Cynthia mindes John Lennon
8. december 2010 //
Som ventet får den mediemæssigt naturligvis ikke for lidt i dag, hvor det som sikkert bekendt er 30 år siden, John Lennon blev skudt af Mark Chapman få timer efter at denne havde scoret Lennons autograf foran Dakota-bygningen i New York.
De seneste dage har jeg genlæst Cynthia Lennons erindringer om et liv med (og uden) charlatanen, skiderikken, egocentrikeren, den sårbare mand, følsomheden selv, livskunsteren John, der hellere ville tvivlen end troen.
Selv om alle siger, at de kan huske, hvor de var, da John Lennon (og John F. Kennedy) blev dræbt, oplevede Cynthia det alligevel på sin helt egen måde. Det beretter hun om i bogen, som nu omsider er kommet på dansk.
Cynthia overnattede hint skæbnesvangre døgn hos Maureen Starr, Ringos ekskone. Ved halvfem-tiden om morgenen engelsk tid ringede Ringo fra New York med det ubegribelige budskab: “Cyn, jeg er ked af det. John er død.” Hun ringede hjem til Julian, 17 år og nu faderløs. Hans reaktion var helt spontan. Han ville være der, hvor hans far var. I New York.
Cynthia kontaktede derfor på et direkte nummer kvinden, der havde overtaget både badekåben og kærligheden til John. Ono fandt det helt forståeligt, at Julian asap tog til New York. Men som Cynthia skriver: “Jeg sagde, at jeg var lidt bange for at lade ham rejse alene på grund af hans sindstilstand…” Underforstået: Hun ville gerne ledsage sin søn. Yoko Onos nej var ikke til at misforstå: “Du er jo ikke ligefrem en gammel klassekammerat, Cynthia.”
Cynthia holdt sin reaktion for sig selv, for som hun lakonisk og ikke uden brod konstaterer: “Det var hårdt, men jeg accepterede det. Der er ikke plads til en ekskone i en offentlig sorg…”
John hedder bogen. Den er ikke noget mesterværk, men en sympatisk skildring af et kvindeliv i skyggen af en berømthed, som aldrig helt ville være det, men meget gerne tog for sig af retterne, når de nu var stillet så dekorativt frem. Cynthia lægger bånd på sig eller har fået tingene på så tilpas afstand, at hun godt kan se, hvorfor det måtte ende som det gjorde med hende og John. Det er trods alt de færreste skolekærester, der holder sammen.
Jeg kan især anbefale beskrivelserne af den tidlige ungdom, hvor Cynthia giver et billede af en troskyldig tid, hvor hun lagde ambitionerne i sit skød og lod John om at møde verden.
Selv giver hun indtryk af at have været en naiv, lidt simpel pige fra provinsen, som først bagefter fattede, hvad der ramte hende, da hun mødte John Lennon. Hun ville dog ikke have været det foruden.
På den led ligner hun os andre.
Cynthia Lennon: John. Oversat af Per H. Jacobsen. Forlaget EC Edition.
På Wikipedia er der en grundig redegørelse for den dag, Lennon blev skudt. Klik her.
Rolling Stone markerer 30 års dagen ved at offentliggøre et hidtil upubliceret interview, foretaget tre dage før Johns død.
Illustration: John og Cynthia gøder deres kærlighed engang i midt-60′erne.
Kan du huske, hvor du var?
Jeg læste bogen for en måned siden ca, men husker det da som om at hun faktisk skriver, at hvis hun havde vist hvad der havde ventet hende da hun fandt sammen med John, var hun løbet sin vej? At hendes liv med ham var forbundet med meget smerte. Dog har hun jo fået Julian ud af det, så på den måde fortryder hun vel ikke.
@capac: Jeg sov i min seng. Men blev vækket tidligt af min kammerat Ebbe Rossander, som dengang var redaktør af MM. Han havde fået den dengang ikke særligt oplagte ide at lave et særnummer om John Lennon. Jeg bidrog med en tekst, som mest var en samling fragmenter, fordi jeg ikke helt kunne beslutte mig for, hvad jeg mente. Og nummeret var på gaden før Melody Maker og New Musical Express offentliggjorde deres tributes. Ak ja, det var i printpressens tid.
@Sandra: Jeg kan nok ikke helt blive klar på, hvad hun mener.