Bedste Johnny Madsen vi har

Johnny Madsen er den bedste Johnny Madsen, vi har. Og i dag runder han mærkeligt nok 60. I en tid, hvor særpræg enten fremelskes eller bare styles væk, står den vestjyske trubadur som så markant en anomalitet, at Dansk Folkemindesamling og Nationalmuseet burde kende deres besøgelsestid. Hvis det da ikke var fordi, den i dag 60-årige Madsen selv har sikret sig sit eftermæle med en række plader, der har været med til at give udkants-Danmark både humor og kant.

At vi så er nogen, der af og til synes Madsen lidt for hårdkogt giver partiet som en lidt for prototypisk, hængerøvet jyde, vil han vide at afvise som udslag af lige så typisk højrøvet køwenhavneri.

Bag det – skal vi sige – skødesløse ydre gemmer sig en livsnyder, der kender sin årgangs-calvados på duften og som på Fanø svinger sine golfkøller og efterhånden også sine malerpensler med lige stor kompetence.

Johnny Madsen startede det, han altid har vægret sig ved at kalde karrieren på hjemegnen. Fødebyen Thyborøn og Lemvig. Derfra hans verden gik. Spillemandsgruppen Rumlekvadrillen blev første stop midt i 70’erne. Tre lp’er blev til, den midterste med den sigende titel Grov og simpel. Sidst i årtiet gik han på lærerseminariet i Nr. Nissum. Tiden der har han selv beskrevet således: »Altså, jeg havde formning om mandagen fra 14 til 16, og når jeg gik hjem om eftermiddagen sagde jeg god weekend…«

Spillemandsmusikken blev udkonkurreret af Bob Dylan og Chuck Berry, og debutalbummet De tørre er de best… men våde er de flest viste en sanger, der ikke red med på tidens danske poprockbølge, men sejlede i sit eget verdenshav. Ingen skrev eller har siden skrevet linjer så prosaisk surrealistiske som “Jeg kan husk’, da vi var børn/vi sad og kigged’ å akvariefisk, somme tider så tog vi dem op og vi … vi kværked’ dem/mens æ måne den lyste og æ gartners hest, den spiste havregryn…” Og sang dem!

Hans tredje plade gjorde sig i 1987 ikke kun bemærket ved titlen, Chinatown, Yellow Moon og den sorte fugl, men fremstår stadig som hans mest originale værk. At Tænke Sig og andre fik en del sjov ud af en af sangtitlerne: ”En sølvmåge lander ganske langsomt på Balticas flerfarvede lysstofrør og kikker opmærksomt ud mod havet.”

Pludselig fik ordet ’vestkystrock’ sin egen danske klang. Ingen friserede vokalharmonier, men sange, der fordanskede både Dylan, Hank Williams og Big Bill Broonzy. Og som uden at lefle for det udenlandske, hentede det her hjem, fordi det var bedre end »at kede sig ihjel på Shell,« som han synger i ‘Meg Ryan’s aftenvals’.

Sammen med den kongeniale guitarist Knud Møller fortsatte Madsen konjunkturignorerende ud ad det spor. En optræden med singlen ”En at bli’ som” med Peter Belli, Nanna og Billy Cross ved det første danske Grammy-show i 1989 gjorde Madsen endnu mere kendt end han var blevet året før med det ret Dire Straits-agtige album Udenfor sæsonen. Det blev Madsens gennembrud, både hos kritikerne og hos masserne.

Siden er det blevet til en halv snes plader, der har fintunet udtrykket uden at flytte på førstehåndsindtrykket. Som tekstforfatter er han billedskabende og original – hvem andre været så træt, at »jeg kunne sove på en kødkrog«? Derimod har han som komponist sine begrænsninger, men der er noget afvæbnende og charmerende ved hans sanges ofte meget tydelige lån fra forbillederne. F.eks. var en sang som ‘Darwin er død i Danmark’ ikke blevet det samme uden Manfred Manns ‘Pretty Flamingo’.

Sporadisk har Madsen med de ligesindede rasmus modsatter, Lars Lilholt og Allan Olsen, haft et tumultuarisk, men platinpopulært samarbejde omkring trioen Dalton.

Selv om Johnny Madsen i sommer har et tæt besat turneprogram, fylder billedkunstneren af samme navn næsten mere. Priserne på hans rødtonede, William Skotte Olsen-inspirerede malerier indikerer en efterspørgsel, som, hvis man skal tro anmelderne, ikke kun handler om kendiseffekten.

Der er udgivet bøger om både hans malerier og musik. I Anders Houmøllers Særling fra verdens ende causerer Madsen over det Danmark, han altid har forholdt sig jydeskeptisk til.

Han bruger vendinger som ”eventyrsamfund” og taler om velfærdsdiktaturet, og demonstrerer, at selv om man gør sit bedste for at ligne en overvintret, fedtet hippie, kan man godt være noget så modsatrettet som en folkelig liberalist.

Han har fået en vej opkaldt efter sig. Det er også det eneste nogenlunde lineære ved Johnny Madsen.

Ukrediteret pressefoto fra Madsens Galleri

En kortere version af denne artikel står at læse i Politiken i dag.