fleste på Vee-Jay, selskabet som var de første til at udsendte The Beatles i USA, men da blegansigterne genopdagede ham sidst i 60′erne, var det ikke kun for det gode.

Han drak og drak endnu mere. Fik epilepsi og udviste noget, der lignede paranoia i sin afsondrethed, som kun med mellemrum blev brudt af velmenende producere og koncertarrangører. Han var sin egen værste fjende, og da han, 51 hårdt gennemlevede år gammel, døde i sin søvn i 1976 var der ikke meget tilbage af ‘Big Boss Man’.

Musikken bliver dog ved at leve. Anbefales kan The Classic Recordings.

Ellen Trane Nørby er en af de politikere, jeg nødigt vil møde på Christiansborg en mørk aften. Hendes milde nørrejyske ydre dækker over en nådesløs skråsikkerhed. Som her i forbindelse med fyringerne i DR, hvor hun har bebrejdet DR, at  ledelsen har skåret i nyhedsafdelingen.

Mig bekendt har hun som medieordfører for Venstre været med i den medieaftale, som har nødvendiggjort besparelserne.

Der, hvor jeg kommer fra, ville man kunne have fundet på at kalde Ellen Trane Nørby både skamløs og hykler. Selv ville hun sikkert stolt og selvbevidst bruge et ord som realpolitiker.              

Hun skal være glad for, at TV2’s borende X, Morten Spiegelhauer, ikke kommer efter hende. Eller måske er han allerede ved at planlægge et raid mod hende. For et oplagt emne for Spiegelhauer må være politikere, der løber fra konsekvenserne af deres handlinger. Og forringer andres vilkår og bagefter bebrejder dem, at de gør deres bedste for at afbøde effekten af politisk kortsigtethed.

’Operation X’ er forbrugerjournalistik, der får Forbrugerrådet til at ligne et hændervridende plenum af indignerede hattedamer. Fuskere, småsvindlere og dubiøse driftspartnerskaber jages med en ihærdighed, som om jordens beståen afhang af afsløringen af dem. Med mellemrum, som i mandags, gør Spiegelhauer & Co. status over deres journalistik. Nyttede den noget?

Svaret er, ikke overraskende, et stort selvretfærdigt ja. Trods den rummelige, FBI-sorte bil er der nemlig ingen plads til tvivl eller tøven i denne arvtager til Jersilds ’Rapporten’ med den staccatosnakkende og småløbende reporter, det flaksende kamera, de tændte, bærbare computere, der signalerer moderne virkelighed, de åh så uanmeldte besøg, de bøvede reaktioner fra de skyldige og ikke mindst pointerne, der blokbogstaveres, så selv dyreplagende minkfarmere og vandpumpende kyllingeproducenter burde kunne fatte det.

Programmet kunne uden disse gentagelser afvikles på den halve tid, men den demonstrative form er en del af indholdet. Og samtidig den, der gør, at man hele tiden er bare lidt i tvivl om, om Spiegelhauer nu også er så fair over for sine ofre, som han vil have det til at fremstå. Min medfødte skepsis bliver trigget, når nogen så tydeligt som Spiegelhauer skærer sine deduktioner ud i pap.

Ville hans eget program kunne tåle besøg af skjult kamera? Eller af Ellen Trane Nørbys tættekam? Gys.

Dette er en længere version af dagens tv-anmeldelse i Politiken.

Se mere om Operation X her.

Foto: PR-billede fra Ellen Trane Nørbys Flickr-side.

Debbie Gibson, som fylder 40 i dag, var idol for de piger, der syntes Madonna var for gammel og sexet. I slutningen af 80’erne var Gibson ikke til at komme uden om på de amerikanske hitlister. Hun var endnu ikke fyldt atten, fotogen og opnåelig som naboens pige, og hun benyttede sig ikke af hitfabrikanter, men skrev sin egen lydefri pop, både til dansesko og til bagsædepetting.      

I juni 1988, den sommer hun afsluttede high school, skubbede hun med ’Foolish Beat’ Rick Astley ned fra førstepladsen. Det kom ikke som den store overraskelse i hendes familie.

Debbies første instrument var en ukulele, som blev udskiftet klassisk klaver. Som femårig vandt hun en konkurrence for sin udlægning af ’Für Elise’, og kom i børnekoret på Metropolitan Operaen. Samtidig blev hun statist i ’Ghostbusters’ og var med i tv-reklamer for hamburgere.

