Altid tilbage til FREM

Kommentarer slået fra

Boldklubben FREM fyldte 125 år denne sommer. Tiderne og pengene er ikke til store jubilæumskampe som i sin tid dem mod brasilianske Vasco da Gama og Juventus. Istedet er der udkommet en bog om klubben, dens kultur og dens fans. Selv om bogen mest er i sort-hvid er den broget og farverig, og fuld af anekdoter og anekdotefremkaldende nørdet statistik (ved Steen Bjerre) og ikke så lidt Danmarkshistorie (ved Allan Mylius Thomsen) samt fodboldpolitik, både på og mellem linjerne.

Jeg har i al beskedenhed bidraget med en artikel, som også handler – lidt – om rock.

Jeg har altid savnet en film om Sydhavnen. Den rigtige, altså. Jeg savner en film, hvor Sydhavnen ikke kun bruges som dekoration sovset ind i kolonihavenostalgi og Jan-bogs-romantik.

Indholdsfortegnelsen til denne films drejebog står på nethinden hos de fleste af bydelens beboere. Den første side er godt nok gulnet i kanterne, men datoen lader sig tyde. 21. marts 1532 aftaler kongen, Frederik den Første, og Mester Fadder Bøssestøber, at bøssestøberen skal sørge for vedligeholdelsen af hofhusholdningens høbjærgningsområde i det, der derefter kaldes Kgs. Enghave, en forblæst halvø, der løber ud i Kalveboderne, hvor sælerne boltrer sig.

I århundrederne efter bliver der stakket hø og de Valbybønders køer bliver sendt på græs på marker, hvor tang ved højvande er hyppigere en græs. Halvøen er nok kongens, men den fylder så lidt i hans hukommelse at end ikke Ole Rømer medtager den, da han sidder og laver den første danske matrikel i 1601. Det er ikke sidste gang Sydhavnen bliver overset.

Blader man videre, står der næste gang noget på en side fra 1870. Her sidder brødrene Køhler og hører tiden kalde på initiativ. Jo tommere punchflasken bliver desto mere kalder tiden. De er murermestre. ’Hvad nu, hvis vi kunne stå for både mure og mursten?’ siger den ene Køhler til den anden.

Svaret finder de i en udørk i sydvestlig retning. Firetusinde alens vej fra Købmagergade standser charabancen midt i det brede, lerede hjulspor, nogen har bildt dem ind, kaldes Enghavevejen: ’Vejen, hmhmrf…’ fnyser den ene Køhler, medens den anden ser sig omkring.

Ovre til højre bag forfaldne frugttræer ligger det lige så forfaldne Frederiksholm, den ene af egnens tre gårde. I haven står en lystpavillon, hvor Frederik den Syvende efter sigende kurtiserede i løn med Louise Rasmussen, før hun blev Grevinde Danner, men brødrene Køhler er ikke ud på historisk ekskursion.

Næste år ser der anderledes ud. Frederiksholm Tegl- og Kalkværker sender røg mod sky, og producerer nogle sæsoner senere 25 millioner mursten om året. Og godt nok bliver der ikke gravet guld, men ler giver også liv.

Mest liv er der i svenskerne, teglbisserne, som bebor en bazarlignende barakby klinet op ad værket. De sæsonarbejder, og er mænd, som ikke tøver med at vise det i tide og i utide. Enten på Strandcafeen på det, der senere bliver Borgbjergsvej, eller ovre på Vasbykroen, hvor kroejeren hedder Mikkel med tilnavnet Ræv. ’Det er næsten lige så slemt at runde Kap Horn som at komme forbi Rævens hul’ siger fiskerne derude. Mikkels knortekæp og snakketøj klarer paragrafferne hurtigere end det tager politiet at komme helt fra Svendsgade på Vesterbro.

Fra Klondyke til landkommune

Dette ryggesløse storby-wild west er som skåret ud af en kulørt B-film. Snart skulle den ambitiøse arbejderklasse holde sit indtog. Arbejdernes Kooperative Byggeforening vil kultivere enghaven. 1908 står der på den første byggeattest.

Men Sydhavnen er stadig langt væk. Derude bor kun rakkere, stinkende fiskere og fordrukkent pak. Og så den husleje. 40 kroner om måneden! Men lidt efter lidt lykkes det at få fyldt de nye huse, som er et paradis sammenlignet med lejekasernerne og baggårdene i brokvartererne. Kulturrevseren Broby-Johansen er ikke enig: »Atmosfæren er fed og tung af konformitet, af mæt tomhed udsigtsløs tilfredshed«.

