Bill Haley er værd at huske

Ret mig, hvis jeg tager fejl, men jeg synes ikke, at jeg har set de samme massive avismarkeringer af, at det i dag er 30 år siden, Bill Haley døde, som da John Lennon før jul havde samme mærkedag.

Dét kan man – et stykke ad vejen – sagtens argumentere for, men at fralægge Haley nogen betydning for rocken, svarer til at benægte fotosyntesens virkning på plantevæksten.

Hans ‘(We’re Gonna) Rock around the clock’ var den tændstik, der satte ild til hele det opgør med koldkrigskonformiteten, som banede vejen for Elvis og i sidste instans John Lennon.

Sangen er skrevet af to Tin Pan Alley-metervarefabrikanter, Max Freedman og Jimmy DeKnight. Bag DeKnight-navnet gemte sig James Myers. Han var musikforlægger i New York. Det var ikke uden betydning for historiens gang, men det vender jeg tilbage til.

‘Rock Around The Clock’ udkom oprindeligt som b-siden til 1954-singlen ‘Thirteen Women’, som pladeselskabet i maj måned bekostede helsidesannoncer i Billboard på. Det skete der ikke en snøvs ved. Og Haley fik derpå et mindre hit på R&B-listerne med sin ikke uefne tolkning af Big Joe Turners ‘Shake, Rattle And Roll’. Pladeselskabet, Decca, kaldte Haley & His Comets “The nation’s rockingest’ rhythm group”. Og sangen endte på Top 10.

Haleys to næste middelmådige singler endte på Top 20. Det så alt i alt ud til, at de femten minutter i showbiz var ovre for manden med spytkrøllen, som egentlig både var for gammel til rock ‘n’ roll – pladeselskabet kaldte det, som man kan se på etiketten ‘boogie’ – og i virkeligheden mest havde været til country/rockabilly af Hank Williams-skolen, indtil han i 1952 opdagede nye sider af sig selv og definerede rockabilly som genre med en ret forrygende udgave af Jimmy Prestons ‘Rock The Joint’.

Den og Haley havde de fleste dog glemt i slutningen af 1954. Ind i billedet genindtræder Jimmy DeKnight alias James Myers. Myers var blevet bedt om at finde musik til en filmatisering af Evan Hunters roman Blackboard Jungle.

Han kom i tanke om sin gamle, mislykkede sang. ‘Rock Around The Clock’ blev sangen, man huskede, da filmen var glemt.

Og Bill Haley & The Comets skrev historie for John Lennon og alle os andre.

Haleys videre karriere var ikke særlig kometagtig, men et uskønt, sørgeligt studie i, hvad der sker, når nostalgi æder sig ind på en mand. Han havde i perioder rigtig meget at lave i retro-kredsløbet og nød godt af de mange rock ‘n’ roll-revivals gennem tiderne, men drak og blev ved med det.

I 1980 fik han en ondartet hjernesvulst. Han blev mere og mere usammenhængende og kunne ses stavre rundt på vejene i nabolaget i Harlingen, Texas, mens han højlydt forbandede alt og alle, ikke mindst sig selv.

Til sidst, 9. februar 1981, sagde hjertet stop. Det gør sangen aldrig.

I sin bog Unsung heroes of rock ‘n’ roll tegner Nick Tosches et fint portræt af Haley før ‘Rock Around The Clock’.

Gå på opdagelse i tiden og stilen i Fanclub for dansk pigtrådsmusik.