Fodboldsæsonen er startet, heppede medierne i weekenden. Det undrede fruen. Jamen, er der ikke sæson hele året, spurgte hun og havde ikke tal på de skæbnekampe og lokalbrag, jeg absolut har skullet sofaovervære på alle mulige og navnlig umulige tidspunkter. Så var det lettere, dengang man(d) kunne nøjes med at slumre ind til Derby-Wolves hver tipslørdag. Og alligevel bagefter var leveringsdygtig i et pålideligt kampreferat.

Flere kanaler, flere penge og flere kampe har givet sportsjournalister – og ikke mindst deres redaktører – ambitioner om at være andet end ’var det en hård kamp’-mikrofonholdere.

TV3+ stiller op med Carsten Werge og Per Frimann (som indirekte kostede os medvirken til OL i 1988) som spydspidserne, der mestrer det besynderlige dobbeltjob som referent og kommentator, der altid har været sportsjournalistikkens potentielle meniskskade. I flere sæsoner har kanalen også kørt det konfrontatoriske ’Fodbold uden filter’, oprindeligt med Werge som en vært, der både kunne lytte, spørge og blive lyttet til.

Han alternerer nu med Dan Engelsted. Han var engang den yngste danske divisionstræner, men i denne sammenhæng overbeviser hans taktiske evner ikke. Rundbordsdiskussioner kan være godt tv, men de skal styres for, om jeg så må sige, at komme i mål. Det formår Engelsted ikke. Han kunne med fordel gøre som FCK’s César Santin: Se op, før han sender bolden videre. Han staccato-spørger, måske fordi det skal virke dynamisk og truende. I stedet virker han i konstant tidnød.

Tid var der ellers nok af i søndagsdebatten om klumpspillet på direktionsgangen i Brøndby. Akkompagneret af melodramatiske pseudoklassiske toner lød det: Hele fodbold-Danmark er rystet. Hele?

I studiet stod Mr. Brøndby himself, Per Bjerregaard, den angivelige årsag til både stribefyringer af direktører og sportslig deroute. Det var sådan en diskussion, hvor fruen og andre føler sig uden for. For trods tiden eller måske på grund af den fik vi kun frem-og-tilbage-antydninger af krisens årsag. Lettere blev det ikke af Bjerregaards Mærsk-agtige fåmælthed – den mand har brug for en medierådgiver (som han vel at mærke lytter til – måske noget for Henrik Byager, som gav et signalement af klubbens krisehåndtering eller snarere mangel på samme) – men som seer var man prisgivet uden forhåndsviden.

Klubbens sjæl var truet, forstod man. Der er så meget, kvinder ikke forstår. Jeg melder mig i klubben. Programmet var i den grad loge-snak med filter.

Det bliver spændende at se programmet på søndag, når Brøndby har slået FCK …

Ulf Lundell lod sidst høre fra sig, da han i 2007 udgav projektet “Under vulkanen”, 14 cd med hidtil uudgivent materiale og demoer samt et par live-dvd’er, bare så ingen skulle komme og sige, at der ikke var value for money. Nu har han så åbenbart holdt en pause med maleriet, for snart udkommer en ny cd/bog “En öppen vinter,” 11 nye sange ledsaget af nye digte, der tilsammen skulle uddybe oplevelsen, som om Lundell behøver smagsforstærker.

Lundell er fortsat lidt af en hemmelighed herhjemme. Det er synd for os. Kommer man på de kanter, har han også annonceret en sommerturne (med guitaristen Janne Bark!), som selvfølgelig fører ham til Borgholms Slotsruin, hvor han både har fejret triumfer og skabt tabloid-skandaler.

I mellemtiden kan det anbefales at lytte til pladerne. Og læse romanerne. Der er nok, ja, måske lige lovlig rigeligt at tage af, men vi har ikke hans lige.

