Armatrading fylder 60 i morgen

Joan Armatrading fylder 60 i morgen. Hun blev engang spurgt, hvilken musik hun ville tage med på en øde ø. Valget af Mendelsohn, Van Morrison og Muddy Waters kommer ikke bag på de mange, der har fulgt sangeren, sangskriveren og multiinstrumentalisten siden først i 70’erne.

Hun kunne også tilføjet Jimi Hendrix. Få har nemlig som Armatrading så strømførende forbundet det forpinte og det forløste – og forløsende. Længslen og stoltheden har aldrig været modpoler, men altid drivkraft i hendes sange, smukkest udtryk i ordene: »I am not in love but I’m open to persuasion…«

Dem kunne man første gang høre på ’Love And Affection’ som sammen med albummet, der bar hendes navn, gav hende gennembrud i 1976. Det blev cementeret af den lige så stilfærdigt besættende ’Show Some Emotion’, for var der noget hun gjorde, så var det netop dét i en alt andet end forudsigelig blandform af folk, blues og rock.

Forud var gået to album, med debut i 1972, men de led under overproduktion og dårlig distribution. Joan Armatrading var blevet en offentlig hemmelighed i musikerkredse, men selv holdt hun lav pr-profil. Det gør hun stadig. Journalister kalder hende derfor Joan Armourplating.

Vi ved dog, at hun i en moden alder er blevet maratonløber, at hun spiller guitar, banjo, trommer, keyboards, mandolin samt mundharpe til meget mere end husbehov, og at hun som syvårig sammen med sine fem søskende og forældrene udvandrede fra den vestindiske østat, St. Kitts & Nevis.

Familien bosatte sig i Birmingham. Joan Anita Barbara drømte om at læse jura, men småkårsopvæksten var ikke til studier, så musikken greb hende og holdt fast.

I 1980 skruede hun (og Blondie-produceren Richard Gottherer) op for popknappen på ’Me Myself I’, som gjorde hende til lesbisk ikon. Armatradings alt andet end gennemsnitlige lidenskab trængte også igennem til den gennemsnitlige pladekøber.

Siden har ingen af hendes mange plader nydt samme succes. Ja, i 1988 måtte hun se Tracy Chapman udråbt som den platinforgyldte nyskabelse, selv om Chapman ville være utænkelig uden Armatrading.

Sideløbende er hun blevet bachelor i mellemkrigshistorie. Og er aktiv i velgørenhedsbranchen, bl.a. i Women of the Year-fonden. Hun blev dog tidligere i år bebrejdet, at hun, der har skrevet hyldestsang til Mandela, optrådte i Israel, som kritikerne mener udsætter palæstinenserne for apartheid. Armatrading opfordrede under besøget til fred og mellemfolkelig forståelse.

Anerkendelse har det dog ikke skortet på. I 2001 fik hun MBE-ordenen (som bl.a. også The Beatles), og i 1996 den prestigiøse Ivor Novello-pris. Armatrading beskriver sig selv som den definitive type, fordi »det bare er nemmere selv at vide, hvad man vil, for ved man ikke det, er der altid nogen, der vil vide det for dig,« som hun har sagt til Gay & Lesbian Times.

I 2007 gik en drøm i opfyldelse for hende. Hun udgav cd’en ’Into The Blues’, som viste, at inspirationen fra Muddy Waters ikke bare var mundsvejr. Samtidig demonstrerede hun på den Grammy-nominerede plade, at ikke kun den akustiske, men også den elektriske guitar har direkte forbindelse til hendes hjerte.

En læser, Bjarne Hjorth-Jørgensen, har gjort opmærksom på, at man i Birmingham har en gade, Broad Street, byens forlystelsesstrøg. Her ærer man byens stolte sønner og døtre på det, der kaldes The Walk of Stars. Der finder man hæderstegn for Ozzy Osbourne og Toni Yommi, Julie Waters samt Aston Villas Europa Cup-vindere fra 1982.

Og nu altså også Joan Armatrading: