100 år med Robert Johnson

HVORNÅR blev rocken født? Et godt bud er, at de første veer indtraf i et øde, forblæst vejkryds i Sydstaterne først i de depressive 30’ere. Derude, hvor to mudrede dirt roads krydser hinanden. Vi er på Lars Tyndskids mark, i the backland, hvor kragerne for længst er vendt. Det er tåget, spøgelsesagtigt og i det fjerne glammer en lænket hund.

Midt i billedet står en spinkel sort mand i tidstypisk stribet, men lidt slidt habit og taler med Djævelen. Jeg er ikke tæt nok på til at kunne høre, hvad de siger, men da samtalen er slut, har den godt 20-årige Robert Johnson solgt sin sjæl og sine lange, tynde fingre til Djævelen og otte års her-og-nu-liv mod at kunne spille guitar som ingen før eller efter ham i Mississippi-deltaet og omegn.

Resten af sit korte liv skulle Johnson synge om den bittersøde smerte ved at pantsætte sin sjæl og om nødvendigheden af at prøve at vinde den tilbage igen. Ofte fra de kvinder,som tit gled ind i rollen som Djævelens stedfortrædere. Og det kender man jo godt, mand og mand imellem…

I dag er det 100 år siden Robert Johnson blev født. I Hazlehurst, Mississippi.

At (gen)høre ham lyder på sin vis som myteindhyllet etnografica fra et land, langt langt borte, men samtidig rummer sange som ‘Cross Road Blues’, ‘Terraplane Blues’ og ‘I Believe I’ll Dust My Broom’ et distinkt, nærværende ekko af alt det, rocken også er og i sine bedste øjeblikke stadig stræber efter at blive, når vi trækker almindeliggørelsen og nutidens postmoderne hang til værdiudjævning fra: En udtryksform, der både afdækker, dokumenterer og følger med tiden.

Måske var det grunden til, at Robert Johnson solgte så godt som noget pophit, da hans i alt 41 indspilninger fra 1936-37 i 1990 mødte cd-alderen i form af et bedstsælgende bokssæt, der afløste de obskure 78′ere fra mellemkrigstiden og lp-versionerne fra de tidlige 60′ere, der rev benene væk under folk som Eric Clapton, Jimmy Page og (den unge) Dylan, som i sine Chronicles skriver, at »Robert Johnson’s code of language was like nothing I’d heard before or since.«

Johnson havde midt i 30’erne rejst rundt som løsarbejder, kvindebedårer og musiker – mest de to sidste ting, og han var velkendt i smugkroer og ballrooms overalt i Syden. Og ikke mindst var hans pagt med Djævelen hin nat, »standing at the crossroad,« kendt, og han gjorde ikke noget for at underkende den, selv om han aldrig gik i detaljer, men slog det hen, når nogen spurgte til den.

Det var en god (vandre)historie, men virkeligheden er måske snarere, at han forlod sin hjemegns musikermiljø, fordi de store drenge som Charley Patton og Son House drillede ham med, at han ikke kunne spille godt nok, kun se godt ud. Oven i det hele døde hans kone – og barn – i barselsseng.

Robert Johnson fik for alvor the blues – eller som han synger et sted »the blues is a low down achin’ heart disease« – og var væk et år. I den tid lærte han sig at spille djævleblændt godt guitar af en ældre kollega. Nu drillede ingen Robert Johnson, men folk var både lidt bange for ham og meget draget af ham, når han optrådte.

DET KAN MAN godt forstå, når man hører de indspilninger, han fik foretaget i San Antonio og Dallas i november 1936 og juni ’37. Først og fremmest er det svært at fatte, at vi hører en 25-årig. Han synger jo, som var han dobbelt så gammel. En mand, der har prøvet livet, og prøvelserne har sat sig i ham som en grundlæggende mistænksomhed over for enhver, der siger, at mænd ikke er hinandens rivaler; over for enhver, der siger, kvinder ikke kun er ude på at friste, bedrage og forlade; over for enhver, der siger, at livet kun bliver bedre, når man lever det sammen med andre.

