Amys far

1 Comment

Jeg har tidligere undret mig over de store kanalers programplanlæggere, som ikke er gode venner med spontanitet. Derfor ros til DR1 for at trodse skemahelvedet og programsætte Amy Winehouse – min datter fra 2010.

Titlen var ikke ganske dækkende, for dokumentaren handlede om taxichaufføren Mitch Winehouse, som det meste af et år var blevet fulgt af et kamerahold. Naturligvis var datteren med, men faderen var hovedperson.

Havde man ikke fulgt den glubske britiske tabloiddækning af datterens gøren og laden, manglede man en del mellemregninger, og kun af faderens bisætninger forstod man, at han er blevet beskyldt for at udnytte sin datter og for at føre sig frem på hendes bekostning.

Det første ved jeg ikke noget om. Det sidste blev dementeret af filmen, som uden at være følgagtig viste en fader, så plaget af anger og undren over datterens levevis, at han både gik til psykolog og spiritist.

Faderen promenerede en selvbevidst pondus, men var bag facaden småsentimental, selvmedlidende og sårbar; altså ret menneskelig. Han erkendte, at han greb de muligheder, der opstod netop fordi han var den, han var. F.eks. var vi med til forløsningen af hans indre Sinatra: Indspilningen af en cd, hvor han crooner sig tåleligt gennem de evergreens, som tit blev spillet i hjemmet, og gav ekko på datterens debutalbum.

Nok så hjertevarmende var hans uegennyttige arbejde i et forum for forældre til stofmisbrugende børn. Og i glimt fra den caribiske ø St. Lucia, hvor Amy var på en slags afvænning, så man et særligt tæt bånd mellem far og datter.

Programmets højdepunkt var et hjemmevideolignende klip fra faderens fødselsdag. Her deltog Amy ikke som skandaleombrust berømthed, men som genert medlem af en stor, favnende jødisk familie. Det var ægte rørende.

Tilbage står spørgsmålet, om hun døde, fordi hun fik for lidt eller for meget familie? Faderen vil for evigt være i tvivl.

Illustration: Udsnit fra pladeomslag

Se eller gense programmet her.

Denne tv-anmeldelse står også at læse i dagens printudgave af Politiken

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top