Amy Winehouse 1983-2011

4 Comments

Selvdestruktion og rockmytologi hører uadskilleligt sammen, men selv om rockhistorien myldrer med eksempler på forudsigelige dødsfald, mindes jeg intet så skæbnebestemt som Amy Winehouses.

Meddelelsen om hendes død kommer altså ikke som en overraskelse. Hun tog sit hit ‘Rehab’ bogstaveligt – på den ufede måde.

Hendes soulfraseringer var som hentet ud af rockhistorien, Aretha mødte Dusty i hendes røgfyldte, smertelige stemme, og den lidt hurtige og sikkert kyniske vinkel på hende kunne være, at hun nu vil gå over i annalerne som lovende, talentfuld sanger.

Sandheden var måske, at der kunstnerisk ikke var så meget mere i hende end det, vi hørte på især hendes andet album.

Må Amy Winehouse omsider få den ro, hun aldrig nåede ind til, mens hun levede. Og må vi lære at vurdere hende ordentligt, når hypen har lagt sig og det forudsigelige kommercielle efterliv er brugt op.

Erik Jensen har i Politiken skrevet en meget personlig og dækkende nekrolog.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

4 Comments

  1. comment-avatar
    arne schiøtt24. juli 2011 - 15:21

    God kronik som rammer lige på kornet. Dog må der siges at hun døde i London , og at det forlyder hun døde under en fest i eget hjem (Camden-kvarteret), og således var omgivet af venner. Disse kunne dog ikke hjælpe hende.

  2. comment-avatar
    Torben Bille24. juli 2011 - 15:32

    Tak
    Du har selvfølgelig ret. Mit stykke var skrevet umiddelbart efter breaking news, hvor der ikke forelå andre detaljer.

    Tak for tilføjelsen

  3. comment-avatar
    arne schiøtt26. juli 2011 - 08:34

    Jeg syntes det er ærgelig at mange har overset hendes første plade FRANK, i det der er tale om en forholdsvis lavmælt, men meget smuk plade med klare referencer til Billie Holiday. En kvinde hun nok har et vis skæbnesfælleskab med i det Holiday også gennem hele livet døjede med misbrug og uheldige (herre)bekendtskaber.

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top