Birthe planted’ smil og solskin

Kommentarer slået fra

I 1956 redefinerede Elvis Presley på to minutter og otte sekunder med ‘Heartbreak Hotel’ popmusikken. Det gik nu til at begynde med ret ubemærket hen over Danmark. Her var årets bestseller ikke Klaus Rifbjergs forvorpne debutdigte, men ‘Den gamle gartners sang’ med tyveårige Birthe Wilke fra Vesterbro og operabassen Mogens Wedel.

Sangen af Otto Francker og Thøger Olesen formulerede, hvad de fleste brugte og bruger musik til: »Selv om sorgerne er slemme/får en sang mig til at glemme…«

I morgen fylder Birthe Wilke 75. For flere generationer er hende stemme selve lyden af et dannebrogs-Danmark, hvor der ikke blev vrikket syndigt med hofterne, men hvor nederdelene var plisserede, hvor kolonihavesøndagene var beplantet med smil og solskin i hvert et sind tilsat sild og snaps og når det gik højt lidt håndklaver og charme.

Selv om hun voksede op på stenbroen kom Birthe Wilke fra et hjem med klaver. Faderen var turnerende saxofonist og hendes søskende, Tom og Helle, blev selv til noget ved musikken.

Alligevel skulle Birthe i lære som dameskrædder. Hendes hu stod nu mere til både akrobatik og Bach, men i sin bog Top-Pop beretter Carsten Michael Laursen, at Birthe en aften var i biffen og se Betty Hutton i Annie get your gun. Da hun kom ud, ville hun være sangerinde. Endnu en film, med Doris Day, og en sejr ved en af tidens talentkonkurrencer i National Scala overbeviste Birthe og hendes forældre om karriereretningen.

Som femtenårig blev hun ‘Danmarks Doris Day’ og sang med Bruno Henriksens orkester. Debutsinglen ‘Be anything’ med Arne Lamberth på trompet antydede et naturligt tag på jazz og swing, men det blev som refrænsangerinde, at Birthe Wilke fandt sin brede niche.

Sange som ‘Håndklaver og charme’, ‘Pepita fra Mallorca’, tåreperseren ‘Tammy’ og altså den om den gamle gartner blev så efterspurgte i Giro 413, at underholdningschefen Sven Pedersen i 1958 bestemte, at der skulle gå mindst 14 dage mellem afspilningen af den samme plade i programmet.

På det tidspunkt var Wilkes gennemslagskraft som smægtende sanger også nået til udlandet. I 1957 var hun og Gustav Winckler for mange blevet de moralske vindere af europæisk melodi grand prix med ‘Skibet skal sejle i nat’. De blev kun nummer tre. Angiveligt fordi deres afsluttende kys på 32 sekunder ikke faldt i de katolske landes smag.

En god historie, men faktisk var Italien det land, der gav sangen næst flest stemmer. I øvrigt var kyssets længde et teknisk uheld. Aftalen var, at de kortvarigt skulle kysse hinanden indtil kameramanden gav tegn på, at det var nok. Han lod sig imidlertid rive med af stemningen og glemte at løfte armen.

Birthe Wilke gentog i 1959 grandprix-sejren med den populære ‘Uh, jeg ville ønske jeg var dig’. Heller ikke denne gang uden skandale. Holger Blom havde til solisten kreeret det, vi i dag ville kalde en kjole med kant. Den blev mere omtalt end selve sangen.

Postyret og behovet for lige at puste ud fik Birthe Wilke til at tage på en slags orlov til USA. Derovre blev hun gift, og jagtet af de tilrejsende blodhunde fra den danske verdenspresse. Ægteskabet blev ikke mindst af den grund kortvarigt, og Birthe Wilke vendte hjem med et feteret comebackshow på Kystens Perle.

Selv om hun siden havde nok at lave, bl.a. bag Jerntæppet, havde hun i længden ikke lyst til konstant at skulle modstå presset fra pressen. I 1966 takkede hun af. Hun var tre år forinden blevet alenemor til Ricky, et af tidens tragiske thalidomid-tilfælde, og som hun senere sagde: »Så jeg måtte prioritere, og det blev altså min søn.«

Selv om sangen om den gamle gartner havde solgt i mindst 100.000 eksemplarer, skulle hun finde sig et nyt levebrød. Hun tog et kursus i stenografi og arbejdede i en årrække i Handelsbanken samtidig med at hun fik et par dansktophits. Siden blev hun både advokat- og lægesekretær, og i 2001 medvirkede hun igen ved Melodi Grand Prix. Nu som medlem af fagjuryen. Overraskende for andre end hende selv. Hun følger nemlig stadig med i musikken.

De sidste mange år har Birthe Wilke boet i sønderjyske Bevtoft. Der har hun skrevet de digte, Fluer og andre strøtanker, som kom i 2007. Og derfra drager hun ud til sine velbesøgte foredrag. Aftenerne slutter altid med, at hun synger den om minderne, som man da altid har lov at have.

Dem er vi en del, der takker Birthe Wilke for.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top