Bjørnen kommer

Der var engang, hvor Rikke Solberg satte sig på hele sendefladen, som Steffen Brandt sang. Og Anja & Camilla Andersen samt Susanne Munk Lauridsen og siden navne som fløjraketten Henriette Mikkelsen, Rikke Skov og hendes registrerede partner Lotte Kiærskou for ikke at glemme Karin Mortensen. Vi taler med andre ord hunbold. Dengang genren lignede sportens uopslidelige  “new black”.

Sådan har det ikke været længe. Og er det ikke længere. Det kunne man se i går, da det danske kvindelandshold tabte til Angola, hvis spillere alle lignede volleyballspillere, der var gået forkert, men som i den grad med et så simpelt og gennemprøvet våben som offensiv 3-3 opdækning gjorde danskerne rådvilde og modløse. Resultatet 23-28 er, så man tror det er løgn.

Det samme fristes man til at mene om den kinesiske tv-produktion under hele dette VM. Low key er det pæne ord. Præcis som tilskuertilstrømningen i dette håndbold-u-land. Havde det internationale håndboldforbund som mål at undgå atmosfære omkring kampene er det lykkedes.

I hunboldens guldalder dengang for flere VM’er og OL’er siden talte man en del om, hvorvidt kvinderne kunne slå et mandehold. En syg diskussion, for det kan og skal de selvfølgelig ikke kunne.  Kvindelige elitehold kamptræner af og til mod førsteynglinge herrer og lavt rangerende herreseniorhold og taber eller spiller højst lige op, men pointen ved kvindehåndbold er jo netop, at den skal være sig selv med al den lethed, poesi, fantasi og svævende ynde (og god gammeldags, kortbukset sexappeal) isprængt naturstridige krafteksplosioner, som herrehåndbolden i sin stadig mere udprægede forråelse efterhånden kun rummer som en undtagelse (Barcelona igen igen).

Derfor har det også ved dette kvinde-VM været forstemmende at se, hvor ringe det tekniske niveau p.t. er (og i det lys skal glæden over de indledende danske sejre vurderes). En ting er svigtende taktisk tæft og organisation og at ikke kun det danske hold savner samlende skikkelser, noget andet er, at mange af holdene, inkl. det danske, har problemer med helt basale håndboldskolediscipliner ting som at gribe bolden og at lægge afleveringerne højere end fodhøjde. Det giver kampe, der ofte har været en ynk at overvære for den, der kan huske forne tiders artisteri a la Anja.

Karin Mortensen er stadig med, og hun og hendes yngre kollega, stortalentet Christina Pedersen (fra FCK), gør deres til at leve op til de danske traditioner på keeper-posten, men lades alt for ofte i stikken af et forsvar, hvor kun Mette Melgaard udviser kampvilje, men hun kan ikke være overalt, selv om hun prøver på det.

Af de andre har kun “årets kvindelige håndboldspiller” Trine Troelsen i angrebet noget, der ligner star quality. Og en skudstyrke, der er aldeles udansk. Det samme kan man desværre ikke sige om hendes udnyttelsesgrad, der går hånd i hånd med det ineffektive kantspil. Jeg troede ellers danskerne havde opfundet fløjspillet. Både højre- og venstrefløjen.

I morgen venter russerne, som skal slås for at komme i semifinalen … er I med på den, som Jan Pytlick plejer at sige.

Billedet er det officielle pressebillede af kvindelandsholdet, taget af Jan Christensen/DHF.
Hentet fra www.dhf.dk