En fornemmelse af hans format får du ved at kombinere Knud Romer og Kim Larsen med Steffen Brandt, Sebastian og Michael Falch, tilsat Bruce Springsteen og Ewert Taube. Plus det løse som Tom Petty, Jack Kerouac og Richard Ford.

God appetit.

Pressefoto

I Politiken Søndag tegner jeg et portræt af sangeren Al Jarreau, som fylder 70 på fredag:

Det har altid været nemt for anmeldere ikke helhjertet at anbefale sangeren og sangskriveren Al Jarreau. Han synger som en, der kan lide sig selv lidt for meget, og har aldrig helt kunne bestemme sig for, om han vil være en popsanger med hang til jazz, eller en jazzsanger, der aldrig er gået af vejen for at bukke sig ned for at samle indtægterne fra et pophit op på vej til banken.

På fredag fylder Al Jarreau 70, og selv om han ikke fylder så meget i billedet som da han brød igennem i 80’erne, er der kommet mere ro og retning over ham. De samme kritikere vil så mene, han er blevet mere kedelig. Jo, det er ikke let at forvalte sit talent. Især ikke når det har været så indlysende stort fra starten.

Jarreau tyvstartede karrieren med et glemt album i midt-60’erne, men valgte at få en bachelorgrad i psykologi. Han arbejdede siden i omsorgssektoren i San Francisco, en overgang som afvænningsrådgiver, og optrådte i fritiden på natklubberne, bl.a. med pianisten George Duke. Jarreau vakte opsigt fra de første overlegne melismer på det egentlige debutalbum, ’We got by,’ i 1975. Stemmen var unik, som hvis Billy Eckstine og Johnny Mathis havde fået lov at bryde ud af stilsikkerheden.

Jarreau var vokalekvilibrist, men også fuld af manerer. Så mange, at mange ikke hørte andet end dem, ja, en anmelder mente, at en af Jarreaus inspirationskilder måtte være den lyd, der kommer, når man bruger elastikker som jødeharpe. En slags jazzet blærerøvssoul. Perfekt lydtapet, når der skulle holdes frikvarter fra den funk, der dengang hærgede natradioer og diskoteker.

Kritikken gik Jarreau på, men han ’nøjedes’ med at arbejde videre med og i sin musik. For første gang i den store hitskabende skala med 1981-udgivelsen ’Breaking away’ og sangen ’We’re in this love together’. Den gav ham førstepladser på jazz og r&b-hitlisterne. Nogle år senere var det Jarreau, der indtrængende bad os om at give ’a helping hand’ på velgørenhedshittet over alle velgørenhedshits, ’We are the world’. I det hele taget var det, som om Jarreau virkede mest afslappet, når han sang pop, men hans ambitioner var jazz. Op gennem 90’erne virkede han trængt. Han følte, at rap og hiphop havde taget patent på sort musik og opfordrede de unge til at høre hans musik, når de trængte til at høre noget, der ikke skulle nære deres vrede og frustrationer. Han udgav for mange enslydende plader, hans nybyggede hus ramtes af jordskælv, han medvirkede i en Broadway-opsætning af ’Grease’, måtte forsvare sig mod en tidligere flirt med scientology, og endelig fik han ikke fornyet sin pladekontrakt.

Jarreaus afskedssalut til pladeselskabet havde ikke helt samme overskud som hans sangstemme: ”Branchen ønsker folk, der stadig er våde bag ørerne, som vil give deres hår en sær farve, som vil lægge deres skæbne i hænderne på det sidste nye producerskrig, få deres billeder i et blad og så være ude af vagten. Branchen ønsker ikke at arbejde med nogen, der forstår mekanismerne bag denne galskab,” betroede han Los Angeles Times i 1996.

Jarreau havde imidlertid langtidskontrakt på kollegaernes respekt og fastholdt sit ry som en sanger, der folder sig mest facetteret ud ved koncerter. Omkring årtusindskiftet vendte han tilbage til udgangspunktet med produceren Tommy LiPuma, som havde søsat Jarreaus 1975-album. Det er resulteret i veloplagte cd’er, og i 2007 udløste et samarbejde med guitaristen George Benson og sangerinden Jill Scott den femte Grammy til en mand, der ellers i sine mest selvforglemmende stunder lyder, som om sangen for ham er belønning nok i sig selv.

