50′erne uden bagklogskab

Henrik Dahl, sociologiens svar på Greil Marcus, sagde det så glimrende forleden i et Indspark i Berlingske: “Ungdommen blev  opfundet i 50′erne. Før den tid var der så få familier, der havde råd til at holde konfirmerede børn ude af produktionen, at det ikke var nødvendigt at opfinde et begreb for den tilstand, at man på den ene side var kønsmoden og på den anden side befandt sig uden for den almindelige samfundsmæssige cirkulation.”

Jeg var ikke ung i 50′erne. Jeg var barn. Og kan tydeligt huske de unge lømler, der altid hang på deres knallerter eller de longjohn-cykler, de lånte med hjem fra den købmand eller det ismejeri, hvor de tjente lommepenge efter skoletid. De befandt sig i en anden verden end min, og så alligevel ikke. Teenagekulturen var nemlig endnu ikke arriveret for alvor. I hvert fald ikke i Sydhavnen og slet ikke ovre i Skærbæk, hvor de endnu ikke anede, at Henrik Dahl skulle flytte dertil som otteårig.

Mine 50′ere var skolegang om lørdagen med lærere, der ikke måtte slå, men gjorde det alligevel. Det var lange, endeløse solbeskinnede søndage, hvor vi kridtede hele gården op med et vejnet og legede med biler, indtil de hjemmegående mødre (minus min) kaldte os ind til håndvask og forloren hare eller benløse fugle. Det var dage, der gik med i et brunt kladdehæfte at notere sig nummerpladerne på de ikke alt for mange biler, der kørte forbi. Det var tryghed og stilstand, rødbeder på leverpostej, svampede læderfodbolde, knickers og ternede skjorter fjernt fra Mad Men-elegancen, sort-hvidt fjernsyn for de fremmelige og Illustrerede Klassikere og Det Bedste. Vi var lykkeligt uvidende om, at Den Kolde Krig netop da var brandvarm. Og anede ikke, hvem Elvis Presley var, men syntes Raquel Rastenni så godt ud af en gammel dame at være for slet ikke at tale om hende der Nina, helst uden Frederik.

Det var et årti, hvor vi ventede. Uden at vide det. Og dermed også uden at vide på hvad.

Som en fastholdelse af den københavnske Golden Days-festival om netop 50′erne har Golden Days og Gads Forlag udsendt 1950′erne, en (foto)grafisk indbydende bog om “nogle af de temaer, som var på spil i 50′erne”.

Hver gang man taler om 50′erne, støder man ind i det problem, at årtiet ikke er særligt afgrænset – er noget årti egentlig det? Fyrrerne fortsatte ind i halvtredserne, og halvtredserne gled over i tresserne i en grad, så mange, når de snakker om halvtredserne, faktisk narrer sig selv og refererer til fænomener og trends, der rent faktisk fandt sted i de tidlige 60′ere.

F.eks. var den pludselige hjemlige lancering af rock ‘n’ roll i 1956 mestendels et reklamestunt for en dans og en danseskole og fængede først langt, langt senere. Det tjener bogen, og musikvidenskabsmanden Morten Michelsen, til ære ikke at hoppe med på myten om, at alle unge rokkede og rullede i resten af tiåret.

Stueren swingjazz og poleret barbershop-pop a la Blue Boys og Four Jacks var den foretrukne ungdomsmusik. Der var 400 jazzklubber herhjemme i 1958-59, det år,  Elvis-plader først for alvor kunne købes her, og som Michelsen skriver: “Man skal nok frem til 1959 for at finde danske musikere, der til en vis grad kunne tilegne sig den amerikanske rock ‘n’ rolls musikalske udtryk…Melvis Rock band…viser en gruppe entusiastiske gruppe amatører, der ikke spiller videre godt, men har fanget den energi, som er så væsentlig i rock ‘n’ roll. Til gengæld var det ikke noget, der solgte…først da mere poporienterede stjerner som den helt unge Peter Abrams og den lidt ældre Otto Brandenburg kom til, kom der salg i den del af den danske underholdningsmusik, der var beregnet for teenagere. Men så er vi igen kommet til 1960′erne.”