Liv er der nu, og endnu mere kommer til, men leret tager slut i 1918. Køhlers efterfølgere sælger jorden profitabelt. Frederiksholm bliver børnehjem, og veje og karreer rydder buskadser, moser og smutveje, og i marginen i drejebogen anbefales nu lange, stemningsmættede panoreringer uden drastiske klip. Alt holdt i et douche, erindringsoptimistisk skær.

Åh, hvor jeg savner filmen om Sydhavnen som et selvforsynende smørhul i de selvtilstrækkelige sene 50’ere, en gudløs by i byen, men alligevel med hele tre kirker. Bag den ene en bundløs sø. Det skulle være ganske vist. Med hestespand og brudekaret for evigt forsvundet i dybet, som omkranses af hængende kolonihaver.

Kort sagt: Socialdemokratisk Lidenlund-idyl som skåret ud af Poul Hammerichs Danmarkskrønike, et sted, hvor sommeren altid er varm og lang og vinteren kold og klar.

Motorgademareridtet

Men udviklingen, den store ulv i åbenbaringen, står på spring til at invitere sig selv ind i stuen. Sjællandsbroen bliver åbnet, og Sydhavnens navle, Mozarts Plads, bliver omlagt. Året er 1961, og to år efter falder jordlovene ved folkeafstemningen. Og filmen om Sydhavnen skifter umærkeligt, men uundgåeligt karakter fra folkekomedie til krimi med bilismen og planlæggerne som skurkene.

Storbyen skreg på nye indfaldsveje og aflastning. Sydhavnen blev skåret midt over. De store tværveje blev motorgader, og stadsingeniørens ståltråd satte en stopper for alle genveje her, hvor bilerne kun stoppede for rødt, og hver eftermiddag arrangerede FDM og radioens trafikredaktion trafikpropper på P. Knudsensgade, hvor der før var vejtræer, grøftekanter og haver.

Ingen kunne længere skrå over gaderne til vennerne, butikkerne mistede halvdelen af kundekredsen og blev til bodegaer, møntvaskerier og grillbarer. Sydhavnen gik ud af de ligeglade 60ere som et slumrende Torneroseslot, et sølvbryllupskvarter, hvor børnene flyttede, forældrene blev pensionister, og hvor kun 15 procent af indbyggerne kunne finde arbejde.

De mange fabrikker stod glanende forladte som en tavs bekræftelse af Poul Henningsens spådom i 20’erne om, at drømmen om Sydhavnen som et fremtidigt industricentrum ville blive overhalet indenom af udviklingen.

Den udvikling eller mangel på samme var, hvad Sydhavnen fik som belønning for sin socialdemokratiske sagtmodighed. Partiformanden boede selv i mange år på Borgbjergvej og herude ville han altid have været være sikker på en flertalsregering, bakket op af mennesker, han havde kendt siden han flyttede ind nede på Glücksvej, mennesker, der har stolet på politikere, hvis hurtigkørende trafikplanlægning havde det lige som Ole Rømers matrikel. Sydhavnen eksisterede i mange år ikke. Højst som noget titusindvis af biler årligt alt for længe fik lov til at køre igennem, før broen over Kalvebod omsider blev bygget på randen til et nyt årtusinde.

Livet med og uden læderbold

I den film om Sydhavnen voksede jeg op. Min barndom var rund og uregerlig som en læderfodbold af den slags, der bliver bedre og bedre jo flere gange, den bliver brugt. Vi levede i den glemte, slidte del af København, som i aviserne og politiets døgnrapporter altid er blevet kaldt Valby. Vi, der boede i trekanten mellem Vesterbro, Valby og Hvidovre, vidste bedre.
Tiden var 50’erne, og Sydhavnen var en selvforsynende landsby med storindustri som Fordfabrikkerne, OMA-margarine og Hollesens radiatorer – det var før fjernvarmen – nærbutikker som viktualiehandler Ingstrup, der skiltede med byens næstbedste karrysalat, Williams pølsevogn, hvor de ristede pølser havde Danmarkspremiere, tre kaffebarer, et danseinstitut, en biograf, to slikmuttere – den flinke og den dyre – en kommunalt tilklippet urskov, der på bykort kaldes Valbyparken, og i den park var der fodboldbaner ad libitum, korrekt opmålte og opstregede, med reglementerede mål.

