I dagens udgave af Politiken siger jeg tillykke til den ældste halvdel af Brødrene Olsen:

Kan De huske det grå guld? Aldrig har det glimtet stærkere end i Cirkusbygningen lørdag 19. januar 2000, hvor Brødrene Olsen vandt det danske Melodi Grand Prix med deres egen ’Smuk som et stjerneskud’. Og efterlønsdebatten blev sat yderligere i relief, da det smukt grånende par i maj samme år også vandt det europæiske grand prix. Sejrene ikke alene genfødte grand prix-genren herhjemme, de gav også comeback til et på mange måder uforløst og undervurderet sanger- og sangskriverpar, der altid har forekommet lidt i klemme mellem rock og pop.

I morgen fylder Jørgen Olsen, den ordførende og toneangivende del af duoen, 60 år. Og selv om brødrenes hjemmeside ikke har været opdateret siden 2008, hvor de udsendte retropladen ’Respect’, går det godt, skulle vi hilse og sige. Ikke på helt samme niveau som efter grand prix-sejren, og brødrene har heller ikke gjort det lettere for sig selv ved gennem årene at udsende lidt for mange genbrugsplader, men showbiz er jo gynger og karuseller.

Og det har det været for Jørgen Olsen (og hans bror), siden han snusfornuftigt og aldeles utypisk for tiden valgte at fremtidssikre sig ved at uddanne sig til lærer, selv om Brødrene Olsen i 1972 fik en debut, man skulle hedde Sebastian for at opleve magen til.

Debutalbummet, der hurtigt solgte 100.000 eksemplarer, hed bare deres efternavn. Pladen var produceret i London af Johnny Reimar og John Friis, og vokalharmonierne satte en ny dansk standard, båret af smagfulde arrangementer, skrevet af Peter Knight, som også forgyldte Scott Walker. Og Moody Blues, blandt mange andre. Sangen om ’Angelina’ har siden (for)fulgt duoen. Lanceringen med en koncert på Plænen i Tivoli forekom rockfolket at være for kommerciel – det var dengang det ord var et skældsord, og selv om pladen stadig sagtens kan passere for soft rock, stod det også hurtigt klart, at Olsen skrev en engelsksproget musik, der kaldte på et større marked og som ikke var ude på at redde verden.

Inspirationen har altid været tydelig: Mere Cliff end Elvis, en god del Cat Stevens i Jørgen Olsens nogle gange lidt for rundhåndede vibrato, og Shadows-efterkommerne Marvin, Welch & Farrar går igen i duoens ferme flerstemmighed. Og så Beatles, Beatles og Beatles. Det var dem, der satte Jørgen Olsen og hans fire år yngre lillebror i gang med bandet The Kids, som var netop det. Femten år gammel stod han i spidsen for The Kids, der varmede op for The Kinks i K.B. Hallen. Med i gruppen kom på et tidspunkt guitaristen Erik Stephensen. Han fandt dog siden andre strenge at spille på.

En audition for en dansk opsætning af musicalen ’Hair’ blev i 1971 brødrenes indgang til showbiz. Begge fik roller, Jørgen en af hovedrollerne. Med på scenen var blandt mange andre også Allan Mortensen og en hippie-sød Anette Klingenberg som Chrissie.

Resten af 70’erne gjorde de en del vikarer glade i folkeskolen. Årene brugte Jørgen Olsen og hans bror nemlig mere på eksport- end på hjemmemarkedet, hvor de dog hittede med sange som ’Marie’ og ’San Francisco’. Den kunne have vundet grand prixet i 1978, men der kom en stortromme og Mabel i vejen. Sangen handler om drømmen fra ’68, og selv han ikke vil kaldes en gammel flipper og vel heller aldrig var en ung sådan, bærer Jørgen Olsen stadig sangens budskab med sig: ”Ordet er kærlighed”.

”Jeg har altid,” fortalte han Kristeligt Dagblad i 2007, ”troet på kærlighed, frihed og demokrati … den egoisme, der hersker i dag med meget få gentlemen, ser jeg det som en meget stor udfordring at få has på. Den egoisme var der ikke, da jeg var dreng.”

Hvis man bag de ord skimter et menneske med svaghed for en nostalgisk følsomhed, kynikere ville kalde rørstrømsk, tager man ikke helt fejl, men vi er ikke noget uden den tid, vi har levet. Og Jørgen Olsen skylder os stadig at lave en dansksproget plade om sit liv, sine skuffelser og sine drømme.

Den kunne sagtens risikere at vare længere end et stjerneskud.

Pressefoto 2008 af Robin Skjoldborg. Det er Jørgen t.h. hvis nogen ikke skulle vide det.

