Arabisk for alle

I dagens Politiken sender jeg raï-sangeren Khaled en hilsen i anledning af 50 års-dagen i morgen:

Man fornærmer vist ikke nogen ved at mene, at underholdning sjældent rimer på holdning i popmusik. Når det så endeligt sker, bliver det eksplosivt og farligt, hvis musikken fænger i et samfund, hvor staten eller religionen eller begge dele gerne vil regulere folks smag. Som f.eks. i Algeriet, hvor sangeren og sangskriveren Khaled i 1986 følte sig tvunget til at flytte fra sit fødeland til Frankrig. Hans massivt populære modernisering af den traditionelle raï-musik blev for meget for styret og præsteskabet. Ikke nok med at musikarten i forvejen hyldede alkohol og særdeles kødelig kærlighed, Khaled skiftede også violinerne ud med el-guitarer og tilsatte en moderne, stærkt dansabel puls. Og at han faktisk havde været i latent livsfare, viste sig senere ved mordene på to af hans kollegaer samt hans producer Rashid Baba Ahmed.

I dag er Khaled, eller Khaled Hadj Brahim, som han blev født i Oran for 50 år siden, ikke alene superstjerne i Mellemøsten, men også i de fransktalende lande. Hans rytmiske opdatering af en genre, som oprindelig var en oppositionel musik, en slags arabisk pendant til blues og reggae, sunget af beduinske gedehyrder i 30’ernes fransk besatte Algeriet, har længe været en inspiration for musikere fra Peter Gabriel over Sting til Outlandish, som fik et stort hit med deres blødgjorte udgave af Khaled’s ”Aicha” i 2002.

Allerede som fjortenårig udsendte Khaled sin første single efter at have optrådt ved bryllupper og dansanter med denne ugudelige musik – mod sin hårdtslående faders vilje. Inspireret af både The Beatles, Otis Redding og James Brown fandt han en ny vej mellem tradition og pop. At han tilmed lignede et idol, var ingen bagdel. Han levede livet. Noget, der jo i sig selv er en hån mod fundamentalister. Khaled, som lød tilnavnet Cheb (den unge mand), sang om åndelig frihed og længtes selv mere og mere efter den.

I Frankrig mødte han et mere frodigt musikermiljø. Imens sang de unge hjemme i Algeriet hans ’El Harba Wine?’ under blodige optøjer mod styret. Sangen handler om at ville flygte, men ikke have noget sted at flygte hen. Khaled gik selv i studiet i Paris. Uden den forventede øjeblikkelige succes. Måske fordi han for hårdt forsøgte at lægge sin musik i sporet på tidens vestlige trends. Han genfandt balancen i 1992, da hans stærkt smitsomme, uimodståelige ’Didi’ blev den første arabiske sang øverst på den franske hitliste. Akkompagneret af en video, hvor let påklædte kvinder danser og ser ud til at have sjovt imens. Pladen var produceret af Don Was, som kom lige fra et samarbejde med Bob Dylan. Og med ’Aicha’ fire år senere blev Khaled et etableret navn på den knopskydende verdensmusik-scene.

Det har dog langt fra gjort ham sat. Senere har han både flirtet med hip hop og rap, men vendte også, i 2004, tilbage til sine algeriske rødder.

I 2000 var der tøvejr på den kulturelt-religiøse koldfront i hans borgerkrigsplagede hjemland, og Khaled gav for første gang siden flugten til Frankrig en koncert i hovedstaden, som der stadig står gny om. Det gør der også om hans koncert sidste år i Store Vega. I Gaffa kaldte Torben Holleufer den ”en fest, der aldrig havde skyggen af et dødt øjeblik.” Præcis som Khaleds liv.