Dem måtte vi selvfølgelig ikke spille på, Dion, Frank, Tommy, Allan, Ole og Henning – man skulle være i klub – så det gjorde vi selvfølgelig alligevel. Efter skoletid op på den gearløse cykel, bolden bagpå og ud ad Ellebjergvej i modvind på udkig efter det bedste af alt – et fodboldmål med net på, så vi slap for at løbe efter boldene, som kunne få fart på, når suset fra Kalveboderne forlængede en tåhyler eller en af de helflugtere, vi næsten kun lykkedes med i drømme.
Åh, lugten af tjære, nettene var fedtet ind, og spændingen, ikke kun ved spillet, men lige så meget ved tanken om, at vi kunne blive afbrudt når som helst, når parkbetjenten, Have-Tarzan kaldet, kom cyklende og brøsigt bød os at holde op.

Vi spillede mest med en af de nye bolde af plastic eller hvad det nu var for noget, Superflex. De holdt dog sjældent til en tur ind i tornebuskene. En læderforbold var dengang et bekosteligt klenodie. Vores gård havde to. Den ene var blevet skæv og svampet af flere efterårssæsoners regnvejr. Den anden lugtede stadig ny, af sved, læder og græs, men var langt fra vore dages ergonomisk korrekte bold. At ramme sådan en klump med tåen i en lærredstynd gummisko, som ikke var fremstillet af Nike eller Adidas, gjorde drenge til tøsedrenge. Derfor lærte vi alle ret hurtigt at bruge vristen og den følte inderside for slet ikke at tale om papegøjen.

Nogle af os ville godt lære mere, og begyndte tidligt at drømme om det mest attråværdige af alt – at spille i klub. »Spiller du i klub?« spurgte vi ofte de boldtalenter, vi mødte i de mere eller mindre organiserede kampe mod andre gårde eller veje. Tavs ærefrygt fulgte, når fyren sagde navnet.

I Sydhavnen stod DAI, Dansk Arbejder Idræt, stærkt, de havde og har deres egen turnering, måtte ikke blande sig med Københavns Boldspil Union, end ikke i pokalturneringer. Et lukket kredsløb med en ideologisk overbygning, som kun kom frem i skåltalerne. DAI-storklubben var AIK Frederiksholm. Hvide trøjer, sorte bukser og bydelens bedste julebanko. Opkomlingerne hed KHB, grønne trøjer, hvide bukser. Der spillede Ole, men han var også tilflytter.
På KBU-siden hed det Als Frederiksholm, til nød Fremad Valby i rødt og hvidt og, helt uopnåeligt, Boldklubben Frem, med eget klubhus og opvisningsbane og direkte adgang til selve Mekka, Idrætsparken. Og så en klubdragt, som enhver af os ville give flere års lommepenge for at komme i – rød og blå-tværstribet trøje og hvide bukser.

Frem var sidst blevet Danmarksmester i 1944, men i 1958 vandt holdet sølv, og det efterår følte vi alle, at vi fik medaljer om halsen. Og var ikke et sekund i tvivl om, at Frem på en god dag kunne spille lige op med årets verdensmestre, Brasilien, især hvis de stillede uden den 17-årige sensation, Pele. Det år var jeg mødt op til en træningsaften i Frem, prøvede at få mine fødder gnavet velsignet hudløse af mit livs første – lånte – fodboldstøvler, og kom på hold, skiftevis som målmand eller stående højre back, først lilleput og siden drenge, men aldrig førsteholdet.
Det ærgrede mig ikke, før jeg rykkede op som junior, så steg indbildskheden og forfængeligheden.

Jeg skiftede skole, kom i realen på et gymnasium, der dyrkede håndbolden lige så intenst, som amerikansk colleges dyrker basketball, så jeg endte med at spille håndbold, og de andre i min gamle gård blev medstiftere af Boldklubben Syd-Vest, der i 70’erne og 80’erne var en magtfaktor i DAI-regi, men det kommer ikke denne historie ved.

Forræderi i Hvidovre

Det var længe før The Beatles. Elvis kendte kun de færreste, hans plader kunne nemlig ikke fås særlig regelmæssigt herhjemme uanset hvad Dan Turéll senere prøvede at bilde os ind, og Cliff var bare for tøset, så fodboldspillerne var idolerne. Tidens hippe havregryn hed Bio Foska. Bag på pakkerne var der fodboldhistorier, og i pakken var der billeder af tidens 1. divisionsstjerner, som havde mindst lige så stor bytteværdi som de filmstjerner, især pigerne elskede at gemme fra tyggegummipakkerne.