Nej tak, sir, ole man Robert har været der, har prøvet det, og det eneste, han har at gøre på denne jord, er at fortælle sin historie, synge sin skæbne. Ikke for at missionere, men for at give folk som ham et spejl at spejle sig i – det kunne så være nok så uheldsvarslende splintret.

Den amerikanske kritiker Greil Marcus formulerede det således i sin essay-samling Mystery Train: »Johnsons vision var en verden uden frelse, uden forsonende træk, uden hvile …« Det er denne usmykkede realisme, der går igennem hver en sitrende nervetråd i hver en verslinje i hans musik.

»I got ramblin’ on my mind …« nærmest besværger han i en af sine kendteste sange. Og på farten var han konstant, på flugt måske fra sig selv. Selv var han ikke i tvivl: Han havde i bogstaveligste forstand ild i røven. Eller som han synger: »I got to keep movin’, blues falling down like hail, and the days keep worryin’ me, there’s a hellhound on my trail …« På sin vej møder han en masse no good women og en masse billig sprut, og feminister har skrevet indignerede essays om Johnsons brug-og-smid-væk kvindesyn: »en kvinde er som en kommode. Der er altid en mand, der roder rundt i skufferne …« men de misser op til flere pointer.

Nok brugte Johnson kvinderne, men de brugte i høj grad også hans slags. Han var jo væk i morgen, og af og til var det faktisk også ham, der rejste videre med følelsen af savn og forladthed siddende så tæt ind til kroppen som det uvaskede undertøj. En sang som »Love In Vain« gjorde Rolling Stones berømt, men Mick Jaggers affekterede foredrag lyder nærmest som en karrikatur, målt med originalversionen (mens Keith Richards er og bliver en af Johnsons bedste disciple). Johnson synger, så han bliver hele sceneriet på en og samme smertefulde, men uafvendelige gang:

When the train it left the station with two lights on behind Well, the blue light was my blues and the right light was my mind all my love’s in vain …

MEN DISSE sange er også invitation til kontant, uforpligtende sex som »Come On In My Kitchen« eller ren sjov som »Phonograph Blues« om, hvordan han ikke kan få hendes pladespiller startet (dengang skulle man bruge håndsving!), og Johnson synger, så enhver blandt publikum tænkte højt med udannede, sjofle tilråb:

Now we played it on the sofa now we played it ’side the wall My needles have got rusty, baby they will not play at all

Og hele tiden stemmen, der ikke bare synger ordene, men er det ekstra instrument, der jo var nødvendigt, fordi han kun var sig selv og sin guitar. Robert Johnson mestrer den gutturale dybde og den overgivne, næsten kvindagtige falset lige godt med naturtalentets ufiltrerede spontanitet. Tilsyneladende, for der er en god del rutine og velprøvede tricks i hans fremførelse, og ligesom stemmen kan guitaren mere end en ting.

Der er faktisk steder, hvor Robert Johnson nærmest spiller boogie-woogie Kansas-klaver med sig selv på stålstrengene. Og grundlæggende præges hans bottleneck-dominerede spil af en overlegen teknik, der står i mystisk kontrast til kompositionernes uslebne snit.

Det er sagt, og med nogen ret, at Robert Johnson skyldte samtidige inspirationskilder som Patton, Son House, Lonnie John- son og den næsten lige så mytiske Tommy Johnson mere, end vi kan høre i dag, men det var i Johnson al denne rastløshed og længsel faldt til ro. Ikke i betydningen ’fred og ro’, men der er noget uafviseligt afklaret og determineret over Robert Johnson, som rimer godt med myten om hans møde med Djævelen hin aften.

Han vidste, hvad der ventede ham. Han havde noget, han skulle nå. Og spillede altså Djævelen et puds ved at opnå udødelighed.

Den amerikanske public service-medieplatform, NPR, kører p.t. en serie, hvor man lader unge praktikanter anmelde gammel musik. Det er til tider ret tankevækkende. Forleden nåede man til Robert Johnson. Læs her.

Sony markerer dagen med udgivelsen af et eksorbitant jubilæums-sæt.

Robert Johnson er – naturligvis – også på Facebook.