Boel vil af med mesterlæren

Der er blevet skruet godt op for både højttaler og forvrænger i debatten om de nye optagelseskriterier for Rytmisk Musikkonservatorium. Kritikerne mener, at de nye adgangskriterier slækker på de musiktekniske krav og ser dem som et knæfald for tidens populistiske tendens. I decembernummeret af Musikeren er rubrikken ikke til at misforstå: “X Factor som adgangskrav”.

Der er dog ikke så meget dækning for udsagnet nede i artiklen. Her citerer fagforeningsbladet konservatoriets rektor, Henrik Sveidahl, for at mene, at “konservatoriet åbner dørene for en større kunstnerisk mangfoldighed, og håber at tiltrække unge kunstnere fra alle hjørner af den rytmiske musik.”

I det nye nummer af Artisten, Dansk Artist Forbunds blad, uddyber Hanne Boel, konservatoriets professor i sang, formålet med det nye, mere helhedstænkende system: “Vi håber på at kunne tiltrække nogle orginaler, som ikke hidtil har kunnet se sig selv i det rigide skolesystem,” siger hun.

Boel advarer også mod at uddanne rene fagnørder og virtuoser: “Der vil stadig,” forsikrer hun dog, “være plads til dem med et højt teknisk niveau … men de studerende, der kommer ud i den anden ende, skal ville andre mennesker noget.” Hun er villig til at løbe X Factor-risikoen, for som hun siger: “Vi skal ruste de studerende bedre til at opfinde deres egen nødvendighed på det musikalsk arbejdsmarked.”

De ord kommer jo unægtelig fra en, der ved, hvad dèt vil sige.

Og så skal jeg nok lade være med at skrive noget om, at der var engang, hvor rock- og jazzmusikere ikke gik på konservatoriet, og hvor Darwin sørgede for en naturlig udskilning.

Den føltes sikkert for mange musikere hamrende uretfærdig, men showbiz og kunst handler ikke om retfærdighed.

Pressefoto fra Statens Kunstråds Musikudvalg, hvor Hanne Boel p.t. sidder.