I konfirmationsgave fik hun en Casio-synthesizer. Året før havde hun vundet en sangskrivningskonkurrence, så det forekom naturligt at hun fik sin egen manager. Han satte hende i lære som sangskriver. Hun fik et club-hit med ’Only In My Dreams’, som blev fulgt af debutalbummet ’Out Of The Blue’ i 1988.

Året efter kom ’Electric Youth’ med balladen ’Lost In Your Eyes’, som også blev nummer et. Derefter klingede det af. Så meget mere var der heller ikke i den Casio.

Til gengæld fik hun som Eponine i Broadway-opsætningen af ’Les Miserables’ i 1992 åbnet et nyt kapitel i karrieren. Hun har spillet med i ’Grease’, ’Funny Girl’ samt været Sally Bowles i en nyopsætning af ’Cabaret’ og medvirket i forglemmelige film sideløbende med udsendelse af lidt mere voksne cd’er, som dog ikke har forandret hverken verden eller hitlistehierarkiet, selv om hun heroisk, men forgæves har forsøgt at ændre sin status som hende, det evigt forhenværende teenageidol.

Se mere her.

Nu skal det jo ikke gå til i The Beatles her på bloggen, men musikmagasinet Mojo fortjener hædrende omtale for endnu et nyt kapitel i den føljeton af genfortolkninger af Beatles-album, som de har haft gang i et stykke tid som gratis cd-tilskud til det trykte ord.

I det netop udkomne nummer har de ikke kunnet ladet Let It Be være, men genfortæller historien om Beatlernes svanesang. Altid interessant læsning, men nok så interessant er den medfølgende cd Let It Be Revisited, en slags kommentar til den såkaldte Naked-version, den Phil Spector-allergiske Paul McCartney lod udforme for nogle år siden.

Mojo-cd’en rummer 12 numre, og man er igen langt fra den flinke fortolkning, der har præget nogle af de tilsvarende projekter på dansk, Sebastian-pladen rinder mig i hu.

Medvirkende er bl.a. James Apollo, John Grant, de dragende The Amorphous Androgynous, Wilko Johnson, Judy Collins med en lidt for grådlabil Long and winding road og Beth Orton med en vidunderlig I Me Mine kombineret med Dig It og såmænd stemmen bag Dr. Hook, Dennis Locorriere, der tager Dig A Pony i besiddelse – så jo, modsætninger mødes og mærkelig og mærkelig smuk musik mødes. 40 år efter.

Cd’en fås også som vinyl, hvad ellers?

Det nye nummer af Mojo rummer også et læseværdigt og ikke alt for klynkende interview med McCartney om den hårde, drukfældige tid lige efter The Beatles.

Se mere her.

Mens man i de få overlevende danske pladebutikker p.t. kan se en lidt dubiøs såkaldt ‘Bruce Springsteen Collection’, indeholdende de første af Bossens plader, skulle det nu være ganske vist, at han til november genopdager og ajorfører fortiden.

Det sker i form af en genudgivelse af Darkness On The Edge Of Town, pladen fra 1978, hvor Springsteen ifølge ham selv ‘fandt min voksne stemme’. ‘Genudgivelse’ er efterårets eufemisme om et projekt, der får boksbehandlingen af Born To Run til at ligne en pixibog.

Albummet kommer selvfølgelig til at kunne fås i forskellige formater (med varierende indhold, naturligvis), men jeg vil klart sætte mine penge i den blærede de luxe-package. Der bliver tale om et sæt med tre cd’er og tre dvd’er. Seks timers film og to timers musik.

Selvfølgelig er originalmusikken blevet remastered. Læg dertil en stribe hidtil uudgivne numre, 21 i alt. Plus koncertoptagelser fra Houston i 1978 samt liveoptagelser fra de følgende år, toppet med en hel dvd i HD-kvalitet, optaget sidste år hjemme i New Jersey, hvor Springsteen og hans E Streeters spillede hele pladen live. Samt ikke mindst en spritny dokumentarfilm om tilblivelsen af det originale album, hvor Springsteen prøvede at skrive sig ind i den klaustrofobiske lilleby-atmosfære, hans forældre voksede op i.

Kom igen, Neil Young

Flere detaljer her.