Let’s face it. Kriminalitet er stærkt underholdende, medmindre man selv udsættes for den. Det har de fattet på TV2, som er førende udi dækning af det, der vel efterhånden kan kaldes ’genren’. Navnkundig i journalistkredse er stationens embedding med etaten i ’Station 2’, og dagligt sørger årvågne nyhedsredaktører for at minde os om, at der er grund til ængstelse. Alting kan ske, som Malurt sang. Og sker jo af og til.

Så kombinationen af drabssigtet somalier, psykisk utilregnelighed og sagsbehandlerutryghed var for god til at gemme i den note, historien om den flygtede fange ville have fået engang. Den fik ikke for lidt torsdag aften. Vi manglede kun at få at vide, om hans underbukser var lange eller korte, bom- eller kameluld, men at han frøs derude i natten uden overtøj, kunne en politimand forsikre os om. Det var så man gøs, og vel at mærke ikke på hans vegne.

Nu har TV2 jo ikke patent på politiet. Sidste sæson åbnede TV3+ ’Politistationen’, hvor vi fulgte politiet i Aalborg i stort og mest småt. Nye afsnit ruller nu over skærmen med blå blink og en dramatiserende underlægningsmusik, der betoner, at dokumentarismen bare er journalistisk figenblad for noget, der i bund og grund er underholdning.

Klokken er tit mange, og kun få bliver taget til fange, men programmet giver indblik i en arbejdsplads med god plads til kulance. Som historien om den 16-årige pige, der havde brugt falsk id for at komme på værtshus. Da der blev akut brug for betjentene i Jomfru Ane Gade – hvor ellers? – bad de hende vente, til de kom tilbage. Det gjorde hun sgu! Derefter fulgte de hende hjem til mor, og da det var straf nok, optog de ikke rapport. Langt mere alvorlig var en dødelig trafikulykke, men ufrivilligt absurd blev det at høre indsatslederen tale om en til halvanden omkomne. Og så må vi have Jørn Lund til at forklare, hvorfor nogen i deres talesprog helt ubesværet bruger ord som ”forurettede” og ”skadelidte”.

Og somalieren? Han kom ind i varmen igen. Så TV2’s udsendte stand-upper ville naturligvis fredag morgen høre en sagsbehandler på Jobcenter Holstebro, hvordan hun følte det lige nu. Hun var lettet.

Er det det, man kalder borgernært fjernsyn?

Der er en vis logik i at noget så tilgængeligt, brugbart og folkeligt som et frimærke ender med at få noget så tilgængeligt, brugbart og folkeligt som et omslag til en Gasolin’-plade som motiv. Det blev afgjort i dag, hvor P4’s lyttere kårede ‘Gas 3′ som det danske omslag, der skal pryde et kommende dansk frimærke til 5 kroner og 50 øre. Det lød til at passe radiovært Alex Nyborg Madsen svært godt.

Dermed følger Post Danmark altså omsider op på den praksis, både det amerikanske, britiske og svenske postvæsen har med at hædre rockkoryfæer med frimærker. Man kan blot ærgre sig over, at Post Danmark ikke har besluttet sig for en hel serie, for er Peder Bundgaards omslag til Kim Larsens ‘Værsgo’ i virkeligheden ikke mere ikonografisk i sin karakter? Og hvad med Pan’s Poul Bruun-designede omslag?

‘Gas 3′ var det første album produceret af Roy Thomas Baker i 1973. Godt med stortromme, bulderbas, sovs og kartofler, men også sange som “Rabalderstræde”, “Katten”, “Jeg troede jeg var” og “Det var Inga, Katinka og smukke Charley på sin Harley”. Dansk har aldrig lydt mere flabet, selvsikkert og svajercharmerende. Baker skulle senere gøre Queen til verdensmestre i pomp-rock.

Man må i øvrigt håbe, at Post Danmark har sat deres ophavsretsjurister på stand by. Der kan nemlig godt gemme sig en rettighedsgyser i omslaget.

Oprindelig hang billedet i baglokalet på Andy’s Bar, et af Gasolin’s mange vandhuller. Da musikerne så det, ville de have det som omslag. Det var CBS, deres pladeselskab, ikke sådan lige med på. Med amerikanske ejere måtte og skulle der cleares rettigheder først. Da ingen vidste, hvem der havde malet billedet, satte selskabets chefdesigner selskabets håndtegner til at tegne trusseløse timer i timevis. Peder Bundgaard var både og. Og fortæller historien i sin Gasolin-biografi ‘Masser af succes’. Gasolin’ syntes ikke om hans piger, så til sidst tog CBS chancen og sendte Susanne Mertz afsted for at tage et vellignende fotografi af maleriet i det underbelyste lokale. På billedet kan man stadig ane genskæret fra en lampe .

