70 år i dag: Carole King
9. februar 2012 //
Vi har alle vort bedste år. For Carole King må det være 1971. Da var hun på alles læber. Hendes lp, Tapestry, lå 15 uger på toppen af den amerikanske hitliste, var i alt listeplaceret 302 uger, og har globalt solgt 25 millioner eksemplarer. Indtil videre. Singlen derfra, ’I Feel The Earth Move/It’s Too Late’, lå øverst på singlelisten fem uger, og Kings melodiske og følsomme, men aldrig sentimentale musik har defineret generationer af sangskrivende sangerinder. Samme sommer placerede hendes ven, James Taylor, King-kompositionen ’You’ve Got A Friend’ på hitlistetoppen. Som om det ikke var nok, lå Donny Osmond i efteråret 1971 nummer et med ’Go Away Little Girl’ – skrevet af Carole King.
Det der med at være en bestseller, var ikke nyt for den Brooklyn-fødte Carole King, som i morgen fylder 70. Hun kom fra en kunstinteresseret familie med et klaver, hun tidligt bemestrede. I high school var hun kæreste med Neil Sedaka, som skrev ’Oh, Carol’ til hende (hun svarede senere tilbage med ‘Oh, Neil). I gymnasiet gik også Paul Simon. Hun udskiftede sit jødiske efternavn, Klein, og fik, med sin senere mand Gerry Goffin som tekstforfatter, sangskrivning som sit levebrød.
Deres arbejdsplads var Don Kirshners musikforlag i The Brill Building på 1650 Broadway. Og første visitkort var ’Will You Love Me Tomorrow’, som The Shirelles sang til tops i 1961. Siden fulgte så mange sange med evergreenvokseværk, at man skal til Rodgers & Hammerstein og Lennon-McCartney for at finde magen. De første var en inspiration for King. De sidste lod sig inspirere af hende og indsang tidligt hendes ’Chains’.
Listen over King-kompositioner, der fornyede popformlen i årene efter Elvis, er for lang til denne omtale, men brutalt forkortet: ’Hi-De-Ho’, ’Take Good Care Of My Baby’, ’Go Away Little Girl’, ’One Fine Day’, ’Up On The Roof’, ’I’m Into Something Good’, ’Going Back’, ’Pleasant Valley Sunday’, ’You Make Me Feel Like A Natural Woman’ – blandt mange andre. De kunstnere, der har sikret tandhøjt smør på Carole Kings brød, spænder fra Bobby Vee over Aretha Franklin til The Monkees og Amy Winehouse – og gang på gang forbavses man over, hvem der har fortolket hende. F.eks. blev Grand Funk Railroad i 1974 nr. 1 med ’The Loco-motion’, som King & Goffins babysitter, Little Eva, havde toppet med i 1961.
Intet under, at Carole King syntes, hun klarede sig rimeligt uden en solokarriere, men presset voksede og hun albumdebuterede med den lidt for løse, men lovende Writer i 1970. Hun led af sceneskræk, men kom gradvist over den ved at spille med James Taylor, både på hans plader og i klubber, hvor hun i læ af ham spillede sig mod til.
Helt overvundet sin fobi fik King aldrig, og har aldrig selv set sig som den store sanger, men efter Tapestry turnerede hun en del og udgav succesfulde, men ikke slet så langtidsholdbare plader med et twist af jazz, man i dag genhører hos bl.a. Norah Jones. Dele af Kings bagkatalog står i øvrigt over for en tiltrængt restaurering. Og hendes erindringer er annonceret til udgivelse til april i år.
Fra 80’erne og frem blev Kings diskografi mere overskuelig. Seneste album er fra 2001. Sidste gang et af hendes studiealbum lå på Top 10 i USA var i 1976. Men at amerikanerne, og vi andre, aldrig glemmer hendes bedste år, kunne man se, da cd’en ’Live at The Troubadour’ i 2010 blev et Top 5-hit. På scenen var hun sammen med James Taylor (YouTube-link). De blev fejret og fejrede sig selv.
Det forstår man godt.
FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK
[...] Det er ikke muligt at forbigå sangskriveren, sangeren og musikeren Carole Kings 70-års-dag. Hendes betydning for populærmusikken i tresserne og halvfjerdserne har været markant. Dels i kraft af sangskrivningen sammen med kollegaen Gerry Goffin, som leverede det ene pophit efter det andet, og dels hendes egen solokarriere – og ikke mindst megasællerten Tapestry. I forbindelse med fødselsdagen genudgives en god håndfuld af hendes album. Carole King Pearls: Songs of Goffin and King (opr. Capitol, 1980), Simple Things (Capitol, 1977), Touch the Sky (Capitol, 1979) og Welcome Home (Capitol1979) kommer alle på Rockingale/Concord, som Carole King selv har lod og del i. Og dagen er måske også en passende anledning til at gøre opmærksom på de andre plader. For det er åbenbart svært for kronikører at beskæftige sig med Carole King uden at fremhæve bedrifterne med Goffin og så Tapestry-albummet, der ikke bare blev et hovedværk for King men nærmest det ultimative muskalske udtryk for Peace-Love-and-Understanding-generationens mere eller mindre tabte drømme og aspirationer. En af de oversete og undervurderede album er debutpladen med den beskedne titel Writer (1970). Dette album er med Rolling Stone-anmelderen Jon Landaus ord “en velsignelse”. Det kan godt være, at produktionen af pladen var mere sparsom og at lyden trængte til et ansigtsløft (som kom med senere udgaver – min CD-udgave er fra 2008 ), men sangene har samme høje niveau som dem, man kender fra Tapestry. Forskellen er måske, at Writer-sangene ikke rummer oplagte singlehitliste-sange som “Will you love me tomorrow”, “You’ve got a friend”, “It’s to late” og “I Feel The Earth Move” – der alle toppede derovre på den anden side af dammen – og andetsteds. Det skulle da lige være Kings egen bedårende og enkle udgave det gamle hit “Up on the Roof”, som afslutter albummet. Men den havde jo været et hit… Men ellers er det et album, der ikke står tilbage for Tapestry. Smukke, emotionelt bevægende, let melankolske, stærkt vanedannende og iørefaldende melodier er de alle til hobe. Og så er der Carole Kings stemme oven i – og den har jeg aldrig kunnet stå for. Torben har skrevet et indlæg om fødselaren. [...]