Anbefales: Henrik Dahls nye bog

Hm, det har været ret mærkeligt at læse modtagelsen af Henrik Dahls nye bog, Spildte kræfter. Bogen er et (selv)opgør med venstrefløjens selvbillede som toneangiver og problemknuser, og selv om vi alt for længe har haft en (små)borgerlig regering, slipper man ikke ustraffet fra at mene, at Socialdemokraterne og resten af venstrefløjen “næsten altid har valgt den forkerte løsning.”.

At skrive, at Henrik Dahl er velskrivende, forekommer lige så omsonst som at blive ved med at gentage, at Michael Laudrup har boldøje og Bruce Springsteen scenenærvær, men alligevel: Hvis andre forskere udtrykte sig så sprogligt vitalt og stringent, ville forskere ikke være i så bad standing i visse kredse. Eller omvendt: Så ville det, de siger, nå ud til flere end deres kollegaer.

Problemet med og ikke mindst for Henrik Dahl må være, at folk ikke altid læser, det, han skriver, men hvad de tror, han mener. F.eks. er Spildte kræfter blevet rakket ned for at lide af massiv selvovervurdering. Og for at prøve at ride på Christine Antorini-effekten (hvis den da findes).

Dette er svært at få til at rime med, at Dahl nærmest virker krukket i sin nedtoning af den ægteskabelige fortid med Antorini. Og tydeligt gentagne gange gør en del ud af ikke at overspille sin egen rolle i partiarbejdet. Som han skriver: “Ikke at jeg tror mit bidrag har været særlig væsentligt eller min person særlig vigtig. På det stolte skib Centrum Venstres sidste rejse var jeg kun menig matros. Men jeg var ombord, da vi forliste og gjorde mig både tanker og optegnelser om det, jeg oplevede…”

Der findes mange skarpere politiske hjerner end den, der skriver dette, så jeg skal ikke kunne sige, om Henrik Dahl har ret i sin påstand om, at venstrefløjen er en død sild, der bare har fundet en måde ikke at lugte på (min formulering). Men det mest interessante og underholdende ved hans bog er skildringen af hans vej til den venstreorientering, han nu med vemod tilsyneladende har forladt.

Tilbage fra den fortid er næsten kun hans image som en hippie på en dårligt hår-dag.

Jeg er født i 1949. Henrik Dahl et tiår senere, i 1960. Da jeg var 14, legede jeg både med biler, hørte popmusik, spillede fodbold og kyssede på pigerne. Politik sagde mig ingenting. Da præstesønnen Henrik Dahl fra Skærbæk var 14, var han politisk aktiv i et kulturelt miljø, som jeg kan genkende som mit eget dengang i midten af 70′erne.

Dahls tese er, at venstreorienteringen i høj grad var/er kulturelt betinget. Den var/er ligesom noget, der fulgte med. Når man hørte Gasolin’, når man gik med Fjällræv, når man hørte Tværs i radioen. Som han skriver: “Da jeg var ung var det lige så let at blive indrulleret i det venstreorienterede projekt, som det var at få Månedens Bog fra Gyldendals Bogklub: Man skulle bare gøre ingenting, så skete det helt automatisk.”

Og apropos bogens titel: Hvor var vi dog en del, som spildte en del kræfter i de år. På møder, på evalueringer, på at undgå gruppepres, på at udøve samme, på at råbe højt i plenum. På at hylde Tvind, på at flirte med de dejligt håndfaste DKP’ere, der ikke fortabte sig i teoriøvelser, men fik ting til at ske. Og for mit eget vedkommende: På et helt år af min studietid på Tårnby Børnehaveseminarium at snakke (netop snakke, ikke drøfte) strukturproblemer og medbestemmelse, mens lærerne lo i skægget. Så jo, jeg var også fodformet venstreorienteret. Ja, jeg har endda haft et digt i Information, som hyldede Baader-Meinhof. Og haft en Mikael Wiehe-plade og en Mikael Witte-plakat. Så kom ikke her.

Det viste sig, at meget af alt det røde havde indbygget blålys, fordi vi lå under for præcis de samme mekanismer som vore modstandere. Det illustrerer Henrik Dahl smerteligt og glimrende med eksempel på eksempel.

Ikke mindst via sin beskrivelse af livet på Sociologisk Institut i København, hvor han “mødte de yderligt gående venstreorienterede som de mest hjerteløse og urimelige og uanstændige og uansvarlige og dobbeltmoralske mennesker, det er muligt at forestille sig”. Som han konkluderer: “Hellere en nobel højreorienteret end en venstreorienteret usselryg af Sociologisk Institut-typen”.

Jeg ved præcis, hvad han mener (det var de samme typer, der slog litteraturen ihjel på KUA). Og det gør jeg ikke kun, fordi jeg selv har mødt typen, men fordi Dahl aldrig pakker sin mening ind. Heller ikke når han skriver om indvandringsproblematikkerne og venstrefløjens alt for refleksbetingede brug af racismekortet.

Mest omtale har bogen forudseligt nok fået for dens ramsaltede signalement af Helle Thorning Schmidts statsministerpotentiale: Hun er, skriver Henrik Dahl, “ikke i stand til at gå blot nogle få meter uden en rollator af stikord og briefinger … og til trods for den taler (hun) alligevel som en lydfil. Mangler hjælpemidlerne, er hun hjælpeløs og næppe i stand til at udvikle selv det mest enkle ræsonnement.” Dén Helle Thorning-Schmidt har jeg mødt.

(Se her, hvorfor Henrik Dahl skrev som han gjorde om HTS)

Undervejs i Spildte kræfter kommer jeg pludselig i tanke om, hvad nogle af os hviskede til hinanden, dengang Henrik Dahl lige havde opdaget partisantørklædet: Hellere velorientereret end venstreorienteret.

Jeg sætter kryds ved Henrik Dahl. Og så trækker det ikke ned, at han kan alle C.V. Jørgensen-sange udenad.

Henrik Dahl: Spildte kræfter – hvorfor venstrefløjen i virkeligheden er fortabt. Gyldendal. 152 sider.

PR-foto: Morten Holtum/Gyldendal

Vil man have sin næsten daglige dosis Dahl, og vi er en del, der er afhængige, så tjek www.kommunikationsforum.dk