Andy Taylor bliver 50

Kommentarer slået fra

Der var ikke noget, der indikerede, at Andy Taylor som medlem af Duran Duran skulle blive et af de mest ombejlede britiske popidoler i 80’erne. Endsige overleve tiåret, men i morgen fylder han faktisk 50.

Faderen var fisker fra den lille flække i Northumberland. Moderen forlod familien, da Andy var 11. På det tidspunkt var han begyndt at spille guitar, og det blev sværere og sværere at koncentrere sig som skolegangen.

Han droppede ud af gymnasiet 1976, tog en masse småjob i udlandet med forskellige orkestre og blev i 1980 medlem af Birmingham-bandet Duran Duran. Samme år albumdebuterede bandet, og det leverede lydspor til Lady Di-generationen.

Duran Duran, der talte Renee Toft Simonsens daværende kæreste, John Taylor, var eksponenter for ’New romantics’-bølgen. Musikken var sexet pop, turneret med et æggende twist af den disco-soul, navne som Chic var ambassadører for.

Håret var højt, øjenbrynene plukkede og skulderpudderne så brede, at man kunne stille et langstilket cocktailglas på dem. Duran Duran levede livet på første klasse. Andy Taylor beskrev senere, hvordan bandet ikke kun havde næse for hits. Kokain blev på det nærmeste bragt ind via room service, selv om bandets pladeselskab markedsførte bandet, som om de dårligt kunne tåle en aspirin, som han senere formulerede det.

Han forlod bandet i 1986. Og brugte siden sin indiskutable musikalitet sammen med Robert Palmer i Power Station, udgav soloalbums og producerede bl.a. Rod Stewart (på albummet Out Of Order).

I 2001 gjorde han comeback med Duran Duran. Samarbejdet holdt fire år, men selv om de fejrede sølvbrylluppet med udsolgt verdensturne, endte Andy Taylor med at gå/blive gået. Der var opstået en kløft mellem ham og de andre, lød det i pressemeddelelsen, hvis ordlyd de ikke var enige om. Taylor ville have valgt en krassere formulering.

Siden har Andy Taylor lagt skulderpuderne på hylden og koncentreret sig om den ikke uefne guitarist og producer af samme navn.

Illustration: Forsiden af 1990-singlen ‘Lola’, Andy Taylor’s cover af Kinks-sangen fra albummet Dangerous.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top