Eller som Nils Arne Sørensen skriver i kapitlet ‘Onkel Sams køleskab’: “Rock ‘n’ roll fylder pændt i de fleste skildringer af Danmark og især dansk ungdom i 1950′erne. Det skyldes bl.a., at fænomenet nød stor mediebevågenhed, ikke så meget i egen ret, men fordi det ofte blev forbundet med optøjer og ballade…” Der var med andre ord herhjemme vigtigere ting i tiåret end musik.

To af de afgørende udviklingsbestemmende faktorer, kampen mod den sociale armod og forvandlingen fra et samfund overfyldt med toværelseslejligheder til parcelhus-Danmark beskrives vidende og levende af hhv. Hanne Reintoft og Weekendavisens journalist, Pernille Stensgaard. Sidstnævntes kapitel, “Ømhed i forstæderne”, ligner i sig selv udkastet til en bog, hun godt må skrive færdig.

Hun beskriver, hvor rationaliseringstankegangen fra krigen og efterkrigsårene lever videre i den nye brugervendte arkitektur, der resulterer i de storbyforstæder, som har fået et dårligt ry, men som dengang for mange danskere stod som opfyldelsen af en drøm: Hus på egen græsplæne og med tiden en carport til egen bil, men så – igen – er vi i tresserne. Stensgaard skriver kulturhistorie på hammerich’sk niveau og det er en ros i min bog. Reintoft genopliver det, hun kalder “bolignødens hæslighed” med alt for store familier samlet på alt for lille, ofte sundhedsfarlig plads. Og gennem alle familier, også de rigeste, gik det truende spøgelse, der hed ufrivillig graviditet. Den kunne koste alt. Og gjorde det tit.

I et bevægende erindringskapitel skriver Maria Marcus om den næsten-voksnes følelsesmæssige kuldslåethed og sitrende længsel. Sexlivet foregik i mørke og under dynen. For som hun spørger: “Hvor var kroppen i grunden henne, dengang i halvtredserne?” Og gik hun på jagt efter svaret, blev hun stemplet som billig.

Andre faktorer kom dengang ikke så tæt på, som de gør i bogen. Der var i tiden åbenbart en udpræget frygt for og fascination af USA. Eller Amerika, som vi kaldte det. Christian Winthers digt om flugten dertil var stadig noget, vi læste. Og Anders And og Bill & Ben elskede vi til æselører, men også Jules Verne. Og smagen af den første iskolde Coca-Cola i den steghede sommer 1959 er jeg aldrig kommet mig over. Jeg lærte aldrig at sige jolly til min cola (selv om det slogan faktisk først kom i 1974!). Men de millionomsættende Morten Korch-film var stadig sikre trækplastre (dansk for blockbuster) i Enghave Bio og mindede om et Danmark, der var ved at forsvinde, uden at vi anede det, dengang i halvtredserne, “det sidste årti, hvor det traditionelle Danmark eksisterede.” Der kørte i København skinneskidtskrabere for at holde sporvognsskinnerne frie for hestelort. Jo, landbruget var en magtfaktor. Både økonomisk og politisk.

Hjemme i mit kvarter var der heller ikke mange, der vidste, hvad mandschauvisnisme, Louisiana, Klaus Rifbjerg, modernisme, Heretica og PH var. Det tror jeg heller ikke, de gjorde ovre i Skærbæk, men vi kom da igennem til 60′erne endda.

Denne velskrevne, velredigerede og perspektiverende, og heldigvis alt andet end bagkloge bog er en god anledning til at blive mindet om, hvad nogle af os, ja, måske de fleste, gik glip af, selv om vi voksede op midt i det.

1950′erne. Red. af Henrik Sebro, Grethe Jensen & Pipaluk Balslev. Golden Days/Gads Forlag.

Golden Days-festivalen om årtiet kører måneden ud. Man kan orientere sig her.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK