Der er som bekendt ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. I 1976 virkede walisiske Bonnie Tyler godt i gang med en karriere som en mere soul’et udgave af sit idol, landsmanden Mary Hopkin. Singlen, ‘Lost in France’, hittede pænt og året efter udsendte Tyler sit debutalbum. Verden lå åben for kulminearbejderens datter, der fylder 60 i morgen.
Så pådrog hun sig så alvorlige knuder på stemmebåndene, at en operation, efterfulgt af seks ugers taleforbud, var påkrævet. Nogle mener, at kirurgen begik en fatal fejl under indgrebet. Andre, at Tyler brød det forbud en dag, hvor tavsheden forekom ubærlig.
Samme følelse fik Tyler også, da hun begyndte at synge igen – hendes stemme lød, syntes hun, som en gammel mands. Og hun var sikker på, at hun lige så godt igen kunne kalde sig ved sit fødenavn, Gaynor Hopkins.
Imidlertid viste det sig, at hendes stemme havde fået en ny, raspet følsomhed over sig. Tyler virkede som en sanger, der var trådt i karakter. Og det efterfølgende album, Natural Force, blev et hit på begge sider af Atlanten; ikke mindst på grund af den countryfarvede single ‘It’s A Heartache,’ som meget sigende blev kopieret af Rod Stewart, så den næsten ikke var til at skelne fra originalversionen.
Bonnie Tyler viste sig at være alt for afhængig af sine sangskrivende producere, Ronnie Scott og Steve Wolfe. De forsøgte at sætte hende i bås som countrysanger. Det havde de hverken kunstnerisk eller kommercielt held med, så da Tylers kontrakt udløb i 1981, skiftede hun til det rockorienterede Columbia Records.
Der satte man hende sammen med arkitekten bag Meat Loafs multimillionsælgende succes, Jim Steinman. Singlen, ‘Total Eclipse of The Heart’, blev et globalt hit. Det samme gjaldt albummet Faster than the speed of night. Steinmans hang til melodisk melodrama stod godt til Tyler, og et af pladens bedste øjeblikke var Billy Cross-balladen ‘Take Me Back’, indspillet med bl.a. ‘Hang on Sloopy’-guitaristen Rick Derringer og Springsteen-trommeslageren Max Weinberg:
Resten af 80’erne levede Bonnie Tyler i ekkoet af ‘Total Eclipse of The Heart’. Hun fik et mindre hit med Jim Steinman-sangen ‘Holding Out For A Hero’ fra filmen Footloose, men da næste tiår tog fart, kom Bonnie Tyler ikke med.
Hun er blevet ved at udgive ret enslydende plader, men uden succes i England og USA. I Europa har hun derimod et hengivent publikum. Ikke mindst i Tyskland, og det marked har jo som bekendt en størrelse, så man mageligt kan leve af det alene.
Det gør det nok lidt lettere at leve med, at man så er nødt til at lade sig style som en af de schlager-dronninger, der p.t. overbefolker DK4.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
