Barbi blev voksen
Barbi Benton fylder i morgen torsdag 60, men på nettet og i erindringen lever billederne af hende fra dengang i 70’erne, hvor hun ikke struttede af silicone, men af sundhed, sødme og en pigelig naivitet, der virkede for god til den verden af beregning, hun blev blikfang for.
Som teenager hjemme i Sacramento supplerede Barbara Klein lommepengene med modelarbejde. Ad den vej kom hun ind i Playboy-imperiet. Hun kom, om jeg så må sige, ikke sovende til sin karriere som model. I seks år var hun Hugh Hefners kæreste, og i mangt og meget et forsøg på fornyelsen af playmate-typen i en tid, hvor nøgenhed ikke længere var det chok, det havde været før hippierne smed klunset.
Ingen historie om Hefner uden en anekdote: Da Playboy-stifteren inviterede hende ud første gang var hun 18, han 42. Barbi var lidt loren ved invitationen. Mest fordi hun aldrig tidligere havde gået ud med en, der var ældre end 24. Jamen, det har jeg heller ikke, kom det rapt fra Hefner.
Barbi Benton fik lyst til at skifte fra glittet papir til ikke slet så afdækkende medier. Måske mere lyst end evne, men hun gjorde fin fyldest i ’Hee Haw’, en slags Saturday Night Live for landmænd. Og derfra var vejen ikke lang til pladestudiet. Faktisk kunne hun synge. Hun hittede moderat i countrygenren i 1975-77.
Dengang var udklækningen af døgnfluer ikke, som i X-Faktor, sat i system, men skete af sig selv, ofte ved et tilfælde. I 1975 lagde sherif McCloud de danske gader øde, når han red gennem de new york’ske ditto for at opretholde lov og orden med bondsk snuhed. Vi var nået til 33. afsnit, der handlede om pirateri og bestikkelse af pladevendere. Sangeren i centrum var Barbi Benton. Og ’Ain’t That Just the Way’, sangen fra serien, blev et stort hit – ikke bare i Danmark. Lucretia McNeal havde glæde af den i 90’erne.
Benton fortsatte sangerkarrieren som en slags Linda Ronstadt light, ja, nåede endda at få udgivet et ’greatest hits’-album, hvordan det så gik til. Samtidig indspillede hun film. Titlerne er dækkende for indholdet: ’Naughty Cheerleader’, ’Hospital Massacre’, ’Deathstalker’ og ’Schulmädchen’.
Selv om hun giftede sig med den hovedrige entreprenør George Gradow i 1979, slap hun ikke af med sit image som en dum bimbo, for hendes mand kunne ikke dy sig for at sige, at han var så lykkelig hver aften, når det var tid at gå i seng. Siden er det blevet til to, nu voksne, børn og en karriere som efterspurgt indretter af luksusboliger. Gradow røg ganske vist femten måneder i fængsel i 2006 på grund af skattefusk, men som hans kone synger: ’Ain’t that just the way that life goes/down down down…’
