Ifølge ordbøgerne betyder hype omtale, der skal skabe et kunstigt behov, som ikke fandtes før omtalen. Og Den Danske Ordbog nævner en passant, at ordet stammer fra amerikansk, hvor det oprindeligt betød ‘snyderi’.
Ordet randt mig i hu henover weekenden i forbindelse med medieomtalen af Anna Calvi.
Begyndere kan starte her: Anna Calvi er det sidste nye skrig i de engelske medier. Dermed bliver hun en af de efterhånden talløse navne, som er blevet udråbt til det næste store håb, rockens frelser og krisebekæmper etc. Fortsæt selv listen. Tabloidiseringen af de britiske musikmedier er ingen ny ting.
I dag kommer så Calvis debut-cd. Nu kan man altså, sammenholdt med de video- og lydklip på youtube, myspace og meldingerne om hende som support for Nick Cave og Grinderman, selv vurdere, om hun er så god som foromtalen (og ‘branchen’) siger.
Lørdag blev hun telefoninterviewet over en hel side i Politiken. Intervieweren holder sig ikke til at interviewe, men fastslår også, at Anna Calvi ‘forbløffende’ nok lyder som ‘en blanding af PJ Harvey og Edit Piaf. Og konkluderer i en boks, at der er ‘langt mere højspænding, end der normalt bliver en debut til del.’
I dag anmelder avisen så officielt hendes plade. Erik Jensen giver, mærkeligt nok, fire stjerner, for basalt set konkluderer hans kortanmeldelse, at Anna Calvi er mere form end indhold. Indtil videre. Han sætter dermed avisens dækning lørdag i et tankevækkende perspektiv.
I en mindre nyhedshungrende verden havde man nok set, om debutanten havde noget at byde på, før man ryddede en hel side.
Eksemplerne er ikke nævnt for at hænge respekterede kollegaer ud, men for at illustrere, hvordan dygtigt udført hype fungerer, og hvor svært det er ikke at blive offer for den, som journalist og som læser – her taler jeg som både anmelder, journalist og redaktør af bitter erfaring.
Der er nemlig for mig ingen tvivl om, hvilken af omtalerne pladeselskabet får mest ud af.
Og apropos anmeldelser: The Guardian er ude med fire (ud af fem) stjerner. Hvilket også synes en smule sært al den stund musikken kaldes ‘overblown’ og præget af mangel på ‘genuine emotion’.
Men måske er de generøse stjernetildelinger en utilsigtet, afledt effekt af hypen?
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
1 Comment
Carsten Rydzy17. januar 2011 - 12:47
Hun har da i det mindste god smag i guitarer, men musikken siger ikke undertegnede noget,mere form end indhold, typisk engelsk hype.
Hun får sikkert 6 stjerner i Gaffa og Soundvenue
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
Hun har da i det mindste god smag i guitarer, men musikken siger ikke undertegnede noget,mere form end indhold, typisk engelsk hype.
Hun får sikkert 6 stjerner i Gaffa og Soundvenue