40 år og tapetet holder endnu

I DISSE dage for 50 år siden var The Shirelles nummer et på Billboards Hot 100 med ‘Will You Still Love Tomorrow’. Komponister: Carole King og Gerry Goffin.

Der skulle gå yderligere ti år, før King for alvor blev dronningen af sangskrivere, alle singer-songwriteres jordemoder. Ingen plade definerede stilen så indiskutabelt som Carole Kings Tapestry, der udkom i februar 1971.

Den udstak kursen for den bærende del af mainstreamrocken op gennem 70’erne og længere endnu. Fra Carly Simon over Eagles til Tracy Chapman og så forskellige typer som Suzanne Vega og Rickie Lee Jones, men også Tom Petty og talløse andre blev ramt for livet af Carole Kings kompositioner, som herhjemme især gav genlyd i Anne Linnets tidlige arbejde med Shit & Chanel.

Tapestry lå 320 uger på den amerikanske hitliste fra udgivelsen i februar 1971. Tæl selv årene efter. En placering, der svarer til indflydelsen, men i virkeligheden var det, hun gjorde, så enkelt, at hun aldrig selv helt fattede årsagen til og rækkevidden af sin succes. Hun satte sig jo bare og åbnede sit hjerte, og – viste det sig – gjorde det på så manges vegne, at det blev en stil. Og som enhver anden stil endte singer-songwriterstilen med at blive en kliche, et symbol på føleri og navlepilleri, men det kan man vanskeligt bebrejde Carole King. Og slet ikke når man genhører Tapestry, 25 millioner solgte plader senere.

Hippiefølsomheden var degenereret til en tanketom stil dér først i 70’erne. En mode og en måde at forholde sig til livet på, afslappet, mildt antiautoritær, men i virkeligheden ikke særligt reflekterende. Hippiedrømmen om et tværgående fællesskab var bristet.

Individualismen havde gjort comeback, selv om kynikere vil hævde, at den aldrig havde været væk, og det skisma fik mæle i Carole Kings kompositioner, som samtidig i deres direkte feminine anslag blev lydspor for den gryende kvindebevægelse. Der var en sårbarhed og stolthed over disse sange og deres forfatter, somgjorde demtil meget mere end pop, men det interessante ved dem var, og er, at King jo ikke kom ud af intet. Der var ikke noget famlende eller afsøgende over hendes musik. Den sad lige i øret.

Det var nu ikke særlig underligt. Før King fik mod til selv at synge sine sange, havde hun skrevet sange i hundredevis til andre, og mange af dem blev globale hits, længe før der var tænkt på The Beatles, som selv indsang hendes »Chains«. Fra 1958 indgik hun, sammen med tekstforfatteren Gerry Goffin, i et sangskriverteam, der stort set dagligt forsynede hitlisterne med friske råvarer.

Brill Building-pop blev et begreb. Og fast arbejde, og dér lærte King sig nødvendigheden af at kunne sit håndværk. B-stykker og omkvæd er ikke noget, man skal spøge med. De er livsvigtige for et hit, men med rutinen kom naturligheden, og Carole Kings sangkatalog er som et smykkeskrin af popperler: »Take Good Care Of My Baby«, »Crying In The Rain«, »The Loco-motion«, »Up On The Roof«, »One Fine Day«, »Don’t Bring Me Down« og så videre.

OMSORGEN for melodien går igen på Tapestry, men der er ingen tvivl om, at hun synger om sig selv, om at være kvinde med pigesin- det i behold. En melodi som »I Feel The Earth Move« er en sang om at skælve af forelskelse, og selv om den, ligesom en del af de andre, godt kan læses, som om hun først bliver til noget i kraft af ham, er det ikke sådan, man hører den. Og på »You Make Me Feel Like A Natural Woman« er det kærligheden og tilliden til et andet menneske, der bringer det bedste frem i hende, uden at hun lader sig undertrykke:

Looking out on the morning rain I used to feel so uninspired and when I knew I had to face another day Lord, it made me feel so tired Before the day I met you, life was so unkind but your love was the key to my peace of mind cause you make me feel like a natural woman …

Sangen var oprindeligt et gospelfarvet soulhit for Aretha Franklin i 1967, og det forbløffende er, at Carole King bevarer styrken og rygraden i sangen uden at støtte sig til andet end sit fuldtonende flygel. Det siger noget om melodisk substans.

I det hele taget er det forbløffende ved Tapestry pladens stilsikre alsidighed sat op imod et sammenhængende lydbillede, en samklang af eftertanke og musikalitet, hvor James Taylors akustiske guitar har en samtale kørende med Charles Larkeys jazzede bas og guitaristen Danny Kortchmars strømførende fingerspil; en samtale om detaljens betydning og helhedens væsen.

Også på den led er Tapestry en langt større plade end de næsten musikøkologiske arrangementer har vænnet os til at huske. Selv om det er svært at gradbøje de enkelte sange, blev »You’ve Got A Friend« nok pladens mest levedygtige, og netop sådan lyder Tapestry den dag i dag – som en god ven, der lytter og er værd at lytte til.