Amy Winehouse genoplives
Næppe er liget blevet koldt, før gribbene flokkes om at få mest muligt ud af resterne. På Amy Winehouse’s site offentliggøres i dag, at hendes familie og mest dedikerede fans trygt kan gå julehandlen i møde.
Takket være et “nyt” album, Lioness – Hidden treasures.
Det består af obskure skæringer som coverversioner af ‘The Girl From Ipanema’, sunget af en attenårig Amy, ‘Will You Still Love Me Tomorrow’ og duetten med Tony Bennett, ‘Body and Soul’, alternative udlægninger af sange som ‘Valerie’ og outtakes. Tolv numre i alt, kompileret og efterproduceret af Mark Ronson og Salaam Remi i samarbejde med sangerens familie, i.e. hendes far.
Et nyt nummer kommer med, ‘Between the cheats’, som ganske vist blev indspillet i 2008, men skulle have været med på det tredje studiealbum, der aldrig kom, fordi Amy drak sig ihjel sidst i juli i år.
Et forsonende skær kastes over dette spekulationsprodukt ved meddelelsen om, at et pund af hver solgt plade/download i Storbritannien går til Amy Winehouse Foundation, den velgørende fond, faderen Mitch Winehouse har etableret.
Den britiske talsmand for HMV-kæden er naturligvis begejstret for denne forlængelse af Winehouses kommercielle liv. Alt andet ville også komme bag på mig.
Se det komplette indhold af albummet her.

