100 år med Howling Wolf

Kommentarer slået fra

I dag er det 100 år siden, bluesgiganten Howling Wolf, blev født som Chester Arthur Burnett på en plantage i Mississippi mellem West Point og Aberdeen. Der endte han med blive boende og hjælpe sin far med at passe jordlodderne, indtil han var fyldte 40. Når han ikke var i marken, lyttede han til musik, dels de bluesmusikere, der strejfede rundt som landarbejdere og dels på lakplader med folk som Charley Patton og Tommy Johnson. Patton mødte han tilfældigt som ung og glemte det aldrig.

Efter endt værnepligt (han blev hjemsendt af disciplinære grunde) fik han fod på egen jord og slog sig som farmer i 1948 ned i West Memphis. Her dannede han et weekendband med bl.a. James Cotton, Little Junior Parker og guitaristen Willie Johnson, og grundlagde en stil, han faktisk aldrig ændrede. Han var ikke meget værd som guitarist og der er hørt meget bedre mundharpespillere end ham – f.eks. hans svoger Sonny Boy Williamson, men hans stemme var unik. Han kombinerede Pattons rå, uskolede røst med sin egen udlægning af Jimmie Rodgers’ jodlen, og det gjorde ham hurtigt kendt som – Howling Wolf eller bare The Howl. Jeg skrev ‘gigant’ i indledningen. Med vilje. Han vejede i kampform 150 kilo og ragede små to meter op.

Sam Phillips, som endnu ikke havde opdaget Elvis, opdagede Howling Wolf. Et par singler førte til en kontrakt med Chicago-selskabet Chess og en flytning til the windy city, hvor bluesmusikken i de år var ved at ryste bomulden ud af træskoene. I Chicago mødte Wolf også sin rival Muddy Waters. De to blev aldrig venner, “men det var ikke fordi jeg ikke prøvede,” har Wolf sagt. De få, der kom han nær, tvivler. Han var en social analfabet, ville ikke røres ved og passede sig selv. En ensom ulv.

Heldigvis blev Wolf sat sammen med pladeselskabets bassist, kapelmester og huskomponist Willie Dixon. Sammen byggede de det musikalske fundament, Wolf brugte som ståsted for en berømmelse, han aldrig helt forstod eller påskønnede. Det gjorde derimod den fremstormende britiske bluesbølge, som aldrig havde taget fart uden sange som ‘Spoonful’, ‘Smokestack Lightening’, ‘Superstitious’, ‘The Red Rooster’ og ‘Wang Dang Doodle’ samt ikke mindst ‘How Many More Years’. Rolling Stones og Led Zeppelin skylder ham det meste.

I 1973 sendte en trafikulykke Wolf ud gennem bilens forrude. Han beskadigede nyrerne så slemt, at han resten af sit liv var i dialyse. Hans helbred skrantede, men på scenen virkede han, som om han var tilstede. Men kun i musikken. Klapsalver og omklamring af bluesfanatiske blegansigter sagde ham ikke noget. Han tolerede det, men mest fordi der var penge i det.

Illustrationen til dette indlæg er forsiden på hans sidste studiealbum fra 1973. Tre år senere var Ulven død, men hans musik strejfer stadig rundt derude. Den lader sig ikke tæmme.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top