Alison Krauss bliver fyrre

Kommentarer slået fra

Det lignede en umage konstellation, da Robert Plant og Alison Krauss i 2007 udgav duetalbummet Raising sands – en af heavyrockens få velholdte galionsfigurer i selskab med bluegrassviolinens vidunderbarn. Den T-Bone Burnett-producerede  plades platinsucces var en brancheoverraskelse, men burde ikke have været det.

Plant og Krauss mødtes første gang, som det naturligste i verden, i 2004 til en hyldestkoncert for Lead Belly. For Plants lykkelige kærlighed til både countryblues og country havde været en del af magien i Led Zeppelin. Mens Krauss, som i dag fylder 40, på sine plader havde fortolket både Bad Company og Allman Brothers.

Alison Krauss voksede op i det østlige Illinois. Hun viste hurtigt håndelag for violinen. Efter at have snuset til de klassiske mestre inhalerede hun den bluegrass-tradition, der er særligt levende i Midtvesten – Chicago har f.eks. sin egen Dolly Parton Day.

Efter at have vundet en række talentkonkurrencer debuterede Krauss i 1987 med albummet Different strokes, som udover det åbenlyse violintalent åbenbarede en skær, poetisk mezzosopran, der med tiden er blevet mere blues-grødet, men stadig er smuk uden at blive pittoresk.

I 1993 kom Krauss med i truppen på Grand Ole Opry, og blev dermed blåstemplet af countrykleresiet, men hun forblev, trods flere og flere Grammy-statuetter, en nogenlunde velbevaret hemmelighed. Det ændrede kompilationalbummet Now that I’ve found you på. Det blev i 1995 Alison Krauss’ visitkort til et bredere publikum, som kunne konstatere, at nok vedligeholder hun traditionen, men aldrig så musikken bliver museal. Tværtimod mødte hun de følgende år ofte kritik for at være lidt for utraditionel i den countryopfattelse, hun og backingbandet Union Station konstant har forsøgt at rocke ved.

I dette forår udsendte de deres fjortende album, som gik direkte ind på tredjepladsen på Billboards Top 200-liste. Uden tvivl et resultat af den eksponering, der er blevet hende til del efter samarbejdet med Robert Plant.

En ny plade med de to har i mere end tre år været rapporteret undervejs, men tid er ikke noget, der foruroliger Alison Krauss, som i sine bedste sange kombinerer tålmodighed og rastløshed. Og om sig har de en filmisk aura, der forklarer, hvorfor hun er så efterspurgt til lydspor til film om Amerika og det amerikanske – fra Cold mountain til Oh, brother where art thou.

Kollega CAPAC puster også lys ud.

Ukrediteret pr-foto

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top