Når førsteholdet trænede ude på Julius Andersens Vej stod vi der, i støvregn og slud, og så på. Bagefter hjem i gården, af med anorakkerne, som blev brugt som mål, og så var vi Frem – Harald Gronemann, målmandscharmøren Per Henriksen, Frems svar på Garrincha, driblelegenden Bent lb Jørgensen med det logiske tilnavn Solo, den historiske, men lyslevende John Hansen, der, efter at have nettet fire gange i 5-3 sejren over Italien ved OL i 1948 og en professionel karriere i selveste Juventus, var vendt hjem – som amatør.
Og havde været varm på min mor. Eller var det omvendt?

Det, der drog os mod klubben, var ikke kun spillet. Det var mytologien, ville man sige i dag. Dengang gav det bare gåsehud at stå som tilskuer til en træningskamp på grusbanen side om side med den rundmavede bedstefar – venlige Pauli Jørgensen, alle tiders Fremmer, landsholdets lille store centerforward i 30’erne og 40’erne.
Alt dette var også vores, når vi stod søndag efter søndag på vores faste pladser på Hockeybanen i Københavns Idrætspark. Der var som regel to kampe om søndagen.
Den første som regel med kedelige undermålerhold som B 1903 og B 93, mens den sene eftermiddag stod i storklubbernes tegn, KB de seje jyder fra AGF møverne fra Esbjerg, de elegante teknikere fra AB, med legesyge John Njor som en uberegnelig oplevelse, og så Frem, som var et humørhold dengang sidst i 50’erne, et publikumshold, som fik os til at føle os i om ikke samme båd så i overfyldte sporvogn, når vi i linje 3 skramlede i evigheder fra Mozarts Plads helt ud til Trianglen, oftest på bagperronen i bivognen.

Der var trængsel, tilskuertal på 20.000 var ikke usædvanligt til topkampe, tag den, FCK! Og lige så kåde og højrøstede vi kunne være på vejen ud, lige så indestængte og pirrelige kunne vi være på vejen hjem. Værst var det at tabe til et provinshold. Forsmædelse. Sådan må englænderne have følt det, da de første gang tabte til Ungarn.

I 1960 gik min verden i sort. Usårlige Frem røg ned i 2. division. Vi gjorde det med maner. Nederlagene var til at tage og føle på. Bl.a. slog KB os 10-3 – Frem førte 2-0, og i sæsonens sidste tilmudrede kamp, 5. november, vandt AB 6-1 over et Frem-hold, der sagde farvel til topfodbolden og til en hel generation af spillere. Bl.a. John Hafisen, der spillede sin sidste kamp. 2. division var ikke det samme, men vi mødte op, og fra ‘64 spillede Frem atter i 1. division.

Nogenlunde samtidig flyttede mig og min familie til Hvidovre, og jeg havde en troløs periode, hvor jeg stod og følte mig som en vildt fremmed på Hvidovre Stadion, men dog så attraktiv bold med et hold, der mindede om ånden fra Frem, med spillere som John Steen Olsen, Leif Sørensen, Jørgen Henriksen og John Worbye. Men jeg skuttede mig lidt i menneskemængden, da jeg gik i fakkeltog ned ad hovedgaden for at fejre Hvidovres første Danmarksmesterskab i 1966. Frem fik sølv det år, og det næste, og bronze i ’68 og ’71.
Midt i 70’erne flyttede jeg tilbage til Sydhavnen, og det var i mere end én forstand som at komme hjem.

Frem fik sølv i 1976, og et nyt førstehold markerede sig i sidste halvdel af 70’erne med folk som den kraftfulde angriber Ole Mørk, som sidst i 50’erne gav mig bank, fordi vi rødder havde piftet den cykel, han brugte til at bringe aviser ud med.

Slidsomt for psyken

I 90’erne var det slidsomt for psyken at være Frem-fan. Klubben førte en elevatortilværelse mellem 1. og 2. division, og der var langt mellem tilskuerne i Valby Idrætspark, hvortil kampene nu var henlagt. Men det var også i den periode, klubukueligheden stod sin prøve.
Som fan følger man ikke kun sin klub i medieombejlet medgang. På den led har det aldrig været på mode at være Frem-fan. Som der står på klubhuset, kan man forlade sin kone, men aldrig Frem. Der er ­­– med al respekt – ikke mange popstjerner, tjekkede sild, døgnfluekendisser og pressefotografer på stadion, når de rød-blå går på banen.

