Bonnie bryder 7 års pause
4. januar 2012 //
Der har længe været lidt stille inde på Bonnie Raitts hjemmeside. Forældrenes, broderens og en nær vens død har betonet for hende, at der er vigtigere ting end musik. Hun har, siger hun til Rolling Stone, haft brug for igen at komme i kontakt med den anden side af sig selv.
Nu er hun klar med ny cd, den første siden Souls alike, der kom i efteråret 2005. Den nye cd, Slipstream, kommer bl.a. til at rumme coverversioner af et par Dylan-sange samt en reggaeudgave af Gerry Rafferty-nummeret ‘Right Down The Line’. Pladen forventes ude til april på Raitts eget selskab.
Der er kommet fornyet interesse for Raitt efter at Adele har indspillet hendes nyklassiker ‘I Can’t Make You Love Me’ fra Raitts Luck of the draw-album ligesom Bon Iver på amerikansk tv for nylig gav samme sang (og en stump af ‘Nick of time’).
Bonnie Raitt-begyndere kan starte her:
Da hun legede på børneværelset, kunne hun høre sine forældre nedenunder, men på en anden måde end de fleste. Moderen var pianist og faderen, musicalstjernen John Raitt, så musik var ikke bare noget, man lyttede til. Som hun leende sagde i et interview: ”Det der med at min far var på arbejde om aftenen og spillede golf om dagen, satte nogle tanker i gang…”
Hun blev som teenager bidt af blues, og mens de fleste piger i hendes nabolag lavede te til revolutionen, ville Raitt være god til at spille bottleneck-guitar. Så god, at hun begyndte at hænge ud med koryfæer som Howling Wolf. Som 22-årig debuterede hun som en usleben diamant, men hun ville ikke bare være en ny Janis Joplin. Hun ville fortolke tidens sangskrivere, og denne blanding gjorde pladerne ujævne. Omvendt var der noget for enhver. Og i 1977 hittede Sweet Forgiveness via en version af Del Shannons ‘Runaway’.
Det var dog som koncertkunstner, Raitt for alvor funklede. Hun fik mange musikervenner, men også et stigende alkoholproblem. Et samarbejde med Don Was kombineret med et rehab-ophold gav i 1990 Raitt tre Grammyer for Nick Of Time, som endte øverst på hitlisten. Og hun holdt op med at udleve andres drømme om hende.
Siden er det blevet til en halv snes plader, et væld af støttekoncerter for alt fra miljøet til bøssers helbred, og hun har stiftet en fond, der støtter sorte musikere, der er blevet snydt af pladeselskaber. Alt dette uden at Bonnie Raitt lyder som en kustode i sit eget museum, for som hun har sagt: “Blues skal ikke puttes i en boks. Det er en levende organisme.”.
www.bonnieraitt.com
Ukrediteret pressefoto
God nyhed! Bonnie Raitt er en ganske sej kvinde. Glemmer således ikke hendes duet med John Lee Hooker fra CD´en “The Healer” (1989): “I´m in the mood (for love). Trods aldersforskellen lød den troværdig og emmede af saftig blues!
At hun har genemlevet så mange personliger tragediger gør nok ikke hendes blues-feelings mindre. Blot synd at der ofte skal ydes store ofre, for at kunne levere den ægte vare!