Da pladen havde solgt de første tyve tusinde eksemplarer, ringede en venlig mand ved navn Tage Hansen til Peder Bundgaard. Denne modtog koldsvedende meldingen om, at samme Hansen skam havde malet billedet. Hansen viste sig nu at være en skikkelig og aldeles uøkonomisk mand, der ikke anede at CBS var et multinationalt selskab. Han skulle bare have et par plader til sine døtre for sin ulejlighed. Og trøstede så i øvrigt Bundgaard (og CBS) med, at han selv havde ladet sig kraftigt inspirere af en pin-up plakat for et (længst krakket) amerikansk luftfartselskab i 50′erne.

Fodboldsæsonen er startet, heppede medierne i weekenden. Det undrede fruen. Jamen, er der ikke sæson hele året, spurgte hun og havde ikke tal på de skæbnekampe og lokalbrag, jeg absolut har skullet sofaovervære på alle mulige og navnlig umulige tidspunkter. Så var det lettere, dengang man(d) kunne nøjes med at slumre ind til Derby-Wolves hver tipslørdag. Og alligevel bagefter var leveringsdygtig i et pålideligt kampreferat.

Flere kanaler, flere penge og flere kampe har givet sportsjournalister – og ikke mindst deres redaktører – ambitioner om at være andet end ’var det en hård kamp’-mikrofonholdere.

TV3+ stiller op med Carsten Werge og Per Frimann (som indirekte kostede os medvirken til OL i 1988) som spydspidserne, der mestrer det besynderlige dobbeltjob som referent og kommentator, der altid har været sportsjournalistikkens potentielle meniskskade. I flere sæsoner har kanalen også kørt det konfrontatoriske ’Fodbold uden filter’, oprindeligt med Werge som en vært, der både kunne lytte, spørge og blive lyttet til.

Han alternerer nu med Dan Engelsted. Han var engang den yngste danske divisionstræner, men i denne sammenhæng overbeviser hans taktiske evner ikke. Rundbordsdiskussioner kan være godt tv, men de skal styres for, om jeg så må sige, at komme i mål. Det formår Engelsted ikke. Han kunne med fordel gøre som FCK’s César Santin: Se op, før han sender bolden videre. Han staccato-spørger, måske fordi det skal virke dynamisk og truende. I stedet virker han i konstant tidnød.

Tid var der ellers nok af i søndagsdebatten om klumpspillet på direktionsgangen i Brøndby. Akkompagneret af melodramatiske pseudoklassiske toner lød det: Hele fodbold-Danmark er rystet. Hele?

I studiet stod Mr. Brøndby himself, Per Bjerregaard, den angivelige årsag til både stribefyringer af direktører og sportslig deroute. Det var sådan en diskussion, hvor fruen og andre føler sig uden for. For trods tiden eller måske på grund af den fik vi kun frem-og-tilbage-antydninger af krisens årsag. Lettere blev det ikke af Bjerregaards Mærsk-agtige fåmælthed – den mand har brug for en medierådgiver (som han vel at mærke lytter til – måske noget for Henrik Byager, som gav et signalement af klubbens krisehåndtering eller snarere mangel på samme) – men som seer var man prisgivet uden forhåndsviden.

Klubbens sjæl var truet, forstod man. Der er så meget, kvinder ikke forstår. Jeg melder mig i klubben. Programmet var i den grad loge-snak med filter.

Det bliver spændende at se programmet på søndag, når Brøndby har slået FCK …

Ulf Lundell lod sidst høre fra sig, da han i 2007 udgav projektet “Under vulkanen”, 14 cd med hidtil uudgivent materiale og demoer samt et par live-dvd’er, bare så ingen skulle komme og sige, at der ikke var value for money. Nu har han så åbenbart holdt en pause med maleriet, for snart udkommer en ny cd/bog “En öppen vinter,” 11 nye sange ledsaget af nye digte, der tilsammen skulle uddybe oplevelsen, som om Lundell behøver smagsforstærker.

Lundell er fortsat lidt af en hemmelighed herhjemme. Det er synd for os. Kommer man på de kanter, har han også annonceret en sommerturne (med guitaristen Janne Bark!), som selvfølgelig fører ham til Borgholms Slotsruin, hvor han både har fejret triumfer og skabt tabloid-skandaler.

I mellemtiden kan det anbefales at lytte til pladerne. Og læse romanerne. Der er nok, ja, måske lige lovlig rigeligt at tage af, men vi har ikke hans lige.

En fornemmelse af hans format får du ved at kombinere Knud Romer og Kim Larsen med Steffen Brandt, Sebastian og Michael Falch, tilsat Bruce Springsteen og Ewert Taube. Plus det løse som Tom Petty, Jack Kerouac og Richard Ford.

God appetit.

Pressefoto