Pressefoto 2007

På www.pol.dk kan man læse min nekrolog over Etta Cameron:

Hvis man kun kender Etta Cameron som hende den lidt jubelidiotiske dommer i talentkonkurrencen ’Scenen er din’, der aldrig gav deltagerne mindre en topkarakteren ’et stooort femtal’, ja, så har man en del til gode. Nu har Etta Cameron givet sin sidste koncert. I går havde hun ikke længere kræfter til at bekæmpe den kræftsygdom, der havde været hendes vilkår siden engang i 70’erne.

Tilbage bliver musikken og en livshistorie, der ville have sendt de sejeste til tælling. Etta Cameron var en af de mange sorte jazzmusikere, der fik et nyt hjem og fristed i et københavnsk miljø, hvor musikalitet og ikke hudfarve spillede hovedrollen. Men hun var unægtelig længere om at komme hertil end mange af sine kollegaer.

Hun blev født på Bahamas 21. november 1939 som Ettamae Louvita Coakley. Familien var søndagsskolepæn, faderen anlægsgartner og moderen passede de små spirer, Etta og hendes fem yngre søskende. En flytning til USA bliver ikke lykkelig. Moderen dør af kræft, faderen bliver voldelig og frustreret, og Etta passer på børnene. Som hun har fortalt, så “kan det godt undre mig, at jeg var i stand til at nå det hele. Men jeg lærte jo også noget. Jeg lærte tålmodighed … Og så lærte jeg om tolerance og glæden ved at dele med andre.” Et alt for tidligt ægteskab ender i et drama, som hentet ud af de lidelsesfyldte sange, hun er begyndt at synge offentligt. Hun viser sig at være et bluesbegavet naturtalent, som også kan give gåsehud som gospelsanger.

Et mærkeligt uafklaret kapitel i hendes liv bliver et tvangslignende ophold i DDR, hvortil hun var taget for at synge, men hun smed udrejsetilladelsen væk, så hun blev mere eller mindre nødt til at arbejde bag jerntæppet i fem år. Danske venner fra hendes første koncerter heroppe med Radioens Big Band smuglede hende til sidst ud af DDR i en bil, og siden starten af 70’erne har hun boet fast i Danmark, hvor hun endte med børnene Debbie og Steve, ridderkors og mange stjerner på. Historien er beskrevet i Bo Østlunds biografi ”Hun gav smerten vinger”, som kom i 2007, og som burde have vundet Kleenex-prisen, fordi den i alt for høj grad red med på den næsten demonstrative inderlighed, der for mange gjorde Etta Cameron til noget af en smagssag.

Den musikalske passion kan også virke næsten overvældende på hendes mange plader. Som om vi ikke selv må finde frem til hendes kvaliteter. Især hendes velmente livtag med de danske salmer nærmede sig ufrivillig karrikatur. Sammen med Radioens Bio Band følte hun sig mere hjemme og frigjort. Og det var glædeligt for hende og musikken, at hun i sin karrieres efterår fandt sammen med pianisten Nikolaj Hess. Sammen med ham og en dansk stjernebesætning indspillede hun både spirituals og standards fra jazzkataloget. Lavmælt, sitrende af levet liv og med plads og mod til de pauser, der er en del af jazzens hemmelighed. Nu er der sat punktum, men parrets 2009-album ”Etta” bliver stående som et udråbstegn. Her synger hun bl.a. ”What a wonderful world,” så den ikke ender som en kliche. Hun synger sangen som en hyldest til selve livets under, selv om hun flere gange end de fleste havde grund til at tvivle på det.

Det er sand storhed.

Ukrediteret pressefoto 2009 fra Sundance Records.