100 år med Howling Wolf

I dag er det 100 år siden, bluesgiganten Howling Wolf, blev født som Chester Arthur Burnett på en plantage i Mississippi mellem West Point og Aberdeen. Der endte han med blive boende og hjælpe sin far med at passe jordlodderne, indtil han var fyldte 40. Når han ikke var i marken, lyttede han til musik, dels de bluesmusikere, der strejfede rundt som landarbejdere og dels på lakplader med folk som Charley Patton og Tommy Johnson. Patton mødte han tilfældigt som ung og glemte det aldrig.

Efter endt værnepligt (han blev hjemsendt af disciplinære grunde) fik han fod på egen jord og slog sig som farmer i 1948 ned i West Memphis. Her dannede han et weekendband med bl.a. James Cotton, Little Junior Parker og guitaristen Willie Johnson, og grundlagde en stil, han faktisk aldrig ændrede. Han var ikke meget værd som guitarist og der er hørt meget bedre mundharpespillere end ham – f.eks. hans svoger Sonny Boy Williamson, men hans stemme var unik. Han kombinerede Pattons rå, uskolede røst med sin egen udlægning af Jimmie Rodgers’ jodlen, og det gjorde ham hurtigt kendt som – Howling Wolf eller bare The Howl. Jeg skrev ‘gigant’ i indledningen. Med vilje. Han vejede i kampform 150 kilo og ragede små to meter op.

Sam Phillips, som endnu ikke havde opdaget Elvis, opdagede Howling Wolf. Et par singler førte til en kontrakt med Chicago-selskabet Chess og en flytning til the windy city, hvor bluesmusikken i de år var ved at ryste bomulden ud af træskoene. I Chicago mødte Wolf også sin rival Muddy Waters. De to blev aldrig venner, “men det var ikke fordi jeg ikke prøvede,” har Wolf sagt. De få, der kom han nær, tvivler. Han var en social analfabet, ville ikke røres ved og passede sig selv. En ensom ulv.

Heldigvis blev Wolf sat sammen med pladeselskabets bassist, kapelmester og huskomponist Willie Dixon. Sammen byggede de det musikalske fundament, Wolf brugte som ståsted for en berømmelse, han aldrig helt forstod eller påskønnede. Det gjorde derimod den fremstormende britiske bluesbølge, som aldrig havde taget fart uden sange som ‘Spoonful’, ‘Smokestack Lightening’, ‘Superstitious’, ‘The Red Rooster’ og ‘Wang Dang Doodle’ samt ikke mindst ‘How Many More Years’. Rolling Stones og Led Zeppelin skylder ham det meste.

I 1973 sendte en trafikulykke Wolf ud gennem bilens forrude. Han beskadigede nyrerne så slemt, at han resten af sit liv var i dialyse. Hans helbred skrantede, men på scenen virkede han, som om han var tilstede. Men kun i musikken. Klapsalver og omklamring af bluesfanatiske blegansigter sagde ham ikke noget. Han tolerede det, men mest fordi der var penge i det.

Illustrationen til dette indlæg er forsiden på hans sidste studiealbum fra 1973. Tre år senere var Ulven død, men hans musik strejfer stadig rundt derude. Den lader sig ikke tæmme.