50′erne var ikke kun leverpostej

Vi, der var drenge i 50′erne, husker et lukket, troskyldigt, leverpostejsfarvet forældrestyret og kønsopdelt univers, hvor vi fumletumlede rundt med knæstrømper, knickers og ternede skjorter til et lydspor af sentimental voksenmusik og Gunnar Nu i radioen direkte fra den årlige svenskerlandskamp i Københavns Idrætspark. Den tid kommer nu meget mere facetteret tilbage i seneste udgave af Ove Dahls Tilbage til…-serie.

Tilbage til 50′erne er opbygget som forgængerne, der tog os tilbage til 60′erne, 70′erne og 80′erne. Alle bøgerne er et godt supplement til Jens-Emil Nielsens bøger, som jeg før har rost her på bloggen.

Ove Dahl, født 1953, er historiker og samler. Og han kender andre samlere. Tilbage til 50′erne er derfor en billedrig og varieret scrapbog over gemte, glemte og kendte effekter og fænomener fra tiden, mest set fra barnsben. For hans jævnaldrende er det en sand ‘det var jo sådan det var’-øjenåbner. Yngre generationer må undre sig over dette ti-år. Og more sig, selv om tiden ikke huskes som lårklaskende morsom.

Ove Dahls styrke er ikke de lange historiske udredninger. Man kunne ønske sig, at han var mere interesseret i at sætte tingene i relief og perspektiv, men det, han har hevet frem fra hukommelsens kramkiste, er svært underholdende. Og hans knappe skrivestil har sine øjeblikke.

50′erne var en tid, hvor fjernsynet var for de få, en tid, hvor børn legede overalt, hvor de kunne komme til det – og gjorde det til langt op i teenageårene; en tid, hvor alle var vilde med dans – undtagen de børn, der skulle gå til det; en tid, hvor man tusind år før Pokemon byttede kort med alt fra Puskas til Peter Pan; en tid, hvor man sad efter, når man havde været uartig i skolen – en sveder var vi en del, der samlede på i de år.

Det var også en tid, hvor annoncer i ramme alvor – ironi havde trange kår dengang – anbefalede, at man ikke forærede sin lærer et æble, men sagde “tak med tobak”. En tid, hvor Gitte Hænning og Nina & Frederik var lokale superstjerner, og hvor vi sagde jolly til vores cola, og hvor tandlæger anbefalede, at man dagligt tyggede tyggegummi (det sukkerfri var endnu ikke opfundet)!

Bogen er som at være der selv igen. Med nostalgiens bittersødme.

En ting mangler jeg dog at se afbildet: Det fedtede, gulligt-stive lommetørklæde, mange af os hver aften af vores mor blev tvunget til at lægge hovedet til hvile på. For at undgå, at det brylcremede hår satte mærker på hovedpuden. Sådan en tid var det.

Bogen kan købes her.