Amys far

Jeg har tidligere undret mig over de store kanalers programplanlæggere, som ikke er gode venner med spontanitet. Derfor ros til DR1 for at trodse skemahelvedet og programsætte Amy Winehouse – min datter fra 2010.

Titlen var ikke ganske dækkende, for dokumentaren handlede om taxichaufføren Mitch Winehouse, som det meste af et år var blevet fulgt af et kamerahold. Naturligvis var datteren med, men faderen var hovedperson.

Havde man ikke fulgt den glubske britiske tabloiddækning af datterens gøren og laden, manglede man en del mellemregninger, og kun af faderens bisætninger forstod man, at han er blevet beskyldt for at udnytte sin datter og for at føre sig frem på hendes bekostning.

Det første ved jeg ikke noget om. Det sidste blev dementeret af filmen, som uden at være følgagtig viste en fader, så plaget af anger og undren over datterens levevis, at han både gik til psykolog og spiritist.

Faderen promenerede en selvbevidst pondus, men var bag facaden småsentimental, selvmedlidende og sårbar; altså ret menneskelig. Han erkendte, at han greb de muligheder, der opstod netop fordi han var den, han var. F.eks. var vi med til forløsningen af hans indre Sinatra: Indspilningen af en cd, hvor han crooner sig tåleligt gennem de evergreens, som tit blev spillet i hjemmet, og gav ekko på datterens debutalbum.

Nok så hjertevarmende var hans uegennyttige arbejde i et forum for forældre til stofmisbrugende børn. Og i glimt fra den caribiske ø St. Lucia, hvor Amy var på en slags afvænning, så man et særligt tæt bånd mellem far og datter.

Programmets højdepunkt var et hjemmevideolignende klip fra faderens fødselsdag. Her deltog Amy ikke som skandaleombrust berømthed, men som genert medlem af en stor, favnende jødisk familie. Det var ægte rørende.

Tilbage står spørgsmålet, om hun døde, fordi hun fik for lidt eller for meget familie? Faderen vil for evigt være i tvivl.

Illustration: Udsnit fra pladeomslag

Se eller gense programmet her.

Denne tv-anmeldelse står også at læse i dagens printudgave af Politiken