40-året for Joy to the world
I denne uge for 40 år siden var Three Dog Night i gang med deres fjerde uge på toppen af den amerikanske Hot 100. Singlen ‘Joy to the world’ var en landeplage fra kyst til kyst, og endte med at blive den bedst sælgende i USA det år.
Selvbevidste hippier og progressive rockere hadede Three Dog Night og syntes, at de drev rovdrift på rocken. Og forvandlede den til sing-a-long, men refrænet var ikke til at få ud af ørerne. For slet ikke at tale om den tåbelige åbningslinje: “Jeremiah was a bullfrog…”
Året før havde Three Dog Night indtaget førstepladsen med en tolkning af Randy Newmans ‘Mama Told Me Not To Come’ og havde i det hele taget ret god smag i forhold til sangskrivere. De tog både Harry Nilsson og Laura Nyro under den særlige behandling, der bestod i, at bandet rummede tre ligestillede forsangere, Danny Hutton, Chuck Negron og Cory Wells.
Det særlige musikalske mix af Chicago og Creedence Clearwater Revival bevarede sin hitlisteappeal til midt i 70′erne. Siden fulgte de obligate narkorelaterede nedbrud og gendannelserne, og nu om dage turnerer bandet igen med stort set originalbesætningen.
‘Joy to the world’ er i øvrigt skrevet af Hoyt Axton, som også skrev ‘The Pusher’ til Steppenwolf. Hans mor var med til at skrive ‘Heartbreak Hotel’. Hoyt havde komponeret sangen til et tegnefilmprojekt, men da det blev skrinlagt, shoppede han rundt med sangen, som ironisk nok vandt gehør i noget, mange regnede for et tegneserieorkester.
Den lo han – og bandet – ret meget af på vej hen til banken.

