Chuck har ikke stillet skoene

DEN FORUROLIGENDE meddelelse om, at Chuck Berry nytårsdag faldt om på scenen under en koncert i Chicago, er afløst af lettelse over, at han nu meldes i bedring og rekreerer hjemme i fødebyen St. Louis. På den anden side: Manden fyldte 84 i oktober, så ingen vil bebrejde ham et otium…

Intet er dog så dårligt, at det ikke er godt for noget: Nyheden gav mig anledning til igen at dykke ned i hans musik. Mange kalder sig eller er blevet kaldt stamfader til rocken. Charles Edward Anderson Berry er en af de få, der indiskutabelt er netop dèt.

Uden ham ville The Beatles være startet og endt som et danseorkester. Keith Richards skylder ham hvert eneste guitarriff af betydning. Bruce Springsteen ville aldrig have taget kørekort uden Berry. Dylan har lyttet en del til Woody Guthrie, men det var hos Berry, han lærte at lade sproget følge sin egen vej. Beach Boys var aldrig kommet op på surfbølgen uden lån fra ham til ‘Fun, Fun, Fun’ og ‘Surfin’ USA’, Ramones havde ikke turdet stille sig op på en scene uden hans sange som børnelærdom, og 117 millioner rockbands gennem tiderne ville aldrig have kunnet give ekstranumre.

ROCKEN VAR ikke blevet det globale musikalske fællessprog uden Chuck Berry. Punktum og udråbstegn.

De tre cd’er i den såkaldte Chess-boks, Chuck Berry, er stadig det bedste sted at starte, og slutte – havde jeg nær skrevet, men man bliver aldrig færdig med Chuck Berry.

Fra 1955 til ’59 udsendte han en række sange, der alle, hver for sig, ville kunne forklare en alien fra det ydre rum, hvad rock & roll egentlig er: ‘Maybellene’, ‘Roll Over Beethoven’, ‘Rock And Roll Music’, ‘Sweet Little Sixteen’, ‘Johnny B. Goode’, ‘Around An Around’, ‘Carol’, ‘Memphis’, ‘Little Queenie’ og sidst, men ikke mindst ‘Johnny B. Goode’:

… sange, båret af en brusende lykke over at være i live netop her og nu, og vel at mærke et her og nu, som varer evigt. Eller som han synger i ‘Sweet Little Rock ’n’ Roller’ om pigen, der ikke kan holde op med at danse: »… her partner can’t hardly hold her, she never gets any older, see the little rock ’n’ roller …«

CHUCK BERRY slog igennem i de raceadskilte sydstater, men i hans musik mødtes den hvide country, den hillbilly-musik, Hank Williams gjorde til et hit, og så den elektrisk forstærkede rhythm & blues, som havde Muddy Waters som talerør. Det var Waters, der skaffede kosmetologen Chuck Berry en pladekontrakt, og Waters’ komponist, Will Dixon, spillede bas på de vigtigste af Berrys indspilninger.

Selv om miljøet omkring Berry altså var sort, appellerede han mindst lige så meget til den voksende del af den hvide amerikanske middelklasse, man kaldte teenagere. Berry syede det lydtæppe, som fik den subkultur løftet ud af samlebåndsparcelhuse og karseklippet koldkrigskonformitet, og på den led er hans sange en ouverture til det, vi forkorter ungdomsoprøret. Folkemusik for teenagere.

Det er mundret musik, båret af en ringende Gibson-guitar, som i Berrys hænder nok kan begive sig ud i solistiske eskapader, men aldrig glemmer melodilinjen. Og ordene synges, som man kan forestille sig, de bliver talt. Det er rap før rap, hiphop før hiphop.

Hans tekster er som et stikordsregister til den tids USA, hvor forbrugerisme frontalsammenstødte med tidligere tiders mådehold, hvor voksenherredømmet og det, Berry kaldte »the golden rule«, så småt stod for fald i skolerne, og et nyt frisind var ved at gry, skildret af Berry i et meget håndgribeligt sprog, der viste, at han ikke selv var et af Guds bedste børn. Faktisk har han været en skidt knægt og en voldelig mandschauvinist.

Men han har skrevet de bedste sange om selve musikken med linjer, der er endt som rene bonmot’er. Tænk bare på »roll over Beethoven, tell Tschaikowsky the news and dig these rhythm and blues …«

Og nu må jeg hellere stoppe, før det ender med at lyde som en nekrolog i utide. Det er sangene alt for lyslevende til.

Do the Duck with Chuck.