I stedet er Valby Idrætspark stedet, hvor man kan møde den første kindkyssende kæreste, man ikke har set, siden hun for nogle og tredive år siden lod trusserne falde et kort, evigt sekund nede i kælderen. Eller viceværtens snotforkælede unger, som nu selv kommer trækkende med kone og klapvogn og deres egne muligvis snotforkælede unger.

En kort overgang først i 90’erne lignede Frem den storklub, vi nu altid har opfattet den som. Bestyrelsesmedlemmerne gik med klubslips i silke, pressen blev bespist før kampene, der var ansat en rigtig ung og dynamisk direktør, spillerne, de såkaldte ”fyraftensproffer”, var på lønningslisten og kørte i sponsorerede Alfa Romeo’er, og med Ole Mørk som en kontroversiel, flamboyant træner blev det til en sensationel tredjeplads i Superligaen i 1992.

Det var lysår fra dengang i 1978, hvor Frem som pokalvinder lige så sensationelt hjemme havde slået franske Nancy i Europa Cup’en med 2-0. Ved ankomsten til returkampen spurgte de franske journalister efter et interview med træneren Jimmy Strain. Det kunne desværre ikke lade sig gøre, meddelte formanden Sven Petersen. Træneren var ikke med på turen. Han havde ikke kunnet få fri fra arbejde! Nancy med en ung Platini vandt i øvrigt 4-0.

1992-succesen hvilede på et solidt sportsligt fundament med spillere, der blev stjerner i andre klubber, men økonomisk viste det sig, at Frem spillede på kviksand. Professionalismen var på lånt tid og kassekredit. Efter en forgæves gældssanering i foråret 1993 gik Frem konkurs med en gæld på små ni millioner kroner. En kendsgerning, der senere var svær at fatte, når man hørte, hvordan en klub som Brøndby IF, 12 minutter i bil fra Valby Idrætspark, kunne skylde langt mere til højre og venstre og alligevel drible uden om betalingsstandsning og konkurs.

Det klædte nu ikke Frem at gå med silkeslips, så da det blev hverdag igen i Valby Idrætspark, stod den på mediemørklagte kampe i røven af fjerde division, Danmarksserien. Tilskuertallet faldt, medløberne blev hjemme, det samme gjorde heldigvis de skinheads, der en kort overgang vakte mediefurore ved at heppe på Frem – eller var det sig selv?

Da Frem slog Ballerup med 5-0 på udebane og dermed sikrede sig oprykning til 2. division i 1995, var det for mange af os en lige så stor dag, som da bronzemedaljerne var hjemme i ’92. Og kampråbet gjaldede ud over stadion: »Frem igen igen i top, vi er en klub med stolte traditioner, aldrig aldrig giver vi op…«
Turen ned i Danmarksserien havde gjort ondt, men også godt, og det samme gjaldt for så vidt endnu en forudsigelig konkurs og en relegering til en endnu lavere række, Københavnsserien. Overborgmesteren har sjovt nok ikke længere sin faste gang på stadion. I hvert fald ikke det saneringsmodne af slagsen i Valby.

Der har Frem nu i jubilæumsåret mødt hold som KFUM og Union, som man vel ikke har mødt siden mellemkrigsårene. Spillet er momentvist godt. Stemningen altid til guld. Ikke mindst da holdet suverænt sikrede sig oprykningen til Danmarksserien.

Situationen er med til at understrege to ting: De mange nyopførte industripaladser af glas langs den gade i Sydhavnen, hvor tidligere smuglerne i Jan-bøgerne og skrothandlerne holdt til, har ikke smittet af på bydelen. Den ligner stadig noget fra udkants-Danmark. Heller ikke Frem har virket tiltrækkende på de lokale filialer af de multinationale forlystelsesformidlere. Klubben må nok indse, at den aldrig bliver nogen sponsormagnet.

Tilbage på lystavlen for Boldklubben Frem står, at enhver kan holde med, men for at være en rigtig fan kræver det, at man holder af og holder ud. Præcis som i kærlighed. Og i film, hvis de skal ende lykkeligt.

FREM 125 år – Vi gi’r aldrig op. Redaktion: Allan Mylius Thomsen, Karl Aage Dalgaard og Niels Buch. Udgivet af Boldklubben FREM. 222 ill. sider.

Her kan du se, hvordan du kan få resten af bogen.

FREM møder i øvrigt i aften i første runde af pokalturneringen B93.

Ukrediteret foto lånt herfra

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top